Arkiv

Posts Tagged ‘tilfældige lyt’

Spin din levetid #5 (2014-2020)

Så er jeg nået til sidste kapitel af konceptet, hvilket betyder at jeg kan begynde at lytte til musik på normal vis igen.

IMG_20200423_124124__01

Pallbearer – Foundations of Burden (Profound Lore, 2014)

Lidt formiddagsdoom. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg ejer den her, for metal i al almindelighed og doom i særdeleshed, er ikke noget jeg gør mig meget i, men den må vel have fået omtale der har gjort mig nysgerrig. Anyway, jeg kan egentlig godt lide det, for det har en melankolsk grundtone som tiltaler mig, og så kan jeg godt lide at det ikke går så fandens stærkt. Jeg kan se på omtale af albummet, at mange har det lidt svært med vokalen, men er den der lysende, klare (og ja, en smule pibende) stemme ikke meget karakteristisk for genren?

Jessica Pratt – On Your Own Love Again (Drag City, 2015)

Rustik storbyfolk, hvis det giver mening. Det er virkelig nedbarberet og problemet med den stil er, at der er utrolig mange om buddet. Derfor skal man helst skille sig ud på en eller anden facon, og det gør Pratt ved at have en yderst irriterende stemme. En anmelder bemærkede at hun lyder som en blanding af Joanna Newsom og Stevie Nicks, så vi er ude i en noget acquired taste vokalmæssigt. Første gang jeg hørte hende, kunne jeg næsten ikke holde det ud. Det hjælper lidt ved genlyt.

Boy Harsher – Yr Body Is Nothing (Mute, 2016)

Et smut ind i de dybeste synthpop-grotter med noget så sjældent som et synthband fra sydstaterne. Eller jeg tror det er sjældent, for jeg forbinder primært denne slags mørke og maskinelle musik med Europa. Nå, Augustus Muller leverer de stive beats, mens Jae Matthews skiftevis chanter og stønnesynger sig igennem det begsorte repertoire. Der er virkelig dømt fest i gothklubben.

Alvvays – Antisocialites (Transgressive, 2017)

Så er der fest i indieklubben, og det er forståeligt for her spiller den bedste rendyrkede indiepopplade jeg har hørt siden Camera Obscura toppede i midten af 00’erne. Den er fuldstændig perfekt; guitarerne er lige nøjagtig så skarptskårne at det ikke bliver for puttenuttet, sangerinde Molly Rankin synger overdådigt og sødmefuldt, og sangene har den rette længde, cirka tre minutter i snit. Det er melankolsk og opløftende på en gang, og det føles helt enkelt som en af årtiets bedste plader. Min eneste fortrydelse er, at jeg ikke opdagede den da den udkom. Et must, hvis man har bare den mindste trang til skarp og catchy guitarpop.

De underjordiske – Flænger i luften (Flammekaster, 2018)

Jeg er ikke vildt god til at lytte til ny dansk(sproget) musik, så jeg er lidt afhængig af tilfældigheder, hvis jeg skal opdage noget. Heldigvis besluttede Spotify sig på et tidspunkt for at spille nummeret ‘Saskorus’ for mig, og det fik mig til at lytte efter. De underjordiske spiller vel en form for syrerock, men gudskelov ikke så dybt begravet i tresserne, at det gør noget. Det er en glimrende plade.

The Murder Capital – When I Have Fears (Human Season, 2019)

Intenst! Dublin-kvintetten kommer drønende ud af starthullerne på de første par sange inden de køler lidt ned, men det er hele tiden temmelig indebrændt. Sådan var deres koncert (kan I huske dengang vi gik til sådan nogen?) på Loppen for nyligt også. En konstant vekslen mellem introvert indebrændthed og hyperenergiudladninger. God koncert og god plade, hvis man kan lide tidlig U2 og ditto Echo & The Bunnymen (bare hør nummeret ‘Green & Blue’).

King Krule – Man Alive! (Matador, 2020)

En ven beskrev pladen her som “noget søvnigt, slingrende syreslask – men ikke uden charme” og det har den kloge mand ret i. Pladen er en af mine favoritter så langt i år, selv om/fordi den slingrer sådan afsted med Archy Marshalls snøvlende vokal henover. Der er en virkelig speciel, stenet vibe her og den er svær at rubricere. Er det art rock? Er det jazz? Er det punk? Er det r&b? Det er vel lidt af det hele. Er det fremragende? Ja!

Spin din levetid #4 (2005-2013)

IMG_20200422_152925__01

British Sea Power – Open Season (Rough Trade, 2005)

En kammerat elskede dette band (det gør han muligvis stadig) og var derfor så elskværdig at give mig et par af deres plader i fødselsdagsgave engang i tidernes morgen. Jeg blev dog aldrig rigtig fan af bandet, der ligesom manglede et eller andet – en god sanger for eksempel, ville de kritiske måske indvende. Men nok om det – jeg prøver deres postpunk’ish shenanigans igen.

Mahogany – Connectivity! (Track and Field, 2006)

Jeg blev i dag (i går, red.) inspireret til at lytte til Kristian Leth og Ralf Christensens gennemgang af Cocteau Twins-albummet ‘Heaven or Las Vegas’ i podcasten, ja ‘Album’. Det inspirerede mig yderligere til at lytte til denne dejlige plade fra Chicago-bandet (ups, de er fra Detroit, red, red.) Mahogany, der ikke kan beskyldes for at have travlt – den er deres foreløbig seneste, og mig bekendt eksisterer bandet stadig. Nåmen, Robin Guthrie fra Cocteau Twins har drejet på nogen knapper i produktionsprocessen og hans og Liz Frasers datter Lucy Belle Guthrie medvirker begge på pladen. En herligt artsy-fartsy omgang, der af og til minder om Belle and Sebastian, af og til Stereolab og andre af den slags artsy-fartsy bands.

