Arkiv

Posts Tagged ‘favoritplader’

I Oughta Know About Lonely Girls…de bedste plader fra 2001

Det bedste musikår i dette årtusinde? Jaja, jeg spurgte om det samme – og svarede bekræftende – for et halvt år siden i forbindelse med 2003-listen, men dengang løj jeg åbenbart, for 2001 er det (hidtil) bedste musikår i totusinderne. Det har i hvert fald samme topniveau, og en endnu større kvalitetsmæssig bredde, end dets ellers så dygtige lillebror. Men nok om den sammenligning.

Jeg lavede en 2001-liste for fem år siden (der kan lyttes her, der tælles ned fra 25 til 1), og posen er blevet rystet en anelse siden da. Gamle favoritter har måttet lade livet, nogen er steget i agtelse, andre er falmet lidt, og sådan kan jeg sikkert blive ved. I det store hele er meget dog som det var, hvilket siger noget om udgivelsernes holdbarhed. Eller min manglende musikalske eventyrlyst, hører jeg kritiske stemmer hviske.

Mest interessant – især for mig – er det nok, at jeg har fået en ny yndlingsplade. Den nuværende toer har ellers ligget ret solidt på førstepladsen stort set siden jeg først hørte den i 2001-02, men den er simpelthen blevet overhalet af noget af et snigermesterværk. Spændende, ikke sandt? Du kan næsten ikke vente længere? Godt så, her er listen. Husk lyttelink i bunden.

  1. Lucinda Williams – Essence
  2. The Zephyrs – When the Sky Comes Down It Comes Down on Your Head
  3. Gillian Welch – Time (The Revelator)
  4. Arab Strap – The Red Thread
  5. Pernice Brothers – The World Won’t End
  6. Low – Things We Lost in the Fire
  7. Thalia Zedek – Been Here and Gone
  8. Nick Cave and The Bad Seeds – No More Shall We Part
  9. Rufus Wainwright – Poses
  10. Paula Frazer – Indoor Universe
  11. Red House Painters – Old Ramon
  12. Black Rebel Motorcycle Club – Black Rebel Motorcycle Club
  13. Sparklehorse – It’s a Wonderful Life
  14. Ryan Adams – Gold
  15. The American Analog Set – Know by Heart
  16. Hayden – Skyscraper National Park
  17. Mark Kozelek – What’s Next to the Moon
  18. Low & Dirty Three – In the Fishtank
  19. Spokane – The Proud Graduates
  20. Elbow – Asleep in the Back

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

Now She’s a Swinger, Dating a Singer, I Can’t Decide Which Is Worse…de bedste plader fra 1989

Så har jeg lyttet mig igennem mine plader fra året 1989, og det er der kommet en broget og charmerende liste ud af. Måske nok mere charmerende end decideret skidegod, men det er også en del af det morsomme ved dette projekt.

Det mest interessante ved en liste, hvor materialet ligger så mange år tilbage, er ofte hvad årene har gjort ved lytteoplevelsen. Hvor meget af det jeg lyttede til dengang – jeg var 11 år i 1989 – holder stadig i en 37-årigs ører? Det er der heldigvis stadig noget der gør. For eksempel er det første bånd jeg købte, havnet i top-5 på listen. Det kan du så få en gætteleg ud af, skulle du have den slags lyster.

Lige så heldigvis er der også blevet plads til musik, jeg er stødt på senere, hvilket er et tegn på at jeg trods alt ikke hænger (helt) fast i sentimentalitetens spind.

Listen er som altid et øjebliksbillede, hvorfor jeg da også har rokeret flittigt rundt på placeringerne. Ja, sågar helt i toppen er der blevet flyttet rundt, fordi jeg pludselig er kommet ind i en fase, hvor listens nummer et har ramt mig hårdere end tidligere. Derfor skal den heller ikke ses som det endegyldige svar på hvilke tyve plader jeg holder mest af fra året. Men det er en selvfølge. Alas, listen. Der er klikbart lyttelink i bunden.

  1. The Cure – Disintegration
  2. Beat Happening – Black Candy
  3. The Field Mice – Snowball
  4. Faith No More – The Real Thing
  5. Tears For Fears – The Seeds of Love
  6. Lenny Kravitz – Let Love Rule
  7. Nirvana – Bleach
  8. Chris Cacavas – Chris Cacavas and Junk Yard Love
  9. Godflesh – Streetcleaner
  10. Chris Isaak – Heart Shaped World
  11. The Jayhawks – Blue Earth
  12. Tom Petty – Full Moon Fever
  13. The Stone Roses – The Stone Roses
  14. The The – Mind Bomb
  15. Hugo Largo – Mettle
  16. The Blue Nile – Hats
  17. Soundgarden – Louder Than Love
  18. Camper Van Beethoven – Key Lime Pie
  19. Julee Cruise – Floating Into the Night
  20. Maria McKee – Maria McKee

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

My Little Heart Is a Graveyard, It’s a No Man’s Land…de bedste plader fra 2008

Jeg har brugt de seneste par uger eller så til at genlytte musik fra året 2008, det år som ret tilfældigt blev udvalgt i denne omgang. Og nej, det har ikke været overvældende lyttesessions. Det har krævet en del tålmodighed at sidde igennem nogle gevaldige langgabere (hej Grand Archives og Castanets), og har ikke – som en måske kunne håbe – kastet nyt lys over meget gemt og glemt guld. Lidt har der dog været; listens nummer 12 har overrasket positivt og har vundet ved nærmere genlyt, mens et par perifere powerpopbands som Army Navy og Cheap Girls har givet anledning til anerkendende nik uden dog at komme på listen. Men nok om det der ikke kom med.

