Arkiv

Posts Tagged ‘lister’

I know every song, you name it, by Bacharach or David…de 20 bedste plader fra 2004

Vi går lige på – der er lyttelink i bunden. To sange fra hvert album, med undtagelse af *, som blot kunne præstere et enkelt YouTube-klip.

  1. Ron Sexsmith – Retriever…potentialet har altid været der hos den rundkindede canadier, men det virkede bare som om, at det lige skulle finpudses, så materialet kom til at fungere på et helt album. Det lykkedes til fulde på ‘Retriever’, en så strålende samling af bittersød guitarpop, at forbilleder (og erklærede fans) med efternavne som McCartney og Costello forhåbentlig har tippet på hatten i ærbødighed og respekt lige siden.
  2. Sufjan Stevens – Seven Swans…set i bakspejlet er det Stevens’ mere fokuserede og nedtonede plader der gør mest for mig. Således foretrækker jeg den forholdsvis stringente ‘Seven Swans’ frem for de mere oppustede og, bevares, eventyrlystne plader med de amerikanske stater som tema. Måske også fordi det bare er en forbandet god plade med nogle smukke melodier.
  3. Jesse Sykes & The Sweet Hereafter – Oh, My Girl…Sykes og slængs debut ‘Reckless Burning’ var lidt af et grådkvalt mirakel med sine tårevædede og atmosfæriske countrysange, og det er et mirakel i sig selv, at opfølgeren her er stort set lige så fantastisk. Lidt mere flagrende, men fortsat med Sykes’ karakteristiske, maskulint klingende vokal og Phil Wandschers twangy guitarspil i front. Ind imellem bør man høre ‘Grow a New Heart’ på repeat. Just sayin’.
  4. Arcade Fire – Funeral…en af de mest hypede plader og grupper de seneste par årtier, og hvad angår albummet her er hypen berettiget. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var ret længe om at tage det til mig, men disse hyperdramatiske sange pakket ind i storladen produktion har vist sig ufatteligt holdbare. Endda i en sådan grad, at jeg stadig synes pladen bliver bedre for hvert gennemlyt.
  5. Lisa Gerrard & Patrick Cassidy – Immortal Memory…næsten overjordisk smukt samarbejde mellem stemmen Gerrard og komponisten Cassidy. Der er virkelig højt til loftet og arrangementerne er ladet med følelser, hvilket ofte er en farlig sti at vandre ned af, men selv når det bliver faretruende tæt på Enya-territorium, lykkes det duoen at slippe helskindet i land. ‘Elegy’ er lige til at tude over.
  6. The Divine Comedy – Absent Friends…pladen der endelig, efter års forgæves forsøg, gjorde mig til Divine Comedy-fan. Indspillet med et middelstort symfoniorkester, er det sørme ikke gigantiske armbevægelser og ditto ambitioner pladen mangler, og dens vekslen mellem rørende oder til døtre og tongue-in-cheek-easy-listening om glade goths, er yderst succesfuld. Dertil kommer Neil Hannons usædvanligt gode greb om en både skarp og satirisk lyrik. Alene ‘Our Mutual Friend’ er et kæmpe, dramatisk værk.
  7. Claus Hempler – Hempler…han er en af landets bedste sangere, inde i mit hoved i hvert fald, og Hemplers sprøde røst kommer fuldt til sin ret på denne elegante crooner-plade. Det ærgrede mig gevaldigt, at Fielfraz sagde stop kort efter den fremragende svanesang ‘Slick’ , men ankomsten af for eksempel albummet her, var et stort plaster på såret. En af de plader der steg mest i graderne under arbejdet med listen.
  8. Dolorean – Violence in the Snowy Fields…jeg var ellevild med Al James og hans projekt Dolorean i nogen år der i midten og slutningen af 2000’erne. Det skyldtes blandt andet denne lille americana-plade (og i endnu højere grad forgængeren ‘Not Exotic’, men det er en anden snak). Den holder sig stadig fornemt, selv om jeg – indrømmet – havde den højere placeret på min oprindelige bruttoliste.
  9. Kathryn Williams – Relations…Kathryn Williams er en af disse underkendte sangskrivere, der uvist af hvilke årsager aldrig rigtig får hul igennem til de brede musikmasser – tænker jeg. Talentet er der, men hun savner hele pr-maskineriet til at køre den store charmeoffensiv. Det er virkelig en skam, også selv om hun faktisk er endnu bedre til at fortolke andre kunstnere, som hun gør på gennemført charmerende og overbevisende vis her. Og det er et skønt klientel hun kaster sig over: Fra Mae West til Pavement, Big Star til Bee Gees, The Byrds til Nirvana – og hun gør det på en underspillet, hviskende facon. Hvis ikke du falder for hendes fortolkning af Big Stars ‘Thirteen’, er der åbenlyst noget galt med dig.
  10. The Innocence Mission – Now the Day Is Over…det giver så god mening, at The Innocence Mission her har valgt at lave en plade beregnet til vuggeviser, for jeg kan ikke forestille mig mere oplagte redskaber til det end Don Peris’ underspillede guitarklimpren og hustru Karen Peris’ underskønne stemme. Voksne må også gerne lytte med på denne samling af mestendels gamle standarder, tilsat enkelte selvkomponerede numre. En lille vidunderlighed.
  11. Jens Lekman – When I Said I Wanted to Be Your Dog…det er cirka lige dele fjollerier og yndefulde crooner-ballader Sveriges Stephin Merritt disker op med på denne glimrende skive. At han desuden er leveringsdygtig i finurlige one-liners og popmusikalske referencer, gør blot endnu mere for oplevelsen. Albummet var nok den største opdagelse i gen(nem)lytningen af årets plader, og den har fået en del spins. Egentlig var den slet ikke med på bruttolisten, da jeg startede projektet her.
  12. Keane – Hopes and Fears…kritiske røster, ja såmænd også vi, der er mindre kritiske, kan argumentere for at det mest bemærkelsesværdige ved Keanes debutalbum er hvor meget det lyder som Travis og Coldplay, trods den manglende guitar i lineuppen. Og ja, det er faktisk ret imponerende, men man må i samme moment ikke underkende de helt basalt gode sange, som pladen er smækfyldt med. Når man samtidig har en fin vokalist i Tom Chaplin, så er man kommet langt. Det er et temmelig glat og ufarligt udspil, men faktisk forbløffende slidstærkt til trods.
  13. Grant-Lee Phillips – Virginia Creeper…jeg har megen musikalsk kærlighed til den sympatiske Phillips med den blændende stemme, og det er muligvis derfor en plade som denne falder i så god jord. Den er måske en kende til den ferske og anonyme side (i hvert fald set i forhold til store dele af Grant Lee Buffalos oeuvre), men den er bare så rar. Jeg holder fortsat urimeligt meget af den.
  14. Jolie Holland – Escondida…hun lever lidt i sin egen tid og verden, Jolie Holland, men det gør bestemt ingenting, når hun fylder den med sin oldtimerbluesjazzfolk. Akustiske guitarer, trompeter og den der karakteristiske, raspende stemme gør hende altid letgenkendelig, og det er ret åbenlyst at høre hvorfor både Bob Dylan og Tom Waits er erklærede fans.
  15. Windermere – The World Is Here…der var lige en kort overgang, hvor Windermere virkede som et bundsolidt dansk bud på shoegazey postrock (eller er det postrocket shoegaze?, red.), men så forsvandt de pludselig. Ud af det blå, væk var de. Jeg har ingen anelse om hvad medlemmerne laver i dag, men heldigvis nåede de at udgive to vellykkede plader, hvor debuten her var den stærkeste. Især i kraft af den mægtige åbner ‘Trailer Park’.
  16. Pale Horse and Rider – Moody Pike*…også PHaR, et samarbejde mellem en af mine oversete favoritter, Jon DeRosa og kollegaen Marc Gartman, blev en kortlivet omgang. To strålende plader med melankolsk slacker-country rakte det til, men begge har dog holdt fast i musikken siden, hvor altså ikke mindst DeRosa har fundet sin egen lille niche som goth-crooner i eget navn.
  17. Iron + Wine – Our Endless Numbered Days…I+W er en af de små undselige artister, der pludselig voksede sig store uden voldsomme armbevægelser, takket være Sam Beams kompetente sangskrivning og blide stemme. Denne plade gjorde nok større indtryk på mig for 10-12 år siden end den gør nu, hvor den ærligt talt fremstår en lille smule…ja, undskyld, kedelig. Når det er sagt, er det stadig en fin skive, men den er dalet støt og roligt ned af listen, som tiden er skredet frem. Den får dog lov at hænge på lidt endnu.
  18. Minor Majority – Up for You & I…en gedigen singersongerwriterplade fra Oslos Pål Angelskår, der gemmer på et par perler. Særligt næsten-titelnummeret ‘Think I’m Up for You & I’ er et lavmælt mesterværk. Jeg har overhovedet ikke fulgt med i Minor Majoritys gøren og laden siden – egentlig lidt sært med tanke på hvilke evner Angelskår fremviser her.
  19. Justin Rutledge – No Never Alone…en plade der fik sneget sig med på listen i sidste øjeblik efter en intens aftenlytter for nylig. Sikkert en søndag aften, den lugter lidt af søndag. Canadiske Rutledge (og hans backingband The Junction Forty) spiller en ret regulær country, med guitarer, violiner og dens slags i front, og leverer på pladen i hvert fald tre rene perler, deriblandt den vidunderlige ‘Federal Mail’ med så skæppeskønne linier som ‘Got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair’. Ah, men det er jo smukt.
  20. Grace Cathedral Park – In the Evenings of Regret…om de er opkaldt efter Red House Painters-sangen af samme navn, kirken i San Francisco eller bare godt kan lide ordlyden ved jeg ikke, men jeg ved at her er tale om et smukt, vemodigt album. Ikke egentlig trist, men bare dvælende og ja, vemodigt. Det er rent instrumentalt og er vel det man dengang i 2004 kaldte postrock, omend det overhoveder ikke rocker. Man kan argumentere for at 76 minutter af det her med en ahem, ret ensidig atmosfære er i overkanten, men det skal man ikke.

