25 sange fra 2002

Navlepiller-alert! Den her liste er lidt…øh ja, navlepillende. Hvis du tør lytte til den, findes den i bunden af indlægget.

1. Teenage Fanclub – Did I Say…du kender godt det, at et band udgiver en opsamlingsplade og tilføjer et par nye numre, bare for også at lokke penge ud af de mest trofaste fans? Som regel kan de nye numre slet ikke måle sig med de gamle, fordi bandet forlængst er peaket, og så har fansene en komplet ubrugelig opsamlingsplade på hylden. Sådan var det heldigvis ikke, da Teenage Fanclub smed en compilation på gaden i 2002, for et af de nye numre var Norman Blakes instant classic ‘Did I Say’, en sødmefuld lille sag på blot 144 sekunder med vintage vokalharmonier og en violinsolo. Jeg elsker den, det bør du også gøre.
2. Beck – The Golden Age…Becks skilsmisseplade ‘Sea Change’ er god, omend en smule overhypet, men der er nogle enkeltøjeblikke af så vanvittig høj klasse, at man tillader sig at glemme nævnte overhype. Åbningsnummeret her er det mest soleklare moment med sin akustiske guitarintro og drømmende, længselsfulde tone. Den smukkeste sang i diskografien, synes jeg.
3. Early Day Miners – Centralia…titlen refererer (formoder jeg) til en by i Pennsylvania, der i dag står mere eller mindre forladt efter en minebrand i 1962. Hovedvejen til byen er lukket, dens postnummer er slettet, og denne stemning af forladthed og spøgelser gennemsyrer hele den fantastiske plade nummeret stammer fra (Let Us Garlands Bring, red.). Det er knugende, koldt og kuldegysende smukt.
4. The Flaming Lips – Do You Realize??…der er noget særegent og selvmodsigende over, at en sang om menneskets dødelighed kan være så livsbekræftende. Men det kan den og det er den. Jeg har ikke mere at sige…du kender jo også sangen, så det behøver jeg ikke.
5. Interpol – NYC…nok det eneste Interpol-nummer, som virkelig har taget mig med bukserne nede, på det forkerte ben, etcetera etcetera. Det er fandeme en fantastisk sang, langsom, højstemt og forbandet velsunget med al den patos den kan trække.
6. Pedro the Lion – Priests and Paramedics…en af de mest hængemulede sange jeg kender. Jeg elsker den naturligvis. Den utro ægtemand er blevet stukket ned af sin frustrerede kone, paramedicinerne lyver for at holde modet oppe hos ofret, for det er hvad de gør, og præsten har tabt troen og beder folk om at fucke af og opgive håbet. The end. Sådan cirka.
7. Nada Surf – The Way You Wear You Head…bedste sang på pladen, der sparkede Nada Surf op i en helt anden liga end tidligere (Let Go, red.). Jeg joker af og til med, at der findes to slags Nada Surf-sange; den klæbrige ballade og den hypercatchy powerpopbasker. Jeg knuselsker begge slags, og den her hører til toppen af sidstnævnte.
8. July Skies – So Sad Today…det er guitarreverb, hviskende mandevokal og tårer eller regndråber ned af vinduet. Det er muligvis ikke meget af en sang, men det er denondelyneme smukt.
9. Six by Seven – So Close…jeg kan ikke helt huske om den her var den første SbS-sang jeg hørte, men det var i hvert fald den første jeg forelskede mig hovedkulds i. Første trediedel af sangen er pragtfuld – bygger langsomt op, for siden at eksplodere i den rene bombast. RRAAAUUUUWWW!
10. Aarktica – Nostalgia = Distortion…sjovt, sådan som det står skrevet der, ligner det et regnestykke. Det er ikke hensigten. Nåmen, en smuk sang. Lidt tidstypisk startnullerbeats tilsat en drømmende guitarklang med indlagt reverb og Jon DeRosas rolige, tilbagetrukne vokal. Virkelig en efterårssang.
11. Thalia Zedek – You’re a Big Girl Now…jeg har hørt en del versioner af den sang, og ikke én har været dårlig. Måske et tegn på at han godt kan skrive en sang, ham Dylan. Den her er måske min yndlingsudgave, men jeg er, indrømmet, også lidt en sucker for Thalia Zedek. Hendes rå og raspende vokal (tænk Marianne Faithfull) på et lydtæppe af blandt andet klagende violin (tænk Dirty Three) får mig hver gang. Så her er et regnestykke til dig: Bob Dylan + Marianne Faithfull + Dirty Three = Thalia Zedek. Jeps.
12. Craig Armstrong & David McAlmont – Snow…komponisten Armstrong har aldrig været bange for storladne strygerarrangementer, og det er han sørme heller ikke her. Fra en plade, hvor han samarbejdede med U2, Mogwai, Evan Dando og en masse andre prominente kunstnere, var det alligevel englevokalen McAlmont (vel mest kendt for et kortlivet samarbejde med Bernard Butler), der trak det længste strå med denne vemodige sag.
13. Doves – Words…kort bandnavn, kort titel, lang sang. Men sikken en. Jeg er aldrig blevet helt så grebet af Doves, som mange blev der i starten af nullerne, men de fik da skruet et par kompetente plader sammen. Og nogle fabelagtige sange, som for eksempel den her med det dejlige drive, der er som skabt til løbeture i lorteøens strandpark. Især for os der ikke ligefrem er megahurtige. True story.
14. Neko Case – Deep Red Bells…jeg overværede en forrygende koncert med Case og band i går, og det her nummer tog selvfølgelig kegler – som det også gør på plade. Godt med countrytwang på alle instrumenter, inklusive den rødhårede tornados stemmebånd. Hun er en fantastisk sangerinde og bandet bag hende spiller røven ud af bukserne.
15. Kent – Socker…klart bedste sang på en af de Kent-plader, jeg altid har haft et lidt ambivalent forhold til. Den er lidt for glat, lidt for leflende, men naturligvis med plads til et par gode sange. ‘Socker’ er dog Kent fra øverste skuffe. Og så kan jeg godt lide tanken om at Jesus dukker op i tv-talkshows som heroinmisbruger.
16. Laura Cantrell – When the Roses Bloom Again…uuj, det er smukt. En blændende countryballade, sunget så ynde- og længselsfuldt af frøken Cantrell, at øjnene næsten løber i vand. Sjovt at hun med sin ret polerede countrysound blev udgivet på indiemastodonten Matador Records.
17. Mikael Simpson – Faldskærm…jeg tror nok det var Simpsons første koncert i eget navn, den jeg oplevede på Spot-festivalen i Århus tilbage i 2002. I hvert fald gjorde han og band det så fremragende, at jeg den efterfølgende mandag fór ind i midtbyen for at købe debutpladen, og det har der aldrig været grund til at fortryde. ‘Faldskærm’ er en virkelig effektfuld åbner og den bedste sang på en meget fin plade. Også selv om det er med gift i lungerne og hjertet på halv kraft.
18. Manic Street Preachers – Door to the River…som tilfældet er med listens etter, har vi også her fat i et-nyt-nummer-på-opsamlingsplade-syndromet. Og, igen, som tilfældet er med listens etter, er det faktisk en usædvanligt vellykket sag. Måske var jeg i virkeligheden lidt for hård ved syndromet tidligere? Nåmen, det er Manics i storladen balladestil, og de helt gamle fans vil formentlig hade det, men sådan en som mig, der holder mest af dramatiske sange som ‘A Design for Life’ og ‘Everything Must Go’ kan naturligvis ikke modstå den slags overdrevne patos.
19. Azure Ray – Raining in Athens…”det lugter lidt af ungpigeværelse”, læste jeg engang om Azure Ray på et musikforum, og det var egentlig meget rammende. Nogen vil formentlig få kvabbabelse af al den startnullerindiefolkweltschmerz (her er både melodika, banjo og sky kvindehviskevokal, ffs) men jeg synes det holder hundrede procent. Jeg er nok også lidt indbygger-på-et-ungpigeværelse-agtig.
20. Pet Shop Boys – Love Is a Catastrophe…kæmpe sang, den her. Jeg ved ikke om det er tiltænkt, men for mig føles den som PSBs pendant til Smiths-klassikeren ‘Last Night I Dreamt That Somebody Loved Me’, og det er en stor ros, hvis du skulle være i tvivl. Også et af de få tilfælde, som jeg kan komme på, hvor Neil Tennant rent faktisk lyder vred. Han snerrer jo!
21. Ron Sexsmith – Gold in Them Hills…så er der mere håb, afmålt naturligvis men alligevel, hos Sexsmith, der prøver at overbevise lytteren (og måske sig selv) om, at der er lys for enden af tunnellen. Der er guld i de der bakker, du må kæmpe dig op ad.
22. Josh Rouse – Nothing Gives Me Pleasure…formkurven var opadgående for Rouse i disse år, og selv om han fem år senere havde lullet i hvert fald mig i søvn, så skal det bestemt ikke tage noget fra hans tidligere form. Den her er guitarpop i både midtempo og topklasse.
23. Tram – Three Years…ligesom David McAlmont længere oppe på listen, besidder også Trams Paul Anderson en vemodig kordrengevokal, der kan åbne tårekanalerne på vi lyttere af den følsomme slags. Her suppleres vokal af et storslået strygerarrangement, der virkelig åbner for tåresluserne.
24. Ms. John Soda – Solid Ground…årh, den her er nuttet. Mere er der egentlig ikke at sige. En stor, lillebitte sang fra slænget her, der var en del af det, på dette tidspunkt, højtprofilerede tyske electronicalabel Morr Music.
25. Rufus Wainwright – Across the Universe…overlæsset produktion og Rufus W. for fuld udblæsning…underspillet er den her ikke. Jeg holder sgu så meget af Wainwright og hans diva-tilbøjeligheder.

25 sange fra 1986

Jep, du læste rigtigt: Det er listetid! Playlisten er i bunden af indlægget.