Hvad fortæller listen så? Jo, den fortæller at jeg har gravet relativt dybt, når et album bestående af korte skitser tiltænkt som mobilringetoner kommer på listen (se nummer 18 – det er dog smukke skitser). Den fortæller at man sagtens kan levere varen, selvom man måske ikke helt rammer topniveauet (se 9, 17, 19). Desuden fortæller den, at mine øren tydeligvis var begyndt at være lydhør over for mere stemningsmættede lyduniverser på dette tidspunkt (se 6, 7, 10, 18, 20). Men også at powerpoppen bestemt ikke var død i 2008 (se 2, 8) og at de helt basalt gode melodier trods alt havde deres berettigelse i det herrens år (se det meste af listen).

Here we go! Der er vanen tro klikbart lyttelink i bunden af indlægget.

  1. Kathleen Edwards – Asking for Flowers
  2. Nada Surf – Lucky
  3. Portishead – Third
  4. Robert Forster – The Evangelist
  5. The Strugglers – The Latest Rights
  6. Grouper – Dragging a Dead Deer Up a Hill
  7. Peter Broderick – Float
  8. Javier Escovedo – City Lights
  9. Damien Jurado – Caught in the Trees
  10. Calder – Lower
  11. Jolie Holland – The Living and the Dead
  12. Sune Rose Wagner – S/T
  13. Shearwater – Rook
  14. The Gaslight Anthem – The ’59 Sound
  15. Justin Townes Earle – The Good Life
  16. Teddy Thompson – A Piece of What You Need
  17. Sera Cahoone – Only as the Day Is Long
  18. Max Richter – 24 Postcards in Full Colour
  19. The Gutter Twins – Saturnalia
  20. Auburn Lull – Begin Civil Twilight

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

In the Darkest of Places He Gets His Thrills…de bedste plader fra 2003

Det bedste musikår i dette årtusinde? Jeg tror det. Foreløbig, forstås. Jeg har hele tiden haft mistanke om, at 2003 hører til toppen af poppen i mit univers – på musikfronten i hvert fald – og det kan jeg blot bekræfte efter at have gravet i samlingen i forbindelse med denne liste. Her har været tale om den hidtil største bunke af boblere, og det har været vanskeligt at skulle frasortere for eksempel gedigne udgivelser fra et par af mine yndlinge (The Go-Betweens, Pernice Brothers), men konkurrencen har ganske enkelt været knivskarp.

Jeg føler samtidig at det er en meget personlig liste. Et skue ned over de 20 plader, fremviser måske ikke en hel bunke af klassikere, der har sat store, tykke penselstrøg henover den brede lydmur – bevares, der er da aner- og velkendte værker imellem – men jeg har en følelse af, at det meget er et (lyd)billede af mig.

Men nok om mig, her er listen! Husk lytte-linket i bunden af indlægget. Dog først efter et par fun facts.

Fun fact I: To af pladerne på listen udkom på min 25-års fødselsdag. Den ene købte jeg med imødeset spænding dengang, den anden dukkede op ud af det blå et par år senere.

Fun fact II: Listens nummer 9 og ti, har sjovt nok overlappende medlemmer, til trods for de respektive pladers musikalske væsensforskellighed.

  1. Josh Rouse – 1972
  2. Magnolia Electric Co.* – The Magnolia Electric Co. 
  3. Dolorean – Not Exotic
  4. Damien Jurado – Where Shall You Take Me?
  5. Piano Magic – The Troubled Sleep of Piano Magic
  6. The Jayhawks – Rainy Day Music
  7. Gillian Welch – Soul Journey
  8. The Zephyrs – A Year to the Day
  9. Pale Horse and Rider – These Are the New Good Times
  10. Aarktica – Pure Tone Audiometry
  11. Camera Obscura – Underachievers Please Try Harder
  12. The Innocence Mission – Befriended
  13. Sun Kil Moon – Ghosts of the Great Highway
  14. The Dears – No Cities Left
  15. The Cardigans – Long Gone Before Daylight
  16. The Lucksmiths – Naturaliste
  17. Sufjan Stevens – Michigan
  18. Grandaddy – Sumday
  19. Azure Ray – Hold On Love
  20. Tom McRae – Just Like Blood

*der er vist fortsat tvivl om hvorvidt pladen blev udgivet under navnet Songs:Ohia eller Magnolia Electric Co., men det er ligegyldigt, for den er freaking fantastisk.

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

I Could Dress in Black and Read Camus…de bedste plader fra 1999

1999. Ja, jeg har konfereret en smule med min pladesamling, og vi har i fællesskab besluttet at 1999, det var sgu ikke et prima musikår. Bevares, toppen af listen – eller omtrent den første halvdel – kan måle sig med de fleste andre musikår, og der er såmænd heller ikke noget galt med den nederste halvdel af listen. Det er tyve gode plader, som jeg sætter pris på, hver og en, men der mangler måske lidt…etellerandetudefinerbart over nogle af skiverne. Når jeg kigger ud over listen, og ser på de godt 80 øvrige 1999-plader jeg ejer (eller har ejet), så ser det ærligt talt lidt sparsomt ud med kvaliteten.

