Forside > Musik > Mortens Mixtape 03: Good and Terrible

Mortens Mixtape 03: Good and Terrible

Husker du den scene i ‘Coming to America’, hvor hele lokalbefolkningen er mødt op til event i kirken, og den lokale ‘stjerne’ Randy Watson spiller med sit band Sexual Chocolate? Det gør du nok, men inde i den scene er der et lille bitte replikskifte, hvor tre af dudes’ne fra barbersalonen udveksler holdninger om Randy Watson. Den slutter med ordene “good and terrible”. Lige den replik har altid fået mig til at skraldgrine, af en eller anden årsag, og de tre små ord hænger bare ved.

Og nu kommer så pointen med dette mixtape: Jeg skal finde guldet mellem al skraldet. 10 gode sange fra 10 ikke særligt gode plader. Jeg er bevidst om at jeg muligvis kan komme til at støde nogen på manchetterne, men det kan jeg (og forhåbentlig du) nok leve med.

  1. Manic Street Preachers – Motorcycle Emptiness (Generation Terrorrists, 1992)…tanken med den her plade var vist, at MSP skulle udgive den, gå nummer 1 på den engelske hitliste – og så opløse sig selv. De udgav den, men resten gik heldigvis ikke i opfyldelse. De blev også bedre end denne gang rædsomme, bedagede glamrock. Men midt imellem al affaldet, lå der så den fineste sang – ‘Motorcycle Emptiness’. En sang, der helt fortjent har opnået klassikerstatus, og som jeg stadig holder meget af. Jeg købte først albummet et par år efter udgivelsen, og gav ret hurtigt op – det ramte helt forbi skiven. Jeg byttede det siden væk for to poser Piratos, og jeg er stadig overbevist om at jeg slap bedst ud af den handel.
  2. Blur – The Universal (The Great Escape, 1995)…i 1995, da den store britpopkrig var på sit højeste, var jeg klart på Oasis-holdet. Blur fangede mig kun sporadisk, hvilket de sådan set stadig gør. Jeg købte alligevel på et eller andet tidspunkt ‘The Great Escape’ – og kom aldrig nogensinde til at holde af den. Der var dog en enkelt formildende omstændighed, den vidunderlige ‘The Universal’. En majestætisk ballade, der stadig holder 100p.
  3. The Replacements – Skyway (Pleased to Meet Me, 1987)…her står jeg nok til bøllebank, for jeg forstår simpelthen ikke The Replacements. Bovlam bodegarock med uddateret firserproduktion. Lidt punket, men mest bare…blaah. Og så er der ‘Skyway’. Den smukkeste, skrøbelige akustiske ballade, der går lige i hjertet. Hvorfor fanden dyrkede de ikke den stil mere?
  4. Rialto – Monday Morning 5.19 (Rialto, 1998)…Rialto blev sgu aldrig rigtig til noget, gjorde de? De ville virkelig gerne være sofisti-snuskede som Pulp eller glamrockede som Suede, men ja. Der var ikke så meget at komme efter. Faktisk er det lidt af et mirakel at de formåede at lave den genialt paranoide og melodramatiske ‘Monday Morning 5.19’. For den er forrygende og medrivende og med et omkvæd større end øøh noget meget stort.
  5. Suede – Indian Strings (Head Music, 1999)…nu vi taler om Suede. Mange er nok enige om at ‘Head Music’ var lidt af en tung maveplasker ovenpå bandets tre første mega-bangers. Jeg er i hvert fald enig med mig selv. Den var ikke særligt god (jo mindre vi taler om ‘Elephant Man’, jo bedre). Men for nu at være ærlig var der faktisk et par gode numre, hvoraf den storslåede strygerballade ‘Indian Strings’ er min favorit. Men det kan jo ikke redde resten af skidtet.
  6. The Cure – Want (Wild Mood Swings, 1996)…der er vist forholdsvis bred enighed om, at ‘Wild Mood Swings’ ikke er peak-Cure. For det er et fact. Ret beset gør den meget af det samme som forgængeren ‘Wish’, den gør det bare utroligt meget dårligere. Det lader man sig dog snyde af når man hører den mesterlige åbner ‘Want’, der sætter forventningerne højt til resten af pladen. Spoiler alert: De bliver ikke indfriet.
  7. Madder Rose – Car Song (Panic On, 1994)…alternativ guitarrock fra midthalvfemserne, der lægger sig et sted mellem Belly og Mazzy Star. Det lyder jo umiddelbart ret tiltalende. Desværre er det decideret røvsygt. Jeg har ikke hørt albummet i mange år, men det kedede mig bravt i tidernes morgen. En sang står dog ud fra mængden, nemlig den smukt drømmende ‘Car Song’, som stadig er lidt af en perle.
  8. The New Pornographers – Twin Cinema (The New Pornographers, 2005)…et af livets store mysterier er, hvorfor jeg ikke kan lide The New Pornographers. Jeg ved det simpelthen ikke, de irriterer mig bare. Det er ellers powerpop deluxe, pragtfulde Neko Case er med i bandet, og der er masser af grunde til at jeg burde elske det. Specielt når jeg nu elsker den komplet uimodståelige ‘Twin Cinema’.
  9. Terrorvision – Oblivion (How to Make Friends and Influence People, 1994)…af uvisse årsager rendte jeg i årevis rundt og ledte efter dette album i pladebutikker hist og pist. Da jeg endelig fandt det og lyttede til det hjemme på ungdomsværelset, blev jeg noget irritabel. For det hverken er eller var ret godt. Ubehjælpsom hardrock med et twist af…et eller andet heller ikke ret godt. Men jeg elsker altså stadig ‘Oblivion’ for dens punkede energi og ekstreme catchiness. Uwababauwababauwababauuu!
  10. Band of Horses – The Funeral (Everything All the Time, 2006)…jeg har to gange begået den fejl at købe en Band of Horses-plade, fordi jeg tilfældigvis lige har hørt den ene gode sang der var på de plader. På den her er det selvfølgelig den mægtige ‘The Funeral’. På den efterfølgende er det ‘No One’s Gonna Love You’, men det er en anden snak. Nu har jeg lovet mig selv ikke at lade mig lokke af flere Band of Horses-plader.
Advertisement
Kategorier:Musik Tags: ,
  1. Endnu ingen kommentarer.
  1. No trackbacks yet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: