Arkiv

Posts Tagged ‘spindinlevetid’

Spin din levetid #5 (2014-2020)

Så er jeg nået til sidste kapitel af konceptet, hvilket betyder at jeg kan begynde at lytte til musik på normal vis igen.

IMG_20200423_124124__01

Pallbearer – Foundations of Burden (Profound Lore, 2014)

Lidt formiddagsdoom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ejer den her, for metal i al almindelighed og doom i særdeleshed, er ikke noget jeg gør mig meget i, men den må vel have fået omtale der har gjort mig nysgerrig. Anyway, jeg kan egentlig godt lide det, for det har en melankolsk grundtone som tiltaler mig, og så kan jeg godt lide at det ikke går så fandens stærkt. Jeg kan se på omtale af albummet, at mange har det lidt svært med vokalen, men er den der lysende, klare (og ja, en smule pibende) stemme ikke meget karakteristisk for genren?

Jessica Pratt – On Your Own Love Again (Drag City, 2015)

Rustik storbyfolk, hvis det giver mening. Det er virkelig nedbarberet og problemet med den stil er, at der er utrolig mange om buddet. Derfor skal man helst skille sig ud på en eller anden facon, og det gør Pratt ved at have en yderst irriterende stemme. En anmelder bemærkede at hun lyder som en blanding af Joanna Newsom og Stevie Nicks, så vi er ude i en noget acquired taste vokalmæssigt. Første gang jeg hørte hende, kunne jeg næsten ikke holde det ud. Det hjælper lidt ved genlyt.

Boy Harsher – Yr Body Is Nothing (Mute, 2016)

Et smut ind i de dybeste synthpop-grotter med noget så sjældent som et synthband fra sydstaterne. Eller jeg tror det er sjældent, for jeg forbinder primært denne slags mørke og maskinelle musik med Europa. Nå, Augustus Muller leverer de stive beats, mens Jae Matthews skiftevis chanter og stønnesynger sig igennem det begsorte repertoire. Der er virkelig dømt fest i gothklubben.

Alvvays – Antisocialites (Transgressive, 2017)

Så er der fest i indieklubben, og det er forståeligt for her spiller den bedste rendyrkede indiepopplade jeg har hørt siden Camera Obscura toppede i midten af 00’erne. Den er fuldstændig perfekt; guitarerne er lige nøjagtig så skarptskårne at det ikke bliver for puttenuttet, sangerinde Molly Rankin synger overdådigt og sødmefuldt, og sangene har den rette længde, cirka tre minutter i snit. Det er melankolsk og opløftende på en gang, og det føles helt enkelt som en af årtiets bedste plader. Min eneste fortrydelse er, at jeg ikke opdagede den da den udkom. Et must, hvis man har bare den mindste trang til skarp og catchy guitarpop.

De underjordiske – Flænger i luften (Flammekaster, 2018)

Jeg er ikke vildt god til at lytte til ny dansk(sproget) musik, så jeg er lidt afhængig af tilfældigheder, hvis jeg skal opdage noget. Heldigvis besluttede Spotify sig på et tidspunkt for at spille nummeret ‘Saskorus’ for mig, og det fik mig til at lytte efter. De underjordiske spiller vel en form for syrerock, men gudskelov ikke så dybt begravet i tresserne, at det gør noget. Det er en glimrende plade.

The Murder Capital – When I Have Fears (Human Season, 2019)

Intenst! Dublin-kvintetten kommer drønende ud af starthullerne på de første par sange inden de køler lidt ned, men det er hele tiden temmelig indebrændt. Sådan var deres koncert (kan I huske dengang vi gik til sådan nogen?) på Loppen for nyligt også. En konstant vekslen mellem introvert indebrændthed og hyperenergiudladninger. God koncert og god plade, hvis man kan lide tidlig U2 og ditto Echo & The Bunnymen (bare hør nummeret ‘Green & Blue’).