Når det nu er sagt, så er der alligevel nogle, for mig, ganske skelsættende plader imellem. Det første nummer jeg hørte med Low, nu et af mine all-time favoritbands, var ‘Starfire’ fra listens etter. På ingen måde deres bedste sang, men den åbnede en dør jeg ikke på nogen måde har haft lyst til at lukke siden. Brendan Perrys solodebut er en perle, og al verdens hæder bør tilfalde denne mest menneskelige halvdel af Dead Can Dance. ’69 Love Songs’ er så vanvittigt et projekt – og meget langt henad vejen så fantastisk vellykket – at det er umuligt at ignorere, skønhedspletter eller ej. ‘Low Birth Weight’ var den første Piano Magic-plade jeg hørte, og også den åbnede døren for et sandt overflødighedshorn af den art über-prætentiøse musikalske mismod jeg forguder. Sigur Rós lignede på et tidspunkt det største musikmirakel min verden havde hørt. Mjaa, det gik lidt i sig selv igen, men denne plade er nu stadig vidunderlig. ‘Elephant Shoe’ var mit første møde med Arab Strap, et band jeg i dag ofte savner. Den Cousteau-plade er så utrolig elegant og underkendt, og Travis- og Kashmir-skiverne er helt enkelt gode, vemodige popalbums. Og så videre.

Nåja, listen. Der er klikbart lyttelink i bunden.

  1. Low – Secret Name
  2. Brendan Perry – Eye of the Hunter
  3. The Magnetic Fields – 69 Love Songs
  4. Piano Magic – Low Birth Weight
  5. Kent – Hagnesta Hill
  6. Sigur Rós – Ágætis byrjun
  7. Wilco – Summerteeth
  8. Mark Lanegan – I’ll Take Care of You
  9. Spain – She Haunts My Dreams
  10. Arab Strap – Elephant Shoe
  11. Blur – 13
  12. dEUS – The Ideal Crash
  13. Mogwai – Come On Die Young
  14. Cousteau – Cousteau
  15. Pedro the Lion – The Only Reason I Feel Secure
  16. Auburn Lull – Alone I Admire
  17. Willard Grant Conspiracy – Mojave
  18. Travis – The Man Who
  19. Bonnie ‘Prince’ Billy – I See a Darkness
  20. Kashmir – The Good Life

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

Med gift i lungerne og hjertet på halv kraft…de bedste plader fra år 2002

Jeg har altid betragtet 2002 som en af de svagere musikalske årgange, der måske ikke har så pokkers meget at byde på. Det er muligvis også korrekt, i hvert fald set i forhold til de år der ligger omkring det, men når det er sagt så fødte året trods alt en af mine yndlingsplader, som jo logisk nok ligger nummer 1, en af de bedste postrock-plader jeg kender på andenpladsen, og, set over en bred kam, en masse slidstærke sager. Evnen til at kunne kigge i bakspejlet er altid en gave, og det er således lidt tankevækkende, at min yndlingsplade dengang ‘kun’ har kunnet tiltvinge sig en niendeplads her 13 år efter. Det er såmænd ikke fordi den plade har mistet megen af sin glans, så noget må 2002 alligevel have kunnet. Bedøm selv herunder. Som altid er der en playliste i bunden af indlægget.

  1. Jesse Sykes & The Sweet Hereafter – Reckless Burning
  2. Early Day Miners – Let Us Garlands Bring
  3. Pedro the Lion – Control
  4. Nada Surf – Let Go
  5. Wilco – Yankee Hotel Foxtrot
  6. Songs: Ohia – Didn’t It Rain
  7. Coldplay – A Rush of Blood to the Head
  8. Six By Seven – The Way I Feel Today
  9. The Notwist – Neon Golden
  10. John Doe – Dim Stars, Bright Sky
  11. Michael J. Sheehy – No Longer My Concern
  12. Low – Trust
  13. Sigur Rós – ( )
  14. Sonic Youth – Murray Street
  15. Mikael Simpson – Os 2 + lidt ro 2002
  16. Neil Halstead – Sleeping on Roads
  17. Aarktica – …or You Could Just Go Through Your Whole Life and Be Happy Anyway
  18. Tram – A Kind of Closure
  19. Neko Case – Blacklisted
  20. Sixteen Horsepower – Folklore

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

Alone In My Room I Feel Such a Warmth for the Community…de bedste plader fra år 1997

Så er jeg klar med endnu en liste. Denne gang fra året 1997. Der er link til en playliste i bunden af indlægget. Kommentarer og dine egne bud er som altid velkomne. Og igen er der Morten-cred for at gætte hvorfra indlæggets titel stammer.

Knock yourself out!

