Arkiv

Posts Tagged ‘lister’

25 sange fra 1996

  1. Golden Smog – Won’t Be Coming Home…vi har været igennem det før, den herre: Det er tarveligt at gemme sådanne perler til et sideprojekt. Heldigvis har Gary Louris aldrig været karrig med perlerne til hovedbandet The Jayhawks. Og denne jangly countryrocker lyder på alle måder som The Jayhwaks, når de er bedst.
  2. Luna – Season of the Witch…en utrolig cool, tilbagelænet og samtidig lidt rå version af Donovans sang. Er det meget unfair af mig at ytre, at Dean Wareham er en bedre fortolker end sangskriver? Jeg kan i hvert fald bedst lide ham når han spiller andres sange, om det så er ‘Ceremony’ (New Order), ‘Moonshot’ (Buffy Sainte-Marie) eller altså den her.
  3. Mazzy Star – Flowers in December…et af de ømmeste numre i diskografien, og nærmest et langt heartbreak. Åh, hvor er den smuk. Og så den der tambourin. Jeg kender intet band, der mestrer tambourinen bedre end Mazzy Star.
  4. Stereolab – Cybele’s Reverie…et helt formidabelt nummer, og et af de bedste eksempler på hvordan Stereolab formår at lyde ekstremt poppet og eksperimenterende på samme tid. Desuden elsker jeg Laetitia Sadiers vokal – og ikke kun fordi jeg er lidt frankofil.
  5. Tom Petty and The Heartbreakers – Walls (No. 3)…det var sært nok Glen Campbell, der fik sporet mig ind på denne sang. Hans fine, men noget oppustede version, blev ofte spillet i radioen, dengang jeg sad i en kælder lidt mindre sort som kul, og delte bøger ud til de studerende på min daværende arbejdsplads. Inde bag Campbells alt for pompøse produktion, var det tydeligt at der gemte sig en stor, lille sang – og det gjorde der selvfølgelig hos Petty. Petty når han er allerskarpest, en perle af en melodi – og sikket omkvæd!
  6. Belle & Sebastian – The State I Am In…jangly og medrivende og en vidunderlig tekst. “My brother had confessed he was gay/It took the heat off me for a while/He stood up with a sailor friend/Made it known upon my sister’s wedding day.” Og så videre, og så videre. Belle & Sebastian er lidt hit-and-miss for mig, men når de rammer, så rammer de. Det gør de i den grad her.
  7. The Black Crowes – Girl From a Pawnshop…en af de store, som i kæmpestore, southern rock-ballader, som jeg er forfalden til, når den bliver leveret af Robinson-brødrene og deres altid velspillende slæng. Rolig start, så masser af guitarlir, og så det helt store crescendo med gospelkor og hele pivtøjet. “PS. All my love.”
  8. Patti Smith – My Madrigal…apropos store ballader, så er den her også ret enorm. Smuk vokalpræstation af Smith oven på et vemodigt lag af strygere. Det er underskønt.
  9. Chris Isaak – Only the Lonely…den gør helt ærligt ikke ret meget, som Roy Orbisons originalversion ikke gør, men jeg elsker Chris Isaaks ulykkelige croon. Og så er det bare, helt enkelt, en virkelig dejlig sang – drivende sentimental og vemodig. Den slags kan jeg slet ikke stå for.
  10. Cowboy Junkies – Come Calling (His Song)…der er to versioner af denne sang på den skønne ‘Lay It Down’-plade, ‘His Song’ og ‘Her Song’. Begge udgaver er pragtfulde og måske de bedste sange på pladen, men de lyder vidt forskelligt. Den her, uptempo-versionen, vinder med et mulehår over den bluesy og downtrodden hustruudgave.
  11. Crowded House – Not the Girl You Think You Are…det har vist aldrig været en hemmelighed, at Neil Finn kan lide The Beatles, men hvis man skulle være i tvivl, kan man eventuelt lytte til denne fremragende sang. En af hans bedste. Den er faktisk så Beatles-inspireret, at den lyder som en Elliott Smith-sang. Det er en ros.
  12. The Divine Comedy – Songs of Love…det er Neil Hannon, for fanden. Jeg kan ikke have en liste uden ham, han er både et musikalsk og lyrisk geni – han er bare ikke altid lige god til at tøjle den evne. Men det gør han her. Jeg får altid det største smil på læben, når jeg hører den. Den slags bør man ikke underkende. Og så elsker jeg andenstemmen.
  13. The Lemonheads – The Outdoor Type…jeg har engang sagt noget i stil med, at hvis jeg var et land, så ville ‘The Outdoor Type’ være min nationalmelodi. Det gælder stadig. “I can’t go away with you on a rock climbing weekend/what if something’s on TV and its never shown again/it’s just as well I’m not invited I’m afraid of heights/I lied about being the outdoor type/Never learned to swim can’t grow a beard or even fight/I lied about being the outdoor type”. Ok, det med skægget passer ikke.
  14. Mark Eitzel – No Easy Way Down…der er virkelig mange covers på denne liste, det var man åbenbart skrap til i 1996. I hvert fald gjorde Eitzel denne Goffin/King-komposition til sin egen, med sin overlegne whiskey-stemme. En formidabel version direkte fra rendestenden.
  15. The Walkabouts – The Light Will Stay On…hold kæft, hvor var der mange gode vokalpræstationer det her år. Denne sang var min introduktion til The Walkabouts, et band jeg holder så utrolig meget af i dag. Og Carla Torgerson er en af mine yndlingssangerinder overhovedet. Hun synger mig helt ned i gulvet her. Jeg havde faktisk helt glemt, hvor god den sang er. Er der seriøst 14 sange fra 1996, der er bedre end den her? Crazy.
  16. Elvis Costello & The Attractions – All This Useless Beauty…jeg elsker ballade-Costello, når han folder sin vibrato helt ud. Utrolig smukt. Endnu en stor vokalpræstation.
  17. Sebadoh – On Fire…Lou Barlow må være slackerrockens bedste sanger. Altså, hans stemme er vel ikke decideret ude af denne verden, men den er bare så rar og behagelig. Næsten for glat til den ellers grumsede lyd af halvfemserindie. Nåmen, her sidder vokalen lige i skabet, for ‘On Fire’ er klassisk melankolsk og catchy Barlow.
  18. The Posies – Precious Moments…der er ikke meget i halvfemserpowerpoppen, der slår Ken Stringfellow og Jon Auers vokalharmonier og dobbelte guitarangreb. Der var en periode der i midthalvfemserne, hvor de slængede om sig med perler – denne er en af de mest skinnende.
  19. Sloan – The Good in Everyone…canadiske Sloan er jeg ikke kommet helt ind under huden på, men denne fyrige garagerocker/powerpopper skal man være døv for ikke at sætte pris på. Ja. Så er det sagt.
  20. The Sharing Patrol – I Can Take You There…mere af den fyrige garagerock/powerpop fra det Seattlekøbenhavnske live-fænomen. Jeg fik desværre aldrig set dem live, men måske popper de op igen en dag. Det er hændt før.
  21. kent – Gravitation…yndlingssangen fra en af mine mange yndlingsplader med nordens bedste band. Jeg elsker den nederen guitarlyd, der eksploderer ind i det kæmpe omkvæd. ‘Det är så det ska vara’.
  22. Scud Mountain Boys – In a Ditch…ligesom tilfældet er med Neil Hannon, vil jeg helst ikke have en liste uden en anden af de sidste 25 års bedste sangskrivere. Han hedder Joe Pernice, og han kan nærmest ikke skrive en dårlig sang. Sammen med Scud Mountain Boys lavede han deprimerende alt-country, og ‘In a Ditch’ er omtrent så depri det kan blive. Det er blændende.
  23. dEUS – Roses…Belgiens fineste siden Johan Museeuw er efterhånden gledet lidt ud af min opmærksomhedszone, men ‘In a Bar, Under the Sea’ indeholder altså så megen kvalitet, at jeg ikke kan sidde den overhørig. ‘Roses’ er dEUS, når de er allermest knugende og eksplosive. Unnerving, i mangel af bedre dansk ord.
  24. Fountains of Wayne – Radiation Vibe…et stort powerpopår rundes, på denne liste, af med den uimodståelige ‘Radiation Vibe’. Catchy vers med lidt sjove guitareffekter der brager ind i det der kæmpe omkvæd. Den burde have toppet alverdens hitlister.
  25. The Cure – Bare…og så slutter vi helt nede i kulkælderen med det ultimative højdepunkt fra en halvskidt plade, men fuck det – selv i dårlige øjeblikke, kan Robert Smith og slæng hive sådan en deprismuk sang ud af ærmet. ‘We know we’ve reached the end/we just don’t know how’. Passende afslutning. På pladen og listen.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1995

Et helt afsindigt år, det her. Der kom så vanvittig megen god musik i 1995, og det har været lidt af et helvede at skulle skære denne liste ned til sølle 25 sange, men sådan er reglerne. Det har været et mareridt at se den ene perle efter den anden forsvinde, og nogle af mine absolutte yndlingsplader er end ikke repræsenteret. Så skarp har konkurrencen været, hvorfor listen selvsagt er freakin’ fantastisk. Velbekomme.

