Arkiv

Posts Tagged ‘lister’

25 sange fra 1969

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Denne liste er vild. Og lad mig fortsætte med indrømmelserne: Hvis ikke det havde været for en hulens masse coverversioner, så var der mange af disse sange jeg muligvis aldrig havde lært at kende. Så lad mig – i alfabetisk rækkefølge – takke: Belly, Hanne Boel, Johnny Cash, Mark Eitzel, Kula Shaker, Tom Petty og Paul Young for på en eller anden måde at have bragt mig frem til en flok fantastiske sange fra listen. Spotify-link i bunden.

  1. The Flying Burrito Brothers – Hot Burrito #1…en af de bedste sange jeg nogensinde har hørt. En smertefuld countryballade med en uovertruffen vokalpræstation af Gram Parsons. Det er et næsten ubærligt lyt, når man har ondt i hjertet.
  2. The Stooges – I Wanna Be Your Dog…anderledes kontant afregning er der på den her, hvor Iggy Pop som altid vrænger på flabet og direkte vis, mens der er ild i resten af bandet omkring ham. En af de bedste og mest bad-ass rocksange jeg har hørt.
  3. The Velvet Underground – Pale Blue Eyes…det er virkelig grumt at skulle vælge mellem perler på stribe fra VUs selvbetitlede plade (min yndling i diskografien), men pilen peger oftest på denne bluesy ballade. Den er ultra-cool og melankolsk på samme tid. En perfekt kombi.
  4. Led Zeppelin – Whole Lotta Love…apropos bad-ass rocksange – her er endnu en af dem. Jimmy Pages riff og Robert Plants vilde vokal stjæler naturligt nok ofte lydbilledet, men alt kører for hele bandet på den her.
  5. Roberta Flack – The First Time Ever I Saw Your Face…fantastisk vokal fra fru Flack, der her ligger så smukt ovenpå den minimale, instrumentale backing ført an af jazz-bas og diskrete klavertoner.
  6. Scott Walker – If You Go Away…en af mine Walker-favoritter. Den er øm og storladen, og den får ikke for lidt på alle følelsesladede tangenter. En amerikanisering af Jacques Brels nummer ‘Ne me quitte pas’, men det var denne version jeg først hørte og elskede.
  7. The Beatles – Something…et af the fab fours smukkeste numre, og så rækker det alligevel ‘kun’ til en syvendeplads på denne liste. Der er hård konkurrence. Et af George Harrisons svendestykker, følsomt og nedtonet. Og så den klagende guitar – jeg elsker det og den.
  8. Cher – I Walk on Guilded Splinters…en uhørt funky udgave af Cher, der bliver sluppet løs her, hvor hun og et storswingende band leverer countrysoul af høj, høj kaliber. Det er for øvrigt en Dr. John-original.
  9. Can – Mary, Mary So Contrary…jeg er ikke nogen stor Can-entusiast (eller -kender), men denne lange og spacey sag syrer formidabelt ud. “MaryMaryMaryMaryMaryMary!”
  10. Crosby, Stills & Nash – Helplessly Hoping…syret er denne akustisk ballade så absolut ikke, men den rammer mig lige i hjertekulen med sine, for trioen, så karakteristiske vokalharmonier. Den her har mange hippe fuldskægsbondeknoldemedakustiskeguitarer på samvittigheden.
  11. The Band – Up on Cripple Creek…sjældent har en flok blegnæbbede nordamerikanere været så voksenfunky, men det storswinger ganske enkelt på sin egen øøh ja, voksne måde. Jeg håber lidt jeg har opfundet et nyt begreb med termen voksenfunky.
  12. David Bowie – Space Oddity…ja, du kender jo godt den der fortælling om Major Tom, og det er eddersparkeme en god sang. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. Beklager. Nåjo, det skulle da lige være at det er et besynderligt hit, uagtet dets enorme kvaliteter.
  13. Dionne Warwick – This Girl’s in Love With You…en elegant popballade, fantastisk sunget af Warwick ovenpå et formidabelt arrangement. Og ja, så kan jeg godt leve med redekamsoloen, eller hvad fa’en det er der dukker op et par minutter inde. Som en bonus kan jeg fortælle, at jeg også er svært begejstret for halvfemserligegyldigheden Fastballs udgave, betitlet ‘This Guy’s in Love With You’, men det er en anden snak.
  14. Dusty Springfield – No Easy Way Down…endnu en overlegen vokalpræstation fra en gal souldiva, hvilket dog ikke skal skille os ad. Hold kæft, hvor sang hun godt, sådan i al almindelighed, men her i særdeleshed.
  15. Elvis Presley – Suspicious Minds…jeg har vist aldrig for alvor overvejet om jeg har en yndlingssang med Elvis, men jeg tror nu alligevel det er den her. Formidabelt og soulfuldt sunget hjem af kongen.
  16. Neil Young & Crazy Horse – The Losing End (When You’re On)…ok, det her er nok lidt kontroversielt, for fra en fantastisk plade der har Young-klassikere som ‘Cinnamon Girl’, ‘Down by the River’ og ‘Cowgirl in the Sand’, vælger jeg denne gumpetunge countryrockballade? Jep. Jeg elsker den, og den har tårnhøj synge-med-faktor.
  17. Nick Drake – River Man…Drake for absolut ingen udblæsning, men det var der vel heller ingen der havde forventet? Tyst, melankolsk og så smukt, så smukt, at det næsten ikke er til at holde ud. Åh, strygerne!
  18. The Jackson 5 – I Want You Back…lille Wacko Jacko bakket op af et funky og swingende band, og når han og de var i det lune, kunne de altså spille røven ud af bukserne på en del. Selv verdens mindst funky nordbo.
  19. Joni Mitchell – Both Sides Now…klassisk, akustisk Mitchell, og det er der naturligvis ikke megen schwung over, men nu har schwung sjældent været en væsentlig faktor på mine lister, så den simple folksang rammer nøjagtig hvor den skal.
  20. The Kinks – Victoria…en lille charmerende hurtigløberbagatel, men hvem fanden bryder sig om bagatelstatus, når den er så smittende som den her? Jeg gør i hvert fald ikke. Den findes også i en anbefalelsesværdig version med Virginia-knoldesparkerne Cracker.
  21. Simon & Garfunkel – The Boxerlalalailalalalalalalaietc. En af de første cd’er vi fik ind i mit barndomshjem, var en opsamling med S&G, og en af de mest mindeværdige sange for en bette knejt, var den med det omkvæd. Jeg har holdt urimeligt meget af den siden.
  22. The Rolling Stones – You Can’t Always Get What You Want…det starter så diskret og udvikler sig så enormt, og det gør intet, så længe sangen er så fremragende som den er.
  23. Bobbie Gentry – Son of a Preacher Man…jeg er vild med den kantede og rå klang Gentrys vokal har, og det er måske netop den der gør, at hun trods alt ikke lyder som en fuldstændig kopi af Dusty Springfield. Den giver hende en charmerende flabethed.
  24. Joe South – Hush…jeg tror ikke jeg kender andre sange med Joe South, så dermed er hans hit-ratio hos mig altså 100%. Det er der ikke mange der kan prale af. Men en fuldfed, hårdtrockende souludgave af sangen her.
  25. Thunderclap Newman – Something in the Air…apropos 100% hit-ratio, så gælder det vist også for Thunderclap Newman. En pragtfuld sang – men helt ærligt, så kan jeg endnu bedre lide den med Tom Petty.
Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2014

Ingen lang intro – bare lige på! Spotify-lyt i bunden.

