Arkiv
Koncertåret 2019 (del 3 af 3)
Sidste del af den relativt korte koncertføljeton 2019.
Oktober
Kalenderen havde kun lige krydset grænsen til oktober, da jeg i følgeskab med kæreste og god ven trådte ind i den nyligt (sådan, forholdsvis nyligt) genåbnede KB Hallen. Anledningen var en koncert med Pixies, som jeg ikke har oplevet live før. Jeg har aldrig været utrolig stor fan af Black og slæng, men det virkede som en fornuftig slå-to-fluer-med-et-smæk-plan at genopleve koncertarenaen OG se et af alternativmusikkens største ikoner. Det blev desværre aldrig nogen rigtig ophidsende aften for mit lille selskab, for trods små, sporadiske momenter af storhed, løftede bandets optræden sig aldrig rigtig højt. Måske mestendels fordi de buldrede igennem nogen-og-tredive sange med lynets hast. Efter halvanden time havde vi fået nok, og forlod koncerten før tid. Supportbandet Blood Red Shoes har jeg ingen erindring om i dag, udover en meget opmærksomhedssøgende sanger/trommeslager. Når alt kommer til alt er det mest mindeværdige fra den aften nok udfordringen i at finde rygerloungen, som var en lille udendørs bås med primitive hegn for. Så stod man der fuldstændig mast sammen som en flok kvæg. Og jeg ryger ikke engang.
Heldigvis skulle der gå mindre end en uge, før jeg mødte endnu et ikonisk indieband, og det var langt bedre. Føromtalte gode ven og jeg var således taget til Tempodrom i Berlin for at høre New Order, og det var strålende. En sand hitparade leveret med schwung og dragende effekter på bagtapetet – tilsat en passende dosis Joy Division-numre. Det var min første live-oplevelse med bandet, og jeg havde egentlig moderate forventninger, som klart blev overgået. Det var et par meget tilfredse herrer, der forlod etablissementet. Supportbandet var noget så eksotisk på disse kanter som et kinesisk et af slagsen, men musikalsk ramte Stolen ikke rigtig noget hos mig.
November
Tom koncertkalender, så hurtigt videre til
December
Hvis kulisser og effekter til New Order-koncerten var farvestrålende, så ved jeg ikke hvad jeg skal kalde den næste koncert. Lad os bare sige det overgik Berliner-løjerne med en vis margin. Björk havde nemlig skruet helt op for mulitmedieshowet, da hun rejste rundt med sin Cornucopia-tour, så Royal Arena var omdannet til det helt store spektakel, da hun besøgte stedet i begyndelsen af måneden. På godt og ondt, for af og til glemte jeg rent faktisk at jeg var til koncert, da musikken ligesom blev skubbet i baggrunden. Men hold op, hvor så det flot ud fra vores stole midt i salen. Hun havde et 40 mand m/k stort islandsk kor med til at varme publikum op, hvilket var hyggeligt men stjal lovligt meget af spilletiden til min smag. Flot og imponerende oplevelse, dog – og lidt en revanche fra den Björk-koncert på Primavera Sound i 2018, som jeg ikke fik forfærdeligt meget ud af.
Årets sidste koncert skulle overraskende – for mig – også blive en af de bedste. Det blev mit første møde med spillestedet Alice og ligeså med de schweiziske industrial-pionerer Young Gods. De efterhånden ældre, grånende herrer leverede en koncentreret indsats, og demonstrerede på forbilledlig vis hvilken tæft de har for både de lange, tranceskabende passager og den mere ligefremme sampler-støjrock. Begge dele fungerede strålende, ligesom både sange fra bandets aktuelle album og pluk fra det ganske omfattende bagkatalog gjorde. En herlig aften på et fint spillested med eventyrlyst og kvalitet for øje, og en fornem måde at afslutte koncertåret på.
Vi ses på koncertstederne i 2020!
Koncertåret 2019 (del 2 af 3)
Anden del af koncertkavalkaden kommer her, og den starter i juli – i Roskilde.
Juli
Igen i år blev det til en endags-ekskursion til Roskilde Festival, og da elsklingen kun kunne om lørdagen, blev det lidt tilfældigt den dag vi havnede der. Vi ankom i regnvejr og fortrak øjeblikkeligt til Avalon, hvor vi kunne få lidt læ. I det telt spillede Khruangbin, som jeg på forhånd havde sat et kryds ved. De leverede en chillet omgang instrumental indiesoulfunk (eller noget), og det var bestemt hyggeligt for en halv times tid eller så. For mig bliver det dog en anelse for gimmicky og påtaget(?) cool til for alvor at være fantastisk, men rart nok. I gang var vi.
Der skulle drikkes vin og vandres videre til et eller andet. Vi havnede uforvarende på Gloria, hvor sydafrikanske Nakhane stod klar, og den androgyne artpopper gjorde et virkelig godt indtryk. Desværre lugtede der lidt for meget af våd hund i barakken til at vi blev hængende rigtig længe, men hans optræden smagte klart af mere. Et mentalt notat er taget.
Derefter var sulten allerede ved at melde sig hos mig, og vi fandt spaghettiboden og teamede umiddelbart derefter op med elsklingens venner, og derfra slentrede vi mod Pavilion, hvor den stod på arrig hardcore med Whores. Indrømmet, jeg var vist den eneste i selskabet, der havde bare en smule hang til den slags, så de øvrige blev hængende ude foran teltet, mens jeg spadserede lidt nærmere spektaklet. Her mødte jeg en anden bekendt, og vi stod og lyttede lidt til horerne, inden vi brød op, fordi resten af selskabet ville høre noget andet. Det var ok med mig, for Whores var udmærket, men større var vigtigheden trods alt ikke for mig.
Så skulle der tisses af og tankes op igen inden afgang til Orange, hvor genopstandne Bikstok stod på scenen, til større glæde for resten af selskabet end undertegnede. Bikstok var et underholdende indslag, men musikalsk bliver det aldrig noget for mig. Men noget for noget – jeg skyldte vist en efter at elsklingen sad igennem en hel Dead Cross-koncert på Primavera ’18 for min skyld 🙂
Efter Bikstok var der ikke for alvor noget der trak i nogen af os, så vi gik stille og roligt rundt og rundt, indtil vi havde gået så meget rundt, at vi atter var ved Orange. Her var Janelle Monáe ret sej med sin robotfunk, selv om hun fejlagtigt troede vi befandt os i København. Det gjorde vi ikke, omend hun dog var tættere på sandheden end Cardi B, der på samme scene på førstedagen havde proklameret “Hello, Denver”. Eftersigende.
Efter robotfunken var der en længere pause inden næste must-see, hvilket jeg udnyttede til at fortrække til Avalon, hvor Converge satte gang i lidt af en moshfest. Converge er generelt for voldsomt til mig, men jeg kan da godt sætte pris på det i korte perioder – hvilket jeg gjorde mens resten af slænget drak en sjus. Formoder jeg. Vi genforenedes lige i rette tid til at indtage flere tarvelige sjusser på den tarveligste brune bodega vi kunne finde, og det fortsatte vi så med inden vi igen skulle på Orange.
Her sørgede The Cure for midnatsseancen og for at lukke den store scene for denne gang. Her var det mest mig der var på hjemmebane, og jeg nød i fulde drag blandt andet yndlingssangen ‘From the Edge of the Deep Green Sea’ og andre gloomy hits som ‘Fascination Street’ og ‘100 Hundred Years’. Efter 1½ time med gamle Robert og de andre, var elsklingen og jeg dog møre og sagde adjø til resten af selskabet og festivalen. En snack med på vejen, op til busserne og hjem i en lun seng. Slut på Roskilde ’19.
Vi var dog ikke helt færdige med julikoncerterne, for der ventede fortsat svigerfamilietraditionen over dem alle: Lars Lilholt Band på Restaurant Pottegården i Højby. Jeg gentager muligvis mig selv fra i fjor, men here goes: Lilholt er ikke lige mig, men han og bandet leverer bare på scenen. De er godt selskab – især når de nydes med en sjus af en art. Til den interesserede kan jeg sige, at det var bandets sidste optræden på Pottegården – næste år skal du tage til Vig for at høre dem. Eller et andet sted i landet, bevares.
August
Kalenderens sidste sommermåned bød på lidt af et big shot for mig: Genopstandne Stereolab – endda i selskab med fine Speaker Bite Me. De danske indiehelte leverede en intens og fremragende opvarmning, hvor der blev støjet godt og grundigt igennem, inden hovednavnet – med ultracool Laetitia Sadier som omdrejningspunkt – tog over med deres karakteristiske og sofistikerede indiekrautstøjpop. Noget stort og sprudlende spradebasseshow var det ikke, men de gjorde hvad de skulle. Jeg var meget glad for endelig at opleve dem.
September
Årets første efterårsmåned gav et gengensyn med altid strålende Wilco. På plade er de gode, men live lægger de lige et lag mere på. Det skete også denne tirsdag aften i Den Grå Hal. Det er ligegyldigt hvor mange gange man har set det lange rær Nels Cline fyre sin vanvittige solo af i ‘Impossible Germany’ eller Glenn Kotche levere sit forrygende trommespil på ‘Misunderstood’ – det virker hver gang. Altid en fornøjelse. Knap så stor en fornøjelse var det at se support Spiral Stairs (aka Scott Kannberg) – det var faktisk decideret røvsygt. Mest interessant var det at høre ham fortælle, at han i 1992 stod på nøjagtig samme scene med sit slæng af slackers, Pavement, da de turnerede med Sonic Youth.
Tredie og sidste del af årskavalkaden kommer snart.
Koncertåret 2019 (del 1 af 3)
Traditionen tro skal jeg have vendt koncertåret her på falderebet. Kvantitetsmæssigt har det været et behersket år, og absolut et af de mindst flittige af slagsen for mit vedkommende. Der har dog været nogle længe ventede bands og kunstnere på plakaten, så på den front har det alligevel været mindeværdigt. Jeg deler året op i tre kapitler, og det første omhandler månederne marts til og med juni.
Marts
Ja, marts, for mit koncertår var længe om at komme i gang, dels grundet sygdom, der forhindrede mig i at opleve min sjette koncert med Low, og dels fordi…ja, der bare ikke var noget der fangede. Så min første koncert i 2019 foregik i Lille Vega, hvor Wild Nothing optrådte. Jeg var til den koncert, fordi jeg havde givet min kæreste en billet i fødselsdagsgave. Desværre var billetten købt mange, mange måneder i forvejen, og da hun i mellemtiden havde tabt interessen for bandet – og jeg aldrig har været fan i særlig grad – blev det en lidt aparte optakt. Koncerten blev heller aldrig det store sus, og helt ærligt kunne vi lige så vel have nydt bandets indieretrodreampop hjemme i sofaen.
På månedens sidste aften besøgte jeg for første gang Jazzhus Montmartre, og det var for at høre den fine svenske sangerinde Sophie Zelmani, som jeg i mange år har haft et lille crush på. Jeg har i en del år tænkt, at jeg måske har misset en koncert med hende i København, hvilket ville ligne mig meget dårligt. Den frygt fik jeg afkræftet af hende selv: Aftenens optræden var, ser man bort fra en samme sted om eftermiddagen, hendes første i København siden 1996! Så blev jeg mere rolig. Hun havde et velspillende lille ensemble med på scenen i Montmartre (som jeg i parentes bemærket, havde forventet var væsentligt større), og hun levede fuldt ud op til mine forventninger. Det blev kun ekstra charmerende af, at hun ikke helt kunne huske teksterne til et par af publikums ønsker, men som guitarist Lars Halapi undskyldte, så havde de i omegnen af 150 sange at vælge imellem, heraf en del der ikke ligefrem var fast inventar på setlisterne nutildags.
April
I Was a King fra Norge er sådan et band jeg har lyttet sporadisk til, men som jeg burde lytte mere end ja, sporadisk til. For de har sådan set alt hvad der er godt ved powerpoppen; de stærke, bittersøde melodier og dejlige vokalharmonier. Denne aften i Lille Vega leverede de nøjagtig det, da de var det mest naturlige supportband jeg mindes at have oplevet. De skulle nemlig varme op for powerpoppens ukronede konger, Teenage Fanclub. Når skotterne er i byen er der mødepligt, omend det var med en vis ængstelse denne gang. Bandet var inden turneen blevet et kæmpe aktiv (måske endda det største) fattigere, da bassist og medsangskriver Gerard Love havde forladt truppen. Det var og er naturligvis sørgeligt, men gav samtidig mulighed for at høre andre sange end de sædvanlig, hvilket var et stort plaster på såret. Resten af bandet, ført an af primært Norman Blake, gik heldigvis til sagen med uformindsket motivation og styrke, og leverede endnu en vidunderlig koncert i rækken af vidunderlige koncerter fra den kant. De er stadig et af verdens bedste bands, med eller uden Love.
Maj
I begyndelsen af maj tog jeg min kæreste under armen og drog til London – dels for at feriere og shoppe den, dels for at høre det band, der i en del år har stået øverst på min to-see-liste: Dead Can Dance. Forventningerne var naturligt høje, da Lisa Gerrard, Brendan Perry og deres syv-otte mand store ensemble entrede scenen i Eventim Apollo, og de blev indfriet på en smuk aften, hvor den imponerende diskografi blev besøgt vidt og bredt. Selv ikke en højst besynderlig seance i starten, hvor Perrys stemme fuckede helt op, kunne spolere den store oplevelse. Især ikke da han og stemmen kom stærkt tilbage ret hurtigt.
Mere blev det ikke til i det første halvår. Andet kapitel af årets koncerter, der dækker perioden fra juli til og med september, kommer snarest.
Koncertåret 2018 (del 4)
2018 nærmer sig sin afslutning (i skrivende januarstund endda godt og vel), og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Fjerde og sidste del handler om månederne september til og med december.
September
Måneden bød på mit første møde med Luna. Det amerikanske indieband har altid været sådan et der bare var der, men for mig aldrig helt er braget igennem. Hvilket egentlig giver glimrende mening med tanke på den tilbagelænede og underspillede attitude Dean Wareham og slæng lægger for dagen. Samtidig er det dog et band, hvis fanskare stille og roligt udvider sig, hvilket resulterede i et udsolgt Loppen denne september-tirsdag. Det var en strålende koncert, hvor de cool sange, bandets benovelse over det store fremmøde og hyggelig intern band-banter spillede glimrende sammen.