1. Elvis Costello & The Attractions – I Want You…hans bedste sang? Jeg tror det. En af mine venner påstår, at det er en af de bedste kærlighedssange nogensinde, og det er måske ikke helt skævt. En temmelig bittersød en af slagsen, forstås – det er jo Costello.
2. Prince – Sometimes It Snows in April…jeg føler ikke jeg skylder Peter Larsen (ham der var inde i Tjener Frandsen og rideskolelærer Erna Iversen fra Kokkedal Ponyrideskole, du ved? Ikke? Nå ok, det er også en pæn sjat år siden. Denne regibemærkning har taget overhånd) alverden. Men jeg skylder ham mit kendskab til denne smukke Prince-sang, som jeg første gang hørte i et radiointerview med netop ham dér Larsen. Jeg erindrer ej hvad interviewet handlede om, men jeg husker den sang blev spillet, og jeg var solgt på stedet. Det er jeg fortsat.
3. XTC – Earn Enough for Us…jeg har prøvet, men jeg er ikke for alvor blevet af ramt af XTC-bacillen. Hvis man, altså, ser bort fra denne sang, der er helt-op-i-skyerne catchy og velskrevet. Og så slutter den som en Beatles-sang, som jeg lige nu ikke kan komme på. Det irriterer mig lidt. Men det er ikke sangens skyld. (We Can Work It Out, red.)
4. Hüsker Dü – Don’t Want to Know If You Are Lonely…helt ærligt, var Grant Hart egentlig ikke den bedste sangskriver i Hüsker Dü? Det er lige før jeg tror det. Den her er den bedste HD-sang jeg kender. Den er formidabel. Medrivende, melodiøs og insisterende.
5. The Shop Assistants – Somewhere in China…åh, den er smuk. Lidt sky og tilbagetrukken. Dejligt klokkespil. Måske er det en xylofon. Men dejligt er det i hvert fald. Firser-indie når det er allerbedst. Skøn plade i øvrigt, omend generelt mere tempofyldt end den her.
6. The Mighty Lemon Drops – My Biggest Thrill…jeg købte en overgang en stribe plader med dette orkester, i håb om at finde bare en sang eller to mere, der rammer dette niveau. Det lykkedes ikke. Det er, når ret skal være ret, også et tårnhøjt niveau. Jeg er pjattet med den. Et dansabelt mix af Echo & The Bunnymen og The Byrds. Jingle-jangle.
7. Gangway – My Girl and Me…måske det bedste danske indiepopnummer nogensinde. Det er i hvert fald fuldstændig perfekt. Det behøver jeg naturligvis ikke at fortælle dig, det ved alle.
8. Depeche Mode – A Question of Lust…jeg elsker simpelthen når Martin Gore sætter sig til mikrofonen og synger sine softpopballader. Han har altid været dygtig til at lægge sin spæde stemme i de rette lydfolder, og denne pragtsang fra mesterværket ‘Black Celebration’ er ingen undtagelse.
9. The Smiths – There Is a Light That Never Goes Out…den kender enhver blød indiedreng, -pige og -tredie køn – og med god grund. En eviggyldig klassiker så ladet med patos, at det næsten er i overkanten. Næsten. Nej, det er for meget, men det skader sjældent en virkelig god sang.
10. R.E.M. – Fall on Me…klassisk, kryptisk R.E.M., og den smukke, vemodige melodi sidder som så ofte lige i skabet. Der er ikke alverden mere at sige.
11. The Go-Betweens – Apology Accepted…bandet der burde have været større end The Smiths, men som aldrig nåede de kommercielle højder. ‘Apology Accepted’ er bare et af utallige eksempler på hvor meget musikalsk gods der var i d’herrer Forster og McLennan, og så er den endda langt fra deres stærkeste øjeblik. Verdensklasse ikke desto mindre.
12. Billy Bragg – Greetings to the New Brunette…mere udtryksfulde end deciderede smukke har Braggs sangforedrag altid været, men skidt med det når man har en masse galde og et virkelig godt melodiøre. Når man lige føler for det. Bragg har både det ene og det andet.
13. Talk Talk – Living in Another World…’Life’s What You Make It’ var min indførsel i Talk Talks univers, og det er naturligvis stadig en dejlig sang. Den her er dog endnu bedre. Der er noget dragende ved Mark Hollis’ vokale stil, der altid får ham til at lyde som om himlen er ved at falde sammen over ham. Måske skulle han konsultere R.E.M.-sangen ovenfor?
14. The Weather Prophets – Almost Prayed…den eneste sang jeg kender med dette ensemble, så her er 100 % hitrate. Jangly guitarpop, som den lød på Creation Records der i midten af nittenfirserne.
15. David Bowie – Absolute Beginners…det er næppe en sang som majoriteten af Bowie-fans falder i svime over, men jeg er ikke Bowie-fan, så jeg kan være ligeglad. Det er en pragtfuld sang. Skønt omkvæd.
16. Peter Gabriel & Kate Bush – Don’t Give Up…en af de store, klassiske firserduetter. Smukt og blidt. Interessant at høre duettisternes forskellige sangteknik; Gabriel strækker virkelig sin stemme til det yderste, mens Bush virker som om det at kontrollere sin stemmeføring er det letteste i verden. Det er det muligvis også for hende.
17. Crowded House – Don’t Dream It’s Over…apropos det letteste i verden, så virker det også af og til som om Neil Finn kan trylle disse mægtige melodier frem på kommando. Stor popballade, omend langt fra min Crowded House-favorit – jeg tror faktisk jeg faldt for Paul Youngs udgave først.
18. The Bangles – Walk Like an Egyptian…den her er bare sjov, catchy og umulig ikke at ryste hele kroppen til. Way-oooh, way-oooh!
19. Half Man Half Biscuit – All I Want for Christmas Is a Dukla Prague Away Kit…And he’d managed to get hold of a Dukla Prague away kit/‘Cos his uncle owned a sports shop and he’d kept it to one side/And after only five minutes you’d be down to ten men/‘Cos he’d sent off your right back for taking the base from under his left winger/And come to half time you were losing four-nil/Each and every goal a hotly disputed penalty – det siger sig selv at en sang med den titel og tekst er skidegod. En ordentlig gang skrammel på den allerbedst tænkelige måde.
20. The Housemartins – Happy Hour…Housemartins var ret sjove og finurlige, og det fortsatte sådan set da de blev The Beautiful South. De kunne virkelig vride øreorme ud af ærmerne, catchy grænsende til det irriterende. Som regel holdt de sig lige på den rette side af catchy/irriterende-skalaen. Et af beviserne er her.
21. Sinéad O’Connor – Heroine…en vidunderlig lille sang fremført af en purung O’Connor, der allerede her mestrede det karakteristiske stemmeknæk. Fra filmen ‘Captive’, hvis soundtrack blev skrevet af The Edge og Michael Brook i fællesskab – og altså her med bistand fra en talentfuld teenage-pige.
22. Eurythmics – When Tomorrow Comes…der var seriøst gang i hitmaskinen hos Dave Stewart og Annie Lennox i disse år, og det er nærmest bare at vælge og vrage mellem veldrejede ørehængere. I sidste øjeblik skiftede jeg mening og erstattede ‘Thorn in My Side’ med denne. Det kunne såmænd også have været ‘Missionary Man’.
23. The Triffids – Wide Open Road…en passende titel til denne meget voksne popsang. Den er superglat, velproduceret og så sofistikeret, at mindre kloge sjæle nok vil sige at den er røvkedelig. De har naturligvis ikke ret – det er en herlig sang.
24. Felt – All the People I Like Are Those That Are Dead…jeg kan godt lide at Lawrence næsten hvisker titlen frem, som om han er bange for at forstyrre de fortabte sjæle. Derudover kan jeg også lide samspillet mellem den jangly guitar og det allestedsnærværende orgel. Det er en smuk sang.
25. Slayer – Angel of Death…synderligt smuk er listens nummer 25 ikke, og megen hvisken kan man ikke slippe afsted med at sige at den indeholder. Den kan dog noget andet, sangen om nazi-lægen Josef Mengele; den kan skabe raseri og en ubønhørlig vrede. Og få langt hår til at svinge helt af sig selv. Tror jeg – mit hår er ikke ret langt. Men så fik jeg i det mindste spillet noget med Slayer.

25 sange fra 1994

Auch! Et af de virkelig svære år, men det er endelig lykkedes mig at finde frem til 25 sange. Et herligt miskmask af sange jeg kendte og elskede dengang (og som jeg endnu ikke er blevet træt af) og numre jeg er faldet over senere i mit liv. Det har kostet for nogle nærmest hellige sange – hejhej, Suede og Jeff Buckley – men sådan er livet så barskt i 2018. Nå, lad mig komme i gang, inden jeg fortryder noget.