  1. King Tuff – Black Moon Spell…et kick-ass garagerocknummer, og så straightforward rockogrul som en favoritsang kan blive for mit vedkommende. Bare tryk på fra start til slut, komplet med lidt gospel-inspiration hen mod slutningen. Totalt lucky punch, da jeg tilfældigt greb den her med hjem fra en af mine secondhandshoppingsprees for et par år siden.
  2. Dean Wareham – The Dancer Disappears…klart den bedste TV-2-sang jeg kender. Jeg ved ikke hvorfor, men for mig lyder den her fuldstændigt som en usædvanligt inspireret udgave af Steffen Brandt og Co. Måske en fortsættelse af ‘Det eneste hun ville var at danse’. Hvem ved? Men nej, Dean Wareham har selvfølgelig intet med TV-2 at gøre. Det er en vidunderlig sang, uanset hvad.
  3. Angel Olsen – Windows…jeg er ikke faldet helt pladask for Angel Olsen, men jeg vil gerne medgive at hun kan noget. Og det noget udfoldes på smukkeste vis her – det er både skrøbeligt og inderligt. Ja, næsten til at tude over, hvis man er således indrettet.
  4. Thurston Moore – Speak to the Wild…jeg er muligvis farvet af at de to første (lange!) numre på pladen er ganske fantastiske, men jeg synes Moores 2014-album ‘The Best Day’ er noget af det stærkeste han har præsteret i en voldsomt respektindgydende karriere. ‘Speak to the Wild’ åbner pladen og rammer med sin repetitive tone og strålende opbygning direkte i hjertekulen på mig. Det var kærlighed ved første lyt. Også ved tyvende eller tredivte.
  5. Andrea Schroeder – Ghosts of Berlin…den ærketyske chanteuse (hmm…det hedder det vist ikke på de breddegrader) stødte jeg første gang på, da hun varmede op for The Walkabouts i København i 2012. Jeg husker hende og kompagnoners optræden som fin, men det var først da jeg et par år efter stødte på denne sang og tilhørende plade, at jeg virkelig blev ramt. Den har også de klassiske træk for en Morten-schlager; en blanding af vemod og nostalgi og en smukt klagende violin. I tillæg trækker en dejlig, karakteristisk kvinde-stemme i front sjældent ned.
  6. The New Spring – Song for Ana Mendieta…en lille, pragtfuld hjerteknuser fra Bastian Kallesøe og hans akustiske guitar. Den i titlen omtalte Ana Mendieta var en cubansk multikunsterinde, der beskæftigede sig med feministiske tanker og ideer, inden hun kom så tragisk og kontroversielt af dage. Bonusinfo: linien “me my thoughts are flower strewn” antager jeg er en reference til en af mine favoritsange med R.E.M., den ganske vidunderlige ‘Find the River’.
  7. Simone Felice – Running Through My Head…jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har beskæftiget mig meget med Felices vidtspændende karriere, ja, faktisk kender jeg vist kun hans to soloskiver, men de er heldigvis også værd at dvæle nogen tid ved. Mit favoritnummer fra hans solodiskografi er denne mægtige gospel-ballade, som er så øm og følsom, at selv min 70-årige mor elsker den.
  8. Alcest – Délivrance…nu vi er ved det ømme og følsomme, så kan det franske blackmetal-outfit Alcest faktisk også karakteriseres som sådan. I hvert fald på 2014-albummet ‘Shelter’, der afrundes så effektivt af denne episke ballade. Nej, der er ikke meget blackmetal over det nummer og den plade – de fik vist sorteret kraftigt ud i fankredsen ved udgivelsen – men jeg var og er på, for det lyder ærligt talt mest som Sigur Rós eller sågar de fine, hedengangne danske shoegazers Windermere. Så fuck jer, troløse sortmetallere!
  9. Mary Gauthier – How You Learn to Live Alone…jeg glemmer af og til, at jeg egentlig holder ret meget af den hårdhudede Mary Gauthier med den dramatiske livshistorie. Men så lytter jeg til ‘How You Learn to Live Alone’ og kommer straks i tanker om det igen. Jeg synes i øvrigt at den minder en smule om The Wallflowers’ glimrende ‘6th Avenue Heartache’, og at soloen midtvejs lyder så påfaldende meget som John Denvers ‘Take Me Home, Country Roads’ til at det kan være et tilfælde. Det gør intet, det er stadig en dejlig sang.
  10. Thee Silver Mt Zion Memorial Orchestra…What We Loved Was Not Enough…episkheden når uanede højder på denne 11 minutter lange sag fra Godspeed You! Black Emperor-folkenes overskudslager/sideprojekt. Og det er vel nærmest noget af det bedste jeg har hørt fra det kollektiv. Efrim Menuck (formoder jeg) vræler sig på sin egen facon gennem nummeret, mens han desperat slås for at overdøve det symfoniorkester han har bag sig, og det hele munder ud i den rene og skære altopslugende kæmpehed. Hvis det er et ord. En vidunderlig sang, men, indrømmet, ikke en klassisk hit-basker.
  11. Narcosatanicos – Nausea…et af de mest interessante indslag på den hjemlige musikscene de senere år, er denne infernalsk støjende sekstet med de tre guitarer, trommer, bas og saxofon. Intenst, bidsk og brutalt og både bandnavn og sangtitel er velvalgt. Jeg græmmes lidt over, at jeg fortsat ikke har oplevet dem live. Det må komme!
  12. Sharon Van Etten – Afraid of Nothing…anderledes mild er den fuldkommen elskelige Van Etten, og åbneren fra hendes ‘Are We There’, der langsomt og sikkert udviklede sig til en af årets bedste skiver, er så smuk og indtagende, at det halve kunne være nok. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at jeg stadig har et lille crush på den charmerende brooklynit.
  13. Jessica Lea Mayfield – Unknown Big Secret…der er mere kant og dog underspillet guitar-crunch over denne langsomme og tunge sag fra unge Mayfield. Hun lægger sig dermed fint i forlængelse af andre kvinder-med-elektrisk-guitar. Indsæt selv navne.
  14. First Aid Kit – Cedar Lane…ja, ok, det blev måske hurtigt lidt for meget hippiebørn-med-bare-tæer-i-skovbunden-folk til min smag, men jeg vil ikke tage fra de unge svenske søstre, at de har en væsentlig dosis talent. Klarest udfoldes det i den kønt orkestrerede ‘Cedar Lane’.
  15. Sia – Chandelier…det er sjældent hverken kønt eller nydeligt orkestreret, når Sia folder sig ud, men til gengæld har hun uanede mængder af power, der bare venter på at blive sluppet løs. Megasællerten ‘Chandelier’ er nok det mest klare eksempel på det, og sjældent har jeg hørt et større følelsesudbrud end det der omkvæd. Jeg tror på hende, når hun påstår at hun vil svinge fra lysekronen.
  16. Sun Kil Moon – Carissa…‘Benji’ er den seneste plade fra Mark Kozelek jeg har haft lyst til at vende tilbage til gentagne gange, hvilket er lidt af et problem, når nu manden er hyperaktiv og udsender en plade om ugen. Cirka. Det er faktisk lidt trættende. Nåmen, det skal ikke tage noget fra ‘Benji’, der er en glimrende skive, og den tragiske dødevals af et åbningsnummer, ‘Carissa’.
  17. Spain – The Fighter…Josh Haden vendte, efter en årti lang pause, overraskende tilbage med et nyt hold musikere for en håndfuld år siden, og har siden fortsat med at udsende udmærkede plader inden for sin stilfærdige og let anonyme niche. ‘The Fighter’ er ubetinget det bedste nummer på 2014-pladen ‘Sargent Place’, og med sin dvælende, downbeat tone og diskrete strygerarrangement sidder den lige hvor den skal.
  18. Epic45 – Monument…denne meget britiske duo har gennem en efterhånden lang årrække specialiseret sig i en blå og tåget synth-postrock, der tager tråden op fra bands som Disco Inferno og Piano Magic, og det har de faktisk været ret glimrende til. Den smukke ‘Monument’ kunne sågar have en smule hitpotentiale med sit blide temperament og robotvokal-backup.
  19. Nils Gröndahl – Das Fenster…et enerverende og repetitivt mareridt af et monster, spillet mestendels (måske i virkeligheden kun?) på Gröndahls elektriske violin. Tjek også videoen, hvor seeren bliver trukket med ned af en gloomy udseende Istedgade by night.
  20. Ryan Adams – Shadows…herrens selvbetitlede album var ærligt talt mere solidt end decideret mindeværdigt, og der var ikke alverden der stak ud (hverken positivt eller negativt), men der var alligevel en sang, der kunne mere end gennemsnittet, nemlig ‘Shadows’. Det simple trommespil, nedtursguitarlyd og Adams’ vanligt sublime vokal gør tricket her.
  21. Wovenhand – Good Shepherd…den altid maniske og intense David Eugene Edwards præsterede på 2014-albummet ‘Refractory Obdurate’ at skrue om muligt endnu mere op for intensiteten. Det kammer næsten over på den benhårde ‘Good Shepherd’, men også kun næsten, for det swinger sgu. Og så glemmer jeg ikke følgende ordveksling fra bandets årlige besøg i Vega: DEE: – Thank you for coming out on a Tuesday night! Publikum: – But David, it’s Sunday! DEE: – Says who?! Og det er jo vanskeligt at argumentere imod.
  22. Mogwai – Blues Hour…jeg holder meget af Mogwai, men jeg erkender blankt at jeg har haft lidt svært ved at hidse mig op over deres seneste tre-fire plader. Det gælder også for 2014-albummet ‘Rave Tapes’, der dog bød på denne fine sag, en af de relativt sjældne sange, hvor Stuart Braithwaite udfolder sin spæde, men som oftest mærkeligt passende stemme.
  23. Metronomy – Love Letters…en skævt dansabel sang fra indietronica-ensemblet (eller whatever) Metronomy. Det er en møgcharmerende sag, der hele tiden virker en anelse off – lige fra den lidt tågede hornintro til frontmand Joseph Mounts sære vokalforedrag og det pilskæve kvindekor. Jeg har svært ved at holde benene i ro, når jeg hører den her.
  24. Get Your Gun – Call Me Rage…endnu en flok talentfulde ynglinge fra den danske undergrund. Begsort mørkemandsrock med tråde til Gun Club, Wovenhand og Nick Cave. Det fungerer aldeles glimrende.
  25. Plaid – OH…den engelske duo hører til blandt pionererne der trak technoen i spændende retninger i 1990’erne, og fortsat har noget at byde på her to årtier senere. Ringlende og melodisk er de på den skønne, glitchy ‘OH’.

