Arkiv

Posts Tagged ‘oktober’

Koncertåret 2018 (del 4)

2018 nærmer sig sin afslutning (i skrivende januarstund endda godt og vel), og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Fjerde og sidste del handler om månederne september til og med december.

September

Måneden bød på mit første møde med Luna. Det amerikanske indieband har altid været sådan et der bare var der, men for mig aldrig helt er braget igennem. Hvilket egentlig giver glimrende mening med tanke på den tilbagelænede og underspillede attitude Dean Wareham og slæng lægger for dagen. Samtidig er det dog et band, hvis fanskare stille og roligt udvider sig, hvilket resulterede i et udsolgt Loppen denne september-tirsdag. Det var en strålende koncert, hvor de cool sange, bandets benovelse over det store fremmøde og hyggelig intern band-banter spillede glimrende sammen.

Slutningen af måneden bød på to meget forskellige koncerter. Først en kirkekoncert med Mellemblond (denne aften i duo-setup) i Timotheuskirken i Valby, en del af deres fine koncept TimoTirsdage. Et gratis-arrangement, hvor nyere sangskrivere kan komme tæt på sit publikum og vice versa. Det er hyggeligt og intimt og kan varmt anbefales. Knap så intimt er en udsolgt Royal Arena, men det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det var således lidt af et hul at få lukket på min koncertliste, da det endelig – ved et rent tilfælde – lykkedes mig at få billet til U2 i omtalte arena. U2 er et af de bands, jeg har lyttet mest til i mit liv, et band jeg faldt for som bette knejt, og som er blevet hængende hos mig, selvom de groft sagt ikke har lavet en virkelig god plade i 25 år. Det var dog indtil denne septemberaften aldrig lykkedes mig at opleve dem live, og at det endelig er lykkedes nu, er jeg virkelig godt tilfreds med. Jeg vidste på forhånd, at der musikalsk nok ville være lidt langt mellem snapsene, men det var komplet underordnet, for det bombastiske sceneshow, Bonos skinhellige tirader og fællesskabsfølelsen til et sådant mega-arrangement var noget der bare skulle opleves. Og jeg blev reelt rørt over at få blæst sange som ‘Stay’, ‘The Unforgettable Fire’ og ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Horses’ ud i hovedet. Et band og sange der har fyldt hovedparten af mit musikalske liv. Tak for det og dem.

P_20180930_205931_vHDR_Auto

U2…så intimt som det nu kan blive

Oktober

Magnolia Electric Co. er ret beset ikke et band der eksisterer længere, da det desværre mistede sit hoved ved Jason Molinas tragiske død i 2013. De resterende medlemmer har dog haft behov for at vise respekt for vennen og hans virke, hvorfor de af og til optræder med de fantastiske sange, de sammen skrev i 2000’erne. Det var en virkelig rørende oplevelse, da de besøgte spillestedet Bremen med et katalog af smukke sange og en kyndig frontfigur i Timothy Showalter (Strand of Oaks) – foruden et par special guests, herunder Molina-biografen Erin Osmon, der lejlighedsvist læste op fra sin bog om Molina. Bedst var det dog når bandet bare spillede, og den tydelige glæde foldede sig ud: Bandets glæde ved stadig at kunne spille disse sange for et hengivent publikum, og Showalters enorme stolthed over – som fan – at få lov at optræde med disse gutter. Det var en smuk og bevægende aften.

Mindre smukt, men effektivt og in-your-face-ondt var det at opleve Godflesh, da duoen gæstede Pumpehuset med et tungt artilleri af samplere og brutale guitarriffs. At lytte til industrialpionerernes musik er som at blive ramt af en langsom og modbydelig kaskade af mavepustere – det gør både ondt og godt.

Helt så hverken ondt eller godt gjorde det at opleve Gang of Four i Hotel Cecil. Det genopstandne postpunk-orkesters gennemsnitsalder er vist sænket betragteligt gennem årene – modsat har man tilsyneladende skruet op for volumen. Min kammerat syntes der var lidt for meget af det sidste, og det blev måske også mere skærende end godt er i en koncert, der ikke helt fik ram på mig. Til gengæld var scenelyset meget rødt.

P_20181027_213205_vHDR_Auto

Gang of Four ser rødt. Publikum gjorde i hvert fald.

