25 sange fra 2020

For første gang i min tid som producent af denne type lister, er jeg på højde med det nuværende år. Det er ret overraskende for mig selv, så tak til 2020 for ikke at have stjålet al min tid med fjolleri som koncerter og den slags. Det har i stedet givet mig masser af tid til at høre masser af ny musik. Glasset er halvt fyldt her på lorteøen. Vanen tro er der en Spotify-lytteliste i bunden af indlægget.

1. The Reds, Pink and Purples – Last Summer in a Rented Room…en af årets store opdagelser. Glenn Donaldsons enmandsprojekt tog mig med storm her i efteråret – en meget blid storm, bevares. Melankolsk janglepop med mundvigen-nedad-guitar. Det er rigtig hængemulemusik. Donaldson lavede ikke bare årets bedste sang, men også årets bedste plade. Den hedder ‘You Might Be Happy Someday’, og den er noget af det bedste jeg har hørt i årevis.
2. Khruangbin – So We Won’t Forget…en hel plade med Khruangbin gider jeg ikke rigtig. Det bliver lidt for laidback og påtaget(?) cool. Sådan oplevede jeg i hvert fald deres Roskilde-koncert i 2019, og sådan har jeg også oplevet de par af deres plader jeg har lyttet til. Men i fem minutter gider jeg dem godt, specielt når de er så pragtfulde som disse fem minutter. Det er så smukt og rørende, og hvis du tjekker videoen til nummeret, bliver de følelser kun forstærket.
3. Palace Winter – The Deeper End…en af de få koncerter jeg overværede i år, var med Palace Winter. Duoen spillede et intimt show i Hotel Kong Arthurs gårdhave i sommers, og der præsenterede de blandt andet dette nye nummer – historien om et dårligt trip, der gik virkelig galt. Det gør sangen heldigvis ikke, for den er stemningsfuld synthpop med et gedigent omkvæd og blide vokalharmonier. Til sidst dukker Grandaddys Jason Lytle lige op og synger et vers.
4. Ela Minus – They Told Us It Was Hard, But They Were Wrong…det mest cool nummer jeg har hørt i år. Her i efteråret har jeg taget en del vandreture på de mørke, københavnske gader, og denne sang har ofte været en del af soundtracket. Jeg har følt mig som den rene badass, slentrende rundt der med Ela Minus’ monotont lækre stemme på et lag af dronende technopop i ørerne.
5. Jehnny Beth – French Countryside…halvvejs gennem året var denne min yndlingssang. Den blev overhalet til sidst, men holder sig dog godt til. Jehnny Beth er primært kendt som frontfigur i postpunkbandet Savages, men i år solodebuterede hun med en spraglet plade bestående af ballader og industrialstøj. Den her er en helt nedtonet klaverballade, og jeg elsker alt ved den.
6. Rolling Blackouts Coastal Fever – Falling Thunder…smittende janglepop, som kun australske indiepopbands kan lave den. Det er ligeudaflandevejen og det gør alt rigtigt. En sand ørehænger. Albummet, ‘Sideways to New Italy’, var også blandt mine favoritter i år.
7. Flyying Colours – Big Mess…mere australier-indie. Et nyt bekendtskab for mig, selv om de vist har et par plader på samvittigheden allerede. De nåede blot at udgive et par singler i år, hvor den her var så klart den stærkeste. Skarpsleben shoegaze af den mere udadvendte og hurtigtløbende slags. Det rykker og holder hele vejen.
8. The Flaming Lips – Flowers of Neptune 6…det første nummer jeg hørte fra den på det tidspunkt kommende Flaming Lips-plade, og jeg var meget begejstret. Begejstringen holdt ikke ved hele vejen gennem pladen, men det her nummer elsker jeg. Melankolien driver ned af væggene. Alright? Cool!
9. Perfume Genius – Jason…årets falset? Overlegen produktion med strygerne der hvirvler ind og ud af nummeret, og den der elegante cembalo-klimtren. Vildt godt skruet sammen.
10. Alice Boman – The More I Cry…den her kunne Audrey Horne godt danse rundt til i dineren i Twin Peaks. Ok, det er ikke helt så sært og ildevarslende, men Alice Boman krænger i hvert fald sin sjæl ud på blideste vis på denne storartede ballade.
11. Slow Crush – Pale Skin…belgisk postrock/shoegaze, minsandten. Endnu et nyt bekendtskab, men som tilfældet er med Flyying Colours længere oppe, har Slow Crush også et par udgivelser på cv’et allerede. De nåede heller ikke at udgive et album i 2020, men en single blev det til – den her var b-siden og fangede mig øjeblikkeligt. Tænk en lidt mere muskuløs udgave af Slowdive, med samme hang til at stræbe efter himmelske højder.
12. Peter Sommer – Videre og så videre…ifølge Spotify er det den her sang jeg har hørt flest gange i år, og det tror jeg egentlig Spotify har ret i. Det skyldes selvfølgelig at den udkom meget tidligt på året, men mest af alt, at det er en crazy god sang. Bandet spiller pissefedt og kan man leve med Peter Sommers anti-sangstil, så er der ingen undskyldning for ikke at knuselske den. Den kan jeg godt leve med. Lålålålå.
13. Dirty Projectors – Overlord…jeg mindes ikke at have hørt en Dirty Projectors-sang før, omend jeg da i årevis har været bekendt med at de fandtes. Jeg havde vist en ide om at det var en anden type musik, så da den her dukkede op på mine playlister i tide og utide, overraskede det mig at det var dem. Det er det mest nuttede jeg har hørt i år, og objektivt set (hørt) nok lidt af en petitesse, men jeg er vild med den. Den minder mig om det dejlige band Ida.
14. HAIM – The Steps…de tre søstre i HAIM har i en del år (semi)headlinet festivaler verden over, og jeg har aldrig forstået hvorfor. De få sange jeg har hørt med dem, har været inderligt ligegyldige, men da jeg tilfældigt snublede over den her for nylig, fik de sørme skovlen under mig. Den er catchy som bare pokker, selv om den i mine ører minder om Sheryl Crows elendige ‘Soak Up the Sun’. Desto mere imponerende at få så god en sang ud af det. Sikket omkvæd!
15. Gorillaz – Aries…Gorillaz har aldrig interesseret mig det fjerneste, men jeg må tage hatten af for Damon Albarn her. Eller måske er det Peter Hook jeg skal tage hatten af for, da det er ham der leverer det der bas-hook (jaja, undskyld). Vildt hvordan man altid kan høre at det er Peter Hook der spiller – hans spil er så genkendeligt. En rigtig Morten-banger. New Order kørt igennem Albarn-maskinen.
16. Rose City Band – Only Lonely…første gang jeg hørte den her, troede jeg sgu at herlige Beachwood Sparks var tilbage efter bare otte års fravær. Det viste sig dog at være endnu et projekt fra Ripley Johnsons hånd – han har åbenbart ikke nok i Wooden Shjips og Moon Duo. Her går han total solskinscountry-Byrds på os, og det fungerer til perfektion.
17. Courtney Marie Andrews – It Must Be Someone Else’s Fault…jeg har aldrig for alvor taget notits af Courtney Marie Andrews før, men i år lavede hun en af mine favorit-singersongwriterplader. En meget afdæmpet affære, der bliver båret frem af hendes utroligt smukke stemme. Sangen her er det tætteste vi kommer på uptempo, og den er et skønt break fra de meget stille sange der omgiver den på pladen. Så er du advaret – men du skal selvfølgelig høre pladen alligevel, hvis du kan lide smukke countrykvindestemmer.
18. The Jayhawks – Across My Field…jeg elsker Jayhawks, men de er ikke hvad de har været. Deres seneste plade væltede da heller ikke min verden, men de gamle dyder sidder heldigvis stadig på rygraden. Af og til. ‘Across My Field’ er ærke-Jayhawks, omend det for en meget sjælden gangs skyld er Karen Grotberg der tager sig af lead-vokalen. Og hun kan synge så tårerne triller. I hvert fald på denne følsomme forty-something.
19. Smokescreens – Fork in the Road…skøn janglepop som emmer af New Zealand/Australien anno 1987. Og så er det underordnet at bandet er fra Los Angeles og dannet i 2015. Produceret af David Kilgour fra janglepop-koryfæerne The Clean, hvilket giver mening. 2020 har været et godt janglepop-år.
20. Tame Impala – Lost in Yesterday…jeg har omdannet min stue til et indie-disco, for nu skal fusserne virkelig i gang. Kevin Parkers falset ovenpå en funky bas og lag af synths. Ja tak. Det går lige i de ikke-eksisterende danseben.
21. Deserta – I’ll Be Gone…apropos lag af synths, så skyller de også ned over lytteren på denne dreampopperle. Der er virkelig højt til loftet og et herligt drive over nummeret.
22. Metz – A Boat to Drown In…den canadiske støjrocktrio leverer her et af årets bedste no-nonsense-rocknumre. Syv et halv minutters krautet frontalangreb. Det er en sang der kommer til at sparke rummet ned, når de i efteråret 2021 forhåbentlig får lov at vælte Loppen, som de senest gjorde i 2017.
23. Muzz – Bad Feeling…det mest voksenindie band man kan forestille i 2020; et stk. Interpol, et stk. Walkmen og et stk. Bonny Light Horseman. Pladen er nøjagtig som man kan forestille sig, hvilket faktisk er helt fint. Der er ikke meget spræl over bandet, pladen og nummeret, men det er roligt, melankolsk og virkelig rart. Titlen til trods.
24. Mellemblond – Hvor er magien…Kristoffer Munck Mortensen fik, som så mange andre, den gode ide at lave en intim corona-plade, hvilket der kom noget rigtigt dejlig ud af. For eksempel denne lille perle. Helt nøgent – bare Munck på vokal og akustisk guitar og Nils Bo Davidsen på cello og kontrabas. Jeg er vild med det.
25. Margo Price – I’d Die for You…hver gang Margo Price laver en ny plade, bliver jeg lokket til at lytte til den, fordi der lige er en absurd god sang der fanger mig ind. Så hører jeg resten af pladen, og ender med at tænke ‘meh’. Sådan er det også denne gang, for den rå ballade ‘I’d Die for You’ er topkvali, men resten…not so much. Men hold da op, hvor kan hun synge.

Tak for i år!