1. Dead Can Dance – Don’t Fade Away…et sjældent syn på disse lister, for det er et live-track, og det er normalt ikke noget jeg sætter stor pris på. Men denne sang findes mig bekendt ikke andre steder end på livepladen ‘Toward the Within’, og den er fuldstændig uomgængelig. Jeg er vild med Brendan Perrys dybe vokal, og den her er måske en af hans allerstørste præstationer. En guddommeligt smuk sang. Og altså den bedste fra 1994. Og ret lige ud af landevejen for en DCD-sang.
2. The Black Crowes – Wiser Time…et af de bedste numre bandet har præsteret – inde i mit hoved i det mindste. Southern rock af højeste kaliber, godt med countrytwang, og en fremragende vokalpræstation af Chris Robinson. Jeg har altid haft et svagt punkt for The Black Crowes, og denne perle er et af de bedste eksempler på hvorfor.
3. Blur – To the End…ubestridt Blurs bedste sang. Også selv om der utroligt nok findes en endnu bedre version af den, hvor skønne Francoise Hardy gæster, men den kom først året efter, så den tæller ikke. Nåmen, det er en klassisk strygerpopballade, og jeg elsker den. Jeg elsker alt ved den. Blur har for mig altid været bedst i små doser. Mere et enkeltsangband end et albumband.
4. The Divine Comedy – The Summerhouse…endnu en teatralsk, storladen popballade. En nostalgisk og længselsfuld sang croonet overlegent hjem af fantastiske Neil Hannon. Sentimentaliteten driver ned af væggene her – jeg elsker det mere end det meste.
5. C.V. Jørgensen – Spildte bedrifter…utvivlsomt min yndlingssang med CV. Simpelt og smukt og virkelig smagfuldt produceret af Kasper Winding, omend der vist er delte meninger om det sidste. Omkvædet er helt fantastisk: “Mit livslys er ude at svømme/min næste er gået til ro/jeg står ved en korsvej/og savner dem begge to”. Sådan!
6. Soundgarden – 4th of July…en tung motherfucker af en sang. Kim Thayils dybe brummen af en betonguitar, krydret med Chris Cornells mismodsvokal gør dette helvede af en sludgy sag til et af bandets største øjeblikke – og Soundgarden havde mange store øjeblikke. Heavy metal indeed.
7. Saint Etienne – Like a Motorway…en elegant, melankolsk og medrivende diskosang og måske Saint Etiennes bedste nummer. Jeg opdagede, som i virkelig opdagede, den her sang ret sent, faktisk så sent som i efteråret 2017, da jeg i forbindelse med bandets besøg i København lyttede meget til den fine Tiger Bay-plade. Før da havde jeg ikke for alvor taget notits af den, men den sidder jo lige i skabet.
8. Lush – Undertow…jeg har vist nævnt det før, men jeg elsker Lush mere end godt er, og denne sang er fantastisk. Drevet frem af en markant bas, de der velklingende shoegazeguitarer og det vokale samspil mellem Emma Anderson og Miki Berenyi. Stor sang fra bandets nok bedste plade, ‘Split’.
9. Primal Scream – (I’m Gonna) Cry Myself Blind…i 1994 besluttede Primal Scream at de ville være The Rolling Stones, og så lavede de sådan en plade, der lød som…ja, The Rolling Stones. Som helhed har jeg aldrig været totalt solgt, men når de kaster sig ud i denne mægtige gospelballade ‘Shine a Light’-style, er jeg helt på og med.
10. Sugar – Believe What You’re Saying…der var sikkert mange hardcore Hüsker Dü-fans der korsede sig, da Bob Mould blev vildt komform og lavede nogle ret polerede rockplader med Sugar, men jeg er ligeglad, for jeg elsker en god, anonym guitarpopsang. Den her er netop sådan en – lige ud af landevejen og med et let syng-med-omkvæd, som hardcoreforældrene ville sige god for.
11. Grant McLennan – Simone & Perry…talking ‘bout en god, anonym guitarpopsang, så er der endnu en her. Dette har jeg vist også skrevet før – jeg har i hvert fald sagt det før – men McLennan var en sand mester udi kunsten at skrue en smuk, underspillet popsang sammen. Den her er en af de bedste af slagsen.
12. American Music Club – Goodbye to Love…det bedste indslag på den udmærkede Carpenters-tribute der kom dette år. Jeg tror virkelig på Mark Eitzel, når han kuldslået crooner “so I’ve made my mind up/I must live my life alone” og sår’n, og den klagende og udtryksfulde pedal steel, der pryder nummeret, er den rene fryd.
13. Hole – Doll Parts…den bedste Hole-sang jeg kender fra en i øvrigt fortræffelig plade. Courtney Love lyder helt oprigtigt som om hun er i sine ikke-så-rare følelsers vold, hvilket hun formentlig heller ikke er og/eller var. “Sooooome day you will ache like Iiiiiii ache”, vræler hun. Jeg vræler med hende.
14. Cranes – Shining Road…pilskævt undgår det sjældent at blive, når Alison Shaw åbner op for sin mildt sagt bizarre stemme. Bevares, en god sang kræver mere end blot en bizar stemme, og den her er en pissegod sang. Gothic dreampop af den allermest catchy slags, og der følger altid en sær dans med, når jeg hører den. Men den får du ikke at se.
15. Madder Rose – Car Song…et eller andet med et korn og en blind høne. Det er en vidunderlig sang, på sådan en post-Mazzy Star-facon, og en røvsyg plade. Det syntes jeg i hvert fald dengang – jeg har ikke hørt den i tyve’ish år.
16. Massive Attack – Protection…en af de sange der totalt tog pusten fra mig første gang jeg hørte den. Jeg tror jeg så videoen i et af de gode musikprogrammer svensk tv havde dengang og jeg var helt solgt. Smukt og dvælende nummer, og den lange outro er fuldstændig på sin plads. Og så har jeg end ikke nævnt Tracey Thorn endnu. Eller…det har jeg så nu. Men Tracey Thorn, mand. En af branchens bedste stemmer. Ja, sangen er nok lidt slidt efter de mange år, for ellers burde den have ligget højere på listen.
17. Weezer – Only In Dreams…ret atypisk Weezer-nummer. Alene det at det varer otte minutter er usædvanligt, men det er måske i virkeligheden derfor jeg falder så meget på røven over det. Sublimt bygget op, fremragende omkvæd, og en perfekt skramlet guitar-outro. Formidabelt.
18. Sebadoh – Magnet’s Coil…’Bakesale’ er en af de bedste plader der kom det år, og det er et faktum. Basta. Det er Lou Barlow og Jason Loewenstein på toppen af deres respektive sangskrivningsformåen, og da weirdoen Eric Gaffney her var kylet ud af bandet, er pladen faktisk fuld af…ja, du ved…sange. Den skarpeste er nok hurtigløberpowerpopperen her, men det er sørme hård konkurrence.
19. The Jesus and Mary Chain – Sometimes Always…en eviggyldigt nuttet duet signeret indiepowerparret Jim Reid og Hope Sandoval. Der er ikke så meget at diskutere, det er bare 152 sekunders vidunderlighed.
20. Tom Petty – Hard on Me…ligesom ovennævnte Sebadoh-plade (det er vist også den eneste sammenhæng) er Pettys 1994-output ‘Wildflowers’ så spækket med utroligt gode sange, at man tror det er løgn. ‘Hard on Me’ er måske ikke den der gør mest opmærksom på sig selv, men den er bare så ufattelig stærk. Smukt guitarspil, smukt vokalarbejde af Petty, og så en fantastisk bro undervejs, der får mig helt ned med nakken. En vidunderlig sang.
21. Morrissey – The More You Ignore Me, the Closer I Get…en vidunderlig sang er denne Morrissey-klassiker naturligvis også. Ikke så megen bullshit. “I bear more grudges/than lonely high court judges”. Det tror jeg på. Det må være Morrisseys bedste (solo)sang? Den eller ‘Boxers’.
22. Soul Coughing – Is Chicago, Is Not Chicago…jaja, det er temmelig tidstypisk med den der postmoderne blanding af slackerrock, jazz og hiphop-samples, men fuck, hvor det stadig swinger. Og så starter sangen med de foruroligende ord “a man/drives a plane/into the/Chrysler Building“. I 1994. Yikes.
23. Grant Lee Buffalo – Mockingbirds…Grant-Lee Phillips besidder en af de bedste stemmer, jeg har været så heldig at få lov at høre. Det står overhovedet ikke til diskussion. Når den så lægges oven på en så eventyrligt velkomponeret sang som denne, er det lidt en no-brainer at den er med her. Igen, skal det dog siges, at den måske er blevet mere slidt end godt er, men..nej. Det er fandeme stadig en pragtfuld sang.
24. Portishead – Glory Box…jeg kunne godt lide ‘Sour Times’ dengang, men det var først da jeg hørte ‘Glory Box’ at mine ører virkelig foldede sig ud. Det der slæbende, knitrende Isaac Hayes-sample, Beth Gibbons’ dovne, raspende vokal, og den skærende guitar…mamma mia, det var godt. Det er det selvfølgelig stadig – ekstremt godt skruet sammen.
25. Dinosaur Jr. – Feel the Pain…den første Dinosaur Jr.-sang jeg mindes at have hørt. Jeg tror det var på en eller anden tilfældig compilation med en masse indiehits. Siden købte jeg albummet ‘Without a Sound’ i en brugtbiks i Helsingør, og jeg har elsket J. Mascis, hans rædderlige stemme og vilde guitar lige siden. Og sangen starter sjovt.

25 sange fra 1984

Tilfældets terning landede denne gang på 1984. Eller denne gang er måske så meget sagt, for listen her har ligget næsten færdig siden februar, men af forskellige årsager er den bare meget aktuel nu, så med lidt småjusteringer, er det på sin plads at få den offentliggjort. Playliste i bunden som altid.