Rødt er også altcountry-furien Neko Cases hår, og selv når hendes aktuelle udspil måske ikke er sindsoprivende spændende, er hun værd at opleve på en scene. Der er en fantastisk kemi mellem bandmedlemmerne, der ikke er bange for at tage pis på hinanden til stor moro for publikum, og – ikke uvæsentligt – så spiller de røven ud af bukserne. Case herself er et kraftcenter uden lige og et uimodståeligt musikalsk fikspunkt. De var (også denne aften) fremragende på Bremen.

November

Sidst (og første gang) jeg oplevede John Grant på en scene, var da han i begyndelsen af indeværende årti turnerede med sit strålende debutalbum ‘Queen of Denmark’. Dengang var han alene på scenen med sit klaver, og det var en Grant og et setup jeg kunne forholde mig til. Siden har herren med den pragtfulde stemme taget sin musik i en lidt anden retning end den jeg sætter størst pris på, men han skal bestemt ikke klandres at han har lyst til at udforske en mere ekstravagant diskostil. Derfor har jeg heller ikke lyttet alverden til hans senere plader, eller været til hans koncerter, men da yndlingsmennesket gerne ville se ham i Vega, tog jeg selvfølgelig med. Og det blev såmænd også en fin aften med en meget sympatisk mand – med ovennævnte præmisser in mente. Om ikke andet er en aften med armene om yndlingsmennesket altid værd at tage med.

Et af mine alt for sjældne besøg i Musikcaféen i Huset i Magstræde førte mig i armene på det bastante engelske postpunk-orkester The Underground Youth. I et vanvittigt tåget og varmt rum leverede de nøjagtigt hvad man kan forvente af et bastant engelsk postpunk-orkester. Hverken mere eller mindre.

P_20181110_235136_vHDR_Auto

The Underground Youth i røg og damp

Grant-Lee Phillips leverede også nøjagtig hvad man kan forvente i et udsolgt Hotel Cecil, men det gør bestemt heller ikke noget, når han gang på gang trakterer os med sange fra det flotte bagkatalog, der strækker sig over mere end 25 år. Manden er simpelthen godt og ærkesympatisk selskab, når han træder op på scenen med et smil og en akustisk guitar, og bare synger fra hjertet. Ingen slinger eller overflødige gimmicks – bare the real deal. Denne gamle mand må i øvrigt komplimentere arrangør og artist for et arrangement der slutter 21.30, så han kan komme hjem og få sin skønhedssøvn 🙂

December

Rygtet var løbet forud om et band, der gav et forrygende live-show, så da min kammerat introducerede mig for svenske Viagra Boys, og jeg opdagede at de spillede i Vega, var der ingen vej udenom. Afsted var det – og ja, rygtet talte sandt. Den altoverskyggende frontfigur, Sebastian Murphy, startede med at konstatere, at bandet kom lidt for sent i gang, fordi de havde travlt med at feste backstage. Bare en konstatering, på ingen måde en beklagelse, og så var tonen ligesom slået an for den næste times tid. Kaotisk var det at følge Murphy, der halvdelen af tiden svajede tåget rundt på scenen og den anden halvdel lå rallende på selvsamme, mens bandet manisk forsøgte at følge med i det tempo de selv havde lagt. Underholdende var det – også at følge de første par rækker af publikum, der lod til at være bandets faste følge. De havde i hvert fald en fest og fik med ujævne mellemrum håndklædetæv af et af bandmedlemmerne. Jojo.

Mit koncertår sluttede med et blast from the past, da de nordirske britpowerpopsters Ash slog vejen forbi Lille Vega. At dømme efter fremmødet denne decembermandag, er Ash stort set gået i glemmebogen herhjemme, for der var sørme megen plads på gulvet. Så meget, at Tim Wheeler hurtigt bad os om at trække tættere på scenen, og der blev vi, for vi få fremmødte fik en dejlig aften, der på bedste vis blandede bandets gamle hits med nogle de bedre, nyere sange. Og ja, Ash kan faktisk stadig noget nutildags, selv om der nok er lidt længere mellem de oplagte hits. Under alle omstændigheder leverer de en energi på scenen, der er værd at opsøge dem for. Mit koncertår sluttede med et smil. Værd at bemærke var for øvrigt Wheelers gennemsigtige guitar og at han – nu i sine fyrrere – ikke længere ligner Sharleen Spiteri, men derimod Matt Dillon anno ‘There’s Something About Mary’ med sin kække moustache. Således beriget siger jeg tak for 2018 – vi ses ude på koncertstederne i 2019.

