Arkiv

Posts Tagged ‘lister’

25 sange fra 2020

For første gang i min tid som producent af denne type lister, er jeg på højde med det nuværende år. Det er ret overraskende for mig selv, så tak til 2020 for ikke at have stjålet al min tid med fjolleri som koncerter og den slags. Det har i stedet givet mig masser af tid til at høre masser af ny musik. Glasset er halvt fyldt her på lorteøen. Vanen tro er der en Spotify-lytteliste i bunden af indlægget.

  1. The Reds, Pink and Purples – Last Summer in a Rented Room…en af årets store opdagelser. Glenn Donaldsons enmandsprojekt tog mig med storm her i efteråret – en meget blid storm, bevares. Melankolsk janglepop med mundvigen-nedad-guitar. Det er rigtig hængemulemusik. Donaldson lavede ikke bare årets bedste sang, men også årets bedste plade. Den hedder ‘You Might Be Happy Someday’, og den er noget af det bedste jeg har hørt i årevis.
  2. Khruangbin – So We Won’t Forget…en hel plade med Khruangbin gider jeg ikke rigtig. Det bliver lidt for laidback og påtaget(?) cool. Sådan oplevede jeg i hvert fald deres Roskilde-koncert i 2019, og sådan har jeg også oplevet de par af deres plader jeg har lyttet til. Men i fem minutter gider jeg dem godt, specielt når de er så pragtfulde som disse fem minutter. Det er så smukt og rørende, og hvis du tjekker videoen til nummeret, bliver de følelser kun forstærket.
  3. Palace Winter – The Deeper End…en af de få koncerter jeg overværede i år, var med Palace Winter. Duoen spillede et intimt show i Hotel Kong Arthurs gårdhave i sommers, og der præsenterede de blandt andet dette nye nummer – historien om et dårligt trip, der gik virkelig galt. Det gør sangen heldigvis ikke, for den er stemningsfuld synthpop med et gedigent omkvæd og blide vokalharmonier. Til sidst dukker Grandaddys Jason Lytle lige op og synger et vers.
  4. Ela Minus – They Told Us It Was Hard, But They Were Wrong…det mest cool nummer jeg har hørt i år. Her i efteråret har jeg taget en del vandreture på de mørke, københavnske gader, og denne sang har ofte været en del af soundtracket. Jeg har følt mig som den rene badass, slentrende rundt der med Ela Minus’ monotont lækre stemme på et lag af dronende technopop i ørerne.
  5. Jehnny Beth – French Countryside…halvvejs gennem året var denne min yndlingssang. Den blev overhalet til sidst, men holder sig dog godt til. Jehnny Beth er primært kendt som frontfigur i postpunkbandet Savages, men i år solodebuterede hun med en spraglet plade bestående af ballader og industrialstøj. Den her er en helt nedtonet klaverballade, og jeg elsker alt ved den.
  6. Rolling Blackouts Coastal Fever – Falling Thunder…smittende janglepop, som kun australske indiepopbands kan lave den. Det er ligeudaflandevejen og det gør alt rigtigt. En sand ørehænger. Albummet, ‘Sideways to New Italy’, var også blandt mine favoritter i år.
  7. Flyying Colours – Big Mess…mere australier-indie. Et nyt bekendtskab for mig, selv om de vist har et par plader på samvittigheden allerede. De nåede blot at udgive et par singler i år, hvor den her var så klart den stærkeste. Skarpsleben shoegaze af den mere udadvendte og hurtigtløbende slags. Det rykker og holder hele vejen.
  8. The Flaming Lips – Flowers of Neptune 6…det første nummer jeg hørte fra den på det tidspunkt kommende Flaming Lips-plade, og jeg var meget begejstret. Begejstringen holdt ikke ved hele vejen gennem pladen, men det her nummer elsker jeg. Melankolien driver ned af væggene. Alright? Cool!
  9. Perfume Genius – Jason…årets falset? Overlegen produktion med strygerne der hvirvler ind og ud af nummeret, og den der elegante cembalo-klimtren. Vildt godt skruet sammen.
  10. Alice Boman – The More I Cry…den her kunne Audrey Horne godt danse rundt til i dineren i Twin Peaks. Ok, det er ikke helt så sært og ildevarslende, men Alice Boman krænger i hvert fald sin sjæl ud på blideste vis på denne storartede ballade.
  11. Slow Crush – Pale Skin…belgisk postrock/shoegaze, minsandten. Endnu et nyt bekendtskab, men som tilfældet er med Flyying Colours længere oppe, har Slow Crush også et par udgivelser på cv’et allerede. De nåede heller ikke at udgive et album i 2020, men en single blev det til – den her var b-siden og fangede mig øjeblikkeligt. Tænk en lidt mere muskuløs udgave af Slowdive, med samme hang til at stræbe efter himmelske højder.
  12. Peter Sommer – Videre og så videre…ifølge Spotify er det den her sang jeg har hørt flest gange i år, og det tror jeg egentlig Spotify har ret i. Det skyldes selvfølgelig at den udkom meget tidligt på året, men mest af alt, at det er en crazy god sang. Bandet spiller pissefedt og kan man leve med Peter Sommers anti-sangstil, så er der ingen undskyldning for ikke at knuselske den. Den kan jeg godt leve med. Lålålålå.
  13. Dirty Projectors – Overlord…jeg mindes ikke at have hørt en Dirty Projectors-sang før, omend jeg da i årevis har været bekendt med at de fandtes. Jeg havde vist en ide om at det var en anden type musik, så da den her dukkede op på mine playlister i tide og utide, overraskede det mig at det var dem. Det er det mest nuttede jeg har hørt i år, og objektivt set (hørt) nok lidt af en petitesse, men jeg er vild med den. Den minder mig om det dejlige band Ida.
  14. HAIM – The Steps…de tre søstre i HAIM har i en del år (semi)headlinet festivaler verden over, og jeg har aldrig forstået hvorfor. De få sange jeg har hørt med dem, har været inderligt ligegyldige, men da jeg tilfældigt snublede over den her for nylig, fik de sørme skovlen under mig. Den er catchy som bare pokker, selv om den i mine ører minder om Sheryl Crows elendige ‘Soak Up the Sun’. Desto mere imponerende at få så god en sang ud af det. Sikket omkvæd!
  15. Gorillaz – Aries…Gorillaz har aldrig interesseret mig det fjerneste, men jeg må tage hatten af for Damon Albarn her. Eller måske er det Peter Hook jeg skal tage hatten af for, da det er ham der leverer det der bas-hook (jaja, undskyld). Vildt hvordan man altid kan høre at det er Peter Hook der spiller – hans spil er så genkendeligt. En rigtig Morten-banger. New Order kørt igennem Albarn-maskinen.
  16. Rose City Band – Only Lonely…første gang jeg hørte den her, troede jeg sgu at herlige Beachwood Sparks var tilbage efter bare otte års fravær. Det viste sig dog at være endnu et projekt fra Ripley Johnsons hånd – han har åbenbart ikke nok i Wooden Shjips og Moon Duo. Her går han total solskinscountry-Byrds på os, og det fungerer til perfektion.
  17. Courtney Marie Andrews – It Must Be Someone Else’s Fault…jeg har aldrig for alvor taget notits af Courtney Marie Andrews før, men i år lavede hun en af mine favorit-singersongwriterplader. En meget afdæmpet affære, der bliver båret frem af hendes utroligt smukke stemme. Sangen her er det tætteste vi kommer på uptempo, og den er et skønt break fra de meget stille sange der omgiver den på pladen. Så er du advaret – men du skal selvfølgelig høre pladen alligevel, hvis du kan lide smukke countrykvindestemmer.
  18. The Jayhawks – Across My Field…jeg elsker Jayhawks, men de er ikke hvad de har været. Deres seneste plade væltede da heller ikke min verden, men de gamle dyder sidder heldigvis stadig på rygraden. Af og til. ‘Across My Field’ er ærke-Jayhawks, omend det for en meget sjælden gangs skyld er Karen Grotberg der tager sig af lead-vokalen. Og hun kan synge så tårerne triller. I hvert fald på denne følsomme forty-something.
  19. Smokescreens – Fork in the Road…skøn janglepop som emmer af New Zealand/Australien anno 1987. Og så er det underordnet at bandet er fra Los Angeles og dannet i 2015. Produceret af David Kilgour fra janglepop-koryfæerne The Clean, hvilket giver mening. 2020 har været et godt janglepop-år.
  20. Tame Impala – Lost in Yesterday…jeg har omdannet min stue til et indie-disco, for nu skal fusserne virkelig i gang. Kevin Parkers falset ovenpå en funky bas og lag af synths. Ja tak. Det går lige i de ikke-eksisterende danseben.
  21. Deserta – I’ll Be Gone…apropos lag af synths, så skyller de også ned over lytteren på denne dreampopperle. Der er virkelig højt til loftet og et herligt drive over nummeret.
  22. Metz – A Boat to Drown In…den canadiske støjrocktrio leverer her et af årets bedste no-nonsense-rocknumre. Syv et halv minutters krautet frontalangreb. Det er en sang der kommer til at sparke rummet ned, når de i efteråret 2021 forhåbentlig får lov at vælte Loppen, som de senest gjorde i 2017.
  23. Muzz – Bad Feeling…det mest voksenindie band man kan forestille i 2020; et stk. Interpol, et stk. Walkmen og et stk. Bonny Light Horseman. Pladen er nøjagtig som man kan forestille sig, hvilket faktisk er helt fint. Der er ikke meget spræl over bandet, pladen og nummeret, men det er roligt, melankolsk og virkelig rart. Titlen til trods.
  24. Mellemblond – Hvor er magien…Kristoffer Munck Mortensen fik, som så mange andre, den gode ide at lave en intim corona-plade, hvilket der kom noget rigtigt dejlig ud af. For eksempel denne lille perle. Helt nøgent – bare Munck på vokal og akustisk guitar og Nils Bo Davidsen på cello og kontrabas. Jeg er vild med det.
  25. Margo Price – I’d Die for You…hver gang Margo Price laver en ny plade, bliver jeg lokket til at lytte til den, fordi der lige er en absurd god sang der fanger mig ind. Så hører jeg resten af pladen, og ender med at tænke ‘meh’. Sådan er det også denne gang, for den rå ballade ‘I’d Die for You’ er topkvali, men resten…not so much. Men hold da op, hvor kan hun synge.

