Arkiv

Posts Tagged ‘favoritplader’

24 Keeps Breathing in My Face Like a Mad Whore…de bedste plader fra 1992

23/07/2017 2 kommentarer

Det er lige gået op for mig, at det er mere end et år siden jeg senest lavede en album-årsliste. Det er jo den rene slendrian, hvorfor jeg har brugt de seneste par uger på at kaste mig over et bestemt år, lytte plader igennem, justere og rangere efter forgodtbefindende. Det udvalgte år er 1992, af den simple årsag, at det kan fejre 25-års jubilæum. Eller fødselsdag. Eller hvad et år nu end fejrer. Så her er mine tyve favoritplader fra 1992, som jeg hører dem her i 2017. Selvfølgelig spiller min historik med pladerne også ind, men jeg har forsøgt at lytte med friske øren. Der er som altid playliste i bunden, og denne gang har jeg generøst flottet mig med hele to sange fra hvert album.

  1. The Jayhawks – Hollywood Town Hall…det perfekte americana-album. Eller alt-country om man vil. Eller midwestknoldesparkercountryrock om man virkelig vil. The Jayhawks var et af de bands der åbnede mine ører for den del af det musikalske spektrum, omend det var opfølgeren Tomorrow the Green Grass der sparkede den dør ind for mig. Det her er dog lige en tand skarpere, et nøk mere helstøbt, og har ganske enkelt nogen af de stærkeste sange 1990’erne bød på. Temmelig mesterværkisk.
  2. The Cure – Wish…endnu en plade, der åbnede en dør for mig. Jeg kendte (og elskede) naturligvis ‘Friday I’m in Love’ allerede dengang, men det var sangen ‘Trust’, der væltede mig omkuld et par år senere, da den strømmede ud af båndoptagerens højttalere i et gymnasiefrikvarter. Til min store undren viste Gilleleje Bibliotek sig at have kassetten liggende, og den snuppede jeg med hjem til togturene – og blev øjeblikkeligt forelsket. Wish repræsenterer alt hvad The Cure kan, hvilket naturligvis gør den til ikke så lidt af en rodebutik. Men det fungerer uanset om det gælder de nuttede popsange, de ekstremt indadvendte ballader, eller de lange desperate vræl og raserianfald. Det er groft sagt Wild Mood Swings før øøh Wild Mood Swings.
  3. The Black Crowes – The Southern Harmony and Musical Companion…bluesy sydstats(hard)rock er dælme ikke en genre jeg gør mig meget i, men The Black Crowes har altid haft en stor plads i mit hjerte. I hvert fald siden jeg hørte den her. En forrygende tidløs plade der trækker på både sydstaternes svampede blues og en masse Rolling Stones. Og Faces og Humble Pie, ifølge klogere hoveder end jeg. Med afstand bandets største bedrift. Et lille kuriosum: Årets producer må være George Drakoulias, da han drejede på knapper på både listens etter og treer. Han og American Recordings havde en ret heldig hånd i 1992.
  4. Rage Against the Machine – S/T…et adrenalinkick af de helt store og et nogenoghalvtreds minutter langt raseriudbrud. Det er forståeligt at pladen er blevet så ikonisk, og den holder stadig. Den var populær i frikvarterne i min folkeskoleklasse dengang, og selv om jeg da godt kunne lide hvad jeg hørte, så skulle der gå godt og vel et årti før jeg selv investerede i den. Måske er det derfor den ikke er blevet så slidt for mig? Hvoromaltinger, en uomgængelig plade for en vred ungdom. Også for de af os der ikke var/er så vrede (og så unge(længere)). Men fuck you I won’t do what you tell me, alligevel.
  5. Sonic Youth – Dirty…igen en førstegangsting for mig. Mange hardcore fans kan tilsyneladende ikke så godt med Dirty, men det er jeg ligeglad med, for jeg synes stadig den rocker helt vidunderligt. Jeg elsker når Kim Gordon stønner og vrænger sig gennem ‘Drunken Butterfly’, når Lee Ranaldo forsøger at råbe sig gennem Wish Fulfillment – og jeg elsker at medråbe it’s the song I hate, mens alle instrumenterne knaser og kradser på ‘Youth Against Fascism’.