Kategorier:Musik Tags: , ,

24 Keeps Breathing in My Face Like a Mad Whore…de bedste plader fra 1992

23/07/2017 2 kommentarer

Det er lige gået op for mig, at det er mere end et år siden jeg senest lavede en album-årsliste. Det er jo den rene slendrian, hvorfor jeg har brugt de seneste par uger på at kaste mig over et bestemt år, lytte plader igennem, justere og rangere efter forgodtbefindende. Det udvalgte år er 1992, af den simple årsag, at det kan fejre 25-års jubilæum. Eller fødselsdag. Eller hvad et år nu end fejrer. Så her er mine tyve favoritplader fra 1992, som jeg hører dem her i 2017. Selvfølgelig spiller min historik med pladerne også ind, men jeg har forsøgt at lytte med friske øren. Der er som altid playliste i bunden, og denne gang har jeg generøst flottet mig med hele to sange fra hvert album.

  1. The Jayhawks – Hollywood Town Hall…det perfekte americana-album. Eller alt-country om man vil. Eller midwestknoldesparkercountryrock om man virkelig vil. The Jayhawks var et af de bands der åbnede mine ører for den del af det musikalske spektrum, omend det var opfølgeren Tomorrow the Green Grass der sparkede den dør ind for mig. Det her er dog lige en tand skarpere, et nøk mere helstøbt, og har ganske enkelt nogen af de stærkeste sange 1990’erne bød på. Temmelig mesterværkisk.
  2. The Cure – Wish…endnu en plade, der åbnede en dør for mig. Jeg kendte (og elskede) naturligvis ‘Friday I’m in Love’ allerede dengang, men det var sangen ‘Trust’, der væltede mig omkuld et par år senere, da den strømmede ud af båndoptagerens højttalere i et gymnasiefrikvarter. Til min store undren viste Gilleleje Bibliotek sig at have kassetten liggende, og den snuppede jeg med hjem til togturene – og blev øjeblikkeligt forelsket. Wish repræsenterer alt hvad The Cure kan, hvilket naturligvis gør den til ikke så lidt af en rodebutik. Men det fungerer uanset om det gælder de nuttede popsange, de ekstremt indadvendte ballader, eller de lange desperate vræl og raserianfald. Det er groft sagt Wild Mood Swings før øøh Wild Mood Swings.
  3. The Black Crowes – The Southern Harmony and Musical Companion…bluesy sydstats(hard)rock er dælme ikke en genre jeg gør mig meget i, men The Black Crowes har altid haft en stor plads i mit hjerte. I hvert fald siden jeg hørte den her. En forrygende tidløs plade der trækker på både sydstaternes svampede blues og en masse Rolling Stones. Og Faces og Humble Pie, ifølge klogere hoveder end jeg. Med afstand bandets største bedrift. Et lille kuriosum: Årets producer må være George Drakoulias, da han drejede på knapper på både listens etter og treer. Han og American Recordings havde en ret heldig hånd i 1992.
  4. Rage Against the Machine – S/T…et adrenalinkick af de helt store og et nogenoghalvtreds minutter langt raseriudbrud. Det er forståeligt at pladen er blevet så ikonisk, og den holder stadig. Den var populær i frikvarterne i min folkeskoleklasse dengang, og selv om jeg da godt kunne lide hvad jeg hørte, så skulle der gå godt og vel et årti før jeg selv investerede i den. Måske er det derfor den ikke er blevet så slidt for mig? Hvoromaltinger, en uomgængelig plade for en vred ungdom. Også for de af os der ikke var/er så vrede (og så unge(længere)). Men fuck you I won’t do what you tell me, alligevel.
  5. Sonic Youth – Dirty…igen en førstegangsting for mig. Mange hardcore fans kan tilsyneladende ikke så godt med Dirty, men det er jeg ligeglad med, for jeg synes stadig den rocker helt vidunderligt. Jeg elsker når Kim Gordon stønner og vrænger sig gennem ‘Drunken Butterfly’, når Lee Ranaldo forsøger at råbe sig gennem Wish Fulfillment – og jeg elsker at medråbe it’s the song I hate, mens alle instrumenterne knaser og kradser på ‘Youth Against Fascism’.
  6. Alice in Chains – Dirt…fra Dirty til Dirt. Fra avantgardestøjpoprock til i en kælder sort som kul. Eller i hvert fald musik fra en kælder sort som kul. Du ved en plade bliver god, når den starter med brølet fra ‘Them Bones’ og slutter lige så abrubt knapt 150 sekunder senere. Og så er vi kun lige startet. Titelnummeret er noget af det mørkeste og tungeste jeg kan sætte pris på, og ‘Rooster’ og ‘Angry Chair’ er ikke langt efter.
  7. R.E.M. – Automatic for the People…her er en plade, der er i overhængende fare for at være slidt op. Imponerende nok er den, trods sin mangeårige allestedsnærværelse, fortsat værd at lytte til, selv om man da godt kan vælge at springe de mest Giro 413-agtige sange over. Du ved selv hvilke der er tale om. Det er dog i mine ører stadig en af bandets stærkeste plader, og man må aldrig snyde sig selv for at lytte til mindre gennemtærskede sange som ‘Sweetness Follows’ og ‘Find the River’, den sidste en af mine absolutte R.E.M.-favoritter.
  8. Ride – Going Blank Again…her er den plade, der har haft bedst af at blive gennemlyttet igen og igen. Den er virkelig steget i agtelse hos mig den seneste tid, og er bare smækfyldt med gode sange, fra den langstrakte episke åbner ‘Leave Them All Behind’ til den poptastiske ‘Twisterella’, og fra den mægtige ‘Not Fazed’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Televisions ‘See No Evil’) og den langstrakte episke lukker ‘OX4’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Klichés ‘Masselinjen’).
  9. Th’ Faith Healers – Lido…et irriterende bandnavn af den grund, at jeg som bibliotekar er i tvivl om hvor de skal stå i samlingen – under T eller F? Jeg har vist nok besluttet mig for at stille dem under F. Min faglige stolthed er dog i vildrede. Men bortset fra det, er det her en gedigen, guitarhærgende støjrocker. En af disse tilfældige opdagelser, hvor jeg har stået og bladret i second hand-cd’er og taget chancen udelukkende på baggrund af et pladeselskab (Too Pure, red.). Kunne jeg forestille mig. Ellers ved jeg ikke hvordan den er havnet i min samling. Nåmen, hvis ikke du får lyst til at splitte et eller andet ad, når du hører bandets cover af Cans ‘Mother Sky’, så får du med mig at bestille.
  10. Come – Eleven: Eleven…nogen gange er det sgu nok bare at være et sejt, huggende band. Sådan et band er (var) Come, styret kompetent af sangskriverduoen Thalia Zedek/Chris Brokaw. Der er virkelig bund i deres dobbelte guitarangreb, og Zedek kan overgå de fleste i benhård vokal-vrængen. Du får tæsk, hvis ikke du kan lide ‘Brand New Vein’, men næppe af mig. Jeg er jo pacifist – og ret meget en slapsvans. Anyway.
  11. Neil Young – Harvest Moon…gammelmandscountryrock for gamle mænd. Young var vel egentlig gammel allerede i 1992, og han var det med ynde og stil, for Harvest Moon er altså en rar og vedkommende plade. Hvis ikke du bliver bare lidt rørt af titelnummeret, er du en hård nyser.
  12. k.d. lang – Ingénue…hvorfor hun insisterer på at skrive sit navn med småt, ved jeg faktisk ikke. Egentlig ved jeg heller ej om det er noget hun insisterer på, men sådan er det nu engang. Lang bliver, uforklarligt for mig, rubriceret som country, men jeg hører det nu ikke rigtig på denne dejlige skive. Det er jo bare voksen singer-songwriterpop. Hverken mere eller mindre. Det er dog virkelig solidt, og hun synger de velkomponerede sange formidabelt.
  13. Lemonheads – It’s a Shame About Ray…en af de helt klassiske Lemonheads-skiver, fyldt med de knuselskelige sange som Evan Dando stadig turnerer rundt med, mens han falder mere og mere fra hinanden. Han ser dog stadig rasende godt ud, hvilket gør hans åbenlyse forfald ret mystisk. Men det er sagen uvedkommende. Selvfølgelig er det en god plade, lige nøjagtig så kort som den skal være, men af en eller anden grund har jeg aldrig taget den helt så meget til mig, som jeg føler jeg bør og burde. Det skal dog siges at min Lemonheads-favorit er den lilla comebackplade fra 2006, så jeg er naturligvis dybt utilregnelig.
  14. Del Amitri – Change Everything…hvis førnævnte Ride-plade var den der havde bedst af et genlyt, så er Change Everything måske det modsatte. Altså, den er jo ikke pludselig blevet en dårlig plade, og den er stadig rigeligt god til at høre hjemme på denne liste, men tidligere havde den haft en sikker plads i top-10. Den er, som Del Amitri ofte var, måske lidt (for) bleg og anonym, trods helt åbenlyse kvaliteter. Måske er dens største problem, at dens stærkeste sange så klart er placeret i den første halvdel – resten af pladen halser en anelse efter den strålende start.
  15. Greene – Teenage Museum…Danmarks Go-Betweens. Simpelthen. En klassedebut, som faktisk stadig formår at blive bedre. Jeg har egentlig altid været mest til brødrenes dansksprogede eskapader i Olesen-Olesen, men de kunne nu også en del allerede her. Også selv om linjer som i’m writing a song about writing a song/about leaving and being left altså lyder lidt kluntet. Men det er petitesser.
  16. Stereolab – Peng!…jeg har så svært ved ikke at holde af Stereolabs kitschy sprælskhed. Det gælder også her, selvom de både før og senere præsterede endnu større ting. Men prøv lige at lytte til ‘The Seeming and the Meaning’, ‘Mellotron’ eller ‘Stomach Worm’ uden at blive revet med.
  17. Beat Happening – You Turn Me On…apropos sprælskhed, så er der her blevet plads til Beat Happening. Indrømmet, de var nok mere primitive end kitschy, men skidt med det. Jeg forbinder primært Beat Happening med de korte charmerende perler af ren skrammel, men med tiden fik de faktisk udviklet sig til mere end det. Især her, hvor lange, næsten hypnotiske numre som ‘Tiger Trap’ og ‘Godsend’ virkelig kan noget.
  18. Curve – Doppelgänger…Curve, eller proto-Garbage blandt venner, blev aldrig så store kommercielt set, men de skal dog have en masse street-cred for at have lagt den musikalske grund for Garbage i genren industrialgothpopmedsmækkersangerinde. Hvis ikke du kan lide ‘Horror Head’ står du til en ordentlig røffel.
  19. Lush – Spooky…det er ingen skam at være bedst i ep-formatet og på best of-compilations, for det er tilfældet med Lush. Og er der et band jeg knuselsker, så er det øøh, ja, Lush. Ret beset er fuldlængdedebuten her heller ikke deres bedste i det format – opfølgeren Split er en tak bedre på de fleste fronter – men der er nu stadig kræs nok at komme efter til at forsvare deres plads på listen. Lyt for eksempel til den guddommelige ‘Monochrome’.
  20. Red House Painters – Down Colorful Hill…en ikonisk plade for halvfemsernes traurige (det er positivt ment) slowcore-‘genre’, men hvis jeg skal være helt ærlig er der her kun to sange jeg virkelig, VIRKELIG elsker. Det er selvfølgelig meget godt, når der blot er seks numre på pladen, og resten er trods alt anstændigt nok – det er ikke rent skrald. Kozeleks sande mesterværk kom dog året efter, så grundstenene var lagt allerede her.

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1998

Så lykkedes det endelig! Jeg har kæmpet med denne liste i efterhånden lang tid, og det skyldes nok primært at 1998 er et år, jeg har exceptionelt mange plader fra. Det er dog ikke ensbetydende med at kvaliteten altid følger med, hvorfor min egentlige tanke om at lave en top-50 døde efter lidt betænkningstid. 50 sange ville året simpelthen ikke kunne bære, thi niveauet ville have skredet for meget mod slutningen. Nu er det heldigvis lykkedes mig at lave en helt traditionel top-25, som jeg er oprigtigt glad for.

