Mortens Mixtape 03: Good and Terrible

Husker du den scene i ‘Coming to America’, hvor hele lokalbefolkningen er mødt op til event i kirken, og den lokale ‘stjerne’ Randy Watson spiller med sit band Sexual Chocolate? Det gør du nok, men inde i den scene er der et lille bitte replikskifte, hvor tre af dudes’ne fra barbersalonen udveksler holdninger om Randy Watson. Den slutter med ordene “good and terrible”. Lige den replik har altid fået mig til at skraldgrine, af en eller anden årsag, og de tre små ord hænger bare ved.

Og nu kommer så pointen med dette mixtape: Jeg skal finde guldet mellem al skraldet. 10 gode sange fra 10 ikke særligt gode plader. Jeg er bevidst om at jeg muligvis kan komme til at støde nogen på manchetterne, men det kan jeg (og forhåbentlig du) nok leve med.

1. Manic Street Preachers – Motorcycle Emptiness (Generation Terrorrists, 1992)…tanken med den her plade var vist, at MSP skulle udgive den, gå nummer 1 på den engelske hitliste – og så opløse sig selv. De udgav den, men resten gik heldigvis ikke i opfyldelse. De blev også bedre end denne gang rædsomme, bedagede glamrock. Men midt imellem al affaldet, lå der så den fineste sang – ‘Motorcycle Emptiness’. En sang, der helt fortjent har opnået klassikerstatus, og som jeg stadig holder meget af. Jeg købte først albummet et par år efter udgivelsen, og gav ret hurtigt op – det ramte helt forbi skiven. Jeg byttede det siden væk for to poser Piratos, og jeg er stadig overbevist om at jeg slap bedst ud af den handel.
2. Blur – The Universal (The Great Escape, 1995)…i 1995, da den store britpopkrig var på sit højeste, var jeg klart på Oasis-holdet. Blur fangede mig kun sporadisk, hvilket de sådan set stadig gør. Jeg købte alligevel på et eller andet tidspunkt ‘The Great Escape’ – og kom aldrig nogensinde til at holde af den. Der var dog en enkelt formildende omstændighed, den vidunderlige ‘The Universal’. En majestætisk ballade, der stadig holder 100p.
3. The Replacements – Skyway (Pleased to Meet Me, 1987)…her står jeg nok til bøllebank, for jeg forstår simpelthen ikke The Replacements. Bovlam bodegarock med uddateret firserproduktion. Lidt punket, men mest bare…blaah. Og så er der ‘Skyway’. Den smukkeste, skrøbelige akustiske ballade, der går lige i hjertet. Hvorfor fanden dyrkede de ikke den stil mere?
4. Rialto – Monday Morning 5.19 (Rialto, 1998)…Rialto blev sgu aldrig rigtig til noget, gjorde de? De ville virkelig gerne være sofisti-snuskede som Pulp eller glamrockede som Suede, men ja. Der var ikke så meget at komme efter. Faktisk er det lidt af et mirakel at de formåede at lave den genialt paranoide og melodramatiske ‘Monday Morning 5.19’. For den er forrygende og medrivende og med et omkvæd større end øøh noget meget stort.
5. Suede – Indian Strings (Head Music, 1999)…nu vi taler om Suede. Mange er nok enige om at ‘Head Music’ var lidt af en tung maveplasker ovenpå bandets tre første mega-bangers. Jeg er i hvert fald enig med mig selv. Den var ikke særligt god (jo mindre vi taler om ‘Elephant Man’, jo bedre). Men for nu at være ærlig var der faktisk et par gode numre, hvoraf den storslåede strygerballade ‘Indian Strings’ er min favorit. Men det kan jo ikke redde resten af skidtet.
6. The Cure – Want (Wild Mood Swings, 1996)…der er vist forholdsvis bred enighed om, at ‘Wild Mood Swings’ ikke er peak-Cure. For det er et fact. Ret beset gør den meget af det samme som forgængeren ‘Wish’, den gør det bare utroligt meget dårligere. Det lader man sig dog snyde af når man hører den mesterlige åbner ‘Want’, der sætter forventningerne højt til resten af pladen. Spoiler alert: De bliver ikke indfriet.
7. Madder Rose – Car Song (Panic On, 1994)…alternativ guitarrock fra midthalvfemserne, der lægger sig et sted mellem Belly og Mazzy Star. Det lyder jo umiddelbart ret tiltalende. Desværre er det decideret røvsygt. Jeg har ikke hørt albummet i mange år, men det kedede mig bravt i tidernes morgen. En sang står dog ud fra mængden, nemlig den smukt drømmende ‘Car Song’, som stadig er lidt af en perle.
8. The New Pornographers – Twin Cinema (The New Pornographers, 2005)…et af livets store mysterier er, hvorfor jeg ikke kan lide The New Pornographers. Jeg ved det simpelthen ikke, de irriterer mig bare. Det er ellers powerpop deluxe, pragtfulde Neko Case er med i bandet, og der er masser af grunde til at jeg burde elske det. Specielt når jeg nu elsker den komplet uimodståelige ‘Twin Cinema’.
9. Terrorvision – Oblivion (How to Make Friends and Influence People, 1994)…af uvisse årsager rendte jeg i årevis rundt og ledte efter dette album i pladebutikker hist og pist. Da jeg endelig fandt det og lyttede til det hjemme på ungdomsværelset, blev jeg noget irritabel. For det hverken er eller var ret godt. Ubehjælpsom hardrock med et twist af…et eller andet heller ikke ret godt. Men jeg elsker altså stadig ‘Oblivion’ for dens punkede energi og ekstreme catchiness. Uwababauwababauwababauuu!
10. Band of Horses – The Funeral (Everything All the Time, 2006)…jeg har to gange begået den fejl at købe en Band of Horses-plade, fordi jeg tilfældigvis lige har hørt den ene gode sang der var på de plader. På den her er det selvfølgelig den mægtige ‘The Funeral’. På den efterfølgende er det ‘No One’s Gonna Love You’, men det er en anden snak. Nu har jeg lovet mig selv ikke at lade mig lokke af flere Band of Horses-plader.

