Arkiv

Posts Tagged ‘juni’

Koncertåret 2018 (del 2)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Anden del handler om månederne maj og juni.

Maj

Måneden åbnede med en mavepuster af rang, da den iltre kvintet Shame indtog, nej erobrede Pumpehusets lille sal. De fem London-rødder angreb på det nærmeste publikum, der i den grad bad om at blive sparket ned, men det foregik på en livgivende og positiv facon trods bandets harmdirrende og intense postpunk. Frontmand Charlie Steen er virkelig en publikumsmagnet. Oplev dem live, hvis du får chancen – og lyt til deres strålende debutplade.

Debutplade var der også fra trioen Fjernsyn, der spillede sange fra skiven til en pladereception på Nordsø Records. Et sympatisk bekendtskab med elektrobandet med Kraftwerk i ascendanten. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at Nordsø Records ligger utroligt langt væk fra alting med tanke på at det befinder sig i København. Det fjerneste Nordhavn, for at være mere præcis.

IMG_3540

Vi er robotterne. Fjernsyn på Nordsø Records.

Maj/juni

Så var det festivaltid. Kæreste og to venner blev hevet med til Barcelona, hvor jeg for anden gang skulle boltre mig på Primavera Sound. Festlighederne blev skudt i gang ved at stå i en lang kø i varmen for at få billetter til Spiritualized, der på forhånd var et af mine mest imødesete punkter på programmet. Jason Pierce leverede da også varen, da han sammen med strygerorkester og gospelkor indtog det smukke auditorium, og gav en opvisning i alt det Spiritualized kan – fra det hjerteskærende blide til det støjende og storslåede. Derefter gik turen udendørs til Belle and Sebastian, hvis sæt forekom en anelse for kækt og lallet efter alvorsopvisningen til at gøre indtryk på mig, og der sluttede den første uofficielle aften, inden festivalen for alvor åbnede dagen efter.

Og den blev åbnet med bravour og iøjnefaldende jakkesæt: Først blev vi mødt af Lee Fields & The Expressions, der forkælede os med svedig soul – Fields himself iklædt et extravagant blåt dress, der fik os almindeligt dødelige til at sende misundelige blikke. Den modeopvisning blev fulgt op af Sparks, der gav os et forventet teatralsk show i deres matchende laksefarvede klædninger. Det var underholdende og publikum elskede det med god grund, men jeg bliver nok aldrig stor fan af brødrene Maels eskapader.

IMG_3574

Hvem vinder festivalens skarpeste tøjduel: Lee Fields…

IMG_3575

eller Sparks?

Efter trekvart koncert med de laksefarvede, drønede jeg mod auditoriet, hvor jeg skulle have hørt et andet af mine højdepunkter, Jóhann Jóhannsson. Det blev dog ikke til noget, da den islandske stjernekomponist som bekendt kom så tragisk af dage i foråret. I hans minde trådte nær ven og medkomponist Dustin O’Halloran ind sammen med Echo Collective, for at opføre Jóhannssons gudesmukke album ‘Orphée’, hvilket resulterede i et naturligt følelsesladet sæt. Derfra gik turen med hastige skridt mod festivalens to store scener, hvoraf den ene blev betrådt af Björk. Sceneshowet var imponerende og hovedpersonen selv brillerede med utallige tøjskift, men jeg blev aldrig suget ind i koncerten, som desværre forblev ganske uvedkommende for mig. Da Björk havde skiftet tøj for sidste gang, vendte hovedparten af publikum sig om og sjoskede de cirka 100 meter ned til den anden store scene, hvor Nick Cave and The Bad Seeds var klar til at gå på. I armene på mit yndlingsmenneske kunne jeg se et supertændt band levere en koncert med masser af bid – og mod slutningen grotesk mange mennesker på scenen, inviteret derop af den dragende australske dæmon. Et af højdepunkterne på festivalen – uden tvivl. Efter den opvisning var det vanskeligt at fatte interesse for Nils Frahm, der stod i midten af en kæmpe maskinpark. Meget mere kan jeg faktisk ikke huske, og på dette fremskredne tidspunkt var selskabet enigt om at tage en taxa hjem og sove. Det gjorde vi så efter en venten med og mod tusinder andre trætte festivalgængere. One day down – two to go!