  6. Alice in Chains – Dirt…fra Dirty til Dirt. Fra avantgardestøjpoprock til i en kælder sort som kul. Eller i hvert fald musik fra en kælder sort som kul. Du ved en plade bliver god, når den starter med brølet fra ‘Them Bones’ og slutter lige så abrubt knapt 150 sekunder senere. Og så er vi kun lige startet. Titelnummeret er noget af det mørkeste og tungeste jeg kan sætte pris på, og ‘Rooster’ og ‘Angry Chair’ er ikke langt efter.
  7. R.E.M. – Automatic for the People…her er en plade, der er i overhængende fare for at være slidt op. Imponerende nok er den, trods sin mangeårige allestedsnærværelse, fortsat værd at lytte til, selv om man da godt kan vælge at springe de mest Giro 413-agtige sange over. Du ved selv hvilke der er tale om. Det er dog i mine ører stadig en af bandets stærkeste plader, og man må aldrig snyde sig selv for at lytte til mindre gennemtærskede sange som ‘Sweetness Follows’ og ‘Find the River’, den sidste en af mine absolutte R.E.M.-favoritter.
  8. Ride – Going Blank Again…her er den plade, der har haft bedst af at blive gennemlyttet igen og igen. Den er virkelig steget i agtelse hos mig den seneste tid, og er bare smækfyldt med gode sange, fra den langstrakte episke åbner ‘Leave Them All Behind’ til den poptastiske ‘Twisterella’, og fra den mægtige ‘Not Fazed’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Televisions ‘See No Evil’) og den langstrakte episke lukker ‘OX4’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Klichés ‘Masselinjen’).
  9. Th’ Faith Healers – Lido…et irriterende bandnavn af den grund, at jeg som bibliotekar er i tvivl om hvor de skal stå i samlingen – under T eller F? Jeg har vist nok besluttet mig for at stille dem under F. Min faglige stolthed er dog i vildrede. Men bortset fra det, er det her en gedigen, guitarhærgende støjrocker. En af disse tilfældige opdagelser, hvor jeg har stået og bladret i second hand-cd’er og taget chancen udelukkende på baggrund af et pladeselskab (Too Pure, red.). Kunne jeg forestille mig. Ellers ved jeg ikke hvordan den er havnet i min samling. Nåmen, hvis ikke du får lyst til at splitte et eller andet ad, når du hører bandets cover af Cans ‘Mother Sky’, så får du med mig at bestille.
  10. Come – Eleven: Eleven…nogen gange er det sgu nok bare at være et sejt, huggende band. Sådan et band er (var) Come, styret kompetent af sangskriverduoen Thalia Zedek/Chris Brokaw. Der er virkelig bund i deres dobbelte guitarangreb, og Zedek kan overgå de fleste i benhård vokal-vrængen. Du får tæsk, hvis ikke du kan lide ‘Brand New Vein’, men næppe af mig. Jeg er jo pacifist – og ret meget en slapsvans. Anyway.
  11. Neil Young – Harvest Moon…gammelmandscountryrock for gamle mænd. Young var vel egentlig gammel allerede i 1992, og han var det med ynde og stil, for Harvest Moon er altså en rar og vedkommende plade. Hvis ikke du bliver bare lidt rørt af titelnummeret, er du en hård nyser.
  12. k.d. lang – Ingénue…hvorfor hun insisterer på at skrive sit navn med småt, ved jeg faktisk ikke. Egentlig ved jeg heller ej om det er noget hun insisterer på, men sådan er det nu engang. Lang bliver, uforklarligt for mig, rubriceret som country, men jeg hører det nu ikke rigtig på denne dejlige skive. Det er jo bare voksen singer-songwriterpop. Hverken mere eller mindre. Det er dog virkelig solidt, og hun synger de velkomponerede sange formidabelt.