Tak for i år!

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1980

28/10/2020 3 kommentarer
  1. The Soft Boys – I Wanna Destroy You…første gang jeg hørte (om) The Soft Boys, var en eller anden tilfældig lørdag eftermiddag på svensk P3. Selvfølgelig var det på svensk radio, da det føltes lidt usandsynligt at dansk radio skulle beskæftige sig med sådan et band i bedste sendetid. Indslaget handlede om albummet “Underwater Moonlight”, og de spillede åbningsnummeret ‘I Wanna Destroy You’, som fuldstændig tog røven på mig. Det gør det stadig, også selv om albummet generelt ikke gør det i samme grad, men det er irrelevant for denne liste. Jeg er vild med de skærende guitarer, Robyn Hitchcocks småpunkede vokal, og det sublime omkvæd. Jeg er faktisk vild med alt ved den sang.
  2. Talking Heads – Once in a Lifetime…den her er så vidunderligt mærkelig. Den er også vidunderligt catchy, poppet og avantgardistisk på samme tid. Hvordan David Byrne og co. har fået skåret den så perfekt, er lidt af et mysterium. Same as it ever was.
  3. Squeeze – Pulling Mussels (From the Shell)…eller pulling muscles for Michelle, eller hvodden det nu er. En fuldstændig uimodståelig popsang, med et brillant vers og et – om muligt – endnu mere brillant omkvæd. Sådan en sang man kan bygge en hel karriere på.
  4. Joy Division – Atmosphere…måske den bedst betitlede sang nogensinde overhovedet. Det er ren atmosfære, når Ian Curtis storladent crooner walk in silence/don’t walk away/in silence. Nok min favoritsang fra det ensemble.
  5. Bauhaus – Double Dare…måske endnu en favoritsang fra et andet ensemble. Modsat den rolige og atmosfæriske sang herover, er der fuldt blus på vreden og aggressionen hos Peter Murphy, der snerrer sig igennem dette tungt slæbende bæst af et nummer. Det er fremragende.
  6. Siouxsie and the Banshees – Hybrid…og så til mit favoritnummer med bandet her, utvivlsomt. Jeg er på fra første tone, og trommer, bas og den kantede guitar smelter så ufatteligt stærkt sammen her. Når man så tilføjer det forkølede horn (eller hvad det nu er) og Siouxsie Siouxs karakteristisk skæve vokaliseren, så bliver det helt guddommeligt.
  7. Killing Joke – Requiem…et band der minder mig en del om Bauhaus længere oppe, omend med et noget højere bundniveau – og tilsvarende lavere topniveau. Den tungt ildevarslende ‘Requiem’ er det bedste jeg har hørt fra Jaz Coleman og hans vrede kumpaner.
  8. The Jam – That’s Entertainment…jeg er aldrig helt faldet for hverken Paul Weller eller hans forskellige bands, inklusive The Jam, men denne akustiske og pænt indignerede popperle sidder lige i skabet. Det skal han have.
  9. Ultravox – Vienna…fra en letbenet popmelodi til en anderledes ambitiøs og oppustet sag. Jeg har ikke for alvor udforsket Ultravox, men denne melodramatiske sag er godt nok svær at komme udenom. Pompøs? Ja, for fanden! THIS MEANS NOTHING TO MEEEEEEE!
  10. Pretenders – Brass in Pocket…og tilbage til en mere jordnær og letfordøjelig ting. En listig, lille rocksang ført an af den altid indtagende Chrissie Hynde. Der er egentlig ikke så meget mere til den, i mine ører, men den virker forbløffende effektivt.
  11. The Cure – A Forest…en fanfavorit, som sjovt nok aldrig har været allerøverst på min personlige Cure-liste. Derfor kan det dog snildt være en fremragende sang alligevel, og det er det. Jeg elsker den lidt tøvende start, inden den kommer ud over stepperne. Og den let slingrende guitarsolo. Det er jo ikke en decideret popsang, men den er ikke desto mindre ret svær at få ud af hovedet, når den først har fundet derind.
  12. Dead Kennedys – Holiday in Cambodia…Pol Pot! Pol Pot! Ret vanvittig sang, men man kan vel næppe heller forvente andet af et band med det navn. Fuld smadder og indignation galore. Der var rimelig megen vrede i 1980 tilsyneladende. I hvert fald på denne liste.
  13. U2 – I Will Follow…virkelig stærkt udlæg fra de kommende megastjerner, og der er naturligvis puritanere der mener, at U2 aldrig blev bedre end på de første to-tre plader. Det er en helt fair holdning – jeg deler den bare ikke. Men klart et andet U2 end hvad det skulle udvikle sig til bare i løbet af årtiet. IfyouwalkawaywalkawayIwalkawaywalkaway.
  14. Blondie – Rapture…var det virkelig nødvendigt at få Debbie Harry til at rappe oven på et funky discobeat? Det ved jeg ikke, men det er pissefedt. Og så synger hun overdådigt på de første par vers.
  15. David Bowie – Ashes to Ashes…Bowie ville også lege med sådan et stift funkbeat, men han undlod dog at rappe. Det var formentlig en udmærket ide. Han klarer sig strålende igennem på sin mere reciterende facon.
  16. C.V. Jørgensen – Sæsonen er slut…og den nærmest fløj afsted. Efter endnu et party og endnu en fest. Ok, måske ikke lige her i 2020, men så et andet mindre pandemisk år, du ved. En af de skønneste det-var-så-den-sommer-sange jeg kender.
  17. Kliché – Militskvinder…jeg elsker hvor in-your-face den starter og slutter med de der hårdttampede trommer. Og så elsker jeg selvfølgelig babababadiåååh. Det hele er så hektisk – og det er pragtfuldt.
  18. John Lennon – Woman…det er ikke ligefrem et progressivt feinschmecker-valg, det her, men den sang er så smuk. Jeg har altid holdt utroligt meget af den. Fra den dejlige guitarintro til de skønne vokalharmonier.
  19. Bruce Springsteen – The River…endnu et meget konventionelt valg, hvilket jeg naturligvis ikke beklager. Jeg er helt ærligt ikke medlem af Springsteen-fanklubben, men en god sang og fortælling er en god sang og fortælling. Og det er den her. Både det ene og det andet.
  20. Emmylou Harris – The Boxer…Emmylou kan gøre selv de mest boom-chicka-boom-bøvede countrysange gode på en eller anden måde, så når hun får et ordentlig forlæg a la Simon & Garfunkels klassiker her, så er det selvfølgelig værd at lytte til. Det er måske ikke et af hendes allerstørste mesterværker, men…ja, læs svadaen herover igen.
  21. Lucinda Williams – Sharp Cutting Wings (Song to a Poet)…vildt nok at der skulle gå næsten to årtier før Lucinda Willams skulle brage igennem i sluthalvfemserne, men hun kunne faktisk også en del fra starten, som dog var mere regulær country end den countryrock/americana hun senere med rette er blevet berømmet for. En lille, smuk akustisk sag er det i hvert fald. Og stemmen var der allerede.
  22. The Clash – The Magnificent Seven…det er ikke skide-elegant, det her, men den der gennemgående basfigur er så ørehængende/irriterende (alt efter præferencer), at jeg ikke kan slippe den. Og så får Joe Strummer også lige chancen for at rappe som kun en bleg brite kan gøre det.
  23. Martha and the Muffins – Echo Beach…jeg købte i sin tid denne Martha and the Muffins-plade, fordi jeg kunne læse mig til at Tim Gane var med i bandet. Det var dog (selvfølgelig) ikke den samme Tim Gane, som også huserede i Stereolab, men foruden den lange næse fik jeg også fornøjelsen af at lære den knastørre hitbasker ‘Echo Beach’ at kende, og det er jo ikke at kimse ad. Senere også indspillet af Robert Forster, for nu at donere lidt ekstra trivia.
  24. Josef K – It’s Kinda Funny…knap så hitbaskende var dette skotske ensembles output, men det er jo ikke i sig selv diskvalificerende. Slet ikke når de kan præstere den der halv-slobby guitarlyd jeg elsker – tilsat en deadpan vokallevering.
  25. Prince – When You Were Mine…en af de tidlige, sorgløst lydende Prince-klassikere. Den lyder virkelig meget af sin tid, hvilket dog ikke på nogen måde gør noget, når den er så fængende som den er.

Kategorier:Musik Tags: , ,

Årtiets 50 bedste plader (10-1)

Ok, lad os få udløst spændingen, for det er søndag, det regner på Amager og jeg kan ikke holde presset ud længere. Her er de 10 bedste plader i 2010’erne ifølge mig.

10. Marianne Faithfull – Negative Capability (2018)

Negative Capability

Hun har lavet gode ting på sine ældre dage, og hun har bestemt ikke mistet gnisten på tidligere udgivelser, men at hun som næsten 72-årig smed noget der ligner et hovedværk på gaden, det var alligevel en bedrift. Hendes stemme har været rusten og slidt i årtier, men det gør bare hendes musik endnu mere intens og interessant. Hun bliver som så ofte før bakket op af et stjernehold – denne gang for eksempel Nick Cave, Mark Lanegan og Sivert Höyem – og det er der kommet et vemodigt og strålende album ud af. Hun lyder som en 72-årig, ingen leflen for ungdommen her. Hvis du kan modstå åbningsduoen ‘Misunderstanding‘ og ‘The Gypsy Faerie Queen‘, så er du en hård banan.