P_20181210_213606_vHDR_Auto

There’s something about…Ash

Reklamer

Koncertåret 2016 del 4 (fjerde kvartal)

24/12/2016 4 kommentarer

Oktober

PJ Harvey i Falconer Salen. Ja, jeg blev sgu så betaget af frøkenen på Primavera, at jeg ikke for alvor tøvede, da hun meldte sin ankomst i København i oktober. Og det var der skam heller ingen grund til, for hun – og band – leverede igen. Det var på mange måder en gentagelse af sommerens eskapader, men i dette helt regulære koncertsæt var der selvsagt lidt mere tid at gøre godt med, og dermed mulighed for at føje flere sange til repertoiret. Hun er virkelig magnetisk, Polly Jean, og jeg bliver fuldstændigt opslugt, når jeg ser hende. Hun er ikke nogen spradebasseinde på scenen, men den der kølige karisma fanger mig helt og aldeles. Skulle hun beslutte sig for at vende tilbage til København inden for kort tid, vil jeg nok heller ikke da tøve med at købe billet.

The Cure i Forum. Her var jeg faktisk lidt tøvende. Jeg så og hørte The Cure sidst de spillede i Forum, hvilket er en bagatel af otte år siden, og efter den marathonkoncert – tre timer! – erklærede jeg, at det vist egentlig var nok for mig. Så gik det hverken værre eller bedre, end at jeg lod mig lokke med til endnu en marathonkoncert – tre timer! – og det er jeg tilfreds med, for det var en bedre koncert denne gang. Setlisten adskilte sig ikke voldsomt fra seneste besøg, og det er også begrænset hvad The Cure har fundet på siden da, men denne gang synes jeg egentlig at tiden, om ikke fløj afsted, så gik fint derudaf. Sidst fik jeg nok efter to timer – denne gang holdt jeg hele vejen uden at miste momentum. Selvom publikumskontakten var sporadisk, virkede det på mig som om, at bandet stadig synes det er fedt at turnere med det materiale, der efterhånden spænder over næsten fyrre år. Det er ikke så lidt af en præstation. Men NU tror jeg også jeg har fået nok af koncert-Cure. Altså, indtil næste gang jeg lader mig lokke.

Fu Manchu i Beta. Fu Manchu og jeg har et skævt koncertforhold: De har været i København et utal af gange, og hver gang har jeg tænkt “nu skal jeg høre dem”. Hvilket jeg så ikke har fået gjort. Da de sidste år blev annonceret lige i min hood hos Amager Bios uvorne lillebror, Beta, skyndte jeg mig derfor at købe billet – blot for at se bandet aflyse turneen af private årsager. En ordentlig bet, men heldigvis fik vi chancen igen, da de for nyligt endelig kom tilbage. De turnerede med deres ‘King of the Road’-album, en plade jeg hverken ejer eller har det store forhold til, men jeg kan godt lide Fu Manchus, indrømmet, lidt ensporede stonerrock. Det var da også en fin koncert, afviklet i det ene tempo de kender – og jeg fik vist mig fra min sprælske side, hvilket vil sige at jeg både nikkede i takt til musikken OG vippede med fødderne. Vilde sager!

Bat for Lashes i Vega. Set i bakspejlet var det lidt sært at jeg havnede til denne koncert. Jeg kan godt lide Bat for Lashes aka Natasha Khan, men har ikke noget virkelig dybdegående kendskab til hendes diskografi – til trods for at eksemplarer af de fleste af hendes plader står på min hylde. Billetprisen var til den pebrede side, men inspireret af et par tilfredse lyt til hendes aktuelle album, “The Bride” hoppede jeg afsted. Det fortrød jeg ikke. Koncerten blev lanceret som et specielt show i anledning af Vegas 20-års jubilæum, og da Khan og hendes band ikke var på decideret turne, hoppede de lidt rundt i kataloget, som det passede dem. Naturligt nok med størst fokus på The Bride”, hvilket var ok med mig, da det var den jeg havde tættest inde på livet. Khan viste sig lynhurtigt at være et yderst indtagende og elskeligt bekendtskab, som hun stod der i sit brudeslør med ditto buket i hånden, og selv ikke en forkølelse kunne slå hendes vidunderlige stemme ud af kurs. Et diskret, men virkelig velspillede band bakkede hende kompetent op, men det var og er Khan der var stjernen. Mobiltelefoni, brug af kamera og deslige var for øvrigt bandlyst, hvilket – så vidt jeg kunne se – blev overholdt af publikum, hvilket gav en næsten overrumplende ny koncertoplevelse, hvor showet blev oplevet med øjne og ører – intet andet. Muligvis en tanke, der er værd følge op på for bands såvel som koncertsteder.