  1. Teenage Fanclub – Neil Jung…det er ikke kun på grund af titlen, at denne sang er en af de bedste nogensinde – alt sidder lige i skabet her. Strålende vers, gigantisk omkvæd og en mega-guitarsolo. Måske yndlingsbandets bedste sang og den der virkelig satte skub i mig i forhold til Teenage Fanclub.
  2. Matthew Sweet – We’re the Same…endnu en ubegribeligt velkomponeret sang, der rammer alt det rigtige i mig. Bittersødme par excellence. Og så den der udgangsreplik: “Maybe it’s me/maybe it’s you/maybe it’s you”. Så simpelt, så stærkt.
  3. Dubstar – Stars…jeg har vist nævnt noget lignende ved en tidligere lejlighed, men det bør siges igen: Jeg er ikke vildt begejstret for Dubstar, men de har lavet tre fuldstændig fabelagtige sange, hvoraf de to er fra 1995 (desværre er der kun plads til en pr. kunstner på disse lister, så tjek endelig også den vidunderlige ‘Just a Girl She Said’ ud). ‘Stars’ er indbegrebet af synthpopelegance, så gennemført. Og sikke et omkvæd.
  4. Guided By Voices – Game of Pricks…jeg er ikke musiker, men jeg tænker at det må være lidt af en kunst at skrive en perfekt popsang med en længde på sølle 90 sekunder, give or take. Robert Pollard mestrer den kunst på denne vidunderlige, skrabede hitbasker.
  5. Blur feat. Francoise Hardy – To the End (La Comedie)…’To the End’ er ubestridt Blurs bedste sang inde i mit hoved, og denne version – der i virkeligheden bare er en b-side til den rædderlige ‘Country House’-single – er om muligt endnu bedre end originalen fra ‘Parklife’. Det er Hardys fortjeneste mest af alt, men også den hjerteskærende outro gør underværker. Så smuk at ethvert frankofilt hjerte bør smelte.
  6. Pulp – Something Changed…Jarvis Cockers store Eurovision-moment. Eller sådan kunne det i hvert fald have været, tænker jeg. Den får ikke for lidt på alle sentimentale tangenter, og mit hjerte brister hver gang jeg hører det der sidste vers. Den dejligste hvad-nu-hvis-sang jeg kender. Og jaja, jeg ved godt den er alt for meget, og at Cocker sikkert griner sin røv i laser over den. Eller hader den. Men jeg ved det naturligvis ikke med garanti.
  7. Lisa Gerrard – Sanvean (I Am Your Shadow)…en hjerteskærende og overvældende sang, der trykker på alle mine ømme punkter og får mig til at miste pusten når jeg hører den. Et af mine koncertlivs største øjeblikke blev indfriet, da Lisa Gerrard sang den til Dead Can Dance-koncerten jeg overværede i London tidligere på året.
  8. Emmylou Harris – Goodbye…beklager meget, men det er en temmelig smertefuld og emotionelt ladet stime vi er inde i her. Harris’ take på Steve Earles brutalt selvbiografiske sang er ren og uforfalsket skønhed – på lige fod med resten af hendes giga-mesterværk ‘Wrecking Ball’.
  9. The Innocence Mission – Bright as Yellow…her slipper weltschmerzen op for en stund, for der findes intet mere nuttet end at høre Karen Peris’ rørende stemme. Den her sang er bare så kær, så kær. Jeg smiler lykkeligt hver gang jeg hører den. Hvis ikke det er en kvalitet, så ved jeg ikke hvad er.
  10. Alice in Chains – Heaven Beside You…en anden slags kvalitet, for AiC har aldrig rigtig gjort sig i lykke og nuttethed. De kan til gengæld ret meget andet, og Layne Staley og Jerry Cantrells på samme tid kulsorte og velklingende harmonier er altid en fornøjelse at lytte til. Well, en slags fornøjelse.
  11. Radiohead – Black Star…jeg tror den her er en fanfavorit, men ikke desto mindre var den aldrig i nærheden af at være et hit, endsige bare en single. Det den kan er den skarptskårede melodi, det smukke guitarspil, Thom Yorkes ditto vokal…og selvfølgelig det der omkvæd, der insisterer på at brage igennem. Et af Radioheads allerstørste momenter.
  12. The Jayhawks – I’d Run Away…åh, samspillet mellem violin og resten af instrumentmoletjavsen er underskønt, og som det gør sig gældende for så mange af Gary Louris’ sange, er der dømt instant syng-med-faktor. Og alle de vokalharmonier. For pokker, hvor er den god, den sang. For pokker, hvor var de gode i starten og midten af halvfemserne, Jayhawks.
  13. Yo La Tengo – Tom Courtenay…det oplagte hit (nå ja, nogen blockbuster blev den aldrig) på den stærkt mangefacetterede ‘Electr-o-pura’, og Yo La Tengo fra deres allermest poppede og tilgængelige side. Bababababababa!
  14. Red House Painters – Drop…jaja, det måtte jo ske, at jeg trak dig helt i dyndet igen – I aim to please. Det er langsomt og intimt, som når Kozelek er allerbedst. Og allertristest.
  15. Love Shop – Langebro…et ret vildt cover, og et af de største af slagsen jeg kender. Det var ret interessant at høre Love Shop på den her måde, med masser af oomph og intensitet. Og sikken slutning med Unmacks vokal, Hassigs guitar og Halls mundharpe i tæt og åndenødsfremkaldende samspil. Tilsat lyriske stumper af bandets egen ‘Drømmenes København’. “Så fuld af liiiiv”!
  16. Spiritualized – Medication…”everyday I wake up and I take my medication and I spend the rest of my day waiting for it to wear off”. Klassisk J Spaceman. Og så bygger han ellers sangen langsomt op over de næste otte minutter, hvor alt går fra værst til endnu værre. Også det er klassisk J Spaceman. Fantastisk sang, der bare får lov at udvikle sig til den ikke orker mere.
  17. Wilco – Passenger Side…temmelig undseelig sag, egentlig, fra Wilcos debutplade, der måske ikke er et oplagt tegn på hvad bandet senere skulle udvikle sig til, men dog fungerer fint på sine egne powerpopcountrypræmisser. Og så elsker jeg bare at skråle med på Jeff Tweedys drævende foredrag: “I don’t like riding on the passenger side”.
  18. 16 Horsepower – Black Soul Choir…kulsorthumoristisk, eller måske bare kulsort, er David Eugene Edwards og hans vekslende bande af håndlangere som regel, og galskaben når da også maksimale højder på denne koleriske bom-tjikka-bom-violinbasker.
  19. Morphine – Free Love…endnu mere galskab er der at finde på denne hidsige bas-tromme-saxofon-nedsmeltning. Morphine være et af de cooleste bands i verden, temmelig stærkt eksemplificeret ved denne sang. “Free love/Don’t bank on it, baby”.
  20. Faith No More – Just a Man…og nu vi alligevel har gang i de gale elementer, så er der jo altid Mike Patton. Jeg elsker denne skizofrene sang, der starter blidt og behersket, slår over i en bidsk bro, der leder en til at tro at sangen skal til at blive udsædvanlig ond og tung…for så at ende i det helt store gospelklimaks. Rent galmandsværk. Eller genialitet, alt efter præference.
  21. Belly – Super-Connected…jeg havde glædet mig til at høre et gendannet Belly på sidste års Primavera, men blev desværre spist af med en fesen optræden og en konstatering af, at det måske ikke var det væsentligste comeback verden har set, men skidt nu med det, for man kan snildt nyde de perler Belly version 1.0 trakterede os med. Blandt andet denne powerfulde rocker, som jeg har elsket fra første gang jeg hørte den tilbage i 1995.
  22. PJ Harvey – To Bring You My Love…en beskidt og rå blues, som måske ikke er det mest oplagte hit på Harveys mesterværk af samme navn. Men dens slidstyrke er imponerende og efter at have hørt den to gange på hendes 2016-turne, blev dens enorme kvaliteter blot udpenslet endnu tydeligere. Hun lyder så grum og farlig her.
  23. Low – Shame…underspillet og ufatteligt smuk, som den tidlige version af Low altid var. Mimi Parker synger guddommeligt og bakkes op af Alan Sparhawks strålende guitarspil og Zak Sallys monotone bas.
  24. The Softies – Hello Rain…en af de mest indielyserøde regnvejrsballader jeg kender, og det kan muligvis skræmme nogen væk, men det bør det ikke. Det er hyggetristesse af den fineste slags.
  25. Pearl Jam – The Long Road…set i bagklogskabens lys (også selv om bandet naturligvis fortsat er i live), så er den let oversete ep ‘Merkin Ball’ det bedste Pearl Jam har lavet. I fællesskab med Neil Young leverer de den crunchy rocksang ‘I Got Id’ og denne lange, dvælende ballade, hvor Young lige får lejlighed til at hive sit gamle trædeorgel frem. Eller hvad det nu er. Smuk som en øde ørken ved solnedgang.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2017

10/08/2019 1 kommentar

2017 er et interessant år i denne sammenhæng, for jeg har forholdsvis mange plader fra det ikke så fjerne år. Der er mange stærke plader og altså en god bunke sange. Derudover er der mange kunstnere og bands, der ikke optræder på så mange af mine øvrige lister, hvilket også gør denne årgang lidt sjovere. Derudover er det bare en møgsolid liste, ligesom det er sjovt at notere sig, at den indeholder ret mange albumåbnere. Eller sådan forekommer det mig i hvert fald. Men nok snak…listetid!

  1. Cloud Nothings – Up to the Surface…med afstand den sang jeg har lyttet mest til de senere år, hvis man spørger mit iTunes-bibliotek og slige steder, og det er egentlig meget forståeligt. Det er catchy og gedigen indierock, med et lille frækt tvist af Coldplay undervejs (lyt til guitarsoloen cirka 2.30 inde). Cloud Nothings var ikke et band jeg overhovedet havde taget notits af før den her, og det var vist bare et impulskøb. Albummet er såmænd heller ikke toppen af noget som helst, men den sang sidder lige i skabet.
  2. Eyelids – Camelot…en rigtig snigerplade, som jeg overhovedet ikke kendte eksistensen af før for et par måneder siden. Det samme gælder bandet – og sangen forstås. Uforfalsket jangly guitarpop skabt af folk med nydelige cv’er – vi taler gutter med tilknytning til The Decemberists, Guided By Voices og Stephen Malkmus & The Jicks – så potentialet er selvsagt i orden. Det er fremragende og bør smelte ethvert powerpophjerte.
  3. Mark Eitzel – An Answer…Eitzel har en del strålende musik på samvittigheden, men ikke desto mindre ramte han mig ekstra hårdt på sit 2017-album. Det er spækket med disse kuldslåede, mørkeblå ballader som Eitzel med den velkendt rustne og fantastiske stemme er så god til at formidle, og ‘An Answer’ hører til toppen af hans værk i mine ører. Wow.
  4. Jason Isbell and the 400 Unit – If We Were Vampires…akustisk lejrbålsballadepotentiale er der til overflod her, men Isbell bliver nok svær at matche, her hvor han er allermest skrøbelig. En topsang fra en af årets bedste plader.
  5. Protomartyr – A Private Understanding…jeg er glad for at jeg købte den her til deres koncert på Loppen dette år, for selv om deres optræden var lidt slatten, var der desto mere at hente på den aktuelle skive. Gloomy quiet-loud-quiet postpunk med bunker af bid og frontmand Joe Caseys intense mumlen, der er lige dele Nick Cave og Matt Berninger. Fremragende er det.
  6. The Black Angels – Currency…mere bid og intensitet på denne forrygende albumåbner. En af årets skarpeste, rene rocksange. Ingen nonsens, bare afsted. Der er sgu ikke mere at sige.
  7. Chastity Belt – Different Now…det her band kom ud af det blå – eller fra en random Spotify-liste, rettere. Jeg vandrede rundt ude i Hareskoven i efteråret 2018 og nød naturen, da denne sang pludselig dukkede op og ødelagde min koncentration. En smittende guitar og en ret vidunderlig midtempo indiepopsang. Ikke det store ståhej, bare en lille perle.
  8. Piano Magic – I Left You Twice, Not Once…afskedssalutten fra et af yndlingsensemblerne her i hytten. Smukt og lidt opgivende, hvilket er helt klassisk Glen Johnson & co. En todelt sang, der først bringer (i det mindste mig) mindelser om The Cures lige så kuldslåede ‘Homesick’, for i de sidste to minutter at slå over i en hjerteskærende outro med lyden af Piano Magics evigt hjemsøgende spøgelser. En mere passende sortie kunne jeg som fan ikke ønske mig.
  9. Luna – Fire in Cairo…jeg elsker Luna, når de spiller andre kunstneres sange. Eller lad os sige jeg elsker Dean Wareham, når han i en eller anden sammenhæng spiller andre kunstneres sange, om det så er New Order/Joy Division, Donovan, Guns N’ Roses, Buffy Saint-Marie eller, som her, The Cure. Lavmælt og smittende. F-I-R-E-I-N-C-A-I-R-O!
  10. Beach Fossils – This Year…endnu et impulsalbumkøb og det var ingen dum ide, for her gemmer sig en gedigen, breezy sommerdvasker. Jangly guitar og lige den skvæt melankoli, der gør en god sommersang.
  11. Elbow – Magnificent (She Says)…en af de tidlige favoritter, kan jeg huske, fra året, og den har holdt sig frisk lige siden. Strålende omkvæd, stilfulde strygere og som altid en stærk vokalpræstation af Guy Garvey.
  12. King Gizzard & The Lizard Wizard – Rattlesnake…jeg indrømmer at jeg var noget skeptisk hvad angik denne australske gøglertrup, men jeg måtte alligevel finde ud af hvad hypen gik ud på. Så mit første møde med dem blev den enerverende ‘Rattlesnake’, der gik lige i benene med det samme. Enerverende og sindssygt catchy – også selv om det trækker ud i næsten otte minutter. Otte korte minutter, imponerende nok.
  13. Molly – Sunshine Seems Important…jeg spillede den her for nylig til en musiksalon med sommer som tema, og den skabte…stort set ingen reaktion fra mine medsalonister. Men fuck dem, jeg synes den er perfekt. Molly er en kærkommen, københavnsk pendant til Hüsker Dü/Sugar/Dinosaur Jr, og den slags kan man ikke få nok af. Jeg kan i hvert fald ikke.
  14. Aldous Harding – Imagining My Man…hun kom lidt snigende, hende Aldous, med al sin excentricitet, underspillethed og sære mimik (sidstnævnte kan man dog ikke høre på pladen), og lige pludselig havde hun gravet sig ind i hjertekulen på mig og min slags. ‘Imagining My Man’ viser hendes enorme vokale evner og skæve kompositoriske sans – jeg elsker når børnekoret af og til bryder ind med et ‘Hey!’.
  15. The Dream Syndicate – Filter Me Through You…2017 præsenterede et overraskende stærkt comeback til paisley underground-pionererne, der også gav en glimrende koncert i København ved samme lejlighed. Det nedtonede åbningsnummer er min favorit fra albummet, der andetsteds dog også leverer simpel og gedigen rockogrul.
  16. Mogwai – Party in the Dark…nok det mest hitorienterede nummer Mogwai nogensinde har lavet, og det klæder dem faktisk ret godt bare at lave en ligeudadlandevejen-fireminutters-radiorocker. Fin plade og fornem koncert i København i efteråret ’17.
  17. Thurston Moore – Cease Fire…apropos ligeudadlandevejenrocker, så leverede Moore også lige en her. Spidsfindigt nok var den ikke på det fysiske vinylalbum, men fulgte med som bonusdownload og tak for det, for det er det bedste nummer på pladen. Som så, ja, ikke er…på pladen. Men ja. En fyrig sag.
  18. Dasher – Soviet…den her husker jeg ikke rigtig hvor kom fra, men muligvis trykkede jeg på en tilfældig YouTube-video og så dukkede denne arrigtrold op. Heldigvis. Den syngende trommeslager Kylee Kimbrough giver den virkelig gas på hele pladen, og hun får skreget hele kadaveret ud på det, der lyder som en opdateret kombi af Bauhaus’ ‘Dark Entries’ og Dead Boys’ ‘Sonic Reducer’.
  19. Novella – Thun…det purunge London-band leverede en charmerende kejtet optræden i Musikcafeen, der dog sluttede meget brat efter en halv time, da der røg en guitarstreng. Derefter forlod bandet genert scenen og kom ikke igen. Højst aparte, men jeg er jo en venlig og tilgivende mand. Specielt når de er så gode til den krautede dreampop.
  20. Uniform – The Killing of America…denne balstyrigt hidsige sag er ledsaget af en lige så sigende video, der på brutal vis fortæller historien om masseskyderier i USA. Musikken lægger heller ikke fingrene imellem; den lyder som et kraftigt sammenstød mellem Slayer og Ministry. Eller Godflesh. Tunge guitarriffs møder trommemaskiner.
  21. Joan Shelley – We’d Be Home…anderledes (mildest talt) roligt er det, når den yndige Joan Shelley foredrager sine beherskede folksange. Hun er sådan en man godt gad have siddende ved sengekanten og synge godnatviser. Det bliver ærligt talt en anelse kedsommeligt i længden, men i små doser, som her, er det ganske vidunderligt.
  22. L.A. Witch – Drive My Car…masser af rumklang på guitaren og bare derudad. Det er pissefedt, når den californiske trio her ruller sig ud som en art garagerockversion af Mazzy Star.
  23. Sean Rowe – The Very First Snow…han både ligner og lyder som en vildmand, den gode Sean Rowe, men der er masser af hjerte og sårbarhed i hans folksange. Specielt på den vildt smukke ‘The Very First Snow’. Tårekanalerne åbner sig med lethed, når han akkompagnerer sig selv med akustisk guitar og mundharmonika. Helt klassisk, helt enkelt.
  24. Cameron Avery – C’est Toi…dramatisk croonerindiepop fra Avery, der vist lige har været inde over Tame Impala, men ellers mest bare er sig selv. Han leverer lummer sengekantssoul på denne ret lækre sag og en i øvrigt fin debutplade.
  25. Chelsea Wolfe – 16 Psyche…gothfolkmetaldronningen Wolfe har lavet en af årtiets bedste plader, men det er desværre ikke den her, som ikke helt formåede at ramme forgængerens vanvittige niveau. Der er dog lyspunkter…ah ok højdepunkter, for lys er der sgu ikke meget af i hendes univers. Denne er et af dem med sin tunge produktion og guitarlyd og Wolfes velkendte melankolske vokal.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2005