King Krule – Man Alive! (Matador, 2020)

En ven beskrev pladen her som “noget søvnigt, slingrende syreslask – men ikke uden charme” og det har den kloge mand ret i. Pladen er en af mine favoritter så langt i år, selv om/fordi den slingrer sådan afsted med Archy Marshalls snøvlende vokal henover. Der er en virkelig speciel, stenet vibe her og den er svær at rubricere. Er det art rock? Er det jazz? Er det punk? Er det r&b? Det er vel lidt af det hele. Er det fremragende? Ja!

Spin din levetid #4 (2005-2013)

IMG_20200422_152925__01

British Sea Power – Open Season (Rough Trade, 2005)

En kammerat elskede dette band (det gør han muligvis stadig) og var derfor så elskværdig at give mig et par af deres plader i fødselsdagsgave engang i tidernes morgen. Jeg blev dog aldrig rigtig fan af bandet, der ligesom manglede et eller andet – en god sanger for eksempel, ville de kritiske måske indvende. Men nok om det – jeg prøver deres postpunk’ish shenanigans igen.

Mahogany – Connectivity! (Track and Field, 2006)

Jeg blev i dag (i går, red.) inspireret til at lytte til Kristian Leth og Ralf Christensens gennemgang af Cocteau Twins-albummet ‘Heaven or Las Vegas’ i podcasten, ja ‘Album’. Det inspirerede mig yderligere til at lytte til denne dejlige plade fra Chicago-bandet (ups, de er fra Detroit, red, red.) Mahogany, der ikke kan beskyldes for at have travlt – den er deres foreløbig seneste, og mig bekendt eksisterer bandet stadig. Nåmen, Robin Guthrie fra Cocteau Twins har drejet på nogen knapper i produktionsprocessen og hans og Liz Frasers datter Lucy Belle Guthrie medvirker begge på pladen. En herligt artsy-fartsy omgang, der af og til minder om Belle and Sebastian, af og til Stereolab og andre af den slags artsy-fartsy bands.

The Good, The Bad & The Queen – S/T (2007, Parlophone)

Ikke en plade der ligefrem har slidt min cd-afspiller op, og efter et par lyt her til aften, bider den sig ikke rigtig fast. Måske kræver den flere lyt. Imponerende besætning ellers, med sådan et slæng af Blur-, Clash- og Verve-folk.

Three Second Kiss – Long Distance (Africantape, 2008)

Jeg elsker at stå og græsse i tilbudsbunker i pladebutikker, for ind imellem støder jeg nemlig på noget jeg ikke aner hvad er, men som bare ser interessant ud. Det gælder for eksempel dette italienske støjrockband, som viste sig at være produceret af Steve Albini, og så tænkte jeg i sin tid at det skulle prøves. Albini-relationen giver god mening, da det her lyder ret meget som hans band Shellac – og Slint som han også har produceret. Det er råt, kantet og fuld af start-stop-øjeblikke og skæve taktarter. Helt habilt, omend måske ikke synderligt opfindsomt inden for genren. Men så er dagen da skudt i gang.

Mount Eerie – Wind’s Poem (P.W. Elverum & Sun, 2009)

Det er spændende at gå ind til en plade, der har genrebetegnelser som singer/songwriter, lo-fi indie og atmospheric black metal. Men de passer alle sammen. Åbneren er et black metal-blast, der bliver fulgt op af en 11 minutter lang, sørgmodig orgeldrone, som atter bliver fulgt op af en nedbarberet akustisk folksang. Så kommer metallen tilbage, senere dukker der Twin Peaks-samples op og så videre. Mest af alt er det bare en kold, mørk og tristesseramt omgang, der perfekt matcher solskinnet udenfor mit vindue. Eller noget.

Gold Panda – Lucky Shiner (Ghostly International, 2010)

Jeg anede ikke at der var en genre der hedder wonky, men det er det her åbenbart. Det er tilsyneladende også microhouse og glitch hop, så jeg er blevet meget klogere i dag. I hvert fald er Gold Panda tyske Derwin Schleckers projekt, og jeg kan godt lide den boblende elektroniske musik, der strømmer ud af mine højttalere lige nu. Det passer lidt bedre til solen end Mount Eerie-pladen jeg hørte tidligere.