Fredag startede musikalsk set med en, for mig, imødeset koncert med succesrigt genfødte The Breeders. Jeg missede deres koncert i København i efteråret, så på baggrund af en vellykket comebackplade, havde jeg visse forventninger til koncerten. Og den var såmænd også hyggelig, omend publikumsinteressen virkede overskuelig på den (måske lidt for) store scene. Men Deal-søstrene lod til at have en fest og det smittede af på os tilhørere. Især da vi fik lov at råbe med på ‘Gigantic!‘ Efter nostalgitrippet vendte vi os om og sjoskede de 100 meter i den modsatte retning af aftenen før, for at høre damernes ven Father John Misty. Jeg husker den som en ok koncert, men fik mest af alt endnu en anledning til at minde hvemdernuendmåtteværeinteresseret (det kan næppe være mange) om, at jeg engang oplevede ham live i Aarhus som support for Jesse Sykes. Ahja, tiderne er skiftet for Mr. Tillman.

IMG_3674

Ms. and Mr. Indiecool med ryggen til The Breeders. Man må ofre sig for en god selfie.

Efter seancerne på de to store scener, var der lige nøjagtig tid nok til at nå ned at høre Mogwai spille et vanligt højt og stærkt sæt (og de sluttede med mesterstykket ‘Mogwai Fear Satan, hurra!), inden trefjerdedele af selskabet kæmpede sig ind i klumpen på den lille Hidden Stage for at høre Ride. Jeg kan godt lide Ride, men har aldrig været kæmpe fan, hvorfor mine forventninger var beherskede. Heldigvis overraskede de mig positivt, og der var stor samhørighed mellem band og publikum. Endnu et af festivalens højdepunkter.

Så var der spisepause, inden turen gik mod Cigarettes After Sex. De gik på 00.40 – vi gik et kvarter efter. Det var ikke spændende. Det hjalp næppe heller, at vi sad milevidt fra scenen, og vi i virkeligheden havde mere fokus på at nå Panda Bears sæt på en fjerntliggende scene. Desuden var trætheden sat ind, og pandaens syrede sæt blev cuttet midt over i bytte for en plads i metroen, der stopper fornærmende tidligt med at køre på hverdage – selv under festivalen. Two days down – one to go!

Lørdag. Tidlig start på festivalens varmeste dag, hvor solen bagte på mine blegfede skuldre, mens jeg overværede en udmærket koncert med Peter Perrett. Min kammerat er stor fan og var også meget begejstret for dette sæt, mens jeg var mere afmålt i min bedømmelse. Absolut godkendt præstation, dog. Egentlig havde jeg også mest travlt med at kigge på uret, fordi jeg ville opleve Lift to Experience, det genopstandne, texanske kultband hvis sturm-und-drang-postrock er lige dele Jeff Buckley og Godspeed You! Black Emperor. Deres voldsomme udladninger havde sin effekt, men kæmpede nok lidt forgæves mod den catalanske aftensol på en festlig lørdag.

IMG_3625

Peter Perrett er cool i den catalanske hede.

Belly kæmpede også lidt forgæves, men det var mod kvaliteten. Endnu et navn genopstået fra de tidlige halvfemsere, men modsat Tanya Donellys tidligere bandkolleger i The Breeders, virker hende og bandets nye sange bare ikke ret gode. Desværre. Men de så ud som om de hyggede sig, og der var da en vis glæde i at høre gamle hits som ‘Feed the Tree’ og ‘Super-Connected’. Nostalgi for nostalgiens skyld har dog sine begrænsninger. Mere vellykket og ganske overrumplende har Slowdives comeback været, og jeg kunne da lige så godt snuppe dem for tredie gang på ni måneder, da der ikke for alvor var noget der trak på de andre scener. Og det var et godt valg, for de kom bedre ud over kanten end i København tidligere på året.

Efter Slowdive begyndte der at være opbrud i gruppen; en skulle med et tidligt fly morgenen efter og trak hjemad, en anden trak mod noget andet, så yndlingsmennesket og jeg gik til Grizzly Bear, som jeg, indrømmet, aldrig har hørt det helt store lys i, men yndlingsmennesket er fan. De gjorde det såmænd også fint nok, og var en glimrende mellemstation, inden vi vandrede mod en anden scene for at opleve Mike Patton i front for Dead Cross. Yndlingsmennesket ofrede sig, for det var mest for min skyld, men vi resterende medlemmer af gruppen blev samlet igen og fik en på opleveren, en drink og en siddeplads på asfalten, mens vi overværede Pattons underholdende freakshow. Derefter var der tid til en smule af Deerhunters sæt, som lød aldeles udmærket, inden festen sluttede for vores vedkommende med en spot på en græsplæne, og tonerne af Beach Houses svævende dreampop. Klokken var tre lørdag nat, vi var trætte og ville hjem. Festivalen var slut.

Næste kapitel kommer en af de nærmeste dage.

Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , , ,

Koncertåret 2016 del 2 (andet kvartal)

April

Damien Jurado/The Weather Station i Vega. Sidste gang – vist nok også forrige – svor jeg, at det var min sidste Damien Jurado-koncert. Ikke fordi jeg ikke kan lide ham (well…duh!), men fordi mine hidtidige liveoplevelser med ham har været usædvanligt blandede. Jeg har set ham sidde på en skammel på Loppen, mutters alene, let fraværende og med en ubændig hjemve, og jeg har oplevet ham sidde på en skammel i Musikcaféen, mutters alene, og holde publikum i et stille men fast jerngreb, udelukkende bevæbnet med sin akustiske guitar og de her fantastiske sange. Derudover har jeg faktisk også set ham i bandsammenhæng, hvor han dog var klart bedst, da han indtog scenen ene mand. Jeg har altså set Damien Jurado i de rammer, man nu kan forvente at se Damien Jurado, og alligevel endte jeg med – for gammelt venskabs skyld – at indløse billet til hans april-koncert, hvor han stillede op med fuldt band. Om det var en decideret fejltagelse ved jeg ikke, men det var i hvert fald en underlig koncert, hvor Jurado virkede overraskende udadvendt og chatty, men alligevel totalt uvedkommende for mig. Det skal siges, at jeg ikke er synderligt begejstret for den retning hans seneste par plader har taget, og da fokus lå på disses mere psykedeliske side, var det lidt op af bakke for mig. Jeg husker det ikke som en dårlig koncert, men bare som en koncert der ramte alt det jeg sætter mindst pris på ved Jurados musik. Jeg under dog gerne manden at have lidt godt selskab på sine lange turneer, efter de mange år som enmandshær med en skammel og ensom akustisk guitar – jeg er trods alt ikke et urimeligt menneske. Men nu må det også være nok med de Damien Jurado-koncerter. Igen.

For at være ærlig husker jeg ikke alverden fra The Weather Stations supportgig, men jeg vil alligevel nævne hende, for hun (som for øvrigt hedder Tamara Lindeman og kommer fra Toronto) er godt selskab på plade. Prøv hendes glimrende 2015-album ‘Loyalty’. Det vil næppe skade, hvis du kan lide Joni Mitchells klassiske folkplader og den slags.

Maj

Ligesom april var også maj en stille koncertmåned for mig – blot en enkelt blev det til, men sikken én! For nu at bruge den forslidte frase.

Iggy Pop i Falconer Salen. Jeg erkender blankt: Jeg har sgu aldrig rigtig dyrket Iggy Pops solokarriere. Stooges, klart, dem er jeg med på. Jaja, jeg ejer da ‘The Idiot’ og ‘Lust for Life’, men jeg ville lyve dig op i dit digitale fjæs, hvis jeg sagde at jeg lytter til dem ofte. Måske blev jeg revet med af jeg-må-hellere-opleve-ham-inden-han-kradser-af-faktoren. Måske blev jeg også revet med af, at en hulens masse mennesker i omgangskredsen gik bananas over besøget. I hvert fald mødte jeg op til koncerten uden større forventninger, og blev hevet med rundt i manegen af en mand, der virkelig fuckin’ elsker sit job. Jaja, han havde da brug for en pause ind imellem, helt ung er han trods alt ikke, men han var så meget på, at det ikke kunne undgå at smitte hele salen. Og han beholdt sin skjorte på et helt nummer, tro det eller ej. Desuden var hans band, anført af Josh Homme, vildt velspillende – foruden cool at se på i deres røde jakkesæt. Årets koncert? Jeg tror det.