  13. Lemonheads – It’s a Shame About Ray…en af de helt klassiske Lemonheads-skiver, fyldt med de knuselskelige sange som Evan Dando stadig turnerer rundt med, mens han falder mere og mere fra hinanden. Han ser dog stadig rasende godt ud, hvilket gør hans åbenlyse forfald ret mystisk. Men det er sagen uvedkommende. Selvfølgelig er det en god plade, lige nøjagtig så kort som den skal være, men af en eller anden grund har jeg aldrig taget den helt så meget til mig, som jeg føler jeg bør og burde. Det skal dog siges at min Lemonheads-favorit er den lilla comebackplade fra 2006, så jeg er naturligvis dybt utilregnelig.
  14. Del Amitri – Change Everything…hvis førnævnte Ride-plade var den der havde bedst af et genlyt, så er Change Everything måske det modsatte. Altså, den er jo ikke pludselig blevet en dårlig plade, og den er stadig rigeligt god til at høre hjemme på denne liste, men tidligere havde den haft en sikker plads i top-10. Den er, som Del Amitri ofte var, måske lidt (for) bleg og anonym, trods helt åbenlyse kvaliteter. Måske er dens største problem, at dens stærkeste sange så klart er placeret i den første halvdel – resten af pladen halser en anelse efter den strålende start.
  15. Greene – Teenage Museum…Danmarks Go-Betweens. Simpelthen. En klassedebut, som faktisk stadig formår at blive bedre. Jeg har egentlig altid været mest til brødrenes dansksprogede eskapader i Olesen-Olesen, men de kunne nu også en del allerede her. Også selv om linjer som i’m writing a song about writing a song/about leaving and being left altså lyder lidt kluntet. Men det er petitesser.
  16. Stereolab – Peng!…jeg har så svært ved ikke at holde af Stereolabs kitschy sprælskhed. Det gælder også her, selvom de både før og senere præsterede endnu større ting. Men prøv lige at lytte til ‘The Seeming and the Meaning’, ‘Mellotron’ eller ‘Stomach Worm’ uden at blive revet med.
  17. Beat Happening – You Turn Me On…apropos sprælskhed, så er der her blevet plads til Beat Happening. Indrømmet, de var nok mere primitive end kitschy, men skidt med det. Jeg forbinder primært Beat Happening med de korte charmerende perler af ren skrammel, men med tiden fik de faktisk udviklet sig til mere end det. Især her, hvor lange, næsten hypnotiske numre som ‘Tiger Trap’ og ‘Godsend’ virkelig kan noget.
  18. Curve – Doppelgänger…Curve, eller proto-Garbage blandt venner, blev aldrig så store kommercielt set, men de skal dog have en masse street-cred for at have lagt den musikalske grund for Garbage i genren industrialgothpopmedsmækkersangerinde. Hvis ikke du kan lide ‘Horror Head’ står du til en ordentlig røffel.
  19. Lush – Spooky…det er ingen skam at være bedst i ep-formatet og på best of-compilations, for det er tilfældet med Lush. Og er der et band jeg knuselsker, så er det øøh, ja, Lush. Ret beset er fuldlængdedebuten her heller ikke deres bedste i det format – opfølgeren Split er en tak bedre på de fleste fronter – men der er nu stadig kræs nok at komme efter til at forsvare deres plads på listen. Lyt for eksempel til den guddommelige ‘Monochrome’.
  20. Red House Painters – Down Colorful Hill…en ikonisk plade for halvfemsernes traurige (det er positivt ment) slowcore-‘genre’, men hvis jeg skal være helt ærlig er der her kun to sange jeg virkelig, VIRKELIG elsker. Det er selvfølgelig meget godt, når der blot er seks numre på pladen, og resten er trods alt anstændigt nok – det er ikke rent skrald. Kozeleks sande mesterværk kom dog året efter, så grundstenene var lagt allerede her.

Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,

I Read a Lot Nowadays…de bedste plader fra 2011

Det var et rigtig solidt musikår, 2011. Det er det fortsat. Højt topniveau og en fin kvalitetsmæssig bredde – i hvert fald set hen over de 20 plader på listen her, og såmænd også lige udenfor. Jeg er tilfreds med genrealsidigheden, som fint afspejler det faktum, at jeg de senere år ikke helt har lagt mig fast på en specifik lyd eller stil, og som også er lovende med tanke på at der altså gemmer sig perler rundt omkring i de musikalske afkroge. Også selv om jeg til tider kan have vanskeligt ved at bryde ud af mine lyttevaner.

Det glæder mig også, at det har kunnet betale sig at lytte året igennem, for der er dukket ting op af bunkerne, som jeg næppe ville havde givet mange chancer af sig selv. Her tænker jeg på, for mig, ganske ubeskrevne navne som Other Lives og Belong. De er blandt de glædelige overraskelser, der havde gemt sig lidt. Outsiderne bliver suppleret af en stak gamle favoritter, for nogen enorm revolution er her trods alt heller ikke tale om.

Alas, listen. Der kan lyttes via linket i bunden.

  1. Girls – Father, Son, Holy Ghost
  2. King Creosote & Jon Hopkins – Diamond Mine
  3. Lucinda Williams – Blessed
  4. Raphael Saadiq – Stone Rollin’
  5. J Mascis – Several Shades of Why
  6. Ryan Adams – Ashes & Fire
  7. Still Corners – Creatures of an Hour
  8. Gillian Welch – The Harrow & the Harvest
  9. Chelsea Wolfe – Apokalypsis
  10. A Winged Victory for the Sullen – A Winged Victory for the Sullen
  11. Yuck – Yuck
  12. Other Lives – Tamer Animals
  13. Mark Fry/The A. Lords – I Lived in Trees
  14. Jesse Sykes & The Sweet Hereafter – Marble Son
  15. Ron Sexsmith – Long Player Late Bloomer
  16. Nick Lowe – The Old Magic
  17. Belong – Common Era
  18. Ringo Deathstarr – Colour Trip
  19. Jeffrey Foucault – Horse Latitudes
  20. Michael Møller – A Month of Unrequited Love

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

I Oughta Know About Lonely Girls…de bedste plader fra 2001

Det bedste musikår i dette årtusinde? Jaja, jeg spurgte om det samme – og svarede bekræftende – for et halvt år siden i forbindelse med 2003-listen, men dengang løj jeg åbenbart, for 2001 er det (hidtil) bedste musikår i totusinderne. Det har i hvert fald samme topniveau, og en endnu større kvalitetsmæssig bredde, end dets ellers så dygtige lillebror. Men nok om den sammenligning.

Jeg lavede en 2001-liste for fem år siden (der kan lyttes her, der tælles ned fra 25 til 1), og posen er blevet rystet en anelse siden da. Gamle favoritter har måttet lade livet, nogen er steget i agtelse, andre er falmet lidt, og sådan kan jeg sikkert blive ved. I det store hele er meget dog som det var, hvilket siger noget om udgivelsernes holdbarhed. Eller min manglende musikalske eventyrlyst, hører jeg kritiske stemmer hviske.

Mest interessant – især for mig – er det nok, at jeg har fået en ny yndlingsplade. Den nuværende toer har ellers ligget ret solidt på førstepladsen stort set siden jeg først hørte den i 2001-02, men den er simpelthen blevet overhalet af noget af et snigermesterværk. Spændende, ikke sandt? Du kan næsten ikke vente længere? Godt så, her er listen. Husk lyttelink i bunden.