9. Sharon Van Etten – Epic (2010)

Epic

Hendes andet album på listen – og det bedste. Det var her jeg opdagede hende, helt specifikt da jeg lyttede til ‘Don’t Do It‘ i al sin spøgende pragt. En vidunderlig sang, der fik mig til at åbne ørerne helt op for denne nye, kraftfulde stemme. En kort plade og med sine blot syv sange og halve times spilletid er den alt andet end epic, men det er blot dens styrke. Ingen slinger i valsen – bare moody hits fra ende til anden. Et kvantespring fremad fra hendes lovende, men også meget spartansk producerede debut – her er der kommet flere farver på paletten. Du skal også lytte til den smægtende popsang ‘One Day‘.

8. DIIV – Deceiver (2019)

Deceiver

Det sværeste ved at lave en liste der spænder over et helt årti, er at finde den rette balance. For hvordan rangerer du plader du har lyttet til i ti år overfor plader der lige er udkommet? Jeg aner det ikke, men jeg ved at jeg ikke kan udelade denne plade, bare fordi den kun er to måneder gammel. For jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har hørt en plade, der i en sådan grad ikke har kunnet forlade mit hoved. Eller min medieafspiller. Jeg har lyttet til DIIVs to tidligere albums, som ikke har gjort store indtryk, men her rammer de helt, HELT rigtigt. Jeg kan ikke komme på en plade, der lyder så fuldstændig perfekt som den her: Grumset produktion med dejligt nedtonede guitarer og en vokal, der ind imellem nærmest forsvinder i den der mægtige lydkulisse. Den ultimative hængemulesound. Jeg har naturligvis ingen anelse om dens langtidsholdbarhed, men for nu er den en af årtiets bedste plader. Lyt blandt andet til ‘Like Before You Were Born‘ og ‘Taker‘.

7. Girls – Broken Dreams Club (2010)

Broken Dreams Club by Girls (2010-11-21)

Hypen var stor omkring Christopher Owens og slængs debut fra året før (vist nok), men den fangede jeg overhovedet ikke. Altså hypen. Til gengæld havde jeg ikke svært ved at høre storheden i den vidunderligt jangly ‘Heartbreaker‘, da den lå på en eller anden compilation fra et musikmagasin jeg engang købte. Derfor måtte jeg også høre resten af den skive, og den viste at være nøjagtig lige så vidunderlig. Titelmelodien, for eksempel, med sin lidt sjuskede guitar og vemodige pedal steel og triste orgeltoner i baggrunden, er endnu en perle. En kort plade – den kaldes en ep, men med sin halve times spilletid in mente går den vist ikke – og det er nok dens styrke. Ligesom med Van Etten-pladen ovenover er det her all hit/no shit. Som man siger.

6. Chelsea Wolfe – Abyss (2015)

Abyss

Sådan midtvejs i årtiet havde jeg den her som kandidat til en af dets bedste plader. Den er stadig meget højt placeret, men blev i sidste ende overhalet af en håndfuld andre. Det er dog Wolfes magnum opus i mine ører. Tung som ind i helvede og ret meget lyden af en nedtursspiral. Samtidig er den dog virkelig smuk i al sin bundløse grusomhed, og jeg husker en koncert på Loppen i forbindelsen med denne plade, der var et monster af en mørkemesse. Lyt til ‘Carrion Flowers‘ for et eksempel på det tunge og ‘Grey Days‘ for skønheden i det sorteste sorte.

5. Nada Surf – You Know Who You Are (2016)

Out of the Dark

Der er milevidt fra Chelsea Wolfes dommedagsmørke til Nada Surfs letbenede powerpop, men det er jo ikke mit problem. Jeg elsker begge dele. Nada Surf har med årene udviklet sig til det måske mest driftsikre band i branchen. De kan deres småmelankolske, jangly guitarpop til fingerspidserne, og har endnu ikke svigtet mig i dette årtusinde. Nuvel, det er ikke raketvidenskab på nogen måde, men sikke melodier Matthew Caws og hans ømme slæng kan skære. Der er ti perler på den her, sådan cirka, så vælg din egen favorit. Jeg kan ikke modstå ‘Friend Hospital‘ og ‘Victory’s Yours‘. Eller nogen af de andre.

4. Jóhann Jóhannsson – Orphée (2016)

Orphée

Nå, det kan jo ikke være letbenet powerpop det hele – der skal også være noget til følelserne. Noget for de grådlabile. Den her ramte mig et eller andet sted på strækningen mellem København og Holte, som jeg pendlede på i den periode. Det var efterår, virkelig gråt – jeg gloede formålsløst ud af vinduet og var vist lidt føle-føle og nede den dag. I den situation bliver jeg let påvirket af sådan en omgang strygerambient, og så går det jo hverken værre eller bedre, end at man sidder der i s-toget og flæber til ‘A Pile of Dust‘ og ‘A Sparrow Alighted Upon Our Shoulder‘. Jóhannsson var altid god til at ramme de tangenter hos mig.

3. Beachwood Sparks – The Tarnished Gold (2012)

The Tarnished Gold

Der findes ingen større superhelteskill end den en pladebutiksekspedient besidder, og som handler om at sætte den helt rigtige plade på lige i det øjeblik en bestemt kunde træder ind over dørtrinnet. Den skill blev jeg et sagesløst offer for i sommeren 2012, hvor jeg havde været i en pladebiks omkring et minut, inden den her blev sat på. Jeg slentrede derefter rundt i butikken og græssede, lod som om jeg var ganske upåvirket, men efter fem-seks sange måtte jeg overgive mig og sige, at den der plade skulle jeg have med hjem. Det var den her – og det fik jeg. Jeg var solgt på åbningsnummeret ‘Forget the Song‘ og definitivt overbevist, da jeg hørte titelnummeret. Jeg kan sgu da ikke modstå sådan noget harmonifyldt americana med pedal steel og vidunderligt kosmisk produktion, som man kun kan lave i Los Angeles. Damn you, pladeekspedient – og tak.

2. Mikal Cronin – MCII (2013)

MCII by Mikal Cronin (2013-05-07)

En af de skarpeste sangskrivere jeg har været så heldig at opdage i dette årti. Fire gode soloplader er det blevet til, og den her er toppen af kransekagen. Hvis ikke du er overbevist af klaverintroen og den eksplosive guitar, der pludselig dukker op i åbneren ‘Weight‘, så er der intet håb for dig her. Derfra fortsætter Cronin sit fyrige triumftog og krydrer det hele med nogle virkelig smukke ballader, med ‘Peace of Mind‘ som den måske smukkeste af dem alle. Tårnhøjt niveau hele vejen og det stærkeste bud på garagerock og powerpop jeg har hørt de sidste 10 år. Ja, så god er den plade.

1. Girls – Father, Son, Holy Ghost (2011)

Father Son Holy Ghost

Jep, du læser rigtigt: Den her er den anden Girls-plade på top-10. Og jeg betragter egentlig ikke mig selv som den store Girls-fan. Hovedmanden Christopher Owens har haft et af de mere besynderlige karriereforløb over de sidste ti år. Som nævnt tidligere var hypen stor omkring ham og bandet, da debuten kom i 2009. Allerede da førnævnte ep/minialbum og dette album kom, virkede den til at være dampet lidt af, og da han kort efter opløste bandet og solodebuterede med en af de mest lade og ugidelige plader jeg har hørt, var der vel knapt et øre der lyttede med længere. Jeg har ingen anelse om hvad han har lavet siden 2013. Men inden da nåede Owens og hans gæve gutter altså at lave to forrygende gode skiver indiepop, der vekslede fra hurtigtløbende powerpop til gospel-inspireret progpop. ‘Alex‘ fra den her er så smittende som noget, med sin jangly guitar og pragtfuldt afvekslende opbygning, og den mægtige, nej M-Æ-G-T-I-G-E ‘Vomit‘ er et af de største enkeltstående stykker musik jeg har hørt i 2010’erne – overhovedet. En fantastisk plade fra et band, der brændte ud nærmest overnight.

Det var det. De 50 bedste plader fra årtiet, som jeg hørte det. Den fulde liste ligger herovre på Rate Your Music i mere overskuelig form, og der er der også link til en playliste på Spotify. Tak fordi du har læst og forhåbentlig lyttet med. Hvis du har lyst til at give et bud på dine egne favoritter, er du meget velkommen til at smide en kommentar.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Årtiets 50 bedste plader (20-11)

Vi nærmer os de rigtig høje placeringer – kan I mærke spændingen? Nej? Fair nok.

20. King Creosote & Jon Hopkins – Diamond Mine (2011)

Diamond Mine

Hvad sker der, når skotsk troubadour møder engelsk lydtroldmand? Ja, sådan i al almindelighed ved jeg ikke hvad der sker, men lige i dette tilfælde munder det ud i en halv times ufattelig skønhed. ‘Bats in the Attic‘ indeholder nogle af de smukkeste fraseringer jeg har hørt i dette årti, det er nærmest rystende. Tjek også ikke-album-versionen ‘Bats in the Attic (Unravelled)’, der har et mere elektronisk touch. Og tjek for pokker også ‘Bubble‘ med den vidunderlige klaver-outro.

19. Sharon Van Etten – Are We There (2014)

Are We There

Sharon Van Etten var en af mine største musikalske opdagelser i årtiet, og af og til forstår jeg ikke hvorfor jeg blev så betaget af hende. Hendes musik er ikke ekstraordinær på nogen måde, men kombinationen af en virkelig elskelig personlighed (tror jeg, jeg kender hende ikke), et veludviklet melodiøre og en ret dejlig stemme kan føre langt, når hun lige rammer det rigtige moment. Hun ramte det helt rigtige moment i 2010’erne, hvilket førte til et gedigent gennembrud – det var ikke kun mig, der var modtagelig for hendes charmer. ‘Are We There’ er proppet med gode sange – for eksempel ‘Your Love Is Killing Me‘ og ‘I Love You But I’m Lost‘.