25 sange fra 1980

1. The Soft Boys – I Wanna Destroy You…første gang jeg hørte (om) The Soft Boys, var en eller anden tilfældig lørdag eftermiddag på svensk P3. Selvfølgelig var det på svensk radio, da det føltes lidt usandsynligt at dansk radio skulle beskæftige sig med sådan et band i bedste sendetid. Indslaget handlede om albummet “Underwater Moonlight”, og de spillede åbningsnummeret ‘I Wanna Destroy You’, som fuldstændig tog røven på mig. Det gør det stadig, også selv om albummet generelt ikke gør det i samme grad, men det er irrelevant for denne liste. Jeg er vild med de skærende guitarer, Robyn Hitchcocks småpunkede vokal, og det sublime omkvæd. Jeg er faktisk vild med alt ved den sang.
2. Talking Heads – Once in a Lifetime…den her er så vidunderligt mærkelig. Den er også vidunderligt catchy, poppet og avantgardistisk på samme tid. Hvordan David Byrne og co. har fået skåret den så perfekt, er lidt af et mysterium. Same as it ever was.
3. Squeeze – Pulling Mussels (From the Shell)…eller pulling muscles for Michelle, eller hvodden det nu er. En fuldstændig uimodståelig popsang, med et brillant vers og et – om muligt – endnu mere brillant omkvæd. Sådan en sang man kan bygge en hel karriere på.
4. Joy Division – Atmosphere…måske den bedst betitlede sang nogensinde overhovedet. Det er ren atmosfære, når Ian Curtis storladent crooner walk in silence/don’t walk away/in silence. Nok min favoritsang fra det ensemble.
5. Bauhaus – Double Dare…måske endnu en favoritsang fra et andet ensemble. Modsat den rolige og atmosfæriske sang herover, er der fuldt blus på vreden og aggressionen hos Peter Murphy, der snerrer sig igennem dette tungt slæbende bæst af et nummer. Det er fremragende.
6. Siouxsie and the Banshees – Hybrid…og så til mit favoritnummer med bandet her, utvivlsomt. Jeg er på fra første tone, og trommer, bas og den kantede guitar smelter så ufatteligt stærkt sammen her. Når man så tilføjer det forkølede horn (eller hvad det nu er) og Siouxsie Siouxs karakteristisk skæve vokaliseren, så bliver det helt guddommeligt.
7. Killing Joke – Requiem…et band der minder mig en del om Bauhaus længere oppe, omend med et noget højere bundniveau – og tilsvarende lavere topniveau. Den tungt ildevarslende ‘Requiem’ er det bedste jeg har hørt fra Jaz Coleman og hans vrede kumpaner.
8. The Jam – That’s Entertainment…jeg er aldrig helt faldet for hverken Paul Weller eller hans forskellige bands, inklusive The Jam, men denne akustiske og pænt indignerede popperle sidder lige i skabet. Det skal han have.
9. Ultravox – Vienna…fra en letbenet popmelodi til en anderledes ambitiøs og oppustet sag. Jeg har ikke for alvor udforsket Ultravox, men denne melodramatiske sag er godt nok svær at komme udenom. Pompøs? Ja, for fanden! THIS MEANS NOTHING TO MEEEEEEE!
10. Pretenders – Brass in Pocket…og tilbage til en mere jordnær og letfordøjelig ting. En listig, lille rocksang ført an af den altid indtagende Chrissie Hynde. Der er egentlig ikke så meget mere til den, i mine ører, men den virker forbløffende effektivt.
11. The Cure – A Forest…en fanfavorit, som sjovt nok aldrig har været allerøverst på min personlige Cure-liste. Derfor kan det dog snildt være en fremragende sang alligevel, og det er det. Jeg elsker den lidt tøvende start, inden den kommer ud over stepperne. Og den let slingrende guitarsolo. Det er jo ikke en decideret popsang, men den er ikke desto mindre ret svær at få ud af hovedet, når den først har fundet derind.
12. Dead Kennedys – Holiday in Cambodia…Pol Pot! Pol Pot! Ret vanvittig sang, men man kan vel næppe heller forvente andet af et band med det navn. Fuld smadder og indignation galore. Der var rimelig megen vrede i 1980 tilsyneladende. I hvert fald på denne liste.
13. U2 – I Will Follow…virkelig stærkt udlæg fra de kommende megastjerner, og der er naturligvis puritanere der mener, at U2 aldrig blev bedre end på de første to-tre plader. Det er en helt fair holdning – jeg deler den bare ikke. Men klart et andet U2 end hvad det skulle udvikle sig til bare i løbet af årtiet. IfyouwalkawaywalkawayIwalkawaywalkaway.
14. Blondie – Rapture…var det virkelig nødvendigt at få Debbie Harry til at rappe oven på et funky discobeat? Det ved jeg ikke, men det er pissefedt. Og så synger hun overdådigt på de første par vers.
15. David Bowie – Ashes to Ashes…Bowie ville også lege med sådan et stift funkbeat, men han undlod dog at rappe. Det var formentlig en udmærket ide. Han klarer sig strålende igennem på sin mere reciterende facon.
16. C.V. Jørgensen – Sæsonen er slut…og den nærmest fløj afsted. Efter endnu et party og endnu en fest. Ok, måske ikke lige her i 2020, men så et andet mindre pandemisk år, du ved. En af de skønneste det-var-så-den-sommer-sange jeg kender.
17. Kliché – Militskvinder…jeg elsker hvor in-your-face den starter og slutter med de der hårdttampede trommer. Og så elsker jeg selvfølgelig babababadiåååh. Det hele er så hektisk – og det er pragtfuldt.
18. John Lennon – Woman…det er ikke ligefrem et progressivt feinschmecker-valg, det her, men den sang er så smuk. Jeg har altid holdt utroligt meget af den. Fra den dejlige guitarintro til de skønne vokalharmonier.
19. Bruce Springsteen – The River…endnu et meget konventionelt valg, hvilket jeg naturligvis ikke beklager. Jeg er helt ærligt ikke medlem af Springsteen-fanklubben, men en god sang og fortælling er en god sang og fortælling. Og det er den her. Både det ene og det andet.
20. Emmylou Harris – The Boxer…Emmylou kan gøre selv de mest boom-chicka-boom-bøvede countrysange gode på en eller anden måde, så når hun får et ordentlig forlæg a la Simon & Garfunkels klassiker her, så er det selvfølgelig værd at lytte til. Det er måske ikke et af hendes allerstørste mesterværker, men…ja, læs svadaen herover igen.
21. Lucinda Williams – Sharp Cutting Wings (Song to a Poet)…vildt nok at der skulle gå næsten to årtier før Lucinda Willams skulle brage igennem i sluthalvfemserne, men hun kunne faktisk også en del fra starten, som dog var mere regulær country end den countryrock/americana hun senere med rette er blevet berømmet for. En lille, smuk akustisk sag er det i hvert fald. Og stemmen var der allerede.
22. The Clash – The Magnificent Seven…det er ikke skide-elegant, det her, men den der gennemgående basfigur er så ørehængende/irriterende (alt efter præferencer), at jeg ikke kan slippe den. Og så får Joe Strummer også lige chancen for at rappe som kun en bleg brite kan gøre det.
23. Martha and the Muffins – Echo Beach…jeg købte i sin tid denne Martha and the Muffins-plade, fordi jeg kunne læse mig til at Tim Gane var med i bandet. Det var dog (selvfølgelig) ikke den samme Tim Gane, som også huserede i Stereolab, men foruden den lange næse fik jeg også fornøjelsen af at lære den knastørre hitbasker ‘Echo Beach’ at kende, og det er jo ikke at kimse ad. Senere også indspillet af Robert Forster, for nu at donere lidt ekstra trivia.
24. Josef K – It’s Kinda Funny…knap så hitbaskende var dette skotske ensembles output, men det er jo ikke i sig selv diskvalificerende. Slet ikke når de kan præstere den der halv-slobby guitarlyd jeg elsker – tilsat en deadpan vokallevering.
25. Prince – When You Were Mine…en af de tidlige, sorgløst lydende Prince-klassikere. Den lyder virkelig meget af sin tid, hvilket dog ikke på nogen måde gør noget, når den er så fængende som den er.

25 sange fra 2006

Det her er på mange måder en af de mest frustrerende lister jeg har lavet. Først og fremmest spænder mit eget listeformat ben for mig, for fire af de sange der ville være sikre på listen, findes ikke på Spotify, og så er de disket. Det er lidt mit eget problem, men jeg er en nådesløs regelrytter. Jeg vil dog anbefale, at du giver Jon Auers ‘Bottom of the Bottle’, Gregor Samsas ‘Young and Old’, His Name Is Alives ‘Get Your Curse’ og Denise James‘ ‘What Happened to the Love We Knew’ et lyt alligevel. De er alle vidunderlige og findes på YouTube. Dernæst fuckede iTunes med mig, og påstod at tre af de sange jeg havde med på bruttolisten, var fra 2006 – det var de så ikke. Så farvel til The Czars, Migala og Gillian Welch. Derudover viste nogle af mine forhåndsudtagne sig at være knapt så holdbare som jeg huskede dem – Mark Lanegan & Isobel Campbells indslag var endda røvsygt – så ud røg de. Og for at gøre ondt endnu værre, så svigtede ellers så sikre kort som Pernice Brothers, Lloyd Cole og Sparklehorse lidt denne gang. Det er dog lykkedes mig at finde 25 gode sange, som alle er værd at lytte til, så giv den en chance – den er ganske sympatisk.

