Koncertåret 2018 (del 1)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er omtrent nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Første del handler om månederne januar til og med april.

Februar

Eller februar til april, rettere, for det var først den 3. februar mit koncertår blev skudt i gang. Det blev det på fin vis, da Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil inviterede indenfor i Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal. Her havde jeg aldrig været før, hvilket altså også var en del af oplevelsen. Ideen bag koncerten var at spille hele Nørlunds aktuelle plade ‘Skamskudte fugle’ som er lavet i samarbejde med det gæstende orkester, og det fungerede på flot og glimrende vis.

Koncertsalen. Senere kom der flere tilhørere – foruden aktørerne Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil.

Få dage efter fik tonen en anden og hårdere lyd, da Luis Vasquez aka The Soft Moon bød på aggressiv industrial-postpunk i Pumpehuset. Vasquez havde en legekammerat med på scenen, og sammen leverede de et mørkt og knugende sæt, der i sine mest kompromisløse momenter næsten overfaldt publikum. En kort og hård omgang, ligesom det aktuelle albumudspil.

Februar blev afsluttet med Slowdive. De indtog for anden gang på få måneder en københavnsk scene, da et forventningsfuldt og udsolgt Store Vega tog imod bandet, der har opnået større status og publikum siden albumcomebacket i 2017. De spillede vist stort set samme sæt som i Koncerthusets Studie 2 i efteråret, men det virkede lidt fladere denne gang. Lidt af magien manglede – måske mest hos mig, hvilket nok ikke er så underligt, når man oplever den samme koncert to gange på fem måneder. Med sig som support havde Slowdive det franske band band Dead Sea, der leverede en kompetent omend noget anonym dreampop.

Marts

En enkelt koncert blev det til i marts, og den blev leveret af de mexicanske garagerockere Le Butcherettes på Loppen. Jeg håber ikke jeg fornærmer nogen ved at sige, at de ‘menige’ bandmedlemmer er temmelig anonyme, men måske er det bare fordi den fyrige frontfigur Teri Gender Bender overskygger alt og alle. Hun er virkelig svær at få øjnene fra, som hun drøner rundt i sin ildrøde kjole og hvæser og snerrer og forsøger at hidkalde alskens dæmoner og andet godtfolk. Jeg kan ærligt talt ikke huske meget andet fra koncerten end hende.

April

Måneden bød på et af årets højdepunkter, da mine elskede powerpopindieknøse i Nada Surf endelig ramte København igen – Pumpehuset for at være mere nøjagtig. Jeg faldt ret sent for bandet, sådan for alvor, og deres – helt ærligt – noget uopsigtsvækkende musik burde slet ikke have sådan en effekt på mig. Men det har de og den altså. For mig er de nok det bedste band i dette årtusinde, hvis man ser over hele virket i den periode. Nåmen, de spillede hele den pragtfuldt bittersøde ‘Let Go’-plade fra ende til anden, og dukkede så op og spillede et sæt mere, hvor de kom godt rundt i diskografien. Det var en pragtfuld aften af mange grunde, og jeg blev vist også lidt beruset af lige så mange grunde.

Nada Surf i Pumpehuset. Morten i powerpophimlen.

Et orkester jeg ikke lytter meget til længere, er Mercury Rev. På plade har det sjældent klikket fuldstændig mellem mig og dem, men live har de været en stor oplevelse hver gang jeg har set dem. Det blev også en god aften på månedens sidste dag, hvor bandet fejrede tyve-året for hovedværket (ikke min personlige favorit, men skidt med det) ‘Deserter’s Songs’, og det blev en hyggelig og intim seance i Hotel Cecils elegante rum, hvor det karismatiske fikspunkt Jonathan Donahue fortalte anekdoter om tilblivelsen af albummet og optakten til det.

Anden del følger en af de kommende dage. Her bliver der væsentlig større koncertaktivitet, kan jeg godt afsløre.

Koncertåret 2016 del 1 (første kvartal)

Jeg kan vist lige så godt komme i gang, for jeg har ikke umiddelbart flere koncerter på blokken i år – og skulle det hænde, at jeg får sneget mig til en mere, så kan indlægget her heldigvis opdateres. Jeg har tænkt mig at løbe året igennem kronologisk, så det bliver muligvis lidt langt og opremsende, hvorfor jeg finder det mest hensigtsmæssigt at dele det op i flere dele – et kvartal af gangen. Held og lykke, hvis du har tænkt dig at læse med til den bitre ende.

Januar

Anna Von Hausswolff i Jazzhouse. Jeg har stor respekt for Jazzhouse og stedets bookinggruppe, for det er virkelig et interessant program de vedbliver med at stable på benene. Desværre har jeg sjældent personligt haft særligt store koncertoplevelser derinde, hvilket naturligvis kan skyldes mange faktorer (blandt andet min egen ildhu – eller relative mangel på samme – som publikum), og denne mørke januaraften kunne sagtens have endt som en maveplasker. Det gjorde den heldigvis ikke, for trods store tekniske problemer og en forsinkelse af koncerten, lykkedes det alligevel den intense svenske sangerinde og hendes band at få en fornuftig optræden ud af anstrengelserne. Når Von Hausswolff er allerbedst – det er der, hvor hun lyder nøjagtig som en ond kombination af Lisa Gerrard og Swans – så er hun vældig interessant. Jeg tager gerne en omgang med hende igen.