  1. Elliott Smith – Either/Or
  2. Whiskeytown – Stranger’s Almanac
  3. Psyched Up Janis – Beats Me
  4. Smog – Red Apple Falls
  5. Yo La Tengo – I Can Hear the Heart Beating as One
  6. Teenage Fanclub – Songs From Northern Britain
  7. Kent – Isola
  8. Spiritualized – Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space
  9. Mogwai – Young Team
  10. Bob Dylan – Time Out of Mind
  11. Geneva – Further
  12. Foo Fighters – The Colour and the Shape
  13. Primal Scream – Vanishing Point
  14. Love Shop – Go!
  15. The Jayhawks – Sound of Lies
  16. The Walkabouts – Nighttown
  17. Lovebites – Nothing But Joy
  18. Grant McLennan – In Your Bright Ray
  19. Olesen-Olesen – Indenlands udenbys
  20. Nick Cave & The Bad Seeds – The Boatman’s Call

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

That Must Be Her Sister – Right?!…de bedste plader fra år 1996

14/05/2015 5 kommentarer

Denne blog har ligget stille alt for længe. Min listomani har ligget stille alt for længe. Løsningen ligger lige for. Så uden al for megen pludren, vil jeg her give comeback til den famøse, men altid populære genre ‘årslisten’. Året 1996 er udvalgt, og det uden anden grund end at jeg i går genlyttede en plade, som jeg på uretfærdigste vis havde glemt. Nævnte plade var så godt et genlyt, at den hoppede ind på 18.pladsen, hvis det skulle interessere dig.

Nå, nu har jeg vist overskredet pludregrænsen, så listen får lov at tale for sig selv. Jeg ved det, det er lidt dovent, men sådan er verden så uretfærdig engang imellem. Jeg har dog lavet en playliste du kan lytte til, skulle du have lyst. En vis form for pli har jeg da.

Nåja, der er flere lister på vej, en del af dem er faktisk lavet, så følg med på bloggen, hvis du skulle være nysgerrig. Du er naturligvis velkommen til at kommentere, eller endnu bedre – lave din egen liste. Gerne om året 1996, ligeså gerne om et andet eller flere.

Nåjanåja, der er Morten-cred og digitale klap på skulderen, hvis du kan gætte hvilken sang fra listen blogindlægget har snuppet sin titel fra. Det er ikke en synderlig attraktiv præmie, men skidt nu med det.

Here we go – mine 20 yndlingsplader fra 1996!

  1. Red House Painters – Songs for a Blue Guitar
  2. Sophia – Fixed Water
  3. Weezer – Pinkerton
  4. The Walkabouts – Devil’s Road
  5. Eels – Beautiful Freak
  6. Cowboy Junkies – Lay It Down
  7. Cracker – The Golden Age
  8. Kent – Verkligen
  9. Sebadoh – Harmacy
  10. Fielfraz – Slick
  11. dEUS – In a Bar, Under the Sea
  12. Belle and Sebastian – If You’re Feeling Sinister
  13. Bowery Electric – Beat
  14. Superdrag – Regretfully Yours
  15. The Posies – Amazing Disgrace
  16. Counting Crows – Recovering the Satellites
  17. Stereolab – Emperor Tomato Ketchup
  18. Maria McKee – Life Is Sweet
  19. Ash – 1977
  20. Patti Smith – Gone Again

Lyt her

Kategorier:Musik Tags: , ,

If Songs Could Kill, This One’s For You…de bedste plader fra år 2000

23/08/2009 4 kommentarer

Som lovet i mit første indlæg, så skal det her handle om mine favoritplader fra år 2000. Eller, det skal i hvert fald handle om nogle af mine favoritplader fra år 2000. Jeg har udvalgt 10 af slagsen – 10 er nu engang sådan et rart og behændigt ciffer – og som enhver listoman ved, så er rækkefølgen af disse på ingen måde fast og uforanderlig. De kan sagtens ligge og bytte plads indbyrdes fra tid til anden, og det kan såmænd også nemt tænkes at det slet ikke er mine 10 absolutte yndlinge, der præsenteres her: Det vil som altid være et øjebliksbillede. Denne smøre vil jeg formentlig kunne skrive i samtlige mine fremtidige indlæg i denne serie, men det gider jeg egentlig ikke. Så, eventuelle læser, hav dette for øje når du kigger med. Og lytter med – jeg har smidt et link til en sang fra hvert album i forlængelse af omtalen. Nå, lad os komme i gang.

10.

Grandaddy - The Sophtware Slump

Grandaddy - The Sophtware Slump

At Y2K-sagaen, som jeg fnisende nævnte i mit indledende indlæg, ikke var lige fnisværdig alle steder, er denne mareridtsplade et temmeligt markant eksempel på. Eller, det var vel egentlig ikke specifikt årtusindskiftet Jason Lytle og hans californiske kumpaner havde i tankerne, da de indspillede denne plade, men rettere det moderne menneskes forhold til naturen og teknologien i al almindelighed, for nu at tage fat i noget håndgribeligt.