The Good, The Bad & The Queen – S/T (2007, Parlophone)

Ikke en plade der ligefrem har slidt min cd-afspiller op, og efter et par lyt her til aften, bider den sig ikke rigtig fast. Måske kræver den flere lyt. Imponerende besætning ellers, med sådan et slæng af Blur-, Clash- og Verve-folk.

Three Second Kiss – Long Distance (Africantape, 2008)

Jeg elsker at stå og græsse i tilbudsbunker i pladebutikker, for ind imellem støder jeg nemlig på noget jeg ikke aner hvad er, men som bare ser interessant ud. Det gælder for eksempel dette italienske støjrockband, som viste sig at være produceret af Steve Albini, og så tænkte jeg i sin tid at det skulle prøves. Albini-relationen giver god mening, da det her lyder ret meget som hans band Shellac – og Slint som han også har produceret. Det er råt, kantet og fuld af start-stop-øjeblikke og skæve taktarter. Helt habilt, omend måske ikke synderligt opfindsomt inden for genren. Men så er dagen da skudt i gang.

Mount Eerie – Wind’s Poem (P.W. Elverum & Sun, 2009)

Det er spændende at gå ind til en plade, der har genrebetegnelser som singer/songwriter, lo-fi indie og atmospheric black metal. Men de passer alle sammen. Åbneren er et black metal-blast, der bliver fulgt op af en 11 minutter lang, sørgmodig orgeldrone, som atter bliver fulgt op af en nedbarberet akustisk folksang. Så kommer metallen tilbage, senere dukker der Twin Peaks-samples op og så videre. Mest af alt er det bare en kold, mørk og tristesseramt omgang, der perfekt matcher solskinnet udenfor mit vindue. Eller noget.

Gold Panda – Lucky Shiner (Ghostly International, 2010)

Jeg anede ikke at der var en genre der hedder wonky, men det er det her åbenbart. Det er tilsyneladende også microhouse og glitch hop, så jeg er blevet meget klogere i dag. I hvert fald er Gold Panda tyske Derwin Schleckers projekt, og jeg kan godt lide den boblende elektroniske musik, der strømmer ud af mine højttalere lige nu. Det passer lidt bedre til solen end Mount Eerie-pladen jeg hørte tidligere.

Charles Bradley – No Time for Dreaming (Daptone, 2011)

Stakkels Charles Bradley, eller ‘The Screaming Eagle of Soul’, som han også blev kaldt. Efter et liv fyldt med genvordigheder, bliver han opdaget af et cool label, debuterer med sin svedige soul som 62-årig, slår stort igennem – og så dør han seks år senere. En tragisk skæbne, mildest talt.

Bat For Lashes – The Haunted Man (Parlophone, 2012)

Jeg tror nok jeg har lyttet til alle hendes plader, og de holder generelt et fint, højt niveau. Det jeg husker hende bedst for er dog en koncert i Vega for en håndfuld år siden, hvor hun på forhånd bad publikum om at slukke telefonerne, hvilket vi gjorde, og blev fuldstændig overvældet af hendes optræden. Det var en usædvanlig oplevelse, hvor vi som publikum bare overgav os. Ret old school, ret skønt. Øøh ja, denne plade indeholder for øvrigt mit favoritnummer med hende, den gudesmukke ‘Laura’.

Goldfrapp – Tales of Us (Mute, 2013)

Jeg købte i sin tid debuten, men faldt slet ikke for den, og den røg ud af samlingen igen. Jeg glemte derefter alt om Goldfrapp indtil jeg ved et tilfælde hørte ‘Annabel’ fra den her, og den ramte lige i solar plexus med sin vemodige tone og Alison Goldfrapps sprøde stemme. Så måtte jeg jo give bandet en chance mere, og det er vist en god ide. En tyst produktion hvor strygerne smyger sig om de elegante sange. Andre højdepunkter er ‘Stranger’ og ‘Laurel’. Måske er det på tide at give debuten en chance mere.

Spin din levetid #3 (1996-2004)

IMG_20200416_214947__01__01

Lambchop – How I Quit Smoking (City Slang, 1996)

Måske er den egentlig fra 1995 – de lærde er uenige. Nåmen, hos mig er den fra 1996 og rar og behagelig. Faktisk så rar og behagelig at jeg undervejs glemmer at lytte efter. Det skyldes nok dels dens tilbagelænethed, dels Kurt Wagners brummende, let søvndyssende stemme. Det er muligvis de faktorer der gør, at jeg har lidt vanskeligt ved at forholde mig til Lambchop – kan jeg lide dem eller ej? Jeg ved det faktisk ikke.

Luksus – S/T (Lidocaine, 1997)

En lovende EP, et virkelig godt debutalbum og så…gik de i opløsning. Ærgerligt. Bevares, det er da gået medlemmerne fint siden, men jeg foretrækker nu samarbejdet mellem Lise Westzynthius og Mikael Simpson frem for deres respektive solokarrierer. Henrik Vibskovs tøjkollektioner har jeg intet forhold til.

Chris & Carla – Swinger 500 (Glitterhouse, 1998)

Det kan godt være det er Chris & Carla der er krediteret for dette smukke album, men jeg tror faktisk at resten af deres faste legekammerater fra The Walkabouts medvirker, så hvad pointen med navneskiftet er, ved jeg ikke helt. Men det er også underordnet, for pladen er dejlig og jeg hører den alt for lidt.