Lyt på YouTube

Reklamer
Kategorier:Musik Tags: , ,

Jeg har mødt de første grå hår…de bedste plader fra 1998

Ifølge pålidelig kilde, er 1998 det år jeg har flest udgivelser fra. Helt nøjagtig 157, fortæller nævnte pålidelige kilde mig, så at snige sig ind i top-20 kræver trods alt en vis kvalitet. Også selv om året 1998 ikke var et kæmpe år, set i bakspejlet. Det vil jeg gerne medgive. Det skal dog ikke tage noget fra de 20 plader, der udgør årslisten, for de er alle gode – og i hvert fald bedre end de 137 der ikke nåede så langt. Det bliver en doven variant denne gang, så ingen udførlige beskrivelser af listens plader. Har du alligevel lyst til at dvæle lidt ved 1998, så har jeg ved en tidligere lejlighed gennemgået de 25 bedste sange fra året. Det må være nok. Dermed også nok sludder om ikke ret meget; listen kommer her og der er som altid lyttelink i bunden. To sange fra hver plade.

  1. Lucinda Williams – Car Wheels on a Gravel Road
  2. Sparklehorse – Good Morning Spider
  3. Elliott Smith – XO
  4. Massive Attack – Mezzanine
  5. Eels – Electro-Shock Blues
  6. Mojave 3 – Out of Tune
  7. Sophia – The Infinite Circle
  8. Luksus – Repertoire
  9. Placebo – Without You I’m Nothing
  10. Olesen-Olesen – Dagens gerning
  11. The Afghan Whigs – 1965
  12. Psyched Up Janis – Enter the Super Peppermint Lounge
  13. Puressence – Only Forever
  14. Pernice Brothers – Overcome by Happiness
  15. The Smashing Pumpkins – Adore
  16. Midnight Choir – Amsterdam Stranded
  17. Belle & Sebastian – The Boy With the Arab Strap
  18. Sophie Zelmani – Precious Burden
  19. Faithless – Sunday 8PM
  20. Nick Lowe – Dig My Mood

Lyt på YouTube

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1984

Tilfældets terning landede denne gang på 1984. Eller denne gang er måske så meget sagt, for listen her har ligget næsten færdig siden februar, men af forskellige årsager er den bare meget aktuel nu, så med lidt småjusteringer, er det på sin plads at få den offentliggjort. Playliste i bunden som altid.