1. Muse – Starlight…jeg kan helt ærligt lide Muse bedre end jeg burde, for de er alt for oppustede til mig. Men jeg bider sgu langt hen ad vejen på, så de må ramme et eller andet. ‘Starlight’ er et monsterhit. Matt Bellamy og slæng gør alt rigtigt her.
2. Matthew Sweet & Susanna Hoffs – Care of Cell 44…fra den første af Sweet og Hoffs’ hyldest til deres yndlingsange, den med 1960’er-sange. De gør ret beset intet nyt med disse originaler, men på en eller anden måde lykkes det dem at charmere sig helt i mål. Der er mange gode hits på denne plade, og The Zombies-sangen tager lige præcis førstepræmien hos mig. Og åh – Susanna Hoffs <3.
3. Camera Obscura – If Looks Could Kill…der kom fire plader dette år, som jeg har præmieret med næsten-topkarakteren 4½ stjerner ud af 5 ovre på Rate Your Music, og de er alle repræsenteret på listen. Camera Obscuras fuldstændig uimodståelige ‘Let’s Get Out of This Country’ er den ene af dem, for den er så spækket med højkarat indiepop at det næsten er uforskammet. Hurtigløberen her er lige præcis den bedste.
4. Jay-Jay Johanson – She Doesn’t Live Here Anymore…tænk at vi skal helt ned på fjerdepladsen før at tempoet bliver sænket og jeg kan bruge klassiske Morten-fraser som vemodigt og tuderen. Men så bliver det til gengæld også virkeligt trist. Den temmelig androgyne Johanson går lige i hjertet med denne tåreperser. Der er sgu ikke meget mere at tilføje.
5. Justin Rutledge – Emily Returns…vi bliver i det vemodige hjørne med den canadiske troubadour, hvis smukke sang egentlig er meget karakteristisk for den musik jeg lyttede til i disse år. Akustiske guitarer, violiner, banjoer og lavmælte vokaler. Der er meget mere af den slags længere nede på listen, men intet af det er helt så fantastisk som den her.
6. Golden Smog – Cure for This…der er altid lige en eller to gudesange på Golden Smogs plader, der ryger højt op på mine årslister, og de er hver gang skrevet af en Jayhawk. For en gang skyld er det dog ikke Gary Louris, der er bagmand, men derimod bassist Marc Perlman. Og nummeret bliver skønt sunget hjem af spanske Muni Camón, som jeg ikke aner hvem er. Men hun gør det fortræffeligt.
7. The Lemonheads – No Backbone…Evan Dando kom lige traskende tilbage efter ti års pause og lavede sin bedste plade nogensinde. Det var pænt sensationelt, og han har slet ikke ramt det niveau siden. Det er mindre sensationelt. Som mange af Lemonheads’ sange, er den slet ikke skrevet af en fra bandet, men derimod Tom Morgan fra Smudge. Dando har dog ofte været god til at forvalte andres materiale forbilledligt. J Mascis kommer også lige forbi og spiller sin fyrige guitar her. Fremragende sang, fremragende plade.
8. Jóhann Jóhannsson – The Sun’s Gone Dim and the Sky’s Turned Black…et markant stilskifte til den savnede islandske komponist, der her udfolder hele sin enorme kunnen med et megalomant og dramatisk stykke musik tilsat sørgmodig robotvokal. Det er kæmpestort og føles som soundtracket til apokalypsen. Altså, på en smuk måde.
9. Yo La Tengo – The Weakest Part…et lige så markant stilskifte til en af indieheltenes velkendte, nuttede popsange. Man skal være virkelig ond i sulet for ikke at sukke hengivent, når man lytter til Georgia Hubley og denne skønne, bouncy popsang.
10. Ray LaMontagne – Empty…Ray LaMontagne er sådan en kunstner, der lige smækker et mesterværk i hovedet på mig, men ellers ikke rører mig en dyt. Men denne plade, ‘Til the Sun Turns Black’ er helt fantastisk. ‘Empty’ rammer alle de rette tråde hos mig med sit overdådige strygerarrangement.
11. Jason Molina – Alone With the Owl…“alone with the owl howling pain, pain, pain”. Det bliver ikke mere nøgent og brutalt end Molinas plade “Let Me Go, Let Me Go, Let Me Go”. Den er næsten ubærlig at lytte til, og da især med tanke på mandens kranke skæbne. Han lavede noget af årtusindets bedste musik, indtil hans misbrugsplagede hjerte og lever sagde stop efter bare 39 år hos os. Det er stadig ikke til at bære. Molina er så hårdt savnet.
12. Damien Jurado – What Were the Chances…en vidunderlig call-and-response-ballade mellem Jurado og Jenna Conrad. De to hovedpersoner er vist ude i noget udenomsægteskabeligt uføre, men jeg kan alligevel ikke modstå en linie som “Would you change your last name to mine?” Det må karakteriseres som underspillet romantik.
13. Tom Petty – Square One…han var virkelig, virkelig god, Petty, når han bare satte sig med en akustisk guitar. Som for eksempel på denne underskønne ballade. Den dukker op i Cameron Crowes indie-rom-com “Elizabethtown’, som måske ikke er den vigtigste film i historien, men soundtracket er forrygende.
14. Jenny Lewis & The Watson Twins – The Big Guns…en strålende lille indiegospelamericanaperle, som charmerer mig i lyntempo og på bare to minutter og nogleogtredive sekunder. En nysselig solodebut fra Lewis, som (måske er det bare mig) ikke helt har ramt den i røven siden.
15. Cat Power – The Greatest…jeg burde være mere vild med Cat Power end jeg er, men der er ligesom altid et eller andet der spænder ben for vores forhold. Det bliver aldrig rigtig tæt. Her gør hun dog nydelige tilnærmelser med sin grådkvalte stemme på toppen af en skrøbelig, strygerdrevet ballade.
16. Grant-Lee Phillips – Age of Consent…ingen er vel rigtig i tvivl om, at Phillips har god musiksmag. Også i firserindie. Det beviser han på en intim plade, hvor han tolker nogle af årtiets store alternative kunstnere, og bevæbnet med mestendels bare en akustisk guitar og sin eminente stemme gør sangene til sine egne. Her er det New Orders banger, der bliver grantleeficeret.
17. Klima – Lady of the Lake…elektroniske strygere og Angéle David-Guillous prægtigt sødmefulde stemme bærer denne skønne sang helt i land. “It’s not the end of the world/there’s always a second chance”. Også for David-Guillou, der dukker op igen længere nede af listen.
18. Mogwai – We’re No Here…de skotske lydterrorister viser sig her fra deres mest bastante og tunge side. Hvis jeg tvinges til at vælge, vil jeg nok foretrække Mogwai når de er mere dvælende og sfæriske, men engang imellem er det nu også en befrielse, at de bare giver los. Dette er et kongeeksempel.
19. Mahogany – Neo-Plastic Boogie-Woogie…en hyper-catchy omgang hurtigløbershoegaze, der på besynderlig vis nærmest kommer til at lyde som Belle & Sebastian. Det er voldsomt smittende – det samme er videoen. Den er den rene dansuenza!
20. Neko Case – Hold On, Hold On…den rødhårede furie Case får her musikalsk opbakning af velspillende The Sadies, og det kan naturligvis ikke gå galt. En skøn, twangy sag fra to sæt kunstnere, der altid bør opleves live, når chancen opstår.
21. Piano Magic – Incurable…her dukker så, som lovet, Angéle David-Guillou op igen med sin underskønne stemme – denne gang i spidsen for Piano Magic. Et overraskende let og iørefaldende nummer fra de artsy, traurige briter, der kaster sig ud i noget, der vel næsten kan beskrives som en New Order-pastiche. Det er en fornem hyldest.
22. Elizabeth Mitchell – What Goes On…man kan måske stille spørgsmålstegn ved det fornuftige i at indspille et Velvet Underground-cover til en børneplade, men det skal man ikke. Søde Elizabeth Mitchell (altså, jeg kender hende ikke, men hun lyder sød) har igennem et par årtier spillet den ene hovedrolle i det fine orkester Ida, som er sådan en art candyfloss-version af Low, og hun charmerer sig igennem nummeret her med sin guitar og let backing fra en enkelt tromme og violin. Det er skønt og lige til at kramme.
23. Fionn Regan – Be Good or Be Gone…den unge irske knøs debuterede med en skøn lille folkplade, hvorfra nummeret her stammer, og derefter…tabte jeg ham lidt på gulvet. Jeg fik aldrig rigtig fulgt op på hans gøren og laden, og jeg ved heller ikke om det sker. Det skal dog ikke tage noget fra hans stadig glimrende debut. Som bibliotekar sætter jeg naturligvis også pris på at han andetsteds på pladen name-dropper både Saul Bellow og Paul Auster. Kloge kulturreferencer er altid sjove.
24. Dan Sartain – Gun vs. Knife…spaghettiwesterngaragerock? Er det en ting? I så fald må det være sådan noget som det her. Det går stærkt, gør det, og det skramler herligt. Men det er intet under, når Sartain skal nå så hulens meget på sølle 141 sekunder.
25. Jolie Holland – A Crush in the Ghetto…hun har sådan en herligt raspende stemme, Jolie Holland, og hendes folkbluesjazz er så charmerende ude af trit med sin tid. Jeg elsker de der meget beherskede dask fra trommeslager David Mihaly og Peter Musselmans tågede horn. En skøn lille sang.

25 sange fra 1999

Det går kvikt i listeværkstedet i disse dage, for nu kan jeg lige så godt få lukket årtiet ned. Thi 1999 er det sidste år jeg mangler fra 1990’erne. Det var et udmærket, uden at være ekstraordinært, musikår. Det hjælper selvfølgelig ikke, at årets bedste plade ikke er tilgængelig på Spotify og dens sange derfor er diskvalificeret (den kan du høre her i stedet), men listen er nu lytteværdig alligevel.

1. Old 97’s – Jagged…god crunchy guitar, et stærkt vers og et fantastisk omkvæd kan bringe dig langt. Helt til toppen. Af min liste i hvert fald.
2. The Magnetic Fields – I Don’t Believe in the Sun…at skulle vælge blot en sang fra det mastodontværk er sgu svært, men mit hjerte har altid banket ekstra hårdt for denne sentimentale ballade. Det skal dog siges, at min yndlingssang skifter konstant. Nu er jeg altså endt her.
3. kent – Berg & dalvana…ja, jeg ved egentlig ikke hvorfor bandet insisterer på at skrive navnet med småt, men sådan er livet. Klassisk, sørgmodig kent, og jeg elsker deres guitarlyd. “Håll ut jag behöver dig.”
4. Psyched Up Janis – Inch…den her er vist egentlig ældre, men udkom mig bekendt først i forbindelse med demo/outtakes-albummet ‘Hi-Fi Low Life”, og så tæller den glimrende med her. Det er virkelig nedbarberet, så nøgen Sune Wagner bliver. Altså, musikalsk set, du ved. Den guitar klinger bare helt rigtigt.
5. Mogwai – Cody…apropos guitar, der klinger helt rigtigt. Den solo der er heri, må være den mest sørgelige guitarsolo nogensinde. Den ikke bare weeps, for at parafrasere over en velkendt Beatles-sang – den tudbrøler. Stuart Braithwaites knapt hørbare vokal lægger kun yderligere alen til denne slowmotion-tearjerker.
6. Suede – Indian Strings…selv om Suede leverede deres vel nok dårligste plade dette år, så har den dog en enkelt formildende omstændighed: ‘Indian Strings’. En storladen ballade, en af deres allerstørste, faktisk, som fortjener langt bedre end at drukne i den bundløse brønd af middelmådighed der er “Head Music”.
7. The Motorhomes – Into the Night…der var virkelig meget grådpotentiale i den alternative guitarpoprock i de år, og de i dag totalt glemte The Motorhomes (indrøm det bare, hvornår fanden har du sidst sagt, endsige tænkt på, The Motorhomes?) lavede et regulært hit på den konto. Det var et skidegodt hit og det er det stadig. Videoen kan jeg ikke anbefale, den er simpelthen for sørgelig. Den handler vist om rumhunden Laika, og så vil jeg ikke sige mere.
8. The Black Heart Procession – It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes…havde denne liste handlet om bedste titel, så havde ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ med en vis sikkerhed vundet konkurrencen. Men det handler listen ikke om, så ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ må nøjes med ottendepladsen, hvilket selvfølgelig også er fornemt, for ‘It’s a Crime I Never Told You About the Diamonds in Your Eyes’ er nemlig en vildt god sang. Et dejligt drive, og ikke så kulsort som bandet ellers har hang til at være. Jeg kan godt nævne titlen en gang mere, men det vil nok alligevel være overkill.
9. Low – Soon…Low er heldigvis bedre til det med de kortfattede titler. Lige så gode som jeg er til at lave korte write-ups. Nej, faktisk lidt bedre. Nåmen, sangen her er typisk Low anno det tidspunkt – den er langsom, klagende og kan få dig til at vræle, hvis du er således indrettet. Jeg elsker den naturligvis.
10. Superchunk – Cursed Mirror…heldigvis er der mere fart på denne fabelagtige powerpopper. Catchy melodi, Mac MacCaughans vanligt bjæffende vokal og et pragtfuldt omkvæd. Der er ingen grund til ikke at elske den sang.
11. Chappaquiddick Skyline – Hundred Dollar Pocket…havde denne liste handlet om bedste bandnavn, var Chappaquiddick Skyline blevet disket på forhånd. Heldigvis er Chappaquiddick Skyline (undskyld, nu stopper jeg) primært Joe Pernice, og som jeg nævnte i mit få dage gamle forrige indlæg, kan jeg ikke rigtig have en liste uden ham. Den her er ikke sangen, der starter med ordene “I hate my life” (det er derimod pladens åbningsnummer ‘Everyone Else Is Evolving’, der er næsten lige så fremragende), men det kunne det lige så vel have været. Til gengæld slutter ‘Hundred Dollar Pocket’ med ordene “I know there’s nothing I can do/somebody else is loving you/somebody else is loving you“, og det er ærligt talt ikke mange alen højere oppe af lykkelighedsskalaen. Undskyld, det trækker lidt ud, det her. Det er en smuk sang. Lyt og tud.
12. Cousteau – Last Good Day of the Year…listens mest elegante indslag, tror jeg. Der er i hvert fald stil over Liam McKaheys croon og det velspillende band, der ligner og lyder som nogen der færdes hjemmevant som husband til posh dinner parties. Jeg har altid været vild med coveret til den plade – det siger simpelthen alt hvad der skal siges. En fremragende plade, for øvrigt.
13. The Montgolfier Brothers – Even If My Mind Can’t Tell You…jeg husker egentlig ikke hvordan jeg stødte på duoen her, men jeg erindrer at jeg samlede denne cd op i Århus Hovedbiblioteks velassorterede samling en dag i 2002/03-stykker og gav den et lyt. Albummet som helhed sagde mig ikke så meget, men sangen her fangede øjeblikkeligt. Den er meget filmisk, og har en eminent underspillet dynamik. Eller måske ikke decideret dynamik, for den bevæger sig knapt ud af stedet, men noget mystisk drama.
14. Luna – Dear Diary…ret skal være ret: I mit forrige indlæg skældte jeg Dean Wareham ud for at være en mindre dygtig sangskriver end fortolker, men den her har han selv skrevet, og den er en perle. Jeg elsker hans udbrud “Whyyyyyyyy must you be/a mystery to me?”, og det kan jeg ærligt talt ikke svare på.
15. Mark Lanegan – I’ll Take Care of You…er Mark Lanegan en soulsanger? Hell yeah! I hvert fald her, hvor han fortolker Brook Benton. Det er så overlegent. Såre simpelt.
16. Brendan Perry – The Captive Heart…vi tager lige endnu en af de overlegne stemmer, der her folder sig ud uden alt for mange dikkedarer og mysticisme. Jeg elsker Perrys goth-croon, og jeg er tilbøjelig til at mene at albummet her, “Eye of the Hunter”, er det bedste han har været involveret i. Jep, bedre end ellers mægtige Dead Can Dance.
17. The Flaming Lips – Feeling Yourself Disintegrate…utvivlsomt et af indierockens mest overvurderede bands, men jeg vil dog medgive, at de har nogle gode sange på samvittigheden. Den her er en af de bedste. Ikke så fjollet eller kaotisk, bare en smuk sang.
18. Underworld – Jumbo…som jeg nævnte engang andetsteds: Klart min yndlingssang, der er opkaldt efter en klassiker på enhver provinsbyburgerbar med respekt for sig selv. Og en herligt bouncy sang. Jeg kan ret godt lide Underworld fra den periode og i det legesyge humør.
19. Echo & The Bunnymen – What Are You Going to Do With Your Life?…det kunne jeg ikke svare på dengang, men nu er jeg kommet lidt tættere på et svar. Jeg tror bare jeg vil være bibliotekar og være sammen med kvinden jeg elsker. Og høre den her sang et par gange om året. Og lave lister. Og æde ristede pølser i Sundby Idrætspark. Løbe en tur i ny og næ. Gå til en koncert i næ og ny. Stoppe denne opremsning, mens legen er semigod.
20. Sebadoh – Tree…helt ærligt lidt en petitesse, den her sang. Og Lou Barlow har lavet den en del gange. Men den er stadig god. Virkelig god.
21. Travis – Writing to Reach You…der var en kort overgang, hvor jeg studerede i Hillerød, mens jeg boede i Gillelejes østlige provinser. Det blev til en god, lang togtur hver vej hver dag, hvor jeg hørte mit bånd med Travis’ “The Man Who” på den ene side og Teenage Fanclubs “Songs From Northern Britain” på den anden. Begge startede med en killer-sang, men kun den ene er dem er fra 1999, og det er den her.
22. Piano Magic – The Fun of the Century…du skal naturligvis ikke tage titlen for gode varer, for Piano Magic har aldrig været fun. De er (eller var) en flok sammenbidte englændere, franskmænd og vist nok en enkelt spanier fra tid til anden, der lavede musik under mottoet fuck rock, let’s art. Det er distanceret dreampop, der midtvejs går over i ren dakkedak (det er elektronisk musik, for de uindviede), og er så tæt man kan komme på at være 4AD-materiale, uden at være det. To plader senere i diskografien landede Piano Magic uundgåeligt i skødet på 4AD, men det er en anden historie.
23. Blur – No Distance Left to Run…bedste nummer fra den eneste Blur-plade der, i mine ører, hænger helt sammen, “13”. En kuldslået, nøgen ballade med masser af blues (ikke genren). Det klæder Damon Albarn at dyrke den stil.
24. Sally Timms – The Sad Milkman…det er vist anden gang jeg har Sally Timms med på mine lister, og det er anden gang det er med et Handsome Family-cover. Pudsigt. Hun er bedre til at være Handsome Family end Handsome Family. Den her er en skæv countryballade, og det er en dejlig en af slagsen. Hun er en skøn sangerinde.
25. Perry Blake – Sandriam…den her spillede en dag, hvor jeg slentrede rundt i hedengangne GUF, og jeg faldt øjeblikkeligt for den. Hans univers er meget atmosfæremættet, og han bevæger sig konstant i David Sylvian-land, på grænsen af det smukke og smagfuldt kedsommelige. Den her har lige den rette balance.