Mortens Mixtape 02: Walk on the Wild Side

I 1995 var radioen min inspirationskilde til ny musik. Overvejende. Jeg hørte Maskinen på P3. Det Elektriske Barometer på P1. Plus det løse. Der var en del gratis magasiner, der beskæftigede sig med musik i større eller mindre grad. Her var det mest Gaffa der trak. Men der manglede et ordentligt og seriøst musikmagasin for den kvalitetsbevidste 17-årige (i mit tilfælde). Her kom Wild Magazine ind i billedet. Med fine artikler og masser af anmeldelser. Og den virkelige gevinst: Der fulgte en cd med, med ny musik som redaktionen anbefalede. Det ramte lige i hjertet på mig.

Wild Magazine blev desværre en kortlivet affære – blot otte udgivelser blev det til fordelt på 1995 og 1996. Zoo Magazine kom ret hurtigt til og trak det meste af redaktionen med sig, men Zoo blev jeg af uransagelige årsager aldrig fast læser af. Måske et udslag af troskab til Wild, der var ‘mit’ blad. Stand by your mag, er jeg sikker på Tammy Wynette ville have sagt. Så det gjorde jeg.

Mortens Mixtape 02 er en hyldest til Wild Magazine og de cd’er der åbnede musikalske veje for mig. De bands og kunstnere jeg opdagede gennem det blad. Som en tak for inspirationen. For det manglede da bare.