The Innocence Mission – Birds of My Neighborhood (Badman, 1999)

Et af de sødeste orkestre der render rundt i branchen. Alle deres plader er gode og exceptionelt nuttede, og Karen Peris’ stemme er sådan en blød en enhver burde have ved sin side, når man skal lulles roligt i søvn. Små forsigtige folkperler trukket på en snor.

Cat Power – The Covers Record (Matador, 2000)

Jeg kan lige nå en mere inden sengetid, og så kan jeg endda tage hul på 00’erne. Chan Marshall fortolker på sin helt egen måde – fra Stones til Smog til Dylan til en masse andre – og det bliver meget nedtonet og meget tydeligt hende, når hun forsigtigt folder sin både bluesy og melankolske stemmepragt ud. Hun har sine momenter, både her og i resten af diskografien, men jeg har altid haft svært ved helt at knække koden hvad angår Cat Power.

The Strokes – Is This It (RCA, 2001)

Jeg var en anelse uimponeret, da både Primavera og Roskilde lancerede dem her som hovednavn. “The Strokes som hovednavn i 2020 – de har jo været irrelevante i næsten to årtier”, var cirka min tanke. Men der var stor jubel fra begge festivallers publikum, så måske jeg bare har undervurderet deres fortsatte popularitet. Nå, hvem ved – måske bliver de nu hovednavn i 2021 i stedet, og så kan de jo fejre denne plades 20-års jubilæum.

Boards of Canada – Geogaddi (Warp, 2002)

Varm og vellydende lyttetechno for os der ikke for alvor er technomennesker. Indrømmet, for mig er det mest baggrundsmusik, men det fungerer.

Kashmir – Zitilites (Columbia, 2003)

Hos min kæreste kører P6 Beat som oftest i baggrunden, og forleden genudsendte de P6 Beat elsker Kashmir. Vi hørte kun en smule af programmet – og med et halvt øre, thi husstandens fireårige skulle aktiveres – men det gav mig lyst til et genlyt til den her. Det er den seneste Kashmir-plade jeg ejer og måske også den bedste. Lige skridtet videre fra The Good Life og fyldt med gode, slidstærke sange – med Melpomene og The Aftermath som yndlingene her.

Eleni Mandell – Afternoon (Zedtone, 2004)

En tidligere studiekammerat gjorde mig i sin tid opmærksom på fine Eleni Mandell, som jeg tog til mig og lyttede en del til de efterfølgende år. Siden glemte jeg ærligt talt alt om Mandell, og det er sørme en skam for hun er som nævnt en fin størrelse. Hun har været vidt omkring, fra snerrende PJ Harvey-rock til regulær country, og her er hun til tider nærmest lidt loungejazzet, selv om hun stritter lidt i flere retninger. Det er lækkert produceret og hun synger forrygende. Lyt til åbneren ‘American Boy’ og bliv fanget. Forhåbentlig.

Spin din levetid #2 (1987-1995)

Så er jeg nået til anden del af mit fjollede koncept. Mod slutningen af indlægget, vil jeg være fyldt 17 år.

IMG_20200411_114416__01

The Jesus and Mary Chain – Darklands (Blanco y Negro, 1987)

De skulle have spillet dette album i København i sidste uge (indlægget blev oprindeligt skrevet 3. april, red.), og jeg havde egentlig sat snuden op efter at høre samme show på en festival i Barcelona om et par måneder, men sådan skulle det ikke gå. Det er dog også fint at høre dejlige sange som ‘Happy When It Rains’ og ‘April Skies’ hjemme i stuen.

R.E.M. – Green (Warner Bros, 1988, her et reissue fra 2005)

Jeg går mere sikkert og velkendt til værks her i 1988 i anledning af gårsdagens 40-års jubilæum for bandets første koncert (indlægget blev oprindeligt skrevet 6. april, red.). Green rangerer i top-3 over mine favoritter med R.E.M takket være det perfekte blend af introverte ballader og mere rockogrullede sager. Altid en fornøjelse at lytte til.

Bob Dylan – Oh Mercy (CBS, 1989)

Ikke den Dylan-plade jeg har lyttet mest til, men fans omtaler den ofte som en af de stærke af de ‘nyere’. Jaja, ved det godt – den er over 30 år gammel og sådan. Nåmen, den åbner godt nok fremragende med ‘Political World’.

Ride – Nowhere (Sire, 1990)

De spillede en fremragende koncert på Primavera Sound i 2018 og var et af de navne jeg havde sat kryds ved på årets Roskilde festival, men ja…sådan skulle det så ikke gå. God plade og en af shoegazens hovedværker. Dog ikke min personlige favorit (det er opfølgeren ‘Going Blank Again’, red.).

Pitch Shifter – Industrial (Peaceville, 1991)

Jeg vaklede lidt mellem at spinne Rickie Lee Jones eller den her fra 1991, men nu valgte jeg den vist nok ondeste af dem. Passende titel til en industrialmetalplade, der helt ærligt er næsten identisk med Godflesh’ ‘Streetcleaner’. Ah, væsentlig kortere og en smule mere growl, men ellers er det de samme langsomt huggende guitarriffs og trommemaskinebeats, der er i højsædet. Lyrikken er ikke raketvidenskab – ‘Hate, I hate, you mother fucker. Drown, bleed, I wish you would’ er for eksempel den fulde tekst til åbneren ‘Landfill’ men det er såmænd effektivt nok og får gjort jobbet. Så glædelig langfredag!

Lars H.U.G. – Blidt over dig (Medley, 1992)

Nok min favorit fra hans hånd. Den indeholder i hvert fald en stak af mine yndlingssange – ‘Natsværmer’, ‘? er lykken så lunefuld’ og titelnummeret. Det der rædderlige cover af ‘Itsi-Bitsi’, der er gemt som bonustrack, kunne jeg nu godt have undværet.