Så håndgribeligt som noget nu kan være, når sangene er befolkede af robotter der drikker sig ihjel, bondeknolde der forlader deres elskede crystal lake til fordel for areas where trees are fake, og et persongalleri der generelt er splittet mellem naturen og den moderne teknologi (det er dog ret tydeligt, at naturen trækker mest i de involverede). Der er derfor noget sært passende over lyden på denne plade, der er præget af blip-blop-effekter en masse, sikkert fremfundet fra de keyboards og synthesizers der på billederne i bookletten ligger smadret rundt omkring i bjergene – bare lige for at skære natur-vs-moderne-teknologi-pointen ud i pap. Alt dette hurlumhej fører i sidste ende frem til en ualmindelig smuk plade, der bæres frem af Jason Lytles papirstynde stemme, og de tragiske, men rørende skæbner der bliver behandlet her: Allerede i den storslåede åbner, ‘He’s Simple, He’s Dumb, He’s the Pilot’ kan man ikke undgå at heppe på the 2000 man, der er kommet helt og aldeles på vildspor, og som Lytle tvivlende spørger “are you giving in 2000 man?” til tonerne af ovennævnte blip-blop-effekter, og et mere og mere klagende klaver, inden han til sidst håbende erklærer: “Don’t give in 2000 man”. Det er en af den slags sange, jeg vil vove at påstå at alle bør høre bare en gang i deres liv, for den slags episke ni-minutters-sange bliver der lavet for få af, men samtidig en sang der let kan stjæle billedet fra resten af albummet, hvilket er et problem når det nu er åbningsnummeret. Heldigvis er der andre numre, der rammer næsten samme niveau, som for eksempel ‘Jed the Humanoid’, om robotten/humanoiden der drikker sig ihjel, da dens opfindere forlader den til fordel for andre og nyere opfindelser. Jed’s ‘selvmordsbrev’ bliver for øvrigt offentliggjort i søstersangen “Jed’s Other Poem (Beautiful Ground)”. Og så er der pladens bedste bud på et hit – “The Crystal Lake”. Kommentarer til den sang er overflødige, hvis du bare ser videoen, som du får herunder.

9.

The Go-Betweens - The Friends of Rachel Worth

The Go-Betweens - The Friends of Rachel Worth

2000 var året, hvor de mangeårige venner og musikalske partnere Grant McLennan og Robert Forster, atter følte sig kaldet til at skabe og udgive deres kunst under navnet The Go-Betweens. Da dette album udkom i efteråret var der gået 12 år siden seneste udgivelse, mesterværket ’16 Lovers Lane’, og i den mellemliggende periode, hvor The Go-Betweens faktisk var lagt helt på hylden, havde de to popsnedkere blandt andet udgivet adskillige soloplader.

Men ‘The Friends of Rachel Worth’ blev startskuddet til anden del af historien om The Go-Betweens – en historie der dog blev tragisk kort, da McLennan i 2006 døde af et hjerteanfald, blot 48 år gammel. Udover det selvfølgeligt tragiske i en mands bortgang i en så ung alder, er det dobbelt trist at det ikke blev til mere end tre udgivelser efter deres reunion, for med tanke på hvor vellykket specielt dette album er, så var der åbenlyst masser af godt i vente. Pladen er møgcharmerende, lige fra den kantede åbner ‘Magic in Here’ til den afsluttende Patti Smith-ode, ‘When She Sang About Angels’. Derimellem bydes vi som lyttere på overvejende afdæmpet guitarpop, der sniger sig ind på os, ja, egentlig ganske ubemærket. For modsat denne listes nummer 10, bliver man her ikke mødt af en sang, der øjeblikkeligt stjæler billedet fra alle andre. Det skal ikke tolkes som en kritik af ‘Magic in Here’, der er en af mine favoritter på pladen, men derimod som et bevis på at herlighederne er spredt ud over samtlige 10 skæringer.

McLennan og Forster var i deres indledende karriere betragtet som henholdsvis den livsglade og optimistiske fyr, og den indadvendte og bitre ditto. Skellet bliver lidt visket ud her, hvor Robert Forster springer ud som en mere lun fætter på den næsten pjattede ‘German Farmhouse’, mens Grant McLennan dyrker sin melankolske side på den ualmindeligt fine ‘Heart and Home’.

Det er lidt en skam at skulle fremhæve noget frem for andet på denne plade, men en enkelt lille lyrikbid vil jeg lige nævne.

“When she sang about a boy/Kurt Cobain/I thought what a shame/what a shame/it wasn’t about Tom Verlaine”.

Jeg har altid været vild med lige nøjagtig det vers fra ‘When She Sang About Angels’, for de 21 ord er spækket med kløgtige popmusikalske referencer. Og sådan noget kan jeg slet ikke stå for. Ej heller selv om jeg intet forhold overhovedet har til Television-guitaristen Verlaine.

Lyt: Going Blind

8.

Piano Magic - Artists' Rifles

Piano Magic - Artists' Rifles

“I’m thirty two/and fading fast/I started last/and I finished last”. Velkommen til tristessen.

Det føles næsten ubekvemt at sidde her og skrive om Piano Magic, efter en ganske lun og solrig augustdag, for er der noget Piano Magics musik – nej, lad os bare kalde det kunst, for det vil de helst selv – ikke normalt indgyder, så er det lune og solskin. For at citere en anmeldelse, så handler Piano Magic om ‘love lost, death and frozen European landscapes’. Og det er vist tæt på den endegyldige sandhed. Generelt anset som værende et konceptalbum bygget over første verdenskrig starter pladen passende med lyden af marchtrommer på den korte instrumentale intro ‘1.16’ (hvilket såmænd bare er nummerets længde, et trick der bliver brugt to andre steder på pladen), for derefter at rulle direkte ind i den gysende og knugende ‘No Closure’, en sang der kravler afsted i et minimalt tempo, ført an af et faretruende bas-riff, særdeles ekspressivt guitarspil – og Glen Johnsons nøgterne og følelsestomme vokalforedrag. Alene måden han siger ordene “guillotine slush” på i næstsidste vers er virkningsfuld på en kold og umærkelig vis, og kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

‘No Closure’ er den mest skræmmende og sorte sang på pladen, men selv om der er mere lys at spore (i lyden) på de efterfølgende ‘A Return to the Sea’ og ‘You & John Are Birds’ – begge fremført ømt af Caroline Potter – så er det ikke fordi det ligefremt bliver muntert, fuglekvidren på sidstnævnte nummer til trods. Munterhed er bare ikke Piano Magics gebet.

