Koncertåret 2019 (del 2 af 3)

Anden del af koncertkavalkaden kommer her, og den starter i juli – i Roskilde.

Juli

Igen i år blev det til en endags-ekskursion til Roskilde Festival, og da elsklingen kun kunne om lørdagen, blev det lidt tilfældigt den dag vi havnede der. Vi ankom i regnvejr og fortrak øjeblikkeligt til Avalon, hvor vi kunne få lidt læ. I det telt spillede Khruangbin, som jeg på forhånd havde sat et kryds ved. De leverede en chillet omgang instrumental indiesoulfunk (eller noget), og det var bestemt hyggeligt for en halv times tid eller så. For mig bliver det dog en anelse for gimmicky og påtaget(?) cool til for alvor at være fantastisk, men rart nok. I gang var vi.

Der skulle drikkes vin og vandres videre til et eller andet. Vi havnede uforvarende på Gloria, hvor sydafrikanske Nakhane stod klar, og den androgyne artpopper gjorde et virkelig godt indtryk. Desværre lugtede der lidt for meget af våd hund i barakken til at vi blev hængende rigtig længe, men hans optræden smagte klart af mere. Et mentalt notat er taget.

Derefter var sulten allerede ved at melde sig hos mig, og vi fandt spaghettiboden og teamede umiddelbart derefter op med elsklingens venner, og derfra slentrede vi mod Pavilion, hvor den stod på arrig hardcore med Whores. Indrømmet, jeg var vist den eneste i selskabet, der havde bare en smule hang til den slags, så de øvrige blev hængende ude foran teltet, mens jeg spadserede lidt nærmere spektaklet. Her mødte jeg en anden bekendt, og vi stod og lyttede lidt til horerne, inden vi brød op, fordi resten af selskabet ville høre noget andet. Det var ok med mig, for Whores var udmærket, men større var vigtigheden trods alt ikke for mig.

Så skulle der tisses af og tankes op igen inden afgang til Orange, hvor genopstandne Bikstok stod på scenen, til større glæde for resten af selskabet end undertegnede. Bikstok var et underholdende indslag, men musikalsk bliver det aldrig noget for mig. Men noget for noget – jeg skyldte vist en efter at elsklingen sad igennem en hel Dead Cross-koncert på Primavera ’18 for min skyld 🙂

Efter Bikstok var der ikke for alvor noget der trak i nogen af os, så vi gik stille og roligt rundt og rundt, indtil vi havde gået så meget rundt, at vi atter var ved Orange. Her var Janelle Monáe ret sej med sin robotfunk, selv om hun fejlagtigt troede vi befandt os i København. Det gjorde vi ikke, omend hun dog var tættere på sandheden end Cardi B, der på samme scene på førstedagen havde proklameret “Hello, Denver”. Eftersigende.

Efter robotfunken var der en længere pause inden næste must-see, hvilket jeg udnyttede til at fortrække til Avalon, hvor Converge satte gang i lidt af en moshfest. Converge er generelt for voldsomt til mig, men jeg kan da godt sætte pris på det i korte perioder – hvilket jeg gjorde mens resten af slænget drak en sjus. Formoder jeg. Vi genforenedes lige i rette tid til at indtage flere tarvelige sjusser på den tarveligste brune bodega vi kunne finde, og det fortsatte vi så med inden vi igen skulle på Orange.

Her sørgede The Cure for midnatsseancen og for at lukke den store scene for denne gang. Her var det mest mig der var på hjemmebane, og jeg nød i fulde drag blandt andet yndlingssangen ‘From the Edge of the Deep Green Sea’ og andre gloomy hits som ‘Fascination Street’ og ‘100 Hundred Years’. Efter 1½ time med gamle Robert og de andre, var elsklingen og jeg dog møre og sagde adjø til resten af selskabet og festivalen. En snack med på vejen, op til busserne og hjem i en lun seng. Slut på Roskilde ’19.

Vi var dog ikke helt færdige med julikoncerterne, for der ventede fortsat svigerfamilietraditionen over dem alle: Lars Lilholt Band på Restaurant Pottegården i Højby. Jeg gentager muligvis mig selv fra i fjor, men here goes: Lilholt er ikke lige mig, men han og bandet leverer bare på scenen. De er godt selskab – især når de nydes med en sjus af en art. Til den interesserede kan jeg sige, at det var bandets sidste optræden på Pottegården – næste år skal du tage til Vig for at høre dem. Eller et andet sted i landet, bevares.