1. The Rain Parade – You Are My Friend…af og til støder jeg på en sang, der i den grad tager røven på mig. En sang, hvor jeg, efter at have hørt den, tager mig selv i at råbe (aarh, hviske er nok mere sandt) “fuck, en perfekt sang”. Sådan en er ‘You Are My Friend’. Jingly-jangly Byrds-guitar, syng-med-vers i et passende toneleje, hvor jeg rent faktisk kan synge med, håndklap, vokalharmonier – jeg dåner af fryd!
2. This Mortal Coil – Another Day…det smukkeste stykke musik på TMCs rammende betitlede ‘It’ll End in Tears’. Du skal nok ikke have stryger-allergi, hvis du har tænkt dig at lytte til den, så er det sagt. Liz Fraser er her, som så ofte før og efter, ganske guddommelig. Hun dukker for øvrigt op igen længere nede af listen. Det er Roy Harpers original, og der findes også en udgave med Peter Gabriel og Kate Bush, lavet til et eller andet tv-program. Den er værd at kigge efter på YouTube, skulle du have lyst.
3. U2 – A Sort of Homecoming…lidt svært at skulle vælge mellem en flok virkelig gode sange fra ‘The Unforgettable Fire’, men den her, der er som skabt til at blæse udover verdens arenaer, har bare altid ramt mig i solar plexus. Det er U2, når de er allermest pompøse. Love it or leave it.
4. Echo & The Bunnymen – The Killing Moon…endnu en af de der sublime sange, enhver kunstner drømmer om at skrive bare én gang i løbet af en hel karriere. Forestiller jeg mig. Mystik, drama og det perfekte omkvæd. Freakin’ god sang.
5. Dead Can Dance – Threshold…inden DCD for alvor fandt deres egne kunstneriske fødder, mindede de en del om Joy Division. Det gør de for eksempel på denne fantastiske sang der pumper fremad, mens Lisa Gerrard vræler sine lyde ud igennem mikrofonen.
6. Depeche Mode – Somebody…jeg elsker Martin Gore. Han er så følsom, og hans ballader har altså ofte en tendens til at ramme mit softie-spot. Bevares, mit softie-spot er temmelig stort, så det er måske ikke den vildeste bedrift, men lad os nu ikke vandre længere ud af den uinteressante tangent. Det er lidt en tøsesang – I love it! Ole Henriksen-style.
7. The Pretenders – 2000 Miles…en af mine yndlings-julesange, så her har vi noget af listens højaktualitet. Den er ærligt talt ikke ret julet, så det er nok derfor jeg holder så meget af den. Det er en smuk sang, og Chrissie Hynde synger strålende her. Men det gør hun jo ofte, så business as usual.
8. Cocteau Twins – Lorelei…så dukker Liz Fraser op igen med sin kukkende og uforståelige vokal – og hun er helt uimodståelig. Hvis ikke begrebet dream pop blev opfundet i forbindelse med denne sang, så er der ingen retfærdighed til. Den her lyder for øvrigt mere julet end julesangen en plads højere oppe.
9. R.E.M. – Camera…der er mere oplagte hitbaskere på den fremragende ‘Reckoning’-plade, men ‘Camera’ er bare den type sang, jeg til enhver tid vil falde for. Langsom, dvælende, sær – og helt vildt smuk. Samtidig er den en af de sange fra det tidlige R.E.M, som jeg først kastede min kærlighed på; den var på et mixtape fra en person jeg engang i de tidlige internetchatdage udvekslede den slags med. Jeg ved desværre ikke hvad der blev af vedkommende, men jeg er fortsat meget taknemmelig for båndet og sangen.
10. The Smiths – Reel Around the Fountain…en af mine absolutte Smiths-yndlinge. Jeg elsker dens melodiske nederenhed. Lad os kalde det mundvigen-nedad-guitarpop. Jeg elsker mundvigen-nedad-guitarpop. Og linierne “I dreamt about you last night/And I fell out of bed twice”
11. The Cars – Drive…hey, her er en regulær hitbasker! Og en pissegod sang tilmed. Jeg er aldeles uinteresseret i The Cars, men den her skrevet-direkte-til-Radio-Soft-ballade sidder lige i skabet.
12. Hüsker Dü – I’ll Never Forget You…elegant overgang til denne frådende arrige hardcorepunksang. 140 sekunders uforfalsket raseri og en af mine yndlingssange med punklegenderne. “I will…never…forget…you!” Tak for kaffe, Bob Mould.
13. Simple Minds – Waterfront…endnu en elegant overgang til den megapompøse side af Simple Minds. Ligesom tilfældet var med U2-sangen længere oppe, er den her skabt til at blæse ud af højttalerne på kæmpestadions over hele verden. Og Tivoli, hvor den var højdepunktet i en ellers drønkedelig koncert for en lille håndfuld år siden.
14. Violent Femmes – Country Death Song…man kan argumentere for, at Violent Femmes opfandt 16 Horsepower, da de smed denne makabre banjocountrysang på gaden. Altså, hvis man virkelig vil argumentere for den slags. Nåmen, noget af et spring til siden i forhold til den folk-punkede debutplade, men lige så fantastisk. Jeg elsker desuden linien “Well, I’m a thinkin’ and thinkin’, till there’s nothin’ I ain’t thunk”. Bare fordi.
15. Lloyd Cole and The Commotions – Perfect Skin…1984 var et godt år for jangly guitarpop. Og ordrige, artsy tekster. Og Lloyd Cole. Og dermed for os, der kan lide jangly guitarpop med ordrige, artsy tekster. Og Lloyd Cole.
16. The Icicle Works – Chop the Tree…trommerne, mand, lyt til trommerne! De pumper afsted, jeg er vild med det. Han er fandeme en god trommeslager, Chris Sharrock. Nåmen, udover trommerne er det bare en skidegod rocksang fra en skidegod plade. Jeg har hørt et par plader mere med The Icicle Works – de er ikke i nærheden af at være lige så gode. Hovedmanden Ian McNabb lavede 10 år senere en af mine yndlingsrocksange nogensinde overhovedet, så helt talentløs har han aldrig været.
17. The Chills – Pink Frost…en både sær og yderst tilnærmelig popsang. Lidt selvmodsigende, mjoe, men jeg står inde for det. Jeg kan ikke helt forklare hvad det er den kan, men øøh…ja. Dårligste write-up i historien, så bare lyt til sangen og dan din egen mening.
18. The Jesus and Mary Chain – Upside Down…jeg elsker at dette var bandets første single. “Hey gutter, skal vi ikke bare lave en fandens støj i tre minutter? Joda”. Og det gjorde de så. Ret badass.
19. New Order – Thieves Like Us…åh ja, synths galore og 2½ minutter lange introer. De var godt på vej væk fra Joy Division-mørket her, hvilket formentlig var meget godt for bandets liv og levned. En dejlig sang.
20. Prince – When Doves Cry…en sand evergreen og en ren tour de force for den lilla funky mand, der både udlever sin guitarheltedrøm og sine ubegribelige popevner. Klart en af Prince-favoritterne her i hytten.
21. Tones on Tail – Lions…sært offshoot fra Bauhaus, hvor sidstnævntes medlemmer Daniel Ash og Kevin Haskins får lov at træde ud af Peter Murphys skygge. ‘Lions’ er en druggy dubperle, langsom og besynderligt dansabel.
22. The Green Pajamas – Katie Lied…primitiv og forbasket ørehængeragtig lille sag, og mere af den vidunderlige jangly guitarlyd, taget direkte fra ‘Eight Miles High’-æra Byrds. Og nej, bandet er ikke fra L.A. som de ligesindede Dream Syndicate og Rain Parade, men derimod fra Seattle, minsandten.
23. Black Flag – Slip It In…gæt selv hvad den muligvis handler om. Her er megen slipping-in, meget stønnen og meget guitarhelteri. Og et glimrende call-and-response-spil mellem Henry Rollins og L7s Suzy Gardner. Mere heavy end punk, egentlig. Jeg er fan.
24. The Replacements – I Will Dare…helt ærligt, jeg tror aldrig The Replacements og jeg bliver virkelig nære venner – dertil ligger vi nok for langt fra hinanden på bodega-bøvethedsskalaen – men ind imellem lykkedes det dem alligevel at skrive en sang så smittende, at selv jeg må vippe med både hoved og begge fødder. Og så har sangen et omkvæd der går lige i hjertet: “Meet me anyplace or anywhere or anytime/Now I don’t care/Meet me tonight/If you will dare/I will dare”. Åårh!
25. The Gun Club – Walkin’ With the Beast…jeg elsker når Jeffrey Lee Pierce og slæng buldrer dronende derudad, og det gør de på enkel og effektiv vis her. Guitarerne skærer, Pierce synger af helvede til – alt er, med andre ord, som det skal være i en Gun Club-sang.

25 sange fra 1969

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Denne liste er vild. Og lad mig fortsætte med indrømmelserne: Hvis ikke det havde været for en hulens masse coverversioner, så var der mange af disse sange jeg muligvis aldrig havde lært at kende. Så lad mig – i alfabetisk rækkefølge – takke: Belly, Hanne Boel, Johnny Cash, Mark Eitzel, Kula Shaker, Tom Petty og Paul Young for på en eller anden måde at have bragt mig frem til en flok fantastiske sange fra listen. Spotify-link i bunden.

1. The Flying Burrito Brothers – Hot Burrito #1…en af de bedste sange jeg nogensinde har hørt. En smertefuld countryballade med en uovertruffen vokalpræstation af Gram Parsons. Det er et næsten ubærligt lyt, når man har ondt i hjertet.
2. The Stooges – I Wanna Be Your Dog…anderledes kontant afregning er der på den her, hvor Iggy Pop som altid vrænger på flabet og direkte vis, mens der er ild i resten af bandet omkring ham. En af de bedste og mest bad-ass rocksange jeg har hørt.
3. The Velvet Underground – Pale Blue Eyes…det er virkelig grumt at skulle vælge mellem perler på stribe fra VUs selvbetitlede plade (min yndling i diskografien), men pilen peger oftest på denne bluesy ballade. Den er ultra-cool og melankolsk på samme tid. En perfekt kombi.
4. Led Zeppelin – Whole Lotta Love…apropos bad-ass rocksange – her er endnu en af dem. Jimmy Pages riff og Robert Plants vilde vokal stjæler naturligt nok ofte lydbilledet, men alt kører for hele bandet på den her.
5. Roberta Flack – The First Time Ever I Saw Your Face…fantastisk vokal fra fru Flack, der her ligger så smukt ovenpå den minimale, instrumentale backing ført an af jazz-bas og diskrete klavertoner.
6. Scott Walker – If You Go Away…en af mine Walker-favoritter. Den er øm og storladen, og den får ikke for lidt på alle følelsesladede tangenter. En amerikanisering af Jacques Brels nummer ‘Ne me quitte pas’, men det var denne version jeg først hørte og elskede.
7. The Beatles – Something…et af the fab fours smukkeste numre, og så rækker det alligevel ‘kun’ til en syvendeplads på denne liste. Der er hård konkurrence. Et af George Harrisons svendestykker, følsomt og nedtonet. Og så den klagende guitar – jeg elsker det og den.
8. Cher – I Walk on Guilded Splinters…en uhørt funky udgave af Cher, der bliver sluppet løs her, hvor hun og et storswingende band leverer countrysoul af høj, høj kaliber. Det er for øvrigt en Dr. John-original.
9. Can – Mary, Mary So Contrary…jeg er ikke nogen stor Can-entusiast (eller -kender), men denne lange og spacey sag syrer formidabelt ud. “MaryMaryMaryMaryMaryMary!”
10. Crosby, Stills & Nash – Helplessly Hoping…syret er denne akustisk ballade så absolut ikke, men den rammer mig lige i hjertekulen med sine, for trioen, så karakteristiske vokalharmonier. Den her har mange hippe fuldskægsbondeknoldemedakustiskeguitarer på samvittigheden.
11. The Band – Up on Cripple Creek…sjældent har en flok blegnæbbede nordamerikanere været så voksenfunky, men det storswinger ganske enkelt på sin egen øøh ja, voksne måde. Jeg håber lidt jeg har opfundet et nyt begreb med termen voksenfunky.
12. David Bowie – Space Oddity…ja, du kender jo godt den der fortælling om Major Tom, og det er eddersparkeme en god sang. Jeg ved ikke helt hvad jeg ellers skal sige. Beklager. Nåjo, det skulle da lige være at det er et besynderligt hit, uagtet dets enorme kvaliteter.
13. Dionne Warwick – This Girl’s in Love With You…en elegant popballade, fantastisk sunget af Warwick ovenpå et formidabelt arrangement. Og ja, så kan jeg godt leve med redekamsoloen, eller hvad fa’en det er der dukker op et par minutter inde. Som en bonus kan jeg fortælle, at jeg også er svært begejstret for halvfemserligegyldigheden Fastballs udgave, betitlet ‘This Guy’s in Love With You’, men det er en anden snak.
14. Dusty Springfield – No Easy Way Down…endnu en overlegen vokalpræstation fra en gal souldiva, hvilket dog ikke skal skille os ad. Hold kæft, hvor sang hun godt, sådan i al almindelighed, men her i særdeleshed.
15. Elvis Presley – Suspicious Minds…jeg har vist aldrig for alvor overvejet om jeg har en yndlingssang med Elvis, men jeg tror nu alligevel det er den her. Formidabelt og soulfuldt sunget hjem af kongen.
16. Neil Young & Crazy Horse – The Losing End (When You’re On)…ok, det her er nok lidt kontroversielt, for fra en fantastisk plade der har Young-klassikere som ‘Cinnamon Girl’, ‘Down by the River’ og ‘Cowgirl in the Sand’, vælger jeg denne gumpetunge countryrockballade? Jep. Jeg elsker den, og den har tårnhøj synge-med-faktor.
17. Nick Drake – River Man…Drake for absolut ingen udblæsning, men det var der vel heller ingen der havde forventet? Tyst, melankolsk og så smukt, så smukt, at det næsten ikke er til at holde ud. Åh, strygerne!
18. The Jackson 5 – I Want You Back…lille Wacko Jacko bakket op af et funky og swingende band, og når han og de var i det lune, kunne de altså spille røven ud af bukserne på en del. Selv verdens mindst funky nordbo.
19. Joni Mitchell – Both Sides Now…klassisk, akustisk Mitchell, og det er der naturligvis ikke megen schwung over, men nu har schwung sjældent været en væsentlig faktor på mine lister, så den simple folksang rammer nøjagtig hvor den skal.
20. The Kinks – Victoria…en lille charmerende hurtigløberbagatel, men hvem fanden bryder sig om bagatelstatus, når den er så smittende som den her? Jeg gør i hvert fald ikke. Den findes også i en anbefalelsesværdig version med Virginia-knoldesparkerne Cracker.
21. Simon & Garfunkel – The Boxer…lalalailalalalalalalaietc. En af de første cd’er vi fik ind i mit barndomshjem, var en opsamling med S&G, og en af de mest mindeværdige sange for en bette knejt, var den med det omkvæd. Jeg har holdt urimeligt meget af den siden.
22. The Rolling Stones – You Can’t Always Get What You Want…det starter så diskret og udvikler sig så enormt, og det gør intet, så længe sangen er så fremragende som den er.
23. Bobbie Gentry – Son of a Preacher Man…jeg er vild med den kantede og rå klang Gentrys vokal har, og det er måske netop den der gør, at hun trods alt ikke lyder som en fuldstændig kopi af Dusty Springfield. Den giver hende en charmerende flabethed.
24. Joe South – Hush…jeg tror ikke jeg kender andre sange med Joe South, så dermed er hans hit-ratio hos mig altså 100%. Det er der ikke mange der kan prale af. Men en fuldfed, hårdtrockende souludgave af sangen her.
25. Thunderclap Newman – Something in the Air…apropos 100% hit-ratio, så gælder det vist også for Thunderclap Newman. En pragtfuld sang – men helt ærligt, så kan jeg endnu bedre lide den med Tom Petty.