Charles Bradley – No Time for Dreaming (Daptone, 2011)

Stakkels Charles Bradley, eller ‘The Screaming Eagle of Soul’, som han også blev kaldt. Efter et liv fyldt med genvordigheder, bliver han opdaget af et cool label, debuterer med sin svedige soul som 62-årig, slår stort igennem – og så dør han seks år senere. En tragisk skæbne, mildest talt.

Bat For Lashes – The Haunted Man (Parlophone, 2012)

Jeg tror nok jeg har lyttet til alle hendes plader, og de holder generelt et fint, højt niveau. Det jeg husker hende bedst for er dog en koncert i Vega for en håndfuld år siden, hvor hun på forhånd bad publikum om at slukke telefonerne, hvilket vi gjorde, og blev fuldstændig overvældet af hendes optræden. Det var en usædvanlig oplevelse, hvor vi som publikum bare overgav os. Ret old school, ret skønt. Øøh ja, denne plade indeholder for øvrigt mit favoritnummer med hende, den gudesmukke ‘Laura’.

Goldfrapp – Tales of Us (Mute, 2013)

Jeg købte i sin tid debuten, men faldt slet ikke for den, og den røg ud af samlingen igen. Jeg glemte derefter alt om Goldfrapp indtil jeg ved et tilfælde hørte ‘Annabel’ fra den her, og den ramte lige i solar plexus med sin vemodige tone og Alison Goldfrapps sprøde stemme. Så måtte jeg jo give bandet en chance mere, og det er vist en god ide. En tyst produktion hvor strygerne smyger sig om de elegante sange. Andre højdepunkter er ‘Stranger’ og ‘Laurel’. Måske er det på tide at give debuten en chance mere.

Spin din levetid #3 (1996-2004)

IMG_20200416_214947__01__01

Lambchop – How I Quit Smoking (City Slang, 1996)

Måske er den egentlig fra 1995 – de lærde er uenige. Nåmen, hos mig er den fra 1996 og rar og behagelig. Faktisk så rar og behagelig at jeg undervejs glemmer at lytte efter. Det skyldes nok dels dens tilbagelænethed, dels Kurt Wagners brummende, let søvndyssende stemme. Det er muligvis de faktorer der gør, at jeg har lidt vanskeligt ved at forholde mig til Lambchop – kan jeg lide dem eller ej? Jeg ved det faktisk ikke.

Luksus – S/T (Lidocaine, 1997)

En lovende EP, et virkelig godt debutalbum og så…gik de i opløsning. Ærgerligt. Bevares, det er da gået medlemmerne fint siden, men jeg foretrækker nu samarbejdet mellem Lise Westzynthius og Mikael Simpson frem for deres respektive solokarrierer. Henrik Vibskovs tøjkollektioner har jeg intet forhold til.

Chris & Carla – Swinger 500 (Glitterhouse, 1998)

Det kan godt være det er Chris & Carla der er krediteret for dette smukke album, men jeg tror faktisk at resten af deres faste legekammerater fra The Walkabouts medvirker, så hvad pointen med navneskiftet er, ved jeg ikke helt. Men det er også underordnet, for pladen er dejlig og jeg hører den alt for lidt.

The Innocence Mission – Birds of My Neighborhood (Badman, 1999)

Et af de sødeste orkestre der render rundt i branchen. Alle deres plader er gode og exceptionelt nuttede, og Karen Peris’ stemme er sådan en blød en enhver burde have ved sin side, når man skal lulles roligt i søvn. Små forsigtige folkperler trukket på en snor.

Cat Power – The Covers Record (Matador, 2000)

Jeg kan lige nå en mere inden sengetid, og så kan jeg endda tage hul på 00’erne. Chan Marshall fortolker på sin helt egen måde – fra Stones til Smog til Dylan til en masse andre – og det bliver meget nedtonet og meget tydeligt hende, når hun forsigtigt folder sin både bluesy og melankolske stemmepragt ud. Hun har sine momenter, både her og i resten af diskografien, men jeg har altid haft svært ved helt at knække koden hvad angår Cat Power.

