Arkiv

Posts Tagged ‘pj harvey’

Coronahjemmearbejdsdag #whatever – et soundtrack

Jeg vågnede denne tirsdag med ‘Missionary Man’ i hovedet. Det er en fed sang, som jeg straks måtte lytte til, og da det eneste Eurythmics jeg ejer er en opsamling, røg den på. Der er heldigvis en del andre gode hits at hente hos Annie Lennox og Dave Stewart, så det er fint at få pudset den opsamling af engang imellem.

Mens jeg sad og lyttede til den, skrev en god ven om en PJ Harvey-plade han hørte på sit hjemmekontor. Jeg er stor PJ Harvey-fan, men lige netop den plade, “Is This Desire?”, har jeg ikke dyrket så meget. Jeg noterede mig at den skulle have et lyt senere. Vi konverserede videre om Harvey, og blev enige om at forgængeren (“To Bring You My Love”) er et mesterværk, og jeg supplerede med at efterfølgeren (“Stories from the City, Stories From the Sea”) også er fantastisk. Mere poleret og langt mere straight rockende end PJ Harvey normalt er, men det klæder hende også.

Sidstnævnte smed jeg så i cd-skuffen, og mens jeg lyttede til den, faldt mine tanker pludselig på Echo & The Bunnymen. Hvorfor ved jeg ikke rigtig, men det gik hverken værre eller bedre end at jeg hev “What Are You Going to Do With Your Life?” ud af reolen og på anlægget. En plade fra den anden inkarnation af Bunnymen, og en plade der ligger langt fra den angst og vrede, der var drivkraft i det tidlige Bunnymen. Den udkom i 1999, en måned før frontfigur Ian McCullochs 40-års fødselsdag, så måske et tegn på midtlivskrise? Titlen kunne også antyde det. Det er under alle omstændigheder en dejlig plade – den er meget voksen. Rolig, masser af strygere – og så, opdagede jeg lige, er der på et par numre et samarbejde med New Yorker-rapfunkrockerne Fun Lovin’ Criminals. Et mildest talt bizart match. Fun Lovin’ Bunnymen?

Og så blev det frokostpause, som blev brugt på en kort vandretur rundt i nabolaget til tonerne af en tilfældig playliste (dejlige sange med Richard Hawley, Bill Callahan, Velvet Underground, Sharon Van Etten, Father John Misty, Nick Drake, Here We Go Magic) og et par kapitler i den nye Jonas T. Bengtsson-bog.

Frokostpausen lå lidt sent, så jeg nåede faktisk ikke videre med lytningen. “Is This Desire?” nåede jeg heller ikke at lytte til, så det må jeg gøre i min fritid. Eller i morgen.

IMG_20210112_160248__01

Årets plader 2016

01/01/2017 1 kommentar

fil-01-01-2017-13-32-43

2016 var ikke det år, hvor jeg lyttede til og købte flest nye plader. Det kan jeg vist lige så godt afsløre med det samme. Heldigvis var det jeg nu fik lyttet til, langt hen ad vejen godt, så hitraten var forholdsvis høj. Jeg har ikke tænkt mig at rangere pladerne, men vil blot konstatere at de otte skiver på billedet formentlig er de der har roteret flittigst på pladespiller, i cd-afspiller og på bærbart medie i min umiddelbare nærhed i årets løb. Jeg vælger at tolke det sådan, at det derfor er de otte jeg mest har haft lyst til at lytte til, hvorfor de jo må være de bedste.

Karl Blaus Introducing Karl Blau starter gedigent med den vidunderlige Tom T. Hall-komposition “That’s How I Got to Memphis”, og da den allerede på skæring tre, Link Wrays “Fallin’ Rain”, bliver matchet, er der lagt op til noget nær årets plade. Så langt rækker det dog ikke for Blaus countrysoulcovers, for niveauet rammer trods alt et mere menneskeligt plan andre steder på pladen, men det ændrer ikke på at jeg havde stor fornøjelse af den fra det øjeblik jeg købte den.