Pladen som helhed er ganske stilfærdig og meget langsom, og den bæres en stor del af vejen af overdådigt smukt guitarspil, plus den lejlighedsvise lyd af cello og vokalt samarbejde mellem Johnson og Potter. På næstsidste nummer – det syv minutter lange ‘Password’ løsnes der dog endelig op, og stilheden brydes af en forholdsvis støjende guitarfeedback-præget afslutning, inden hele elendigheden afrundes med titelnummeret og marchtrommerne fra den indledende intro. På den måde bliver leddet lukket på passende vis.

Piano Magic er en speciel lytteoplevelse, og med deres lyd af isklar vinter er de stort set altid mit bærende soundtrack til årets mørkeste måneder. På godt og ondt.

Lyt: No Closure

7.

Arco - Coming to Terms

Arco - Coming to Terms

Ligesom munterhed ikke er Piano Magics gebet, så er det bestemt heller ikke Arcos. Ganske vist handler ‘Coming to Terms’ ikke om verdenskrige og guillotiner, men derimod ‘bare’ om almindelig livslede, ensomhed og hvad dertil hører. Altså ret klassisk sangskrivningsmateriale, men musikken her er så skrøbelig og sårbar, at man næsten ikke nænner at pille cd’en af anlægget, af frygt for at bandet som følge heraf vil tage det endelige spring ud fra broen. En anden grund til, at man ikke nænner at tage cd’en af anlægget er, at den ganske enkelt ER så god.

‘Coming to Terms’ er en virkelig rammende titel på denne plade, for fortælleren bestiller reelt intet andet end at affinde sig. Som i ‘Driving at Night’, hvor han hvisker “got to spend this life with someone/might as well be you”. Eller i ‘Accident’ – et af de få numre, hvor musikken har en smule bombast (er det et ord?) – hvor han åbner med gloserne “won’t be long before I’m old and I’d like/to think that I was in control of my life/but I can’t make it change/can’t break the pattern/I’m waiting for an accident to happen”. Og minsandten også i ‘Movie’: “Life’s a bad movie/but I’m way past caring/so I’ll sit and watch/with a beer and some friends”.

Jeg tror du er ved at have fanget pointen.

Det er sgu en gevaldig klynkeplade, den her, og heldigvis har trioen også fundet ud af, at den nok ikke skal trække tingene i langdrag. Således varer pladens 11 sange kun lige godt en halv time, og mere ville nok heller ikke være ønskværdigt, med mindre man ligefrem tænder på mentale sammenbrud. På den anden side er ‘Coming to Terms’ en god trøsteplade, ud fra det synspunkt, at ‘hey, i det mindste er jeg da ikke den mest sappy sucker i verden!’

Når alt dette er sagt, så er det en virkelig smuk guitar-klaver-hviskende-drengestemme-plade, og noget af det fineste jeg har hørt af den slags. Den kan varmt anbefales.

Lyt: Alien

6.

The Walkabouts - Train Leaves at Eight

The Walkabouts - Train Leaves at Eight

Jeg har det næsten skidt med at fremhæve denne plade og den tidligere ‘Satisfied Mind’ som et par af mine absolutte Walkabouts-yndlinge, for begge er coverplader, og således virker det lidt som om jeg er mere tøvende over for bandets eget materiale. Sådan må det ikke forstås, for de har også skabt masser af magi på eget talent, men på mig rammer de dybest når de fortolker andre. Så er det af vejen.

‘Train Leaves at Eight’ er et eller andet sted en helt logisk plade for The Walkabouts, for trods deres amerikanske herkomst – de er fra Seattle – har de altid fremstået som et mere europæisk band. Således har de i mange år været tilknyttet det glimrende tyske label Glitterhouse, ligesom de altid har haft et større publikum her i Europa end hjemme i USA. Desuden har den mandlige frontfigur, Chris Eckman, i de senere år været bosat i Slovenien, hvorfra han udgiver eget materiale og producerer for venner og bekendte på kontinentet. Så denne hyldestplade til europæiske helte, venner og andre de tilfældigt er stødt på via deres livlige turnevirksomhed, måtte komme. Heldigvis, for den er afsindigt smuk. Bandet fortolker vidt og bredt og starter i syd med titelnummeret skrevet af det græske nationalklenodie Mikis Teodorakis, for siden at bevæge sig gennem Goran Bregovic’ og Vlado Kreslins Balkan, Fabrizio De Andres Italien, den Iberiske Halvø via Lluis Llach og Manuela de Freitas, og rammer Francoiz Breuts Frankrig, inden turen går nordpå over Jacques Brels og dEUS’ Belgien, Solex’ Holland, Jochen Distelmeyers Tyskland, Stina Nordenstams Sverige, Midnight Choirs Norge og endelig (igen) lander i Neu’s krautrock-Tyskland.