Slutningen af måneden bød på to meget forskellige koncerter. Først en kirkekoncert med Mellemblond (denne aften i duo-setup) i Timotheuskirken i Valby, en del af deres fine koncept TimoTirsdage. Et gratis-arrangement, hvor nyere sangskrivere kan komme tæt på sit publikum og vice versa. Det er hyggeligt og intimt og kan varmt anbefales. Knap så intimt er en udsolgt Royal Arena, men det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det var således lidt af et hul at få lukket på min koncertliste, da det endelig – ved et rent tilfælde – lykkedes mig at få billet til U2 i omtalte arena. U2 er et af de bands, jeg har lyttet mest til i mit liv, et band jeg faldt for som bette knejt, og som er blevet hængende hos mig, selvom de groft sagt ikke har lavet en virkelig god plade i 25 år. Det var dog indtil denne septemberaften aldrig lykkedes mig at opleve dem live, og at det endelig er lykkedes nu, er jeg virkelig godt tilfreds med. Jeg vidste på forhånd, at der musikalsk nok ville være lidt langt mellem snapsene, men det var komplet underordnet, for det bombastiske sceneshow, Bonos skinhellige tirader og fællesskabsfølelsen til et sådant mega-arrangement var noget der bare skulle opleves. Og jeg blev reelt rørt over at få blæst sange som ‘Stay’, ‘The Unforgettable Fire’ og ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Horses’ ud i hovedet. Et band og sange der har fyldt hovedparten af mit musikalske liv. Tak for det og dem.
U2…så intimt som det nu kan blive
Oktober
Magnolia Electric Co. er ret beset ikke et band der eksisterer længere, da det desværre mistede sit hoved ved Jason Molinas tragiske død i 2013. De resterende medlemmer har dog haft behov for at vise respekt for vennen og hans virke, hvorfor de af og til optræder med de fantastiske sange, de sammen skrev i 2000’erne. Det var en virkelig rørende oplevelse, da de besøgte spillestedet Bremen med et katalog af smukke sange og en kyndig frontfigur i Timothy Showalter (Strand of Oaks) – foruden et par special guests, herunder Molina-biografen Erin Osmon, der lejlighedsvist læste op fra sin bog om Molina. Bedst var det dog når bandet bare spillede, og den tydelige glæde foldede sig ud: Bandets glæde ved stadig at kunne spille disse sange for et hengivent publikum, og Showalters enorme stolthed over – som fan – at få lov at optræde med disse gutter. Det var en smuk og bevægende aften.
Mindre smukt, men effektivt og in-your-face-ondt var det at opleve Godflesh, da duoen gæstede Pumpehuset med et tungt artilleri af samplere og brutale guitarriffs. At lytte til industrialpionerernes musik er som at blive ramt af en langsom og modbydelig kaskade af mavepustere – det gør både ondt og godt.
Helt så hverken ondt eller godt gjorde det at opleve Gang of Four i Hotel Cecil. Det genopstandne postpunk-orkesters gennemsnitsalder er vist sænket betragteligt gennem årene – modsat har man tilsyneladende skruet op for volumen. Min kammerat syntes der var lidt for meget af det sidste, og det blev måske også mere skærende end godt er i en koncert, der ikke helt fik ram på mig. Til gengæld var scenelyset meget rødt.
Gang of Four ser rødt. Publikum gjorde i hvert fald.
Rødt er også altcountry-furien Neko Cases hår, og selv når hendes aktuelle udspil måske ikke er sindsoprivende spændende, er hun værd at opleve på en scene. Der er en fantastisk kemi mellem bandmedlemmerne, der ikke er bange for at tage pis på hinanden til stor moro for publikum, og – ikke uvæsentligt – så spiller de røven ud af bukserne. Case herself er et kraftcenter uden lige og et uimodståeligt musikalsk fikspunkt. De var (også denne aften) fremragende på Bremen.
November
Sidst (og første gang) jeg oplevede John Grant på en scene, var da han i begyndelsen af indeværende årti turnerede med sit strålende debutalbum ‘Queen of Denmark’. Dengang var han alene på scenen med sit klaver, og det var en Grant og et setup jeg kunne forholde mig til. Siden har herren med den pragtfulde stemme taget sin musik i en lidt anden retning end den jeg sætter størst pris på, men han skal bestemt ikke klandres at han har lyst til at udforske en mere ekstravagant diskostil. Derfor har jeg heller ikke lyttet alverden til hans senere plader, eller været til hans koncerter, men da yndlingsmennesket gerne ville se ham i Vega, tog jeg selvfølgelig med. Og det blev såmænd også en fin aften med en meget sympatisk mand – med ovennævnte præmisser in mente. Om ikke andet er en aften med armene om yndlingsmennesket altid værd at tage med.
Et af mine alt for sjældne besøg i Musikcaféen i Huset i Magstræde førte mig i armene på det bastante engelske postpunk-orkester The Underground Youth. I et vanvittigt tåget og varmt rum leverede de nøjagtigt hvad man kan forvente af et bastant engelsk postpunk-orkester. Hverken mere eller mindre.
The Underground Youth i røg og damp
Grant-Lee Phillips leverede også nøjagtig hvad man kan forvente i et udsolgt Hotel Cecil, men det gør bestemt heller ikke noget, når han gang på gang trakterer os med sange fra det flotte bagkatalog, der strækker sig over mere end 25 år. Manden er simpelthen godt og ærkesympatisk selskab, når han træder op på scenen med et smil og en akustisk guitar, og bare synger fra hjertet. Ingen slinger eller overflødige gimmicks – bare the real deal. Denne gamle mand må i øvrigt komplimentere arrangør og artist for et arrangement der slutter 21.30, så han kan komme hjem og få sin skønhedssøvn 🙂
December
Rygtet var løbet forud om et band, der gav et forrygende live-show, så da min kammerat introducerede mig for svenske Viagra Boys, og jeg opdagede at de spillede i Vega, var der ingen vej udenom. Afsted var det – og ja, rygtet talte sandt. Den altoverskyggende frontfigur, Sebastian Murphy, startede med at konstatere, at bandet kom lidt for sent i gang, fordi de havde travlt med at feste backstage. Bare en konstatering, på ingen måde en beklagelse, og så var tonen ligesom slået an for den næste times tid. Kaotisk var det at følge Murphy, der halvdelen af tiden svajede tåget rundt på scenen og den anden halvdel lå rallende på selvsamme, mens bandet manisk forsøgte at følge med i det tempo de selv havde lagt. Underholdende var det – også at følge de første par rækker af publikum, der lod til at være bandets faste følge. De havde i hvert fald en fest og fik med ujævne mellemrum håndklædetæv af et af bandmedlemmerne. Jojo.
Mit koncertår sluttede med et blast from the past, da de nordirske britpowerpopsters Ash slog vejen forbi Lille Vega. At dømme efter fremmødet denne decembermandag, er Ash stort set gået i glemmebogen herhjemme, for der var sørme megen plads på gulvet. Så meget, at Tim Wheeler hurtigt bad os om at trække tættere på scenen, og der blev vi, for vi få fremmødte fik en dejlig aften, der på bedste vis blandede bandets gamle hits med nogle de bedre, nyere sange. Og ja, Ash kan faktisk stadig noget nutildags, selv om der nok er lidt længere mellem de oplagte hits. Under alle omstændigheder leverer de en energi på scenen, der er værd at opsøge dem for. Mit koncertår sluttede med et smil. Værd at bemærke var for øvrigt Wheelers gennemsigtige guitar og at han – nu i sine fyrrere – ikke længere ligner Sharleen Spiteri, men derimod Matt Dillon anno ‘There’s Something About Mary’ med sin kække moustache. Således beriget siger jeg tak for 2018 – vi ses ude på koncertstederne i 2019.