25 sange fra 2014

Ingen lang intro – bare lige på! Spotify-lyt i bunden.

1. King Tuff – Black Moon Spell…et kick-ass garagerocknummer, og så straightforward rockogrul som en favoritsang kan blive for mit vedkommende. Bare tryk på fra start til slut, komplet med lidt gospel-inspiration hen mod slutningen. Totalt lucky punch, da jeg tilfældigt greb den her med hjem fra en af mine secondhandshoppingsprees for et par år siden.
2. Dean Wareham – The Dancer Disappears…klart den bedste TV-2-sang jeg kender. Jeg ved ikke hvorfor, men for mig lyder den her fuldstændigt som en usædvanligt inspireret udgave af Steffen Brandt og Co. Måske en fortsættelse af ‘Det eneste hun ville var at danse’. Hvem ved? Men nej, Dean Wareham har selvfølgelig intet med TV-2 at gøre. Det er en vidunderlig sang, uanset hvad.
3. Angel Olsen – Windows…jeg er ikke faldet helt pladask for Angel Olsen, men jeg vil gerne medgive at hun kan noget. Og det noget udfoldes på smukkeste vis her – det er både skrøbeligt og inderligt. Ja, næsten til at tude over, hvis man er således indrettet.
4. Thurston Moore – Speak to the Wild…jeg er muligvis farvet af at de to første (lange!) numre på pladen er ganske fantastiske, men jeg synes Moores 2014-album ‘The Best Day’ er noget af det stærkeste han har præsteret i en voldsomt respektindgydende karriere. ‘Speak to the Wild’ åbner pladen og rammer med sin repetitive tone og strålende opbygning direkte i hjertekulen på mig. Det var kærlighed ved første lyt. Også ved tyvende eller tredivte.
5. Andrea Schroeder – Ghosts of Berlin…den ærketyske chanteuse (hmm…det hedder det vist ikke på de breddegrader) stødte jeg første gang på, da hun varmede op for The Walkabouts i København i 2012. Jeg husker hende og kompagnoners optræden som fin, men det var først da jeg et par år efter stødte på denne sang og tilhørende plade, at jeg virkelig blev ramt. Den har også de klassiske træk for en Morten-schlager; en blanding af vemod og nostalgi og en smukt klagende violin. I tillæg trækker en dejlig, karakteristisk kvinde-stemme i front sjældent ned.
6. The New Spring – Song for Ana Mendieta…en lille, pragtfuld hjerteknuser fra Bastian Kallesøe og hans akustiske guitar. Den i titlen omtalte Ana Mendieta var en cubansk multikunsterinde, der beskæftigede sig med feministiske tanker og ideer, inden hun kom så tragisk og kontroversielt af dage. Bonusinfo: linien “me my thoughts are flower strewn” antager jeg er en reference til en af mine favoritsange med R.E.M., den ganske vidunderlige ‘Find the River’.
7. Simone Felice – Running Through My Head…jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har beskæftiget mig meget med Felices vidtspændende karriere, ja, faktisk kender jeg vist kun hans to soloskiver, men de er heldigvis også værd at dvæle nogen tid ved. Mit favoritnummer fra hans solodiskografi er denne mægtige gospel-ballade, som er så øm og følsom, at selv min 70-årige mor elsker den.
8. Alcest – Délivrance…nu vi er ved det ømme og følsomme, så kan det franske blackmetal-outfit Alcest faktisk også karakteriseres som sådan. I hvert fald på 2014-albummet ‘Shelter’, der afrundes så effektivt af denne episke ballade. Nej, der er ikke meget blackmetal over det nummer og den plade – de fik vist sorteret kraftigt ud i fankredsen ved udgivelsen – men jeg var og er på, for det lyder ærligt talt mest som Sigur Rós eller sågar de fine, hedengangne danske shoegazers Windermere. Så fuck jer, troløse sortmetallere!
9. Mary Gauthier – How You Learn to Live Alone…jeg glemmer af og til, at jeg egentlig holder ret meget af den hårdhudede Mary Gauthier med den dramatiske livshistorie. Men så lytter jeg til ‘How You Learn to Live Alone’ og kommer straks i tanker om det igen. Jeg synes i øvrigt at den minder en smule om The Wallflowers’ glimrende ‘6th Avenue Heartache’, og at soloen midtvejs lyder så påfaldende meget som John Denvers ‘Take Me Home, Country Roads’ til at det kan være et tilfælde. Det gør intet, det er stadig en dejlig sang.
10. Thee Silver Mt Zion Memorial Orchestra…What We Loved Was Not Enough…episkheden når uanede højder på denne 11 minutter lange sag fra Godspeed You! Black Emperor-folkenes overskudslager/sideprojekt. Og det er vel nærmest noget af det bedste jeg har hørt fra det kollektiv. Efrim Menuck (formoder jeg) vræler sig på sin egen facon gennem nummeret, mens han desperat slås for at overdøve det symfoniorkester han har bag sig, og det hele munder ud i den rene og skære altopslugende kæmpehed. Hvis det er et ord. En vidunderlig sang, men, indrømmet, ikke en klassisk hit-basker.
11. Narcosatanicos – Nausea…et af de mest interessante indslag på den hjemlige musikscene de senere år, er denne infernalsk støjende sekstet med de tre guitarer, trommer, bas og saxofon. Intenst, bidsk og brutalt og både bandnavn og sangtitel er velvalgt. Jeg græmmes lidt over, at jeg fortsat ikke har oplevet dem live. Det må komme!
12. Sharon Van Etten – Afraid of Nothing…anderledes mild er den fuldkommen elskelige Van Etten, og åbneren fra hendes ‘Are We There’, der langsomt og sikkert udviklede sig til en af årets bedste skiver, er så smuk og indtagende, at det halve kunne være nok. Jeg er ikke for fin til at indrømme, at jeg stadig har et lille crush på den charmerende brooklynit.
13. Jessica Lea Mayfield – Unknown Big Secret…der er mere kant og dog underspillet guitar-crunch over denne langsomme og tunge sag fra unge Mayfield. Hun lægger sig dermed fint i forlængelse af andre kvinder-med-elektrisk-guitar. Indsæt selv navne.
14. First Aid Kit – Cedar Lane…ja, ok, det blev måske hurtigt lidt for meget hippiebørn-med-bare-tæer-i-skovbunden-folk til min smag, men jeg vil ikke tage fra de unge svenske søstre, at de har en væsentlig dosis talent. Klarest udfoldes det i den kønt orkestrerede ‘Cedar Lane’.
15. Sia – Chandelier…det er sjældent hverken kønt eller nydeligt orkestreret, når Sia folder sig ud, men til gengæld har hun uanede mængder af power, der bare venter på at blive sluppet løs. Megasællerten ‘Chandelier’ er nok det mest klare eksempel på det, og sjældent har jeg hørt et større følelsesudbrud end det der omkvæd. Jeg tror på hende, når hun påstår at hun vil svinge fra lysekronen.
16. Sun Kil Moon – Carissa…‘Benji’ er den seneste plade fra Mark Kozelek jeg har haft lyst til at vende tilbage til gentagne gange, hvilket er lidt af et problem, når nu manden er hyperaktiv og udsender en plade om ugen. Cirka. Det er faktisk lidt trættende. Nåmen, det skal ikke tage noget fra ‘Benji’, der er en glimrende skive, og den tragiske dødevals af et åbningsnummer, ‘Carissa’.
17. Spain – The Fighter…Josh Haden vendte, efter en årti lang pause, overraskende tilbage med et nyt hold musikere for en håndfuld år siden, og har siden fortsat med at udsende udmærkede plader inden for sin stilfærdige og let anonyme niche. ‘The Fighter’ er ubetinget det bedste nummer på 2014-pladen ‘Sargent Place’, og med sin dvælende, downbeat tone og diskrete strygerarrangement sidder den lige hvor den skal.
18. Epic45 – Monument…denne meget britiske duo har gennem en efterhånden lang årrække specialiseret sig i en blå og tåget synth-postrock, der tager tråden op fra bands som Disco Inferno og Piano Magic, og det har de faktisk været ret glimrende til. Den smukke ‘Monument’ kunne sågar have en smule hitpotentiale med sit blide temperament og robotvokal-backup.
19. Nils Gröndahl – Das Fenster…et enerverende og repetitivt mareridt af et monster, spillet mestendels (måske i virkeligheden kun?) på Gröndahls elektriske violin. Tjek også videoen, hvor seeren bliver trukket med ned af en gloomy udseende Istedgade by night.
20. Ryan Adams – Shadows…herrens selvbetitlede album var ærligt talt mere solidt end decideret mindeværdigt, og der var ikke alverden der stak ud (hverken positivt eller negativt), men der var alligevel en sang, der kunne mere end gennemsnittet, nemlig ‘Shadows’. Det simple trommespil, nedtursguitarlyd og Adams’ vanligt sublime vokal gør tricket her.
21. Wovenhand – Good Shepherd…den altid maniske og intense David Eugene Edwards præsterede på 2014-albummet ‘Refractory Obdurate’ at skrue om muligt endnu mere op for intensiteten. Det kammer næsten over på den benhårde ‘Good Shepherd’, men også kun næsten, for det swinger sgu. Og så glemmer jeg ikke følgende ordveksling fra bandets årlige besøg i Vega: DEE: – Thank you for coming out on a Tuesday night! Publikum: – But David, it’s Sunday! DEE: – Says who?! Og det er jo vanskeligt at argumentere imod.
22. Mogwai – Blues Hour…jeg holder meget af Mogwai, men jeg erkender blankt at jeg har haft lidt svært ved at hidse mig op over deres seneste tre-fire plader. Det gælder også for 2014-albummet ‘Rave Tapes’, der dog bød på denne fine sag, en af de relativt sjældne sange, hvor Stuart Braithwaite udfolder sin spæde, men som oftest mærkeligt passende stemme.
23. Metronomy – Love Letters…en skævt dansabel sang fra indietronica-ensemblet (eller whatever) Metronomy. Det er en møgcharmerende sag, der hele tiden virker en anelse off – lige fra den lidt tågede hornintro til frontmand Joseph Mounts sære vokalforedrag og det pilskæve kvindekor. Jeg har svært ved at holde benene i ro, når jeg hører den her.
24. Get Your Gun – Call Me Rage…endnu en flok talentfulde ynglinge fra den danske undergrund. Begsort mørkemandsrock med tråde til Gun Club, Wovenhand og Nick Cave. Det fungerer aldeles glimrende.
25. Plaid – OH…den engelske duo hører til blandt pionererne der trak technoen i spændende retninger i 1990’erne, og fortsat har noget at byde på her to årtier senere. Ringlende og melodisk er de på den skønne, glitchy ‘OH’.