Juni

Juni stod helt og aldeles i festivalens tegn. Jeg er ærligt talt ikke noget stort festivalmenneske; jeg foretrækker faktisk at stemple ind til en koncert, overvære den, og drøne ud af hytten igen. Jeg kunne dog godt lokkes til Barcelona og et spændende program på årets Primavera Sound. Well, programlægningen gik delvist op i røg, men det er vel bare festivalformatets charme.

Det startede godt med en opvarmningsonsdag, hvor de svenske shamaner Goat leverede deres hæsblæsende show. Derefter blev min følgesvend og jeg hevet med down memory lane, hvor Suede huserede og stadig virkede som om de nød at være på scenen. Jeg blev hæs.

img_2086

Goat

Torsdag havde det tyndeste program for mit vedkommende, så det blev til tilfældig vandren rundt. Et kvarters tid med Destroyer bekræftede min teori om, at det ikke er et act, jeg behøver at gøre mere ved. Det vidste jeg sådan set godt i forvejen, men det er altid fint at få bekræftet sine fordomme. Ej heller Air er et band jeg er superbegejstret for, men deres set var nu rart og behageligt. Efter en times tid i det gemytlige selskab, var magien dog også forduftet, så jeg valgte at gøre det samme. Explosions in the Sky skulle – har jeg hørt fra flere kilder – have været fantastisk, men fra min position milevidt fra scenen, blæste lyden ret meget i den forkerte retning, og jeg fik ikke megen fornøjelse ud af den seance. Anderledes effektivt var John Carpenters set med musik og tilhørende klip fra hans omfattende filmografi kørende på bagtæppet. Mit kendskab til Carpenter – musik såvel som film – er behersket, og den gumpetunge hardrock tilsat synthtemaer er ret beset ikke noget for mig, men det fungerede virkeligt godt. Det hjalp også at jeg var havnet tæt på scenen i en kreds af dedikerede fans, og alt dette bidrog til aftenens, med lethed, bedste indslag. Derefter var tiden fremskreden og mæthedspunktet nået, så efter en halv times tid i selskab med LCD Soundsystem gik turen mod udgangen. Min kammerat og jeg nåede dog lige at se Thee Oh Sees splitte det hele ad (billedligt talt, bevares) i tre-fire numre, og vi blev enige om at dem skal vi fange næste gang vi er på samme kanter.

Fredag var på forhånd mere proppet, og festivalens største dilemma dukkede op her: Radiohead vs. Dinosaur Jr. vs. Shellac. Det endte med at gå op i hat og briller, men inden da havde White Fence holdt liv i festlighederne med en udmærket, men – set på et halvt års afstand – ret forglemmelig forestilling. Robert Forster leverede en virkelig hyggelig og sympatisk indendørskoncert med sit band (kan man forvente andet), inden Cabaret Voltaire overtog auditoriet med et sindssygt aggressivt set, der forvandlede hele salen til et bragende technorave. Og ja, man kan faktisk godt nyde et technorave siddende, hvis du skulle være interesseret i den slags bonusinfo. Det var held i uheld, at jeg overhovedet havnede i det auditorium til den koncert, for jeg havde glædet mig til at opleve Lush på en lille intim ‘hemmelig’ scene. Det skulle der dog ikke blive noget af, da billetterne som røg efter først-til-mølle-princippet, forsvandt inden jeg kom til. Således nåede jeg ikke at opleve Lush, der nu atter har opløst sig selv. Oh well, jeg satser på at de dukker op igen om nogen år. Cabaret Voltaires overrumplende forestilling var dog et gedigent plaster på såret. Derefter gjaldt det så om at indtage føde på farten, mens turen gik i turbofart mod Radiohead på den store scene. Det blev dog ikke nogen succes, for min kammerat og jeg havnede i den mest snakkesagelige og uinteresserede klump tilhørere, lyden var alt for lav, og vi stod desuden uhørt langt fra scenen. Efter en halv time droppede vi det, slentrede forbi scenen, hvor vi hørte Dinosaur Jr. spille et halvt nummer, og håbede så på at Shellac leverede varen. Det gjorde de naturligvis! Steve Albini var sarkastisk og vred som han skal være og hans kumpaner var også på. Shellac er efterhånden en slags husorkester på Primavera, og de er selvfølgelig også på plakaten i 2017. Derefter kunne man – som i jeg – tilfreds smide sig på jorden og sippe på en gin/tonic eller to, mens Holly Herndon leverede sit technoset på scenen. Mit sidste act blev Beach House, og selv om jeg ikke er stor fan, fungerede deres svævende dreampop glimrende på sådan en lun fredag aften i Barcelona.