The Strokes – Is This It (RCA, 2001)

Jeg var en anelse uimponeret, da både Primavera og Roskilde lancerede dem her som hovednavn. “The Strokes som hovednavn i 2020 – de har jo været irrelevante i næsten to årtier”, var cirka min tanke. Men der var stor jubel fra begge festivallers publikum, så måske jeg bare har undervurderet deres fortsatte popularitet. Nå, hvem ved – måske bliver de nu hovednavn i 2021 i stedet, og så kan de jo fejre denne plades 20-års jubilæum.

Boards of Canada – Geogaddi (Warp, 2002)

Varm og vellydende lyttetechno for os der ikke for alvor er technomennesker. Indrømmet, for mig er det mest baggrundsmusik, men det fungerer.

Kashmir – Zitilites (Columbia, 2003)

Hos min kæreste kører P6 Beat som oftest i baggrunden, og forleden genudsendte de P6 Beat elsker Kashmir. Vi hørte kun en smule af programmet – og med et halvt øre, thi husstandens fireårige skulle aktiveres – men det gav mig lyst til et genlyt til den her. Det er den seneste Kashmir-plade jeg ejer og måske også den bedste. Lige skridtet videre fra The Good Life og fyldt med gode, slidstærke sange – med Melpomene og The Aftermath som yndlingene her.

Eleni Mandell – Afternoon (Zedtone, 2004)

En tidligere studiekammerat gjorde mig i sin tid opmærksom på fine Eleni Mandell, som jeg tog til mig og lyttede en del til de efterfølgende år. Siden glemte jeg ærligt talt alt om Mandell, og det er sørme en skam for hun er som nævnt en fin størrelse. Hun har været vidt omkring, fra snerrende PJ Harvey-rock til regulær country, og her er hun til tider nærmest lidt loungejazzet, selv om hun stritter lidt i flere retninger. Det er lækkert produceret og hun synger forrygende. Lyt til åbneren ‘American Boy’ og bliv fanget. Forhåbentlig.

Spin din levetid #2 (1987-1995)

Så er jeg nået til anden del af mit fjollede koncept. Mod slutningen af indlægget, vil jeg være fyldt 17 år.

IMG_20200411_114416__01

The Jesus and Mary Chain – Darklands (Blanco y Negro, 1987)

De skulle have spillet dette album i København i sidste uge (indlægget blev oprindeligt skrevet 3. april, red.), og jeg havde egentlig sat snuden op efter at høre samme show på en festival i Barcelona om et par måneder, men sådan skulle det ikke gå. Det er dog også fint at høre dejlige sange som ‘Happy When It Rains’ og ‘April Skies’ hjemme i stuen.

R.E.M. – Green (Warner Bros, 1988, her et reissue fra 2005)

Jeg går mere sikkert og velkendt til værks her i 1988 i anledning af gårsdagens 40-års jubilæum for bandets første koncert (indlægget blev oprindeligt skrevet 6. april, red.). Green rangerer i top-3 over mine favoritter med R.E.M takket være det perfekte blend af introverte ballader og mere rockogrullede sager. Altid en fornøjelse at lytte til.

Bob Dylan – Oh Mercy (CBS, 1989)

Ikke den Dylan-plade jeg har lyttet mest til, men fans omtaler den ofte som en af de stærke af de ‘nyere’. Jaja, ved det godt – den er over 30 år gammel og sådan. Nåmen, den åbner godt nok fremragende med ‘Political World’.

Ride – Nowhere (Sire, 1990)

De spillede en fremragende koncert på Primavera Sound i 2018 og var et af de navne jeg havde sat kryds ved på årets Roskilde festival, men ja…sådan skulle det så ikke gå. God plade og en af shoegazens hovedværker. Dog ikke min personlige favorit (det er opfølgeren ‘Going Blank Again’, red.).