Me’shell NdegéOcello – Plantation Lullabies (Maverick, 1993)

Psykedelisk soul fra sangerinden med det mildest talt krævende navn. Jeg måtte virkelig stave mig langsomt igennem det, da jeg skulle skrive det. Men fed, spacey produktion og hun spiller en solid, funky bas. Radiolyttere fra perioden husker måske hittet ‘If That’s Your Boyfriend (He Wasn’t Last Night)’. Udgivet på Madonnas selskab for øvrigt.

The Divine Comedy – Promenade (Setanta, 1994)

Jeg elsker Neil Hannon. Hans musikalske alter ego er komplekst, lige dele høj- og lavpandet. Som når han på ‘The Booklovers’ opremser en lang række af litteraturens store figurer, der oftest bare siger Hello eller lignende på et storladent, orkestralt bagtæppe. Det er kløgtigt og fjollet på en gang. Det er Hannon i en nøddeskal. Han er en af musikkens største og vittigste lyrikere, men har desværre af og til svært ved at styre det, så det ender lidt for fjollet. Oftest er det dog heldigvis virkelig godt. Den her indeholder også to af mine Hannon-yndlinge, den nostalgiske ‘The Summerhouse’ og den vidunderlige ‘Tonight We Fly’.

Murmur – Sexpowder 2000 Volts (Cloudland, 1995)

Før Speaker Bite Me blev til Speaker Bite Me var de Murmur. Også som Murmur var de en kantet størrelse med godt tryk på støjrockpedalerne og Signe Høirup Wille-Jørgensen som karakteristisk frontfigur. De har på en eller anden måde altid været ret særegne på den danske rockscene, nærmest deres egen lille genre, og de fortjener al verdens respekt. De fortjener ærligt talt også at blive lyttet mere til af mig.

Spin din levetid #1 (1978-1986)

03/04/2020 4 kommentarer

Tidens karantænetrend kan have mange sideffekter. Nogle er brugbare og nyttige, andre er komplet spild af tid. Jeg er stor tilhænger af sidstnævnte sideeffekt, så i den anledning har jeg opfundet et fjollet koncept. Jeg er medlem af herligt, fjogede tidspildsfacebookgrupper som Spinning Vinyl og Spinning Plastic, hvor brugerne tager et billede af det album de hører, mens skiven ligger på pladespilleren eller i cd-skuffen, og så – eventuelt – fortæller lidt om hvorfor de hører den. Nu kommer vi så til konceptet; det hedder spin din levetid. Eller #spindinlevetid om man/du/jeg vil. Det går i al sin enkelhed ud på at spille en plade fra hvert af de år jeg har levet. Jeg vælger en eller anden plade fra min samling, gerne (men ikke nødvendigvis) en jeg ikke har lyttet så meget til, for det er ligesom lidt mere interessant end bare at høre de samme slidte favoritter. Og så skriver jeg lidt om den. Alt er så simpelt og såre godt, som en eller anden engang sang.

Husk at du også kan spinne din levetid, hvis du ønsker. Vælg det format du foretrækker – og hvis dit foretrukne format er cd, så join gerne Spinning Plastic på Facebook, for den gruppe trænger virkelig til en vitaminindsprøjtning.

Her følger, næsten uredigeret, første kapitel af min #spindinlevetid – de første ni år.

spindinlevetid1

Tom Waits – Blue Valentine (Elektra, 1978)

Jeg starter helt naturligt i 1978 med Tom Waits, som jeg stort set aldrig lytter til, så nu får han chancen i denne anledning.

Michael Jackson – Off the Wall (Sony, 1979)

Jeg kan nok bedre lide den her gang discofunk end de megapopmonstre der skulle følge efter. ‘Working Day and Night’ og ‘Burn This Disco Out’ går lige i fusserne.

Lucinda Williams – Happy Woman Blues (Smithsonian Folkways, 1980)

Hendes andet album inden en otte år lang pause. Der var vist noget med nogle pladeselskabsproblemer. Hun kom stærkere tilbage og kulminerede med to mesterværker omkring årtusindskiftet, men det er interessant at høre hendes tidlige output, som er rendyrket bonderøvscountry.

Cabaret Voltaire – Red Mecca (Mute, 1981)

Jeg var så heldig at opleve bandet her for fuld udblæsning i et auditorium i Barcelona for fire år siden – det var forrygende! På plade har jeg ikke for alvor dyrket dem, men den her skulle vist være et hovedværk.

Before – A Wish of Life (Karma Music, 1982/2003)

Jeg er nået til 1982 og snyder lidt ved at spinne en genudgivelse med ekstra materiale, men hvis jeg bare stopper efter de oprindelige 10 sange er det problem jo løst (det gjorde jeg ikke, red.) Dansk postpunkklassiker.

U2 – Live/Under a Blood Red Sky (Island, 1983)

En sjældent lyttet plade med det måske vigtigste band i min musikalske opdragelse. De er ikke meget værd længere, og jeg gider ærligt talt ikke flere U2-plader, men på toppen af deres ydeevne – perioden 1983-1993 – var de urørlige. Jeg skylder dem meget.

Minutemen – Double Nickels on the Dime (SST, der i dette tilfælde intet har med Sundhedsstyrelsen at gøre, 1984)

En rigtig kultklassiker inden for den amerikanske punk og postpunk, men den er en ordentlig mundfuld med sine 43 sange. Bevares, langt hovedparten af dem er kortere end to minutter, men alligevel. Nu jeg alligevel bare drikker pulversuppe og ordner vasketøj, kan den lige så godt få en chance her på matriklen.