Det er en vidtfavnende tur gennem et spraglet Europa, der bliver behandlet med respekt og ære(frygt), og specielt den sydlige del af pladen er tæt på unik. Anne Marie Ruljancich på violin har en hovedrolle på det guddommelige åbnings- og titelnummer, og sammen med R.E.M.’s Peter Buck på blandt andet mandolin og sangerinde Carla Torgerson (ååh, Carla Torgerson, indsæt stort hjerte her) stjæler hun billedet på de efterfølgende ‘Man From Reno’ og ‘That Black Guitar’. Den nordlige rundtur er også god, men ikke helt så exceptionel, hvis man ser bort fra fortolkningen af Midnight Choirs ‘Death’s Threshold #2’, som muligvis er pladens stærkeste nummer. Helt ubegribeligt smuk er den.

Og ubegribeligt smuk, det er pladen i sin helhed – ganske enkelt. Den flotte indpakning, med det stemningsfulde billede fra Karlsbroen i Prag, gør ikke denne perle mindre dyrebar.

Lyt: Train Leaves at Eight

5.

Calla - Scavengers

Calla - Scavengers

Calla er et besynderligt band. New Yorker-gruppen har på forunderlig vis skabt sig en karriere som habil, men ikke synderligt medrivende Interpol-plagiator. Og så har den lavet den her, ‘Scavengers’, som er et atmosfærisk og creepy mareridt. Og helt vanvittigt god – afsindigt god. Den er næppe for alle. Man kan jo for eksempel starte med forsanger Aurelio Valle, som stønne-mumler sig drævende og dovent gennem samtlige ti numre. Så er der musikken, der slææææber sig afsted som verdens langsommeste snegl. Og så er der lige ‘The Swarm’ som ligger midt i det hele, og pludselig bryder ud i et manisk samspil mellem trommer, bas og skærende guitar, ligesom man var blevet lullet i søvn.

Calla er et besynderligt band. Men når de folder sig ud på disse langstrakte slowcore-sange, så er alt tilgivet. Også det klamme cover. Også de paranoia-skabende effekter der er alle vegne i lydbilledet. Også den gruende uhygge, der gør at jeg ikke vil være glad for at vandre rundt  i mørke, øde gader med denne plade i ørerne. Også Aurelio Valles manglende evne til at variere sin vokale udtryksform. For det her er grumt. Og godt. Grumt godt. Lyt til ‘Traffic Sound’ og ‘The Swarm’ og skid i bukserne af skræk. Nåja, lyt også til ‘Tijerina’, for det er trods alt bandets bedste sang – og den sidste halvdel af den er ren magi.

Lyt: Traffic Sound

4.

Songs: Ohia - The Lioness

Songs: Ohia - The Lioness

“Women are dressed up/and they are up to no good” klager Jason Molina i nummeret ‘Nervous Bride’, og det klager han så videre over i de knap 40 minutter ‘The Lioness’ varer. Det er der millioner af forsmåede mænd og kvinder, der har klaget over før Molina, men det gør ikke hans bitterhed og desperation mindre – og det gør bestemt heller ikke albummet dårligere. Det er gennemsyret af tab, og selv en potentiel håbefuld titel som ‘Being in Love’ bliver fulgt op af ordene “means you’re completely broken”.

Disse lidet opmuntrende fraser får backup fra Molinas lyse Neil Young-lignende stemme og lige så Young-lignende guitarekvilibrisme, der virkelig bider fra sig i den formidabelt intense åbner ‘The Black Crow’, for siden at blive dysset mere til ro. På pladens bedste nummer, tidligere omtalte ‘Being in Love’ blandes Molinas guitar med lyden af en trommemaskine, der får det hele til at lyde som noget Arab Strap kunne have lavet, hvilket er ganske naturligt med tanke på det skotske orkesters medvirken på pladen.

Albummet når sit point-of-no-return i det blændende titelnummer, der indeholder brutale dyriske metaforer på ren underkastelse (“wanna feel my heart break/if it must break/in your jaws/want you to lick my blood off your paws”),  og derfra fader albummet ud med en stribe gode, men mere anonyme numre, i hvert fald sammenlignet med den første håndfuld helt uforlignelige sange.

Lyt: Being in Love

3.

Mojave 3 - Excuses for Travellers

Mojave 3 - Excuses for Travellers

Efter jeg opdagede Mojave 3 tilbage i 2002, så skal jeg love for jeg fik indhentet alt hvad jeg før havde misset. Jeg havde denne plade, deres tredie, på konstant repeat hele sommeren det år, og det hændte at jeg hørte den fem-seks gange i døgnet, hver eneste dag. Den var mildt sagt en besættelse. Jeg kan stadig lytte til den med største fornøjelse, omend det ikke er i helt samme vanvittige omfang som dengang, men det betyder ikke at den er faldet i agtelse hos mig, for den er fortsat fuldstændigt fantastisk i mine ører, og jeg elsker den højt – som en gammel og evig ven, der formentlig vil følge mig helt til verdens ende.