  1. The Rain Parade – You Are My Friend…af og til støder jeg på en sang, der i den grad tager røven på mig. En sang, hvor jeg, efter at have hørt den, tager mig selv i at råbe (aarh, hviske er nok mere sandt) “fuck, en perfekt sang”. Sådan en er ‘You Are My Friend’. Jingly-jangly Byrds-guitar, syng-med-vers i et passende toneleje, hvor jeg rent faktisk kan synge med, håndklap, vokalharmonier – jeg dåner af fryd!
  2. This Mortal Coil – Another Day…det smukkeste stykke musik på TMCs rammende betitlede ‘It’ll End in Tears’. Du skal nok ikke have stryger-allergi, hvis du har tænkt dig at lytte til den, så er det sagt. Liz Fraser er her, som så ofte før og efter, ganske guddommelig. Hun dukker for øvrigt op igen længere nede af listen. Det er Roy Harpers original, og der findes også en udgave med Peter Gabriel og Kate Bush, lavet til et eller andet tv-program. Den er værd at kigge efter på YouTube, skulle du have lyst.
  3. U2 – A Sort of Homecoming…lidt svært at skulle vælge mellem en flok virkelig gode sange fra ‘The Unforgettable Fire’, men den her, der er som skabt til at blæse udover verdens arenaer, har bare altid ramt mig i solar plexus. Det er U2, når de er allermest pompøse. Love it or leave it.
  4. Echo & The Bunnymen – The Killing Moon…endnu en af de der sublime sange, enhver kunstner drømmer om at skrive bare én gang i løbet af en hel karriere. Forestiller jeg mig. Mystik, drama og det perfekte omkvæd. Freakin’ god sang.
  5. Dead Can Dance – Threshold…inden DCD for alvor fandt deres egne kunstneriske fødder, mindede de en del om Joy Division. Det gør de for eksempel på denne fantastiske sang der pumper fremad, mens Lisa Gerrard vræler sine lyde ud igennem mikrofonen.
  6. Depeche Mode – Somebody…jeg elsker Martin Gore. Han er så følsom, og hans ballader har altså ofte en tendens til at ramme mit softie-spot. Bevares, mit softie-spot er temmelig stort, så det er måske ikke den vildeste bedrift, men lad os nu ikke vandre længere ud af den uinteressante tangent. Det er lidt en tøsesang – I love it! Ole Henriksen-style.
  7. The Pretenders – 2000 Miles…en af mine yndlings-julesange, så her har vi noget af listens højaktualitet. Den er ærligt talt ikke ret julet, så det er nok derfor jeg holder så meget af den. Det er en smuk sang, og Chrissie Hynde synger strålende her. Men det gør hun jo ofte, så business as usual.
  8. Cocteau Twins – Lorelei…så dukker Liz Fraser op igen med sin kukkende og uforståelige vokal – og hun er helt uimodståelig. Hvis ikke begrebet dream pop blev opfundet i forbindelse med denne sang, så er der ingen retfærdighed til. Den her lyder for øvrigt mere julet end julesangen en plads højere oppe.
  9. R.E.M. – Camera…der er mere oplagte hitbaskere på den fremragende ‘Reckoning’-plade, men ‘Camera’ er bare den type sang, jeg til enhver tid vil falde for. Langsom, dvælende, sær – og helt vildt smuk. Samtidig er den en af de sange fra det tidlige R.E.M, som jeg først kastede min kærlighed på; den var på et mixtape fra en person jeg engang i de tidlige internetchatdage udvekslede den slags med. Jeg ved desværre ikke hvad der blev af vedkommende, men jeg er fortsat meget taknemmelig for båndet og sangen.
  10. The Smiths – Reel Around the Fountain…en af mine absolutte Smiths-yndlinge. Jeg elsker dens melodiske nederenhed. Lad os kalde det mundvigen-nedad-guitarpop. Jeg elsker mundvigen-nedad-guitarpop. Og linierne “I dreamt about you last night/And I fell out of bed twice”
  11. The Cars – Drive…hey, her er en regulær hitbasker! Og en pissegod sang tilmed. Jeg er aldeles uinteresseret i The Cars, men den her skrevet-direkte-til-Radio-Soft-ballade sidder lige i skabet.
  12. Hüsker Dü – I’ll Never Forget You…elegant overgang til denne frådende arrige hardcorepunksang. 140 sekunders uforfalsket raseri og en af mine yndlingssange med punklegenderne. “I will…never…forget…you!” Tak for kaffe, Bob Mould.
  13. Simple Minds – Waterfront…endnu en elegant overgang til den megapompøse side af Simple Minds. Ligesom tilfældet var med U2-sangen længere oppe, er den her skabt til at blæse ud af højttalerne på kæmpestadions over hele verden. Og Tivoli, hvor den var højdepunktet i en ellers drønkedelig koncert for en lille håndfuld år siden.
  14. Violent Femmes – Country Death Song…man kan argumentere for, at Violent Femmes opfandt 16 Horsepower, da de smed denne makabre banjocountrysang på gaden. Altså, hvis man virkelig vil argumentere for den slags. Nåmen, noget af et spring til siden i forhold til den folk-punkede debutplade, men lige så fantastisk. Jeg elsker desuden linien “Well, I’m a thinkin’ and thinkin’, till there’s nothin’ I ain’t thunk”. Bare fordi.
  15. Lloyd Cole and The Commotions – Perfect Skin…1984 var et godt år for jangly guitarpop. Og ordrige, artsy tekster. Og Lloyd Cole. Og dermed for os, der kan lide jangly guitarpop med ordrige, artsy tekster. Og Lloyd Cole.
  16. The Icicle Works – Chop the Tree…trommerne, mand, lyt til trommerne! De pumper afsted, jeg er vild med det. Han er fandeme en god trommeslager, Chris Sharrock. Nåmen, udover trommerne er det bare en skidegod rocksang fra en skidegod plade. Jeg har hørt et par plader mere med The Icicle Works – de er ikke i nærheden af at være lige så gode. Hovedmanden Ian McNabb lavede 10 år senere en af mine yndlingsrocksange nogensinde overhovedet, så helt talentløs har han aldrig været.
  17. The Chills – Pink Frost…en både sær og yderst tilnærmelig popsang. Lidt selvmodsigende, mjoe, men jeg står inde for det. Jeg kan ikke helt forklare hvad det er den kan, men øøh…ja. Dårligste write-up i historien, så bare lyt til sangen og dan din egen mening.
  18. The Jesus and Mary Chain – Upside Down…jeg elsker at dette var bandets første single. “Hey gutter, skal vi ikke bare lave en fandens støj i tre minutter? Joda”. Og det gjorde de så. Ret badass.
  19. New Order – Thieves Like Us…åh ja, synths galore og 2½ minutter lange introer. De var godt på vej væk fra Joy Division-mørket her, hvilket formentlig var meget godt for bandets liv og levned. En dejlig sang.
  20. Prince – When Doves Cry…en sand evergreen og en ren tour de force for den lilla funky mand, der både udlever sin guitarheltedrøm og sine ubegribelige popevner. Klart en af Prince-favoritterne her i hytten.
  21. Tones on Tail – Lions…sært offshoot fra Bauhaus, hvor sidstnævntes medlemmer Daniel Ash og Kevin Haskins får lov at træde ud af Peter Murphys skygge. ‘Lions’ er en druggy dubperle, langsom og besynderligt dansabel.
  22. The Green Pajamas – Katie Lied…primitiv og forbasket ørehængeragtig lille sag, og mere af den vidunderlige jangly guitarlyd, taget direkte fra ‘Eight Miles High’-æra Byrds. Og nej, bandet er ikke fra L.A. som de ligesindede Dream Syndicate og Rain Parade, men derimod fra Seattle, minsandten.
  23. Black Flag – Slip It In…gæt selv hvad den muligvis handler om. Her er megen slipping-in, meget stønnen og meget guitarhelteri. Og et glimrende call-and-response-spil mellem Henry Rollins og L7s Suzy Gardner. Mere heavy end punk, egentlig. Jeg er fan.
  24. The Replacements – I Will Dare…helt ærligt, jeg tror aldrig The Replacements og jeg bliver virkelig nære venner – dertil ligger vi nok for langt fra hinanden på bodega-bøvethedsskalaen – men ind imellem lykkedes det dem alligevel at skrive en sang så smittende, at selv jeg må vippe med både hoved og begge fødder. Og så har sangen et omkvæd der går lige i hjertet: “Meet me anyplace or anywhere or anytime/Now I don’t care/Meet me tonight/If you will dare/I will dare”. Åårh!
  25. The Gun Club – Walkin’ With the Beast…jeg elsker når Jeffrey Lee Pierce og slæng buldrer dronende derudad, og det gør de på enkel og effektiv vis her. Guitarerne skærer, Pierce synger af helvede til – alt er, med andre ord, som det skal være i en Gun Club-sang.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1969

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Denne liste er vild. Og lad mig fortsætte med indrømmelserne: Hvis ikke det havde været for en hulens masse coverversioner, så var der mange af disse sange jeg muligvis aldrig havde lært at kende. Så lad mig – i alfabetisk rækkefølge – takke: Belly, Hanne Boel, Johnny Cash, Mark Eitzel, Kula Shaker, Tom Petty og Paul Young for på en eller anden måde at have bragt mig frem til en flok fantastiske sange fra listen. Spotify-link i bunden.

  1. The Flying Burrito Brothers – Hot Burrito #1…en af de bedste sange jeg nogensinde har hørt. En smertefuld countryballade med en uovertruffen vokalpræstation af Gram Parsons. Det er et næsten ubærligt lyt, når man har ondt i hjertet.
  2. The Stooges – I Wanna Be Your Dog…anderledes kontant afregning er der på den her, hvor Iggy Pop som altid vrænger på flabet og direkte vis, mens der er ild i resten af bandet omkring ham. En af de bedste og mest bad-ass rocksange jeg har hørt.
  3. The Velvet Underground – Pale Blue Eyes…det er virkelig grumt at skulle vælge mellem perler på stribe fra VUs selvbetitlede plade (min yndling i diskografien), men pilen peger oftest på denne bluesy ballade. Den er ultra-cool og melankolsk på samme tid. En perfekt kombi.
  4. Led Zeppelin – Whole Lotta Love…apropos bad-ass rocksange – her er endnu en af dem. Jimmy Pages riff og Robert Plants vilde vokal stjæler naturligt nok ofte lydbilledet, men alt kører for hele bandet på den her.
  5. Roberta Flack – The First Time Ever I Saw Your Face…fantastisk vokal fra fru Flack, der her ligger så smukt ovenpå den minimale, instrumentale backing ført an af jazz-bas og diskrete klavertoner.
  6. Scott Walker – If You Go Away…en af mine Walker-favoritter. Den er øm og storladen, og den får ikke for lidt på alle følelsesladede tangenter. En amerikanisering af Jacques Brels nummer ‘Ne me quitte pas’, men det var denne version jeg først hørte og elskede.
  7. The Beatles – Something…et af the fab fours smukkeste numre, og så rækker det alligevel ‘kun’ til en syvendeplads på denne liste. Der er hård konkurrence. Et af George Harrisons svendestykker, følsomt og nedtonet. Og så den klagende guitar – jeg elsker det og den.
  8. Cher – I Walk on Guilded Splinters…en uhørt funky udgave af Cher, der bliver sluppet løs her, hvor hun og et storswingende band leverer countrysoul af høj, høj kaliber. Det er for øvrigt en Dr. John-original.
  9. Can – Mary, Mary So Contrary…jeg er ikke nogen stor Can-entusiast (eller -kender), men denne lange og spacey sag syrer formidabelt ud. “MaryMaryMaryMaryMaryMary!”
  10. Crosby, Stills & Nash – Helplessly Hoping…syret er denne akustisk ballade så absolut ikke, men den rammer mig lige i hjertekulen med sine, for trioen, så karakteristiske vokalharmonier. Den her har mange hippe fuldskægsbondeknoldemedakustiskeguitarer på samvittigheden.
  11. The Band – Up on Cripple Creek…sjældent har en flok blegnæbbede nordamerikanere været så voksenfunky, men det storswinger ganske enkelt på sin egen øøh ja, voksne måde. Jeg håber lidt jeg har opfundet et nyt begreb med termen voksenfunky.
  12. David Bowie – Space Oddity…ja, du kender jo godt den der fortælling om Major Tom, og det er eddersparkeme en god sang. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. Beklager. Nåjo, det skulle da lige være at det er et besynderligt hit, uagtet dets enorme kvaliteter.
  13. Dionne Warwick – This Girl’s in Love With You…en elegant popballade, fantastisk sunget af Warwick ovenpå et formidabelt arrangement. Og ja, så kan jeg godt leve med redekamsoloen, eller hvad fa’en det er der dukker op et par minutter inde. Som en bonus kan jeg fortælle, at jeg også er svært begejstret for halvfemserligegyldigheden Fastballs udgave, betitlet ‘This Guy’s in Love With You’, men det er en anden snak.
  14. Dusty Springfield – No Easy Way Down…endnu en overlegen vokalpræstation fra en gal souldiva, hvilket dog ikke skal skille os ad. Hold kæft, hvor sang hun godt, sådan i al almindelighed, men her i særdeleshed.
  15. Elvis Presley – Suspicious Minds…jeg har vist aldrig for alvor overvejet om jeg har en yndlingssang med Elvis, men jeg tror nu alligevel det er den her. Formidabelt og soulfuldt sunget hjem af kongen.
  16. Neil Young & Crazy Horse – The Losing End (When You’re On)…ok, det her er nok lidt kontroversielt, for fra en fantastisk plade der har Young-klassikere som ‘Cinnamon Girl’, ‘Down by the River’ og ‘Cowgirl in the Sand’, vælger jeg denne gumpetunge countryrockballade? Jep. Jeg elsker den, og den har tårnhøj synge-med-faktor.
  17. Nick Drake – River Man…Drake for absolut ingen udblæsning, men det var der vel heller ingen der havde forventet? Tyst, melankolsk og så smukt, så smukt, at det næsten ikke er til at holde ud. Åh, strygerne!
  18. The Jackson 5 – I Want You Back…lille Wacko Jacko bakket op af et funky og swingende band, og når han og de var i det lune, kunne de altså spille røven ud af bukserne på en del. Selv verdens mindst funky nordbo.
  19. Joni Mitchell – Both Sides Now…klassisk, akustisk Mitchell, og det er der naturligvis ikke megen schwung over, men nu har schwung sjældent været en væsentlig faktor på mine lister, så den simple folksang rammer nøjagtig hvor den skal.
  20. The Kinks – Victoria…en lille charmerende hurtigløberbagatel, men hvem fanden bryder sig om bagatelstatus, når den er så smittende som den her? Jeg gør i hvert fald ikke. Den findes også i en anbefalelsesværdig version med Virginia-knoldesparkerne Cracker.
  21. Simon & Garfunkel – The Boxerlalalailalalalalalalaietc. En af de første cd’er vi fik ind i mit barndomshjem, var en opsamling med S&G, og en af de mest mindeværdige sange for en bette knejt, var den med det omkvæd. Jeg har holdt urimeligt meget af den siden.
  22. The Rolling Stones – You Can’t Always Get What You Want…det starter så diskret og udvikler sig så enormt, og det gør intet, så længe sangen er så fremragende som den er.
  23. Bobbie Gentry – Son of a Preacher Man…jeg er vild med den kantede og rå klang Gentrys vokal har, og det er måske netop den der gør, at hun trods alt ikke lyder som en fuldstændig kopi af Dusty Springfield. Den giver hende en charmerende flabethed.
  24. Joe South – Hush…jeg tror ikke jeg kender andre sange med Joe South, så dermed er hans hit-ratio hos mig altså 100%. Det er der ikke mange der kan prale af. Men en fuldfed, hårdtrockende souludgave af sangen her.
  25. Thunderclap Newman – Something in the Air…apropos 100% hit-ratio, så gælder det vist også for Thunderclap Newman. En pragtfuld sang – men helt ærligt, så kan jeg endnu bedre lide den med Tom Petty.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2014

Ingen lang intro – bare lige på! Spotify-lyt i bunden.