  1. Lucinda Williams – Essence
  2. The Zephyrs – When the Sky Comes Down It Comes Down on Your Head
  3. Gillian Welch – Time (The Revelator)
  4. Arab Strap – The Red Thread
  5. Pernice Brothers – The World Won’t End
  6. Low – Things We Lost in the Fire
  7. Thalia Zedek – Been Here and Gone
  8. Nick Cave and The Bad Seeds – No More Shall We Part
  9. Rufus Wainwright – Poses
  10. Paula Frazer – Indoor Universe
  11. Red House Painters – Old Ramon
  12. Black Rebel Motorcycle Club – Black Rebel Motorcycle Club
  13. Sparklehorse – It’s a Wonderful Life
  14. Ryan Adams – Gold
  15. The American Analog Set – Know by Heart
  16. Hayden – Skyscraper National Park
  17. Mark Kozelek – What’s Next to the Moon
  18. Low & Dirty Three – In the Fishtank
  19. Spokane – The Proud Graduates
  20. Elbow – Asleep in the Back

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

Now She’s a Swinger, Dating a Singer, I Can’t Decide Which Is Worse…de bedste plader fra 1989

Så har jeg lyttet mig igennem mine plader fra året 1989, og det er der kommet en broget og charmerende liste ud af. Måske nok mere charmerende end decideret skidegod, men det er også en del af det morsomme ved dette projekt.

Det mest interessante ved en liste, hvor materialet ligger så mange år tilbage, er ofte hvad årene har gjort ved lytteoplevelsen. Hvor meget af det jeg lyttede til dengang – jeg var 11 år i 1989 – holder stadig i en 37-årigs ører? Det er der heldigvis stadig noget der gør. For eksempel er det første bånd jeg købte, havnet i top-5 på listen. Det kan du så få en gætteleg ud af, skulle du have den slags lyster.

Lige så heldigvis er der også blevet plads til musik, jeg er stødt på senere, hvilket er et tegn på at jeg trods alt ikke hænger (helt) fast i sentimentalitetens spind.

Listen er som altid et øjebliksbillede, hvorfor jeg da også har rokeret flittigt rundt på placeringerne. Ja, sågar helt i toppen er der blevet flyttet rundt, fordi jeg pludselig er kommet ind i en fase, hvor listens nummer et har ramt mig hårdere end tidligere. Derfor skal den heller ikke ses som det endegyldige svar på hvilke tyve plader jeg holder mest af fra året. Men det er en selvfølge. Alas, listen. Der er klikbart lyttelink i bunden.

  1. The Cure – Disintegration
  2. Beat Happening – Black Candy
  3. The Field Mice – Snowball
  4. Faith No More – The Real Thing
  5. Tears For Fears – The Seeds of Love
  6. Lenny Kravitz – Let Love Rule
  7. Nirvana – Bleach
  8. Chris Cacavas – Chris Cacavas and Junk Yard Love
  9. Godflesh – Streetcleaner
  10. Chris Isaak – Heart Shaped World
  11. The Jayhawks – Blue Earth
  12. Tom Petty – Full Moon Fever
  13. The Stone Roses – The Stone Roses
  14. The The – Mind Bomb
  15. Hugo Largo – Mettle
  16. The Blue Nile – Hats
  17. Soundgarden – Louder Than Love
  18. Camper Van Beethoven – Key Lime Pie
  19. Julee Cruise – Floating Into the Night
  20. Maria McKee – Maria McKee

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

My Little Heart Is a Graveyard, It’s a No Man’s Land…de bedste plader fra 2008

Jeg har brugt de seneste par uger eller så til at genlytte musik fra året 2008, det år som ret tilfældigt blev udvalgt i denne omgang. Og nej, det har ikke været overvældende lyttesessions. Det har krævet en del tålmodighed at sidde igennem nogle gevaldige langgabere (hej Grand Archives og Castanets), og har ikke – som en måske kunne håbe – kastet nyt lys over meget gemt og glemt guld. Lidt har der dog været; listens nummer 12 har overrasket positivt og har vundet ved nærmere genlyt, mens et par perifere powerpopbands som Army Navy og Cheap Girls har givet anledning til anerkendende nik uden dog at komme på listen. Men nok om det der ikke kom med.