There’s something about…Ash
Koncertåret 2018 (del 3)
Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Tredie del handler om månederne juli og august.
Juli
Måneden blev domineret af Roskilde Festival. Yndlingsmennesket og jeg var der en enkelt dag – torsdag – med hovedformålet at høre My Bloody Valentine. Der var dog andre fine navne at opleve denne dag, og programmet hang godt sammen, så de fleste af ønskerne kunne nås. Vi ankom tids nok til at opleve de svenske skovhippiesøstre fra First Aid Kit indtage Orange Scene, og den del vi nåede at høre var nøjagtig som forventet; dygtigt, kompetent og en lille smule kedeligt. Beklager. Men så kunne vi jo snuppe et par drinks med på turen til Arena, hvor When Saints Go Machine holdt hof. Ikke et band jeg mindes nogensinde at have lyttet til, og det er heller ikke en koncert jeg har virkelig klare erindringer om på denne decemberaften. Videre i roligt tempo til en af de koncerter jeg glædede mig mest til, nemlig Chelsea Wolfe på Pavilion. Jeg har ved flere lejligheder oplevet mørkets fyrstinde, men den sad ikke helt i solar plexus sådan en juliaften klokken 18, hvor solen endelig var ved at bryde skydækket. Det hjalp måske heller ikke Wolfes ellers så fremragende ekskurser ud i folket doommetal, at hun lignede et medlem af Kiss, men det er bare petitesser.
Chelsea Wolfe – det femte medlem af Kiss
Videre til Interpol som gjorde det mere end hæderligt på Orange, men det sparsomt befolkede område foran scenen vidnede nok om, at det var lige stort nok et venue til dem. Det havde fungeret bedre i et mindre, pakket telt. Mod slutningen af den koncert, begav vi os atter mod Pavilion, hvor John Maus stod klar med sit band. Jeg havde ikke noget særligt kendskab til ham, men min kæreste havde på forhånd introduceret mig for denne smukke sang, så overraskelsen over hans lettere vanvittige optræden – han bankede gentagne gange sig selv i hovedet med mikrofonen, mens han råbte og brølede et eller andet, og generelt flintrede rundt på scenen – var ret stor. Jeg har siden læst mig frem til, at det er ganske normal liveprocedure for Maus, så der havde jeg bare ikke læst tilstrækkeligt på lektien. Det var underholdende og temmelig bizart, men efter en halv times tid var charmen så småt ved at fordufte, og vi fandt en græsplet udenfor teltet, hvor vi kunne nyde hinanden og en drink.
Jeg havde på forhånd sat kryds ved Preoccupations, men den koncert blev ofret for en tiltrængt kop kaffe (og jeg drikker egentlig ikke kaffe), lidt mad og en sofa i et nærliggende telt. En tidlig krise for denne ikke så garvede festivalgænger, og da vi rejste os fra sofaen og ikke havde noget særligt på programmet, vandrede vi op mod Orange hvor vi hørte 10 minutter af familiefesten og fællessangen hos Bruno Mars. Da han ikke siger nogen af os alverden, gik vi raskt retur til Pavilion, hvor Oh Sees (naturligvis, fristes en til at sige) leverede en hæsblæsende midnatsseance. Jeg oplevede et kvarter af deres koncert på Primavera Sound i 2016, hele koncerten i Pumpehuset i 2017, og vidste at her var der noget at komme efter. Dagens og aftenens ubestridte højdepunkt. Således opildnet gik vi atter retur til Orange, hvor Nephew gav første koncert i tilsyneladende lang tid, så det var lidt af et tilløbstykke. Mit forhold til bandet er ret neutralt, og min kærestes relation til dem er endnu mere vagt, men da hun var blevet ‘påduttet’ af en kollega at se den koncert, troppede vi naturligvis op. Nephew leverede varen og der var en snert af folkefest, der kunne mærkes selv hos de – som undertegnede – der ikke kan gennemskue de tågede tekster.
John Dwyer og resten af Oh Sees – vanen tro i gang med at brænde sig selv helt ud på scenen
Efter Nephew gik turen til Arena, hvor vores højdepunkt My Bloody Valentine gik på klokken 2. Vi var dog på dette tidspunkt godt flade og sultne, så meget mere end 25 minutter af den koncert blev det ikke til. Vi blev enige om, at vi havde mere behov for kalorier og en seng, så efter indtagelsen af førstnævnte vandrede vi mod busserne for at køre hjem til sidstnævnte. Farvel til Roskilde – vi ses igen en anden gang.
My Bloody Valentine – farver og striber
Post-Roskilde blev der også plads til et par koncerter. En koncert vi tidligt købte billetter til, men som ingen af os egentlig havde store forventninger til, var Seu Jorges optræden i Koncerthusets imponerende sal. Det skulle dog vise sig, at ikke kun salen var imponerende, men også den brasilianske multikunstner, som ene mand med akustisk guitar charmerede en flok kølige nordboer med sit personlige take på David Bowies diskografi. Som han også gør det i Wes Andersons filmskævert ‘A Life Aquatic’. Et af årets overraskende højdepunkter.
Seu Jorge med publikum i sin hule hånd
Sidste koncert i juli var også lidt af en skævert, for den foregik i sommer(hus)landet, hvor svigerfamilien har tradition for at se Lars Lilholt Band, når han rammer det nordvestsjællandske. Lilholt er ikke en kunstner jeg nærer dybe følelser for, men han og band gør, hvad de nu gør, aldeles glimrende på en scene. Mest mindeværdigt var for øvrigt, hvordan han håndterede et potentielt slagsmål, da han fra scenen skar igennem og fik vagterne til at stoppe slagsmålstosserne inden det udviklede sig. Ingen pardon – respekt for det.
August
Månedens koncertrepertoire åbnede med de australske gøglere King Gizzard & The Lizard Wizard, da de invaderede et varmt Vega med deres arsenal af psykedeliske rockhelterier. Det var, for mig, et overraskende stramt spillende orkester, og jeg havde måske i virkeligheden håbet på mere gøgl, selv om jeg ikke normalt er en gøglerfan. De havde taget landsmændene Amyl and The Sniffers med som support, og de var et underholdende, omend lidt ensporet indslag med deres ukomplicerede hardrockfestpunk. Mest bemærkelsesværdigt, udover den kridhvidhårede energibombe af en sangerinde Amy Taylor, var nok alle fire bandmedlemmers fascinerende mullets. Der var virkelig party in the back der.
Der blev også i august plads til en festival, nemlig det stærkt sympatiske endagsarrangement Badesøen Festival i Albertslund. Et på alle måder afvekslende program var blevet lagt for dagen, og yndlingsmenneskets og mit første musikalske rendezvous var således Lasse & Mathilde, der stod i et lille telt og felede og folkede løs. De blev afløst af Sjæl i flammer, der helt ærligt er noget af det mest håbløse jeg har oplevet på en scene. Det hjalp ikke synderligt at de fik bistand af Kasper Winding på nogle numre. Det gider jeg sateme godt gå glip af en anden gang. Så kom regnen ellers og lagde en alvorlig dæmper på resten af eftermiddagens lystigheder, hvilket frembragte et højst aparte syn, da dj og dubpioner Mad Professor forsøgte at spille op til fest for cirka 30 mennesker i regntøj. Vi andre var en flok chickens og gemte os så vidt muligt i de opslåede telte. Regnen fortsatte med at intervenere i en sådan grad, at Anna Von Hausswolffs sæt blev udskudt en halv times tid, men publikum var trods alt ved godt mod. Von Hausswolf og hendes tungtspillende doommetal-inspirerede band gjorde det også glimrende – kunne vi høre, sippende vin i et telt.