Og det var så 1990’erne i listeformat. Tak fordi du læser med – jeg beklager den unødige jappen i særligt dette indlæg. Nej, det gør jeg faktisk ikke. Her er en liste.

 

25 sange fra 1996

1. Golden Smog – Won’t Be Coming Home…vi har været igennem det før, den herre: Det er tarveligt at gemme sådanne perler til et sideprojekt. Heldigvis har Gary Louris aldrig været karrig med perlerne til hovedbandet The Jayhawks. Og denne jangly countryrocker lyder på alle måder som The Jayhwaks, når de er bedst.
2. Luna – Season of the Witch…en utrolig cool, tilbagelænet og samtidig lidt rå version af Donovans sang. Er det meget unfair af mig at ytre, at Dean Wareham er en bedre fortolker end sangskriver? Jeg kan i hvert fald bedst lide ham når han spiller andres sange, om det så er ‘Ceremony’ (New Order), ‘Moonshot’ (Buffy Sainte-Marie) eller altså den her.
3. Mazzy Star – Flowers in December…et af de ømmeste numre i diskografien, og nærmest et langt heartbreak. Åh, hvor er den smuk. Og så den der tambourin. Jeg kender intet band, der mestrer tambourinen bedre end Mazzy Star.
4. Stereolab – Cybele’s Reverie…et helt formidabelt nummer, og et af de bedste eksempler på hvordan Stereolab formår at lyde ekstremt poppet og eksperimenterende på samme tid. Desuden elsker jeg Laetitia Sadiers vokal – og ikke kun fordi jeg er lidt frankofil.
5. Tom Petty and The Heartbreakers – Walls (No. 3)…det var sært nok Glen Campbell, der fik sporet mig ind på denne sang. Hans fine, men noget oppustede version, blev ofte spillet i radioen, dengang jeg sad i en kælder lidt mindre sort som kul, og delte bøger ud til de studerende på min daværende arbejdsplads. Inde bag Campbells alt for pompøse produktion, var det tydeligt at der gemte sig en stor, lille sang – og det gjorde der selvfølgelig hos Petty. Petty når han er allerskarpest, en perle af en melodi – og sikket omkvæd!
6. Belle & Sebastian – The State I Am In…jangly og medrivende og en vidunderlig tekst. “My brother had confessed he was gay/It took the heat off me for a while/He stood up with a sailor friend/Made it known upon my sister’s wedding day.” Og så videre, og så videre. Belle & Sebastian er lidt hit-and-miss for mig, men når de rammer, så rammer de. Det gør de i den grad her.
7. The Black Crowes – Girl From a Pawnshop…en af de store, som i kæmpestore, southern rock-ballader, som jeg er forfalden til, når den bliver leveret af Robinson-brødrene og deres altid velspillende slæng. Rolig start, så masser af guitarlir, og så det helt store crescendo med gospelkor og hele pivtøjet. “PS. All my love.”
8. Patti Smith – My Madrigal…apropos store ballader, så er den her også ret enorm. Smuk vokalpræstation af Smith oven på et vemodigt lag af strygere. Det er underskønt.
9. Chris Isaak – Only the Lonely…den gør helt ærligt ikke ret meget, som Roy Orbisons originalversion ikke gør, men jeg elsker Chris Isaaks ulykkelige croon. Og så er det bare, helt enkelt, en virkelig dejlig sang – drivende sentimental og vemodig. Den slags kan jeg slet ikke stå for.
10. Cowboy Junkies – Come Calling (His Song)…der er to versioner af denne sang på den skønne ‘Lay It Down’-plade, ‘His Song’ og ‘Her Song’. Begge udgaver er pragtfulde og måske de bedste sange på pladen, men de lyder vidt forskelligt. Den her, uptempo-versionen, vinder med et mulehår over den bluesy og downtrodden hustruudgave.
11. Crowded House – Not the Girl You Think You Are…det har vist aldrig været en hemmelighed, at Neil Finn kan lide The Beatles, men hvis man skulle være i tvivl, kan man eventuelt lytte til denne fremragende sang. En af hans bedste. Den er faktisk så Beatles-inspireret, at den lyder som en Elliott Smith-sang. Det er en ros.
12. The Divine Comedy – Songs of Love…det er Neil Hannon, for fanden. Jeg kan ikke have en liste uden ham, han er både et musikalsk og lyrisk geni – han er bare ikke altid lige god til at tøjle den evne. Men det gør han her. Jeg får altid det største smil på læben, når jeg hører den. Den slags bør man ikke underkende. Og så elsker jeg andenstemmen.
13. The Lemonheads – The Outdoor Type…jeg har engang sagt noget i stil med, at hvis jeg var et land, så ville ‘The Outdoor Type’ være min nationalmelodi. Det gælder stadig. “I can’t go away with you on a rock climbing weekend/what if something’s on TV and its never shown again/it’s just as well I’m not invited I’m afraid of heights/I lied about being the outdoor type/Never learned to swim can’t grow a beard or even fight/I lied about being the outdoor type”. Ok, det med skægget passer ikke.
14. Mark Eitzel – No Easy Way Down…der er virkelig mange covers på denne liste, det var man åbenbart skrap til i 1996. I hvert fald gjorde Eitzel denne Goffin/King-komposition til sin egen, med sin overlegne whiskey-stemme. En formidabel version direkte fra rendestenden.
15. The Walkabouts – The Light Will Stay On…hold kæft, hvor var der mange gode vokalpræstationer det her år. Denne sang var min introduktion til The Walkabouts, et band jeg holder så utrolig meget af i dag. Og Carla Torgerson er en af mine yndlingssangerinder overhovedet. Hun synger mig helt ned i gulvet her. Jeg havde faktisk helt glemt, hvor god den sang er. Er der seriøst 14 sange fra 1996, der er bedre end den her? Crazy.
16. Elvis Costello & The Attractions – All This Useless Beauty…jeg elsker ballade-Costello, når han folder sin vibrato helt ud. Utrolig smukt. Endnu en stor vokalpræstation.
17. Sebadoh – On Fire…Lou Barlow må være slackerrockens bedste sanger. Altså, hans stemme er vel ikke decideret ude af denne verden, men den er bare så rar og behagelig. Næsten for glat til den ellers grumsede lyd af halvfemserindie. Nåmen, her sidder vokalen lige i skabet, for ‘On Fire’ er klassisk melankolsk og catchy Barlow.
18. The Posies – Precious Moments…der er ikke meget i halvfemserpowerpoppen, der slår Ken Stringfellow og Jon Auers vokalharmonier og dobbelte guitarangreb. Der var en periode der i midthalvfemserne, hvor de slængede om sig med perler – denne er en af de mest skinnende.
19. Sloan – The Good in Everyone…canadiske Sloan er jeg ikke kommet helt ind under huden på, men denne fyrige garagerocker/powerpopper skal man være døv for ikke at sætte pris på. Ja. Så er det sagt.
20. The Sharing Patrol – I Can Take You There…mere af den fyrige garagerock/powerpop fra det Seattlekøbenhavnske live-fænomen. Jeg fik desværre aldrig set dem live, men måske popper de op igen en dag. Det er hændt før.
21. kent – Gravitation…yndlingssangen fra en af mine mange yndlingsplader med nordens bedste band. Jeg elsker den nederen guitarlyd, der eksploderer ind i det kæmpe omkvæd. ‘Det är så det ska vara’.
22. Scud Mountain Boys – In a Ditch…ligesom tilfældet er med Neil Hannon, vil jeg helst ikke have en liste uden en anden af de sidste 25 års bedste sangskrivere. Han hedder Joe Pernice, og han kan nærmest ikke skrive en dårlig sang. Sammen med Scud Mountain Boys lavede han deprimerende alt-country, og ‘In a Ditch’ er omtrent så depri det kan blive. Det er blændende.
23. dEUS – Roses…Belgiens fineste siden Johan Museeuw er efterhånden gledet lidt ud af min opmærksomhedszone, men ‘In a Bar, Under the Sea’ indeholder altså så megen kvalitet, at jeg ikke kan sidde den overhørig. ‘Roses’ er dEUS, når de er allermest knugende og eksplosive. Unnerving, i mangel af bedre dansk ord.
24. Fountains of Wayne – Radiation Vibe…et stort powerpopår rundes, på denne liste, af med den uimodståelige ‘Radiation Vibe’. Catchy vers med lidt sjove guitareffekter der brager ind i det der kæmpe omkvæd. Den burde have toppet alverdens hitlister.
25. The Cure – Bare…og så slutter vi helt nede i kulkælderen med det ultimative højdepunkt fra en halvskidt plade, men fuck det – selv i dårlige øjeblikke, kan Robert Smith og slæng hive sådan en deprismuk sang ud af ærmet. ‘We know we’ve reached the end/we just don’t know how’. Passende afslutning. På pladen og listen.