Jóhann Jóhannsson har længe været en favorit her i huset, og det ændrede udgivelsen af Orphée absolut ikke på. Tværtimod. Den islandske komponist har tæft for at skabe minimalistiske stemningscollager så vemodige og smukke, at jeg må tage mig selv i at sidde og småflæbe, og den slags pludselig flæben-fremkaldere er der i rigt mål på Orphée. Eneste anke er at stykkerne ind imellem er for korte, men det er virkelig petitesser. Lyt til “Flight From the City” og “By the Roes, and by the Hinds of the Fields”.

Tales of Murder and Dust bekræftede atter i 2016, at det er et af rigets mest talentfulde bands. Det mener jeg i hvert fald. Mørket er tiltaget på The Flow in Between i forhold til tidligere udgivelser, der ellers ingenlunde er sunshine pop, og lyden er endnu mere spacey og dronende. Det fungerer på plade og det fungerer så absolut live, hvor de ofte langstrakte numre er decideret tranceskabende. Lyt til “Tidal Wave” og “Sisters”.

Alcest valgte på dette års udgivelse at skrue bissen på i forhold til den forrige plade Shelter, som også var temmelig blid med tanke på bandets udgangspunkt i black metal. På Kodama er der således givet mere plads til de skrig som hovedmand Neige tidligere har gjort sig i, og der er væsentlig mere crunch på lydsiden, hvilket faktisk klæder dem glimrende. Her er dog fortsat ikke tale om ekstrem musik af nogen grad (hell, jeg kan holde det ud), og det er derfor heller ikke denne gang decideret forkert at tale om en metallisk udgave af Sigur Rós. På fransk. Lyt til “Eclosion” og “Oiseaux de proie”.

Dinosaur Jr. har efterhånden udviklet sig til et af de mest pålidelige aktive rockbands. Bevares, den forrige, I Bet on Sky, var måske ikke sindsoprivende, men de tre øvrige plader bandet har lavet siden gendannelsen i 2007, har været af høj kvalitet. Den seneste, Give a Glimpse of What Yer Not kan meget vel være den bedste i bunken hidtil, og den har med rette fået masser af spilletid på min matrikel siden ankomsten i sensommeren. Lyt til “I Walk for Miles” og “Left/Right”.

PJ Harveys stjerne steg til nye højder, da hun for fem år siden udgav Let England Shake. Den position blev bekræftet med årets The Hope Six Demolition Project, men jeg må indrømme at det først var ved de to koncerter jeg i årets løb overværede med hende, at de to plader rigtig ramte mig. Indtil da var jeg forholdsvis uberørt af de ellers nok så kradse fortællinger, men der skete et eller andet ved de optrædender, der fik ram på mig. Særligt den kuldegysende “River Anacostia” var en live-oplevelse, men også førstesinglen “The Wheel” fik med tiden åbnet mine krævende ører.

Minor Victories debuterede med en selvbetitlet plade i 2016, men selv om supergruppen med blandt andre Slowdive og Mojave 3’s Rachel Goswell og Mogwais Stuart Braithwaite på papiret var lidt af en våd drøm, var mine forventninger ikke overvældende store. Heldigvis blev jeg positivt overrasket, og både pladen og koncerten i Pumpehuset var blandt årets højdepunkter. Lyt til “A Hundred Ropes” og “Scattered Ashes (Song for Richard)”.

Nada Surf har i grove træk lavet den samme guitarpopplade hver gang siden årtusindskiftet – det er den guitarpopplade, der er lige del powerpop/lige del flæbende ballade. Heldigvis er den en skidegod plade, og You Know Who You Are, seneste kapitel af den, er om muligt en tand mere skidegod end de foregående kapitler. Det er med afstand det album jeg har lyttet mest til i år. Lyt til “Friend Hospital” og “Victory’s Yours”.

Nye udgivelser i februar (David Lowery, Teddy Thompson, PJ Harvey…)

Efter en kortere pause er det atter tid til at kigge frem mod den kommende måneds interessante udgivelser. Og februar ser ganske lovende ud.

