Primavera Sound 2022

Der er nu gået otte dage siden jeg forlod årets udgave af Primavera Sound i Barcelona. Én dag siden jeg vendte tilbage fra min togtur rundt i Europa. Ergo er det på tide at evaluere oplevelsen. Var det en god festival? Var den ventetiden, den lange laaaange ventetid, værd? Ja.

Vi købte billetterne for to år siden, i foråret 2020, i håbet om at verden ville være et bedre sted i foråret 2021. Det var verden muligvis, men som bekendt ikke helt godt nok et sted til at festivalen kunne afvikles. Så tålmodigheden blev sat på prøve et år mere. Jeg har tænkt meget på den festival i det år. Fulgt diverse festival-fora. Læst hver en kommentar om facts og gætterier (tror jeg nok).

Programmet blev offentliggjort allerede i forsommeren 2021, så der var rimelig god tid til at lytte til de mange kunstnere. Nogle blev siden tilføjet, andre forsvandt (heriblandt desværre Massive Attack, Om og, med en dags varsel, Bikini Kill). Skår i glæden, omend små skår, det bugnende program taget i betragtning. Trods alt.

Det var dog lidt af en glædens dag, da vi onsdag den 1. juni kunne drage mod Poble Espanyol, det hyggelige frilandsmuseum-lignende venue lidt oppe af Montjuich-bjerget. Her skulle der nemlig være opvarmning til selve festivalen, med fine navne som de purunge punktøser The Linda Lindas og hypede Wet Leg. Well, der var andre der havde glædet sig til den dag, hvilket skabte pænt kaotiske tilstande udenfor arenaen, hvor tusinder af mennesker dannede alenlange køer og nærmest bremsede trafikken på bjerget. Vi gik derfor glip af førstnævnte, men fik heldigvis listet os ind tids nok til at høre de charmerende briter Wet Leg. Der herskede en stemning af at festivalen endelig var her. Vi havde overvundet pandemien og på en eller anden måde fået livet tilbage. En lettelsens aften.

Wet Leg: **** (ud af seks mulige)

Torsdag den 2. juni startede selve festivalen, og den start var ikke mindre kaotisk end aftenen før. Alle hungrede tilsyneladende efter at få festivalfølelsen tilbage, hvilket bevirkede at utallige tusinder mødte op samtidig. Vi blev dog langsomt sluset ind, fik scannet vores billetter, inden vi vandrede ud igen for at troppe op ved auditoriet, der ligger uden for festivalpladsen. Her skulle vi nemlig høre Kim Gordon. Desværre var organisationen fuldstændig håbløs. Alle flokkedes i separate køer, uden helt at være klar over hvor de køer førte hen. Ind kom vores gruppe på seks heldigvis, efter en del skubben og møven. Det føltes ikke helt koordineret, skal jeg ærligt indrømme. Derefter ud af auditoriet og retur på pladsen, hvilket heldigvis gled nogenlunde fornuftigt.

Køer skulle vise sig at blive stikordet for resten af aftenen. For der var køer alle steder; ved barerne, ved toiletterne og ved de få vandposter der var sat op på pladsen. De større scener føltes proppet til bristepunktet – og lige lidt til. Kolossale menneskemængder alle steder. Timelange køer for at få noget at drikke, om det så bare var vand. Pladsen virkede alt for lille til de mange mennesker, hvilket ikke er noget jeg har oplevet på Primavera ved tidligere lejligheder. Organisatorisk var det lidt af en prøvelse, og vi der havde været her før, havde talt varmt om festivalen og overtalt nye mennesker i gruppen til at tage med, følte os lidt beklemt ved den kaotiske situation.

Musikken var dog god! Førnævnte Kim Gordon var pissesej, som man nu kan forvente af den legendariske art-rocker. Hun leverede et show bygget op om sit tre år gamle debutalbum ‘No Home Record’, og med sin blanding af bidsk støjrock og eksperimenterende genreblanding viste hun, at 69 år ikke er nogen alder i musikbranchen. Imponerende.

Richard Dawson & Circle var en spøjs og underholdende omgang. Den engelske folkmusiker slog i 2021 pjalterne sammen med de finske prog-hardrockere på det roste ‘Henki’, som jeg ikke har lyttet til, men på en solskinsfyldt aften ved Barcelonas havnefront var det et hit. Musikalsk var det ikke rigtig mig, men det var lidt af et show, som kan anbefales til de der skal på Roskilde Festival.