Sjovt år og liste, for øvrigt, for en del af mine favoritplader er fraværende fra listen (Lucinda Williams, Massive Attack, Elliott Smith og The Afghan Whigs, for eksempel), og er i stedet blevet erstattet af kunstnere, som jeg – i bedste fald – intet forhold har til, i værste fald synes er temmelig ligegyldige. Men selv middelmådigheder kan af og til ramme plet, hvilket selvfølgelig levner håb for denne verdens Average Joes.

  1. Golden Smog – Until You Came Along…det er edderma’me frækt, når sangskrivere gemmer deres bedste sange til andre projekter end det de normalt færdes i, men det kan Gary Louris jo være ligeglad med, hvilket han var, da han besluttede sig for at gemme denne perle fra sine kammerater i The Jayhawks, og i stedet lancere den sammen med all-star-bandet Golden Smog. Nej, jeg ved ikke om det er den bedste sang Louris nogensinde har skrevet, for han har satansprøjtme leveret mange fantastiske af slagsen, men dens vidunderlige jangly guitar og råbe-omkvæd, sparker den højt op ad listen. Meget højt. Hvis du ikke kan lide den, er du dum.
  2. Sparklehorse – Maria’s Little Elbows…nu jeg taler om vidunderligheder, så er der endnu en her. Lige fra den vemodige guitaråbning via Candy Says-referencen midtvejs til den vemodige outro, er den her en af Mark Linkous’ mange stjernestunder. Det gør altid ondt, når jeg hører den, ikke kun på grund af den der hjerteskærende looooneliness came kicking at my door-del, men også fordi Linkous’ skæbne er så tragisk. En næsten ubærligt trist sang, men ååh så smuk.
  3. Billy Bragg & Wilco – California Stars…standout-nummeret fra Mermaid Avenue-projektet, hvor Bragg og Wilco over tre albums satte musik til hengemte Woody Guthrie-tekster. En pragtfuld sang fuld af smukke billeder, og en sang så standhaftig at både Jeff Tweedy og Wilco stadig spiller den til deres koncerter. Om Bragg gør det samme ved jeg ikke, men det er nu også overvejende en Wilco-kreation.
  4. Nada Surf – 80 Windows…som albumband eksploderede Nada Surf på den efterfølgende Let Go (2002), og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset deres udvikling fra ok charmerende, men gennemsnitligt semipunk-band, til melankolsk powerpopensemble fra absolut øverste hylde. Men det skete altså. Og så burde det alligevel ikke være så overraskende, når man lytter til 80 Windows, for den har lige nøjagtig den drømmende, downtrodden tone, som jeg sætter så stor pris på. Det er en perfekt sang, i en skrøbelig ikke-så-perfekt forstand.
  5. Pedro the Lion – Secret of the Easy Yoke…jeg har lært at holde af Pedro the Lion med tiden, og det er egentlig meget sigende, fordi (hovedmand) David Bazan er bedst, når hans sange – ofte midtempo, lidt fortabte og håbløse (i betydningen uden håb) – får lov at folde sig ud, dvælende og langstrakt. Secret of the Easy Yoke er et af de skarpeste eksempler på det, for med sin ganske betragtelige længde, vil den måske sætte nogen af, men jeg er så meget på, når guitarspillet de sidste par minutter stille og roligt stiger i intensitet, uden dog rigtig at blive forløst. Bazan var tidligere hardcore kristen, men hans tro er vaklet med årene, og tvivlen har tydeligvis sat ind på dette tidspunkt af hans liv. Stor sang.
  6. Rialto – Monday Morning 5:19…her dukker så en af de, i indledningen omtalte, ligegyldige kunstnere op, for har du nogensinde hørt sætningen “Rialto, de var bare pissefede. Toppen af britpoppen!” Nej, vel? Rialto var ikke pissefede, det ene album jeg havde var jævnt ligegyldigt, og alligevel formåede det at fremvise en så gigantisk sang som denne paranoide og jaloux sag. Lidt af et post-britpop-mesterværk med sin opbyggelige nattefortælling og ubegribeligt medrivende omkvæd. Der skete vist aldrig så meget mere med Rialto, og nej, jeg gider ikke at tjekke om min påstand er sand.
  7. Pulp  – This Is Hardcore…endnu et stort post-britpop-mesterværk (britpoppen var død i 1998, ikk’?). Sjældent har Jarvis Cocker været mere teatralsk – og han har ellers ved gud ikke holdt sig tilbage – men hans ætsende og næsten spyttende vokallevering lagt oven på den enormt dramatiske produktion, skaber en sang der vil overleve til verdens ende. Håber og tror jeg. What exactly do you do for an encore?
  8. The Divine Comedy – Sunrise…hvis du troede at dramaet og storladenheden nåede sin top med Pulp, ja, så tog du fejl. Neil Hannon har aldrig været bange for at skrue krukkeriet op til 11 (måske 12), og det er hele hans 1998-album Fin de Siécle et håndgribeligt bevis på. Slutsangen, en rørende postkrigs-fortælling fra Hannons irske hjemegn, er den bedste på albummet, og et af hans fineste momenter overhovedet. What is this strange and beautiful thing? It’s the sunrise!
  9. Puressence – Sharpen Up the Knives…der var søreme meget musikalsk drama i 1998, kan jeg efterhånden se. Manchester-bandet Puressence, der ligesom nogenlunde ligesindede Geneva, var et af de bands, der ufortjent ikke fik den helt brede succes, holdt i hvert fald ikke igen hvad angik intensitet og udtryksfuldhed, og intet sted er det mere tydeligt end på den bombastiske og knivskarpe (‘scuse the pun) Sharpen up the Knives. Et decideret frontalangreb fra et band og sanger med følelserne helt, helt, HELT uden på tøjet.
  10. Knife in the Water – I Sent You Up…knap så megen musikalsk bombast er der at finde hos sadcore/americana-bandet Knife in the Water, og det er heller ikke et band jeg generelt er hooked på. De har dog lavet denne ene – helt fantastiske – bitre, slacker-countrysang, hvor narratorens nemesis får en ææh…noget hårdhændet behandling af både narrator himself, englene og djævlen. Muntre sager og en charmerende dvask melodi.