1. The Jayhawks – Bad Time (Wild CD 01)…jeg bilder mig selv ind, at The Jayhawks var min indgang til americanaen. Dem eller Counting Crows. Og The Jayhawks blev jeg henvist til af det første nummer af Wild Magazine. Dette dejlige cover af Grand Funk Railroad-nummeret sparkede seriøst nogen døre ind, og åbenbarede for mig et band og en genre, der virkelig skulle sætte præg på min musiklytning i mange, mange år fremover. Og stadig gør – i lidt mindre grad, dog.
2. Matthew Sweet – Sick of Myself (Wild CD 02)…jeg vidste fra første, karakteristiske guitarhug, at jeg ville elske dette nummer. Og Matthew Sweet. Den bittersøde halvfemserpowerpop blev vist mere eller mindre født for mig her, selv om jeg muligvis var stødt tilfældigt på både The Posies og Teenage Fanclub inden. Men det var ‘Sick of Myself’, der væltede min verden. Og åbnede den for mig, med sine skarptskårne guitarer, søde vokalharmonier og beske tekster.
3. Foo Fighters – How I Miss You (Wild CD 04)…helt ærligt, havde nogen forventet at Foo Fighters ville blive et af verdens største rockbands? Jeg havde i hvert fald ikke. For mig var det et bekendtskab, der selvfølgelig var interessant alene ved det faktum, at det var Nirvanas undselige trommeslager, men der var mere gods i Dave Grohls skramlede støjrock, der sine steder mindede mig om de herlige Lemonheads, men også havde noget farligt, lo fi-æstetisk over sig. ‘How I Miss You’ er et non-album track, b-side til debutens ‘I’ll Stick Around’, og er i mine ører et af Grohls fineste øjeblikke overhovedet. Sprængfarlig, vekslende mellem det hviskende og eksplosive.
4. Emmylou Harris – Wrecking Ball (Wild CD 04)…jeg købte albummet ‘Wrecking Ball’ en del år efter jeg første gang hørte sangen her, for selv om jeg var meget begejstret for den, så var det lidt angstprovokerende at skulle gå til skranken i den cool pladebutik med en Emmylou Harris-cd i hånden. Det var jo bedstemor-country! Det er og var det så heldigvis ikke – til gengæld er det en af mine yndlingsplader nogensinde overhovedet. Et fuldstændig klokkerent mesterværk. Det gider jeg hverken argumentere for eller diskutere. Du skal bare tage mine ord for det.
5. Dubstar – Just a Girl She Said (Wild CD 04)…ok, Dubstar er ikke et band jeg er dybt forelsket i, men jeg tager dem med alligevel, for når de rammer plet, rammer de…ja, helt og aldeles freaking plet. Det gjorde de 3-4 gange på de første par plader, blandt andet på den gennemført vidunderlige ‘Just a Girl She Said’. En trist og sarkastisk synthpopperle, der ikke står tilbage for ligesindede som Pet Shop Boys og Saint Etienne. “It’s alright/I’m just a girl she said/Talk down to me and take me to bed/I don’t think/I don’t feel/And I don’t really matter at all”.