25 sange fra 1995

Et helt afsindigt år, det her. Der kom så vanvittig megen god musik i 1995, og det har været lidt af et helvede at skulle skære denne liste ned til sølle 25 sange, men sådan er reglerne. Det har været et mareridt at se den ene perle efter den anden forsvinde, og nogle af mine absolutte yndlingsplader er end ikke repræsenteret. Så skarp har konkurrencen været, hvorfor listen selvsagt er freakin’ fantastisk. Velbekomme.

1. Teenage Fanclub – Neil Jung…det er ikke kun på grund af titlen, at denne sang er en af de bedste nogensinde – alt sidder lige i skabet her. Strålende vers, gigantisk omkvæd og en mega-guitarsolo. Måske yndlingsbandets bedste sang og den der virkelig satte skub i mig i forhold til Teenage Fanclub.
2. Matthew Sweet – We’re the Same…endnu en ubegribeligt velkomponeret sang, der rammer alt det rigtige i mig. Bittersødme par excellence. Og så den der udgangsreplik: “Maybe it’s me/maybe it’s you/maybe it’s you”. Så simpelt, så stærkt.
3. Dubstar – Stars…jeg har vist nævnt noget lignende ved en tidligere lejlighed, men det bør siges igen: Jeg er ikke vildt begejstret for Dubstar, men de har lavet tre fuldstændig fabelagtige sange, hvoraf de to er fra 1995 (desværre er der kun plads til en pr. kunstner på disse lister, så tjek endelig også den vidunderlige ‘Just a Girl She Said’ ud). ‘Stars’ er indbegrebet af synthpopelegance, så gennemført. Og sikke et omkvæd.
4. Guided By Voices – Game of Pricks…jeg er ikke musiker, men jeg tænker at det må være lidt af en kunst at skrive en perfekt popsang med en længde på sølle 90 sekunder, give or take. Robert Pollard mestrer den kunst på denne vidunderlige, skrabede hitbasker.
5. Blur feat. Francoise Hardy – To the End (La Comedie)…’To the End’ er ubestridt Blurs bedste sang inde i mit hoved, og denne version – der i virkeligheden bare er en b-side til den rædderlige ‘Country House’-single – er om muligt endnu bedre end originalen fra ‘Parklife’. Det er Hardys fortjeneste mest af alt, men også den hjerteskærende outro gør underværker. Så smuk at ethvert frankofilt hjerte bør smelte.
6. Pulp – Something Changed…Jarvis Cockers store Eurovision-moment. Eller sådan kunne det i hvert fald have været, tænker jeg. Den får ikke for lidt på alle sentimentale tangenter, og mit hjerte brister hver gang jeg hører det der sidste vers. Den dejligste hvad-nu-hvis-sang jeg kender. Og jaja, jeg ved godt den er alt for meget, og at Cocker sikkert griner sin røv i laser over den. Eller hader den. Men jeg ved det naturligvis ikke med garanti.
7. Lisa Gerrard – Sanvean (I Am Your Shadow)…en hjerteskærende og overvældende sang, der trykker på alle mine ømme punkter og får mig til at miste pusten når jeg hører den. Et af mine koncertlivs største øjeblikke blev indfriet, da Lisa Gerrard sang den til Dead Can Dance-koncerten jeg overværede i London tidligere på året.
8. Emmylou Harris – Goodbye…beklager meget, men det er en temmelig smertefuld og emotionelt ladet stime vi er inde i her. Harris’ take på Steve Earles brutalt selvbiografiske sang er ren og uforfalsket skønhed – på lige fod med resten af hendes giga-mesterværk ‘Wrecking Ball’.
9. The Innocence Mission – Bright as Yellow…her slipper weltschmerzen op for en stund, for der findes intet mere nuttet end at høre Karen Peris’ rørende stemme. Den her sang er bare så kær, så kær. Jeg smiler lykkeligt hver gang jeg hører den. Hvis ikke det er en kvalitet, så ved jeg ikke hvad er.
10. Alice in Chains – Heaven Beside You…en anden slags kvalitet, for AiC har aldrig rigtig gjort sig i lykke og nuttethed. De kan til gengæld ret meget andet, og Layne Staley og Jerry Cantrells på samme tid kulsorte og velklingende harmonier er altid en fornøjelse at lytte til. Well, en slags fornøjelse.
11. Radiohead – Black Star…jeg tror den her er en fanfavorit, men ikke desto mindre var den aldrig i nærheden af at være et hit, endsige bare en single. Det den kan er den skarptskårede melodi, det smukke guitarspil, Thom Yorkes ditto vokal…og selvfølgelig det der omkvæd, der insisterer på at brage igennem. Et af Radioheads allerstørste momenter.
12. The Jayhawks – I’d Run Away…åh, samspillet mellem violin og resten af instrumentmoletjavsen er underskønt, og som det gør sig gældende for så mange af Gary Louris’ sange, er der dømt instant syng-med-faktor. Og alle de vokalharmonier. For pokker, hvor er den god, den sang. For pokker, hvor var de gode i starten og midten af halvfemserne, Jayhawks.
13. Yo La Tengo – Tom Courtenay…det oplagte hit (nå ja, nogen blockbuster blev den aldrig) på den stærkt mangefacetterede ‘Electr-o-pura’, og Yo La Tengo fra deres allermest poppede og tilgængelige side. Bababababababa!
14. Red House Painters – Drop…jaja, det måtte jo ske, at jeg trak dig helt i dyndet igen – I aim to please. Det er langsomt og intimt, som når Kozelek er allerbedst. Og allertristest.
15. Love Shop – Langebro…et ret vildt cover, og et af de største af slagsen jeg kender. Det var ret interessant at høre Love Shop på den her måde, med masser af oomph og intensitet. Og sikken slutning med Unmacks vokal, Hassigs guitar og Halls mundharpe i tæt og åndenødsfremkaldende samspil. Tilsat lyriske stumper af bandets egen ‘Drømmenes København’. “Så fuld af liiiiv”!
16. Spiritualized – Medication…”everyday I wake up and I take my medication and I spend the rest of my day waiting for it to wear off”. Klassisk J Spaceman. Og så bygger han ellers sangen langsomt op over de næste otte minutter, hvor alt går fra værst til endnu værre. Også det er klassisk J Spaceman. Fantastisk sang, der bare får lov at udvikle sig til den ikke orker mere.
17. Wilco – Passenger Side…temmelig undseelig sag, egentlig, fra Wilcos debutplade, der måske ikke er et oplagt tegn på hvad bandet senere skulle udvikle sig til, men dog fungerer fint på sine egne powerpopcountrypræmisser. Og så elsker jeg bare at skråle med på Jeff Tweedys drævende foredrag: “I don’t like riding on the passenger side”.
18. 16 Horsepower – Black Soul Choir…kulsorthumoristisk, eller måske bare kulsort, er David Eugene Edwards og hans vekslende bande af håndlangere som regel, og galskaben når da også maksimale højder på denne koleriske bom-tjikka-bom-violinbasker.
19. Morphine – Free Love…endnu mere galskab er der at finde på denne hidsige bas-tromme-saxofon-nedsmeltning. Morphine må være et af de cooleste bands i verden, temmelig stærkt eksemplificeret ved denne sang. “Free love/Don’t bank on it, baby”.
20. Faith No More – Just a Man…og nu vi alligevel har gang i de gale elementer, så er der jo altid Mike Patton. Jeg elsker denne skizofrene sang, der starter blidt og behersket, slår over i en bidsk bro, der leder en til at tro at sangen skal til at blive udsædvanlig ond og tung…for så at ende i det helt store gospelklimaks. Rent galmandsværk. Eller genialitet, alt efter præference.
21. Belly – Super-Connected…jeg havde glædet mig til at høre et gendannet Belly på sidste års Primavera, men blev desværre spist af med en fesen optræden og en konstatering af, at det måske ikke var det væsentligste comeback verden har set, men skidt nu med det, for man kan snildt nyde de perler Belly version 1.0 trakterede os med. Blandt andet denne powerfulde rocker, som jeg har elsket fra første gang jeg hørte den tilbage i 1995.
22. PJ Harvey – To Bring You My Love…en beskidt og rå blues, som måske ikke er det mest oplagte hit på Harveys mesterværk af samme navn. Men dens slidstyrke er imponerende og efter at have hørt den to gange på hendes 2016-turne, blev dens enorme kvaliteter blot udpenslet endnu tydeligere. Hun lyder så grum og farlig her.
23. Low – Shame…underspillet og ufatteligt smuk, som den tidlige version af Low altid var. Mimi Parker synger guddommeligt og bakkes op af Alan Sparhawks strålende guitarspil og Zak Sallys monotone bas.
24. The Softies – Hello Rain…en af de mest indielyserøde regnvejrsballader jeg kender, og det kan muligvis skræmme nogen væk, men det bør det ikke. Det er hyggetristesse af den fineste slags.
25. Pearl Jam – The Long Road…set i bagklogskabens lys (også selv om bandet naturligvis fortsat er i live), så er den let oversete ep ‘Merkin Ball’ det bedste Pearl Jam har lavet. I fællesskab med Neil Young leverer de den crunchy rocksang ‘I Got Id’ og denne lange, dvælende ballade, hvor Young lige får lejlighed til at hive sit gamle trædeorgel frem. Eller hvad det nu er. Smuk som en øde ørken ved solnedgang.

25 sange fra 2017

2017 er et interessant år i denne sammenhæng, for jeg har forholdsvis mange plader fra det ikke så fjerne år. Der er mange stærke plader og altså en god bunke sange. Derudover er der mange kunstnere og bands, der ikke optræder på så mange af mine øvrige lister, hvilket også gør denne årgang lidt sjovere. Derudover er det bare en møgsolid liste, ligesom det er sjovt at notere sig, at den indeholder ret mange albumåbnere. Eller sådan forekommer det mig i hvert fald. Men nok snak…listetid!