  11. R.E.M. – At My Most Beautiful…Michael Stipes hyldest til Beach Boys, hvis ikke jeg husker helt galt. Det er lidt puttenuttet, men det holder – og dudududu-vokalharmonierne sidder lige i skabet. Jeg er et blødsødent fjols, så jeg labber det i mig. I read bad poetry/into your machine/I save your messages/just to hear your voice. Åårh! Er det i virkeligheden lidt creepy? Nå, det har altid undret mig, at den her ikke blev et større hit.
  12. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds’ Jack-projekt var vist altid lidt for high-brow og intellektuelt til mig, med sine konstante hentydninger til litteratur og filmkunst (jeg er jo bare en simpel musikmand!) – men heldigvis skrev han også ind imellem en smuk melodi, som for eksempel på dette hurtigløbervidunder, hvor strygerne øh ja, stryger afsted i kapløb med alle referencerne til Cocteau og Fellini og hvad ved jeg. Det er en vidunderlig sang.
  13. Cracker – My Life Is Totally Boring Without You…overgangen fra Jacks arty-farty univers til Crackers noget mere jordbundne hillbilly-ditto er klart den bedste overgang på listen. Helt utilsigtet, i øvrigt. Altså, der er jo ikke så meget at sige her. Jeg elsker Cracker og denne gumpetunge, men bundærlige sang er et klokkeklart hit. Hvordan kan man ikke elske en sang der hedder My Life Is Totally Boring Without You?
  14. Olesen-Olesen – Sol…Dagens gerning er min yndlingsplade med brødrene Olesen, og det skyldes ikke mindst en sang som Sol. En sindssygt smuk sang, der med sit strygerarrangement minder rigtig meget om Tindersticks. Altså, et Tindersticks uden Stuart Staples’ evindelige brummen. For øvrigt er det her en af Peter H. Olesens bedste vokalpræstationer, spørger man mig.
  15. Placebo – Without You I’m Nothing…en af mine absolutte yndlingssange dengang. Den holder naturligvis fortsat, omend den umiddelbare effekt den havde på mig i 1998, trods alt har fortaget sig. En smule. Dog stadig et højdepunkt i Placebos fine katalog, takket være Brian Molkos karakteristiske vokal og den overvældende triste lyd.
  16. Yo La Tengo – By the Time It Gets Dark…jeg elsker alle sider af Yo La Tengo. Den ulideligt støjende, den legesygt poppede, den countryficerede. Og så denne – den intime giv-mig-et-tæppe-jeg-kan-rulle-mig-ind-i-mens-jeg-sidder-foran-pejsen-og-får-varmen-side. Det er nuttet ud over alle grænser, og det næsten generte samspil mellem Ira Kaplan og Georgia Hubley er så kært. Hvis jeg kunne kramme en sang, ville jeg kramme den her helt ind i evigheden. Nåja, forresten, det er et Sandy Denny-cover.
  17. Neil Finn – She Will Have Her Way…jeg vil aldrig, aldrig påstå, at Neil Finns melodiøre er mindre end fremragende. Både på egen hånd og, selvfølgelig, i Crowded House, har han gennem mange år leveret den ene brilliante melodi efter den anden, men – for sådan et er der naturligvis – ind imellem bliver det måske en anelse ferskt. En smule, ja undskyld…kedeligt. Kedelig er den her dog heldigvis ikke, for den er en ørehænger af format, og her er Neil Finn på toppen af sin ydeevne. Når han er der, er han svær at nå.
  18. Eels – Dead of Winterand strangers break their promises/you won’t feel any/you won’t feel any pain synger Mark Oliver Everett blandt andet på denne hjerteskærende sang fra det herostratisk berømte Electro-Shock Blues, et album fuld af død, sorg og spøgelser. En sang så kuldslået, at den næsten ikke ville være til at komme igennem, hvis ikke det var for den smukke melodi. Ak.
  19. Hole – Awful…unægteligt et skifte fra Eels’ dødsrallen til Holes mægtige powerpopsang. Jeg har ikke noget dybt forhold til Hole, men lige den her elsker jeg. Mere har jeg egentlig ikke at sige.
  20. Mercury Rev – Goddess on a Hiwayand I knoooow/it ain’t gonna last. Mercury Rev-klassikeren over dem alle, vil jeg tro. Fortjent nok. Det er en pragtfuld sang, fra en voldsomt overvurderet plade, men det skal sangen jo ikke straffes for. Mercury Rev er et skæppeskønt live-bekendtskab, men på plade har det altid knebet mere. Jeg er sjældent blevet helt så betaget, som jeg føler jeg burde. Men fuck det. Goddess on a Hiway holder stadig.
  21. Saint Etienne – Lose That Girl…jeg kan mægtig godt lide Saint Etienne i små doser, omend jeg nok mest betragter dem som sådan et band, det er rart at have i musikbranchen. For helt ærligt, så meget render jeg ikke og lytter til dem til daglig. Lose That Girl er min favoritsang med dem, takket være det iørefaldende klaverspil og Sarah Cracknells altid sprøde stemme. Og så har den bare et godt drive.
  22. ibens – Vi siger slet ingenting…utvivlsomt ibens’ bedste sang (altså i mit hoved), en synd- og skamfuld omgang båret frem af flot guitarspil og en diskret strygerbacking. Carsten Lykkes vokal vil selvfølgelig altid dele vandene, men jeg synes den fungerer glimrende her.
  23. Midnight Choir – Muddy River of Loneliness…du kan nok godt fornemme af titlen, at flodens bredder ikke er beplantet med moro og glæde. Du har ganske ret. Her er weltschmerz og tungsind i uanede mængder, smukt tolket af den strålende sanger Paal Flaata, hvis vokal får opbakning af dramatiske strygere. Hvis du tænker “det lyder ret meget som The Walkabouts”, så giver det selvfølgelig god mening: Pladen er produceret af Chris Eckman.
  24. The Cardigans – Hanging Around…den mindst succesfulde af singlerne fra storsællerten Gran Turismo, men i mine ører den mest holdbare. Her er væsentligt mere kant end normalt hos trøjebandet, og det klæder dem umådeligt. God beskidt guitar, dér.
  25. Better Than Ezra – At the Stars…et band jeg var meget glad for i midten af halvfemserne, men…ja, jeg er ikke sikker på tiden har været så god mod Better Than Ezra, som vist forunderligt nok fortsat er aktive. Anyway, At the Stars er sådan en strygerladet akustisk semi-ballade, jeg ind imellem er en sucker for, og ligesom den var en dejlig sang i 1998, er den det stadig her i 2017. Albummet var ikke ret godt i 1998, og jeg formoder ikke det har ændret sig på de 19 år der er gået.