Derefter var der hitparade med Dinosaur Jr. Og det var heldigvis en hitparade, der spændte over hele diskografien, hvorfor vi gudskelov slap for alt for meget fra det sløve, seneste album. Vanen tro leverede J Mascis sine guitarhelterier i den ene side, mens Lou Barlow hoppede rundt med bassen og havde sin egen fest i den anden ende af scenen. Men der var rent faktisk en smule kommunikation fra den normalt så mutte Mascis. Pladsen foran scenen var PROPPET! Jeg var glad og fik spillet både luftguitar- og trommer undervejs.

Derefter gik der for alvor kø og ventetid i løjerne, hvilket gjorde at jeg missede flere ting jeg ville have hørt. Næste programpunkter var derfor den lange march mod de to hovedscener. Her ventede først Tame Impala med deres gigantiske lysshow og stadion-indiedisko. Jeg er aldrig rigtig faldet for Kevin Parkers eskapader, men det var nu stadig en fin oplevelse, selv om vi endte milevidt fra scenen. Et af sættets overraskende højdepunkter kom da Parker annoncerede et cover, som han aldrig tidligere havde spillet og formentlig heller ikke ville spille igen, for så at kaste sig ud i The Strokes’ ‘Last Nite’ til enorm jubel fra det store publikum. The Strokes havde tidligere på aftenen meldt afbud grundet COVID hos et bandmedlem.

Første aften sluttede for mit vedkommende med Pavement, der spillede deres længe ventede Europa-comeback. De fik hele 1 time og 40 minutter til rådighed, hvilket for mig var i overkanten. Jeg er ikke decideret fan, men langt hen ad vejen var slacker-legenderne et hyggeligt og charmerende bekendtskab. Og man siger jo ikke nej til hits som ‘Gold Soundz’, ‘Stereo’ og ‘Range Life’.

Kim Gordon: ****½

Richard Dawson & Circle: ****

Dinosaur Jr: *****

Tame Impala: ****

Pavement: ****

Det gik jeg glip af: Yo La Tengo, Sharon Van Etten, Faye Webster, Otoboke Beaver

Fredag den 3. juni vendte vi tilbage til pladsen med en vis bæven. Var der kommet bedre styr på organisationen? Var det muligt at få noget at drikke? Kunne man overhovedet bevæge sig rundt? Ja, ja og ja. På forunderlig vis var det lykkedes at rette op på det meste, og det føltes meget mere behageligt at færdes på det store område. Vi kom heller ikke til at tørste.

Første punkt på dagsordenen var de kaotiske australske støjrockere Tropical Fuck Storm, som jeg ikke helt har fanget på plade, men her kom de virkelig ud over scenekanten. Tre mand m/k høj leverede de en medrivende omgang, som sparkede aftenen effektfuldt i gang. Et af de sjoveste indslag kom da frontmand Gareth Liddiard impulsivt kastede sig ud i Rod Stewart-klassikeren ‘Sailing’, ansporet af en luksusyacht, der sejlede forbi i baggrunden.

Derefter gik det over stok og sten. Først til Shellac, husorkesteret der altid er på programmet. Jeg så dem første gang, da jeg debuterede på Primavera i 2016, og dengang var de et af festivalens absolutte højdepunkter. Det var de også her, for Steve Albini, Todd Trainer og Bob Weston var vrede, aggressive og veloplagte som altid. Et kort, fyrigt sæt, hvor der både blev spillet gamle klassikere og nye numre. Derefter blev det til et kvarters tid i finurligt selskab med de genresprængende, lokale Za & LaTransMegaCobla, et højst aparte foretagende, der bragte minder frem om de shamanlignende svenskere i Goat. Bare mere udknaldet.

Det var dog ren pauseunderholdning, inden vi skulle høre Parquet Courts. At dømme efter publikum-fremmødet kunne de med fordel være rykket til en større scene, for der var virkelig mokket, hvilket selvfølgelig skabte stemning i sig selv. Parquet Courts skulle vise sig at blive den mest bittersøde oplevelse på festivalen, for de startede som lyn og torden med et par forrygende krautrocklignende numre, inden det hele eksploderede med et par numre fra deres fremragende ‘Wide Awake!’ Desværre valgte de derefter at trække tempoet og intensiteten ud af koncerten, og så fes det hele ud inden de heldigvis fik rettet lidt op på skuden igen til sidst. Overordnet en god koncert, som dog mest virkede som en forspildt mulighed.