1. Cloud Nothings – Up to the Surface…med afstand den sang jeg har lyttet mest til de senere år, hvis man spørger mit iTunes-bibliotek og slige steder, og det er egentlig meget forståeligt. Det er catchy og gedigen indierock, med et lille frækt tvist af Coldplay undervejs (lyt til guitarsoloen cirka 2.30 inde). Cloud Nothings var ikke et band jeg overhovedet havde taget notits af før den her, og det var vist bare et impulskøb. Albummet er såmænd heller ikke toppen af noget som helst, men den sang sidder lige i skabet.
2. Eyelids – Camelot…en rigtig snigerplade, som jeg overhovedet ikke kendte eksistensen af før for et par måneder siden. Det samme gælder bandet – og sangen forstås. Uforfalsket jangly guitarpop skabt af folk med nydelige cv’er – vi taler gutter med tilknytning til The Decemberists, Guided By Voices og Stephen Malkmus & The Jicks – så potentialet er selvsagt i orden. Det er fremragende og bør smelte ethvert powerpophjerte.
3. Mark Eitzel – An Answer…Eitzel har en del strålende musik på samvittigheden, men ikke desto mindre ramte han mig ekstra hårdt på sit 2017-album. Det er spækket med disse kuldslåede, mørkeblå ballader som Eitzel med den velkendt rustne og fantastiske stemme er så god til at formidle, og ‘An Answer’ hører til toppen af hans værk i mine ører. Wow.
4. Jason Isbell and the 400 Unit – If We Were Vampires…akustisk lejrbålsballadepotentiale er der til overflod her, men Isbell bliver nok svær at matche, her hvor han er allermest skrøbelig. En topsang fra en af årets bedste plader.
5. Protomartyr – A Private Understanding…jeg er glad for at jeg købte den her til deres koncert på Loppen dette år, for selv om deres optræden var lidt slatten, var der desto mere at hente på den aktuelle skive. Gloomy quiet-loud-quiet postpunk med bunker af bid og frontmand Joe Caseys intense mumlen, der er lige dele Nick Cave og Matt Berninger. Fremragende er det.
6. The Black Angels – Currency…mere bid og intensitet på denne forrygende albumåbner. En af årets skarpeste, rene rocksange. Ingen nonsens, bare afsted. Der er sgu ikke mere at sige.
7. Chastity Belt – Different Now…det her band kom ud af det blå – eller fra en random Spotify-liste, rettere. Jeg vandrede rundt ude i Hareskoven i efteråret 2018 og nød naturen, da denne sang pludselig dukkede op og ødelagde min koncentration. En smittende guitar og en ret vidunderlig midtempo indiepopsang. Ikke det store ståhej, bare en lille perle.
8. Piano Magic – I Left You Twice, Not Once…afskedssalutten fra et af yndlingsensemblerne her i hytten. Smukt og lidt opgivende, hvilket er helt klassisk Glen Johnson & co. En todelt sang, der først bringer (i det mindste mig) mindelser om The Cures lige så kuldslåede ‘Homesick’, for i de sidste to minutter at slå over i en hjerteskærende outro med lyden af Piano Magics evigt hjemsøgende spøgelser. En mere passende sortie kunne jeg som fan ikke ønske mig.
9. Luna – Fire in Cairo…jeg elsker Luna, når de spiller andre kunstneres sange. Eller lad os sige jeg elsker Dean Wareham, når han i en eller anden sammenhæng spiller andre kunstneres sange, om det så er New Order/Joy Division, Donovan, Guns N’ Roses, Buffy Saint-Marie eller, som her, The Cure. Lavmælt og smittende. F-I-R-E-I-N-C-A-I-R-O!
10. Beach Fossils – This Year…endnu et impulsalbumkøb og det var ingen dum ide, for her gemmer sig en gedigen, breezy sommerdvasker. Jangly guitar og lige den skvæt melankoli, der gør en god sommersang.
11. Elbow – Magnificent (She Says)…en af de tidlige favoritter, kan jeg huske, fra året, og den har holdt sig frisk lige siden. Strålende omkvæd, stilfulde strygere og som altid en stærk vokalpræstation af Guy Garvey.
12. King Gizzard & The Lizard Wizard – Rattlesnake…jeg indrømmer at jeg var noget skeptisk hvad angik denne australske gøglertrup, men jeg måtte alligevel finde ud af hvad hypen gik ud på. Så mit første møde med dem blev den enerverende ‘Rattlesnake’, der gik lige i benene med det samme. Enerverende og sindssygt catchy – også selv om det trækker ud i næsten otte minutter. Otte korte minutter, imponerende nok.
13. Molly – Sunshine Seems Important…jeg spillede den her for nylig til en musiksalon med sommer som tema, og den skabte…stort set ingen reaktion fra mine medsalonister. Men fuck dem, jeg synes den er perfekt. Molly er en kærkommen, københavnsk pendant til Hüsker Dü/Sugar/Dinosaur Jr, og den slags kan man ikke få nok af. Jeg kan i hvert fald ikke.
14. Aldous Harding – Imagining My Man…hun kom lidt snigende, hende Aldous, med al sin excentricitet, underspillethed og sære mimik (sidstnævnte kan man dog ikke høre på pladen), og lige pludselig havde hun gravet sig ind i hjertekulen på mig og min slags. ‘Imagining My Man’ viser hendes enorme vokale evner og skæve kompositoriske sans – jeg elsker når børnekoret af og til bryder ind med et ‘Hey!’.
15. The Dream Syndicate – Filter Me Through You…2017 præsenterede et overraskende stærkt comeback til paisley underground-pionererne, der også gav en glimrende koncert i København ved samme lejlighed. Det nedtonede åbningsnummer er min favorit fra albummet, der andetsteds dog også leverer simpel og gedigen rockogrul.
16. Mogwai – Party in the Dark…nok det mest hitorienterede nummer Mogwai nogensinde har lavet, og det klæder dem faktisk ret godt bare at lave en ligeudadlandevejen-fireminutters-radiorocker. Fin plade og fornem koncert i København i efteråret ’17.
17. Thurston Moore – Cease Fire…apropos ligeudadlandevejenrocker, så leverede Moore også lige en her. Spidsfindigt nok var den ikke på det fysiske vinylalbum, men fulgte med som bonusdownload og tak for det, for det er det bedste nummer på pladen. Som så, ja, ikke er…på pladen. Men ja. En fyrig sag.
18. Dasher – Soviet…den her husker jeg ikke rigtig hvor kom fra, men muligvis trykkede jeg på en tilfældig YouTube-video og så dukkede denne arrigtrold op. Heldigvis. Den syngende trommeslager Kylee Kimbrough giver den virkelig gas på hele pladen, og hun får skreget hele kadaveret ud på det, der lyder som en opdateret kombi af Bauhaus’ ‘Dark Entries’ og Dead Boys’ ‘Sonic Reducer’.
19. Novella – Thun…det purunge London-band leverede en charmerende kejtet optræden i Musikcafeen, der dog sluttede meget brat efter en halv time, da der røg en guitarstreng. Derefter forlod bandet genert scenen og kom ikke igen. Højst aparte, men jeg er jo en venlig og tilgivende mand. Specielt når de er så gode til den krautede dreampop.
20. Uniform – The Killing of America…denne balstyrigt hidsige sag er ledsaget af en lige så sigende video, der på brutal vis fortæller historien om masseskyderier i USA. Musikken lægger heller ikke fingrene imellem; den lyder som et kraftigt sammenstød mellem Slayer og Ministry. Eller Godflesh. Tunge guitarriffs møder trommemaskiner.
21. Joan Shelley – We’d Be Home…anderledes (mildest talt) roligt er det, når den yndige Joan Shelley foredrager sine beherskede folksange. Hun er sådan en man godt gad have siddende ved sengekanten og synge godnatviser. Det bliver ærligt talt en anelse kedsommeligt i længden, men i små doser, som her, er det ganske vidunderligt.
22. L.A. Witch – Drive My Car…masser af rumklang på guitaren og bare derudad. Det er pissefedt, når den californiske trio her ruller sig ud som en art garagerockversion af Mazzy Star.
23. Sean Rowe – The Very First Snow…han både ligner og lyder som en vildmand, den gode Sean Rowe, men der er masser af hjerte og sårbarhed i hans folksange. Specielt på den vildt smukke ‘The Very First Snow’. Tårekanalerne åbner sig med lethed, når han akkompagnerer sig selv med akustisk guitar og mundharmonika. Helt klassisk, helt enkelt.
24. Cameron Avery – C’est Toi…dramatisk croonerindiepop fra Avery, der vist lige har været inde over Tame Impala, men ellers mest bare er sig selv. Han leverer lummer sengekantssoul på denne ret lækre sag og en i øvrigt fin debutplade.
25. Chelsea Wolfe – 16 Psyche…gothfolkmetaldronningen Wolfe har lavet en af årtiets bedste plader, men det er desværre ikke den her, som ikke helt formåede at ramme forgængerens vanvittige niveau. Der er dog lyspunkter…ah ok højdepunkter, for lys er der sgu ikke meget af i hendes univers. Denne er et af dem med sin tunge produktion og guitarlyd og Wolfes velkendte melankolske vokal.