Kategorier:Musik Tags: , ,

Don’t Always Look for Comfort in a Song: Teenage Fanclub 1990-2016

Yes, det er ved at være den tid; verdens bedste band nærmer sig København. De rammer Lille Vega i morgen fredag den 10. februar, og der er på forunderlig vis udsolgt. Det er første gang jeg skal til en udsolgt Teenage Fanclub-koncert, de to gange jeg har set dem har der vel højst været halvfyldt, så hvad er der sket? Er verden pludselig gået lidt mindre fra forstanden? Glædeligt er det dog, at danskerne endelig lader til at have åbnet ørerne. Eller svenskerne, måske. Nåmen, glædeligt er det at Øresundsregionen endelig lader til at have åbnet ørerne.

Jeg har vanen tro lavet en liste, og for nemheds skyld har jeg valgt mine tre yndlingssange fra hvert regulært album (The King og Deep Fried Fanclub tæller ikke med her), plus lidt løse sange fra hist og pist. Det har givet nogle helt horrible udeladelser – for eksempel er der ikke blevet plads til The Concept, Sparky’s Dream og Start Again – men sådan er livet så barskt og uretfærdigt. Modsat bandet har jeg heller ikke været så demokratisk at give hver sangskriver lige megen plads, så beklager, Raymond McGinley, du drukner lidt i mængden. Du er dygtig, men Gerry Love og Norman Blake er bare i verdensklasse.

God fornøjelse – også hvis du skal til koncert i morgen!

25 sange fra 2004

Ny årgang – ny listeform. Jeg forsøger mig med lidt flere detaljer. Som altid er du velkommen til at springe mit nonsens over, og gå direkte til playlisten. Der er lyttelink i bunden.