The Knitters – Poor Little Critter on the Road (Slash Records, 1985)

Punkbandet X, med de altoverskyggende frontfigurer John Doe og Exene Cervenka, har altid været mere end et simpelt 1-2-3-4-punkband, og har ofte inkorporeret andre inspirationer i deres lyd. Det kan man for eksempel høre i sideprojektet The Knitters, der er baseret på country og old school rock’n’roll. Det er et hyggeligt frikvarter, mere end decideret fremragende.

The The – Infected (Epic, 1986)

Jeg havde egentlig valgt en plade med Jennifer Warnes som mit 1986-spin, men alene tanken om at skulle lytte til den fik mig til at gabe. Så overvejede jeg om jeg skulle spille noget med Slayer, men det var lige friskt nok fra morgenstunden. Det endelige valg faldt så på The The, delvist foranlediget af, at jeg hørte ‘Giant’ fra ‘Soul Mining’-pladen et hav af gange i går – hvilket er lidt af en bedrift med dens anseelige længde in mente – delvist af at jeg stort set aldrig har lyttet til ‘Infected’.

Tilfældige lyt #4

tilfældigelyt4

  • Boris – Smile (2008)

Det buldrer og brager, skurrer og skramler i japanske Boris’ anspændte univers. Det har det indtil videre gjort for relativt døve øren i mit hushold, hvilket jeg forudser det vil fortsætte med, efter at have givet albummet Smile endnu et lyt. For nej, jeg er ikke rigtig på. Der er en enkelt reelt god sang, den ret simple og punkede ‘Statement’ og der er elementer i for eksempel ‘My Neighbor Satan’ der kan noget, men selv her ender det med at forblive en rodet omgang. Jeg kender ikke pokkers meget andet til Boris, men hvis dette er udgangspunktet, lader jeg det blive ved Smile.

Justin Currie – What Is Love For (2007)

Jeg faldt for Justin Currie og hans bittermuntre svende i Del Amitri engang i midten af 1990’erne, og fulgte dem et par plader frem. Da bandet faldt fra hinanden og Currie gik sin vej, gik jeg en anden, og holdt ikke kontakt til hans gøren og laden. Derfor har hans solodebut også ligget og samlet støv, siden jeg for fire år siden købte den for gammelt venskabs skyld. Det skammer jeg mig over nu, for det er en strålende plade. Currie efterlod det muntre hos sine ex-kumpaner, og beholdt udelukkende det bitre på denne vældigt orkestrerede plade, hvor der på storartede sange som ‘Where Did I Go?’ og ‘No, Surrender’ (ja, det komma skal være der) er virkelig højt til loftet. Currie har altid været en fremragende sanger, og hans lyse vokal gør sig virkelig godt på det melodramatiske lydtæppe. Der er ingen ‘Roll to Me’ i dette dusin mol-stemte sange. Heldigvis.

  • Peter Gabriel – Security (1982)

“Security is filled with sounds, textures and imagery, much of it, by contemporary standards, a bit exotic. There’s […] a sensual track concerning psychologist/philosopher Carl Jung’s somewhat metaphysical experiences with a group of African drummers.*

Det er alt sammen meget fint. Desværre kommer intet af det under huden på mig. Altså, albummet er vel for så vidt ikke ringe eller tilsvarende, men det virker bare så…uindbydende? på mig. Bevares, et par af numrene er ok lyttevenlige, og det er ‘San Jacinto’ og ‘Lay Your Hands on Me’. De får lov at komme med på Tilfældige lyt #4-mixet.

*fra bagsiden af bookletten.

Denise James – Denise James (2001)

Denise James er fra Detroit. Hun har tidligere været en del af kollektivet His Name Is Alive, og har udgivet en lille buket plader på Alan McGees hedengangne Poptones-label. Det er omtrent hvad jeg ved. Stemningen på hendes selvbetitlede debut er dvask, trist og lidt hazy. Nej, det danske ord tåget dækker ikke helt her. Hun lyder som Neko Case og Holly Golightly kørt gennem et tresser-girl-group-filter, tilsat den twangy guitarlyd fra Mazzy Star og det tidligste Mojave 3. Det er kort sagt en pragtfuld plade. Vælg selv dine favoritter, for der er en del potentielle af slagsen. Jeg holder mest på ‘No Stars Tonight’ og den vidunderligt længselsfulde ‘In Dreams’.

  • Barbara Manning – One Perfect Green Blanket (1991)

Se, det her var (også) et godt lyt! Barbara Manning, en egensindig sjæl på San Franciscos indie-scene i slutfirserne og starthalvfemserne, debuterede i 1988 med Lately I Keep Scissors. I 1991 udkom ep’en One Perfect Green Blanket, som samlede debuten op på vejen, og denne udgave indeholder altså begge udgivelser. Det takker jeg for. Mannings musik er rå, rastløs og skramlende, og en oplagt sammenligning er Liz Phair, som tog mainstreamen med storm et par år senere. Blandt perlerne er ‘Straw Man’, ‘Don’t Rewind’, ‘Every Pretty Girl’ og den uimodståeligt primitive The Fall-hyldest ‘Mark E. Smith & Brix’. Og så de to jeg har udvalgt, ‘Scissors’, der passende har lyden af en saks som gennemgående beat, og den creepy ‘Someone Wants You Dead’, der på overbevisende sæt forsikrer lytteren om at “there’s always someone who hates you somewhere”

Her er soundtracket til Tilfældige lyt #4

Læs også:

Alle kapitler i serien Tilfældige lyt

Tilfældige lyt #3

tilfældigelyt3

  • The Afghan Whigs – Black Love (1996)

The Afghan Whigs er et af de mest an- og højspændte bands jeg kender. De flossede nerver sidder så absolut uden på forsanger Greg Dullis tøj, når han vrænger og skriger sine mørke fortællinger ud. Derfor er det heller ikke så ofte jeg har lyst til at høre bandet, og når det sker er det som regel albums som Gentlemen eller 1965. Og – i disse tider – det glimrende comebackalbum Do to the Beast, der dukkede op tidligere på foråret. Derfor er det gået uretfærdigt ud over Black Love, som nu fortjent får en chance hos mig. Og det er fortjent, for det er et stærkt album. Særligt, naturligvis, hvis man i forvejen har hang til Whigs’ soulinficerede, melodramatiske guitarrock.