Mad Professor dj’er og dubber i unfair kamp med elementerne
Efter den svenske doom tog regnen endelig lidt af, og det var en glimrende anledning til at få varmen med lidt ørkenblues fra det algeriske ensemble Imarhan, der spillede så publikum måtte bevæge alt hvad der kunne bevæges. En pragtfuld optakt til aftenens afsluttende koncert med festivalens absolutte hovednavn, de evigt elskelige og pragtfulde indiehelte Yo La Tengo. Jeg er totalt helt og aldeles megafan af det vidunderlige orkester, og havde aftenen inden oplevet dem til en samtale på Københavns Hovedbibliotek, hvor de var nøjagtig så sympatiske som forventet. Det var de også på scenen, hvor de droppede alt hvad der hed sætliste, for bare at hygge om os våde tilhørere, der havde ventet hele aftenen på dem. Hyggeligt og rart var det, inden vi kunne forlade badesøen trætte og gennemblødte og vende hjem til sengen. Badesøen Festival, arrangeret af radiostationen The Lake og spillestedet Forbrændingen, er et rigtig fint koncept, som jeg håber får lov at fortsætte. Publikumsinteressen var desværre til at overse i år, og øsregnen gavnede næppe heller, men det er et sympatisk projekt, som jeg i hvert fald vil holde øje med igen.
Ira Kaplan brillerer som altid i front for Yo La Tengo
Måneden sluttede med et smut i Den Grå Hal, hvor The Black Angels tog imod med en gang sløret psykedelika. Det er en koncert jeg husker som fin uden at den satte dybe aftryk på mig, og som relativt nybegynder i bandets univers bed jeg mest mærke i at de glædeligt spillede så meget fra den seneste, strålende plade.
Fjerde og sidste del af gennemgangen af mit koncertår kommer snarest.
Koncertåret 2018 (del 2)
Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Anden del handler om månederne maj og juni.
Maj
Måneden åbnede med en mavepuster af rang, da den iltre kvintet Shame indtog, nej erobrede Pumpehusets lille sal. De fem London-rødder angreb på det nærmeste publikum, der i den grad bad om at blive sparket ned, men det foregik på en livgivende og positiv facon trods bandets harmdirrende og intense postpunk. Frontmand Charlie Steen er virkelig en publikumsmagnet. Oplev dem live, hvis du får chancen – og lyt til deres strålende debutplade.
Debutplade var der også fra trioen Fjernsyn, der spillede sange fra skiven til en pladereception på Nordsø Records. Et sympatisk bekendtskab med elektrobandet med Kraftwerk i ascendanten. Og så kan jeg i øvrigt fortælle, at Nordsø Records ligger utroligt langt væk fra alting med tanke på at det befinder sig i København. Det fjerneste Nordhavn, for at være mere præcis.
Vi er robotterne. Fjernsyn på Nordsø Records.
Maj/juni
Så var det festivaltid. Kæreste og to venner blev hevet med til Barcelona, hvor jeg for anden gang skulle boltre mig på Primavera Sound. Festlighederne blev skudt i gang ved at stå i en lang kø i varmen for at få billetter til Spiritualized, der på forhånd var et af mine mest imødesete punkter på programmet. Jason Pierce leverede da også varen, da han sammen med strygerorkester og gospelkor indtog det smukke auditorium, og gav en opvisning i alt det Spiritualized kan – fra det hjerteskærende blide til det støjende og storslåede. Derefter gik turen udendørs til Belle and Sebastian, hvis sæt forekom en anelse for kækt og lallet efter alvorsopvisningen til at gøre indtryk på mig, og der sluttede den første uofficielle aften, inden festivalen for alvor åbnede dagen efter.
Og den blev åbnet med bravour og iøjnefaldende jakkesæt: Først blev vi mødt af Lee Fields & The Expressions, der forkælede os med svedig soul – Fields himself iklædt et extravagant blåt dress, der fik os almindeligt dødelige til at sende misundelige blikke. Den modeopvisning blev fulgt op af Sparks, der gav os et forventet teatralsk show i deres matchende laksefarvede klædninger. Det var underholdende og publikum elskede det med god grund, men jeg bliver nok aldrig stor fan af brødrene Maels eskapader.
Hvem vinder festivalens skarpeste tøjduel: Lee Fields…
eller Sparks?
Efter trekvart koncert med de laksefarvede, drønede jeg mod auditoriet, hvor jeg skulle have hørt et andet af mine højdepunkter, Jóhann Jóhannsson. Det blev dog ikke til noget, da den islandske stjernekomponist som bekendt kom så tragisk af dage i foråret. I hans minde trådte nær ven og medkomponist Dustin O’Halloran ind sammen med Echo Collective, for at opføre Jóhannssons gudesmukke album ‘Orphée’, hvilket resulterede i et naturligt følelsesladet sæt. Derfra gik turen med hastige skridt mod festivalens to store scener, hvoraf den ene blev betrådt af Björk. Sceneshowet var imponerende og hovedpersonen selv brillerede med utallige tøjskift, men jeg blev aldrig suget ind i koncerten, som desværre forblev ganske uvedkommende for mig. Da Björk havde skiftet tøj for sidste gang, vendte hovedparten af publikum sig om og sjoskede de cirka 100 meter ned til den anden store scene, hvor Nick Cave and The Bad Seeds var klar til at gå på. I armene på mit yndlingsmenneske kunne jeg se et supertændt band levere en koncert med masser af bid – og mod slutningen grotesk mange mennesker på scenen, inviteret derop af den dragende australske dæmon. Et af højdepunkterne på festivalen – uden tvivl. Efter den opvisning var det vanskeligt at fatte interesse for Nils Frahm, der stod i midten af en kæmpe maskinpark. Meget mere kan jeg faktisk ikke huske, og på dette fremskredne tidspunkt var selskabet enigt om at tage en taxa hjem og sove. Det gjorde vi så efter en venten med og mod tusinder andre trætte festivalgængere. One day down – two to go!
Fredag startede musikalsk set med en, for mig, imødeset koncert med succesrigt genfødte The Breeders. Jeg missede deres koncert i København i efteråret, så på baggrund af en vellykket comebackplade, havde jeg visse forventninger til koncerten. Og den var såmænd også hyggelig, omend publikumsinteressen virkede overskuelig på den (måske lidt for) store scene. Men Deal-søstrene lod til at have en fest og det smittede af på os tilhørere. Især da vi fik lov at råbe med på ‘Gigantic!‘ Efter nostalgitrippet vendte vi os om og sjoskede de 100 meter i den modsatte retning af aftenen før, for at høre damernes ven Father John Misty. Jeg husker den som en ok koncert, men fik mest af alt endnu en anledning til at minde hvemdernuendmåtteværeinteresseret (det kan næppe være mange) om, at jeg engang oplevede ham live i Aarhus som support for Jesse Sykes. Ahja, tiderne er skiftet for Mr. Tillman.
Ms. and Mr. Indiecool med ryggen til The Breeders. Man må ofre sig for en god selfie.