6. Whipping Boy – When We Were Young (Wild CD 05)…irske Whipping Boy lavede et par plader, hvoraf jeg kun kender en. Men den (‘Heartworm’, red.) er så også sådan en, der står tilbage og efterlader mig med en følelse af “hold da op, hvor kom den fra?” En indebrændt fucker af en skive, hvor man hører frontmand Ferghal McKee nedsmelte for ørerne af en i ren selvdestruktion. ‘When We Were Young’ stikker dog ud ved at være mere mild og nostalgisk fortællende. En vidunderlig sang fra en ditto plade.
7. Marion – Let’s All Go Together (Wild CD 05)…nu vi alligevel er ved de selvdestruktive personager, så kunne Marion også prale af en forsanger med den slags tendenser. Jaime Harding var en ilter frontmand, foran et band der spillede en nærmest hysterisk glamificeret britpop. Som en skinger, uvorn lillebror til Suede. Det blev vist kun til to plader for bandet, og jeg elsker den første (‘This World and Body’). Den anden…not so much. Marion brændte ret hurtigt ud. Meget passende.
8. Hayden – In September (Wild CD 06)…Hayden Desser fra Toronto væltede mig helt omkuld med dette nummer. En langsom, grim og aggressiv sang, hvor hans rå brøl af en stemme virkelig kommer til sin ret. Albummet, ‘Everything I Long For’, skulle også komme til at sætte dybe spor i mig, med sin skramlede lyd og tragiske fortællinger, ligesom Haydens vokal – vekslende mellem førnævnte brøl og en blid, blid falset – gennem årene har været til stor fascination. Han har holdt skruen i vandet siden, og har en anbefalelsesværdig diskografi at fremvise. Dyk endelig ned i den.
9. The Walkabouts – The Light Will Stay On (Wild CD 07)…her er et band jeg holder utrolig meget af. Hvis jeg skal være ærlig, kan jeg faktisk ikke huske om jeg stødte på dem i Wild-sammenhæng eller radioen først, men for den gode histories skyld siger vi det var her. Under alle omstændigheder var det omtrent samtidig. Den version der er på Wild 07 er en liveoptagelse fra Roskilde Festival 1996, men jeg snyder og propper studieversionen på listen. En af de smukkeste sange jeg kender, sunget af en af branchens absolut smukkeste røster. Den der tilhører Carla Torgerson. Bandet er ikke længere, desværre, og det man godt være lidt ked af i en følsom stund. Heldigvis er der en dyb diskografi at dykke ned i.
10. Sparklehorse – Rainmaker (Wild CD 08)…det føles passende at lukke Mortens Mixtape 02 med en af de kunstnere, som musikalsk har betydet allermest for mig. Jeg havde helt sikkert ikke opdaget Mark Linkous og Sparklehorse på dette tidspunkt, havde det ikke været for Wild. Jeg er dog sikker på jeg var røget på vognen på et senere tidspunkt. Men det var her mit mangeårige forhold til Linkous’ skrøbelige og vidunderlige musikalske univers startede. ‘Rainmaker’ er en ret ukompliceret rocksang, og ærligt talt ikke et højdepunkt i diskografien, men den ramte mig lige der og åbnede en verden, der var langt mere interessant. Mark Linkous’ barske liv og alt for tidlige død er en af musikkens store tragedier, og det gør stadig ondt at skrive om det her 11 år efter han gjorde en ende på det. Ak.