Hvad fortæller listen så? Jo, den fortæller at jeg har gravet relativt dybt, når et album bestående af korte skitser tiltænkt som mobilringetoner kommer på listen (se nummer 18 – det er dog smukke skitser). Den fortæller at man sagtens kan levere varen, selvom man måske ikke helt rammer topniveauet (se 9, 17, 19). Desuden fortæller den, at mine øren tydeligvis var begyndt at være lydhør over for mere stemningsmættede lyduniverser på dette tidspunkt (se 6, 7, 10, 18, 20). Men også at powerpoppen bestemt ikke var død i 2008 (se 2, 8) og at de helt basalt gode melodier trods alt havde deres berettigelse i det herrens år (se det meste af listen).

Here we go! Der er vanen tro klikbart lyttelink i bunden af indlægget.

  1. Kathleen Edwards – Asking for Flowers
  2. Nada Surf – Lucky
  3. Portishead – Third
  4. Robert Forster – The Evangelist
  5. The Strugglers – The Latest Rights
  6. Grouper – Dragging a Dead Deer Up a Hill
  7. Peter Broderick – Float
  8. Javier Escovedo – City Lights
  9. Damien Jurado – Caught in the Trees
  10. Calder – Lower
  11. Jolie Holland – The Living and the Dead
  12. Sune Rose Wagner – S/T
  13. Shearwater – Rook
  14. The Gaslight Anthem – The ’59 Sound
  15. Justin Townes Earle – The Good Life
  16. Teddy Thompson – A Piece of What You Need
  17. Sera Cahoone – Only as the Day Is Long
  18. Max Richter – 24 Postcards in Full Colour
  19. The Gutter Twins – Saturnalia
  20. Auburn Lull – Begin Civil Twilight

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

In the Darkest of Places He Gets His Thrills…de bedste plader fra 2003

Det bedste musikår i dette årtusinde? Jeg tror det. Foreløbig, forstås. Jeg har hele tiden haft mistanke om, at 2003 hører til toppen af poppen i mit univers – på musikfronten i hvert fald – og det kan jeg blot bekræfte efter at have gravet i samlingen i forbindelse med denne liste. Her har været tale om den hidtil største bunke af boblere, og det har været vanskeligt at skulle frasortere for eksempel gedigne udgivelser fra et par af mine yndlinge (The Go-Betweens, Pernice Brothers), men konkurrencen har ganske enkelt været knivskarp.

Jeg føler samtidig at det er en meget personlig liste. Et skue ned over de 20 plader, fremviser måske ikke en hel bunke af klassikere, der har sat store, tykke penselstrøg henover den brede lydmur – bevares, der er da aner- og velkendte værker imellem – men jeg har en følelse af, at det meget er et (lyd)billede af mig.

Men nok om mig, her er listen! Husk lytte-linket i bunden af indlægget. Dog først efter et par fun facts.

Fun fact I: To af pladerne på listen udkom på min 25-års fødselsdag. Den ene købte jeg med imødeset spænding dengang, den anden dukkede op ud af det blå et par år senere.

Fun fact II: Listens nummer 9 og ti, har sjovt nok overlappende medlemmer, til trods for de respektive pladers musikalske væsensforskellighed.