Pitch Shifter – Industrial (Peaceville, 1991)

Jeg vaklede lidt mellem at spinne Rickie Lee Jones eller den her fra 1991, men nu valgte jeg den vist nok ondeste af dem. Passende titel til en industrialmetalplade, der helt ærligt er næsten identisk med Godflesh’ ‘Streetcleaner’. Ah, væsentlig kortere og en smule mere growl, men ellers er det de samme langsomt huggende guitarriffs og trommemaskinebeats, der er i højsædet. Lyrikken er ikke raketvidenskab – ‘Hate, I hate, you mother fucker. Drown, bleed, I wish you would’ er for eksempel den fulde tekst til åbneren ‘Landfill’ men det er såmænd effektivt nok og får gjort jobbet. Så glædelig langfredag!

Lars H.U.G. – Blidt over dig (Medley, 1992)

Nok min favorit fra hans hånd. Den indeholder i hvert fald en stak af mine yndlingssange – ‘Natsværmer’, ‘? er lykken så lunefuld’ og titelnummeret. Det der rædderlige cover af ‘Itsi-Bitsi’, der er gemt som bonustrack, kunne jeg nu godt have undværet.

Me’shell NdegéOcello – Plantation Lullabies (Maverick, 1993)

Psykedelisk soul fra sangerinden med det mildest talt krævende navn. Jeg måtte virkelig stave mig langsomt igennem det, da jeg skulle skrive det. Men fed, spacey produktion og hun spiller en solid, funky bas. Radiolyttere fra perioden husker måske hittet ‘If That’s Your Boyfriend (He Wasn’t Last Night)’. Udgivet på Madonnas selskab for øvrigt.

The Divine Comedy – Promenade (Setanta, 1994)

Jeg elsker Neil Hannon. Hans musikalske alter ego er komplekst, lige dele høj- og lavpandet. Som når han på ‘The Booklovers’ opremser en lang række af litteraturens store figurer, der oftest bare siger Hello eller lignende på et storladent, orkestralt bagtæppe. Det er kløgtigt og fjollet på en gang. Det er Hannon i en nøddeskal. Han er en af musikkens største og vittigste lyrikere, men har desværre af og til svært ved at styre det, så det ender lidt for fjollet. Oftest er det dog heldigvis virkelig godt. Den her indeholder også to af mine Hannon-yndlinge, den nostalgiske ‘The Summerhouse’ og den vidunderlige ‘Tonight We Fly’.

Murmur – Sexpowder 2000 Volts (Cloudland, 1995)

Før Speaker Bite Me blev til Speaker Bite Me var de Murmur. Også som Murmur var de en kantet størrelse med godt tryk på støjrockpedalerne og Signe Høirup Wille-Jørgensen som karakteristisk frontfigur. De har på en eller anden måde altid været ret særegne på den danske rockscene, nærmest deres egen lille genre, og de fortjener al verdens respekt. De fortjener ærligt talt også at blive lyttet mere til af mig.

Spin din levetid #1 (1978-1986)

03/04/2020 4 kommentarer

Tidens karantænetrend kan have mange sideffekter. Nogle er brugbare og nyttige, andre er komplet spild af tid. Jeg er stor tilhænger af sidstnævnte sideeffekt, så i den anledning har jeg opfundet et fjollet koncept. Jeg er medlem af herligt, fjogede tidspildsfacebookgrupper som Spinning Vinyl og Spinning Plastic, hvor brugerne tager et billede af det album de hører, mens skiven ligger på pladespilleren eller i cd-skuffen, og så – eventuelt – fortæller lidt om hvorfor de hører den. Nu kommer vi så til konceptet; det hedder spin din levetid. Eller #spindinlevetid om man/du/jeg vil. Det går i al sin enkelhed ud på at spille en plade fra hvert af de år jeg har levet. Jeg vælger en eller anden plade fra min samling, gerne (men ikke nødvendigvis) en jeg ikke har lyttet så meget til, for det er ligesom lidt mere interessant end bare at høre de samme slidte favoritter. Og så skriver jeg lidt om den. Alt er så simpelt og såre godt, som en eller anden engang sang.