15/07/2019 1 kommentar
  1. Richard Hawley – The Ocean…jeg er en sucker for store croonerballader, og ingen – jeg gentager ingen – laver dem så svulstige og overvældende som Richard Hawley. Manden, der engang var andenpilot i det ligegyldige og forlængst glemte britpopband The Longpigs, og livemusiker hos Pulp, havde gudskelov meget mere i sig, og hans romantiske og lidt old-school balladestil har fejet benene væk under mig ved utallige lejligheder. The Ocean er en af hans allerstørste sange, og det siger fandeme meget. Here comes the wave!
  2. The Montgolfier Brothers – Journey’s End…en af de sange, der enten tester lytterens tålmodighed eller rammer fuldstændig plet, hvis den kommer på det rette tidspunkt. Otte minutter langt, dvælende med lange vokalløse passager. Ingen omkvæd, ingen hooks. Bare et simpelt, repetitivt klaverstykke med enkelte diskrete vokalindslag. Det er guddommeligt eller røvsygt, alt efter præference.
  3. Pernice Brothers – Saddest Quo…der er næppe lavet bedre popsange om flystyrt, togulykker og alverdens ulyksaligheder end den her, men vi har selvfølgelig også med selveste Mr. Doom-and-gloom Joe Pernice at gøre. At han ikke er blevet verdens største (gnavne) popstjerne er en uretfærdighed, men det har jeg vist sagt en million gange. Suk.
  4. kent – Mannen i den vita hatten (16 år senare)vi ska alla en gång dö gentager Jocke Berg ad nauseam sidst i sangen her, og det er en passende sortie for bandet. Ja, jeg ved godt der kom 4-5 plader mere, men for mig sluttede kent her. Det blev for glat derefter, og jeg fangede dem ikke for alvor i sidste halvdel af karrieren. Men sikke en måde at gå ud på – med et mesterværk af et album og nummer.
  5. Kathleen Edwards – Old Time Sake…Edwards var en af 00’ernes stærkeste og mest stabile stemmer på americana-scenen, og den både brovtende og sårbare canuck toppede på den fremragende ‘Back to Me’, der er og var så spækket med gode sange, at det er uretfærdigt at skulle vælge. Min hjerte har dog fra første lyt banket ekstra kraftigt for denne ømme ballade, der hører til den mere sårbare ende af skalaen. Jeg savner Edwards, der har taget en lang pause fra musikbranchen og åbnet en cafe hjemme i Ottawa, men nu er begyndt at røre lidt på sig igen. Jeg håber hun vender tilbage til musikken igen for alvor – og back to me.
  6. The Clientele – Since K Got Over Me…der er hjertesorger galore på Clientele-albummet ‘Strange Geometry’, og ikke mindst på denne vidunderlighed. Smukt klingende guitarspil, Alasdair MacLeans lidt drævende Kermit-stemme og en melodi af den skønneste slags. En ren vinder.
  7. Bloc Party – So Here We Are…har jeg nogensinde hørt andre sange med Bloc Party, spørger jeg mig selv. Og nej, det mindes jeg faktisk ikke. Hvorfor ved jeg ærligt talt ikke, for den her ramte mig som et projektil første gang jeg lyttede til den i sin tid. Der er så meget drive over den, en god løbesang.
  8. Depeche Mode – Precious…den sidste virkelig gode Depeche Mode-single? Det tror jeg – jeg har i hvert fald ikke enorme forventninger til at de leverer på dette niveau igen, men mindre kan måske også gøre det. Stærk melankolsk atmosfære og en fremragende vokalpræstation af Dave Gahan.
  9. Broadcast – America’s Boy…der er også et vidunderligt skramlet drive over dette fortræffelige nummer, sunget så elegant af Trish Keenan. En af de sange, der får mig til at ville elske Broadcast, men de rammer mig af en eller anden grund ikke fuldstændig.
  10. Colder – To the Music…Marc Nguyen Tan aka Colder leverer sådan en art parisisk take på postpunk, der er både steril og yderst dansabel. Denne sang er et oplagt hit for hippe lyttere, der er for cool til at danse. Clouet her er nok et høfligt nik til Joy Divisions ‘Transmission’. Tænker jeg. Den lyder også lidt som Duran Duran.
  11. Low – California…Low har aldrig været oplagt mainstreampotentiale, men denne sang kunne nok have været deres bud på et hit. En helt ligetil rocksang med et stærkt syng-med-omkvæd. Så udadvendte har de vist aldrig været hverken før eller siden. Det klæder dem egentlig godt.
  12. Sun Kil Moon – Ocean Breathes Salty…Mark Kozeleks 2005-output (det var inden han begyndte at udgive en plade om ugen) led kraftigt under at være en gimmick han havde lavet før, og derfor blev resultatet lidt undervældende. Hvor han i 2001 lavede akustiske covers af mindre gennemtærskede AC/DC-sange, gjorde han her nøjagtig det samme med Modest Mouse-ditto. Som sagt lidt på det jævne, men en enkelt sang stikker alligevel ud, nemlig hans meget smukke version af ‘Ocean Breathes Salty’.
  13. Jamie Lidell – Newme…tænk en mere indiecool version af Jamiroquai (Lidell udkom på selveste Warp Records) og du er der omtrent. Han skruer dog mere op for det hele, hvilket munder ud i en hektisk electrospacefunk. Hvis du synes det lyder hæsligt, så tager du fejl. Mine hænder, ben og fødder kan slet ikke holde sig i ro, når jeg hører den her.
  14. Minor Majority – Think I’m Up for You & I…en downtrodden perle fra norske Pål Angelskår. Meget underspillet, meget roligt og meget tænksomt. Stor stemme og et flot, flot strygerarrangement.
  15. Nada Surf – What Is Your Secret…endnu en bittersød øregnaver fra et af årtusindets bedste og mest konstante bands. Matthew Caws og hans brave svende har lavet den sang tusind gange, men den er fandeme god – hver gang. Ikke så meget pis.
  16. Magnolia Electric Co. – Hard to Love a Man…fra en af årets bedste plader (jeg rangerer den passende betitlede ‘What Comes After the Blues’ lige efter kent og Kathleen Edwards) kommer denne morose (er det et ord?) ballade, så nænsomt fremført af Jason Molina og Jennie Benford. It was hard to love a man like you/goodbye was half the words you knew. Åh, hvor jeg dog savner Jason Molina.
  17. Damien Jurado – Big Decision…en vidunderligt atmosfæremættet sang fra en af Jurados måske lidt oversete plader (den i øvrigt fremragende ‘On My Way to Absence’). Skæve klavertoner, strygere, guitar og diverse lydeffekter og spoken words-bidder kastet sammen til en smuk, formfuldendt helhed.
  18. Editors – Munich…en pragtfuld, medrivende sang fra Birminghams Interpol. Hvis nogen fandt på at lave en quiz med Interpol- og Editors-sange ville jeg relativt ofte gætte forkert på hvem der er hvem. Men det er sådan set ligegyldigt – sangen her er fremragende.
  19. M83 – Don’t Save Us From the Flames…to franske bands/projekter på samme årsliste? Det hører til sjældenhederne. Men fortjent nok i dette tilfælde. Jeg har ikke fulgt M83 tæt overhovedet, men denne hektiske og let støjende shoegazehurtigløber ramte plet første gang jeg hørte den. Den fungerer stadig fremragende.
  20. Laura Cantrell – 14th Street…jeg var lige ved at sortere denne sang fra i udvælgelsesprocessen, men jeg kunne simpelthen ikke stå for Cantrells søde stemme. Og så er det bare en nuttet countrypopsang. Jeg har lidt en svaghed for disse søde countrystemmer, som sidder på for eksempel Cantrell og ligesindede Tift Merritt. De er aldeles smittende.
  21. Ryan Adams & The Cardinals – Meadowlake Street…ikke umiddelbart det mest oplagte hit fra de tre plader Adams udsendte dette år, men den begyndte på et tidspunkt at gnave sig ind i min hjernebark, og der er den blevet siddende. Storartet afslutning på den ellers stilfærdige sang, hvor der gives mere los.
  22. Bright Eyes – Lua…helt ærligt: jeg kan bedre lide den her i en senere udgave med Gillian Welch og Conor Oberst selv, og det skyldes nok mest Welch, men ret skal være ret – originalforlægget er faktisk temmelig godt. Nedpillet og skrøbelig som aldrig før foredrager Oberst om livets skyggesider. Ja, det er sgu ret smukt på sin egen beskidte facon.
  23. Akron/Family – I’ll Be on the Water…kan du huske den der bølge af weird folk eller freak folk eller whatever, der skyllede ind over land i starten og midten af 00’erne? Den var pænt anstrengende set i bagklogskabens lys. Det gælder også Akron/Family, der da var et festligt live-indslag, når de spillede på frugt og dansede rundt på gulvet, mens publikum havnede op på scenen. Men hold kæft, hvor var det gøglet. Jeg vil dog være rimelig og anerkende, at de faktisk skrev en hæderlig sang af og til, for eksempel den her. Som heller ikke er så gøglet endda. Lidt spacey, men ret spiselig. Den kan jeg stadig holde ud.
  24. Piano Magic – Disaffected…en skøn, melankolsk synthpopsang, der faktisk godt kunne have en god portion mainstreamappel, omend det aldrig rigtig er tilfaldet formidable Piano Magic. Ok, sangens længde på den lange side af syv minutter taler også lidt imod, men måske på en dunkel indiepopclub så. I hvert fald elsker jeg Angéle David-Guillous lyse vokal og det klassiske, lyriske Piano Magic-mismod. Anything can happen in life/especially nothing/mainly nothing.
  25. Edith Frost – A Mirage…en rigtig tåreperser fra fru/frøken Frost i bedste Patsy Cline-stil. En skæv countryvals af den fineste slags. When the last boy I kissed/Left me alone and free/Oh, if only I could have predicted/What a lonely old world it would be. 
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1997