Efter seancerne på de to store scener, var der lige nøjagtig tid nok til at nå ned at høre Mogwai spille et vanligt højt og stærkt sæt (og de sluttede med mesterstykket ‘Mogwai Fear Satan, hurra!), inden trefjerdedele af selskabet kæmpede sig ind i klumpen på den lille Hidden Stage for at høre Ride. Jeg kan godt lide Ride, men har aldrig været kæmpe fan, hvorfor mine forventninger var beherskede. Heldigvis overraskede de mig positivt, og der var stor samhørighed mellem band og publikum. Endnu et af festivalens højdepunkter.
Så var der spisepause, inden turen gik mod Cigarettes After Sex. De gik på 00.40 – vi gik et kvarter efter. Det var ikke spændende. Det hjalp næppe heller, at vi sad milevidt fra scenen, og vi i virkeligheden havde mere fokus på at nå Panda Bears sæt på en fjerntliggende scene. Desuden var trætheden sat ind, og pandaens syrede sæt blev cuttet midt over i bytte for en plads i metroen, der stopper fornærmende tidligt med at køre på hverdage – selv under festivalen. Two days down – one to go!
Lørdag. Tidlig start på festivalens varmeste dag, hvor solen bagte på mine blegfede skuldre, mens jeg overværede en udmærket koncert med Peter Perrett. Min kammerat er stor fan og var også meget begejstret for dette sæt, mens jeg var mere afmålt i min bedømmelse. Absolut godkendt præstation, dog. Egentlig havde jeg også mest travlt med at kigge på uret, fordi jeg ville opleve Lift to Experience, det genopstandne, texanske kultband hvis sturm-und-drang-postrock er lige dele Jeff Buckley og Godspeed You! Black Emperor. Deres voldsomme udladninger havde sin effekt, men kæmpede nok lidt forgæves mod den catalanske aftensol på en festlig lørdag.
Peter Perrett er cool i den catalanske hede.
Belly kæmpede også lidt forgæves, men det var mod kvaliteten. Endnu et navn genopstået fra de tidlige halvfemsere, men modsat Tanya Donellys tidligere bandkolleger i The Breeders, virker hende og bandets nye sange bare ikke ret gode. Desværre. Men de så ud som om de hyggede sig, og der var da en vis glæde i at høre gamle hits som ‘Feed the Tree’ og ‘Super-Connected’. Nostalgi for nostalgiens skyld har dog sine begrænsninger. Mere vellykket og ganske overrumplende har Slowdives comeback været, og jeg kunne da lige så godt snuppe dem for tredie gang på ni måneder, da der ikke for alvor var noget der trak på de andre scener. Og det var et godt valg, for de kom bedre ud over kanten end i København tidligere på året.
Efter Slowdive begyndte der at være opbrud i gruppen; en skulle med et tidligt fly morgenen efter og trak hjemad, en anden trak mod noget andet, så yndlingsmennesket og jeg gik til Grizzly Bear, som jeg, indrømmet, aldrig har hørt det helt store lys i, men yndlingsmennesket er fan. De gjorde det såmænd også fint nok, og var en glimrende mellemstation, inden vi vandrede mod en anden scene for at opleve Mike Patton i front for Dead Cross. Yndlingsmennesket ofrede sig, for det var mest for min skyld, men vi resterende medlemmer af gruppen blev samlet igen og fik en på opleveren, en drink og en siddeplads på asfalten, mens vi overværede Pattons underholdende freakshow. Derefter var der tid til en smule af Deerhunters sæt, som lød aldeles udmærket, inden festen sluttede for vores vedkommende med en spot på en græsplæne, og tonerne af Beach Houses svævende dreampop. Klokken var tre lørdag nat, vi var trætte og ville hjem. Festivalen var slut.
Næste kapitel kommer en af de nærmeste dage.
Koncertåret 2018 (del 1)
Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er omtrent nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Første del handler om månederne januar til og med april.
Februar
Eller februar til april, rettere, for det var først den 3. februar mit koncertår blev skudt i gang. Det blev det på fin vis, da Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil inviterede indenfor i Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal. Her havde jeg aldrig været før, hvilket altså også var en del af oplevelsen. Ideen bag koncerten var at spille hele Nørlunds aktuelle plade ‘Skamskudte fugle’ som er lavet i samarbejde med det gæstende orkester, og det fungerede på flot og glimrende vis.
Koncertsalen. Senere kom der flere tilhørere – foruden aktørerne Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil.
Få dage efter fik tonen en anden og hårdere lyd, da Luis Vasquez aka The Soft Moon bød på aggressiv industrial-postpunk i Pumpehuset. Vasquez havde en legekammerat med på scenen, og sammen leverede de et mørkt og knugende sæt, der i sine mest kompromisløse momenter næsten overfaldt publikum. En kort og hård omgang, ligesom det aktuelle albumudspil.
Februar blev afsluttet med Slowdive. De indtog for anden gang på få måneder en københavnsk scene, da et forventningsfuldt og udsolgt Store Vega tog imod bandet, der har opnået større status og publikum siden albumcomebacket i 2017. De spillede vist stort set samme sæt som i Koncerthusets Studie 2 i efteråret, men det virkede lidt fladere denne gang. Lidt af magien manglede – måske mest hos mig, hvilket nok ikke er så underligt, når man oplever den samme koncert to gange på fem måneder. Med sig som support havde Slowdive det franske band band Dead Sea, der leverede en kompetent omend noget anonym dreampop.
Marts
En enkelt koncert blev det til i marts, og den blev leveret af de mexicanske garagerockere Le Butcherettes på Loppen. Jeg håber ikke jeg fornærmer nogen ved at sige, at de ‘menige’ bandmedlemmer er temmelig anonyme, men måske er det bare fordi den fyrige frontfigur Teri Gender Bender overskygger alt og alle. Hun er virkelig svær at få øjnene fra, som hun drøner rundt i sin ildrøde kjole og hvæser og snerrer og forsøger at hidkalde alskens dæmoner og andet godtfolk. Jeg kan ærligt talt ikke huske meget andet fra koncerten end hende.
April
Måneden bød på et af årets højdepunkter, da mine elskede powerpopindieknøse i Nada Surf endelig ramte København igen – Pumpehuset for at være mere nøjagtig. Jeg faldt ret sent for bandet, sådan for alvor, og deres – helt ærligt – noget uopsigtsvækkende musik burde slet ikke have sådan en effekt på mig. Men det har de og den altså. For mig er de nok det bedste band i dette årtusinde, hvis man ser over hele virket i den periode. Nåmen, de spillede hele den pragtfuldt bittersøde ‘Let Go’-plade fra ende til anden, og dukkede så op og spillede et sæt mere, hvor de kom godt rundt i diskografien. Det var en pragtfuld aften af mange grunde, og jeg blev vist også lidt beruset af lige så mange grunde.
Nada Surf i Pumpehuset. Morten i powerpophimlen.
Et orkester jeg ikke lytter meget til længere, er Mercury Rev. På plade har det sjældent klikket fuldstændig mellem mig og dem, men live har de været en stor oplevelse hver gang jeg har set dem. Det blev også en god aften på månedens sidste dag, hvor bandet fejrede tyve-året for hovedværket (ikke min personlige favorit, men skidt med det) ‘Deserter’s Songs’, og det blev en hyggelig og intim seance i Hotel Cecils elegante rum, hvor det karismatiske fikspunkt Jonathan Donahue fortalte anekdoter om tilblivelsen af albummet og optakten til det.