August

Kalenderens sidste sommermåned bød på lidt af et big shot for mig: Genopstandne Stereolab – endda i selskab med fine Speaker Bite Me. De danske indiehelte leverede en intens og fremragende opvarmning, hvor der blev støjet godt og grundigt igennem, inden hovednavnet – med ultracool Laetitia Sadier som omdrejningspunkt – tog over med deres karakteristiske og sofistikerede indiekrautstøjpop. Noget stort og sprudlende spradebasseshow var det ikke, men de gjorde hvad de skulle. Jeg var meget glad for endelig at opleve dem.

September

Årets første efterårsmåned gav et gengensyn med altid strålende Wilco. På plade er de gode, men live lægger de lige et lag mere på. Det skete også denne tirsdag aften i Den Grå Hal. Det er ligegyldigt hvor mange gange man har set det lange rær Nels Cline fyre sin vanvittige solo af i ‘Impossible Germany’ eller Glenn Kotche levere sit forrygende trommespil på ‘Misunderstood’ – det virker hver gang. Altid en fornøjelse. Knap så stor en fornøjelse var det at se support Spiral Stairs (aka Scott Kannberg) – det var faktisk decideret røvsygt. Mest interessant var det at høre ham fortælle, at han i 1992 stod på nøjagtig samme scene med sit slæng af slackers, Pavement, da de turnerede med Sonic Youth.

Tredie og sidste del af årskavalkaden kommer snart.

Koncertåret 2018 (del 4)

2018 nærmer sig sin afslutning (i skrivende januarstund endda godt og vel), og mit koncertår er nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Fjerde og sidste del handler om månederne september til og med december.

September

Måneden bød på mit første møde med Luna. Det amerikanske indieband har altid været sådan et der bare var der, men for mig aldrig helt er braget igennem. Hvilket egentlig giver glimrende mening med tanke på den tilbagelænede og underspillede attitude Dean Wareham og slæng lægger for dagen. Samtidig er det dog et band, hvis fanskare stille og roligt udvider sig, hvilket resulterede i et udsolgt Loppen denne september-tirsdag. Det var en strålende koncert, hvor de cool sange, bandets benovelse over det store fremmøde og hyggelig intern band-banter spillede glimrende sammen.

Slutningen af måneden bød på to meget forskellige koncerter. Først en kirkekoncert med Mellemblond (denne aften i duo-setup) i Timotheuskirken i Valby, en del af deres fine koncept TimoTirsdage. Et gratis-arrangement, hvor nyere sangskrivere kan komme tæt på sit publikum og vice versa. Det er hyggeligt og intimt og kan varmt anbefales. Knap så intimt er en udsolgt Royal Arena, men det ene udelukker heldigvis ikke det andet. Det var således lidt af et hul at få lukket på min koncertliste, da det endelig – ved et rent tilfælde – lykkedes mig at få billet til U2 i omtalte arena. U2 er et af de bands, jeg har lyttet mest til i mit liv, et band jeg faldt for som bette knejt, og som er blevet hængende hos mig, selvom de groft sagt ikke har lavet en virkelig god plade i 25 år. Det var dog indtil denne septemberaften aldrig lykkedes mig at opleve dem live, og at det endelig er lykkedes nu, er jeg virkelig godt tilfreds med. Jeg vidste på forhånd, at der musikalsk nok ville være lidt langt mellem snapsene, men det var komplet underordnet, for det bombastiske sceneshow, Bonos skinhellige tirader og fællesskabsfølelsen til et sådant mega-arrangement var noget der bare skulle opleves. Og jeg blev reelt rørt over at få blæst sange som ‘Stay’, ‘The Unforgettable Fire’ og ‘Who’s Gonna Ride Your Wild Horses’ ud i hovedet. Et band og sange der har fyldt hovedparten af mit musikalske liv. Tak for det og dem.