31/05/2019 2 kommentarer

Det er sørme ved at være på tide med en liste igen, ikke sandt? Den kommer så her.

  1. Spiritualized – Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space…titelnummeret fra bandets ikoniske album, er et af den slags der kan få enhver følsom indiehan/hun/hen til at vræle. Især i denne version med gospelkor, Presley-plankning og hele svineriet. Rimelig vildt at et så repetitivt nummer kan have den effekt.
  2. The Dandy Warhols – Boys Better…no-nonsense rockmusik, der bare beder om at blive skruet helt op…for. Ingen dikkedarer.
  3. Radiohead – Let Down…kongenummerET på den der plade, som ingen gider høre længere (eller, jeg gør i hvert fald ikke), fordi den er så slidt. Men hold da op for en sang ‘Let Down’ stadig er. Udødelig klassiker.
  4. Mogwai – Helicon 1…nu vi følsomme indietyper er i gang med at vræle, så fortsætter tuderiet på dette guddommelige nummer, der altid – og jeg mener ALTID – bør være at finde på en Mogwai-sætliste. Ellers bliver jeg sur. Det er verdens bedste liveoplevelse hver gang. Jeg under enhver at blive blæst bagover og overvældet af dette nummer live mindst en gang i deres liv. Så smukt.
  5. Nick Cave & The Bad Seeds – (Are You) the One That I’ve Been Waiting For?…jeg læste engang en kommentar på et musikforum, hvor en indigneret Cave-fan skrev, at ‘The Boatman’s Call’ og ‘No More Shall We Part’ er Cave-plader for folk der ikke kan lide Nick Cave. Det grinede jeg meget af ved den lejlighed, men jeg tror måske vedkommende havde ret. Jeg gider i hvert fald ikke ret meget Nick Cave fra før 1990 – jeg vil bare have de klæge ballader fra de sidste 20 år. Den her er en af de allerbedste. Han synger pissegodt her. Smukt og indfølt.
  6. Dubstar – No More Talk…jeg er i bund og grund ligeglad med Dubstar (det er der vist en del der både er og var), men de lavede to-tre fuldstændigt geniale synthpopsange i slut- og midthalvfemserne. Denne er en af dem. Jeg blev engang snydt til en musikquiz, hvor vi hørte introen til hvad jeg troede var ‘No More Talk’, og så var det bare fucking ‘Owner of a Lonely Heart’ med Yes. Pæn lang næse til Morten dér.
  7. Bardo Pond – Tommy Gun Angel…jeg snublede engang over en hjemmelavet (formoder jeg) video til denne sang, der viste alskens paddehatteskyer og andre atomare afskyeligheder. Det var usædvanligt velvalgt bagtæppe til dette monstrum af en sang, der slæber sig afsted i et virvar af støj og guitarfeedback. Det er ikke meget af en sang, men det er denondelyneme fedt.
  8. Whiskeytown – Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight…muligvis den første Ryan Adams-relaterede sang jeg hørte? Jeg er dog langt fra sikker, men hvad jeg er sikker på er, at jeg elsker den. Højt. En rigtig knoldesparkersang. Fedt, desuden, at Alejandro Escovedo lige kommer ind fra venstre og synger et vers.
  9. Labradford – S…apropos ikke ret meget en sang, så er her endnu en. Ren atmosfære. En støvet, men samtidig kold westernstemning, der breder sig over prærien. Vildt smukt. Ingen vokal – den slags gør Labradford sig vist ikke rigtig i.
  10. Grant McLennan – In Your Bright Ray…endnu en af McLennans fantastisk smukke, anonyme popsange. Helt vildt, så god han var til at vride de hjerteskærende melodier ud af ærmet.
  11. Apollo 440 – Pain in Any Language…et horrorshow af lidelse og smerte bliver over otteogethalvt minutter krænget ud af gæstevokalist Billy Mackenzies vibrerende stemme og sjæl, og det er næsten ikke til at holde ud. ‘It’s insane in any language‘, brøler han desperat, mens det musikalske bagtæppe kollapser under ham. En vanvittig sang. En ubærlig sang. Man skal vist være i det rette lune når man hører den.
  12. Steve Wynn – This Strange Effect…hvilken effekt det er, ved jeg ikke, men guitaren virker på øh ja, mest effektive vis på dette cover af et Ray Davies-via-Dave Berry-nummer. (Hedder det måske en flanger? Vibrato?)
  13. Deftones – My Own Summer (Shove It)…Chino Moreno hvisker og tisker, så råber han ‘Shove it! Shove it! Shove it!‘ – og så hvisker og tisker han igen. Det lyder helt ærligt lidt fjollet, når jeg skriver det, men resultatet er usædvanligt vellykket. Jeg chattede engang med en (ja, det var tider) der kaldte det aggressiv melankoli. Det er en glimrende beskrivelse.
  14. Nikolaj Nørlund – Indre by…jeg elsker altid at høre starten af denne sang, for guitaren er helt fremme i lydbilledet og står knivskarpt. Nørlunds største moment – uden tvivl.
  15. Foo Fighters – Everlong…Dave Grohls største moment – uden tvivl. En ret perfekt singalongrocksang, der har lige den bid melankoli i sig, at jeg falder for den. Strålende drive, strålende omkvæd.
  16.  Hurricane #1 – Step Into My World…lige efter Andy Bell havde forladt Ride og lige inden han trådte ind i Oasis, dannede han Hurricane #1. Jeg husker ikke bandet som nogen stor oplevelse sådan i almindelighed, men de nåede dog at smide denne evergreen af en epic rocksang i hovedet på lytterne. Det er rigeligt fint til mig. Alt er stort her; lyden, verset, broen, guitarsoloen. Ret nice.
  17. Lovebites – Wedding Dress…jeg tror måske mange glemmer, at Lovebites lavede en lille indiepopperle med ‘Nothing But Joy’, og det er sørendanseme en skam. Proppet med gode sange, hvoraf denne vemodige ballade, sunget uimodståeligt af salig Solveig Sandnes, er den stærkeste.
  18. Sally Timms – Drunk by Noon…jeg synes vist nok at Sally Timms er det bedste ved folkpunkfjollerterne i The Mekons, for hun synger formidabelt – også på dette vidunderlige Handsome Family-cover. ‘If my life lasted only one day/I’d still be drunk by noon‘. Skål!
  19. Teenage Fanclub – Ain’t That Enough…her sprang verdens bedste band virkelig virkelig ud som Skotlands The Byrds, og de der vokalharmonier sidder naturligvis lige hvor de skal. ‘Here is a sunrise/ain’t that enough?‘ Voksen mands guitarpop fra øverste hylde – som altid.
  20. Yo La Tengo – Deeper Into Movies…verdens andet bedste band (ikke at forveksle med andetbedste band) med et deep track fra et af diskografiens hovedværker. Jeg kan egentlig ikke helt forklare hvorfor jeg elsker dette nummer højere end mere oplagte hits som ‘Sugarcube’, ‘Stockholm Syndrome’ og ‘Autumn Sweater’, men der er noget sært appellerende ved den fuzzy lyd og vokalen der næsten drukner i virvaret, trods dens åbenlyse forsøg på at komme igennem laget af effekter. Det er bare en stor, shoegazey sang.
  21. The Jayhawks – Trouble…måske den bedste Jayhawks-sang fra perioderne uden Mark Olson. En smuk, yndefuld ballade sunget så klart og stærkt af Gary Louris tilsat flot korarbejde af Karen Grotberg. ‘It’s better than being alone/It’s better than being alone‘.
  22. Depeche Mode – Home…på mærkværdig vis ender Martin Gores halvfesne ballader altid med at være (nogle af) de bedste sange på Depeche Modes plader: Fra ‘Somebody’ til ‘One Caress’ og her altså ‘Home’. Nej, der er egentlig intet fesent ved de sange – de er smukke og meget karakteristisk Martin Gore, og faktisk et meget godt modstykke til Dave Gahans mere glatte rockstjernemanerer.
  23. Morrissey – Alma Matters…en stor sang fra perioden, hvor Moz’ stjerne ellers lå godt pakket væk. I nederste skuffe. I en kommode. Skubbet ind i en glemt krog. Hvem fanden tænker på ‘Maladjusted’ som en stor Morrissey-plade? Jeg gør ikke (jeg har heller aldrig hørt den). Men singlen her holder bedre end de fleste – selv om den lyder som, ja, de fleste.
  24. James – She’s a Star…James var og er sådan et sært, engelsk fænomen. De har aldrig rigtig været en del af superligaen internationalt set, men hjemme i det trygge England har de vist altid haft et ok stort navn. De er også et lidt anonymt band, men det kan lige så vel skyldes navnet. I en verden af Dodgy’er og Travis’er, hvem bider så mærke i James? Hmm…det var vist et par dumme eksempler. Nåmen, ‘She’s a Star’ er en gedigen sang, og var i 1997 et godt supplement til Suede, som jeg var på nippet til at løbe lidt sur i.
  25. The Sundays – Summertime…apropos gedigne sange: En sommerbasker af de helt store, og et eksempel på at Harriet Wheeler kunne slippe godt fra at synge hvad som helst. Eller, det kunne hun så ikke, for deres plader er i mine ører lidt so-so, men når de rammer plet (som her), så rammes der virkelig plet.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2001

2001 var og er et af de bedste musikår i dette årtusinde, hvis man (læs: jeg) graver lidt i min egen musiksamling. Det har jeg allerede gjort opmærksom på tidligere, da jeg tog albumåret under særlig behandling. Men i denne klamamse skal det handle om de bedste sange fra året. Og – til ingens overraskelse – de var gode. Listen har ligget og modnet længe, og har fået utallige gennemlytninger, så jeg kan med sindsro anbefale den. Hey ho, let’s go!