Løjerne er såmænd allerede startet, for i tirsdags den 1.2 udkom The Palace Guards, debutalbummet fra David Lowery. Efter 27 år som udgivende kunstner – som sanger, sangskriver og guitarist i Camper Van Beethoven og Cracker – følte Lowery at tiden var inde til at prøve sig af på egen hånd. Ikke at han på nogen måde har været alene om denne udgivelse, men her står han altså for første gang som eneansvarlig. Jeg har lyttet til et par numre og det lader til at være klassisk Lowery; en solid gang no-bullshit rock’n’roll. Tjek for eksempel ‘Baby All Those Girls Meant Nothing to Me’ her.

 

Den 7.2. byder Teddy Thompson op til dans, når hans femte udspil Bella rammer pladeforretningerne. Jeg faldt for nyligt, med temmelig stor forsinkelse, for forgængeren A Piece of What You Need, så derfor ser jeg pludselig frem til at høre nyt fra den engelske troubadour med de fine musikalske aner (far og mor er såmænd Richard og Linda Thompson). Få en forsmag på albummet med denne akustiske version af ‘Looking for a Girl’.

Den 14.2 bliver en hektisk dag, for her udkommer der nyt fra både PJ Harvey, Mogwai og Ringo Deathstarr.

PJ Harveys plade har fået titlen Let England Shake og hvor meget den vil ryste hjemlandet står indtil videre hen i det uvisse. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke er blevet bjergtaget af hverken ‘Written on the Forehead’ eller ‘The Last Living Rose’, som foreløbig er sluppet løs, men måske er jeg bare en stokkonservativ Harvey-fan, der helst vil holde fast i hendes mere creepy-rockende stil. I hvert fald er den reggae-inspirerede retning hun går i på ‘Written…’ ikke lige en retning jeg umiddelbart har lyst til at forfølge. Polly Jean er dog Polly Jean, og hun skal selvfølgelig have en chance.

Jeg tror min Mogwai-craze toppede for godt en håndfuld år siden, og jeg må erkende at jeg ikke har ofret de skotske støj-feinschmeckere megen opmærksomhed siden 2003’s Happy Songs for Happy People. Dermed ikke sagt, at jeg helt har lagt bandet på hylden, og jeg er da nysgerrig når der nu kommer nyt fra den kant. Vanen tro er titlen fjollet/cool – alt efter præference: Hardcore Will Never Die, but You Will. Tjaa. Bedøm selv, eventuelt mens du lytter til ‘Mexican Grand Prix’. Husk at Mogwai kan opleves live i Store Vega i København og på Voxhall i Århus henholdsvis den 30. og 31. marts.

Modsat Harvey og Mogwai, så er Ringo Deathstarr et nyere bekendtskab – for mit vedkommende helt nyt. Colour Trip er Texas-trioens anden fuldlængdeudgivelse, og selv om det ikke giver særligt mange originalitetspoint at planke The Jesus & Mary Chain og My Bloody Valentine, så synes jeg altså Ringo Deathstarr har fat i den halvlange ende. Vurder selv om du også mener det ved at tjekke den catchy og ufatteligt twee ‘So High’ eller den mere bastante ‘Imagine Hearts’, der lyder som et outtake fra Curves Doppelgänger-album.

Jeg slutter i en noget anden boldgade, for på månedens sidste dag ankommer det femte udspil fra pianisten Dustin O’Halloran. Den i Italien bosiddende californier har tidligere imponeret mig med sine sarte klavertoner, for eksempel på den flotte 2004-debut med den passende titel Piano Solos. Lumiere, som det kommende album hedder, bygger videre på hans tidligere værker, men i samarbejde med gode venner – Jóhann Jóhannsson, Peter Broderick og Stars of the Lids Adam Wiltzie – har han tilsyneladende føjet flere lag til de intime klavertoner. Hvordan det lyder, kan du for eksempel høre på ‘We Move Lightly’.

A psychopath, a psychopath, he says he loves me – fem (syv) sange der vil plage dine drømme

Hi kids!