18. Ryan Adams – Ashes & Fire (2011)

Ashes & Fire

En af Adams’ bedste plader. Basta. På overfladen måske lidt undselig og anonym, men hold da op nogle sange, der gemmer sig under den mutte og nedtonede produktion. Jeg så ham live første gang lige inden pladen udkom, og det var fantastisk. Han sad mutters alene på scenen og fik folk til at sidde komplet tavse i 2½ timer. Et af de nye numre han spillede, og som gjorde virkelig stort indtryk på mig, var ‘Do I Wait‘. Den er mere elektrisk på pladen end i Falconer Salen den aften, men stadig en favorit. En anden forsigtigpetersang, der har rocket min verden (ganske blidt) er den pragtfulde ‘Kindness‘, der gøres helt perfekt med Norah Jones’ korstemme. Ømt. Wow.

17. Gillian Welch – The Harrow & the Harvest (2011)

The Harrow & the Harvest by Gillian Welch

Der er sørme langt mellem Gillian Welch-pladerne, så det er nærmest en begivenhed når der kommer en. Heldigvis er de altid gode – også den her. Den har måske ikke de der helt vanvittige genreklassikere som de tidligere plader, men til gengæld holder den et højt, jævnt niveau. Selvfølgelig gør den det – det er jo stemmen Gillian Welch og guitarvirtuosen Dave Rawlings. Det bliver ikke meget mere zen end ‘Dark Turn of Mind‘ og ‘Hard Times‘ er americana af den smukkeste skuffe.

16. Marlon Williams – Make Way for Love (2018)

Make Way for Love Colored Edition)

Ok, nu gør jeg noget fy-fy og stjæler et par linjer fra en anmeldelse jeg har læst, for de siger det bedre end jeg selv kan: “‘Make Way For Love’ is a break up album and is filled with misery, loneliness and jealousy. Why someone would dump a man who sounds like Roy Orbison meeting Richard Hawley in a diner bar in 1950 is beyond me though”. Du skal høre hele pladen, for den er fremragende, men du skal især høre ‘Come to Me‘ og ‘Nobody Gets What They Want Anymore‘, hvor han duetterer med ovennævnte dumper Aldous Harding.

15. Jóhann Jóhannsson – Copenhagen Dreams (2012)

Copenhagen Dreams

Jóhannsson har altid ramt mig lige i hjertet. Der er ret megen patos i hans take på den moderne klassiske musik, og sådan er det absolut også på hans vidunderlige soundtrack til Max Kestners dokumentarfilm ‘Copenhagen Dreams. Som oftest er her tale om små, korte vignetter, men der er også enkelte numre, der får lov at folde sig mere ud. To af de smukkeste er ‘Here, They Used to Build Ships‘ og afslutteren ‘They Imagine the City Growing Out Into the Ocean‘.

14. Neko Case – The Worse Things Get, the Harder I Fight, the Harder I Fight, the More I Love You (2013)

The Worse Things Get,the Harder I Fight,the Harde

Et friskt bud på listens bedste titel. Ligeledes et godt bud på listens største snigerplade. For jeg var ikke sådan overvældet de første gange jeg hørte den, men den listede sig stille og roligt ind på mig. Med god grund, for den indeholder nogle gedigne ørehængere, for eksempel det ret forrygende anthem ‘Man‘ og den vidunderlige ‘City Swans‘, der burde have været et kæmpe hit. I en fair verden og al den jazz.

13. Raphael Saadiq – Stone Rollin’ (2011)

Raphael Saadiq: Stone Rollin'

Jeg er Prince evigt taknemmelig for flere ting, men i hvert fald for at have slæbt Raphael Saadiq med til sit megaevent, der udspillede sig i Amager Strandpark i sommeren 2011. Og for at have sat ham på programmet lige nøjagtig samtidig med at jeg gik tur dernede, og blev så fanget af det jeg hørte, at jeg fór hjem for at undersøge hvad det var: Saadiq på fuld bluesy souludblæsning på titelnummeret ‘Stone Rollin’‘. Jeg var solgt og købte siden denne fremragende plade, som vel er det bedste bud på old school neo-soul (hvis det giver mening) jeg har hørt. Hør også åbneren ‘Heart Attack‘ og bliv blæst væk.

12. John Grant – Queen of Denmark (2010)

Queen of Denmark

En plade der har ført en omskiftelig tilværelse i mit univers over årene. Jeg lyttede meget til den da den udkom og noget tid frem, så glemte jeg alt om den i en del år, mens Grant distancerede sig mere og mere fra den stil jeg elsker ham for, og så er den minsandten dukket op igen i mit hoved de seneste par år – endnu stærkere end i starten. Jeg synes stadig det er den her barok-singer-songwriter-stil der klæder ham bedst, og øøh ja, spacey sange som ‘Outer Space‘ og det absurd gode titelnummer står knivskarpe her på kanten af årtiet.

11. Fontaines D.C. – Dogrel (2019)

Dogrel

Slutningen af årtiet har været usædvanlig leveringsdygtigt i intens og højenergisk post-punk, hvor bands som Shame, Idles og Protomartyr har markeret sig stærkt. I mine ører bliver de dog overgået af Dublin-vidunderet Fontaines D.C., der med debutalbummet her har sparket en del døre ind. Det takket være et bundsolidt materiale, en tårnhøj energi og en markant sanger i Grian Chatten med den tykke, uimodståelige irske accent. No nonsense-rock som alle bør elske den. ‘My Childhood was small/but I’m gonna be ‘BIG‘!’ Hvis du foretrækker mindre punkrock, og mere hektik, så er der den forrygende ‘Hurricane Laughter‘ at kaste sig over. Jeg er ret spændt på hvordan de unge knøse følger den her op.

Så er der kun tilbage at løfte sløret for årtiets ti bedste plader. Følg med på bloggen de kommende dage.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Årtiets 50 bedste plader (30-21)

Videre med listen.

30. Yo La Tengo – Fade (2013)

Fade

Verdens bedste indie-ægtepar (og ven) med deres bedste plade i dette årti. Den er rar og behagelig og lige til at kramme. Ret Yo La Tengo’sk med andre ord. Den er ikke pladen man skal kaste sig over, hvis man vil dyrke bandets støjrockende side, selv om åbneren ‘Ohm’ da gør sig glimrende i den kategori, men derimod er den lige sagen for den fan, der elsker deres nuttethed. Lyt for eksempel bare til den elskelige ‘Is That Enough‘. Og se videoen – den er sjov! Verden ville være et forfærdeligt sted uden Yo La Tengo.

29. Jon DeRosa – Black Halo (2015)

Black Halo by Jon Derosa (2015-08-03)

Under- og ukendt for de fleste er DeRosa, og det er sørensparkeme en skam. Specielt for de, der kan lide Richard Hawley, The Divine Comedy og The Magnetic Fields (Stephin Merritt er sågar co-writer på et af numrene), for denne plade er for og til jer (os). Hvis I også har et twist af goth i jer, så er den helt sikker. DeRosa crooner alt hvad han kan på en stribe underskønne, doomromantiske ballader. ‘The Sun Is Crying‘ er et klasseeksempel. Den endnu mere eminente ‘You’re Still Haunting Me‘ burde være Eurovision-vinder med sit fantastiske omkvæd.

28. Dinosaur Jr. – Give a Glimpse of What Yer Not (2016)

Dinosaur Jr - Give A Glimpse Of What Yer Not +2 [Japan CD] HSE-6192 by Dinosaur Jr

Støjrocklegenderne er ikke så banebrydende længere, og er nok blevet lidt gamle efterhånden, men det er deres fans heldigvis også, så vi følges lykkeligt ad. Til gengæld er Dinosaur Jr. vel et af de mest pålidelige bands derude, for de leverer bare altid. Den her er nøjagtig lige så god som deres tidligere plader, selv om/fordi den bare lyder som de mange foregående har gjort. Det er vi nogen der er taknemmelige for. Mascis (og sporadisk Barlow) mestrer stadig den bittersøde rocksang med guitarlir galore. Her bedst eksemplificeret ved den tunge ‘I Walk for Miles‘ og ‘Lost All Day‘.

27. Vessel – Enlettered Species (2012)

Enlettered Species

Den højstplacerede danske plade på listen, så det må jo gøre den til årtiets danske plade i min husholdning. Tillykke med den ære, Anders Mathiasen. Jeg er aldrig faldet for Mathiasens og Jacob Bellens’ band Murder, men den her rammer mig lige hvor den skal. Der er en dejlig ro over sangene, og seriøse Bill Callahan-vibes hist og pist, særligt på den skønne ‘The Discipline of a Broken Leg‘. Endnu bedre er den utroligt smukke ‘Feathers‘. Jeg takker for mange gode aftenstunder med denne på grammofonen eller i høretelefonerne.

26. Sufjan Stevens – Carrie & Lowell (2015)

Carrie & Lowell

Jeg var egentlig stået helt af Sufjan Stevens-vognen, men blev lokket på den her med løfter om en tilbagevenden til den mere spartanske stil, som klædte ham så godt på for eksempel mesterværket ‘Seven Swans’. Løfterne holder heldigvis; her er ingen ekstravagante sange om Superman og slige sager. Derimod er det en afdæmpet hyldest til Stevens’ netop afdøde mor (og stedfar), og få steder er det så rørende som på ‘Death With Dignity‘ og så tårefremkaldende som på ‘No Shade in the Shadow of the Cross‘.