  1. Josh Rouse – 1972
  2. Magnolia Electric Co.* – The Magnolia Electric Co. 
  3. Dolorean – Not Exotic
  4. Damien Jurado – Where Shall You Take Me?
  5. Piano Magic – The Troubled Sleep of Piano Magic
  6. The Jayhawks – Rainy Day Music
  7. Gillian Welch – Soul Journey
  8. The Zephyrs – A Year to the Day
  9. Pale Horse and Rider – These Are the New Good Times
  10. Aarktica – Pure Tone Audiometry
  11. Camera Obscura – Underachievers Please Try Harder
  12. The Innocence Mission – Befriended
  13. Sun Kil Moon – Ghosts of the Great Highway
  14. The Dears – No Cities Left
  15. The Cardigans – Long Gone Before Daylight
  16. The Lucksmiths – Naturaliste
  17. Sufjan Stevens – Michigan
  18. Grandaddy – Sumday
  19. Azure Ray – Hold On Love
  20. Tom McRae – Just Like Blood

*der er vist fortsat tvivl om hvorvidt pladen blev udgivet under navnet Songs:Ohia eller Magnolia Electric Co., men det er ligegyldigt, for den er freaking fantastisk.

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

I Could Dress in Black and Read Camus…de bedste plader fra 1999

1999. Ja, jeg har konfereret en smule med min pladesamling, og vi har i fællesskab besluttet at 1999, det var sgu ikke et prima musikår. Bevares, toppen af listen – eller omtrent den første halvdel – kan måle sig med de fleste andre musikår, og der er såmænd heller ikke noget galt med den nederste halvdel af listen. Det er tyve gode plader, som jeg sætter pris på, hver og en, men der mangler måske lidt…etellerandetudefinerbart over nogle af skiverne. Når jeg kigger ud over listen, og ser på de godt 80 øvrige 1999-plader jeg ejer (eller har ejet), så ser det ærligt talt lidt sparsomt ud med kvaliteten.

Når det nu er sagt, så er der alligevel nogle, for mig, ganske skelsættende plader imellem. Det første nummer jeg hørte med Low, nu et af mine all-time favoritbands, var ‘Starfire’ fra listens etter. På ingen måde deres bedste sang, men den åbnede en dør jeg ikke på nogen måde har haft lyst til at lukke siden. Brendan Perrys solodebut er en perle, og al verdens hæder bør tilfalde denne mest menneskelige halvdel af Dead Can Dance. ’69 Love Songs’ er så vanvittigt et projekt – og meget langt henad vejen så fantastisk vellykket – at det er umuligt at ignorere, skønhedspletter eller ej. ‘Low Birth Weight’ var den første Piano Magic-plade jeg hørte, og også den åbnede døren for et sandt overflødighedshorn af den art über-prætentiøse musikalske mismod jeg forguder. Sigur Rós lignede på et tidspunkt det største musikmirakel min verden havde hørt. Mjaa, det gik lidt i sig selv igen, men denne plade er nu stadig vidunderlig. ‘Elephant Shoe’ var mit første møde med Arab Strap, et band jeg i dag ofte savner. Den Cousteau-plade er så utrolig elegant og underkendt, og Travis- og Kashmir-skiverne er helt enkelt gode, vemodige popalbums. Og så videre.

Nåja, listen. Der er klikbart lyttelink i bunden.

  1. Low – Secret Name
  2. Brendan Perry – Eye of the Hunter
  3. The Magnetic Fields – 69 Love Songs
  4. Piano Magic – Low Birth Weight
  5. Kent – Hagnesta Hill
  6. Sigur Rós – Ágætis byrjun
  7. Wilco – Summerteeth
  8. Mark Lanegan – I’ll Take Care of You
  9. Spain – She Haunts My Dreams
  10. Arab Strap – Elephant Shoe
  11. Blur – 13
  12. dEUS – The Ideal Crash
  13. Mogwai – Come On Die Young
  14. Cousteau – Cousteau
  15. Pedro the Lion – The Only Reason I Feel Secure
  16. Auburn Lull – Alone I Admire
  17. Willard Grant Conspiracy – Mojave
  18. Travis – The Man Who
  19. Bonnie ‘Prince’ Billy – I See a Darkness
  20. Kashmir – The Good Life

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,