  1. King Tuff – Black Moon Spell…et kick-ass garagerocknummer, og så straightforward rockogrul som en favoritsang kan blive for mit vedkommende. Bare tryk på fra start til slut, komplet med lidt gospel-inspiration hen mod slutningen. Totalt lucky punch, da jeg tilfældigt greb den her med hjem fra en af mine secondhandshoppingsprees for et par år siden.
  2. Dean Wareham – The Dancer Disappears…klart den bedste TV-2-sang jeg kender. Jeg ved ikke hvorfor, men for mig lyder den her fuldstændigt som en usædvanligt inspireret udgave af Steffen Brandt og Co. Måske en fortsættelse af ‘Det eneste hun ville var at danse’. Hvem ved? Men nej, Dean Wareham har selvfølgelig intet med TV-2 at gøre. Det er en vidunderlig sang, uanset hvad.
  3. Angel Olsen – Windows…jeg er ikke faldet helt pladask for Angel Olsen, men jeg vil gerne medgive at hun kan noget. Og det noget udfoldes på smukkeste vis her – det er både skrøbeligt og inderligt. Ja, næsten til at tude over, hvis man er således indrettet.
  4. Thurston Moore – Speak to the Wild…jeg er muligvis farvet af at de to første (lange!) numre på pladen er ganske fantastiske, men jeg synes Moores 2014-album ‘The Best Day’ er noget af det stærkeste han har præsteret i en voldsomt respektindgydende karriere. ‘Speak to the Wild’ åbner pladen og rammer med sin repetitive tone og strålende opbygning direkte i hjertekulen på mig. Det var kærlighed ved første lyt. Også ved tyvende eller tredivte.
  5. Andrea Schroeder – Ghosts of Berlin…den ærketyske chanteuse (hmm…det hedder det vist ikke på de breddegrader) stødte jeg første gang på, da hun varmede op for The Walkabouts i København i 2012. Jeg husker hende og kompagnoners optræden som fin, men det var først da jeg et par år efter stødte på denne sang og tilhørende plade, at jeg virkelig blev ramt. Den har også de klassiske træk for en Morten-schlager; en blanding af vemod og nostalgi og en smukt klagende violin. I tillæg trækker en dejlig, karakteristisk kvinde-stemme i front sjældent ned.
  6. The New Spring – Song for Ana Mendieta…en lille, pragtfuld hjerteknuser fra Bastian Kallesøe og hans akustiske guitar. Den i titlen omtalte Ana Mendieta var en cubansk multikunsterinde, der beskæftigede sig med feministiske tanker og ideer, inden hun kom så tragisk og kontroversielt af dage. Bonusinfo: linien “me my thoughts are flower strewn” antager jeg er en reference til en af mine favoritsange med R.E.M., den ganske vidunderlige ‘Find the River’.
  7. Simone Felice – Running Through My Head…jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har beskæftiget mig meget med Felices vidtspændende karriere, ja, faktisk kender jeg vist kun hans to soloskiver, men de er heldigvis også værd at dvæle nogen tid ved. Mit favoritnummer fra hans solodiskografi er denne mægtige gospel-ballade, som er så øm og følsom, at selv min 70-årige mor elsker den.
  8. Alcest – Délivrance…nu vi er ved det ømme og følsomme, så kan det franske blackmetal-outfit Alcest faktisk også karakteriseres som sådan. I hvert fald på 2014-albummet ‘Shelter’, der afrundes så effektivt af denne episke ballade. Nej, der er ikke meget blackmetal over det nummer og den plade – de fik vist sorteret kraftigt ud i fankredsen ved udgivelsen – men jeg var og er på, for det lyder ærligt talt mest som Sigur Rós eller sågar de fine, hedengangne danske shoegazers Windermere. Så fuck jer, troløse sortmetallere!
  9. Mary Gauthier – How You Learn to Live Alone…jeg glemmer af og til, at jeg egentlig holder ret meget af den hårdhudede Mary Gauthier med den dramatiske livshistorie. Men så lytter jeg til ‘How You Learn to Live Alone’ og kommer straks i tanker om det igen. Jeg synes i øvrigt at den minder en smule om The Wallflowers’ glimrende ‘6th Avenue Heartache’, og at soloen midtvejs lyder så påfaldende meget som John Denvers ‘Take Me Home, Country Roads’ til at det kan være et tilfælde. Det gør intet, det er stadig en dejlig sang.
  10. Thee Silver Mt Zion Memorial Orchestra…What We Loved Was Not Enough…episkheden når uanede højder på denne 11 minutter lange sag fra Godspeed You! Black Emperor-folkenes overskudslager/sideprojekt. Og det er vel nærmest noget af det bedste jeg har hørt fra det kollektiv. Efrim Menuck (formoder jeg) vræler sig på sin egen facon gennem nummeret, mens han desperat slås for at overdøve det symfoniorkester han har bag sig, og det hele munder ud i den rene og skære altopslugende kæmpehed. Hvis det er et ord. En vidunderlig sang, men, indrømmet, ikke en klassisk hit-basker.
  11. Narcosatanicos – Nausea…et af de mest interessante indslag på den hjemlige musikscene de senere år, er denne infernalsk støjende sekstet med de tre guitarer, trommer, bas og saxofon. Intenst, bidsk og brutalt og både bandnavn og sangtitel er velvalgt. Jeg græmmes lidt over, at jeg fortsat ikke har oplevet dem live. Det må komme!
  12. Sharon Van Etten – Afraid of Nothing…anderledes mild er den fuldkommen elskelige Van Etten, og åbneren fra hendes ‘Are We There’, der langsomt og sikkert udviklede sig til en af årets bedste skiver, er så smuk og indtagende, at det halve kunne være nok. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at jeg stadig har et lille crush på den charmerende brooklynit.
  13. Jessica Lea Mayfield – Unknown Big Secret…der er mere kant og dog underspillet guitar-crunch over denne langsomme og tunge sag fra unge Mayfield. Hun lægger sig dermed fint i forlængelse af andre kvinder-med-elektrisk-guitar. Indsæt selv navne.
  14. First Aid Kit – Cedar Lane…ja, ok, det blev måske hurtigt lidt for meget hippiebørn-med-bare-tæer-i-skovbunden-folk til min smag, men jeg vil ikke tage fra de unge svenske søstre, at de har en væsentlig dosis talent. Klarest udfoldes det i den kønt orkestrerede ‘Cedar Lane’.
  15. Sia – Chandelier…det er sjældent hverken kønt eller nydeligt orkestreret, når Sia folder sig ud, men til gengæld har hun uanede mængder af power, der bare venter på at blive sluppet løs. Megasællerten ‘Chandelier’ er nok det mest klare eksempel på det, og sjældent har jeg hørt et større følelsesudbrud end det der omkvæd. Jeg tror på hende, når hun påstår at hun vil svinge fra lysekronen.
  16. Sun Kil Moon – Carissa…‘Benji’ er den seneste plade fra Mark Kozelek jeg har haft lyst til at vende tilbage til gentagne gange, hvilket er lidt af et problem, når nu manden er hyperaktiv og udsender en plade om ugen. Cirka. Det er faktisk lidt trættende. Nåmen, det skal ikke tage noget fra ‘Benji’, der er en glimrende skive, og den tragiske dødevals af et åbningsnummer, ‘Carissa’.
  17. Spain – The Fighter…Josh Haden vendte, efter en årti lang pause, overraskende tilbage med et nyt hold musikere for en håndfuld år siden, og har siden fortsat med at udsende udmærkede plader inden for sin stilfærdige og let anonyme niche. ‘The Fighter’ er ubetinget det bedste nummer på 2014-pladen ‘Sargent Place’, og med sin dvælende, downbeat tone og diskrete strygerarrangement sidder den lige hvor den skal.
  18. Epic45 – Monument…denne meget britiske duo har gennem en efterhånden lang årrække specialiseret sig i en blå og tåget synth-postrock, der tager tråden op fra bands som Disco Inferno og Piano Magic, og det har de faktisk været ret glimrende til. Den smukke ‘Monument’ kunne sågar have en smule hitpotentiale med sit blide temperament og robotvokal-backup.
  19. Nils Gröndahl – Das Fenster…et enerverende og repetitivt mareridt af et monster, spillet mestendels (måske i virkeligheden kun?) på Gröndahls elektriske violin. Tjek også videoen, hvor seeren bliver trukket med ned af en gloomy udseende Istedgade by night.
  20. Ryan Adams – Shadows…herrens selvbetitlede album var ærligt talt mere solidt end decideret mindeværdigt, og der var ikke alverden der stak ud (hverken positivt eller negativt), men der var alligevel en sang, der kunne mere end gennemsnittet, nemlig ‘Shadows’. Det simple trommespil, nedtursguitarlyd og Adams’ vanligt sublime vokal gør tricket her.
  21. Wovenhand – Good Shepherd…den altid maniske og intense David Eugene Edwards præsterede på 2014-albummet ‘Refractory Obdurate’ at skrue om muligt endnu mere op for intensiteten. Det kammer næsten over på den benhårde ‘Good Shepherd’, men også kun næsten, for det swinger sgu. Og så glemmer jeg ikke følgende ordveksling fra bandets årlige besøg i Vega: DEE: – Thank you for coming out on a Tuesday night! Publikum: – But David, it’s Sunday! DEE: – Says who?! Og det er jo vanskeligt at argumentere imod.
  22. Mogwai – Blues Hour…jeg holder meget af Mogwai, men jeg erkender blankt at jeg har haft lidt svært ved at hidse mig op over deres seneste tre-fire plader. Det gælder også for 2014-albummet ‘Rave Tapes’, der dog bød på denne fine sag, en af de relativt sjældne sange, hvor Stuart Braithwaite udfolder sin spæde, men som oftest mærkeligt passende stemme.
  23. Metronomy – Love Letters…en skævt dansabel sang fra indietronica-ensemblet (eller whatever) Metronomy. Det er en møgcharmerende sag, der hele tiden virker en anelse off – lige fra den lidt tågede hornintro til frontmand Joseph Mounts sære vokalforedrag og det pilskæve kvindekor. Jeg har svært ved at holde benene i ro, når jeg hører den her.
  24. Get Your Gun – Call Me Rage…endnu en flok talentfulde ynglinge fra den danske undergrund. Begsort mørkemandsrock med tråde til Gun Club, Wovenhand og Nick Cave. Det fungerer aldeles glimrende.
  25. Plaid – OH…den engelske duo hører til blandt pionererne der trak technoen i spændende retninger i 1990’erne, og fortsat har noget at byde på her to årtier senere. Ringlende og melodisk er de på den skønne, glitchy ‘OH’.

Kategorier:Musik Tags: , ,

24 Keeps Breathing in My Face Like a Mad Whore…de bedste plader fra 1992

23/07/2017 2 kommentarer

Det er lige gået op for mig, at det er mere end et år siden jeg senest lavede en album-årsliste. Det er jo den rene slendrian, hvorfor jeg har brugt de seneste par uger på at kaste mig over et bestemt år, lytte plader igennem, justere og rangere efter forgodtbefindende. Det udvalgte år er 1992, af den simple årsag, at det kan fejre 25-års jubilæum. Eller fødselsdag. Eller hvad et år nu end fejrer. Så her er mine tyve favoritplader fra 1992, som jeg hører dem her i 2017. Selvfølgelig spiller min historik med pladerne også ind, men jeg har forsøgt at lytte med friske øren. Der er som altid playliste i bunden, og denne gang har jeg generøst flottet mig med hele to sange fra hvert album.