25. Jason Isbell – Southeastern (2013)

Southeastern

Isbells anden plade på listen – og altså den bedste. Og den er virkelig fremragende. Lige nu føler jeg egentlig at den burde have været endnu højere på listen. Nå, det kommer den om ti år, når jeg gennemgår årtiet igen. Han sætter i hvert fald barren højt fra start med den fantastiske ‘Cover Me Up‘, og derefter smider han egentlig bare om sig med forrygende sange. Den ubærligt triste ‘Elephant’, og den guddommeligt smukke ‘Traveling Alone‘ for eksempel. Andre er mindre mindeværdige, men det skal ikke spolere helhedsindtrykket.

24. Protomartyr – Relatives in Descent (2017)

Relatives In Descent

Jeg er glad for at jeg stolede på mit instinkt, og ikke lod mig gå på af en halvsløj koncert, da jeg købte dette album. For det er brølstærkt. Ordet intenst er vist det rette at bruge her. Passivt-aggressivt kunne man også slippe godt fra at kalde det. Eller eksplosivt. Jeg elsker når Joe Casey i åbningsnummeret ‘A Private Understanding‘ synger “I don’t want to hear those vile trumpets anymore”, hvorefter han bliver svaret af nogle urovækkende trompeter i baggrunden. Det er ondt. Jeg elsker også støjinfernoet i ‘Up the Tower‘.

23. Rachel Zeffira – The Deserters (2012)

The Deserters [VINYL] by Rachel Zeffira

Rachel Zeffira var et fuldstændig ukendt navn for mig, da jeg stødte ind i hende på et Teenage Fanclub-messageboard. Altså hun, og denne plade, blev nævnt af en af brugerne, og jeg tog chancen – og blev grebet øjeblikkeligt. Nej, den minder på ingen måde om Teenage Fanclub. Den kan derimod give mindelser om Broadcast sine steder – det er ret tydeligt på ‘Here On In‘ – og firserartpop-alfen Virginia Astley. Hvis nogen husker hende. Det er drømmende, blidt og yderst orkestralt. Hvis dreampop-begrebet overhovedet giver mening, så må det være her. Hun synger desuden virkelig skønt på ‘Star‘.

22. Lucinda Williams – Blessed (2011)

Blessed

Efter et par plader der ikke sagde mig så meget, kom Lucinda og jeg på rigtig god fod igen, da den her udkom. Den er vokset til at være en af mine favoritter, ikke helt på niveau med mesterværkerne ‘Car Wheels on a Gravel Road’ og ‘Essence’, men faktisk ikke så langt fra. Hun er bedst når hun er allermest bluesy og nede i sølet, og det er hun på de fantastiske ”I Don’t Know How You’re Living‘ (mand, den pedalsteel dér) og ‘Copenhagen‘ (mand, den pedalsteel dér).

21. J Mascis – Several Shades of Why (2011)

Several Shades of Why

Som fanboy er det dejligt at Mascis har været så aktiv de seneste mange år, både med Dinosaur Jr. og altså som solist. Imponerende nok er han omtrent lige god begge steder, selv om det er forskellige territorier og lydniveauer han afsøger. Her i eget navn er der skruet ned for strømmen, og i stedet er scenen overladt til hans akustiske guitar. Den karakteristiske pibestemme forsvinder dog aldrig. Den skønne plade åbner med de to bedste sange, ‘Listen to Me‘ og titelnummeret, der er ganske vidunderligt – og det der fik mig til at spærre ørerne op. Lige det nummer betyder også noget for mig af andre grunde, men det er sagen uvedkommende.

Næste kapitel med placeringerne 20-11 følger snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Årtiets 50 bedste plader (40-31)

26/11/2019 2 kommentarer

Anden bid af nedtællingen kommer her. Denne gang pladerne, der placerer sig fra 40 til 31. Men inden da lidt statistik fra listen.

Alle ti år er nemlig repræsenteret, men de er bestemt ikke jævnt fordelt. Den absolutte topscorer er 2011 med hele 11 repræsentanter. Derefter følger 2013 med 7 og 2016 med 6. 2012 og 2014 har hver 5 plader med, mens 2010, 2017 og 2018 har 4. Bundskraberne er 2015 og 2019 med hver 2 deltagere. Således klogere eller mere forvirret, går vi videre med listen.

40. Grouper – Ruins (2014)

Ruins

Liz Harris lefler ikke for nogen, når hun udgiver og spiller under navnet Grouper. Hendes slørede ambient og hviskende vokaler skaber sin egen triste stemning, og det er ikke altid man lige befinder sig i det lune. Tænker jeg. Slet ikke live, hvor det – den ene gang jeg har oplevet hende – var noget kedsommeligt. På plade går det bedre for mig, særligt på en regnvåd efterårsaften. På Ruins er der en smule mere fokus på melodier end hendes vanlige atmosfæremættede omgang, for eksempel på den rendyrkede klaverballade ‘Clearing‘ og den lige så smukke ‘Holding‘.

39. Thurston Moore – The Best Day (2014)

The Best Day

Jeg lånte i sin tid den her på biblioteket, uden egentlig at have nogen særlige forventninger, men jeg blev ærligt talt blæst væk, da jeg satte pladen på. Jeg lånte vinyludgaven, en dobbeltvinyl, hvor a-siden på den første lp var ‘Speak to the Wild‘ og b-siden var ‘Forevermore‘. To lange, fantastiske stykker musik, repetitive og dragende, og med Moores gedigne guitarspil i førersædet. Ok, resten af albummet rammer ikke det vanvittige niveau, men det er stadig møgsolidt og absolut et niveau der er værdigt til denne liste. Men for pokker da, de to første sange…wow!

38. Damien Jurado – The Horizon Just Laughed (2018)

The Horizon Just Laughed

Jeg blev gradvist mere irriteret på Damien Jurado, som årtiet skred frem, for hans musikalske valg drev længere og længere væk fra det jeg synes han er bedst til, nemlig den nedbarberede, intime folkballade. Heldigvis vendte han, efter en stribe plader med Richard Swift som lidt for svulstig producer-kompagnon, tilbage til den stil jeg elsker ham for, og The Horizon Just Laughed er i mit hoved hans bedste plade i omtrent ti år. Hør for eksempel den vidunderlige åbner ‘Allocate‘ med de pragtfuldt Motown-inspirerede strygere, og den lige så bedårende ‘1973‘.

37. Yuck – Yuck (2011)

Yuck by Yuck (2011-03-01)

En flok unge londoners besluttede sig i starten af årtiet for at lave noget der lyder som en hyldest til 1990’ernes indierock, og de gjorde det med så stor charme, at jeg ikke rigtig kan modstå det. Det er overhovedet ikke opfindsomt, men de gør det så godt, at jeg let tilgiver dem, for jeg elsker jo den der guitarfræserlyd. ‘Get Away‘ og ‘Georgia‘ er klokkerene hits, der får mig til at bøje mig i støvet.

36. A Winged Victory for the Sullen – A Winged Victory for the Sullen (2011)

A Winged Victory for the Sullen

Midnatsskønhed. Det er i hvert fald ren aftenmusik, hvad guitarist og keyboardist Adam Wiltzie og pianist Dustin O’Halloran leverer her. Onde tunger kan måske mene, at det er meget pænt og ambient-by-numbers, men jeg er fuldstændig til fals for ambient-by-numbers. Det er tuderen og lukkede-øjne-musik. Lyt for eksempel til (og hold nu fast) ‘We Played Some Open Chords and Rejoiced, for the Earth Had Circled Yet Another Year‘ og den mere mundret betitlede ‘Steep Hills of Vicodin Tears‘.

35. Tales of Murder and Dust – The Flow in Between (2016)

The Flow in Between

Ganske enkelt et af rigets bedste orkestre i dette årti, hvis du spørger mig. De var ret gode fra starten, og de er imponerende nok blevet bedre for hver plade. Aarhusianerne skruede helt op for mørket og det gloomy på denne psykedeliske guitarplade, og det gjorde de med bravour på sange som ‘Black Reflections‘ og den tunge ‘Sisters‘. Jeg glæder mig allerede til den kommende plade, som er på trapperne i 2020.

34. Eyelids – Or (2017)

Or

Et helt nyt bekendtskab for mig så sent som i år, men det består af garvede kræfter fra den gode indiescene i Portland – folk, der færdes i bands som The Decemberists og Guided By Voices. Det er herrer der kan deres guitarpoprock til fingerspidserne, og denne pragtfulde plade er noget af det bedste janglepowerpop jeg har hørt i lang tid. Hvis ikke du kan lide ‘Slow It Goes‘ og ‘Camelot‘, er du åbenlyst døv. Og det er jo en skam.

33. Lloyd Cole – Standards (2013)

Standards by Lloyd Cole

Gnavpotpoeten Cole har aldrig rigtig været væk, og har igennem årene udgivet en lind strøm af fine plader, men alligevel virkede den her som lidt af et comeback. I hvert fald hos mig. Hans, synes jeg, bedste plade siden Love Story fra midten af 1990’erne, ikke mindst takket være en hyper-veloplagt sang som ‘Women’s Studies‘ og den underskønne ‘Myrtle and Rose‘. Det blev også til to dejlige københavnerkoncerter med den vrantent-ironiske mand i kølvandet på albummet, og så er alt godt.

32. Jason Isbell and The 400 Unit – The Nashville Sound (2017)

The Nashville Sound

Isbell fik et velfortjent gennembrud som soloartist i løbet af årtiet, hvor han leverede en stribe virkelig solide skiver – med og uden backingband. Og så er solide en mild underdrivelse, for de var lidt mere end det. Jeg forudser i hvert fald horder af lejrbål omkranset af håbefulde guitarspillende ungersvende, som forsøger at imponere deres udvalgte med ‘If We Were Vampires‘ i de kommende generationer. De kan selvfølgelig også forsøge sig med ‘Anxiety‘, men den kræver vist mere strøm end der plejer at være ved et lejrbål. Og et større orkester.