  1. The Divine Comedy – Our Mutual Friend…havde jeg lavet denne liste for 14 dage siden, var den her sang end ikke kommet i betragtning. Men jeg har altså, pludseligt, opdaget den, her 13 år efter den udkom og fire år efter jeg købte pladen, Absent Friends. En vidunderlig plade, der toppes af denne helt guddommelige (undskyld) sang med den fantastiske historiefortælling, og en patos og orkestrering så stor som, ja, det ved jeg ikke…hele verden, måske. Neil Hannon og hans slæng kommer til København om godt en uge, og jeg glæder mig enormt til at opleve ham og dem. Og forhåbentlig ‘Our Mutual Friend’.
  2. Franz Ferdinand – Take Me Out…en født klassiker. Jeg kom engang i et af mine radioprogrammer til at udbasunere, at dette måske var årtiets bedste single, og jeg er altså ikke sikker på at jeg tog fejl. Den vil holde helt ind i evigheden, hvornår den så end kommer til os.
  3. Max Richter – On the Nature of Daylight…langt mindre festlig er den tysk-engelske komponist Richters indslag. Men det rammer noget andet i mig, med sin næsten overdrevne sorgfuldhed og helt regulære skønhed. Ligesom en anden af tidens store neoklassiske kunstnere, Jóhann Jóhannsson, formår Richter, når han er bedst, at ramme de helt rette hjertetråde. I hvert fald hos mig. Dette er et af de smukkeste stykker musik jeg kender.
  4. Guster – The Sun Shines Down on Me…hvis det er åbenlyst hvorfor jeg er faldet i svime over Max Richter-nummeret, så er det måske mere vanskeligt at forklare hvorfor jeg elsker denne sang så meget. Altså, den er umiddelbart ret ordinær (hvilket jeg også har indtryk af at Guster er, jeg kender dem ikke specielt godt), men den lidt vage og triste fortolkning af Daniel Johnstons ord, kan bare noget uforklarligt. Det er bare en skøn sang. Beklager, det er et tyndt argument, men sandt ikke desto mindre.
  5. Weeping Willows – Stairs…true story: første gang jeg hørte den her, tænkte jeg: “Hold kæft mand, den nye Morrissey-single er god!” Det viste sig så at være den svenske Morrissey, Magnus Carlsson, og hans gæve svende, der havde præsteret et lille mesterværk. Jeg fór, i øvrigt, øjeblikkeligt til nærmeste pladebutik, som lå i Helsingør, for at købe den (jeg skulle alligevel have den nye Claus Hempler-plade), og nej, albummet holder slet ikke samme afsindige niveau. Hvilket heldigvis er komplet underordnet på denne liste. ‘Stairs’ er fortsat et lille mesterværk.
  6. Arcade Fire – Wake Up…jeg var ikke overbevist om Arcade Fires brillans første gang jeg lyttede til dem, og der skulle da også gå en del år før jeg hørte en hel plade med dem. De har dog vundet ved nærmere bekendtskab, og jeg synes specielt de første to plader er glimrende. ‘Wake Up’ er et pragtfuldt, bombastisk nummer, som jeg bliver ved med at holde af. Jeg skulle åbenbart blot vågne op.
  7. Jolie Holland – Old Fashioned Morphine…det mest cool nummer på listen er dette pragtværk af Jolie Holland, en af stifterne af den charmerende, men desværre hedengangne country-trio The Be Good Tanyas. Holland, med den karakteristiske raspende stemme, leverer her en fortræffelig art pilskæv jazzbluesfolk, der helt sikkert har fået heltene – begge for øvrigt erklærede fans – Tom Waits og Bob Dylan til at nikke anerkendende.
  8. Josh Rouse – Michigan…ligesom Gusters sang længere oppe, hører den her til de mere undselige og anonyme af slagsen. Den nedtonede instrumentering, en akustisk guitar og en diskret harmonika, er bare en vinderkombi, og når Rouse er på toppen af sin ydeevne – som han var i første halvdel af nullerne – så kan han få selv de forsigtigste sange til at lyde af meget mere end de er. Jeg har tabt interessen for ham – han er vist blevet lykkeligt gift og flyttet til Spanien, hvilket alle ved er roden til alt ondt – men ‘Michigan’ holder jeg stadig usigeligt meget af.
  9. Justin Rutledge and The Junction Forty – Federal Mail…dengang i 2004 blev Rutledge pludselig superstjerne på et dansk musikforum. Jeg fangede aldrig helt hvorfor – det gjorde resten af verden vist heller ikke – men i hvert fald blev hans album No Never Alone ved flere lejligheder udråbt til det største mirakel musikbranchen havde hørt. Eller ikke hørt, rettere. Cirka. Det hverken er eller var det, men det indeholdt dog denne vidunderlige tearjerker, med de helt uimodståelige linier got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair. Og så lister den sig afsted, som et bastard-afkom af Patsy Clines ‘Crazy’. Det er en pragtfuld sang, og det er ok at få tuderen på når man lytter til den.
  10. R.E.M. – Leaving New York…ja, den sang lovede vist lidt mere end albummet kunne holde, men det er fuldstændig ligegyldigt, for ‘Leaving New York’ er en sådan blid ballade, som vi (som i jeg) elsker R.E.M. for. Deres bedste single efter årtusindskiftet. Basta.
  11. Marc Gartman – Luf Kanh Brhak Ur Hrt…hvis man tænker sig om, kan man måske godt regne ud hvilken sang Gartman fortolker her*. Hvis ikke, kan man bare lytte til den, for det fortjener den. Gartman er ikke nogen superstjerne, men han er en ret habil musikant, som det kan høres i denne helt intime klaverballade, og også i det fine americana-ensemble Pale Horse and Rider. *psst, det er en Neil Young-sang.
  12. Sparklehorse & The Flaming Lips – Go…det andet Daniel Johnston-cover på listen, men det var også en fin tribute der kom på gaden i 2004. Mig bekendt det første samarbejde mellem de særegne sæt kunstnere, men ikke det sidste. Jeg får altid lidt ondt i hjertet når jeg hører Sparklehorse, for Mark Linkous var en af mine skæve helte, og hans tragiske exit var så ubærlig, omend ikke uventet. Det her er ret meget et Sparklehorse-nummer, drømmende og skrøbeligt, men det klæder bestemt Wayne Coyne og co. at skrue lidt ned for vanviddet.
  13. Timesbold – Bone Song…nej, jeg ved ikke meget mere om Timesbold end du gør, men jeg ved dog at dette er en smuk, smuk sang. En art melodramatisk nattewesternballade, hvis det giver mening? Jeg opdagede den på et cykelsportsforum, af alle steder, hvor en bruger med udsøgt smag nævnte og anbefalede den. Jeg takker stadig mange gange.
  14. Micah P. Hinson – The Day Texas Sank to the Bottom of the Sea…en sang med den titel, kan da kun være fyldt med drama og vare mere end otte minutter? Det har du ret i. Desuden er den afsindigt smuk, selv om Hinsons grove og uskolede stemme nok er en acquired taste. Han har altid mindet mig en del om Hayden, som vi sjovt nok møder længere nede af listen.
  15. Ryan Adams – Anybody Wanna Take Me Home…jeg kan ærligt talt ikke huske om denne version er så meget anderledes end den der kom på Rock n Roll året før. Jo, den er lidt længere, så nu tager jeg den med her i 2004, fra Love Is Hell-albummet. Jeg havde egentlig oprindeligt tænkt mig at tage ‘I See Monsters’ med på listen, men i sidste øjeblik ændrede jeg mening. ‘Anybody…’ er altså også en dejlig sang, og lidt mere rock, hvilket listen nok har meget godt af.
  16. Sufjan Stevens – To Be Alone With You…Stevens’ 2004-album Seven Swans er efter min mening hans bedste og et af de bedste dette år. Problemet, hvis man kan tale om det, er bare at det er et meget solidt sammensat album, hvor ingen enkeltsange for alvor stikker ud. Derfor denne, bevares fine, placering, som dog ikke er helt i top. ‘To Be Alone…’ er dog et godt eksempel på hvilken udgave af Sufjan Stevens jeg holder mest af, nemlig den nedtonede og mere enkle. De der svulstige kammerpoparrangementer han også har gjort sig i, er blevet lidt anstrengende med årene.
  17. Tift Merritt – Plainest Thing…af og til forvandler jeg mig til en følsom thirty-something kvinde, og så kan jeg godt lide at lytte til Tift Merritt. Hendes vokale klang – ganske tæt på den Emmylou Harris også besidder – er ret uovertruffen. I tilgift er hun en habil sangskriver. ‘Plainest Thing’ er et af de bedste eksempler på det. Og ja, jeg indrømmer det: Den følsomme thirty-something mand jeg er det meste af tiden, er ikke meget anderledes end kvinde-udgaven. Han kan også godt lide Tift Merritt.
  18. Windermere – Trailer Park…hvad blev der egentlig af Windermere? De lavede to gode plader, og så *puf* var de væk. Er der nogen der ved hvad der gik galt? Hvis, altså, noget gik galt. Nå, men ‘Trailer Park’ tog pusten fra mig de første gange jeg hørte den, en effekt den måske ikke helt har længere, men det er nok ikke så mærkeligt efter de mange år og afspilninger. Det er nu stadig en vidunderlig sang, og Windermere var, så kort det varede, et godt bud på gedigen dansk shoegaze/postrock.
  19. A Northern Chorus – Slide…mere postrock, denne gang dog fra Canada, fra et band jeg lige en kort overgang der i midt-nullerne faldt lidt for. Det er længe siden jeg for alvor har tænkt på A Northern Chorus, bortset fra når jeg hører dette nummer, der stammer fra en tribute til den første Low-plade, I Could Live in Hope. Ja, noget så konkret. Originalen er en af de bedste på sin skive, mens fortolkningen her – trukket endnu længere ud og om muligt gjort endnu langsommere og dvælende – passende er den bedste på sin.
  20. Elliott Smith – Pretty (Ugly Before)…den bedste sang på den plade Smith vist lige netop ikke fik gjort færdig før sit farvel til denne verden. From a Basement on the Hill blev dog afsluttet in absentia, og sendt ud til de stadig sorgramte, men spændte fans – heldigvis. Nej, det blev ikke hans stærkeste plade, men den indeholder dog blandt andet denne perle, der hører til blandt hans bedste sange.
  21. Darren Hanlon – (There’s Not Enough Songs About) Squash…sangens titel siger vel egentlig hvad der skal siges, men heldigvis er det også en pragtfuldt skramlet janglepopsag. Til Hanlons (yderligere) ros vil jeg også nævne, at jeg vist aldrig har hørt linierne without sounding too peculiar/If it’s a cardiovascular/You’re after then you can’t go past squash hverken før eller siden. Det er jo lidt en skam, når nu de ligger så godt på tungen.
  22. The Twilight Singers – Black Is the Color of My True Love’s Hair…Joan Baez har været der. Nina Simone har været der. The Czars har været der. Forbi denne traditional, altså. Mest taknemlig er jeg dog over at Greg Dulli, i et af sine frikvarterer fra Afghan Whigs, har været der med sit projekt The Twilight Singers, for de leverer en desperat rockfortolkning som man kun kan forvente af den altid udtryksfulde Dulli. Den er fed!
  23. Joy Zipper – Ron…det er ikke et band jeg har noget særligt forhold til, Joy Zipper. Jeg kender faktisk kun pladen nummeret her stammer fra, og den er fin…og så ikke meget mere. Sangen ‘Ron’ trækker dog gevaldigt op, luftig, drømmende og lidt vemodig som den er. Der er egentlig ikke alverden mere at sige. Den er dejlig.
  24. Julie Doiron – Snowfalls in November…dejlig er den her også, og den eneste grund til jeg nogensinde håber på sne i november er, at jeg så kan være kæk, sætte den her på anlægget og kigge ud på det hvide stads. Doiron har ikke nogen stor stemme, men den matcher perfekt den lidt slingrende, men bedårende melodi. *Suk*. Den her burde måske i virkeligheden have været højere oppe på listen?
  25. Hayden – Don’t Get Down…jeg elsker ironien i, at den ellers noget indadvendte og melankolske Hayden Desser har skrevet denne sang for at opmuntre sin tilsyneladende endnu mere mutte og nedtrykte ven og medtroubadour Howie Beck. Det er ret sødt. Sangen er også dejlig – en simpel, akustisk petitesse, men den fungerer.

