Forside > Musik > Dagens sang: Brendan Perry – This Boy

Dagens sang: Brendan Perry – This Boy

11 år. Så lang tid skulle der gå mellem det første og andet soloudspil fra Brendan Perry. For i mandags, den 7.6. 2010, kom så endelig opfølgeren til den strålende og majestætiske ‘Eye of the Hunter’ fra 1999. Den har fået titlen ‘Ark’, og efter et enkelt gennemlyt er mit indtryk at det er et mere bistert og tungt selskab Perry har inviteret os til. Hvor ‘Eye of the Hunter’ var blid, smuk og ufatteligt atmosfærisk, så virker ‘Ark’ umiddelbart mere kold og barsk i lyden. Den er ikke mindre atmosfæremættet, absolut ikke, men der er som sagt kommet noget mere kradsen og kant i produktionen. Perrys største force, det alvorstunge og dybe croon han har fremvist lige siden de tidlige dage i Dead Can Dance, er dog (heldigvis) intakt, og du kan få en lille forsmag på det i bunden af dette indlæg. Brendan Perry har spillet dele af det nye materiale, de få gange han har optrådt live, og enkelte af disse numre har såmænd også floreret på YouTube og andre steder i efterhånden et par år. Dagens sang, ‘This Boy’, er mig bekendt ikke en af disse, men det ændrer dog ikke på at den er ganske fremragende. Med sit storslåede strygerarrangement er det nok det nummer der ligger tættest op ad materialet fra ‘Eye of the Hunter’, og muligvis også derfor jeg er faldet mest for netop dette track.

Jeg vender formentlig tilbage til hele albummet igen her på bloggen, men foreløbig er ‘This Boy’ altså dagens sang.

Brendan Perry – This Boy

  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv en kommentar