img_2137

Shellac – Steve Albini er ikke skuffet, Steve Albini er sur

Lørdag startede inde i byen på en af ekstra-scenerne, hvor de gamle 4AD-dreampopsters A.R. Kane spillede et kort set. Det var hæderligt uden dog at være sindsoprivende. Efter den omgang kastede vi os tilbage til festivalpladsen, hvor det gjaldt om at få tiltusket sig en god plads, så vi kunne sprinte ind og få billet til Bob Moulds soloset på tidligere omtalte hemmelige scene. Det gav anledning til morsomme scener, da en flok midaldrende mænd i varierende grader af form, spurtede mod billetlugen, og det var helt rørende at opleve selvsammes glæde da billetterne var sikret. Selv var jeg mere cool, og sjoskede gelinde ind i køen. No problem. Selve koncerten var fin, og Mould kom rundt i hele repertoiret fra Hüsker Dü til Sugar til soloting, men afvekslende var den ikke. En times tid med kun Mould og hans elektriske guitar var (mere end) rigeligt for mig. Sjovt var det dog at se ham stå der og spille i, hvad jeg antager, er et autoværksted til daglig.

img_2147

Bob Mould på autoværksted

Derefter splittede min kammerat og jeg op; han ville høre et eller andet heavyband (Angel Witch, red.) og Brian Wilson, mens jeg foretrak The Chills og Richard Hawley. Da vi senere mødtes, viste det sig at vi begge havde valgt rigtigt. Jeg har ikke lyttet utroligt meget til new zealandske The Chills, men de par numre jeg kender, har altid tiltalt mig. Bandet leverede da også en solid og hjertelig optræden, og fungerede således som en perfekt optakt til ham jeg virkelig glædede mig til at høre. Richard Hawley skuffede heldigvis ikke, da han og det supervelspillende band trumfede det meste med et overraskende muskuløst og hårdtpumpet set, der trak en del på lyden fra hans 2012-værk, det psykedeliske og rå ‘Standing at the Sky’s Edge’. Med Hawley i hus, havde jeg egentlig kun tilbage at tanke op, finde min følgesvend og slentre ned mod den store scene, hvor PJ Harvey og hendes mange raske svende skulle levere et imødeset show. Og det levede helt op til mine forventninger, hvor fokus ganske vist var de stærkt indignerede seneste par plader, men hvor der også var plads til en ærefrygtindgydende version af giganten ‘To Bring You My Love’. Med det fik jeg sendt min trætte kammerat hjem på hotellet, mens jeg lige snuppede en skarp og hidsig omgang med hardcorebandet Unsane med på vejen. Den sidste havneduft blev indåndet, jeg smuttede hjemad, og Primavera blev lukket.

img_2152

Richard Hawley

Næsten. Søndag var der lige en gratiskoncert med Mudhoney at indtage, og med en optræden på det jævne, fik de lukket min festival definitivt. Jeg er klar igen en anden gang.

Kategorier:Musik Tags: , , , ,