  1. Weezer – O Girlfriend…de valgte simpelthen at gemme den perfekte powerpopballade til sidste track på tredie album, de lømler i Weezer. Og så endda på et album, der ikke helt kan matche de to første pragtudspil, men det er jo ligegyldigt her. Som sagt, den perfekte powerpopballade.
  2. Gillian Welch – Everything Is Free…jeg har altid fundet det lidt besynderligt, at en old-timer-kunstner som Welch lige smækker sådan en Napster-inspireret sang som den her afsted. Men det gør hun og den er så utrolig smuk. “I can get a straight job/I’ve done it before/Never minded working hard/It’s who I’m working for”
  3. Pernice Brothers – She Heightened Everything…manden der mestrer den vidunderligt bitre, bittersøde popsang – det er Joe Pernice i dette tilfælde – har sjældent mestret den bedre end på denne lille diamant af en guitarpophjerteknuser. Fra den noget nær perfekte plade ‘The World Won’t End’. “Keep loving me to death”.
  4. Ash – Shining Light…mere powerpopvidunderlighed fra de nordirske teenagehelte. Bevares, de var ikke teens længere på dette tidspunkt, og så alligevel…Ash vil for mig altid være et teenageband. Den her er en sand evergreen.
  5. dEUS – Nothing Really Ends…de belgiske originaler var så småt ved at smutte ud af mit vue på dette tidspunkt. Bevares, de vendte tilbage igen, for så atter at forsvinde lidt, men denne smukke sang nåede jeg heldigvis lige at få med. En overraskende køn ballade med en smule tango-inspiration? dEUS er stadig noget af det fineste der er kommet ud af Belgien, selv om min interesse som nævnt er fadet lidt gennem årene.
  6. The Divine Comedy – Mastermind…jeg har vist sagt noget lignende før, men Neil Hannon bliver ved med at spytte gode sange ud, jeg har bare en tendens til at opdage det med 10-15 års forsinkelse. Således gælder det også for klaverballaden her med blandt andet de udødelige linier “Every nose is a vacuum cleaner/in the loved-up London arena”.
  7. New Order – Crystal…det store comeback for New Order. Indrømmet, jeg er aldrig blevet synderligt begejstret for albummet (‘Get Ready’), men denne sang er fantastisk. Alle knap syv minutter af den. Gedigent guitarspil og et formidabelt drive.
  8. Lucinda Williams – Lonely Girls…denne akustiske petitesse er utroligt nok den bedste sang på ‘Essence’. Det er ret imponerende, for ‘Essence’ er et fuldblods mesterværk i mine ører, og den bedste plade overhovedet fra det år, så at en lille undselig sang som denne står så stærkt i mine ører, er lidt besynderligt. Men jeg bliver simpelthen så rørt og græder med Lucinda hver gang hun krænger sit hjerte ud med de kuldslåede ord “I oughtta know about lonely girls”. Mesterværk. Mestersang.
  9. Ed Harcourt – She Fell Into My Arms…hypen var stor omkring Harcourt i disse år, og på mange måder også berettiget, men det var som om han stille og roligt gled ud i glemslen over de næste par år. Ærgerligt nok. Det tager dog intet fra den fine, fine debutplade, og denne skamløst vidunderlige popschlager. Helt uimodståelig. Stadigvæk.
  10. Hayden – Dynamite Walls…mit hjerte har altid banket ekstra hårdt for Hayden, den lidt oversete canadiske sangskriver, og hans både rå og følsomme stemme. Hans evner udi sangskrivningen fejler absolut heller intet, og en af hans største præstationer er den langsomt opbyggede ‘Dynamite Walls’, der vokser sig stor og intens fra et meget behersket udgangspunkt. Fra hans, måske, bedste plade ‘Skyscraper National Park’.
  11. Kristofer Åström – All Lovers Hell…videoen til den her blev gudhjælpemig vist på MTV i sin tid, det var vist nok sådan jeg opdagede Åström og hans sprøde stemme og akustiske guitar. En vidunderlig sang med et lidt melankolsk drive og nogle dejlige strygere.
  12. Love Shop – Alle har en drøm at befri…det var kærlighed ved første lyt, da jeg lyttede til ‘Anti’ første gang – og dermed blev udsat for denne fantastiske sang, en af Love Shops allerbedste. Hilmer Hassigs drømmende guitartoner er ligesom på bandets andet store mesterværk ‘En nat bliver det sommer’, sådan nogle der bare gerne må fortsætte i en uendelighed. Desuden minder sangen mig en del om Suedes ‘Europe Is Our Playground’, og det er dælme ingen skam.
  13. Mogwai – Take Me Somewhere Nice…vi bliver i det episke og storslåede hjørne med et af Mogwais blide og yndefulde numre. Jeg har altså en svaghed for langsomme, orkestrale ballader og den her rammer bulls eye på alle tre parametre.
  14. Elbow – Red…den første Elbow-sang jeg faldt for og nok stadig min yndling. Klaverspillet kan godt bringe minder frem om Coldplay, der dukkede op nogenlunde samtidig, men Elbow har dog altid haft mere kant og drama end de ellers også fine megastjerner. Og så har Guy Garvey jo den her strålende vokal, der er lige dele Peter Gabriel og Mark Hollis.
  15. Low – Sunflower…sådan en sang, der fik mig til at stoppe op og bare lytte. Og vræle lidt. Den startede en mangeårig Low-craze for mig, og ja…helt ærligt, jeg har lyttet til den sang til hudløshed både på plade og til talrige koncerter, men jeg holder stadig meget af den.
  16. Snow Patrol – When It’s All Over We Still Have to Clear Up…jeg mener at Snow Patrol var et af de uendeligt mange navne der blev namedroppet i en uendelig lang tråd på Gaffas daværende musikforum omkring årtusindskiftet, hvor en masse indieheads flokkedes og senere samledes i diverse musikfora. Jeg gav i hvert fald denne sang et kraftigt lyt dengang, og elskede dens bitre lyrik og passivt-aggressive quiet-loud-quiet-arrangement. Både bitterhed og arrangement holder stadig.
  17. Sophie Zelmani – Oh Dear…igen en af de sange jeg vidste jeg ville elske, efter at have hørt de spæde akustiske introtoner. ‘Oh Dear’ kravler lavmælt afsted i over syv minutter med overvejende akustisk guitar, klaver og Zelmanis vidunderlige stemme. Den er lige til at kramme. Sangen. Og stemmen.
  18. Ryan Adams – When the Stars Go Blue…der er mange stærke sange på ‘Gold’, men jeg endte altså med den mest oplagte hitballade. Det er fandeme også en god sang, og Ryan synger som en engel.
  19. The American Analog Set – We’re Computerizing and We Just Don’t Need You Anymore…vel nok den mest sigende titel på listen, og så behøver jeg groft sagt ikke skrive mere. Det gør jeg selvfølgelig alligevel, bare for at sige at det her går langsomt. Meget langsomt. Og den minder mig altid om 10CC’s ‘I’m Not in Love’, der også har den her distancerede, drømmenederen vibe. Uden yderligere sammenligning i øvrigt.
  20. Sparklehorse – Eyepennies…også her går det utroligt langsomt, når Mark Linkous og Polly Jean Harvey danner fælles front i en smuktrist ballade. Ja. Der løb jeg tør for ord.
  21. The Zephyrs – Setting Sun…storslået samarbejde mellem de skotske altcountry-dreampoppers og shoegaze-dronningen Rachel Goswell, der nærmest aldrig har lydt bedre. Hvilket er en helt absurd bemærkning med hendes tidligere bedrifter i tankerne. Ikke desto mindre en bemærkning der tangerer sandheden. Sangen her er så luftig at den svæver helt væk – den er lige til at tude over.
  22. Black Rebel Motorcycle Club – Awake…jeg indrømmer: jeg kom aldrig rigtig videre end debuten, men den er sørendanseme også stadig brølstærk. Proppet med gode, feedbackificerede rocksange, og ‘Awake’ er bare en af dem. Den bedste af dem, da jeg lavede listen.
  23. The Lucksmiths – All the Recipes I’ve Ever Ruined…underskøn pianoballade fra de fænomenale australske ordsmede, som ofte er lidt tongue-in-cheek, men her er det fuldblods melankoli der er i højsædet. Så trist, så smukt. Og er det en obo-solo der hen mod slutningen?
  24. Nick Cave & The Bad Seeds – Hallelujah…’No More Shall We Part’ er med afstand min yndlingsplade med Cave, og det skyldes blandt andet at McGarrigle-søstrene af og til popper op med nogle himmelske harmonier. Som for eksempel på højdepunktet her, hvor deres stemmer får lov at stå alene de sidste 30 sekunder. Det er vidunderligt. Det er sangen som helhed også. Selvfølgelig.
  25. Pedro the Lion – Criticism as Inspiration…klassisk, langstrakt slow burner fra David Bazan. Det er i de momenter jeg synes han er bedst, der hvor han giver sig selv lov til at strække kompositionerne ud i lange, opbyggelige forløb.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 2002

Navlepiller-alert! Den her liste er lidt…øh ja, navlepillende. Hvis du tør lytte til den, findes den i bunden af indlægget.