Det var 2004 a la Morten. Hvis du har læst med – godt kæmpet! Og tak! Vil du bare lytte, skal du klikke herunder.

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1993

Ah ja, de formative år. Vi, der er født i den sene ende af 1970’erne, har nok et særligt forhold til start- og midthalvfemserne. Ikke at jeg partout vil tage hele årgange som gidsler i denne, indrømmet, helt selvkomponerede teori, men jeg formoder at det for de flestes vedkommende er i disse år, der begynder at ske noget for alvor. Smag ændrer sig, stil udvikles. Her taler jeg naturligvis kun om musikken, alt andet er irrelevant i denne sammenhæng. I hvert fald står 1993 for mig som et ret markant musikår. Listen bærer præg af at have en ret pæn hitrate, hvis man sammenligner hvad jeg lyttede til på daværende tidspunkt og nu, og der er en del af musikken jeg begyndte at samle op dengang, som stadig hænger ved. Der er naturligvis også sange og kunstnere, der er kommet til langt senere, men der begynder at tegne sig et billede af, hvor min musikalske interesse fører hen.

Når alt det er sagt, så er listen her exceptionelt stærk. Jeg skrev vist om 1987-listen, at den var den stærkeste hidtil, men den bliver overgået her. Jeg havde et voldsomt hårdt felt på 30-35 sange, som jeg på det usleste måtte korte ned, og det var virkelig darlings der måtte lade livet. Et par sidste-øjebliks-ændringer gjorde at Slowdive, et af mine favoritbands, røg ud af listen, og de sidste to der inden da blev skåret fra, var fantastiske sange med yndlinge som PJ Harvey og Lloyd Cole. Kandidaterne var som sagt helt ude af denne verden. Det samme er etteren på listen, som jeg mærkeligt nok ikke var i tvivl om. Det skyldes nok, at den sang ganske enkelt er en af de bedste jeg nogensinde har hørt – tænk top-5’ish – men samtidig er den en sang, jeg ikke ynder at lytte til i selskab med andre. For mig er den en lytte-alene-sang. Du må dog selv bestemme hvordan du lytter til den. Eller om.

Således beriget har du ingen undskyldning for ikke at læse og lytte med. Listen kommer her – Spotify-link i bunden.

  1. Red House Painters – Katy Song
  2. The Boo Radleys – Lazarus
  3. New Order – Regret
  4. The Posies – Solar Sister
  5. Matthew Sweet – Someone to Pull the Trigger
  6. Grant Lee Buffalo – Fuzzy
  7. Jellyfish – New Mistake
  8. The Afghan Whigs – Debonair
  9. The Lemonheads – Big Gay Heart
  10. Dinosaur Jr. – Out There
  11. Nirvana – Heart-Shaped Box
  12. U2 – Stay (Faraway, So Close!)
  13. The Walkabouts – Satisfied Mind
  14. Sarah McLachlan – Fumbling Towards Ecstasy
  15. Teenage Fanclub – The Cabbage
  16. Chris Isaak – Can’t Do a Thing (To Stop Me)
  17. Crowded House – Nails in My Feet
  18. Mazzy Star – Into Dust
  19. The The – Slow Emotion Replay
  20. Sebadoh – Soul and Fire
  21. Suede – Pantomime Horse
  22. Sheryl Crow – No One Said It Would Be Easy
  23. Depeche Mode – In Your Room
  24. Swervedriver – Duel
  25. The Smashing Pumpkins – Disarm

Lyt på Spotify

Kategorier:Musik Tags: , ,