November

Wilco/William Tyler i DR Koncerthuset. Jeg tror der var en rekord forbundet med denne koncert: Det er vist første gang jeg har købt billet til noget, der ligger mere end et år ude i fremtiden, men sådan var betingelserne åbenbart dengang i oktober 2015, da jeg pungede ud for Wilcos københavnerkoncert i november 2016. Nåmen, som det har for vane, var det naturligvis en skidegod koncert, med et band der simpelthen bare kan deres kram. Ikke på sådan en vi-tager-den-på-rutinen-måde (det er muligt de gør det, men det er jeg i så fald lykkeligt uvidende om), men på sådan en vi-ved-at-vi-spiller-fedt-og-det-har-vi-fandme-tænkt-os-at-gøre-facon. Jeff Tweedy var en superoplagt frontmand, men af og til blev han overstrålet af monstret Glenn Kotche på trommer, og naturligvis det lange rær af en guitarist, Nels Cline. Det sikreste øjeblik ved en Wilco-koncert, er momentet når de sidste toner af ‘Impossible Germany’ fader ud, og  publikum i ren benovelse går amok over den krampe af en solo Nels Cline netop har fyret af. Således også denne aften i Koncerthuset. Jeg holder ganske meget af Wilco på plade – jeg elsker dem live.

Med sig på turneen havde de for øvrigt guitarvirtuosen William Tyler, der fik en hulens masse ud af sit instrument, som han sad der roligt på en stol, benene overskrævs. Sine egne ben, ikke stolebenene. Selv om han sad mutters alene på scenen, fik han alligevel fyldt den fornemt ud, ligesom han virkede som et sympatisk bekendtskab. Nu jeg sidder her og skriver dette, minder jeg lige mig selv om, at jeg skal have lyttet til hans musik. Tak for reminderen, Morten, Selv tak.

Dinosaur Jr. på Kulturbolaget. Efter sommerens Primavera-svipser, hvor jeg måtte droppe Dinosaur Jr.-koncerten grundet et utilgiveligt program-clash, glædede det mig meget at de kom til Amager Bio i november. I hvert fald indtil jeg opdagede, at jeg var arbejdsramt den aften, hvorfor jeg måtte drage over sundet, gennem paskontrol og hvad ved jeg, for at fange indierockheltene på Kulturbolaget i Malmö. Dér lykkedes det mig også endelig at fange dem, hvilket jeg var svært tilfreds med. Koncerten levede op til forventningerne; fuldt drøn på J Mascis’ guitar – han selv rokkede sig vel nærmest ikke ud af stedet – mens Lou Barlow havde sin egen fest med sin bas i den modsatte side. Bag det store trommesæt kunne man så ane Murphs skaldepande. Der var ingen kontakt bandmedlemmerne imellem – lige knapt mellem band og publikum – men sådan er en Dinosaur Jr.-koncert. De går bare på og spiller – og det gjorde de godt. Med fokus på den seneste, yderst vellykkede “Give a Glimpse of What Yer Not”, men også med masser af spring til resten af den efterhånden temmelig dybe diskografi.