25 sange fra 2005

1. Richard Hawley – The Ocean…jeg er en sucker for store croonerballader, og ingen – jeg gentager ingen – laver dem så svulstige og overvældende som Richard Hawley. Manden, der engang var andenpilot i det ligegyldige og forlængst glemte britpopband The Longpigs, og livemusiker hos Pulp, havde gudskelov meget mere i sig, og hans romantiske og lidt old-school balladestil har fejet benene væk under mig ved utallige lejligheder. The Ocean er en af hans allerstørste sange, og det siger fandeme meget. Here comes the wave!
2. The Montgolfier Brothers – Journey’s End…en af de sange, der enten tester lytterens tålmodighed eller rammer fuldstændig plet, hvis den kommer på det rette tidspunkt. Otte minutter langt, dvælende med lange vokalløse passager. Ingen omkvæd, ingen hooks. Bare et simpelt, repetitivt klaverstykke med enkelte diskrete vokalindslag. Det er guddommeligt eller røvsygt, alt efter præference.
3. Pernice Brothers – Saddest Quo…der er næppe lavet bedre popsange om flystyrt, togulykker og alverdens ulyksaligheder end den her, men vi har selvfølgelig også med selveste Mr. Doom-and-gloom Joe Pernice at gøre. At han ikke er blevet verdens største (gnavne) popstjerne er en uretfærdighed, men det har jeg vist sagt en million gange. Suk.
4. kent – Mannen i den vita hatten (16 år senare)…vi ska alla en gång dö gentager Jocke Berg ad nauseam sidst i sangen her, og det er en passende sortie for bandet. Ja, jeg ved godt der kom 4-5 plader mere, men for mig sluttede kent her. Det blev for glat derefter, og jeg fangede dem ikke for alvor i sidste halvdel af karrieren. Men sikke en måde at gå ud på – med et mesterværk af et album og nummer.
5. Kathleen Edwards – Old Time Sake…Edwards var en af 00’ernes stærkeste og mest stabile stemmer på americana-scenen, og den både brovtende og sårbare canuck toppede på den fremragende ‘Back to Me’, der er og var så spækket med gode sange, at det er uretfærdigt at skulle vælge. Min hjerte har dog fra første lyt banket ekstra kraftigt for denne ømme ballade, der hører til den mere sårbare ende af skalaen. Jeg savner Edwards, der har taget en lang pause fra musikbranchen og åbnet en cafe hjemme i Ottawa, men nu er begyndt at røre lidt på sig igen. Jeg håber hun vender tilbage til musikken igen for alvor – og back to me.
6. The Clientele – Since K Got Over Me…der er hjertesorger galore på Clientele-albummet ‘Strange Geometry’, og ikke mindst på denne vidunderlighed. Smukt klingende guitarspil, Alasdair MacLeans lidt drævende Kermit-stemme og en melodi af den skønneste slags. En ren vinder.
7. Bloc Party – So Here We Are…har jeg nogensinde hørt andre sange med Bloc Party, spørger jeg mig selv. Og nej, det mindes jeg faktisk ikke. Hvorfor ved jeg ærligt talt ikke, for den her ramte mig som et projektil første gang jeg lyttede til den i sin tid. Der er så meget drive over den, en god løbesang.
8. Depeche Mode – Precious…den sidste virkelig gode Depeche Mode-single? Det tror jeg – jeg har i hvert fald ikke enorme forventninger til at de leverer på dette niveau igen, men mindre kan måske også gøre det. Stærk melankolsk atmosfære og en fremragende vokalpræstation af Dave Gahan.
9. Broadcast – America’s Boy…der er også et vidunderligt skramlet drive over dette fortræffelige nummer, sunget så elegant af Trish Keenan. En af de sange, der får mig til at ville elske Broadcast, men de rammer mig af en eller anden grund ikke fuldstændig.
10. Colder – To the Music…Marc Nguyen Tan aka Colder leverer sådan en art parisisk take på postpunk, der er både steril og yderst dansabel. Denne sang er et oplagt hit for hippe lyttere, der er for cool til at danse. Clouet her er nok et høfligt nik til Joy Divisions ‘Transmission’. Tænker jeg. Den lyder også lidt som Duran Duran.
11. Low – California…Low har aldrig været oplagt mainstreampotentiale, men denne sang kunne nok have været deres bud på et hit. En helt ligetil rocksang med et stærkt syng-med-omkvæd. Så udadvendte har de vist aldrig været hverken før eller siden. Det klæder dem egentlig godt.
12. Sun Kil Moon – Ocean Breathes Salty…Mark Kozeleks 2005-output (det var inden han begyndte at udgive en plade om ugen) led kraftigt under at være en gimmick han havde lavet før, og derfor blev resultatet lidt undervældende. Hvor han i 2001 lavede akustiske covers af mindre gennemtærskede AC/DC-sange, gjorde han her nøjagtig det samme med Modest Mouse-ditto. Som sagt lidt på det jævne, men en enkelt sang stikker alligevel ud, nemlig hans meget smukke version af ‘Ocean Breathes Salty’.
13. Jamie Lidell – Newme…tænk en mere indiecool version af Jamiroquai (Lidell udkom på selveste Warp Records) og du er der omtrent. Han skruer dog mere op for det hele, hvilket munder ud i en hektisk electrospacefunk. Hvis du synes det lyder hæsligt, så tager du fejl. Mine hænder, ben og fødder kan slet ikke holde sig i ro, når jeg hører den her.
14. Minor Majority – Think I’m Up for You & I…en downtrodden perle fra norske Pål Angelskår. Meget underspillet, meget roligt og meget tænksomt. Stor stemme og et flot, flot strygerarrangement.
15. Nada Surf – What Is Your Secret…endnu en bittersød øregnaver fra et af årtusindets bedste og mest konstante bands. Matthew Caws og hans brave svende har lavet den sang tusind gange, men den er fandeme god – hver gang. Ikke så meget pis.
16. Magnolia Electric Co. – Hard to Love a Man…fra en af årets bedste plader (jeg rangerer den passende betitlede ‘What Comes After the Blues’ lige efter kent og Kathleen Edwards) kommer denne morose (er det et ord?) ballade, så nænsomt fremført af Jason Molina og Jennie Benford. It was hard to love a man like you/goodbye was half the words you knew. Åh, hvor jeg dog savner Jason Molina.
17. Damien Jurado – Big Decision…en vidunderligt atmosfæremættet sang fra en af Jurados måske lidt oversete plader (den i øvrigt fremragende ‘On My Way to Absence’). Skæve klavertoner, strygere, guitar og diverse lydeffekter og spoken words-bidder kastet sammen til en smuk, formfuldendt helhed.
18. Editors – Munich…en pragtfuld, medrivende sang fra Birminghams Interpol. Hvis nogen fandt på at lave en quiz med Interpol- og Editors-sange ville jeg relativt ofte gætte forkert på hvem der er hvem. Men det er sådan set ligegyldigt – sangen her er fremragende.
19. M83 – Don’t Save Us From the Flames…to franske bands/projekter på samme årsliste? Det hører til sjældenhederne. Men fortjent nok i dette tilfælde. Jeg har ikke fulgt M83 tæt overhovedet, men denne hektiske og let støjende shoegazehurtigløber ramte plet første gang jeg hørte den. Den fungerer stadig fremragende.
20. Laura Cantrell – 14th Street…jeg var lige ved at sortere denne sang fra i udvælgelsesprocessen, men jeg kunne simpelthen ikke stå for Cantrells søde stemme. Og så er det bare en nuttet countrypopsang. Jeg har lidt en svaghed for disse søde countrystemmer, som sidder på for eksempel Cantrell og ligesindede Tift Merritt. De er aldeles smittende.
21. Ryan Adams & The Cardinals – Meadowlake Street…ikke umiddelbart det mest oplagte hit fra de tre plader Adams udsendte dette år, men den begyndte på et tidspunkt at gnave sig ind i min hjernebark, og der er den blevet siddende. Storartet afslutning på den ellers stilfærdige sang, hvor der gives mere los.
22. Bright Eyes – Lua…helt ærligt: jeg kan bedre lide den her i en senere udgave med Gillian Welch og Conor Oberst selv, og det skyldes nok mest Welch, men ret skal være ret – originalforlægget er faktisk temmelig godt. Nedpillet og skrøbelig som aldrig før foredrager Oberst om livets skyggesider. Ja, det er sgu ret smukt på sin egen beskidte facon.
23. Akron/Family – I’ll Be on the Water…kan du huske den der bølge af weird folk eller freak folk eller whatever, der skyllede ind over land i starten og midten af 00’erne? Den var pænt anstrengende set i bagklogskabens lys. Det gælder også Akron/Family, der da var et festligt live-indslag, når de spillede på frugt og dansede rundt på gulvet, mens publikum havnede op på scenen. Men hold kæft, hvor var det gøglet. Jeg vil dog være rimelig og anerkende, at de faktisk skrev en hæderlig sang af og til, for eksempel den her. Som heller ikke er så gøglet endda. Lidt spacey, men ret spiselig. Den kan jeg stadig holde ud.
24. Piano Magic – Disaffected…en skøn, melankolsk synthpopsang, der faktisk godt kunne have en god portion mainstreamappel, omend det aldrig rigtig er tilfaldet formidable Piano Magic. Ok, sangens længde på den lange side af syv minutter taler også lidt imod, men måske på en dunkel indiepopclub så. I hvert fald elsker jeg Angéle David-Guillous lyse vokal og det klassiske, lyriske Piano Magic-mismod. Anything can happen in life/especially nothing/mainly nothing.
25. Edith Frost – A Mirage…en rigtig tåreperser fra fru/frøken Frost i bedste Patsy Cline-stil. En skæv countryvals af den fineste slags. When the last boy I kissed/Left me alone and free/Oh, if only I could have predicted/What a lonely old world it would be. 

25 sange fra 1997

Det er sørme ved at være på tide med en liste igen, ikke sandt? Den kommer så her.

1. Spiritualized – Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space…titelnummeret fra bandets ikoniske album, er et af den slags der kan få enhver følsom indiehan/hun/hen til at vræle. Især i denne version med gospelkor, Presley-plankning og hele svineriet. Rimelig vildt at et så repetitivt nummer kan have den effekt.
2. The Dandy Warhols – Boys Better…no-nonsense rockmusik, der bare beder om at blive skruet helt op…for. Ingen dikkedarer.
3. Radiohead – Let Down…kongenummerET på den der plade, som ingen gider høre længere (eller, jeg gør i hvert fald ikke), fordi den er så slidt. Men hold da op for en sang ‘Let Down’ stadig er. Udødelig klassiker.
4. Mogwai – Helicon 1…nu vi følsomme indietyper er i gang med at vræle, så fortsætter tuderiet på dette guddommelige nummer, der altid – og jeg mener ALTID – bør være at finde på en Mogwai-sætliste. Ellers bliver jeg sur. Det er verdens bedste liveoplevelse hver gang. Jeg under enhver at blive blæst bagover og overvældet af dette nummer live mindst en gang i deres liv. Så smukt.
5. Nick Cave & The Bad Seeds – (Are You) the One That I’ve Been Waiting For?…jeg læste engang en kommentar på et musikforum, hvor en indigneret Cave-fan skrev, at ‘The Boatman’s Call’ og ‘No More Shall We Part’ er Cave-plader for folk der ikke kan lide Nick Cave. Det grinede jeg meget af ved den lejlighed, men jeg tror måske vedkommende havde ret. Jeg gider i hvert fald ikke ret meget Nick Cave fra før 1990 – jeg vil bare have de klæge ballader fra de sidste 20 år. Den her er en af de allerbedste. Han synger pissegodt her. Smukt og indfølt.
6. Dubstar – No More Talk…jeg er i bund og grund ligeglad med Dubstar (det er der vist en del der både er og var), men de lavede to-tre fuldstændigt geniale synthpopsange i slut- og midthalvfemserne. Denne er en af dem. Jeg blev engang snydt til en musikquiz, hvor vi hørte introen til hvad jeg troede var ‘No More Talk’, og så var det bare fucking ‘Owner of a Lonely Heart’ med Yes. Pæn lang næse til Morten dér.
7. Bardo Pond – Tommy Gun Angel…jeg snublede engang over en hjemmelavet (formoder jeg) video til denne sang, der viste alskens paddehatteskyer og andre atomare afskyeligheder. Det var usædvanligt velvalgt bagtæppe til dette monstrum af en sang, der slæber sig afsted i et virvar af støj og guitarfeedback. Det er ikke meget af en sang, men det er denondelyneme fedt.
8. Whiskeytown – Excuse Me While I Break My Own Heart Tonight…muligvis den første Ryan Adams-relaterede sang jeg hørte? Jeg er dog langt fra sikker, men hvad jeg er sikker på er, at jeg elsker den. Højt. En rigtig knoldesparkersang. Fedt, desuden, at Alejandro Escovedo lige kommer ind fra venstre og synger et vers.
9. Labradford – S…apropos ikke ret meget en sang, så er her endnu en. Ren atmosfære. En støvet, men samtidig kold westernstemning, der breder sig over prærien. Vildt smukt. Ingen vokal – den slags gør Labradford sig vist ikke rigtig i.
10. Grant McLennan – In Your Bright Ray…endnu en af McLennans fantastisk smukke, anonyme popsange. Helt vildt, så god han var til at vride de hjerteskærende melodier ud af ærmet.
11. Apollo 440 – Pain in Any Language…et horrorshow af lidelse og smerte bliver over otteogethalvt minutter krænget ud af gæstevokalist Billy Mackenzies vibrerende stemme og sjæl, og det er næsten ikke til at holde ud. ‘It’s insane in any language‘, brøler han desperat, mens det musikalske bagtæppe kollapser under ham. En vanvittig sang. En ubærlig sang. Man skal vist være i det rette lune når man hører den.
12. Steve Wynn – This Strange Effect…hvilken effekt det er, ved jeg ikke, men guitaren virker på øh ja, mest effektive vis på dette cover af et Ray Davies-via-Dave Berry-nummer. (Hedder det måske en flanger? Vibrato?)
13. Deftones – My Own Summer (Shove It)…Chino Moreno hvisker og tisker, så råber han ‘Shove it! Shove it! Shove it!‘ – og så hvisker og tisker han igen. Det lyder helt ærligt lidt fjollet, når jeg skriver det, men resultatet er usædvanligt vellykket. Jeg chattede engang med en (ja, det var tider) der kaldte det aggressiv melankoli. Det er en glimrende beskrivelse.
14. Nikolaj Nørlund – Indre by…jeg elsker altid at høre starten af denne sang, for guitaren er helt fremme i lydbilledet og står knivskarpt. Nørlunds største moment – uden tvivl.
15. Foo Fighters – Everlong…Dave Grohls største moment – uden tvivl. En ret perfekt singalongrocksang, der har lige den bid melankoli i sig, at jeg falder for den. Strålende drive, strålende omkvæd.
16.  Hurricane #1 – Step Into My World…lige efter Andy Bell havde forladt Ride og lige inden han trådte ind i Oasis, dannede han Hurricane #1. Jeg husker ikke bandet som nogen stor oplevelse sådan i almindelighed, men de nåede dog at smide denne evergreen af en epic rocksang i hovedet på lytterne. Det er rigeligt fint til mig. Alt er stort her; lyden, verset, broen, guitarsoloen. Ret nice.
17. Lovebites – Wedding Dress…jeg tror måske mange glemmer, at Lovebites lavede en lille indiepopperle med ‘Nothing But Joy’, og det er sørendanseme en skam. Proppet med gode sange, hvoraf denne vemodige ballade, sunget uimodståeligt af salig Solveig Sandnes, er den stærkeste.
18. Sally Timms – Drunk by Noon…jeg synes vist nok at Sally Timms er det bedste ved folkpunkfjollerterne i The Mekons, for hun synger formidabelt – også på dette vidunderlige Handsome Family-cover. ‘If my life lasted only one day/I’d still be drunk by noon‘. Skål!
19. Teenage Fanclub – Ain’t That Enough…her sprang verdens bedste band virkelig virkelig ud som Skotlands The Byrds, og de der vokalharmonier sidder naturligvis lige hvor de skal. ‘Here is a sunrise/ain’t that enough?‘ Voksen mands guitarpop fra øverste hylde – som altid.
20. Yo La Tengo – Deeper Into Movies…verdens andet bedste band (ikke at forveksle med andetbedste band) med et deep track fra et af diskografiens hovedværker. Jeg kan egentlig ikke helt forklare hvorfor jeg elsker dette nummer højere end mere oplagte hits som ‘Sugarcube’, ‘Stockholm Syndrome’ og ‘Autumn Sweater’, men der er noget sært appellerende ved den fuzzy lyd og vokalen der næsten drukner i virvaret, trods dens åbenlyse forsøg på at komme igennem laget af effekter. Det er bare en stor, shoegazey sang.
21. The Jayhawks – Trouble…måske den bedste Jayhawks-sang fra perioderne uden Mark Olson. En smuk, yndefuld ballade sunget så klart og stærkt af Gary Louris tilsat flot korarbejde af Karen Grotberg. ‘It’s better than being alone/It’s better than being alone‘.
22. Depeche Mode – Home…på mærkværdig vis ender Martin Gores halvfesne ballader altid med at være (nogle af) de bedste sange på Depeche Modes plader: Fra ‘Somebody’ til ‘One Caress’ og her altså ‘Home’. Nej, der er egentlig intet fesent ved de sange – de er smukke og meget karakteristisk Martin Gore, og faktisk et meget godt modstykke til Dave Gahans mere glatte rockstjernemanerer.
23. Morrissey – Alma Matters…en stor sang fra perioden, hvor Moz’ stjerne ellers lå godt pakket væk. I nederste skuffe. I en kommode. Skubbet ind i en glemt krog. Hvem fanden tænker på ‘Maladjusted’ som en stor Morrissey-plade? Jeg gør ikke (jeg har heller aldrig hørt den). Men singlen her holder bedre end de fleste – selv om den lyder som, ja, de fleste.
24. James – She’s a Star…James var og er sådan et sært, engelsk fænomen. De har aldrig rigtig været en del af superligaen internationalt set, men hjemme i det trygge England har de vist altid haft et ok stort navn. De er også et lidt anonymt band, men det kan lige så vel skyldes navnet. I en verden af Dodgy’er og Travis’er, hvem bider så mærke i James? Hmm…det var vist et par dumme eksempler. Nåmen, ‘She’s a Star’ er en gedigen sang, og var i 1997 et godt supplement til Suede, som jeg var på nippet til at løbe lidt sur i.
25. The Sundays – Summertime…apropos gedigne sange: En sommerbasker af de helt store, og et eksempel på at Harriet Wheeler kunne slippe godt fra at synge hvad som helst. Eller, det kunne hun så ikke, for deres plader er i mine ører lidt so-so, men når de rammer plet (som her), så rammes der virkelig plet.