U2…så intimt som det nu kan blive

Oktober

Magnolia Electric Co. er ret beset ikke et band der eksisterer længere, da det desværre mistede sit hoved ved Jason Molinas tragiske død i 2013. De resterende medlemmer har dog haft behov for at vise respekt for vennen og hans virke, hvorfor de af og til optræder med de fantastiske sange, de sammen skrev i 2000’erne. Det var en virkelig rørende oplevelse, da de besøgte spillestedet Bremen med et katalog af smukke sange og en kyndig frontfigur i Timothy Showalter (Strand of Oaks) – foruden et par special guests, herunder Molina-biografen Erin Osmon, der lejlighedsvist læste op fra sin bog om Molina. Bedst var det dog når bandet bare spillede, og den tydelige glæde foldede sig ud: Bandets glæde ved stadig at kunne spille disse sange for et hengivent publikum, og Showalters enorme stolthed over – som fan – at få lov at optræde med disse gutter. Det var en smuk og bevægende aften.

Mindre smukt, men effektivt og in-your-face-ondt var det at opleve Godflesh, da duoen gæstede Pumpehuset med et tungt artilleri af samplere og brutale guitarriffs. At lytte til industrialpionerernes musik er som at blive ramt af en langsom og modbydelig kaskade af mavepustere – det gør både ondt og godt.

Helt så hverken ondt eller godt gjorde det at opleve Gang of Four i Hotel Cecil. Det genopstandne postpunk-orkesters gennemsnitsalder er vist sænket betragteligt gennem årene – modsat har man tilsyneladende skruet op for volumen. Min kammerat syntes der var lidt for meget af det sidste, og det blev måske også mere skærende end godt er i en koncert, der ikke helt fik ram på mig. Til gengæld var scenelyset meget rødt.

Gang of Four ser rødt. Publikum gjorde i hvert fald.

Rødt er også altcountry-furien Neko Cases hår, og selv når hendes aktuelle udspil måske ikke er sindsoprivende spændende, er hun værd at opleve på en scene. Der er en fantastisk kemi mellem bandmedlemmerne, der ikke er bange for at tage pis på hinanden til stor moro for publikum, og – ikke uvæsentligt – så spiller de røven ud af bukserne. Case herself er et kraftcenter uden lige og et uimodståeligt musikalsk fikspunkt. De var (også denne aften) fremragende på Bremen.

November

Sidst (og første gang) jeg oplevede John Grant på en scene, var da han i begyndelsen af indeværende årti turnerede med sit strålende debutalbum ‘Queen of Denmark’. Dengang var han alene på scenen med sit klaver, og det var en Grant og et setup jeg kunne forholde mig til. Siden har herren med den pragtfulde stemme taget sin musik i en lidt anden retning end den jeg sætter størst pris på, men han skal bestemt ikke klandres at han har lyst til at udforske en mere ekstravagant diskostil. Derfor har jeg heller ikke lyttet alverden til hans senere plader, eller været til hans koncerter, men da yndlingsmennesket gerne ville se ham i Vega, tog jeg selvfølgelig med. Og det blev såmænd også en fin aften med en meget sympatisk mand – med ovennævnte præmisser in mente. Om ikke andet er en aften med armene om yndlingsmennesket altid værd at tage med.

Et af mine alt for sjældne besøg i Musikcaféen i Huset i Magstræde førte mig i armene på det bastante engelske postpunk-orkester The Underground Youth. I et vanvittigt tåget og varmt rum leverede de nøjagtigt hvad man kan forvente af et bastant engelsk postpunk-orkester. Hverken mere eller mindre.

The Underground Youth i røg og damp

Grant-Lee Phillips leverede også nøjagtig hvad man kan forvente i et udsolgt Hotel Cecil, men det gør bestemt heller ikke noget, når han gang på gang trakterer os med sange fra det flotte bagkatalog, der strækker sig over mere end 25 år. Manden er simpelthen godt og ærkesympatisk selskab, når han træder op på scenen med et smil og en akustisk guitar, og bare synger fra hjertet. Ingen slinger eller overflødige gimmicks – bare the real deal. Denne gamle mand må i øvrigt komplimentere arrangør og artist for et arrangement der slutter 21.30, så han kan komme hjem og få sin skønhedssøvn 🙂