Hi kids!

Enhver fan af thrillers og gys ved, at det værste – eller bedste, alt efter præference – og mest effektfulde ved den slags er, når uhyggen breder sig ganske stille, og utrygheden sniger sig ind på sit offer. Som den tøsedreng jeg er, husker jeg mangen et afsnit af X-Files, der pludselig blev afbrudt af et målbevidst tryk på fjernbetjeningen, ligesom paranoiaen var mest udtalt. Sekundet efter var jeg tilbage for at se afsnittets monster flænse sit offer i småstumper, mens det grinede bestialsk. Det var som regel ikke det store problem at overvære.

Lige så er chokeffekten større i et stykke musik, når det bygges op og bygges op, og idet det når det punkt hvor det skal eksplodere…så stopper det! Hvis det bare er fire minutters larm og skrig, så er det som regel mere enerverende end uhyggeligt.

Her er fem sange, der er snigende uhyggelige på hver deres facon – nogen bliver forløst, mens andre bare bliver hængende i luften, på ubehagelig vis.

Cowboy Junkies’ fortolkning af Bruce Springsteens State Trooper, er en creepy sag. Paranoiaen er virkelig udtalt her, og det starter allerede med Alan Antons monotone bas, som ligger under hele sangens 4½ minutters spilletid. Den altid fremragende Margo Timmins folder her sin sensuelle stemme ud i fuldt flor, og tilføjer et skær af uhygge, for selv om hun – mens hun kører ud af landevejen på en regnfuld aften – erklærer

“License, registration, I ain’t got none/but I got a clear conscience ‘Bout the things that I done”

– så er der åbenlyst et eller andet i gære. Hvad det er hun har gjort kan man selv få lov at fortolke på – jeg tvivler på hun netop har holdt en vellykket fest for en nær ven – ligesom man kan gruble lidt over, hvorfor hun absolut ikke har lyst til at blive stoppet af den lokale betjent:

Mister State Trooper/Please don’t stop me/Please don’t stop me/Please don’t ya stop me

Ud over den tunge, skurrende bas og Margo Timmins’ foruroligende nøgterne vokal, så bidrager guitarist Michael Timmins også til uhyggen med sine eksperimenter. Hans instrument skramler og kradser, men koger aldrig over i støj, og på den vis formår han at fastholde lytteren i den der temmeligt anspændte stemning. Rystende og gruopvækkende.

Springsteens egen version (fra Nebraska, 1982), der kun består af Bossens stemme og hans akustiske guitar, er ikke mindre skræmmende, men her kommer der dog en smule forløsning via hans stikkende skrig mod slutningen. Den forløsning kommer aldrig i Cowboy Junkies’ udgave, der bare bliver hængende ubehageligt i luften.

Nu er det jo ikke fordi titlen ligefrem forsøger at skjule, at der er noget alvorligt galt i denne fortælling, men skulle man alligevel tro, at det nok bare er spil for galleriet, så opdager man hurtigt, at det ikke er tilfældet. De første lyde man bliver præsenteret for er optagelsen af en telefonsamtale. En kvinde, skræmt fra vid og sans, har ringet til alarmcentralen fordi en mand står uden for hendes dør og forsøger at komme ind til hende i huset. Manden på alarmcentralen forsøger at guide og berolige hende, men hun bliver mere og mere desperat, og da Lisa Germano – efter 50 sekunder – første gang præsenterer sig i sangen er det med ordene “A baseball bat/a baseball bat beside my bed.” Velkommen til dit værste mareridt.

Germano synger sine foruroligende ord blidt og nøgternt, mens hun filer skingert løs på sin violin. Mellem versene fortsætter telefonsamtalen, og kvinden, Karen/Carolyn, bliver mere og mere desperat, mens hendes stalker tilsyneladende kommer tættere på at bryde døren ned. Hendes rædselsslagne skrig “why are you here?/why?/why?” klinger ud gennem telefonen, og efter knap fire minutters terror, er manden formentlig kommet ind i huset, violintonerne klinger ud…og telefonforbindelsen ryger. Yikes!