25 sange fra 1998

Så lykkedes det endelig! Jeg har kæmpet med denne liste i efterhånden lang tid, og det skyldes nok primært at 1998 er et år, jeg har exceptionelt mange plader fra. Det er dog ikke ensbetydende med at kvaliteten altid følger med, hvorfor min egentlige tanke om at lave en top-50 døde efter lidt betænkningstid. 50 sange ville året simpelthen ikke kunne bære, thi niveauet ville have skredet for meget mod slutningen. Nu er det heldigvis lykkedes mig at lave en helt traditionel top-25, som jeg er oprigtigt glad for.

Sjovt år og liste, for øvrigt, for en del af mine favoritplader er fraværende fra listen (Lucinda Williams, Massive Attack, Elliott Smith og The Afghan Whigs, for eksempel), og er i stedet blevet erstattet af kunstnere, som jeg – i bedste fald – intet forhold har til, i værste fald synes er temmelig ligegyldige. Men selv middelmådigheder kan af og til ramme plet, hvilket selvfølgelig levner håb for denne verdens Average Joes.

1. Golden Smog – Until You Came Along…det er edderma’me frækt, når sangskrivere gemmer deres bedste sange til andre projekter end det de normalt færdes i, men det kan Gary Louris jo være ligeglad med, hvilket han var, da han besluttede sig for at gemme denne perle fra sine kammerater i The Jayhawks, og i stedet lancere den sammen med all-star-bandet Golden Smog. Nej, jeg ved ikke om det er den bedste sang Louris nogensinde har skrevet, for han har satansprøjtme leveret mange fantastiske af slagsen, men dens vidunderlige jangly guitar og råbe-omkvæd, sparker den højt op ad listen. Meget højt. Hvis du ikke kan lide den, er du dum.
2. Sparklehorse – Maria’s Little Elbows…nu jeg taler om vidunderligheder, så er der endnu en her. Lige fra den vemodige guitaråbning via Candy Says-referencen midtvejs til den vemodige outro, er den her en af Mark Linkous’ mange stjernestunder. Det gør altid ondt, når jeg hører den, ikke kun på grund af den der hjerteskærende looooneliness came kicking at my door-del, men også fordi Linkous’ skæbne er så tragisk. En næsten ubærligt trist sang, men ååh så smuk.
3. Billy Bragg & Wilco – California Stars…standout-nummeret fra Mermaid Avenue-projektet, hvor Bragg og Wilco over tre albums satte musik til hengemte Woody Guthrie-tekster. En pragtfuld sang fuld af smukke billeder, og en sang så standhaftig at både Jeff Tweedy og Wilco stadig spiller den til deres koncerter. Om Bragg gør det samme ved jeg ikke, men det er nu også overvejende en Wilco-kreation.
4. Nada Surf – 80 Windows…som albumband eksploderede Nada Surf på den efterfølgende Let Go (2002), og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde forudset deres udvikling fra ok charmerende, men gennemsnitligt semipunk-band, til melankolsk powerpopensemble fra absolut øverste hylde. Men det skete altså. Og så burde det alligevel ikke være så overraskende, når man lytter til 80 Windows, for den har lige nøjagtig den drømmende, downtrodden tone, som jeg sætter så stor pris på. Det er en perfekt sang, i en skrøbelig ikke-så-perfekt forstand.
5. Pedro the Lion – Secret of the Easy Yoke…jeg har lært at holde af Pedro the Lion med tiden, og det er egentlig meget sigende, fordi (hovedmand) David Bazan er bedst, når hans sange – ofte midtempo, lidt fortabte og håbløse (i betydningen uden håb) – får lov at folde sig ud, dvælende og langstrakt. Secret of the Easy Yoke er et af de skarpeste eksempler på det, for med sin ganske betragtelige længde, vil den måske sætte nogen af, men jeg er så meget på, når guitarspillet de sidste par minutter stille og roligt stiger i intensitet, uden dog rigtig at blive forløst. Bazan var tidligere hardcore kristen, men hans tro er vaklet med årene, og tvivlen har tydeligvis sat ind på dette tidspunkt af hans liv. Stor sang.
6. Rialto – Monday Morning 5:19…her dukker så en af de, i indledningen omtalte, ligegyldige kunstnere op, for har du nogensinde hørt sætningen “Rialto, de var bare pissefede. Toppen af britpoppen!” Nej, vel? Rialto var ikke pissefede, det ene album jeg havde var jævnt ligegyldigt, og alligevel formåede det at fremvise en så gigantisk sang som denne paranoide og jaloux sag. Lidt af et post-britpop-mesterværk med sin opbyggelige nattefortælling og ubegribeligt medrivende omkvæd. Der skete vist aldrig så meget mere med Rialto, og nej, jeg gider ikke at tjekke om min påstand er sand.
7. Pulp  – This Is Hardcore…endnu et stort post-britpop-mesterværk (britpoppen var død i 1998, ikk’?). Sjældent har Jarvis Cocker været mere teatralsk – og han har ellers ved gud ikke holdt sig tilbage – men hans ætsende og næsten spyttende vokallevering lagt oven på den enormt dramatiske produktion, skaber en sang der vil overleve til verdens ende. Håber og tror jeg. What exactly do you do for an encore?
8. The Divine Comedy – Sunrise…hvis du troede at dramaet og storladenheden nåede sin top med Pulp, ja, så tog du fejl. Neil Hannon har aldrig været bange for at skrue krukkeriet op til 11 (måske 12), og det er hele hans 1998-album Fin de Siécle et håndgribeligt bevis på. Slutsangen, en rørende postkrigs-fortælling fra Hannons irske hjemegn, er den bedste på albummet, og et af hans fineste momenter overhovedet. What is this strange and beautiful thing? It’s the sunrise!
9. Puressence – Sharpen Up the Knives…der var søreme meget musikalsk drama i 1998, kan jeg efterhånden se. Manchester-bandet Puressence, der ligesom nogenlunde ligesindede Geneva, var et af de bands, der ufortjent ikke fik den helt brede succes, holdt i hvert fald ikke igen hvad angik intensitet og udtryksfuldhed, og intet sted er det mere tydeligt end på den bombastiske og knivskarpe (‘scuse the pun) Sharpen up the Knives. Et decideret frontalangreb fra et band og sanger med følelserne helt, helt, HELT uden på tøjet.
10. Knife in the Water – I Sent You Up…knap så megen musikalsk bombast er der at finde hos sadcore/americana-bandet Knife in the Water, og det er heller ikke et band jeg generelt er hooked på. De har dog lavet denne ene – helt fantastiske – bitre, slacker-countrysang, hvor narratorens nemesis får en ææh…noget hårdhændet behandling af både narrator himself, englene og djævlen. Muntre sager og en charmerende dvask melodi.
11. R.E.M. – At My Most Beautiful…Michael Stipes hyldest til Beach Boys, hvis ikke jeg husker helt galt. Det er lidt puttenuttet, men det holder – og dudududu-vokalharmonierne sidder lige i skabet. Jeg er et blødsødent fjols, så jeg labber det i mig. I read bad poetry/into your machine/I save your messages/just to hear your voice. Åårh! Er det i virkeligheden lidt creepy? Nå, det har altid undret mig, at den her ikke blev et større hit.
12. Jack – Cinematic…Anthony Reynolds’ Jack-projekt var vist altid lidt for high-brow og intellektuelt til mig, med sine konstante hentydninger til litteratur og filmkunst (jeg er jo bare en simpel musikmand!) – men heldigvis skrev han også ind imellem en smuk melodi, som for eksempel på dette hurtigløbervidunder, hvor strygerne øh ja, stryger afsted i kapløb med alle referencerne til Cocteau og Fellini og hvad ved jeg. Det er en vidunderlig sang.
13. Cracker – My Life Is Totally Boring Without You…overgangen fra Jacks arty-farty univers til Crackers noget mere jordbundne hillbilly-ditto er klart den bedste overgang på listen. Helt utilsigtet, i øvrigt. Altså, der er jo ikke så meget at sige her. Jeg elsker Cracker og denne gumpetunge, men bundærlige sang er et klokkeklart hit. Hvordan kan man ikke elske en sang der hedder My Life Is Totally Boring Without You?
14. Olesen-Olesen – Sol…Dagens gerning er min yndlingsplade med brødrene Olesen, og det skyldes ikke mindst en sang som Sol. En sindssygt smuk sang, der med sit strygerarrangement minder rigtig meget om Tindersticks. Altså, et Tindersticks uden Stuart Staples’ evindelige brummen. For øvrigt er det her en af Peter H. Olesens bedste vokalpræstationer, spørger man mig.
15. Placebo – Without You I’m Nothing…en af mine absolutte yndlingssange dengang. Den holder naturligvis fortsat, omend den umiddelbare effekt den havde på mig i 1998, trods alt har fortaget sig. En smule. Dog stadig et højdepunkt i Placebos fine katalog, takket være Brian Molkos karakteristiske vokal og den overvældende triste lyd.
16. Yo La Tengo – By the Time It Gets Dark…jeg elsker alle sider af Yo La Tengo. Den ulideligt støjende, den legesygt poppede, den countryficerede. Og så denne – den intime giv-mig-et-tæppe-jeg-kan-rulle-mig-ind-i-mens-jeg-sidder-foran-pejsen-og-får-varmen-side. Det er nuttet ud over alle grænser, og det næsten generte samspil mellem Ira Kaplan og Georgia Hubley er så kært. Hvis jeg kunne kramme en sang, ville jeg kramme den her helt ind i evigheden. Nåja, forresten, det er et Sandy Denny-cover.
17. Neil Finn – She Will Have Her Way…jeg vil aldrig, aldrig påstå, at Neil Finns melodiøre er mindre end fremragende. Både på egen hånd og, selvfølgelig, i Crowded House, har han gennem mange år leveret den ene brilliante melodi efter den anden, men – for sådan et er der naturligvis – ind imellem bliver det måske en anelse ferskt. En smule, ja undskyld…kedeligt. Kedelig er den her dog heldigvis ikke, for den er en ørehænger af format, og her er Neil Finn på toppen af sin ydeevne. Når han er der, er han svær at nå.
18. Eels – Dead of Winter…and strangers break their promises/you won’t feel any/you won’t feel any pain synger Mark Oliver Everett blandt andet på denne hjerteskærende sang fra det herostratisk berømte Electro-Shock Blues, et album fuld af død, sorg og spøgelser. En sang så kuldslået, at den næsten ikke ville være til at komme igennem, hvis ikke det var for den smukke melodi. Ak.
19. Hole – Awful…unægteligt et skifte fra Eels’ dødsrallen til Holes mægtige powerpopsang. Jeg har ikke noget dybt forhold til Hole, men lige den her elsker jeg. Mere har jeg egentlig ikke at sige.
20. Mercury Rev – Goddess on a Hiway…and I knoooow/it ain’t gonna last. Mercury Rev-klassikeren over dem alle, vil jeg tro. Fortjent nok. Det er en pragtfuld sang, fra en voldsomt overvurderet plade, men det skal sangen jo ikke straffes for. Mercury Rev er et skæppeskønt live-bekendtskab, men på plade har det altid knebet mere. Jeg er sjældent blevet helt så betaget, som jeg føler jeg burde. Men fuck det. Goddess on a Hiway holder stadig.
21. Saint Etienne – Lose That Girl…jeg kan mægtig godt lide Saint Etienne i små doser, omend jeg nok mest betragter dem som sådan et band, det er rart at have i musikbranchen. For helt ærligt, så meget render jeg ikke og lytter til dem til daglig. Lose That Girl er min favoritsang med dem, takket være det iørefaldende klaverspil og Sarah Cracknells altid sprøde stemme. Og så har den bare et godt drive.
22. ibens – Vi siger slet ingenting…utvivlsomt ibens’ bedste sang (altså i mit hoved), en synd- og skamfuld omgang båret frem af flot guitarspil og en diskret strygerbacking. Carsten Lykkes vokal vil selvfølgelig altid dele vandene, men jeg synes den fungerer glimrende her.
23. Midnight Choir – Muddy River of Loneliness…du kan nok godt fornemme af titlen, at flodens bredder ikke er beplantet med moro og glæde. Du har ganske ret. Her er weltschmerz og tungsind i uanede mængder, smukt tolket af den strålende sanger Paal Flaata, hvis vokal får opbakning af dramatiske strygere. Hvis du tænker “det lyder ret meget som The Walkabouts”, så giver det selvfølgelig god mening: Pladen er produceret af Chris Eckman.
24. The Cardigans – Hanging Around…den mindst succesfulde af singlerne fra storsællerten Gran Turismo, men i mine ører den mest holdbare. Her er væsentligt mere kant end normalt hos trøjebandet, og det klæder dem umådeligt. God beskidt guitar, dér.
25. Better Than Ezra – At the Stars…et band jeg var meget glad for i midten af halvfemserne, men…ja, jeg er ikke sikker på tiden har været så god mod Better Than Ezra, som vist forunderligt nok fortsat er aktive. Anyway, At the Stars er sådan en strygerladet akustisk semi-ballade, jeg ind imellem er en sucker for, og ligesom den var en dejlig sang i 1998, er den det stadig her i 2017. Albummet var ikke ret godt i 1998, og jeg formoder ikke det har ændret sig på de 19 år der er gået.