  1. The Jayhawks – Hollywood Town Hall…det perfekte americana-album. Eller alt-country om man vil. Eller midwestknoldesparkercountryrock om man virkelig vil. The Jayhawks var et af de bands der åbnede mine ører for den del af det musikalske spektrum, omend det var opfølgeren Tomorrow the Green Grass der sparkede den dør ind for mig. Det her er dog lige en tand skarpere, et nøk mere helstøbt, og har ganske enkelt nogen af de stærkeste sange 1990’erne bød på. Temmelig mesterværkisk.
  2. The Cure – Wish…endnu en plade, der åbnede en dør for mig. Jeg kendte (og elskede) naturligvis ‘Friday I’m in Love’ allerede dengang, men det var sangen ‘Trust’, der væltede mig omkuld et par år senere, da den strømmede ud af båndoptagerens højttalere i et gymnasiefrikvarter. Til min store undren viste Gilleleje Bibliotek sig at have kassetten liggende, og den snuppede jeg med hjem til togturene – og blev øjeblikkeligt forelsket. Wish repræsenterer alt hvad The Cure kan, hvilket naturligvis gør den til ikke så lidt af en rodebutik. Men det fungerer uanset om det gælder de nuttede popsange, de ekstremt indadvendte ballader, eller de lange desperate vræl og raserianfald. Det er groft sagt Wild Mood Swings før øøh Wild Mood Swings.
  3. The Black Crowes – The Southern Harmony and Musical Companion…bluesy sydstats(hard)rock er dælme ikke en genre jeg gør mig meget i, men The Black Crowes har altid haft en stor plads i mit hjerte. I hvert fald siden jeg hørte den her. En forrygende tidløs plade der trækker på både sydstaternes svampede blues og en masse Rolling Stones. Og Faces og Humble Pie, ifølge klogere hoveder end jeg. Med afstand bandets største bedrift. Et lille kuriosum: Årets producer må være George Drakoulias, da han drejede på knapper på både listens etter og treer. Han og American Recordings havde en ret heldig hånd i 1992.
  4. Rage Against the Machine – S/T…et adrenalinkick af de helt store og et nogenoghalvtreds minutter langt raseriudbrud. Det er forståeligt at pladen er blevet så ikonisk, og den holder stadig. Den var populær i frikvarterne i min folkeskoleklasse dengang, og selv om jeg da godt kunne lide hvad jeg hørte, så skulle der gå godt og vel et årti før jeg selv investerede i den. Måske er det derfor den ikke er blevet så slidt for mig? Hvoromaltinger, en uomgængelig plade for en vred ungdom. Også for de af os der ikke var/er så vrede (og så unge(længere)). Men fuck you I won’t do what you tell me, alligevel.
  5. Sonic Youth – Dirty…igen en førstegangsting for mig. Mange hardcore fans kan tilsyneladende ikke så godt med Dirty, men det er jeg ligeglad med, for jeg synes stadig den rocker helt vidunderligt. Jeg elsker når Kim Gordon stønner og vrænger sig gennem ‘Drunken Butterfly’, når Lee Ranaldo forsøger at råbe sig gennem Wish Fulfillment – og jeg elsker at medråbe it’s the song I hate, mens alle instrumenterne knaser og kradser på ‘Youth Against Fascism’.
  6. Alice in Chains – Dirt…fra Dirty til Dirt. Fra avantgardestøjpoprock til i en kælder sort som kul. Eller i hvert fald musik fra en kælder sort som kul. Du ved en plade bliver god, når den starter med brølet fra ‘Them Bones’ og slutter lige så abrubt knapt 150 sekunder senere. Og så er vi kun lige startet. Titelnummeret er noget af det mørkeste og tungeste jeg kan sætte pris på, og ‘Rooster’ og ‘Angry Chair’ er ikke langt efter.
  7. R.E.M. – Automatic for the People…her er en plade, der er i overhængende fare for at være slidt op. Imponerende nok er den, trods sin mangeårige allestedsnærværelse, fortsat værd at lytte til, selv om man da godt kan vælge at springe de mest Giro 413-agtige sange over. Du ved selv hvilke der er tale om. Det er dog i mine ører stadig en af bandets stærkeste plader, og man må aldrig snyde sig selv for at lytte til mindre gennemtærskede sange som ‘Sweetness Follows’ og ‘Find the River’, den sidste en af mine absolutte R.E.M.-favoritter.
  8. Ride – Going Blank Again…her er den plade, der har haft bedst af at blive gennemlyttet igen og igen. Den er virkelig steget i agtelse hos mig den seneste tid, og er bare smækfyldt med gode sange, fra den langstrakte episke åbner ‘Leave Them All Behind’ til den poptastiske ‘Twisterella’, og fra den mægtige ‘Not Fazed’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Televisions ‘See No Evil’) og den langstrakte episke lukker ‘OX4’ (der måske er så god, fordi den gerne vil være Klichés ‘Masselinjen’).
  9. Th’ Faith Healers – Lido…et irriterende bandnavn af den grund, at jeg som bibliotekar er i tvivl om hvor de skal stå i samlingen – under T eller F? Jeg har vist nok besluttet mig for at stille dem under F. Min faglige stolthed er dog i vildrede. Men bortset fra det, er det her en gedigen, guitarhærgende støjrocker. En af disse tilfældige opdagelser, hvor jeg har stået og bladret i second hand-cd’er og taget chancen udelukkende på baggrund af et pladeselskab (Too Pure, red.). Kunne jeg forestille mig. Ellers ved jeg ikke hvordan den er havnet i min samling. Nåmen, hvis ikke du får lyst til at splitte et eller andet ad, når du hører bandets cover af Cans ‘Mother Sky’, så får du med mig at bestille.
  10. Come – Eleven: Eleven…nogen gange er det sgu nok bare at være et sejt, huggende band. Sådan et band er (var) Come, styret kompetent af sangskriverduoen Thalia Zedek/Chris Brokaw. Der er virkelig bund i deres dobbelte guitarangreb, og Zedek kan overgå de fleste i benhård vokal-vrængen. Du får tæsk, hvis ikke du kan lide ‘Brand New Vein’, men næppe af mig. Jeg er jo pacifist – og ret meget en slapsvans. Anyway.
  11. Neil Young – Harvest Moon…gammelmandscountryrock for gamle mænd. Young var vel egentlig gammel allerede i 1992, og han var det med ynde og stil, for Harvest Moon er altså en rar og vedkommende plade. Hvis ikke du bliver bare lidt rørt af titelnummeret, er du en hård nyser.
  12. k.d. lang – Ingénue…hvorfor hun insisterer på at skrive sit navn med småt, ved jeg faktisk ikke. Egentlig ved jeg heller ej om det er noget hun insisterer på, men sådan er det nu engang. Lang bliver, uforklarligt for mig, rubriceret som country, men jeg hører det nu ikke rigtig på denne dejlige skive. Det er jo bare voksen singer-songwriterpop. Hverken mere eller mindre. Det er dog virkelig solidt, og hun synger de velkomponerede sange formidabelt.
  13. Lemonheads – It’s a Shame About Ray…en af de helt klassiske Lemonheads-skiver, fyldt med de knuselskelige sange som Evan Dando stadig turnerer rundt med, mens han falder mere og mere fra hinanden. Han ser dog stadig rasende godt ud, hvilket gør hans åbenlyse forfald ret mystisk. Men det er sagen uvedkommende. Selvfølgelig er det en god plade, lige nøjagtig så kort som den skal være, men af en eller anden grund har jeg aldrig taget den helt så meget til mig, som jeg føler jeg bør og burde. Det skal dog siges at min Lemonheads-favorit er den lilla comebackplade fra 2006, så jeg er naturligvis dybt utilregnelig.
  14. Del Amitri – Change Everything…hvis førnævnte Ride-plade var den der havde bedst af et genlyt, så er Change Everything måske det modsatte. Altså, den er jo ikke pludselig blevet en dårlig plade, og den er stadig rigeligt god til at høre hjemme på denne liste, men tidligere havde den haft en sikker plads i top-10. Den er, som Del Amitri ofte var, måske lidt (for) bleg og anonym, trods helt åbenlyse kvaliteter. Måske er dens største problem, at dens stærkeste sange så klart er placeret i den første halvdel – resten af pladen halser en anelse efter den strålende start.
  15. Greene – Teenage Museum…Danmarks Go-Betweens. Simpelthen. En klassedebut, som faktisk stadig formår at blive bedre. Jeg har egentlig altid været mest til brødrenes dansksprogede eskapader i Olesen-Olesen, men de kunne nu også en del allerede her. Også selv om linjer som i’m writing a song about writing a song/about leaving and being left altså lyder lidt kluntet. Men det er petitesser.
  16. Stereolab – Peng!…jeg har så svært ved ikke at holde af Stereolabs kitschy sprælskhed. Det gælder også her, selvom de både før og senere præsterede endnu større ting. Men prøv lige at lytte til ‘The Seeming and the Meaning’, ‘Mellotron’ eller ‘Stomach Worm’ uden at blive revet med.
  17. Beat Happening – You Turn Me On…apropos sprælskhed, så er der her blevet plads til Beat Happening. Indrømmet, de var nok mere primitive end kitschy, men skidt med det. Jeg forbinder primært Beat Happening med de korte charmerende perler af ren skrammel, men med tiden fik de faktisk udviklet sig til mere end det. Især her, hvor lange, næsten hypnotiske numre som ‘Tiger Trap’ og ‘Godsend’ virkelig kan noget.
  18. Curve – Doppelgänger…Curve, eller proto-Garbage blandt venner, blev aldrig så store kommercielt set, men de skal dog have en masse street-cred for at have lagt den musikalske grund for Garbage i genren industrialgothpopmedsmækkersangerinde. Hvis ikke du kan lide ‘Horror Head’ står du til en ordentlig røffel.
  19. Lush – Spooky…det er ingen skam at være bedst i ep-formatet og på best of-compilations, for det er tilfældet med Lush. Og er der et band jeg knuselsker, så er det øøh, ja, Lush. Ret beset er fuldlængdedebuten her heller ikke deres bedste i det format – opfølgeren Split er en tak bedre på de fleste fronter – men der er nu stadig kræs nok at komme efter til at forsvare deres plads på listen. Lyt for eksempel til den guddommelige ‘Monochrome’.
  20. Red House Painters – Down Colorful Hill…en ikonisk plade for halvfemsernes traurige (det er positivt ment) slowcore-‘genre’, men hvis jeg skal være helt ærlig er der her kun to sange jeg virkelig, VIRKELIG elsker. Det er selvfølgelig meget godt, når der blot er seks numre på pladen, og resten er trods alt anstændigt nok – det er ikke rent skrald. Kozeleks sande mesterværk kom dog året efter, så grundstenene var lagt allerede her.