  1. Teenage Fanclub – Did I Say…du kender godt det, at et band udgiver en opsamlingsplade og tilføjer et par nye numre, bare for også at lokke penge ud af de mest trofaste fans? Som regel kan de nye numre slet ikke måle sig med de gamle, fordi bandet forlængst er peaket, og så har fansene en komplet ubrugelig opsamlingsplade på hylden. Sådan var det heldigvis ikke, da Teenage Fanclub smed en compilation på gaden i 2002, for et af de nye numre var Norman Blakes instant classic ‘Did I Say’, en sødmefuld lille sag på blot 144 sekunder med vintage vokalharmonier og en violinsolo. Jeg elsker den, det bør du også gøre.
  2. Beck – The Golden Age…Becks skilsmisseplade ‘Sea Change’ er god, omend en smule overhypet, men der er nogle enkeltøjeblikke af så vanvittig høj klasse, at man tillader sig at glemme nævnte overhype. Åbningsnummeret her er det mest soleklare moment med sin akustiske guitarintro og drømmende, længselsfulde tone. Den smukkeste sang i diskografien, synes jeg.
  3. Early Day Miners – Centralia…titlen refererer (formoder jeg) til en by i Pennsylvania, der i dag står mere eller mindre forladt efter en minebrand i 1962. Hovedvejen til byen er lukket, dens postnummer er slettet, og denne stemning af forladthed og spøgelser gennemsyrer hele den fantastiske plade nummeret stammer fra (Let Us Garlands Bring, red.). Det er knugende, koldt og kuldegysende smukt.
  4. The Flaming Lips – Do You Realize??…der er noget særegent og selvmodsigende over, at en sang om menneskets dødelighed kan være så livsbekræftende. Men det kan den og det er den. Jeg har ikke mere at sige…du kender jo også sangen, så det behøver jeg ikke.
  5. Interpol – NYC…nok det eneste Interpol-nummer, som virkelig har taget mig med bukserne nede, på det forkerte ben, etcetera etcetera. Det er fandeme en fantastisk sang, langsom, højstemt og forbandet velsunget med al den patos den kan trække.
  6. Pedro the Lion – Priests and Paramedics…en af de mest hængemulede sange jeg kender. Jeg elsker den naturligvis. Den utro ægtemand er blevet stukket ned af sin frustrerede kone, paramedicinerne lyver for at holde modet oppe hos ofret, for det er hvad de gør, og præsten har tabt troen og beder folk om at fucke af og opgive håbet. The end. Sådan cirka.
  7. Nada Surf – The Way You Wear You Head…bedste sang på pladen, der sparkede Nada Surf op i en helt anden liga end tidligere (Let Go, red.). Jeg joker af og til med, at der findes to slags Nada Surf-sange; den klæbrige ballade og den hypercatchy powerpopbasker. Jeg knuselsker begge slags, og den her hører til toppen af sidstnævnte.
  8. July Skies – So Sad Today…det er guitarreverb, hviskende mandevokal og tårer eller regndråber ned af vinduet. Det er muligvis ikke meget af en sang, men det er denondelyneme smukt.
  9. Six by Seven – So Close…jeg kan ikke helt huske om den her var den første SbS-sang jeg hørte, men det var i hvert fald den første jeg forelskede mig hovedkulds i. Første trediedel af sangen er pragtfuld – bygger langsomt op, for siden at eksplodere i den rene bombast. RRAAAUUUUWWW!
  10. Aarktica – Nostalgia = Distortion…sjovt, sådan som det står skrevet der, ligner det et regnestykke. Det er ikke hensigten. Nåmen, en smuk sang. Lidt tidstypisk startnullerbeats tilsat en drømmende guitarklang med indlagt reverb og Jon DeRosas rolige, tilbagetrukne vokal. Virkelig en efterårssang.
  11. Thalia Zedek – You’re a Big Girl Now…jeg har hørt en del versioner af den sang, og ikke én har været dårlig. Måske et tegn på at han godt kan skrive en sang, ham Dylan. Den her er måske min yndlingsudgave, men jeg er, indrømmet, også lidt en sucker for Thalia Zedek. Hendes rå og raspende vokal (tænk Marianne Faithfull) på et lydtæppe af blandt andet klagende violin (tænk Dirty Three) får mig hver gang. Så her er et regnestykke til dig: Bob Dylan + Marianne Faithfull + Dirty Three = Thalia Zedek. Jeps.
  12. Craig Armstrong & David McAlmont – Snow…komponisten Armstrong har aldrig været bange for storladne strygerarrangementer, og det er han sørme heller ikke her. Fra en plade, hvor han samarbejdede med U2, Mogwai, Evan Dando og en masse andre prominente kunstnere, var det alligevel englevokalen McAlmont (vel mest kendt for et kortlivet samarbejde med Bernard Butler), der trak det længste strå med denne vemodige sag.
  13. Doves – Words…kort bandnavn, kort titel, lang sang. Men sikken en. Jeg er aldrig blevet helt så grebet af Doves, som mange blev der i starten af nullerne, men de fik da skruet et par kompetente plader sammen. Og nogle fabelagtige sange, som for eksempel den her med det dejlige drive, der er som skabt til løbeture i lorteøens strandpark. Især for os der ikke ligefrem er megahurtige. True story.
  14. Neko Case – Deep Red Bells…jeg overværede en forrygende koncert med Case og band i går, og det her nummer tog selvfølgelig kegler – som det også gør på plade. Godt med countrytwang på alle instrumenter, inklusive den rødhårede tornados stemmebånd. Hun er en fantastisk sangerinde og bandet bag hende spiller røven ud af bukserne.
  15. Kent – Socker…klart bedste sang på en af de Kent-plader, jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til. Den er lidt for glat, lidt for leflende, men naturligvis med plads til et par gode sange. ‘Socker’ er dog Kent fra øverste skuffe. Og så kan jeg godt lide tanken om at Jesus dukker op i tv-talkshows som heroinmisbruger.
  16. Laura Cantrell – When the Roses Bloom Again…uuj, det er smukt. En blændende countryballade, sunget så ynde- og længselsfuldt af frøken Cantrell, at øjnene næsten løber i vand. Sjovt at hun med sin ret polerede countrysound blev udgivet på indiemastodonten Matador Records.
  17. Mikael Simpson – Faldskærm…jeg tror nok det var Simpsons første koncert i eget navn, den jeg oplevede på Spot-festivalen i Århus tilbage i 2002. I hvert fald gjorde han og band det så fremragende, at jeg den efterfølgende mandag fór ind i midtbyen for at købe debutpladen, og det har der aldrig været grund til at fortryde. ‘Faldskærm’ er en virkelig effektfuld åbner og den bedste sang på en meget fin plade. Også selv om det er med gift i lungerne og hjertet på halv kraft.
  18. Manic Street Preachers – Door to the River…som tilfældet er med listens etter, har vi også her fat i et-nyt-nummer-på-opsamlingsplade-syndromet. Og, igen, som tilfældet er med listens etter, er det faktisk en usædvanligt vellykket sag. Måske var jeg i virkeligheden lidt for hård ved syndromet tidligere? Nåmen, det er Manics i storladen balladestil, og de helt gamle fans vil formentlig hade det, men sådan en som mig, der holder mest af dramatiske sange som ‘A Design for Life’ og ‘Everything Must Go’ kan naturligvis ikke modstå den slags overdrevne patos.
  19. Azure Ray – Raining in Athens…”det lugter lidt af ungpigeværelse”, læste jeg engang om Azure Ray på et musikforum, og det var egentlig meget rammende. Nogen vil formentlig få kvabbabelse af al den startnullerindiefolkweltschmerz (her er både melodika, banjo og sky kvindehviskevokal, ffs) men jeg synes det holder hundrede procent. Jeg er nok også lidt indbygger-på-et-ungpigeværelse-agtig.
  20. Pet Shop Boys – Love Is a Catastrophe…kæmpe sang, den her. Jeg ved ikke om det er tiltænkt, men for mig føles den som PSBs pendant til Smiths-klassikeren ‘Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’, og det er en stor ros, hvis du skulle være i tvivl. Også et af de få tilfælde, som jeg kan komme på, hvor Neil Tennant rent faktisk lyder vred. Han snerrer jo!
  21. Ron Sexsmith – Gold in Them Hills…så er der mere håb, afmålt naturligvis men alligevel, hos Sexsmith, der prøver at overbevise lytteren (og måske sig selv) om, at der er lys for enden af tunnellen. Der er guld i de der bakker, du må kæmpe dig op ad.
  22. Josh Rouse – Nothing Gives Me Pleasure…formkurven var opadgående for Rouse i disse år, og selv om han fem år senere havde lullet i hvert fald mig i søvn, så skal det bestemt ikke tage noget fra hans tidligere form. Den her er guitarpop i både midtempo og topklasse.
  23. Tram – Three Years…ligesom David McAlmont længere oppe på listen, besidder også Trams Paul Anderson en vemodig kordrengevokal, der kan åbne tårekanalerne på vi lyttere af den følsomme slags. Her suppleres vokal af et storslået strygerarrangement, der virkelig åbner for tåresluserne.
  24. Ms. John Soda – Solid Ground…årh, den her er nuttet. Mere er der egentlig ikke at sige. En stor, lillebitte sang fra slænget her, der var en del af det, på dette tidspunkt, højtprofilerede tyske electronicalabel Morr Music.
  25. Rufus Wainwright – Across the Universe…overlæsset produktion og Rufus W. for fuld udblæsning…underspillet er den her ikke. Jeg holder sgu så meget af Wainwright og hans diva-tilbøjeligheder.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1986

Jep, du læste rigtigt: Det er listetid! Playlisten er i bunden af indlægget.

  1. Elvis Costello & The Attractions – I Want You…hans bedste sang? Jeg tror det. En af mine venner påstår, at det er en af de bedste kærlighedssange nogensinde, og det er måske ikke helt skævt. En temmelig bittersød en af slagsen, forstås – det er jo Costello.
  2. Prince – Sometimes It Snows in April…jeg føler ikke jeg skylder Peter Larsen (ham der var inde i Tjener Frandsen og rideskolelærer Erna Iversen fra Kokkedal Ponyrideskole, du ved? Ikke? Nå ok, det er også en pæn sjat år siden. Denne regibemærkning har taget overhånd) alverden. Men jeg skylder ham mit kendskab til denne smukke Prince-sang, som jeg første gang hørte i et radiointerview med netop ham dér Larsen. Jeg erindrer ej hvad interviewet handlede om, men jeg husker den sang blev spillet, og jeg var solgt på stedet. Det er jeg fortsat.
  3. XTC – Earn Enough for Us…jeg har prøvet, men jeg er ikke for alvor blevet af ramt af XTC-bacillen. Hvis man, altså, ser bort fra denne sang, der er helt-op-i-skyerne catchy og velskrevet. Og så slutter den som en Beatles-sang, som jeg lige nu ikke kan komme på. Det irriterer mig lidt. Men det er ikke sangens skyld. (We Can Work It Out, red.)
  4. Hüsker Dü – Don’t Want to Know If You Are Lonely…helt ærligt, var Grant Hart egentlig ikke den bedste sangskriver i Hüsker Dü? Det er lige før jeg tror det. Den her er den bedste HD-sang jeg kender. Den er formidabel. Medrivende, melodiøs og insisterende.
  5. The Shop Assistants – Somewhere in China…åh, den er smuk. Lidt sky og tilbagetrukken. Dejligt klokkespil. Måske er det en xylofon. Men dejligt er det i hvert fald. Firser-indie når det er allerbedst. Skøn plade i øvrigt, omend generelt mere tempofyldt end den her.
  6. The Mighty Lemon Drops – My Biggest Thrill…jeg købte en overgang en stribe plader med dette orkester, i håb om at finde bare en sang eller to mere, der rammer dette niveau. Det lykkedes ikke. Det er, når ret skal være ret, også et tårnhøjt niveau. Jeg er pjattet med den. Et dansabelt mix af Echo & The Bunnymen og The Byrds. Jingle-jangle.
  7. Gangway – My Girl and Me…måske det bedste danske indiepopnummer nogensinde. Det er i hvert fald fuldstændig perfekt. Det behøver jeg naturligvis ikke at fortælle dig, det ved alle.
  8. Depeche Mode – A Question of Lust…jeg elsker simpelthen når Martin Gore sætter sig til mikrofonen og synger sine softpopballader. Han har altid været dygtig til at lægge sin spæde stemme i de rette lydfolder, og denne pragtsang fra mesterværket ‘Black Celebration’ er ingen undtagelse.
  9. The Smiths – There Is a Light That Never Goes Out…den kender enhver blød indiedreng, -pige og -tredie køn – og med god grund. En eviggyldig klassiker så ladet med patos, at det næsten er i overkanten. Næsten. Nej, det er for meget, men det skader sjældent en virkelig god sang.
  10. R.E.M. – Fall on Me…klassisk, kryptisk R.E.M., og den smukke, vemodige melodi sidder som så ofte lige i skabet. Der er ikke alverden mere at sige.
  11. The Go-Betweens – Apology Accepted…bandet der burde have været større end The Smiths, men som aldrig nåede de kommercielle højder. ‘Apology Accepted’ er bare et af utallige eksempler på hvor meget musikalsk gods der var i d’herrer Forster og McLennan, og så er den endda langt fra deres stærkeste øjeblik. Verdensklasse ikke desto mindre.
  12. Billy Bragg – Greetings to the New Brunette…mere udtryksfulde end deciderede smukke har Braggs sangforedrag altid været, men skidt med det når man har en masse galde og et virkelig godt melodiøre. Når man lige føler for det. Bragg har både det ene og det andet.
  13. Talk Talk – Living in Another World…’Life’s What You Make It’ var min indførsel i Talk Talks univers, og det er naturligvis stadig en dejlig sang. Den her er dog endnu bedre. Der er noget dragende ved Mark Hollis’ vokale stil, der altid får ham til at lyde som om himlen er ved at falde sammen over ham. Måske skulle han konsultere R.E.M.-sangen ovenfor?
  14. The Weather Prophets – Almost Prayed…den eneste sang jeg kender med dette ensemble, så her er 100 % hitrate. Jangly guitarpop, som den lød på Creation Records der i midten af nittenfirserne.
  15. David Bowie – Absolute Beginners…det er næppe en sang som majoriteten af Bowie-fans falder i svime over, men jeg er ikke Bowie-fan, så jeg kan være ligeglad. Det er en pragtfuld sang. Skønt omkvæd.
  16. Peter Gabriel & Kate Bush – Don’t Give Up…en af de store, klassiske firserduetter. Smukt og blidt. Interessant at høre duettisternes forskellige sangteknik; Gabriel strækker virkelig sin stemme til det yderste, mens Bush virker som om det at kontrollere sin stemmeføring er det letteste i verden. Det er det muligvis også for hende.
  17. Crowded House – Don’t Dream It’s Over…apropos det letteste i verden, så virker det også af og til som om Neil Finn kan trylle disse mægtige melodier frem på kommando. Stor popballade, omend langt fra min Crowded House-favorit – jeg tror faktisk jeg faldt for Paul Youngs udgave først.
  18. The Bangles – Walk Like an Egyptian…den her er bare sjov, catchy og umulig ikke at ryste hele kroppen til. Way-oooh, way-oooh!
  19. Half Man Half Biscuit – All I Want for Christmas Is a Dukla Prague Away KitAnd he’d managed to get hold of a Dukla Prague away kit/‘Cos his uncle owned a sports shop and he’d kept it to one side/And after only five minutes you’d be down to ten men/‘Cos he’d sent off your right back for taking the base from under his left winger/And come to half time you were losing four-nil/Each and every goal a hotly disputed penalty – det siger sig selv at en sang med den titel og tekst er skidegod. En ordentlig gang skrammel på den allerbedst tænkelige måde.
  20. The Housemartins – Happy Hour…Housemartins var ret sjove og finurlige, og det fortsatte sådan set da de blev The Beautiful South. De kunne virkelig vride øreorme ud af ærmerne, catchy grænsende til det irriterende. Som regel holdt de sig lige på den rette side af catchy/irriterende-skalaen. Et af beviserne er her.
  21. Sinéad O’Connor – Heroine…en vidunderlig lille sang fremført af en purung O’Connor, der allerede her mestrede det karakteristiske stemmeknæk. Fra filmen ‘Captive’, hvis soundtrack blev skrevet af The Edge og Michael Brook i fællesskab – og altså her med bistand fra en talentfuld teenage-pige.
  22. Eurythmics – When Tomorrow Comes…der var seriøst gang i hitmaskinen hos Dave Stewart og Annie Lennox i disse år, og det er nærmest bare at vælge og vrage mellem veldrejede ørehængere. I sidste øjeblik skiftede jeg mening og erstattede ‘Thorn in My Side’ med denne. Det kunne såmænd også have været ‘Missionary Man’.
  23. The Triffids – Wide Open Road…en passende titel til denne meget voksne popsang. Den er superglat, velproduceret og så sofistikeret, at mindre kloge sjæle nok vil sige at den er røvkedelig. De har naturligvis ikke ret – det er en herlig sang.
  24. Felt – All the People I Like Are Those That Are Dead…jeg kan godt lide at Lawrence næsten hvisker titlen frem, som om han er bange for at forstyrre de fortabte sjæle. Derudover kan jeg også lide samspillet mellem den jangly guitar og det allestedsnærværende orgel. Det er en smuk sang.
  25. Slayer – Angel of Death…synderligt smuk er listens nummer 25 ikke, og megen hvisken kan man ikke slippe afsted med at sige at den indeholder. Den kan dog noget andet, sangen om nazi-lægen Josef Mengele; den kan skabe raseri og en ubønhørlig vrede. Og få langt hår til at svinge helt af sig selv. Tror jeg – mit hår er ikke ret langt. Men så fik jeg i det mindste spillet noget med Slayer.
Kategorier:Musik Tags: , ,