31. Alcest – Shelter (2014)

Shelter (Ltd. Buch Edition inkl. 48seitig, 18x18cm)

At Alcest stammer fra det franske blackmetal-miljø, skal man nok forsøge at glemme, når man lytter til den her, for den har fået pillet alle metaltendenser af kroppen. Det skabte også furore i metalfankredsen, der vist blev kraftigt decimeret. Til gengæld kom der nok en flok vattede indiekids (skrev det vattede indiekid) ind i stedet, så det går sikkert lige op. Sigur Ros’ stamproducer drejer på knapper, Slowdives Neil Halstead gæsteoptræder, og så er scenen ligesom sat. Det er en meget smuk plade og jeg er særligt tosset med ‘L’éveil des muses‘ og den storladne afslutter ‘Délivrance‘.

Næste opdatering med placeringerne 30-21 følger snarest.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

Årtiets 50 bedste plader (50-41)

Jeg er blevet udfordret til at lave en liste over mine 50 yndlingsplader fra dette døende årti, og en sådan udfordring hverken kan eller vil jeg sidde overhørig. De bliver offentliggjort lidt i bidder, og den første portion – placeringerne 50-41 – kommer her.

50. Kevin Morby – Harlem River (2013)

Harlem River

En herligt dvask newyorkerfolkplade, der trækker på de cool newyorkere som Bob Dylan og Lou Reed. Han er nu også en hæderlig sangskriver, ham Morby, bedst eksemplificeret ved perler som ‘Miles, Miles, Miles‘ og ‘Slow Train‘.

49. Low Roar – Low Roar (2011)

Low Roar by Low Roar [Music CD]

Californiske Ryan Karazija tog i tidernes morgen springet til Island og fandt her sin musikalske inspiration. Det er der kommet denne smukke plade ud af, af den slags der vist engang i en fjern fortid hed indietronica. Eller folktronica. Eller indiefolktronica. Fortsæt selv, men husk at lytte til sange som ‘Just a Habit‘ og ‘Tonight, Tonight, Tonight‘. Sidstnævnte er ikke en Genesis-sang.

48. PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project (2016)

The Hope Six Demolition Project

Jeg tror måske jeg står relativt alene med holdningen om, at den her er den bedste af Harveys plader i dette årti, men den bed sig bare bedre fast i mig end den mere hædrede ‘Let England Shake’. Dermed også sagt, at sidstnævnte ikke befinder sig på listen, så nu er du fri for at spekulere over det. Favoritsangene hedder sådan noget som ‘The Community of Hope‘ og ‘River Anacostia‘.

47. Aldous Harding – Party (2017)

Party

En rigtig snigerkunstner og snigerplade, der fæstnede sig til hjernebarken på listig vis. Hardings excentriske Kate Bush-manerer, imponerende stemme og mere end habile sangskriverevner, viste sig at være ret uimodståelige. Live viste hun sig at være endnu mere imponerende. Sange som ‘Imagining My Man‘ og ‘Horizon‘ var mine største hits.

46. Chromatics – Kill for Love (2012)

Kill for Love-5 Year Anniversa

Der var elegant og indiecool synthpop i massevis på den strålende plade, som – indrømmet – er bandets eneste jeg har hørt mere end en gang. Den er dog også dragende og stærk, omend kritiske røster kan have en pointe i, at pladen er lidt til den lange side. Men det er smådetaljer. ‘Kill for Love‘ og ‘These Streets Will Never Look the Same‘ bør høres.

45. Sun Kil Moon – Benji (2014)

Benji-Digi-

Mark Kozeleks rablende og endeløse lyrik tog virkelig fart her, og det var den sidste jeg havde overskud til at (gen)lytte – og samtidig holde af. Han laver alt for mange plader nu, og gimmicken med fjollede stream-of-consciousness-tekster er ikke interessant længere. Men den her er stadig god – måske fordi han rent faktisk ikke har opgivet at skrive sange endnu, ligesom teksterne er meget rørende. De er lange, men gode. For eksempel ‘Carissa‘ og ‘Micheline‘.

44. Still Corners – Creatures of an Hour (2011)

Creatures of An Hour

Endnu en regulær snigerplade. Den fik i sin tid sneget sig ind på min 2011-liste og nu sniger den sig sørme helt ind på årti-listen. Den britiske duo gør ikke megen væsen af sig på denne dejlige skive, men deres kølige dreampop er virkelig kompetent og elegant udført. De der kan lide de mest drømmende sider af Broadcast, Portishead og Young Marble Giants, bør også være med her. ‘Cuckoo‘ og ‘I Wrote in Blood‘ er blandt de lavmælte højdepunkter.

43. Teenage Fanclub – Shadows (2010)

Shadows

Mine yndlingsskotter ældes generelt med ynde, og denne, lille krammebamse af en plade er ingen undtagelse. Der er ikke megen fyrig guitarfeedback og skrammel tilbage, men det gør slet ikke noget, for sangene er som altid fra øverste hylde. Selv Raymond McGinley er ret god her, omend det som så ofte før er Gerry Love og Norman Blake, der har esserne i ærmerne. Hør bare ‘Shock and Awe‘ og ‘When I Still Have Thee‘.

42. Shame – Songs of Praise (2018)

Songs of Praise

Modsat pladen ovenover, er feedbacken og energien i allerhøjeste grad i fokus her hos det purunge London-femkløver. Også live, hvor de slet ikke er til at styre på en kvart tønde land. Der er så meget punch i frontmand Charlie Steen og hans slæng. Sangene kan også næsten følge energien til dørs, hvilket bestemt er en bedrift. Klarest synes jeg de skinner på det klokkeklare hit ‘One Rizla‘ og ‘Gold Hole‘.

41. Wooden Shjips – Back to Land (2013)

Back to Land

Der er gedigen psychedelica og dronende guitarlir hos californiske Wooden Shjips. De gør og lyder omtrent som de plejer, og det skader ikke. Denne er en stærk plade og der er sublim fuzz på titelnummeret, mens det klæder bandet at smide lidt mere melankoli ind i produktionen på den faktisk ganske smukke ‘Everybody Knows‘.

Næste opdatering med placeringerne 40-31 kommer inden længe. Hold øje med bloggen.

Kategorier:Musik Tags: , , ,

You Can Never Quarantine the Past…de 20 bedste plader fra 1994

Så lykkedes det mig endelig at færdiggøre en liste over favoritpladerne fra 1994, og jeg kan berolige dig med, at du denne gang slipper for en meget lang analyse af hvert enkelt valg. Det bliver væsentligt mere ind til benet denne gang. Hvis du vil have lange, snørklede argumenter for hvorfor jeg kan lide bestemte sange fra 1994, vil jeg henvise til min liste over den slags herovre.

Dog skal det noteres, at jeg beklageligvis har måttet se bort fra plader med for eksempel Suede og dEUS, som har betydet meget for min musikalske udvikling, men som jeg ikke for alvor har lyst til at lytte til længere. De er formentlig lige så gode som de altid har været. Disse år i begyndelsen og midten af 1990’erne, var de år hvor jeg var midt i min teenagetid og derfor nok lettest at påvirke. Meget af min yndlingsmusik stammer fra den periode, og derfor er det lidt vanskeligt at vinke farvel til dele af den. Altså, i listesammenhæng – musikken er der jo stadig, hvis lysten kommer over mig. Men nok om den musik, der ikke er med på listen. Der er som altid lyttelink i bunden af posten – denne gang på YouTube, og med hele to sange fra hvert album.

  1. Soundgarden – Superunknown
  2. Sebadoh – Bakesale
  3. Tom Petty – Wildflowers
  4. Come – Don’t Ask Don’t Tell
  5. Jeff Buckley – Grace
  6. Psyched Up Janis – Swell
  7. Cranes – Loved
  8. Velvet Crush – Teenage Symphonies to God
  9. Pavement – Crooked Rain, Crooked Rain
  10. Grant Lee Buffalo – Mighty Joe Moon
  11. Low – I Could Live in Hope
  12. Weezer – Weezer [Blue Album]
  13. Massive Attack – Protection
  14. Hole – Live Through This
  15. CV Jørgensen – Sjælland
  16. Ian McNabb – Head Like a Rock
  17. Portishead – Dummy
  18. Stone Temple Pilots – Purple
  19. Shellac – At Action Park
  20. Jawbox – For Your Own Special Sweetheart

Lyt på YouTube

Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2006

Det her er på mange måder en af de mest frustrerende lister jeg har lavet. Først og fremmest spænder mit eget listeformat ben for mig, for fire af de sange der ville være sikre på listen, findes ikke på Spotify, og så er de disket. Det er lidt mit eget problem, men jeg er en nådesløs regelrytter. Jeg vil dog anbefale, at du giver Jon Auers ‘Bottom of the Bottle’, Gregor Samsas ‘Young and Old’, His Name Is Alives ‘Get Your Curse’ og Denise James‘ ‘What Happened to the Love We Knew’ et lyt alligevel. De er alle vidunderlige og findes på YouTube. Dernæst fuckede iTunes med mig, og påstod at tre af de sange jeg havde med på bruttolisten, var fra 2006 – det var de så ikke. Så farvel til The Czars, Migala og Gillian Welch. Derudover viste nogle af mine forhåndsudtagne sig at være knapt så holdbare som jeg huskede dem – Mark Lanegan & Isobel Campbells indslag var endda røvsygt – så ud røg de. Og for at gøre ondt endnu værre, så svigtede ellers så sikre kort som Pernice Brothers, Lloyd Cole og Sparklehorse lidt denne gang. Det er dog lykkedes mig at finde 25 gode sange, som alle er værd at lytte til, så giv den en chance – den er ganske sympatisk.