 

Mortens Mixtape 01: Bogelskerne

Nyt koncept på bloggen. Et simpelt et, men formentligt meget sjovt. Håber jeg. Om ikke andet for mig.

Et tema. 10 sange. En playliste i bunden af indlægget. En længde på omtrent de 40 minutter. Sådan plus/minus. Legen starter her.

Første kapitel: Bogelskerne.

Sange der refererer til bøger, forfattere, litteratur. Det der ligner.

1. The Divine Comedy – The Booklovers…et tema af denne slags skal selvfølgelig starte med en præsentation af verdenslitteraturen, og den opgave tager Neil Hannon sig af. I bund og grund en gøglet sang, der bare remser en række forfattere op, men gør det på vanlig finurlig Hannon-vis: “Mary Wolstonecraft: Vindicated!/Jane Austen:/Here I am!/Sir Walter Scott: We’re all doomed!/Leo Tolstoy: Yes!/Honoré de Balzac: Oui…/Edgar Allen Poe: Aaaarrrggghhhh!/Charlotte Brontë: Hello…/Emily Brontë: Hello…/Anne Brontë: Hellooo..?” Og så videre. Mere hovskisnovski-fjollet og Divine Comedy bliver det ikke. 
2. Peter Sommer – Tigger…“Du er den smukkeste tigger/Ring hvis du lander på røven/Jeg læser Steen Steensen Blicher/I sengen for at falde i søvn.” Jeg hørte for et par måneder siden et interview med en eller anden musiker, der som ung på bøhlandet var blevet inspireret af Sommer og denne reference til Blicher. Men nu har jeg glemt hvem musikeren var. Så blev du det klogere eller mere konfus.
3. Fionn Regan – Put a Penny in the Slot…der er dobbelt-op på litteraturreferencerne her hos Fionn Regan: “For the loneliness you foster/I suggest Paul Auster/A book called Timbuktu.” Og “When I was seventeen/I followed my dream/Up into a high-rise block/The adventures of Augie March by Saul Bellow/Was all I had for company.” Timbuktu var den første Paul Auster-bog jeg læste. Det var ikke noget vildt gennemtænkt valg – muligvis var det den eneste af hans bøger på hylden den dag på Helsingør Bibliotek. Muligvis valgte jeg den fordi den var meget kort. Jeg kunne godt lide den og det er blevet til en del Auster-læsning siden, men den er ikke noget oplagt sted at starte. Saul Bellow har jeg fortsat til gode.
4. Lloyd Cole – Women’s Studies…“It’s a Penguin Classic scene/Broken spine and faded green/Trying to relocate my arms/Around a memory” Lloyd Cole kan sine kulturreferencer. Om det så er film, musik eller litteratur. Og han blander dem gerne. Som her hvor der henvises til Penguin Classics og (formoder jeg) Johnny Thunders. Senere mikser han igen litteraturen og musikken, når han på snedig vis får inkorporeret et skotsk indieband og Franz Kafkas hovedperson i Processen: “If Josef K was from Edinburgh/And Fast Product from Prague/That could have been kind of funny/Or maybe not that funny at all” Lloyd kan godt lide sine referencer. Jeg kan godt lide Lloyd. ‘It’s Kinda Funny’ er for øvrigt nok min yndlingssang med Josef K.
5. The Go-Betweens – The House That Jack Kerouac Built…Robert Forster gider ikke engang skjule den litterære reference, men det er også i orden. Af de mange, mange, mange gode sange Go-Betweens berigede os med, er den her en af mine absolutte favoritter. “With your kittens on the patchwork quilt/Oh no, what am I doing here, in the house Jack Kerouac built/There’s white magic, and bad rock’n’roll/Your friend there says he’s the gatekeeper to my soul.”
6. Gasolin’ – Kloden drejer stille rundt…vi ved alle, at der “på kommoden ligger Soya og Karen Blixen”. Vi ved også alle, at sangen her er en af de største i den danske sangskat. Eller det ved jeg i hvert fald.
7. The Handsome Family – Weightless Again…det var en lille linje i denne sang, fuldstændig revet ud af en sammenhæng, der gav mig ideen til temaet her. Og jeg elsker sangen, så den skal selvfølgelig med. “In our motel room, you’re drinking Slice and gin/Reading Moby Dick on the other bed” Jeg har endnu ikke læst Moby Dick.
8. Kate Bush – Wuthering Heights…ligesom Robert Forster er Bush også for doven til at forklæde sin forkærlighed for litteraturen, så Emily Brontës klassiker bliver blæst op i fuld størrelse i sangens titel. Cathy og Heathcliff ude på de der “wiley windy moors” er selvfølgelig også repræsenteret i sangen. 
9. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds, hovedmanden i Jack, er ligesom Lloyd Cole en rigtig kulturmand, som på satirisk vis smider om sig med fine personligheder: “I can hear Bukowski/Read aloud to John Fante/And there goes Allen/In love with Manhattan/I was never there/I only read the book/I only saw the film/I only dreamed the dream” Sangen er helt og aldeles vidunderlig.
10. Camera Obscura – Books Written for Girls…jeg slutter med en mindre specifik reference, men bogen i al almindelighed skal have sin hyldest: “He likes to read books written for girls/He prides himself on being a man of the world/In the darkest places he gets his thrills/He will disappoint you if you see through his perfect smile” Desuden er Camera Obscura altid et velkomment indslag på en liste.

Det var første kapitel af Mortens Mixtape. Der kommer flere efterhånden. Lige pludselig. Når du mindst venter det. Her er playlisten.