Derefter var der et ophold i programmet, hvilket gav en chance for at tanke op inden turen gik mod de vanvittige australiere King Gizzard & The Lizard Wizard. Desværre trak det også energien ud af mig, hvorfor jeg ikke helt kunne samle mig om bandets ellers (kunne jeg forstå) strålende koncert. Efter afslutningen af den måtte jeg fortrække til vores lejlighed.

Tropical Fuck Storm: ****½

Shellac: *****

Parquet Courts: ****

Za & La TransMegaCobla: Uden for bedømmelse

King Gizzard & The Lizard Wizard: Uden for bedømmelse

Det gik jeg glip af: Autechre, Weyes Blood, Beck, Mogwai, Lightning Bolt

Lørdag den 4. juni. Sidste aften. Jeg kom sent ud på pladsen og endte med at rende alene rundt det meste af aftenen. Det gjorde mig nu ikke så meget, for på dette tidspunkt var jeg ved at være mæt af oplevelser og socialiseren. Det endte dog med at blive en virkelig fin aften.

Mit første rendezvous var med den unge LA-trio Automatic. Ikke et band jeg kendte, da programmet blev lanceret, men jeg stødte på dem under researchen til festivalen og faldt for deres krautede synthpop. De tre unge kvinder leverede også en charmerende koncert, og det er klart et band jeg vil holde øje med. Derefter stod den på halvfemser-post-hardcore med de genopstandne og solide, mere end decideret banebrydende, Jawbox. De var dog et godt bekendtskab og nød helt klart at stå på en scene igen. Deres cover af Tori Amos’ ‘Cornflake Girl’ genoplivede for øvrigt min interesse for det dejlige nummer.

Så fordrev jeg ventetiden indtil næste programpunkt med lidt shopping i merchandiseboden, inden jeg smuttede ned til havnekanten for at høre Abbath. Ikke lige min kop te normalt, men det var nu overraskende godt og jeg var fint underholdt. Metal fylder ikke meget på Primavera Sound, så det var meget sjovt at få den oplevelse med. Bare tanken om at stå der på en solrig aften i Barcelonas strandkant og opleve de gravalvorlige norske black metal-mænd fik mig til at fnise indvendig, men man skulle nok have været der. Derefter fes jeg op for at få en god plads til Bauhaus, som var et af aftenens fikspunkter. Det lykkedes rent faktisk at få en hæderlig plads og de gamle goth-gubber leverede i den grad. Det var en sort hitparade og Peter Murphy lignede en superskurk. Alt var som det skulle være. Et af festivalens højdepunkter. Derefter luntede jeg ned for at snuppe lidt af Napalm Death, nu jeg alligevel havde kastet mig ud i metallen, men det var mest for at fordrive ventetiden inden DIIV gik på. DIIV var det sidste band jeg hørte inden coronaen satte ind og lukkede verden, så der var noget opløftende og symbolsk ved at stå og høre dem her i en mere håbefuld stund. De spillede en strålende koncert, som gik rent ind hos mig. Derefter mødtes jeg med de endnu resterende medlemmer af min gruppe og drak mig æskefuld i aperol spritz. Smuk afslutning på den festival.

Automatic: ****

Jawbox: ****

Abbath: ****

Bauhaus: *****

Napalm Death: Uden for bedømmelse

DIIV: *****

Det gik jeg glip af: Porridge Radio, Mavis Staples, King Krule, Nick Cave & The Bad Seeds, Beach House, Shame

Alt i alt en dejlig tilbagevenden til festivallivet, trods hektik og startvanskeligheder. Primavera Sound leverede også her i mit tredie forsøg, og selv om programmet måske på papiret manglede de helt ekstraordinære overraskelser, så vandt det på en ufattelig dybde og variation. Med tanke på alt hvad jeg missede, er det egentlig meget godt at der ikke var så mange af de helt exceptionelle ting. Det ville slet ikke have kunnet hænge sammen. Kommer jeg igen? Det tror jeg. Bliver det i 2023? Det ved jeg ikke.