Det er egentlig lidt mærkeligt, for den er ikke umiddelbart noget særligt. Bevares, her er tale om en halv snes velkomponerede og folkede popsange, tilsat et solidt skvæt melankoli, men det er der så mange andre plader der også kan prale af. Hemmeligheden er nok noget så simpelt som, at den ramte min verden på det rette tidspunkt. Og så rummer den i åbningsnummeret  ‘In Love With a View’ (en vaskeægte Morten-klassiker) et smukt lille klavertema, der sætter sig fast i hjernebarken øjeblikkeligt, og nogle af mine yndlingsord i nogen sang overhovedet: “heroically tragic/bearded and blind with obsession”. Undertegnede i en nøddeskal, forklaret på én linie i en popsang. Jo tak. At Neil Halstead på hele pladen synger det bedste han har lært, og til tider får korhjælp af Rachel Goswell, en af de mest guddommelige stemmer i branchen, gør ikke just pladen dårligere.

Det er dårende dejlige ballader som ‘In Love With a View’, ‘Trying to Reach You’, og ‘Prayer for the Paranoid’, der løfter denne plade helt op i skyerne, men også muntert-melankolske pop-schlagere som ‘Return to Sender’ og ‘Any Day Will Be Fine’ bærer et tungt læs.

‘Excuses for Travellers’ er en varm og rar plade, der burde kunne tiltale de fleste – hvis de fleste vel at mærke blot kendte til dens eksistens. I en perfekt verden…

Lyt: In Love With a View

2.

Tom McRae - Tom McRae

Tom McRae - Tom McRae

Tom McRae fremstår til sine koncerter som en pæn, sympatisk og ganske morsom mand, og det er han formentlig også, men når han skal uddrive sine indre dæmoner, så er der mord i hans skarpe pen. Eller bare sange om dommedag – dem har han efterhånden lavet nogen stykker af. På sin selvbetitlede debut har han begge dele repræsenteret, eksemplificeret i fanfavoritterne ‘End of the World News (Dose Me Up)’, med ordene “this is the end of the world news…sponsored by God” og ‘The Boy With the Bubblegun’, som indeholder de lettere kradsbørstige ord, der har givet dette indlæg sin titel.

McRae er en bitter og skarptunget satan, hvilket står i skærende kontrast til hans lyse kordrenge-stemme, som oftest kun bliver spædet op med en akustisk guitar, en cello og et klaver. Det er altså en ret nedbarberet, men usædvanlig ordtung og regnfuld omgang man udsættes for, når man lytter til den her plade. Og det synes jeg ærligt talt man burde gøre, for det er et lille vidunder, der bliver båret frem af en exceptionelt talentfuld mand, der har måttet kæmpe kolossalt for bare at få lov at udgive sin musik, mens han har set nogenlunde ligesindede, men temmelig ligegyldige folk som David Gray, Damien Rice og James Blunt score kassen. Intet under at McRae er så sammenbidt.

“If songs could kill/this one’s for you”

Lyt: The Boy With the Bubblegun

1.

Yo La Tengo - And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Yo La Tengo - And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Jeg købte i sin tid denne plade udelukkende fordi 1) jeg havde læst artikler og gode anmeldelser, der fremhævede denne Hoboken-trio som en af scenens bedste støjrockgrupper, og 2) den var billig. Jeg havde ikke hørt noget som helst af bandets musik, men jeg ville gerne have noget der larmede, og sammenligningerne med Sonic Youth virkede jo lovende.

Lad det være sagt med det samme: Jeg blev overrasket, da jeg satte skiven på første gang, for det var unægteligt noget andet end forventet. Dronende numre som åbneren ‘Everyday’, ‘Saturday’ med det passende mantra “out of tune” skævt sunget af Georgia Hubley, og den 18 minutter lange og hypnotiske ‘Night Falls on Hoboken’ til at lukke albummet. Derimellem var jazzede ballader som ‘Our Way to Fall’ og ‘Last Days of Disco’, tresser-inspireret pop på ‘Madeline’, en grådkvalt countryballade i ‘Tears Are In Your Eyes’, de fjollede og overgearede popbaskere ‘Let’s Save Tony Orlando’s House’ og ‘You Can Have It All’ – nåja, og så lige en instrumental rumba i ‘Tired Hippo’! Oookay. At det der med støjrocken alligevel havde lidt på sig, var ‘Cherry Chapstick’ det eneste bevis på – i hvert fald på denne plade.

Første indtryk var altså, at det var lidt af en eklektisk rodebutik – og det indtryk har ikke ændret sig efter utallige gennemlyt. Men sikken vidunderlig eklektisk rodebutik! De mest dragende numre på mig altid været ‘You Can Have It All’, der lyder som temaet fra Bamses Billedbog, og tåreperseren ‘Tears Are In Your Eyes’. Men med tiden har den rørende smukke ‘Our Way to Fall’ taget teten: Den mandlige frontfigur Ira Kaplan, husbonden til den kvindelige frontfigur Georgia Hubley, tænker tilbage på sin ungdoms forelskelse – formentlig i Georgia – og fortæller hele historien om det generte møde:

“I remember my face turned red/and I remember staring at my feet/I remember before we met/I remember sitting next to you/and I remember pretending I wasn’t looking/[…]’cause we’re on our way/we’re on our way to fall/in love”.

Det er dybt bevægende, og en smuk og blid sang – en sand evergreen.

Næsten alle Yo La Tengos plader har denne rodede, og umiddelbart usammenhængende struktur, men ‘And Then Nothing Turned Itself Inside-Out’ forvalter ganske enkelt rodet den tand bedre end resten af deres imponerende output, der gør den til favoritTEN fra et af mine favoritbands. Og den bedste plade fra år 2000.

Lyt: Our Way to Fall