25 sange fra 2001

2001 var og er et af de bedste musikår i dette årtusinde, hvis man (læs: jeg) graver lidt i min egen musiksamling. Det har jeg allerede gjort opmærksom på tidligere, da jeg tog albumåret under særlig behandling. Men i denne klamamse skal det handle om de bedste sange fra året. Og – til ingens overraskelse – de var gode. Listen har ligget og modnet længe, og har fået utallige gennemlytninger, så jeg kan med sindsro anbefale den. Hey ho, let’s go!

1. Weezer – O Girlfriend…de valgte simpelthen at gemme den perfekte powerpopballade til sidste track på tredie album, de lømler i Weezer. Og så endda på et album, der ikke helt kan matche de to første pragtudspil, men det er jo ligegyldigt her. Som sagt, den perfekte powerpopballade.
2. Gillian Welch – Everything Is Free…jeg har altid fundet det lidt besynderligt, at en old-timer-kunstner som Welch lige smækker sådan en Napster-inspireret sang som den her afsted. Men det gør hun og den er så utrolig smuk. “I can get a straight job/I’ve done it before/Never minded working hard/It’s who I’m working for”
3. Pernice Brothers – She Heightened Everything…manden der mestrer den vidunderligt bitre, bittersøde popsang – det er Joe Pernice i dette tilfælde – har sjældent mestret den bedre end på denne lille diamant af en guitarpophjerteknuser. Fra den noget nær perfekte plade ‘The World Won’t End’. “Keep loving me to death”.
4. Ash – Shining Light…mere powerpopvidunderlighed fra de nordirske teenagehelte. Bevares, de var ikke teens længere på dette tidspunkt, og så alligevel…Ash vil for mig altid være et teenageband. Den her er en sand evergreen.
5. dEUS – Nothing Really Ends…de belgiske originaler var så småt ved at smutte ud af mit vue på dette tidspunkt. Bevares, de vendte tilbage igen, for så atter at forsvinde lidt, men denne smukke sang nåede jeg heldigvis lige at få med. En overraskende køn ballade med en smule tango-inspiration? dEUS er stadig noget af det fineste der er kommet ud af Belgien, selv om min interesse som nævnt er fadet lidt gennem årene.
6. The Divine Comedy – Mastermind…jeg har vist sagt noget lignende før, men Neil Hannon bliver ved med at spytte gode sange ud, jeg har bare en tendens til at opdage det med 10-15 års forsinkelse. Således gælder det også for klaverballaden her med blandt andet de udødelige linier “Every nose is a vacuum cleaner/in the loved-up London arena”.
7. New Order – Crystal…det store comeback for New Order. Indrømmet, jeg er aldrig blevet synderligt begejstret for albummet (‘Get Ready’), men denne sang er fantastisk. Alle knap syv minutter af den. Gedigent guitarspil og et formidabelt drive.
8. Lucinda Williams – Lonely Girls…denne akustiske petitesse er utroligt nok den bedste sang på ‘Essence’. Det er ret imponerende, for ‘Essence’ er et fuldblods mesterværk i mine ører, og den bedste plade overhovedet fra det år, så at en lille undselig sang som denne står så stærkt i mine ører, er lidt besynderligt. Men jeg bliver simpelthen så rørt og græder med Lucinda hver gang hun krænger sit hjerte ud med de kuldslåede ord “I oughtta know about lonely girls”. Mesterværk. Mestersang.
9. Ed Harcourt – She Fell Into My Arms…hypen var stor omkring Harcourt i disse år, og på mange måder også berettiget, men det var som om han stille og roligt gled ud i glemslen over de næste par år. Ærgerligt nok. Det tager dog intet fra den fine, fine debutplade, og denne skamløst vidunderlige popschlager. Helt uimodståelig. Stadigvæk.
10. Hayden – Dynamite Walls…mit hjerte har altid banket ekstra hårdt for Hayden, den lidt oversete canadiske sangskriver, og hans både rå og følsomme stemme. Hans evner udi sangskrivningen fejler absolut heller intet, og en af hans største præstationer er den langsomt opbyggede ‘Dynamite Walls’, der vokser sig stor og intens fra et meget behersket udgangspunkt. Fra hans, måske, bedste plade ‘Skyscraper National Park’.
11. Kristofer Åström – All Lovers Hell…videoen til den her blev gudhjælpemig vist på MTV i sin tid, det var vist nok sådan jeg opdagede Åström og hans sprøde stemme og akustiske guitar. En vidunderlig sang med et lidt melankolsk drive og nogle dejlige strygere.
12. Love Shop – Alle har en drøm at befri…det var kærlighed ved første lyt, da jeg lyttede til ‘Anti’ første gang – og dermed blev udsat for denne fantastiske sang, en af Love Shops allerbedste. Hilmer Hassigs drømmende guitartoner er ligesom på bandets andet store mesterværk ‘En nat bliver det sommer’, sådan nogle der bare gerne må fortsætte i en uendelighed. Desuden minder sangen mig en del om Suedes ‘Europe Is Our Playground’, og det er dælme ingen skam.
13. Mogwai – Take Me Somewhere Nice…vi bliver i det episke og storslåede hjørne med et af Mogwais blide og yndefulde numre. Jeg har altså en svaghed for langsomme, orkestrale ballader og den her rammer bulls eye på alle tre parametre.
14. Elbow – Red…den første Elbow-sang jeg faldt for og nok stadig min yndling. Klaverspillet kan godt bringe minder frem om Coldplay, der dukkede op nogenlunde samtidig, men Elbow har dog altid haft mere kant og drama end de ellers også fine megastjerner. Og så har Guy Garvey jo den her strålende vokal, der er lige dele Peter Gabriel og Mark Hollis.
15. Low – Sunflower…sådan en sang, der fik mig til at stoppe op og bare lytte. Og vræle lidt. Den startede en mangeårig Low-craze for mig, og ja…helt ærligt, jeg har lyttet til den sang til hudløshed både på plade og til talrige koncerter, men jeg holder stadig meget af den.
16. Snow Patrol – When It’s All Over We Still Have to Clear Up…jeg mener at Snow Patrol var et af de uendeligt mange navne der blev namedroppet i en uendelig lang tråd på Gaffas daværende musikforum omkring årtusindskiftet, hvor en masse indieheads flokkedes og senere samledes i diverse musikfora. Jeg gav i hvert fald denne sang et kraftigt lyt dengang, og elskede dens bitre lyrik og passivt-aggressive quiet-loud-quiet-arrangement. Både bitterhed og arrangement holder stadig.
17. Sophie Zelmani – Oh Dear…igen en af de sange jeg vidste jeg ville elske, efter at have hørt de spæde akustiske introtoner. ‘Oh Dear’ kravler lavmælt afsted i over syv minutter med overvejende akustisk guitar, klaver og Zelmanis vidunderlige stemme. Den er lige til at kramme. Sangen. Og stemmen.
18. Ryan Adams – When the Stars Go Blue…der er mange stærke sange på ‘Gold’, men jeg endte altså med den mest oplagte hitballade. Det er fandeme også en god sang, og Ryan synger som en engel.
19. The American Analog Set – We’re Computerizing and We Just Don’t Need You Anymore…vel nok den mest sigende titel på listen, og så behøver jeg groft sagt ikke skrive mere. Det gør jeg selvfølgelig alligevel, bare for at sige at det her går langsomt. Meget langsomt. Og den minder mig altid om 10CC’s ‘I’m Not in Love’, der også har den her distancerede, drømmenederen vibe. Uden yderligere sammenligning i øvrigt.
20. Sparklehorse – Eyepennies…også her går det utroligt langsomt, når Mark Linkous og Polly Jean Harvey danner fælles front i en smuktrist ballade. Ja. Der løb jeg tør for ord.
21. The Zephyrs – Setting Sun…storslået samarbejde mellem de skotske altcountry-dreampoppers og shoegaze-dronningen Rachel Goswell, der nærmest aldrig har lydt bedre. Hvilket er en helt absurd bemærkning med hendes tidligere bedrifter i tankerne. Ikke desto mindre en bemærkning der tangerer sandheden. Sangen her er så luftig at den svæver helt væk – den er lige til at tude over.
22. Black Rebel Motorcycle Club – Awake…jeg indrømmer: jeg kom aldrig rigtig videre end debuten, men den er sørendanseme også stadig brølstærk. Proppet med gode, feedbackificerede rocksange, og ‘Awake’ er bare en af dem. Den bedste af dem, da jeg lavede listen.
23. The Lucksmiths – All the Recipes I’ve Ever Ruined…underskøn pianoballade fra de fænomenale australske ordsmede, som ofte er lidt tongue-in-cheek, men her er det fuldblods melankoli der er i højsædet. Så trist, så smukt. Og er det en obo-solo der hen mod slutningen?
24. Nick Cave & The Bad Seeds – Hallelujah…’No More Shall We Part’ er med afstand min yndlingsplade med Cave, og det skyldes blandt andet at McGarrigle-søstrene af og til popper op med nogle himmelske harmonier. Som for eksempel på højdepunktet her, hvor deres stemmer får lov at stå alene de sidste 30 sekunder. Det er vidunderligt. Det er sangen som helhed også. Selvfølgelig.
25. Pedro the Lion – Criticism as Inspiration…klassisk, langstrakt slow burner fra David Bazan. Det er i de momenter jeg synes han er bedst, der hvor han giver sig selv lov til at strække kompositionerne ud i lange, opbyggelige forløb.