Don’t Always Look for Comfort in a Song: Teenage Fanclub 1990-2016

Yes, det er ved at være den tid; verdens bedste band nærmer sig København. De rammer Lille Vega i morgen fredag den 10. februar, og der er på forunderlig vis udsolgt. Det er første gang jeg skal til en udsolgt Teenage Fanclub-koncert, de to gange jeg har set dem har der vel højst været halvfyldt, så hvad er der sket? Er verden pludselig gået lidt mindre fra forstanden? Glædeligt er det dog, at danskerne endelig lader til at have åbnet ørerne. Eller svenskerne, måske. Nåmen, glædeligt er det at Øresundsregionen endelig lader til at have åbnet ørerne.

Jeg har vanen tro lavet en liste, og for nemheds skyld har jeg valgt mine tre yndlingssange fra hvert regulært album (The King og Deep Fried Fanclub tæller ikke med her), plus lidt løse sange fra hist og pist. Det har givet nogle helt horrible udeladelser – for eksempel er der ikke blevet plads til The Concept, Sparky’s Dream og Start Again – men sådan er livet så barskt og uretfærdigt. Modsat bandet har jeg heller ikke været så demokratisk at give hver sangskriver lige megen plads, så beklager, Raymond McGinley, du drukner lidt i mængden. Du er dygtig, men Gerry Love og Norman Blake er bare i verdensklasse.

God fornøjelse – også hvis du skal til koncert i morgen!

25 sange fra 2004

Ny årgang – ny listeform. Jeg forsøger mig med lidt flere detaljer. Som altid er du velkommen til at springe mit nonsens over, og gå direkte til playlisten. Der er lyttelink i bunden.