  1. Muse – Starlight…jeg kan helt ærligt lide Muse bedre end jeg burde, for de er alt for oppustede til mig. Men jeg bider sgu langt hen ad vejen på, så de må ramme et eller andet. ‘Starlight’ er et monsterhit. Matt Bellamy og slæng gør alt rigtigt her.
  2. Matthew Sweet & Susanna Hoffs – Care of Cell 44…fra den første af Sweet og Hoffs’ hyldest til deres yndlingsange, den med 1960’er-sange. De gør ret beset intet nyt med disse originaler, men på en eller anden måde lykkes det dem at charmere sig helt i mål. Der er mange gode hits på denne plade, og The Zombies-sangen tager lige præcis førstepræmien hos mig. Og åh – Susanna Hoffs <3.
  3. Camera Obscura – If Looks Could Kill…der kom fire plader dette år, som jeg har præmieret med næsten-topkarakteren 4½ stjerner ud af 5 ovre på Rate Your Music, og de er alle repræsenteret på listen. Camera Obscuras fuldstændig uimodståelige ‘Let’s Get Out of This Country’ er den ene af dem, for den er så spækket med højkarat indiepop at det næsten er uforskammet. Hurtigløberen her er lige præcis den bedste.
  4. Jay-Jay Johanson – She Doesn’t Live Here Anymore…tænk at vi skal helt ned på fjerdepladsen før at tempoet bliver sænket og jeg kan bruge klassiske Morten-fraser som vemodigt og tuderen. Men så bliver det til gengæld også virkeligt trist. Den temmelig androgyne Johanson går lige i hjertet med denne tåreperser. Der er sgu ikke meget mere at tilføje.
  5. Justin Rutledge – Emily Returns…vi bliver i det vemodige hjørne med den canadiske troubadour, hvis smukke sang egentlig er meget karakteristisk for den musik jeg lyttede til i disse år. Akustiske guitarer, violiner, banjoer og lavmælte vokaler. Der er meget mere af den slags længere nede på listen, men intet af det er helt så fantastisk som den her.
  6. Golden Smog – Cure for This…der er altid lige en eller to gudesange på Golden Smogs plader, der ryger højt op på mine årslister, og de er hver gang skrevet af en Jayhawk. For en gang skyld er det dog ikke Gary Louris, der er bagmand, men derimod bassist Marc Perlman. Og nummeret bliver skønt sunget hjem af spanske Muni Camón, som jeg ikke aner hvem er. Men hun gør det fortræffeligt.
  7. The Lemonheads – No Backbone…Evan Dando kom lige traskende tilbage efter ti års pause og lavede sin bedste plade nogensinde. Det var pænt sensationelt, og han har slet ikke ramt det niveau siden. Det er mindre sensationelt. Som mange af Lemonheads’ sange, er den slet ikke skrevet af en fra bandet, men derimod Tom Morgan fra Smudge. Dando har dog ofte været god til at forvalte andres materiale forbilledligt. J Mascis kommer også lige forbi og spiller sin fyrige guitar her. Fremragende sang, fremragende plade.
  8. Jóhann Jóhannsson – The Sun’s Gone Dim and the Sky’s Turned Black…et markant stilskifte til den savnede islandske komponist, der her udfolder hele sin enorme kunnen med et megalomant og dramatisk stykke musik tilsat sørgmodig robotvokal. Det er kæmpestort og føles som soundtracket til apokalypsen. Altså, på en smuk måde.
  9. Yo La Tengo – The Weakest Part…et lige så markant stilskifte til en af indieheltenes velkendte, nuttede popsange. Man skal være virkelig ond i sulet for ikke at sukke hengivent, når man lytter til Georgia Hubley og denne skønne, bouncy popsang.
  10. Ray LaMontagne – Empty…Ray LaMontagne er sådan en kunstner, der lige smækker et mesterværk i hovedet på mig, men ellers ikke rører mig en dyt. Men denne plade, ‘Til the Sun Turns Black’ er helt fantastisk. ‘Empty’ rammer alle de rette tråde hos mig med sit overdådige strygerarrangement.
  11. Jason Molina – Alone With the Owl“alone with the owl howling pain, pain, pain”. Det bliver ikke mere nøgent og brutalt end Molinas plade “Let Me Go, Let Me Go, Let Me Go”. Den er næsten ubærlig at lytte til, og da især med tanke på mandens kranke skæbne. Han lavede noget af årtusindets bedste musik, indtil hans misbrugsplagede hjerte og lever sagde stop efter bare 39 år hos os. Det er stadig ikke til at bære. Molina er så hårdt savnet.
  12. Damien Jurado – What Were the Chances…en vidunderlig call-and-response-ballade mellem Jurado og Jenna Conrad. De to hovedpersoner er vist ude i noget udenomsægteskabeligt uføre, men jeg kan alligevel ikke modstå en linie som “Would you change your last name to mine?” Det må karakteriseres som underspillet romantik.
  13. Tom Petty – Square One…han var virkelig, virkelig god, Petty, når han bare satte sig med en akustisk guitar. Som for eksempel på denne underskønne ballade. Den dukker op i Cameron Crowes indie-rom-com “Elizabethtown’, som måske ikke er den vigtigste film i historien, men soundtracket er forrygende.
  14. Jenny Lewis & The Watson Twins – The Big Guns…en strålende lille indiegospelamericanaperle, som charmerer mig i lyntempo og på bare to minutter og nogleogtredive sekunder. En nysselig solodebut fra Lewis, som (måske er det bare mig) ikke helt har ramt den i røven siden.
  15. Cat Power – The Greatest…jeg burde være mere vild med Cat Power end jeg er, men der er ligesom altid et eller andet der spænder ben for vores forhold. Det bliver aldrig rigtig tæt. Her gør hun dog nydelige tilnærmelser med sin grådkvalte stemme på toppen af en skrøbelig, strygerdrevet ballade.
  16. Grant-Lee Phillips – Age of Consent…ingen er vel rigtig i tvivl om, at Phillips har god musiksmag. Også i firserindie. Det beviser han på en intim plade, hvor han tolker nogle af årtiets store alternative kunstnere, og bevæbnet med mestendels bare en akustisk guitar og sin eminente stemme gør sangene til sine egne. Her er det New Orders banger, der bliver grantleeficeret.
  17. Klima – Lady of the Lake…elektroniske strygere og Angéle David-Guillous prægtigt sødmefulde stemme bærer denne skønne sang helt i land. “It’s not the end of the world/there’s always a second chance”. Også for David-Guillou, der dukker op igen længere nede af listen.
  18. Mogwai – We’re No Here…de skotske lydterrorister viser sig her fra deres mest bastante og tunge side. Hvis jeg tvinges til at vælge, vil jeg nok foretrække Mogwai når de er mere dvælende og sfæriske, men engang imellem er det nu også en befrielse, at de bare giver los. Dette er et kongeeksempel.
  19. Mahogany – Neo-Plastic Boogie-Woogie…en hyper-catchy omgang hurtigløbershoegaze, der på besynderlig vis nærmest kommer til at lyde som Belle & Sebastian. Det er voldsomt smittende – det samme er videoen. Den er den rene dansuenza!
  20. Neko Case – Hold On, Hold On…den rødhårede furie Case får her musikalsk opbakning af velspillende The Sadies, og det kan naturligvis ikke gå galt. En skøn, twangy sag fra to sæt kunstnere, der altid bør opleves live, når chancen opstår.
  21. Piano Magic – Incurable…her dukker så, som lovet, Angéle David-Guillou op igen med sin underskønne stemme – denne gang i spidsen for Piano Magic. Et overraskende let og iørefaldende nummer fra de artsy, traurige briter, der kaster sig ud i noget, der vel næsten kan beskrives som en New Order-pastiche. Det er en fornem hyldest.
  22. Elizabeth Mitchell – What Goes On…man kan måske stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i at indspille et Velvet Underground-cover til en børneplade, men det skal man ikke. Søde Elizabeth Mitchell (altså, jeg kender hende ikke, men hun lyder sød) har igennem et par årtier spillet den ene hovedrolle i det fine orkester Ida, som er sådan en art candyfloss-version af Low, og hun charmerer sig igennem nummeret her med sin guitar og let backing fra en enkelt tromme og violin. Det er skønt og lige til at kramme.
  23. Fionn Regan – Be Good or Be Gone…den unge irske knøs debuterede med en skøn lille folkplade, hvorfra nummeret her stammer, og derefter…tabte jeg ham lidt på gulvet. Jeg fik aldrig rigtig fulgt op på hans gøren og laden, og jeg ved heller ikke om det sker. Det skal dog ikke tage noget fra hans stadig glimrende debut. Som bibliotekar sætter jeg naturligvis også pris på at han andetsteds på pladen name-dropper både Saul Bellow og Paul Auster. Kloge kulturreferencer er altid sjove.
  24. Dan Sartain – Gun vs. Knife…spaghettiwesterngaragerock? Er det en ting? I så fald må det være sådan noget som det her. Det går stærkt, gør det, og det skramler herligt. Men det er intet under, når Sartain skal nå så hulens meget på sølle 141 sekunder.
  25. Jolie Holland – A Crush in the Ghetto…hun har sådan en herligt raspende stemme, Jolie Holland, og hendes folkbluesjazz er så charmerende ude af trit med sin tid. Jeg elsker de der meget beherskede dask fra trommeslager David Mihaly og Peter Musselmans tågede horn. En skøn lille sang.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1999

Det går kvikt i listeværkstedet i disse dage, for nu kan jeg lige så godt få lukket årtiet ned. Thi 1999 er det sidste år jeg mangler fra 1990’erne. Det var et udmærket, uden at være ekstraordinært, musikår. Det hjælper selvfølgelig ikke, at årets bedste plade ikke er tilgængelig på Spotify og dens sange derfor er diskvalificeret (den kan du høre her i stedet), men listen er nu lytteværdig alligevel.