25 sange fra 1994

Auch! Et af de virkelig svære år, men det er endelig lykkedes mig at finde frem til 25 sange. Et herligt miskmask af sange jeg kendte og elskede dengang (og som jeg endnu ikke er blevet træt af) og numre jeg er faldet over senere i mit liv. Det har kostet for nogle nærmest hellige sange – hejhej, Suede og Jeff Buckley – men sådan er livet så barskt i 2018. Nå, lad mig komme i gang, inden jeg fortryder noget.

  1. Dead Can Dance – Don’t Fade Away…et sjældent syn på disse lister, for det er et live-track, og det er normalt ikke noget jeg sætter stor pris på. Men denne sang findes mig bekendt ikke andre steder end på livepladen ‘Toward the Within’, og den er fuldstændig uomgængelig. Jeg er vild med Brendan Perrys dybe vokal, og den her er måske en af hans allerstørste præstationer. En guddommeligt smuk sang. Og altså den bedste fra 1994. Og ret lige ud af landevejen for en DCD-sang.
  2. The Black Crowes – Wiser Time…et af de bedste numre bandet har præsteret – inde i mit hoved i det mindste. Southern rock af højeste kaliber, godt med countrytwang, og en fremragende vokalpræstation af Chris Robinson. Jeg har altid haft et svagt punkt for The Black Crowes, og denne perle er et af de bedste eksempler på hvorfor.
  3. Blur – To the End…ubestridt Blurs bedste sang. Også selv om der utroligt nok findes en endnu bedre version af den, hvor skønne Francoise Hardy gæster, men den kom først året efter, så den tæller ikke. Nåmen, det er en klassisk strygerpopballade, og jeg elsker den. Jeg elsker alt ved den. Blur har for mig altid været bedst i små doser. Mere et enkeltsangband end et albumband.
  4. The Divine Comedy – The Summerhouse…endnu en teatralsk, storladen popballade. En nostalgisk og længselsfuld sang croonet overlegent hjem af fantastiske Neil Hannon. Sentimentaliteten driver ned af væggene her – jeg elsker det mere end det meste.
  5. C.V. Jørgensen – Spildte bedrifter…utvivlsomt min yndlingssang med CV. Simpelt og smukt og virkelig smagfuldt produceret af Kasper Winding, omend der vist er delte meninger om det sidste. Omkvædet er helt fantastisk: “Mit livslys er ude at svømme/min næste er gået til ro/jeg står ved en korsvej/og savner dem begge to”. Sådan!
  6. Soundgarden – 4th of July…en tung motherfucker af en sang. Kim Thayils dybe brummen af en betonguitar, krydret med Chris Cornells mismodsvokal gør dette helvede af en sludgy sag til et af bandets største øjeblikke – og Soundgarden havde mange store øjeblikke. Heavy metal indeed.
  7. Saint Etienne – Like a Motorway…en elegant, melankolsk og medrivende diskosang og måske Saint Etiennes bedste nummer. Jeg opdagede, som i virkelig opdagede, den her sang ret sent, faktisk så sent som i efteråret 2017, da jeg i forbindelse med bandets besøg i København lyttede meget til den fine Tiger Bay-plade. Før da havde jeg ikke for alvor taget notits af den, men den sidder jo lige i skabet.
  8. Lush – Undertow…jeg har vist nævnt det før, men jeg elsker Lush mere end godt er, og denne sang er fantastisk. Drevet frem af en markant bas, de der velklingende shoegazeguitarer og det vokale samspil mellem Emma Anderson og Miki Berenyi. Stor sang fra bandets nok bedste plade, ‘Split’.
  9. Primal Scream – (I’m Gonna) Cry Myself Blind…i 1994 besluttede Primal Scream at de ville være The Rolling Stones, og så lavede de sådan en plade, der lød som…ja, The Rolling Stones. Som helhed har jeg aldrig været totalt solgt, men når de kaster sig ud i denne mægtige gospelballade ‘Shine a Light’-style, er jeg helt på og med.
  10. Sugar – Believe What You’re Saying…der var sikkert mange hardcore Hüsker Dü-fans der korsede sig, da Bob Mould blev vildt komform og lavede nogle ret polerede rockplader med Sugar, men jeg er ligeglad, for jeg elsker en god, anonym guitarpopsang. Den her er netop sådan en – lige ud af landevejen og med et let syng-med-omkvæd, som hardcoreforældrene ville sige god for.
  11. Grant McLennan – Simone & Perry…talking ‘bout en god, anonym guitarpopsang, så er der endnu en her. Dette har jeg vist også skrevet før – jeg har i hvert fald sagt det før – men McLennan var en sand mester udi kunsten at skrue en smuk, underspillet popsang sammen. Den her er en af de bedste af slagsen.
  12. American Music Club – Goodbye to Love…det bedste indslag på den udmærkede Carpenters-tribute der kom dette år. Jeg tror virkelig på Mark Eitzel, når han kuldslået crooner “so I’ve made my mind up/I must live my life alone” og sår’n, og den klagende og udtryksfulde pedal steel, der pryder nummeret, er den rene fryd.
  13. Hole – Doll Parts…den bedste Hole-sang jeg kender fra en i øvrigt fortræffelig plade. Courtney Love lyder helt oprigtigt som om hun er i sine ikke-så-rare følelsers vold, hvilket hun formentlig heller ikke er og/eller var. “Sooooome day you will ache like Iiiiiii ache”, vræler hun. Jeg vræler med hende.
  14. Cranes – Shining Road…pilskævt undgår det sjældent at blive, når Alison Shaw åbner op for sin mildt sagt bizarre stemme. Bevares, en god sang kræver mere end blot en bizar stemme, og den her er en pissegod sang. Gothic dreampop af den allermest catchy slags, og der følger altid en sær dans med, når jeg hører den. Men den får du ikke at se.
  15. Madder Rose – Car Song…et eller andet med et korn og en blind høne. Det er en vidunderlig sang, på sådan en post-Mazzy Star-facon, og en røvsyg plade. Det syntes jeg i hvert fald dengang – jeg har ikke hørt den i tyve’ish år.
  16. Massive Attack – Protection…en af de sange der totalt tog pusten fra mig første gang jeg hørte den. Jeg tror jeg så videoen i et af de gode musikprogrammer svensk tv havde dengang og jeg var helt solgt. Smukt og dvælende nummer, og den lange outro er fuldstændig på sin plads. Og så har jeg end ikke nævnt Tracey Thorn endnu. Eller…det har jeg så nu. Men Tracey Thorn, mand. En af branchens bedste stemmer. Ja, sangen er nok lidt slidt efter de mange år, for ellers burde den have ligget højere på listen.
  17. Weezer – Only In Dreams…ret atypisk Weezer-nummer. Alene det at det varer otte minutter er usædvanligt, men det er måske i virkeligheden derfor jeg falder så meget på røven over det. Sublimt bygget op, fremragende omkvæd, og en perfekt skramlet guitar-outro. Formidabelt.
  18. Sebadoh – Magnet’s Coil…’Bakesale’ er en af de bedste plader der kom det år, og det er et faktum. Basta. Det er Lou Barlow og Jason Loewenstein på toppen af deres respektive sangskrivningsformåen, og da weirdoen Eric Gaffney her var kylet ud af bandet, er pladen faktisk fuld af…ja, du ved…sange. Den skarpeste er nok hurtigløberpowerpopperen her, men det er sørme hård konkurrence.
  19. The Jesus and Mary Chain – Sometimes Always…en eviggyldigt nuttet duet signeret indiepowerparret Jim Reid og Hope Sandoval. Der er ikke så meget at diskutere, det er bare 152 sekunders vidunderlighed.
  20. Tom Petty – Hard on Me…ligesom ovennævnte Sebadoh-plade (det er vist også den eneste sammenhæng) er Pettys 1994-output ‘Wildflowers’ så spækket med utroligt gode sange, at man tror det er løgn. ‘Hard on Me’ er måske ikke den der gør mest opmærksom på sig selv, men den er bare så ufattelig stærk. Smukt guitarspil, smukt vokalarbejde af Petty, og så en fantastisk bro undervejs, der får mig helt ned med nakken. En vidunderlig sang.
  21. Morrissey – The More You Ignore Me, the Closer I Get…en vidunderlig sang er denne Morrissey-klassiker naturligvis også. Ikke så megen bullshit. “I bear more grudges/than lonely high court judges”. Det tror jeg på. Det må være Morrisseys bedste (solo)sang? Den eller ‘Boxers’.
  22. Soul Coughing – Is Chicago, Is Not Chicago…jaja, det er temmelig tidstypisk med den der postmoderne blanding af slackerrock, jazz og hiphop-samples, men fuck, hvor det stadig swinger. Og så starter sangen med de foruroligende ord “a man/drives a plane/into the/Chrysler Building“. I 1994. Yikes.
  23. Grant Lee Buffalo – Mockingbirds…Grant-Lee Phillips besidder en af de bedste stemmer, jeg har været så heldig at få lov at høre. Det står overhovedet ikke til diskussion. Når den så lægges oven på en så eventyrligt velkomponeret sang som denne, er det lidt en no-brainer at den er med her. Igen, skal det dog siges, at den måske er blevet mere slidt end godt er, men..nej. Det er fandeme stadig en pragtfuld sang.
  24. Portishead – Glory Box…jeg kunne godt lide ‘Sour Times’ dengang, men det var først da jeg hørte ‘Glory Box’ at mine ører virkelig foldede sig ud. Det der slæbende, knitrende Isaac Hayes-sample, Beth Gibbons’ dovne, raspende vokal, og den skærende guitar…mamma mia, det var godt. Det er det selvfølgelig stadig – ekstremt godt skruet sammen.
  25. Dinosaur Jr. – Feel the Pain…den første Dinosaur Jr.-sang jeg mindes at have hørt. Jeg tror det var på en eller anden tilfældig compilation med en masse indiehits. Siden købte jeg albummet ‘Without a Sound’ i en brugtbiks i Helsingør, og jeg har elsket J. Mascis, hans rædderlige stemme og vilde guitar lige siden. Og sangen starter sjovt.
Kategorier:Musik Tags: , ,