Husk at du også kan spinne din levetid, hvis du ønsker. Vælg det format du foretrækker – og hvis dit foretrukne format er cd, så join gerne Spinning Plastic på Facebook, for den gruppe trænger virkelig til en vitaminindsprøjtning.

Her følger, næsten uredigeret, første kapitel af min #spindinlevetid – de første ni år.

spindinlevetid1

Tom Waits – Blue Valentine (Elektra, 1978)

Jeg starter helt naturligt i 1978 med Tom Waits, som jeg stort set aldrig lytter til, så nu får han chancen i denne anledning.

Michael Jackson – Off the Wall (Sony, 1979)

Jeg kan nok bedre lide den her gang discofunk end de megapopmonstre der skulle følge efter. ‘Working Day and Night’ og ‘Burn This Disco Out’ går lige i fusserne.

Lucinda Williams – Happy Woman Blues (Smithsonian Folkways, 1980)

Hendes andet album inden en otte år lang pause. Der var vist noget med nogle pladeselskabsproblemer. Hun kom stærkere tilbage og kulminerede med to mesterværker omkring årtusindskiftet, men det er interessant at høre hendes tidlige output, som er rendyrket bonderøvscountry.

Cabaret Voltaire – Red Mecca (Mute, 1981)

Jeg var så heldig at opleve bandet her for fuld udblæsning i et auditorium i Barcelona for fire år siden – det var forrygende! På plade har jeg ikke for alvor dyrket dem, men den her skulle vist være et hovedværk.

Before – A Wish of Life (Karma Music, 1982/2003)

Jeg er nået til 1982 og snyder lidt ved at spinne en genudgivelse med ekstra materiale, men hvis jeg bare stopper efter de oprindelige 10 sange er det problem jo løst (det gjorde jeg ikke, red.) Dansk postpunkklassiker.

U2 – Live/Under a Blood Red Sky (Island, 1983)

En sjældent lyttet plade med det måske vigtigste band i min musikalske opdragelse. De er ikke meget værd længere, og jeg gider ærligt talt ikke flere U2-plader, men på toppen af deres ydeevne – perioden 1983-1993 – var de urørlige. Jeg skylder dem meget.

Minutemen – Double Nickels on the Dime (SST, der i dette tilfælde intet har med Sundhedsstyrelsen at gøre, 1984)

En rigtig kultklassiker inden for den amerikanske punk og postpunk, men den er en ordentlig mundfuld med sine 43 sange. Bevares, langt hovedparten af dem er kortere end to minutter, men alligevel. Nu jeg alligevel bare drikker pulversuppe og ordner vasketøj, kan den lige så godt få en chance her på matriklen.

The Knitters – Poor Little Critter on the Road (Slash Records, 1985)

Punkbandet X, med de altoverskyggende frontfigurer John Doe og Exene Cervenka, har altid været mere end et simpelt 1-2-3-4-punkband, og har ofte inkorporeret andre inspirationer i deres lyd. Det kan man for eksempel høre i sideprojektet The Knitters, der er baseret på country og old school rock’n’roll. Det er et hyggeligt frikvarter, mere end decideret fremragende.

The The – Infected (Epic, 1986)

Jeg havde egentlig valgt en plade med Jennifer Warnes som mit 1986-spin, men alene tanken om at skulle lytte til den fik mig til at gabe. Så overvejede jeg om jeg skulle spille noget med Slayer, men det var lige friskt nok fra morgenstunden. Det endelige valg faldt så på The The, delvist foranlediget af, at jeg hørte ‘Giant’ fra ‘Soul Mining’-pladen et hav af gange i går – hvilket er lidt af en bedrift med dens anseelige længde in mente – delvist af at jeg stort set aldrig har lyttet til ‘Infected’.