  1. Old 97’s – Jagged…god crunchy guitar, et stærkt vers og et fantastisk omkvæd kan bringe dig langt. Helt til toppen. Af min liste i hvert fald.
  2. The Magnetic Fields – I Don’t Believe in the Sun…at skulle vælge blot en sang fra det mastodontværk er sgu svært, men mit hjerte har altid banket ekstra hårdt for denne sentimentale ballade. Det skal dog siges, at min yndlingssang skifter konstant. Nu er jeg altså endt her.
  3. kent – Berg & dalvana…ja, jeg ved egentlig ikke hvorfor bandet insisterer på at skrive navnet med småt, men sådan er livet. Klassisk, sørgmodig kent, og jeg elsker deres guitarlyd. “Håll ut jag behöver dig.”
  4. Psyched Up Janis – Inch…den her er vist egentlig ældre, men udkom mig bekendt først i forbindelse med demo/outtakes-albummet ‘Hi-Fi Low Life”, og så tæller den glimrende med her. Det er virkelig nedbarberet, så nøgen Sune Wagner bliver. Altså, musikalsk set, du ved. Den guitar klinger bare helt rigtigt.
  5. Mogwai – Cody…apropos guitar, der klinger helt rigtigt. Den solo der er heri, må være den mest sørgelige guitarsolo nogensinde. Den ikke bare weeps, for at parafrasere over en velkendt Beatles-sang – den tudbrøler. Stuart Braithwaites knapt hørbare vokal lægger kun yderligere alen til denne slowmotion-tearjerker.
  6. Suede – Indian Strings…selv om Suede leverede deres vel nok dårligste plade dette år, så har den dog en enkelt formildende omstændighed: ‘Indian Strings’. En storladen ballade, en af deres allerstørste, faktisk, som fortjener langt bedre end at drukne i den bundløse brønd af middelmådighed der er “Head Music”.
  7. The Motorhomes – Into the Night…der var virkelig meget grådpotentiale i den alternative guitarpoprock i de år, og de i dag totalt glemte The Motorhomes (indrøm det bare, hvornår fanden har du sidst sagt, endsige tænkt på, The Motorhomes?) lavede et regulært hit på den konto. Det var et skidegodt hit og det er det stadig. Videoen kan jeg ikke anbefale, den er simpelthen for sørgelig. Den handler vist om rumhunden Laika, og så vil jeg ikke sige mere.
  8. The Black Heart Procession – It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes…havde denne liste handlet om bedste titel, så havde ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ med en vis sikkerhed vundet konkurrencen. Men det handler listen ikke om, så ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ må nøjes med ottendepladsen, hvilket selvfølgelig også er fornemt, for ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ er nemlig en vildt god sang. Et dejligt drive, og ikke så kulsort som bandet ellers har hang til at være. Jeg kan godt nævne titlen en gang mere, men det vil nok alligevel være overkill.
  9. Low – Soon…Low er heldigvis bedre til det med de kortfattede titler. Lige så gode som jeg er til at lave korte write-ups. Nej, faktisk lidt bedre. Nåmen, sangen her er typisk Low anno det tidspunkt – den er langsom, klagende og kan få dig til at vræle, hvis du er således indrettet. Jeg elsker den naturligvis.
  10. Superchunk – Cursed Mirror…heldigvis er der mere fart på denne fabelagtige powerpopper. Catchy melodi, Mac MacCaughans vanligt bjæffende vokal og et pragtfuldt omkvæd. Der er ingen grund til ikke at elske den sang.
  11. Chappaquiddick Skyline – Hundred Dollar Pocket…havde denne liste handlet om bedste bandnavn, var Chappaquiddick Skyline blevet disket på forhånd. Heldigvis er Chappaquiddick Skyline (undskyld, nu stopper jeg) primært Joe Pernice, og som jeg nævnte i mit få dage gamle forrige indlæg, kan jeg ikke rigtig have en liste uden ham. Den her er ikke sangen, der starter med ordene “I hate my life” (det er derimod pladens åbningsnummer ‘Everyone Else Is Evolving’, der er næsten lige så fremragende), men det kunne det lige så vel have været. Til gengæld slutter ‘Hundred Dollar Pocket’ med ordene “I know there’s nothing I can do/somebody else is loving you/somebody else is loving you“, og det er ærligt talt ikke mange alen højere oppe af lykkelighedsskalaen. Undskyld, det trækker lidt ud, det her. Det er en smuk sang. Lyt og tud.
  12. Cousteau – Last Good Day of the Year…listens mest elegante indslag, tror jeg. Der er i hvert fald stil over Liam McKaheys croon og det velspillende band, der ligner og lyder som nogen der færdes hjemmevant som husband til posh dinner parties. Jeg har altid været vild med coveret til den plade – det siger simpelthen alt hvad der skal siges. En fremragende plade, for øvrigt.
  13. The Montgolfier Brothers – Even If My Mind Can’t Tell You…jeg husker egentlig ikke hvordan jeg stødte på duoen her, men jeg erindrer at jeg samlede denne cd op i Århus Hovedbiblioteks velassorterede samling en dag i 2002/03-stykker og gav den et lyt. Albummet som helhed sagde mig ikke så meget, men sangen her fangede øjeblikkeligt. Den er meget filmisk, og har en eminent underspillet dynamik. Eller måske ikke decideret dynamik, for den bevæger sig knapt ud af stedet, men noget mystisk drama.
  14. Luna – Dear Diary…ret skal være ret: I mit forrige indlæg skældte jeg Dean Wareham ud for at være en mindre dygtig sangskriver end fortolker, men den her har han selv skrevet, og den er en perle. Jeg elsker hans udbrud “Whyyyyyyyy must you be/a mystery to me?”, og det kan jeg ærligt talt ikke svare på.
  15. Mark Lanegan – I’ll Take Care of You…er Mark Lanegan en soulsanger? Hell yeah! I hvert fald her, hvor han fortolker Brook Benton. Det er så overlegent. Såre simpelt.
  16. Brendan Perry – The Captive Heart…vi tager lige endnu en af de overlegne stemmer, der her folder sig ud uden alt for mange dikkedarer og mysticisme. Jeg elsker Perrys goth-croon, og jeg er tilbøjelig til at mene at albummet her, “Eye of the Hunter”, er det bedste han har været involveret i. Jep, bedre end ellers mægtige Dead Can Dance.
  17. The Flaming Lips – Feeling Yourself Disintegrate…utvivlsomt et af indierockens mest overvurderede bands, men jeg vil dog medgive, at de har nogle gode sange på samvittigheden. Den her er en af de bedste. Ikke så fjollet eller kaotisk, bare en smuk sang.
  18. Underworld – Jumbo…som jeg nævnte engang andetsteds: Klart min yndlingssang, der er opkaldt efter en klassiker på enhver provinsbyburgerbar med respekt for sig selv. Og en herligt bouncy sang. Jeg kan ret godt lide Underworld fra den periode og i det legesyge humør.
  19. Echo & The Bunnymen – What Are You Going to Do With Your Life?…det kunne jeg ikke svare på dengang, men nu er jeg kommet lidt tættere på et svar. Jeg tror bare jeg vil være bibliotekar og være sammen med kvinden jeg elsker. Og høre den her sang et par gange om året. Og lave lister. Og æde ristede pølser i Sundby Idrætspark. Løbe en tur i ny og næ. Gå til en koncert i næ og ny. Stoppe denne opremsning, mens legen er semigod.
  20. Sebadoh – Tree…helt ærligt lidt en petitesse, den her sang. Og Lou Barlow har lavet den en del gange. Men den er stadig god. Virkelig god.
  21. Travis – Writing to Reach You…der var en kort overgang, hvor jeg studerede i Hillerød, mens jeg boede i Gillelejes østlige provinser. Det blev til en god, lang togtur hver vej hver dag, hvor jeg hørte mit bånd med Travis’ “The Man Who” på den ene side og Teenage Fanclubs “Songs From Northern Britain” på den anden. Begge startede med en killer-sang, men kun den ene er dem er fra 1999, og det er den her.
  22. Piano Magic – The Fun of the Century…du skal naturligvis ikke tage titlen for gode varer, for Piano Magic har aldrig været fun. De er (eller var) en flok sammenbidte englændere, franskmænd og vist nok en enkelt spanier fra tid til anden, der lavede musik under mottoet fuck rock, let’s art. Det er distanceret dreampop, der midtvejs går over i ren dakkedak (det er elektronisk musik, for de uindviede), og er så tæt man kan komme på at være 4AD-materiale, uden at være det. To plader senere i diskografien landede Piano Magic uundgåeligt i skødet på 4AD, men det er en anden historie.
  23. Blur – No Distance Left to Run…bedste nummer fra den eneste Blur-plade der, i mine ører, hænger helt sammen, “13”. En kuldslået, nøgen ballade med masser af blues (ikke genren). Det klæder Damon Albarn at dyrke den stil.
  24. Sally Timms – The Sad Milkman…det er vist anden gang jeg har Sally Timms med på mine lister, og det er anden gang det er med et Handsome Family-cover. Pudsigt. Hun er bedre til at være Handsome Family end Handsome Family. Den her er en skæv countryballade, og det er en dejlig en af slagsen. Hun er en skøn sangerinde.
  25. Perry Blake – Sandriam…den her spillede en dag, hvor jeg slentrede rundt i hedengangne GUF, og jeg faldt øjeblikkeligt for den. Hans univers er meget atmosfæremættet, og han bevæger sig konstant i David Sylvian-land, på grænsen af det smukke og smagfuldt kedsommelige. Den her har lige den rette balance.

Og det var så 1990’erne i listeformat. Tak fordi du læser med – jeg beklager den unødige jappen i særligt dette indlæg. Nej, det gør jeg faktisk ikke. Her er en liste.

 

Kategorier:Musik Tags: , ,