Anden del følger en af de kommende dage. Her bliver der væsentlig større koncertaktivitet, kan jeg godt afsløre.
Koncertåret 2016 del 4 (fjerde kvartal)
Oktober
PJ Harvey i Falconer Salen. Ja, jeg blev sgu så betaget af frøkenen på Primavera, at jeg ikke for alvor tøvede, da hun meldte sin ankomst i København i oktober. Og det var der skam heller ingen grund til, for hun – og band – leverede igen. Det var på mange måder en gentagelse af sommerens eskapader, men i dette helt regulære koncertsæt var der selvsagt lidt mere tid at gøre godt med, og dermed mulighed for at føje flere sange til repertoiret. Hun er virkelig magnetisk, Polly Jean, og jeg bliver fuldstændigt opslugt, når jeg ser hende. Hun er ikke nogen spradebasseinde på scenen, men den der kølige karisma fanger mig helt og aldeles. Skulle hun beslutte sig for at vende tilbage til København inden for kort tid, vil jeg nok heller ikke da tøve med at købe billet.
The Cure i Forum. Her var jeg faktisk lidt tøvende. Jeg så og hørte The Cure sidst de spillede i Forum, hvilket er en bagatel af otte år siden, og efter den marathonkoncert – tre timer! – erklærede jeg, at det vist egentlig var nok for mig. Så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg lod mig lokke med til endnu en marathonkoncert – tre timer! – og det er jeg tilfreds med, for det var en bedre koncert denne gang. Setlisten adskilte sig ikke voldsomt fra seneste besøg, og det er også begrænset hvad The Cure har fundet på siden da, men denne gang synes jeg egentlig at tiden, om ikke fløj afsted, så gik fint derudaf. Sidst fik jeg nok efter to timer – denne gang holdt jeg hele vejen uden at miste momentum. Selvom publikumskontakten var sporadisk, virkede det på mig som om, at bandet stadig synes det er fedt at turnere med det materiale, der efterhånden spænder over næsten fyrre år. Det er ikke så lidt af en præstation. Men NU tror jeg også jeg har fået nok af koncert-Cure. Altså, indtil næste gang jeg lader mig lokke.
Fu Manchu i Beta. Fu Manchu og jeg har et skævt koncertforhold: De har været i København et utal af gange, og hver gang har jeg tænkt “nu skal jeg høre dem”. Hvilket jeg så ikke har fået gjort. Da de sidste år blev annonceret lige i min hood hos Amager Bios uvorne lillebror, Beta, skyndte jeg mig derfor at købe billet – blot for at se bandet aflyse turneen af private årsager. En ordentlig bet, men heldigvis fik vi chancen igen, da de for nyligt endelig kom tilbage. De turnerede med deres ‘King of the Road’-album, en plade jeg hverken ejer eller har det store forhold til, men jeg kan godt lide Fu Manchus, indrømmet, lidt ensporede stonerrock. Det var da også en fin koncert, afviklet i det ene tempo de kender – og jeg fik vist mig fra min sprælske side, hvilket vil sige at jeg både nikkede i takt til musikken OG vippede med fødderne. Vilde sager!
Bat for Lashes i Vega. Set i bakspejlet var det lidt sært at jeg havnede til denne koncert. Jeg kan godt lide Bat for Lashes aka Natasha Khan, men har ikke noget virkelig dybdegående kendskab til hendes diskografi – til trods for at eksemplarer af de fleste af hendes plader står på min hylde. Billetprisen var til den pebrede side, men inspireret af et par tilfredse lyt til hendes aktuelle album, “The Bride” hoppede jeg afsted. Det fortrød jeg ikke. Koncerten blev lanceret som et specielt show i anledning af Vegas 20-års jubilæum, og da Khan og hendes band ikke var på decideret turne, hoppede de lidt rundt i kataloget, som det passede dem. Naturligt nok med størst fokus på The Bride”, hvilket var ok med mig, da det var den jeg havde tættest inde på livet. Khan viste sig lynhurtigt at være et yderst indtagende og elskeligt bekendtskab, som hun stod der i sit brudeslør med ditto buket i hånden, og selv ikke en forkølelse kunne slå hendes vidunderlige stemme ud af kurs. Et diskret, men virkelig velspillede band bakkede hende kompetent op, men det var og er Khan der var stjernen. Mobiltelefoni, brug af kamera og deslige var for øvrigt bandlyst, hvilket – så vidt jeg kunne se – blev overholdt af publikum, hvilket gav en næsten overrumplende ny koncertoplevelse, hvor showet blev oplevet med øjne og ører – intet andet. Muligvis en tanke, der er værd følge op på for bands såvel som koncertsteder.
November
Wilco/William Tyler i DR Koncerthuset. Jeg tror der var en rekord forbundet med denne koncert: Det er vist første gang jeg har købt billet til noget, der ligger mere end et år ude i fremtiden, men sådan var betingelserne åbenbart dengang i oktober 2015, da jeg pungede ud for Wilcos københavnerkoncert i november 2016. Nåmen, som det har for vane, var det naturligvis en skidegod koncert, med et band der simpelthen bare kan deres kram. Ikke på sådan en vi-tager-den-på-rutinen-måde (det er muligt de gør det, men det er jeg i så fald lykkeligt uvidende om), men på sådan en vi-ved-at-vi-spiller-fedt-og-det-har-vi-fandme-tænkt-os-at-gøre-facon. Jeff Tweedy var en superoplagt frontmand, men af og til blev han overstrålet af monstret Glenn Kotche på trommer, og naturligvis det lange rær af en guitarist, Nels Cline. Det sikreste øjeblik ved en Wilco-koncert, er momentet når de sidste toner af ‘Impossible Germany’ fader ud, og publikum i ren benovelse går amok over den krampe af en solo Nels Cline netop har fyret af. Således også denne aften i Koncerthuset. Jeg holder ganske meget af Wilco på plade – jeg elsker dem live.
Med sig på turneen havde de for øvrigt guitarvirtuosen William Tyler, der fik en hulens masse ud af sit instrument, som han sad der roligt på en stol, benene overskrævs. Sine egne ben, ikke stolebenene. Selv om han sad mutters alene på scenen, fik han alligevel fyldt den fornemt ud, ligesom han virkede som et sympatisk bekendtskab. Nu jeg sidder her og skriver dette, minder jeg lige mig selv om, at jeg skal have lyttet til hans musik. Tak for reminderen, Morten, Selv tak.
Dinosaur Jr. på Kulturbolaget. Efter sommerens Primavera-svipser, hvor jeg måtte droppe Dinosaur Jr.-koncerten grundet et utilgiveligt program-clash, glædede det mig meget at de kom til Amager Bio i november. I hvert fald indtil jeg opdagede, at jeg var arbejdsramt den aften, hvorfor jeg måtte drage over sundet, gennem paskontrol og hvad ved jeg, for at fange indierockheltene på Kulturbolaget i Malmö. Dér lykkedes det mig også endelig at fange dem, hvilket jeg var svært tilfreds med. Koncerten levede op til forventningerne; fuldt drøn på J Mascis’ guitar – han selv rokkede sig vel nærmest ikke ud af stedet – mens Lou Barlow havde sin egen fest med sin bas i den modsatte side. Bag det store trommesæt kunne man så ane Murphs skaldepande. Der var ingen kontakt bandmedlemmerne imellem – lige knapt mellem band og publikum – men sådan er en Dinosaur Jr.-koncert. De går bare på og spiller – og det gjorde de godt. Med fokus på den seneste, yderst vellykkede “Give a Glimpse of What Yer Not”, men også med masser af spring til resten af den efterhånden temmelig dybe diskografi.