fil-23-12-2016-22-50-50

Dinosaur Jr. går aldrig ned på udstyret

Minor Victories i Pumpehuset. Indiesupergruppen Minor Victories debuterede i 2016 med en ret vellykket plade, der lød stort set som man kunne forvente et band med den sammensætning skulle lyde. Med andre ord, den lød som et mix af Editors, Mogwai og Slowdive. Derfor gik jeg til koncerten med visse forventninger, uden dog at være helt ekstatisk. Jeg forlod den med glæde i ører og krop, for det fem mand m/k store band spillede en pragtfuld koncert på den lille, intime scene i Pumpehuset. Lidt sært, tænker jeg, at et band med sådanne folk kun kan trække nok til sådan et bette sted, men det gjorde absolut ingenting, for alt spillede. Rachel Goswell sang naturligvis som en engel, Stuart Braithwaite foldede hele sit arsenal af guitarhærg ud, og resten af bandet fulgte godt trop. Eneste anke: Koncerten var alt for kort, men eftersom bandet kun har 10 sange på repertoiret, kunne det ikke blive til mere end de ni de spillede (den tiende er en duet mellem Goswell og Mark Kozelek, men sidstnævnte gnavpot var ikke med i setuppet, hvorfor vi slap for den. Vores held, thi det er den svageste på pladen). Herfra et fromt ønske om flere plader fra projektet.

Alcest/Mono i Vega. Der var dobbelt op på støjrockgodiserne, da turnepakken bestående af de franske blackgazers Alcest og de japanske postrockere Mono ramte København. Jeg er meget glad for Alcest, hvis efterhånden stærke diskografi fortsætter med at ramme mig. Deres sfæriske, smukke og støjende lyd (tænk Sigur Rós med black metal-skrig og dobbelttromme og dreampop-produktion, cirka) folder sig flot ud på den seneste plade “Kodama” og også live denne aften i Vega.

Også de introverte japanere fra Mono leverede et sæt af høj klasse – også volumenmæssigt. Jeg har ikke dyrket bandet meget, men deres klassiske postrockformel stillestillestilleØREFLÆNSENDELARMFORSATANstillestillestille fungerede enormt effektivt. Tror jeg nok, for her en måned efter – eller bare ti minutter efter – koncerten, husker jeg intet andet end at jeg var i trance i 75 minutter. Klart en oplevelse der sad i kroppen, mens den stod på.

Killing Joke/Death Valley High i Pumpehuset. Det er svært at tage øjnene fra Jaz Coleman. Muligvis fordi man ikke tør, muligvis fordi han står der i centrum af scenen og ser fuldstændig vanvittig og manisk ud. Det er den væsentligste erfaring jeg tager med mig efter koncerten. Nåmen, det var fedt at høre Killing Joke. Jeg tog afsted med en flok, der vist alle var større fans end jeg, men jeg satte absolut pris på bandets varemærke: Den der edderspændte harme og aggression tilsat en lige så edderspændt industrialrock. Det er vel groft sagt Killing Jokes trick. Nåja, og så Colemans sære små one-liners, der blev fyret af fra tid til anden.

Supportbandet Death Valley High var pivringe. Selv om de lignede goth-Mötley Crüe, lød de mere som en bleg kopi af Marilyn Manson. De imponerede ved, trods et pauvert udlæg, at blive dårligere og dårligere som aftenen skred frem. Hvilket selvfølgelig også er en præstation af en slags. Jeg formoder at de ikke fik solgt mange cd’er i merchandiseboden.

Deadpan Interference i Huset/Musikcaféen. Blot en uges tid før koncerten, blev det offentliggjort , at Deadpan Interference havde opløst sig selv. Deres igangværende turne ville dog blive afsluttet, hvorfor aftenens optræden var bandets sidste i København. En skam, for de har på et par ep’er vist sig som et godt bud på shoegazey noiserock, men længere rakte det desværre ikke. Bandet spillede dog som om det var deres sidste job, hvilket det jo næsten også var, og særligt frontkvinde Astrid Samuelsen var iøjnefaldende på guitar og vokal. En værdig københavnsk afsked med bandet – jeg siger tak for det de trods alt nåede at give os.

Og her, i slutningen af november, endte mit koncertår. Sygdom forhindrede mig desværre i at overvære en enkelt planlagt koncert i december (Jóhann Jóhannsson på Bremen), og jeg har ikke mere på min to-do-liste for i år. Så med det vil jeg sige tak for koncertåret 2016, og se frem mod ditto 2017, der allerede nu – kan jeg afsløre – byder på blandt andre Teenage Fanclub, The Divine Comedy og Lloyd Cole. Jeg glæder mig!

Kategorier:Musik Tags: , , , ,