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1998

29/03/2017 4 kommentarer

Så lykkedes det endelig! Jeg har kæmpet med denne liste i efterhånden lang tid, og det skyldes nok primært at 1998 er et år, jeg har exceptionelt mange plader fra. Det er dog ikke ensbetydende med at kvaliteten altid følger med, hvorfor min egentlige tanke om at lave en top-50 døde efter lidt betænkningstid. 50 sange ville året simpelthen ikke kunne bære, thi niveauet ville have skredet for meget mod slutningen. Nu er det heldigvis lykkedes mig at lave en helt traditionel top-25, som jeg er oprigtigt glad for.

Sjovt år og liste, for øvrigt, for en del af mine favoritplader er fraværende fra listen (Lucinda Williams, Massive Attack, Elliott Smith og The Afghan Whigs, for eksempel), og er i stedet blevet erstattet af kunstnere, som jeg – i bedste fald – intet forhold har til, i værste fald synes er temmelig ligegyldige. Men selv middelmådigheder kan af og til ramme plet, hvilket selvfølgelig levner håb for denne verdens Average Joes.

  1. Golden Smog – Until You Came Along…det er edderma’me frækt, når sangskrivere gemmer deres bedste sange til andre projekter end det de normalt færdes i, men det kan Gary Louris jo være ligeglad med, hvilket han var, da han besluttede sig for at gemme denne perle fra sine kammerater i The Jayhawks, og i stedet lancere den sammen med all-star-bandet Golden Smog. Nej, jeg ved ikke om det er den bedste sang Louris nogensinde har skrevet, for han har satansprøjtme leveret mange fantastiske af slagsen, men dens vidunderlige jangly guitar og råbe-omkvæd, sparker den højt op ad listen. Meget højt. Hvis du ikke kan lide den, er du dum.
  2. Sparklehorse – Maria’s Little Elbows…nu jeg taler om vidunderligheder, så er der endnu en her. Lige fra den vemodige guitaråbning via Candy Says-referencen midtvejs til den vemodige outro, er den her en af Mark Linkous’ mange stjernestunder. Det gør altid ondt, når jeg hører den, ikke kun på grund af den der hjerteskærende looooneliness came kicking at my door-del, men også fordi Linkous’ skæbne er så tragisk. En næsten ubærligt trist sang, men ååh så smuk.
  3. Billy Bragg & Wilco – California Stars…standout-nummeret fra Mermaid Avenue-projektet, hvor Bragg og Wilco over tre albums satte musik til hengemte Woody Guthrie-tekster. En pragtfuld sang fuld af smukke billeder, og en sang så standhaftig at både Jeff Tweedy og Wilco stadig spiller den til deres koncerter. Om Bragg gør det samme ved jeg ikke, men det er nu også overvejende en Wilco-kreation.
  4. Nada Surf – 80 Windows…som albumband eksploderede Nada Surf på den efterfølgende Let Go (2002), og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset deres udvikling fra ok charmerende, men gennemsnitligt semipunk-band, til melankolsk powerpopensemble fra absolut øverste hylde. Men det skete altså. Og så burde det alligevel ikke være så overraskende, når man lytter til 80 Windows, for den har lige nøjagtig den drømmende, downtrodden tone, som jeg sætter så stor pris på. Det er en perfekt sang, i en skrøbelig ikke-så-perfekt forstand.
  5. Pedro the Lion – Secret of the Easy Yoke…jeg har lært at holde af Pedro the Lion med tiden, og det er egentlig meget sigende, fordi (hovedmand) David Bazan er bedst, når hans sange – ofte midtempo, lidt fortabte og håbløse (i betydningen uden håb) – får lov at folde sig ud, dvælende og langstrakt. Secret of the Easy Yoke er et af de skarpeste eksempler på det, for med sin ganske betragtelige længde, vil den måske sætte nogen af, men jeg er så meget på, når guitarspillet de sidste par minutter stille og roligt stiger i intensitet, uden dog rigtig at blive forløst. Bazan var tidligere hardcore kristen, men hans tro er vaklet med årene, og tvivlen har tydeligvis sat ind på dette tidspunkt af hans liv. Stor sang.
  6. Rialto – Monday Morning 5:19…her dukker så en af de, i indledningen omtalte, ligegyldige kunstnere op, for har du nogensinde hørt sætningen “Rialto, de var bare pissefede. Toppen af britpoppen!” Nej, vel? Rialto var ikke pissefede, det ene album jeg havde var jævnt ligegyldigt, og alligevel formåede det at fremvise en så gigantisk sang som denne paranoide og jaloux sag. Lidt af et post-britpop-mesterværk med sin opbyggelige nattefortælling og ubegribeligt medrivende omkvæd. Der skete vist aldrig så meget mere med Rialto, og nej, jeg gider ikke at tjekke om min påstand er sand.
  7. Pulp  – This Is Hardcore…endnu et stort post-britpop-mesterværk (britpoppen var død i 1998, ikk’?). Sjældent har Jarvis Cocker været mere teatralsk – og han har ellers ved gud ikke holdt sig tilbage – men hans ætsende og næsten spyttende vokallevering lagt oven på den enormt dramatiske produktion, skaber en sang der vil overleve til verdens ende. Håber og tror jeg. What exactly do you do for an encore?
  8. The Divine Comedy – Sunrise…hvis du troede at dramaet og storladenheden nåede sin top med Pulp, ja, så tog du fejl. Neil Hannon har aldrig været bange for at skrue krukkeriet op til 11 (måske 12), og det er hele hans 1998-album Fin de Siécle et håndgribeligt bevis på. Slutsangen, en rørende postkrigs-fortælling fra Hannons irske hjemegn, er den bedste på albummet, og et af hans fineste momenter overhovedet. What is this strange and beautiful thing? It’s the sunrise!
  9. Puressence – Sharpen Up the Knives…der var søreme meget musikalsk drama i 1998, kan jeg efterhånden se. Manchester-bandet Puressence, der ligesom nogenlunde ligesindede Geneva, var et af de bands, der ufortjent ikke fik den helt brede succes, holdt i hvert fald ikke igen hvad angik intensitet og udtryksfuldhed, og intet sted er det mere tydeligt end på den bombastiske og knivskarpe (‘scuse the pun) Sharpen up the Knives. Et decideret frontalangreb fra et band og sanger med følelserne helt, helt, HELT uden på tøjet.
  10. Knife in the Water – I Sent You Up…knap så megen musikalsk bombast er der at finde hos sadcore/americana-bandet Knife in the Water, og det er heller ikke et band jeg generelt er hooked på. De har dog lavet denne ene – helt fantastiske – bitre, slacker-countrysang, hvor narratorens nemesis får en ææh…noget hårdhændet behandling af både narrator himself, englene og djævlen. Muntre sager og en charmerende dvask melodi.