  • David Bowie – The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars (1972)

Jeg har ført statistik over hvilke kunstnere, der har optrådt flest gange i mit radioprogram Tidsmaskinen (som for øvrigt ligger i dvale for tiden, bare for at få det på plads). Flest optrædener har David Bowie, hvilket måske ikke er usædvanligt, hans musikhistoriske betydning taget i betragtning. Men det er alligevel lidt paradoksalt, for jeg er ikke Bowie-fan. Nærmere granskning af statistikken fortæller formentlig også, at det er mine gæster der har haft ham på programmet. Nåmen, det er muligvis også forklaringen på hvorfor et så ikonisk værk som dette er havnet i denne suppedas. Jeg lytter stort set aldrig til en Bowie-plade af egen fri vilje, omend jeg godt kan finde på at kaste mig over enkelte af hans sange. For selvfølgelig har manden masser at byde på – også på Ziggy Stardust – det er bare ikke 100% for mig.

  • The Czars – Before…But Longer (2000)

The Czars handler først og fremmest om en formidabel sanger: John Grant har med sine to soloplader fyldt af patos, skønsang og selvudleverende lyrik fået sit gennembrud, men det var her i The Czars det begyndte med en, må jeg indrømme, noget anonym omgang barokpop/sadcore. Der er formentlig en grund til at Grants gennembrud først er kommet nu, for The Czars – og det gælder ikke kun dette album – holder bare ikke niveau (eller lytterens koncentration) over en hel plade. I små doser fungerer det glimrende, men det skyldes nok primært den store stemme Grant besidder. Det er ellers ikke fordi bandet ikke prøver, for der er såmænd masser af eksperimenterende leg med lyd. Det rykker bare ikke for alvor. Det viste sig dog at The Czars var ret gode fortolkere, så hvis man vil kaste sig over en af deres udgivelser, bør man tage fat i coveralbummet Sorry I Made You Cry. Det her…not so much.

  • Mary Gauthier – Mercy Now (2005)

“It’s a cheap hotel/the heat pipes hiss/the bathroom’s down the hall/and it smells like piss”.

Mary Gauthiers verden er ikke køn, men det er nu engang sådan hendes verden er. Den kommer man på ondt og endnu ondere dybt ind i, når man lytter til de selvbiografiske fortællinger fra et hårdt levet liv, fyldt med stoffer, druk og nedture. Gauthier er en formidabel sangskriver og storyteller, i omtrent samme boldgade som Lucinda Williams, men uden dennes trang til ind imellem at rocke lidt hårdere. Det vidste jeg godt i forvejen, for jeg er meget glad for opfølgeren til denne skive, Between Daylight and Dark, og var så heldig at overvære hendes koncert i København for et par år siden. Mercy Now har jeg bare ikke lyttet alverden til, og det er en fejl, for den er i virkeligheden nok lige så stærk takket være Gauthiers signatursang ‘I Drink’, titelnummeret, ‘Falling Out of Love’ og ‘Prayer Without Words’ blandt mange andre. Jeg anbefaler den varmt – både til dig og mig selv.

  • Bert Jansch – Edge of a Dream (2002)

En legende inden for den britiske folk, der havde sin storhedstid i 1960’erne og 1970’erne, er Bert Jansch et navn der er svært at undgå, hvis man graver bare et halvt spadestik ned i den scene. Med god grund, for han mestrede fingerspillet på den akustiske guitar. Det gjorde han også på dette album, der kom næsten 40 år inde i karrieren. Desværre har jeg svært ved at blive grebet i synderlig grad, selv om han får kompetent støtte af blandt andre Dave Swarbrick fra Fairport Convention, Bernard Butler (Suede) og Mazzy Stars Hope Sandoval. Der er dog enkelte lyspunkter; den instrumentale ‘Gypsy Dave’ og ‘The Quiet Joys of Brotherhood’, hvor hans viv Loren og sønnike Adam yder fin bistand.

Her er soundtracket til Tilfældige lyt #3

Læs også:

Tilfældige lyt #1

Tilfældige lyt #2

Tilfældige lyt #2

IMG_0583

  • Arizona Amp and Alternator – Arizona Amp and Alternator (2005)

Martin Halls plade A Touch of Excellence udkom i 1993. Booklet’en bliver blandt andet prydet af navnene på de medvirkende, en lang, lang række af dygtige og velrenommerede musikere, der i årevis har sat et markant præg på den danske musikscene. Resultatet af de kyndige folks anstrengelser er gennemgribende rædselsfuldt, og noget jeg aldrig nogensinde har lyst til at høre igen.

Når jeg bringer det op i denne sammenhæng, er det fordi der også på AA&A (for letheds skyld) er en imponerende liste af gæstemusikere: Grandaddy, M. Ward, Scout Niblett, Under Byen, Marie Frank, samt folk og fæ fra Calexico og Giant Sand. Det er intet tilfælde, for manden bag gruppen (der, som det også fremgår af den i øvrigt sparsomme information i booklet’en, ikke har nogen medlemmer) er Howe Gelb fra netop sidstnævnte. Gelb har kontakterne i orden i både det støvede USA og det støvede (?) Aarhus, hvor han i en årrække har været bosiddende. Resultatet er ikke helt så hæsligt som på Martin Halls usle værk, men det er dælme ej prangende. Jeg har vist omtalt det ved en tidligere lejlighed, men Calexico er jeg mærkeligt nok aldrig faldet for, og sporadiske forsøg udi Giant Sand og Gelbs solo-oeuvre har heller ikke givet mig lyst til at grave dybere. Det ændrer AA&A ikke på. Der er nok en grund til at jeg ikke har haft den store vilje til at lytte til den her. Tilbage i glemslen med den.