I know every song, you name it, by Bacharach or David…de 20 bedste plader fra 2004

Vi går lige på – der er lyttelink i bunden. To sange fra hvert album, med undtagelse af *, som blot kunne præstere et enkelt YouTube-klip.

  1. Ron Sexsmith – Retriever…potentialet har altid været der hos den rundkindede canadier, men det virkede bare som om, at det lige skulle finpudses, så materialet kom til at fungere på et helt album. Det lykkedes til fulde på ‘Retriever’, en så strålende samling af bittersød guitarpop, at forbilleder (og erklærede fans) med efternavne som McCartney og Costello forhåbentlig har tippet på hatten i ærbødighed og respekt lige siden.
  2. Sufjan Stevens – Seven Swans…set i bakspejlet er det Stevens’ mere fokuserede og nedtonede plader der gør mest for mig. Således foretrækker jeg den forholdsvis stringente ‘Seven Swans’ frem for de mere oppustede og, bevares, eventyrlystne plader med de amerikanske stater som tema. Måske også fordi det bare er en forbandet god plade med nogle smukke melodier.
  3. Jesse Sykes & The Sweet Hereafter – Oh, My Girl…Sykes og slængs debut ‘Reckless Burning’ var lidt af et grådkvalt mirakel med sine tårevædede og atmosfæriske countrysange, og det er et mirakel i sig selv, at opfølgeren her er stort set lige så fantastisk. Lidt mere flagrende, men fortsat med Sykes’ karakteristiske, maskulint klingende vokal og Phil Wandschers twangy guitarspil i front. Ind imellem bør man høre ‘Grow a New Heart’ på repeat. Just sayin’.
  4. Arcade Fire – Funeral…en af de mest hypede plader og grupper de seneste par årtier, og hvad angår albummet her er hypen berettiget. Jeg skal gerne indrømme, at jeg var ret længe om at tage det til mig, men disse hyperdramatiske sange pakket ind i storladen produktion har vist sig ufatteligt holdbare. Endda i en sådan grad, at jeg stadig synes pladen bliver bedre for hvert gennemlyt.
  5. Lisa Gerrard & Patrick Cassidy – Immortal Memory…næsten overjordisk smukt samarbejde mellem stemmen Gerrard og komponisten Cassidy. Der er virkelig højt til loftet og arrangementerne er ladet med følelser, hvilket ofte er en farlig sti at vandre ned af, men selv når det bliver faretruende tæt på Enya-territorium, lykkes det duoen at slippe helskindet i land. ‘Elegy’ er lige til at tude over.
  6. The Divine Comedy – Absent Friends…pladen der endelig, efter års forgæves forsøg, gjorde mig til Divine Comedy-fan. Indspillet med et middelstort symfoniorkester, er det sørme ikke gigantiske armbevægelser og ditto ambitioner pladen mangler, og dens vekslen mellem rørende oder til døtre og tongue-in-cheek-easy-listening om glade goths, er yderst succesfuld. Dertil kommer Neil Hannons usædvanligt gode greb om en både skarp og satirisk lyrik. Alene ‘Our Mutual Friend’ er et kæmpe, dramatisk værk.
  7. Claus Hempler – Hempler…han er en af landets bedste sangere, inde i mit hoved i hvert fald, og Hemplers sprøde røst kommer fuldt til sin ret på denne elegante crooner-plade. Det ærgrede mig gevaldigt, at Fielfraz sagde stop kort efter den fremragende svanesang ‘Slick’ , men ankomsten af for eksempel albummet her, var et stort plaster på såret. En af de plader der steg mest i graderne under arbejdet med listen.
  8. Dolorean – Violence in the Snowy Fields…jeg var ellevild med Al James og hans projekt Dolorean i nogen år der i midten og slutningen af 2000’erne. Det skyldtes blandt andet denne lille americana-plade (og i endnu højere grad forgængeren ‘Not Exotic’, men det er en anden snak). Den holder sig stadig fornemt, selv om jeg – indrømmet – havde den højere placeret på min oprindelige bruttoliste.
  9. Kathryn Williams – Relations…Kathryn Williams er en af disse underkendte sangskrivere, der uvist af hvilke årsager aldrig rigtig får hul igennem til de brede musikmasser – tænker jeg. Talentet er der, men hun savner hele pr-maskineriet til at køre den store charmeoffensiv. Det er virkelig en skam, også selv om hun faktisk er endnu bedre til at fortolke andre kunstnere, som hun gør på gennemført charmerende og overbevisende vis her. Og det er et skønt klientel hun kaster sig over: Fra Mae West til Pavement, Big Star til Bee Gees, The Byrds til Nirvana – og hun gør det på en underspillet, hviskende facon. Hvis ikke du falder for hendes fortolkning af Big Stars ‘Thirteen’, er der åbenlyst noget galt med dig.
  10. The Innocence Mission – Now the Day Is Over…det giver så god mening, at The Innocence Mission her har valgt at lave en plade beregnet til vuggeviser, for jeg kan ikke forestille mig mere oplagte redskaber til det end Don Peris’ underspillede guitarklimpren og hustru Karen Peris’ underskønne stemme. Voksne må også gerne lytte med på denne samling af mestendels gamle standarder, tilsat enkelte selvkomponerede numre. En lille vidunderlighed.
  11. Jens Lekman – When I Said I Wanted to Be Your Dog…det er cirka lige dele fjollerier og yndefulde crooner-ballader Sveriges Stephin Merritt disker op med på denne glimrende skive. At han desuden er leveringsdygtig i finurlige one-liners og popmusikalske referencer, gør blot endnu mere for oplevelsen. Albummet var nok den største opdagelse i gen(nem)lytningen af årets plader, og den har fået en del spins. Egentlig var den slet ikke med på bruttolisten, da jeg startede projektet her.
  12. Keane – Hopes and Fears…kritiske røster, ja såmænd også vi, der er mindre kritiske, kan argumentere for at det mest bemærkelsesværdige ved Keanes debutalbum er hvor meget det lyder som Travis og Coldplay, trods den manglende guitar i lineuppen. Og ja, det er faktisk ret imponerende, men man må i samme moment ikke underkende de helt basalt gode sange, som pladen er smækfyldt med. Når man samtidig har en fin vokalist i Tom Chaplin, så er man kommet langt. Det er et temmelig glat og ufarligt udspil, men faktisk forbløffende slidstærkt til trods.
  13. Grant-Lee Phillips – Virginia Creeper…jeg har megen musikalsk kærlighed til den sympatiske Phillips med den blændende stemme, og det er muligvis derfor en plade som denne falder i så god jord. Den er måske en kende til den ferske og anonyme side (i hvert fald set i forhold til store dele af Grant Lee Buffalos oeuvre), men den er bare så rar. Jeg holder fortsat urimeligt meget af den.
  14. Jolie Holland – Escondida…hun lever lidt i sin egen tid og verden, Jolie Holland, men det gør bestemt ingenting, når hun fylder den med sin oldtimerbluesjazzfolk. Akustiske guitarer, trompeter og den der karakteristiske, raspende stemme gør hende altid letgenkendelig, og det er ret åbenlyst at høre hvorfor både Bob Dylan og Tom Waits er erklærede fans.
  15. Windermere – The World Is Here…der var lige en kort overgang, hvor Windermere virkede som et bundsolidt dansk bud på shoegazey postrock (eller er det postrocket shoegaze?, red.), men så forsvandt de pludselig. Ud af det blå, væk var de. Jeg har ingen anelse om hvad medlemmerne laver i dag, men heldigvis nåede de at udgive to vellykkede plader, hvor debuten her var den stærkeste. Især i kraft af den mægtige åbner ‘Trailer Park’.
  16. Pale Horse and Rider – Moody Pike*…også PHaR, et samarbejde mellem en af mine oversete favoritter, Jon DeRosa og kollegaen Marc Gartman, blev en kortlivet omgang. To strålende plader med melankolsk slacker-country rakte det til, men begge har dog holdt fast i musikken siden, hvor altså ikke mindst DeRosa har fundet sin egen lille niche som goth-crooner i eget navn.
  17. Iron + Wine – Our Endless Numbered Days…I+W er en af de små undselige artister, der pludselig voksede sig store uden voldsomme armbevægelser, takket være Sam Beams kompetente sangskrivning og blide stemme. Denne plade gjorde nok større indtryk på mig for 10-12 år siden end den gør nu, hvor den ærligt talt fremstår en lille smule…ja, undskyld, kedelig. Når det er sagt, er det stadig en fin skive, men den er dalet støt og roligt ned af listen, som tiden er skredet frem. Den får dog lov at hænge på lidt endnu.
  18. Minor Majority – Up for You & I…en gedigen singersongerwriterplade fra Oslos Pål Angelskår, der gemmer på et par perler. Særligt næsten-titelnummeret ‘Think I’m Up for You & I’ er et lavmælt mesterværk. Jeg har overhovedet ikke fulgt med i Minor Majoritys gøren og laden siden – egentlig lidt sært med tanke på hvilke evner Angelskår fremviser her.
  19. Justin Rutledge – No Never Alone…en plade der fik sneget sig med på listen i sidste øjeblik efter en intens aftenlytter for nylig. Sikkert en søndag aften, den lugter lidt af søndag. Canadiske Rutledge (og hans backingband The Junction Forty) spiller en ret regulær country, med guitarer, violiner og dens slags i front, og leverer på pladen i hvert fald tre rene perler, deriblandt den vidunderlige ‘Federal Mail’ med så skæppeskønne linier som ‘Got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair’. Ah, men det er jo smukt.
  20. Grace Cathedral Park – In the Evenings of Regret…om de er opkaldt efter Red House Painters-sangen af samme navn, kirken i San Francisco eller bare godt kan lide ordlyden ved jeg ikke, men jeg ved at her er tale om et smukt, vemodigt album. Ikke egentlig trist, men bare dvælende og ja, vemodigt. Det er rent instrumentalt og er vel det man dengang i 2004 kaldte postrock, omend det overhoveder ikke rocker. Man kan argumentere for at 76 minutter af det her med en ahem, ret ensidig atmosfære er i overkanten, men det skal man ikke.

Lyt på YouTube

Kategorier:Musik Tags: , ,