Det er en mildest talt grufuld sang, der burde kunne få selv de mest hårdhudede til at krympe sig. Som den tøsedreng jeg længere oppe indrømmede at være, har jeg naturligvis for længst trukket alle gardiner for, barikaderet samtlige døre og vinduer, og gemt mig under min seng.

Efter disse to mareridtssange virker Down by the Water ikke specielt uhyggelig, og det er den på sin vis heller ikke. Men alligevel – hvis nogen skal gå under betegnelsen femme fatale, så må det være Polly Jean Harvey. Hun er både dragende og skræmmende på samme tid, og hendes besynderligt flirtende dans i videoen ændrer bestemt ikke på det. Når man dertil lægger hendes kulsorte hår, kridhvide ansigt og heftige røde læbestift, så ligner hun noget, det ikke kan være sundt at involvere sig med. Slet ikke når hun dæmonisk hvisker “Little fish, big fish swimming in the water/Come back here man gimme my daughter”.

Det sidste minut af sangen kan få fuldvoksne mænd til at vride sig af angst. Har jeg hørt.

“Do not cry out or hit the alarm/You know we’re friends until we die”

Der er heldigvis altid plads til en stalker-sang mere. Eller i hvert fald en der let kan fortolkes sådan. Da OK Computer udkom i 1997, var dette nummer et af de mest gennemtrængende, netop på grund af den dunkle og ubehagelige atmosfære. Thom Yorkes vokal er voldsomt forvrænget, og den musikalske back-up er skurrende og foruroligende: Colin Greenwoods bas knurrer, Phil Selway banker monotont på sine trommer, og lydeffekter kravler ind og ud af hovedet på den sagesløse lytter, mens Yorke vrænger

“And either way you turn, I’ll be there/Open up your skull, I’ll be there/Climbing up the walls”

Al denne creepiness bliver forløst i et inferno i det sidste 1½ minuts tid, hvor Jonny Greenwood endelig får lov at slippe sine guitarmonstre løs, mens melodramatiske strygere og de øvrige instrumenter bakker ham op, og Thom Yorke brøler hele sin, gennem årevis, opsparede angst ud i et øredøvende aaaaaaarrrrgggghhhh. Og så kan nummeret ellers tone ud i ekkoet fra hele instrumentparken.

Den virker stadig.

Få steder er konstrasten mellem fremførelsen af en sang og dens lyriske indhold så voldsom som her. Stevens har en smuk, lys stemme og den fletter han sammen med en akustisk guitar og et afdæmpet klaverspil. Men ordene, oh the horror! De fortæller om seriemorderen John Wayne Gacy, Jr – det var ham der klædte sig ud som klovn inden han tog livet af sine ofre – og er naturligvis tragiske og forfærdende.

Det der gør denne sang så forstyrret, er den smukke melodi og de barske ord om denne charmerende og intelligente mand, der i bund og grund fremstår sympatisk. Altså, hvis man lige ser bort fra at han slagtede

“Twenty-seven people/Even more, they were boys/With their cars, summer jobs/Oh my God”

Der er noget helt foruroligende i at tage sig selv i at nynne med på ord som

“Look underneath the house there/Find the few living things, rotting fast, in their sleep/Oh, the dead”

men det er den effekt den sang har, for det er noget af det mest blide og smukke der er kommet på plade inden for de senere år. Og formentlig også derfor den er så uhyggelig som den er. At Sufjan Stevens så lige får flettet udgangsreplikken

“And in my best behavior/I am really just like him/Look beneath the floor boards/For the secrets I have hid “

ind, gør heller ikke gruen mindre. Selv om ordene nok ikke skal tages så bogstaveligt. Vel?

For de virkeligt modige er her en af populærmusikkens mest berygtede numre: 10½ minutters industriel synthterror med indlagte skrig, der kan knuse enhver knogle i lytterens krop. Ikke en sang jeg har lyst til at høre ret meget mere i mit liv, men jeg skal da ikke forhindre dig i det.

Sov godt!