  • Sylvain Chauveau – Nuage (2007)

Rammerne er i orden, for coveret er umanerligt flot og kunstnerens navn klinger smukt i semi-frankofile øren og på ditto læber. Det bliver næsten ikke mere fransk end Sylvain Chauveau, vel? Det minder mig om den altid seværdige Sylvain Chavanel, men det er en cykelsportstangent der ikke er relevant at drage længere ud af her. Hvad der derimod er relevant at fremdrage er, at Nuage samler lydkulisserne fra to film af instruktøren Sébastien Betbeder. Den instrumentale besætning er klaver, viola, violin og Chauveaus egen elektriske guitar, og det er som man kan forvente ganske smukt og lytteværdigt. Ulempen ved at lytte til filmscores er som oftest at man mangler det visuelle akkompagnement, og den ulempe bliver yderligere forstærket af numrenes beskedne længde; de 19 numre varer tilsammen omkring 35 minutter. Det er som regel fint nok hvis man lytter til Guided by Voices eller Minor Threat, men det gør man ikke just her. Jeg kommer aldrig rigtig ind i musikken, der i de fleste tilfælde stopper næsten lige så hurtigt som den er startet. Men det lyder godt, så længe det står på – den ros skal Chauveau og hans medspillere have.

  • Grizzly Bear – Yellow House (2006)

Fun facts om Yellow House: Som det fremgår af billedet har jeg købt dette album på et biblioteksudsalg. Sangene ‘Easier’ og ‘Knife’ dukker af og til op når jeg shuffler på min iPod. ‘Knife’ kan jeg godt lide. Derudover kan jeg virkelig ikke tage mig sammen til at høre Grizzly Bear, hvilket er en ulempe fordi de ganske ofte dukker op i den alternative musikquiz på Din Nye Ven. Det har kostet en del point, når resten af holdet tilsyneladende har det på samme måde. Du må stole på mig når jeg siger, at jeg faktisk har lyttet til albummet i forbindelse med dette projekt. Så har jeg ikke flere fun facts om Yellow House.

  • Morphine – Good (1992)

Morphine holder jeg ganske meget af. Måske fordi blandingen af Mark Sandmans ru stemme og basspil, Dana Colleys syrede saxofoni og bandets jazzede rocklyd (eller er det rockede jazzlyd?) er så egenartet og letgenkendelig. Du er aldrig i tvivl om hvorvidt du lytter til Morphine. Måske holder jeg også af bandet fordi bundniveauet er ret højt. Derfor undrer det mig, at jeg ikke har lyttet mere til debuten Good end jeg egentlig har, hvilket tydeligvis er en fejl. For det fungerer, nøjagtig ligesom på de fire efterfølgende (og sidste) plader i diskografien.  Og så er det egentlig ligegyldigt om musikken lugter af dunkel og lummer natklub eller er mere buldrende og extrovert, hvilket gælder henholdsvis ‘You Look Like Rain’ og ‘You Speak My Language’. All Good.

  • Solex – Low Kick and Hard Bop (2001)

Jeg er en bleg, ufunky mand. Nordbo med capital N. Jeg vil til langt de fleste tider hellere hulke ned i min te til lyden af en blævrende singersongwriter og hans/hendes akustiske guitar end svinge skankerne til noget der indeholder beats og samples. ‘Hvordan pokker er denne plade så havnet i din samling?’, spørger du nu. Og det kan jeg nemt svare dig på: Fordi The Walkabouts engang fortolkede Solex på en af deres skiver, så jeg jo blev nødt til at undersøge hvad originalen var for en. Den sang er ikke på Low Kick and Hard Bop, men ikke desto mindre har sidstnævnte også sin charme. En stor del af slagsen endda, omend det nok bliver en anelse enerverende i længden. Solex er Elisabeth Esselink, en pladebutiksejer fra Delft i Holland, som i sin tid startede projektet ved at sample på livet løs fra de plader hun ikke kunne sælge i sin biks. Det kom der i sagens natur en ordentlig bunke kludetæpper ud af, og når disse kludetæpper blev kaldt ting som ‘The Dot on the I Between the H and the T’, ‘Good Comrades Go to Heaven’ og ‘You Say Potato, I say Aardappel’, så kan jeg ikke lade være med at smile. Det er ikke en plade jeg kommer til at lytte alverden til igen, men den har absolut sin berettigelse. Den er bare godt selskab i fyrre minutters tid. Og så mange hollandske plader har jeg ærligt talt heller ikke, alene det er jo argument nok for at beholde den.

Her er soundtracket til Tilfældige lyt #2

Læs også: Tilfældige lyt #1

Tilfældige lyt #1

Jeg er i en fase, hvor jeg musikalsk set ikke kan gennemskue hvor jeg vil hen. Derfor faldt det mig ind, at jeg måske skulle kigge og lytte min samling efter i sømmene, for der gemmer sig ærligt talt en stor bunke udgivelser i den, som jeg ikke har lyttet alverden til. Som sagt, så gjort: Med bistand fra rene tilfældigheder og min gode ven Rate Your Music, har jeg derfor kastet mig ud i at lytte samlingen igennem, sådan lidt af gangen. Fem tilfældigt udvalgte albums bliver trukket op af en imaginær hat og lyttet igennem. Måske har jeg noget at sige om dem, måske har jeg ikke. Men du får som minimum et billede af herlighederne, og en playliste med et par numre fra hver udgivelse, så du også kan føle dig lidt med i legen.