  11. R.E.M. – At My Most Beautiful…Michael Stipes hyldest til Beach Boys, hvis ikke jeg husker helt galt. Det er lidt puttenuttet, men det holder – og dudududu-vokalharmonierne sidder lige i skabet. Jeg er et blødsødent fjols, så jeg labber det i mig. I read bad poetry/into your machine/I save your messages/just to hear your voice. Åårh! Er det i virkeligheden lidt creepy? Nå, det har altid undret mig, at den her ikke blev et større hit.
  12. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds’ Jack-projekt var vist altid lidt for high-brow og intellektuelt til mig, med sine konstante hentydninger til litteratur og filmkunst (jeg er jo bare en simpel musikmand!) – men heldigvis skrev han også ind imellem en smuk melodi, som for eksempel på dette hurtigløbervidunder, hvor strygerne øh ja, stryger afsted i kapløb med alle referencerne til Cocteau og Fellini og hvad ved jeg. Det er en vidunderlig sang.
  13. Cracker – My Life Is Totally Boring Without You…overgangen fra Jacks arty-farty univers til Crackers noget mere jordbundne hillbilly-ditto er klart den bedste overgang på listen. Helt utilsigtet, i øvrigt. Altså, der er jo ikke så meget at sige her. Jeg elsker Cracker og denne gumpetunge, men bundærlige sang er et klokkeklart hit. Hvordan kan man ikke elske en sang der hedder My Life Is Totally Boring Without You?
  14. Olesen-Olesen – Sol…Dagens gerning er min yndlingsplade med brødrene Olesen, og det skyldes ikke mindst en sang som Sol. En sindssygt smuk sang, der med sit strygerarrangement minder rigtig meget om Tindersticks. Altså, et Tindersticks uden Stuart Staples’ evindelige brummen. For øvrigt er det her en af Peter H. Olesens bedste vokalpræstationer, spørger man mig.
  15. Placebo – Without You I’m Nothing…en af mine absolutte yndlingssange dengang. Den holder naturligvis fortsat, omend den umiddelbare effekt den havde på mig i 1998, trods alt har fortaget sig. En smule. Dog stadig et højdepunkt i Placebos fine katalog, takket være Brian Molkos karakteristiske vokal og den overvældende triste lyd.
  16. Yo La Tengo – By the Time It Gets Dark…jeg elsker alle sider af Yo La Tengo. Den ulideligt støjende, den legesygt poppede, den countryficerede. Og så denne – den intime giv-mig-et-tæppe-jeg-kan-rulle-mig-ind-i-mens-jeg-sidder-foran-pejsen-og-får-varmen-side. Det er nuttet ud over alle grænser, og det næsten generte samspil mellem Ira Kaplan og Georgia Hubley er så kært. Hvis jeg kunne kramme en sang, ville jeg kramme den her helt ind i evigheden. Nåja, forresten, det er et Sandy Denny-cover.
  17. Neil Finn – She Will Have Her Way…jeg vil aldrig, aldrig påstå, at Neil Finns melodiøre er mindre end fremragende. Både på egen hånd og, selvfølgelig, i Crowded House, har han gennem mange år leveret den ene brilliante melodi efter den anden, men – for sådan et er der naturligvis – ind imellem bliver det måske en anelse ferskt. En smule, ja undskyld…kedeligt. Kedelig er den her dog heldigvis ikke, for den er en ørehænger af format, og her er Neil Finn på toppen af sin ydeevne. Når han er der, er han svær at nå.
  18. Eels – Dead of Winterand strangers break their promises/you won’t feel any/you won’t feel any pain synger Mark Oliver Everett blandt andet på denne hjerteskærende sang fra det herostratisk berømte Electro-Shock Blues, et album fuld af død, sorg og spøgelser. En sang så kuldslået, at den næsten ikke ville være til at komme igennem, hvis ikke det var for den smukke melodi. Ak.
  19. Hole – Awful…unægteligt et skifte fra Eels’ dødsrallen til Holes mægtige powerpopsang. Jeg har ikke noget dybt forhold til Hole, men lige den her elsker jeg. Mere har jeg egentlig ikke at sige.
  20. Mercury Rev – Goddess on a Hiwayand I knoooow/it ain’t gonna last. Mercury Rev-klassikeren over dem alle, vil jeg tro. Fortjent nok. Det er en pragtfuld sang, fra en voldsomt overvurderet plade, men det skal sangen jo ikke straffes for. Mercury Rev er et skæppeskønt live-bekendtskab, men på plade har det altid knebet mere. Jeg er sjældent blevet helt så betaget, som jeg føler jeg burde. Men fuck det. Goddess on a Hiway holder stadig.
  21. Saint Etienne – Lose That Girl…jeg kan mægtig godt lide Saint Etienne i små doser, omend jeg nok mest betragter dem som sådan et band, det er rart at have i musikbranchen. For helt ærligt, så meget render jeg ikke og lytter til dem til daglig. Lose That Girl er min favoritsang med dem, takket være det iørefaldende klaverspil og Sarah Cracknells altid sprøde stemme. Og så har den bare et godt drive.
  22. ibens – Vi siger slet ingenting…utvivlsomt ibens’ bedste sang (altså i mit hoved), en synd- og skamfuld omgang båret frem af flot guitarspil og en diskret strygerbacking. Carsten Lykkes vokal vil selvfølgelig altid dele vandene, men jeg synes den fungerer glimrende her.
  23. Midnight Choir – Muddy River of Loneliness…du kan nok godt fornemme af titlen, at flodens bredder ikke er beplantet med moro og glæde. Du har ganske ret. Her er weltschmerz og tungsind i uanede mængder, smukt tolket af den strålende sanger Paal Flaata, hvis vokal får opbakning af dramatiske strygere. Hvis du tænker “det lyder ret meget som The Walkabouts”, så giver det selvfølgelig god mening: Pladen er produceret af Chris Eckman.
  24. The Cardigans – Hanging Around…den mindst succesfulde af singlerne fra storsællerten Gran Turismo, men i mine ører den mest holdbare. Her er væsentligt mere kant end normalt hos trøjebandet, og det klæder dem umådeligt. God beskidt guitar, dér.
  25. Better Than Ezra – At the Stars…et band jeg var meget glad for i midten af halvfemserne, men…ja, jeg er ikke sikker på tiden har været så god mod Better Than Ezra, som vist forunderligt nok fortsat er aktive. Anyway, At the Stars er sådan en strygerladet akustisk semi-ballade, jeg ind imellem er en sucker for, og ligesom den var en dejlig sang i 1998, er den det stadig her i 2017. Albummet var ikke ret godt i 1998, og jeg formoder ikke det har ændret sig på de 19 år der er gået.

Kategorier:Musik Tags: , ,