Arkiv

Posts Tagged ‘andet kvartal’

Andet kvartal 2020 – pladeanbefalinger

Hvad lyttede jeg med fornøjelse til i årets andet kvartal? Jo, det skal jeg fortælle dig her.

Heads. – Push

Jeg har lyttet flittigt til Berlin-baserede Heads. En australier og to tyskere, der leverer en bastant og bidsk postpunk, hvor guitaren hviner, bassen kradser og sangeren spytter ordene ud. De har tidligere turneret flittigt med bands som Metz, Daughters og Protomartyr, og det er ret gode pejlemærker for hvor de befinder sig stilmæssigt. Nummeret ‘Weather Beaten’ har kørt på heavy rotation hos mig. De har yderligere et par udgivelser på samvittigheden, der lyder aldeles fortræffeligt og som er på vej hjem til husstandens gode højttalere.

 

Moor Jewelry – True Opera

Samarbejde mellem to markante figurer på den eksperimenterende rockscene. Moor Mother møder Mental Jewelry og hardcore musik opstår. Det er krads, klaustrofobisk og støjende no wave/noise rock, og har en befriende varighed af blot 26 minutter. Pladen er en ret ny opdagelse for mig – det samme er de to kunstnere – og hvor stærk den er ved jeg ikke helt endnu, men jeg er fascineret.

 

Muzz – Muzz

Helt anderledes blidt går det for sig på denne skive, som også er en collaboration. En art supergruppe, om man vil. Paul Banks fra Interpol, Matt Barrick fra The Walkmen og Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman har slået pjalterne sammen og kreeret en afdæmpet debutplade, der er ganske ubemærkelsesværdig, men alligevel ret fængende. Jeg er ikke superstor fan af de respektive bands, men det fungerer faktisk aldeles udmærket. Det er virkelig voksenindie, for folk der kan lide de nævnte bands og sådan noget som The National. Røvkedeligt og ret godt.

 

Perfume Genius – Set My Heart on Fire Immediately

Mike Hadreas’ projekt har jeg aldrig helt kunnet gennemtrænge, men den her kunne godt ligne noget af et gennembrud for vores forhold. Det er dramatiske popsange, der særligt på den første halvdel af pladen folder sig smukt ud. Anden halvdel kan sagtens tænkes at følge med, når jeg får bidt mig mere ind i kødet på den.

 

Yves Tumor – Heaven to a Tortured Mind

Den her sad lige i skabet fra første lyt. En genrehybrid der plukker fra r&b, funk og art rock og smider det i en stor gryde. Den kommer flyvende ud af starthullerne med flere bud på årets bedste sang på den første halvdel, og så kan det godt være niveauet daler en smule derefter, men det er til at leve med.