Her er det første udvalg:

IMG_0580ed.

  • Old 97’s – Fight Songs (1999)

Old 97’s er sådan et band jeg egentlig burde elske, og jeg tramper som regel også gerne med, hvis jeg tilfældigt snubler over en af deres sange. Og her ligger så pointen, for det skal netop være tilfældigheder der gør at jeg støder på bandet, for det falder mig sjældent ind, med fuldt overlæg, at sætte en af deres plader på. Hvorfor ved jeg ikke, for den powerpoppede countryrock svinger storartet på for eksempel den fantastiske åbner ‘Jagged’ og den elskelige ‘Murder (Or a Heart Attack). Nogen kunstnere må bare lide under dette ude-af-øje-ude-af-sind-kompleks. Eller ude-af-øre-ude-af-sind, i dette tilfælde. Jeg kalder det M. Ward-syndromet.

  • The Innocence Mission – Glow (1995)

Jeg er en blødsøden tosse, hvilket muligvis forklarer min begejstring for The Innocence Mission. Don Peris’ smukke og atmosfæriske guitarspil, parret med hustru Karen Peris’ guddommeligt skønne stemme – der muligvis er verdens spædeste – gør sjældent noget galt. Altså, groft sagt er deres musik jo enorm tam, som den ligger der og gør sig til som en rootsy udgave af The Sundays. Eller et mindre kantet 10,000 Maniacs. Eller John Denver og Mazzy Stars kærlighedsbarn. Men det fungerer bare, når det pæne katolske ægtepar fra Pennsylvania folder deres blide vuggeviser ud i lavmælt flor. The Innocence Mission er nok verdens mindst onde band – heldigvis. Hvis ikke du sukker længselsfuldt, når du hører Karen Peris på sange som ‘Bright as Yellow’ og ‘That Was Another Country’, så må du være en bister stakkel. Jeg siger det bare.

  • Bruce Springsteen – Born to Run (1975)

Der er utallige mennesker, der kan sige mere kloge ting om Bruce Springsteen end jeg, men det skal ikke forhindre mig i at sige irrelevante ting om ham: Han er lidt rigeligt hit-and-miss til min smag. Jeg kan såmænd godt lide Springsteen, når han er mest nedtonet, som på Nebraska og Devils & Dust, for eksempel. Det kan dog nemt kamme over, når han bliver mest bombastisk, og – specielt – når der går for meget trut og blæs i kompositionerne. Det udelukker så for mit vedkommende den sikkert glimrende ‘Jungleland’, hvilket jeg naturligvis beklager, men sådan er jeg. Den famøse trut, blæs og bombast formår dog imponerende nok ikke at spolere det eviggyldige titelnummer, og heller ikke det noget anstrengende klaver kan skjule at ‘Backstreets’ er en skidegod sang. Så kom ikke og sig at miraklernes tid er forbi. Og så må du og jeg leve med at pladen generelt ikke rører mig alverden.

  • The Blue Nile – High (2004)

Hvis The Innocence Mission er verdens mindst onde band, så må titlen som verdens mindst produktive band gå til The Blue Nile. Fire plader på 30 år har de lige kunnet svinge sig op på, og den seneste kom i 2004, så det burde være på høje tid med en ny. Om det sker er nok tvivlsomt, for frontmand Paul Buchanan udgav sin solodebut sidste år, så 2020 er nok et bedre tidsperspektiv for den næste plade fra det skotske ensemble. Nuvel, The Blue Niles musik er tænksom, elegant og yderst velproduceret; med andre ord ganske kedsommelig. Men man har en trumf i ærmet i forsanger Paul Buchanan, hvis skrøbelige og sjælfulde stemme har reminiscenser af Mark Hollis, måske en snert af Peter Gabriel, og som kan gøre selv den mest modne og voksne lytteoplevelse værd at dvæle ved. Sådan har jeg det med The Blue Nile. Det er ikke et band jeg holder fantastisk meget af, eller lytter til ofte (så ville de nok heller ikke været havnet i denne suppedas), men Buchanan er altid værd at lytte til, uanset hvor sofistikeret og glat bagtæppet måtte være. ‘Because of Toledo’ og ‘Stay Close’ er de bedste sange på High, men de er sørme også gode. Og tænksomme, elegante og yderst velproduceret.

  • Velvet Belly – Little Lies (1993)

Jeg ejer tre udgivelser med Velvet Belly. De tre har jeg, hvis jeg skal være flink, hørt i fuld udstrækning omtrent ti gange. Sammenlagt. Så nej, jeg ved ikke hvorfor jeg ejer tre udgivelser med Velvet Belly. Jeg blev ikke meget klogere efter at have genlyttet til Little Lies, for det er absolut kompetent. Og Anne Marie Almedal har en virkelig fin stemme. Men altså…jeg har sgu egentlig rigeligt med 4AD-plader i forvejen, en wannabe-4AD-plade er måske ikke strengt nødvendig. Jeg har også tre plader med Bel Canto. Det kan jeg heller ikke forklare, men jeg må have haft en ting med norsk dreampop engang. Nå, som sagt er Velvet Belly jo et kompetent orkester, og Little Lies har da også sine momenter. Sjovt nok, med tanke på Almedals flotte stemme, er den dystre instrumentale åbner ‘Come In’ det bedste af disse, ligesom den kradse ‘Not in My Time’ har noget at byde på. Det er stadig rendyrket Cocteau Twins-atmosfære, men det har sjældent skadet nogen.

Og her kan du så lytte til de 10 sange.