Dinosaur Jr. går aldrig ned på udstyret
Minor Victories i Pumpehuset. Indiesupergruppen Minor Victories debuterede i 2016 med en ret vellykket plade, der lød stort set som man kunne forvente et band med den sammensætning skulle lyde. Med andre ord, den lød som et mix af Editors, Mogwai og Slowdive. Derfor gik jeg til koncerten med visse forventninger, uden dog at være helt ekstatisk. Jeg forlod den med glæde i ører og krop, for det fem mand m/k store band spillede en pragtfuld koncert på den lille, intime scene i Pumpehuset. Lidt sært, tænker jeg, at et band med sådanne folk kun kan trække nok til sådan et bette sted, men det gjorde absolut ingenting, for alt spillede. Rachel Goswell sang naturligvis som en engel, Stuart Braithwaite foldede hele sit arsenal af guitarhærg ud, og resten af bandet fulgte godt trop. Eneste anke: Koncerten var alt for kort, men eftersom bandet kun har 10 sange på repertoiret, kunne det ikke blive til mere end de ni de spillede (den tiende er en duet mellem Goswell og Mark Kozelek, men sidstnævnte gnavpot var ikke med i setuppet, hvorfor vi slap for den. Vores held, thi det er den svageste på pladen). Herfra et fromt ønske om flere plader fra projektet.
Alcest/Mono i Vega. Der var dobbelt op på støjrockgodiserne, da turnepakken bestående af de franske blackgazers Alcest og de japanske postrockere Mono ramte København. Jeg er meget glad for Alcest, hvis efterhånden stærke diskografi fortsætter med at ramme mig. Deres sfæriske, smukke og støjende lyd (tænk Sigur Rós med black metal-skrig og dobbelttromme og dreampop-produktion, cirka) folder sig flot ud på den seneste plade “Kodama” og også live denne aften i Vega.
Også de introverte japanere fra Mono leverede et sæt af høj klasse – også volumenmæssigt. Jeg har ikke dyrket bandet meget, men deres klassiske postrockformel stillestillestilleØREFLÆNSENDELARMFORSATANstillestillestille fungerede enormt effektivt. Tror jeg nok, for her en måned efter – eller bare ti minutter efter – koncerten, husker jeg intet andet end at jeg var i trance i 75 minutter. Klart en oplevelse der sad i kroppen, mens den stod på.
Killing Joke/Death Valley High i Pumpehuset. Det er svært at tage øjnene fra Jaz Coleman. Muligvis fordi man ikke tør, muligvis fordi han står der i centrum af scenen og ser fuldstændig vanvittig og manisk ud. Det er den væsentligste erfaring jeg tager med mig efter koncerten. Nåmen, det var fedt at høre Killing Joke. Jeg tog afsted med en flok, der vist alle var større fans end jeg, men jeg satte absolut pris på bandets varemærke: Den der edderspændte harme og aggression tilsat en lige så edderspændt industrialrock. Det er vel groft sagt Killing Jokes trick. Nåja, og så Colemans sære små one-liners, der blev fyret af fra tid til anden.
Supportbandet Death Valley High var pivringe. Selv om de lignede goth-Mötley Crüe, lød de mere som en bleg kopi af Marilyn Manson. De imponerede ved, trods et pauvert udlæg, at blive dårligere og dårligere som aftenen skred frem. Hvilket selvfølgelig også er en præstation af en slags. Jeg formoder at de ikke fik solgt mange cd’er i merchandiseboden.
Deadpan Interference i Huset/Musikcaféen. Blot en uges tid før koncerten, blev det offentliggjort , at Deadpan Interference havde opløst sig selv. Deres igangværende turne ville dog blive afsluttet, hvorfor aftenens optræden var bandets sidste i København. En skam, for de har på et par ep’er vist sig som et godt bud på shoegazey noiserock, men længere rakte det desværre ikke. Bandet spillede dog som om det var deres sidste job, hvilket det jo næsten også var, og særligt frontkvinde Astrid Samuelsen var iøjnefaldende på guitar og vokal. En værdig københavnsk afsked med bandet – jeg siger tak for det de trods alt nåede at give os.
Og her, i slutningen af november, endte mit koncertår. Sygdom forhindrede mig desværre i at overvære en enkelt planlagt koncert i december (Jóhann Jóhannsson på Bremen), og jeg har ikke mere på min to-do-liste for i år. Så med det vil jeg sige tak for koncertåret 2016, og se frem mod ditto 2017, der allerede nu – kan jeg afsløre – byder på blandt andre Teenage Fanclub, The Divine Comedy og Lloyd Cole. Jeg glæder mig!
Koncertåret 2016 del 3 (tredie kvartal)
Juli
Pengene var fosset ud af koncertkassen i forbindelse med Primavera-festivalen i juni, så sommeren/sensommeren blev meget afdæmpet på levende musik-fronten. Specielt da hverken Jazzfestivalen eller nogle af Tivolis koncerter trak i mig. Det er ikke usædvanligt – 2015 var det samme – men efter at have bladret i koncertannalerne, kan jeg se at der trods alt ikke er tale om et decideret mønster. For nu at sige det som det er…ingen koncerter i juli, hvorfor jeg lige så godt kan springe til
August
der ikke var synderligt meget mere actionmættet. En enkelt koncert blev det dog til.
Alessandro Cortini i Vor Frelser Kirke. August er traditionelt Strøms domæne i København, og i år fik jeg afprøvet et af den elektroniske festivals tilbud. Den italienske technomusiker Cortini, der lejlighedsvis er en af Trent Reznors håndlangere i Nine Inch Nails, inviterede til stemningsfuld seance i kirken på Christianshavn. Jeg husker ikke meget af musikken – i den genre er der tendens til at det hele flyder lidt sammen – men jeg erindrer dog kirkens imponerende akustik, der blæste lydene godt ud i rummet. Derudover mindes jeg publikum, der indtog musikken siddende på bænke, eller drømmende – måske endda slumrende – på gulvet. En fin oplevelse, og en god anledning til for en sjælden gangs skyld at bruge kirken til noget.
Alessandro Cortini…tilsyneladende inden han gik på
September
Exploded View på Loppen. Et multinationalt sammenrend af musikere med den mildest talt krukkede tysk-engelske sangerinde Anika i front for et band bestående af to mexicanere og en svensker. Dubby postpunk der, som en anmeldelse noterede, kunne give minder om et Nico-frontet Public Image Limited. Det var ok, men nogen kæmpe liveoplevelse var det ikke. Mest mindeværdig var Anikas udstråling, der var virkelig kølig og distanceret – jeg fik til til tider sådan en robot-vibe fra hende. Desuden var stage banter ikke en del af produktet, thi hun konstant hviskede ind i mikrofonen uden at man kunne dechifrere noget som helst af hvad hun sagde. Åh jo, der var vist en sang der handlede om journalist-branchen. Ja, det var det.
Næste indlæg handler om det sidste kvartal i 2016. Det bliver noget længere, kan jeg godt afsløre.
Don't Always Look for Comfort in a Song 