1. The Divine Comedy – Our Mutual Friend…havde jeg lavet denne liste for 14 dage siden, var den her sang end ikke kommet i betragtning. Men jeg har altså, pludseligt, opdaget den, her 13 år efter den udkom og fire år efter jeg købte pladen, Absent Friends. En vidunderlig plade, der toppes af denne helt guddommelige (undskyld) sang med den fantastiske historiefortælling, og en patos og orkestrering så stor som, ja, det ved jeg ikke…hele verden, måske. Neil Hannon og hans slæng kommer til København om godt en uge, og jeg glæder mig enormt til at opleve ham og dem. Og forhåbentlig ‘Our Mutual Friend’.
2. Franz Ferdinand – Take Me Out…en født klassiker. Jeg kom engang i et af mine radioprogrammer til at udbasunere, at dette måske var årtiets bedste single, og jeg er altså ikke sikker på at jeg tog fejl. Den vil holde helt ind i evigheden, hvornår den så end kommer til os.
3. Max Richter – On the Nature of Daylight…langt mindre festlig er den tysk-engelske komponist Richters indslag. Men det rammer noget andet i mig, med sin næsten overdrevne sorgfuldhed og helt regulære skønhed. Ligesom en anden af tidens store neoklassiske kunstnere, Jóhann Jóhannsson, formår Richter, når han er bedst, at ramme de helt rette hjertetråde. I hvert fald hos mig. Dette er et af de smukkeste stykker musik jeg kender.
4. Guster – The Sun Shines Down on Me…hvis det er åbenlyst hvorfor jeg er faldet i svime over Max Richter-nummeret, så er det måske mere vanskeligt at forklare hvorfor jeg elsker denne sang så meget. Altså, den er umiddelbart ret ordinær (hvilket jeg også har indtryk af at Guster er, jeg kender dem ikke specielt godt), men den lidt vage og triste fortolkning af Daniel Johnstons ord, kan bare noget uforklarligt. Det er bare en skøn sang. Beklager, det er et tyndt argument, men sandt ikke desto mindre.
5. Weeping Willows – Stairs…true story: første gang jeg hørte den her, tænkte jeg: “Hold kæft mand, den nye Morrissey-single er god!” Det viste sig så at være den svenske Morrissey, Magnus Carlsson, og hans gæve svende, der havde præsteret et lille mesterværk. Jeg fór, i øvrigt, øjeblikkeligt til nærmeste pladebutik, som lå i Helsingør, for at købe den (jeg skulle alligevel have den nye Claus Hempler-plade), og nej, albummet holder slet ikke samme afsindige niveau. Hvilket heldigvis er komplet underordnet på denne liste. ‘Stairs’ er fortsat et lille mesterværk.
6. Arcade Fire – Wake Up…jeg var ikke overbevist om Arcade Fires brillans første gang jeg lyttede til dem, og der skulle da også gå en del år før jeg hørte en hel plade med dem. De har dog vundet ved nærmere bekendtskab, og jeg synes specielt de første to plader er glimrende. ‘Wake Up’ er et pragtfuldt, bombastisk nummer, som jeg bliver ved med at holde af. Jeg skulle åbenbart blot vågne op.
7. Jolie Holland – Old Fashioned Morphine…det mest cool nummer på listen er dette pragtværk af Jolie Holland, en af stifterne af den charmerende, men desværre hedengangne country-trio The Be Good Tanyas. Holland, med den karakteristiske raspende stemme, leverer her en fortræffelig art pilskæv jazzbluesfolk, der helt sikkert har fået heltene – begge for øvrigt erklærede fans – Tom Waits og Bob Dylan til at nikke anerkendende.
8. Josh Rouse – Michigan…ligesom Gusters sang længere oppe, hører den her til de mere undselige og anonyme af slagsen. Den nedtonede instrumentering, en akustisk guitar og en diskret harmonika, er bare en vinderkombi, og når Rouse er på toppen af sin ydeevne – som han var i første halvdel af nullerne – så kan han få selv de forsigtigste sange til at lyde af meget mere end de er. Jeg har tabt interessen for ham – han er vist blevet lykkeligt gift og flyttet til Spanien, hvilket alle ved er roden til alt ondt – men ‘Michigan’ holder jeg stadig usigeligt meget af.
9. Justin Rutledge and The Junction Forty – Federal Mail…dengang i 2004 blev Rutledge pludselig superstjerne på et dansk musikforum. Jeg fangede aldrig helt hvorfor – det gjorde resten af verden vist heller ikke – men i hvert fald blev hans album No Never Alone ved flere lejligheder udråbt til det største mirakel musikbranchen havde hørt. Eller ikke hørt, rettere. Cirka. Det hverken er eller var det, men det indeholdt dog denne vidunderlige tearjerker, med de helt uimodståelige linier got a cowboy hat and a prayer/and a heart that’s in need of repair. Og så lister den sig afsted, som et bastard-afkom af Patsy Clines ‘Crazy’. Det er en pragtfuld sang, og det er ok at få tuderen på når man lytter til den.
10. R.E.M. – Leaving New York…ja, den sang lovede vist lidt mere end albummet kunne holde, men det er fuldstændig ligegyldigt, for ‘Leaving New York’ er en sådan blid ballade, som vi (som i jeg) elsker R.E.M. for. Deres bedste single efter årtusindskiftet. Basta.
11. Marc Gartman – Luf Kanh Brhak Ur Hrt…hvis man tænker sig om, kan man måske godt regne ud hvilken sang Gartman fortolker her*. Hvis ikke, kan man bare lytte til den, for det fortjener den. Gartman er ikke nogen superstjerne, men han er en ret habil musikant, som det kan høres i denne helt intime klaverballade, og også i det fine americana-ensemble Pale Horse and Rider. *psst, det er en Neil Young-sang.
12. Sparklehorse & The Flaming Lips – Go…det andet Daniel Johnston-cover på listen, men det var også en fin tribute der kom på gaden i 2004. Mig bekendt det første samarbejde mellem de særegne sæt kunstnere, men ikke det sidste. Jeg får altid lidt ondt i hjertet når jeg hører Sparklehorse, for Mark Linkous var en af mine skæve helte, og hans tragiske exit var så ubærlig, omend ikke uventet. Det her er ret meget et Sparklehorse-nummer, drømmende og skrøbeligt, men det klæder bestemt Wayne Coyne og co. at skrue lidt ned for vanviddet.
13. Timesbold – Bone Song…nej, jeg ved ikke meget mere om Timesbold end du gør, men jeg ved dog at dette er en smuk, smuk sang. En art melodramatisk nattewesternballade, hvis det giver mening? Jeg opdagede den på et cykelsportsforum, af alle steder, hvor en bruger med udsøgt smag nævnte og anbefalede den. Jeg takker stadig mange gange.
14. Micah P. Hinson – The Day Texas Sank to the Bottom of the Sea…en sang med den titel, kan da kun være fyldt med drama og vare mere end otte minutter? Det har du ret i. Desuden er den afsindigt smuk, selv om Hinsons grove og uskolede stemme nok er en acquired taste. Han har altid mindet mig en del om Hayden, som vi sjovt nok møder længere nede af listen.
15. Ryan Adams – Anybody Wanna Take Me Home…jeg kan ærligt talt ikke huske om denne version er så meget anderledes end den der kom på Rock n Roll året før. Jo, den er lidt længere, så nu tager jeg den med her i 2004, fra Love Is Hell-albummet. Jeg havde egentlig oprindeligt tænkt mig at tage ‘I See Monsters’ med på listen, men i sidste øjeblik ændrede jeg mening. ‘Anybody…’ er altså også en dejlig sang, og lidt mere rock, hvilket listen nok har meget godt af.
16. Sufjan Stevens – To Be Alone With You…Stevens’ 2004-album Seven Swans er efter min mening hans bedste og et af de bedste dette år. Problemet, hvis man kan tale om det, er bare at det er et meget solidt sammensat album, hvor ingen enkeltsange for alvor stikker ud. Derfor denne, bevares fine, placering, som dog ikke er helt i top. ‘To Be Alone…’ er dog et godt eksempel på hvilken udgave af Sufjan Stevens jeg holder mest af, nemlig den nedtonede og mere enkle. De der svulstige kammerpoparrangementer han også har gjort sig i, er blevet lidt anstrengende med årene.
17. Tift Merritt – Plainest Thing…af og til forvandler jeg mig til en følsom thirty-something kvinde, og så kan jeg godt lide at lytte til Tift Merritt. Hendes vokale klang – ganske tæt på den Emmylou Harris også besidder – er ret uovertruffen. I tilgift er hun en habil sangskriver. ‘Plainest Thing’ er et af de bedste eksempler på det. Og ja, jeg indrømmer det: Den følsomme thirty-something mand jeg er det meste af tiden, er ikke meget anderledes end kvinde-udgaven. Han kan også godt lide Tift Merritt.
18. Windermere – Trailer Park…hvad blev der egentlig af Windermere? De lavede to gode plader, og så *puf* var de væk. Er der nogen der ved hvad der gik galt? Hvis, altså, noget gik galt. Nå, men ‘Trailer Park’ tog pusten fra mig de første gange jeg hørte den, en effekt den måske ikke helt har længere, men det er nok ikke så mærkeligt efter de mange år og afspilninger. Det er nu stadig en vidunderlig sang, og Windermere var, så kort det varede, et godt bud på gedigen dansk shoegaze/postrock.
19. A Northern Chorus – Slide…mere postrock, denne gang dog fra Canada, fra et band jeg lige en kort overgang der i midt-nullerne faldt lidt for. Det er længe siden jeg for alvor har tænkt på A Northern Chorus, bortset fra når jeg hører dette nummer, der stammer fra en tribute til den første Low-plade, I Could Live in Hope. Ja, noget så konkret. Originalen er en af de bedste på sin skive, mens fortolkningen her – trukket endnu længere ud og om muligt gjort endnu langsommere og dvælende – passende er den bedste på sin.
20. Elliott Smith – Pretty (Ugly Before)…den bedste sang på den plade Smith vist lige netop ikke fik gjort færdig før sit farvel til denne verden. From a Basement on the Hill blev dog afsluttet in absentia, og sendt ud til de stadig sorgramte, men spændte fans – heldigvis. Nej, det blev ikke hans stærkeste plade, men den indeholder dog blandt andet denne perle, der hører til blandt hans bedste sange.
21. Darren Hanlon – (There’s Not Enough Songs About) Squash…sangens titel siger vel egentlig hvad der skal siges, men heldigvis er det også en pragtfuldt skramlet janglepopsag. Til Hanlons (yderligere) ros vil jeg også nævne, at jeg vist aldrig har hørt linierne without sounding too peculiar/If it’s a cardiovascular/You’re after then you can’t go past squash hverken før eller siden. Det er jo lidt en skam, når nu de ligger så godt på tungen.
22. The Twilight Singers – Black Is the Color of My True Love’s Hair…Joan Baez har været der. Nina Simone har været der. The Czars har været der. Forbi denne traditional, altså. Mest taknemlig er jeg dog over at Greg Dulli, i et af sine frikvarterer fra Afghan Whigs, har været der med sit projekt The Twilight Singers, for de leverer en desperat rockfortolkning som man kun kan forvente af den altid udtryksfulde Dulli. Den er fed!
23. Joy Zipper – Ron…det er ikke et band jeg har noget særligt forhold til, Joy Zipper. Jeg kender faktisk kun pladen nummeret her stammer fra, og den er fin…og så ikke meget mere. Sangen ‘Ron’ trækker dog gevaldigt op, luftig, drømmende og lidt vemodig som den er. Der er egentlig ikke alverden mere at sige. Den er dejlig.
24. Julie Doiron – Snowfalls in November…dejlig er den her også, og den eneste grund til jeg nogensinde håber på sne i november er, at jeg så kan være kæk, sætte den her på anlægget og kigge ud på det hvide stads. Doiron har ikke nogen stor stemme, men den matcher perfekt den lidt slingrende, men bedårende melodi. *Suk*. Den her burde måske i virkeligheden have været højere oppe på listen?
25. Hayden – Don’t Get Down…jeg elsker ironien i, at den ellers noget indadvendte og melankolske Hayden Desser har skrevet denne sang for at opmuntre sin tilsyneladende endnu mere mutte og nedtrykte ven og medtroubadour Howie Beck. Det er ret sødt. Sangen er også dejlig – en simpel, akustisk petitesse, men den fungerer.

Det var 2004 a la Morten. Hvis du har læst med – godt kæmpet! Og tak! Vil du bare lytte, skal du klikke herunder.

Lyt på Spotify

25 sange fra 1993

Ah ja, de formative år. Vi, der er født i den sene ende af 1970’erne, har nok et særligt forhold til start- og midthalvfemserne. Ikke at jeg partout vil tage hele årgange som gidsler i denne, indrømmet, helt selvkomponerede teori, men jeg formoder at det for de flestes vedkommende er i disse år, der begynder at ske noget for alvor. Smag ændrer sig, stil udvikles. Her taler jeg naturligvis kun om musikken, alt andet er irrelevant i denne sammenhæng. I hvert fald står 1993 for mig som et ret markant musikår. Listen bærer præg af at have en ret pæn hitrate, hvis man sammenligner hvad jeg lyttede til på daværende tidspunkt og nu, og der er en del af musikken jeg begyndte at samle op dengang, som stadig hænger ved. Der er naturligvis også sange og kunstnere, der er kommet til langt senere, men der begynder at tegne sig et billede af, hvor min musikalske interesse fører hen.

Når alt det er sagt, så er listen her exceptionelt stærk. Jeg skrev vist om 1987-listen, at den var den stærkeste hidtil, men den bliver overgået her. Jeg havde et voldsomt hårdt felt på 30-35 sange, som jeg på det usleste måtte korte ned, og det var virkelig darlings der måtte lade livet. Et par sidste-øjebliks-ændringer gjorde at Slowdive, et af mine favoritbands, røg ud af listen, og de sidste to der inden da blev skåret fra, var fantastiske sange med yndlinge som PJ Harvey og Lloyd Cole. Kandidaterne var som sagt helt ude af denne verden. Det samme er etteren på listen, som jeg mærkeligt nok ikke var i tvivl om. Det skyldes nok, at den sang ganske enkelt er en af de bedste jeg nogensinde har hørt – tænk top-5’ish – men samtidig er den en sang, jeg ikke ynder at lytte til i selskab med andre. For mig er den en lytte-alene-sang. Du må dog selv bestemme hvordan du lytter til den. Eller om.

Således beriget har du ingen undskyldning for ikke at læse og lytte med. Listen kommer her – Spotify-link i bunden.

1. Red House Painters – Katy Song
2. The Boo Radleys – Lazarus
3. New Order – Regret
4. The Posies – Solar Sister
5. Matthew Sweet – Someone to Pull the Trigger
6. Grant Lee Buffalo – Fuzzy
7. Jellyfish – New Mistake
8. The Afghan Whigs – Debonair
9. The Lemonheads – Big Gay Heart
10. Dinosaur Jr. – Out There
11. Nirvana – Heart-Shaped Box
12. U2 – Stay (Faraway, So Close!)
13. The Walkabouts – Satisfied Mind
14. Sarah McLachlan – Fumbling Towards Ecstasy
15. Teenage Fanclub – The Cabbage
16. Chris Isaak – Can’t Do a Thing (To Stop Me)
17. Crowded House – Nails in My Feet
18. Mazzy Star – Into Dust
19. The The – Slow Emotion Replay
20. Sebadoh – Soul and Fire
21. Suede – Pantomime Horse
22. Sheryl Crow – No One Said It Would Be Easy
23. Depeche Mode – In Your Room
24. Swervedriver – Duel
25. The Smashing Pumpkins – Disarm

Lyt på Spotify