December

Rygtet var løbet forud om et band, der gav et forrygende live-show, så da min kammerat introducerede mig for svenske Viagra Boys, og jeg opdagede at de spillede i Vega, var der ingen vej udenom. Afsted var det – og ja, rygtet talte sandt. Den altoverskyggende frontfigur, Sebastian Murphy, startede med at konstatere, at bandet kom lidt for sent i gang, fordi de havde travlt med at feste backstage. Bare en konstatering, på ingen måde en beklagelse, og så var tonen ligesom slået an for den næste times tid. Kaotisk var det at følge Murphy, der halvdelen af tiden svajede tåget rundt på scenen og den anden halvdel lå rallende på selvsamme, mens bandet manisk forsøgte at følge med i det tempo de selv havde lagt. Underholdende var det – også at følge de første par rækker af publikum, der lod til at være bandets faste følge. De havde i hvert fald en fest og fik med ujævne mellemrum håndklædetæv af et af bandmedlemmerne. Jojo.

Mit koncertår sluttede med et blast from the past, da de nordirske britpowerpopsters Ash slog vejen forbi Lille Vega. At dømme efter fremmødet denne decembermandag, er Ash stort set gået i glemmebogen herhjemme, for der var sørme megen plads på gulvet. Så meget, at Tim Wheeler hurtigt bad os om at trække tættere på scenen, og der blev vi, for vi få fremmødte fik en dejlig aften, der på bedste vis blandede bandets gamle hits med nogle de bedre, nyere sange. Og ja, Ash kan faktisk stadig noget nutildags, selv om der nok er lidt længere mellem de oplagte hits. Under alle omstændigheder leverer de en energi på scenen, der er værd at opsøge dem for. Mit koncertår sluttede med et smil. Værd at bemærke var for øvrigt Wheelers gennemsigtige guitar og at han – nu i sine fyrrere – ikke længere ligner Sharleen Spiteri, men derimod Matt Dillon anno ‘There’s Something About Mary’ med sin kække moustache. Således beriget siger jeg tak for 2018 – vi ses ude på koncertstederne i 2019.

There’s something about…Ash

Koncertåret 2016 del 3 (tredie kvartal)

Juli

Pengene var fosset ud af koncertkassen i forbindelse med Primavera-festivalen i juni, så sommeren/sensommeren blev meget afdæmpet på levende musik-fronten. Specielt da hverken Jazzfestivalen eller nogle af Tivolis koncerter trak i mig. Det er ikke usædvanligt – 2015 var det samme – men efter at have bladret i koncertannalerne, kan jeg se at der trods alt ikke er tale om et decideret mønster. For nu at sige det som det er…ingen koncerter i juli, hvorfor jeg lige så godt kan springe til

August

der ikke var synderligt meget mere actionmættet. En enkelt koncert blev det dog til.

Alessandro Cortini i Vor Frelser Kirke. August er traditionelt Strøms domæne i København, og i år fik jeg afprøvet et af den elektroniske festivals tilbud. Den italienske technomusiker Cortini, der lejlighedsvis er en af Trent Reznors håndlangere i Nine Inch Nails, inviterede til stemningsfuld seance i kirken på Christianshavn. Jeg husker ikke meget af musikken – i den genre er der tendens til at det hele flyder lidt sammen – men jeg erindrer dog kirkens imponerende akustik, der blæste lydene godt ud i rummet. Derudover mindes jeg publikum, der indtog musikken siddende på bænke, eller drømmende – måske endda slumrende – på gulvet. En fin oplevelse, og en god anledning til for en sjælden gangs skyld at bruge kirken til noget.

Alessandro Cortini…tilsyneladende inden han gik på

September

Exploded View på Loppen. Et multinationalt sammenrend af musikere med den mildest talt krukkede tysk-engelske sangerinde Anika i front for et band bestående af to mexicanere og en svensker. Dubby postpunk der, som en anmeldelse noterede, kunne give minder om et Nico-frontet Public Image Limited. Det var ok, men nogen kæmpe liveoplevelse var det ikke. Mest mindeværdig var Anikas udstråling, der var virkelig kølig og distanceret – jeg fik til til tider sådan en robot-vibe fra hende. Desuden var stage banter ikke en del af produktet, thi hun konstant hviskede ind i mikrofonen uden at man kunne dechifrere noget som helst af hvad hun sagde. Åh jo, der var vist en sang der handlede om journalist-branchen. Ja, det var det.

Næste indlæg handler om det sidste kvartal i 2016. Det bliver noget længere, kan jeg godt afsløre.