Lee Ranaldo/Own Road/Kloster i Absalon. Kulturhuset Absalon på Sønder Boulevard har vist sig at være et rart og alsidigt bekendtskab. Således har jeg i årets løb både nået at spille bordtennis, musikquizzet, været til plademesse, og altså til koncert i de ikke længere så hellige haller. Sidstnævnte stod Ranaldo og support for, og jeg kan sige meget positivt om den forhenværende Sonic Youth-guitarekvilibrist, men det her solo-setup fungerede ikke optimalt for mig. Det var vist sat op som en akustisk optræden, men der var nu sat strøm til ved flere lejligheder. Mit største problem var, at da Ranaldo forlod scenen, havde vi siddet fire timer eller lignende på stive stole. Det var i overkanten og langt mere end arrangementet kunne bære. Lee Ranaldo, den ærkesympatiske mand, fortalte ellers ivrigt og gerne, men historierne var til tider lidt flade i det, og ja, musikken fangede så heller ikke helt på et så fremskredent tidspunkt af aftenen. Forinden havde de lokale Kloster og Own Road forsøgt, med varierende succes, at varte publikum op. Kloster var et rart og sympatisk bekendtskab, og det lykkedes vist nok også at få publikum til at nynne med hen mod slutningen. Own Roads psykedeliske folk gav nogle ordentlige skæverter ind imellem, men også øjeblikke hvor jeg godt kunne fange noget. En ok, men temmelig lang aften.

Februar

Massive Attack i Tap 1. Mit første og eneste koncertbesøg i Tap 1 i Carlsberg. Jeg nåede det altså lige inden lukketid. Samtidig fik jeg sat kryds ud for et af de bands jeg har holdt meget af gennem de seneste par årtier, men som jeg manglede på koncertlisten. Jeg har ikke lyttet helt så meget til Massive Attack de senere år, som jeg gjorde i for eksempel 1990’erne, men bandet leverede nu alligevel varen i et bombardement af et multimedieshow. Måske blev den visuelle sans næsten overloadet af den konstante strøm af slogans og info på baggrundstæppet, men jeg fik nu alligevel en fin oplevelse ud af aftenen – også på musikkens præmisser. Også selv om det ikke var en udpræget intim affære i de omfangsrige haller.

Novella/Halasan Bazar i Musikcaféen/Huset i Magstræde. Jeg holder meget af Huset i Magstræde, og føler egentlig at jeg bør komme der lidt oftere. Måske er det på tide at holde fast i den tanke. Nå, hvoromaltinger, jeg var der i hvert fald en tidlig februaraften, og fik en lidt aparte koncertoplevelse ud af det. En kort koncertoplevelse, ligeså. Novella er et charmerende britisk bekendtskab, og deres lyd – lad os kalde den Lush-møder-Stereolab – er helt op ad min gyde. De er også et band med en ung gennemsnitsalder, og om det er derfor de pludselig ikke vidste hvad de skulle stille op, da en guitarist sprængte en streng, ved jeg ikke. Måske var koncerten bare ikke længere, men den sluttede i hvert fald temmelig brat. Det var dog sjovt den halve time det varede. Helt så sjovt var Halasan Bazar ikke, jeg var i hvert fald ret uimponeret. De københavnske psych-hoveder virkede også noget malplacerede som support for netop Novella, men til deres forsvar skal det siges at de blev hasteindkaldt som afløsning for det oprindeligt tiltænkte supportnavn, Deadpan Interference.

Marts

Laetitia Sadier i Jazzhouse. Apropos et tidligere indslag i denne post, så var det her muligvis den fineste koncert jeg endnu har overværet i Jazzhouse. Mit semi-frankofile hjerte fik da også grund til at banke ekstra hårdt, da den elegante chanteuse Sadier trådte op på scenen og underholdt med sine lige tilpas arty-farty anekdoter på det der perfekte forfinet-engelsk-med-franske-undertoner. Hun kunne have spillet hvad som helst – eller overhovedet ikke – jeg var solgt på stedet. Jeg indrømmer gerne, at jeg primært kender Sadier fra de mange år i Stereolab, og mindre for hendes solo-eskapader, men jeg kunne dog snildt leve med, at det naturligt nok var sidstnævnte der var i fokus på denne aften.

Tales of Murder and Dust/Jacob Faurholt på Loppen. To acts der begge har leveret fine plader i år, og også fik skabt en god søndag aften her i slut-marts. Jeg bliver ved med at være imponeret af ToMaD (for letheds skyld), og den mørke, hypnotiske stemning de får skabt på plade, fungerede også her. De hører fortsat til blandt mine danske favoritbands. Jacob Faurholt havde et (til lejligheden sammensat?) band med sig, og selv om de måske ikke var helt sammenspillede, så gav det alligevel et frisk pust til materialet. Det blev lidt mere rock, hvilket var helt fint.

Fortsættelse følger.