Koncertåret 2018 (del 1)

Året nærmer sig sin afslutning, og mit koncertår er omtrent nået i mål, så her kommer et tilbageblik på hvad jeg egentlig oplevede. Jeg deler det op i flere blokke og går ganske kronologisk til værks. Første del handler om månederne januar til og med april.

Februar

Eller februar til april, rettere, for det var først den 3. februar mit koncertår blev skudt i gang. Det blev det på fin vis, da Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil inviterede indenfor i Det Kongelige Danske Konservatoriums Koncertsal. Her havde jeg aldrig været før, hvilket altså også var en del af oplevelsen. Ideen bag koncerten var at spille hele Nørlunds aktuelle plade ‘Skamskudte fugle’ som er lavet i samarbejde med det gæstende orkester, og det fungerede på flot og glimrende vis.

Koncertsalen. Senere kom der flere tilhørere – foruden aktørerne Nikolaj Nørlund og Copenhagen Phil.

Få dage efter fik tonen en anden og hårdere lyd, da Luis Vasquez aka The Soft Moon bød på aggressiv industrial-postpunk i Pumpehuset. Vasquez havde en legekammerat med på scenen, og sammen leverede de et mørkt og knugende sæt, der i sine mest kompromisløse momenter næsten overfaldt publikum. En kort og hård omgang, ligesom det aktuelle albumudspil.

Februar blev afsluttet med Slowdive. De indtog for anden gang på få måneder en københavnsk scene, da et forventningsfuldt og udsolgt Store Vega tog imod bandet, der har opnået større status og publikum siden albumcomebacket i 2017. De spillede vist stort set samme sæt som i Koncerthusets Studie 2 i efteråret, men det virkede lidt fladere denne gang. Lidt af magien manglede – måske mest hos mig, hvilket nok ikke er så underligt, når man oplever den samme koncert to gange på fem måneder. Med sig som support havde Slowdive det franske band band Dead Sea, der leverede en kompetent omend noget anonym dreampop.

Marts

En enkelt koncert blev det til i marts, og den blev leveret af de mexicanske garagerockere Le Butcherettes på Loppen. Jeg håber ikke jeg fornærmer nogen ved at sige, at de ‘menige’ bandmedlemmer er temmelig anonyme, men måske er det bare fordi den fyrige frontfigur Teri Gender Bender overskygger alt og alle. Hun er virkelig svær at få øjnene fra, som hun drøner rundt i sin ildrøde kjole og hvæser og snerrer og forsøger at hidkalde alskens dæmoner og andet godtfolk. Jeg kan ærligt talt ikke huske meget andet fra koncerten end hende.

April

Måneden bød på et af årets højdepunkter, da mine elskede powerpopindieknøse i Nada Surf endelig ramte København igen – Pumpehuset for at være mere nøjagtig. Jeg faldt ret sent for bandet, sådan for alvor, og deres – helt ærligt – noget uopsigtsvækkende musik burde slet ikke have sådan en effekt på mig. Men det har de og den altså. For mig er de nok det bedste band i dette årtusinde, hvis man ser over hele virket i den periode. Nåmen, de spillede hele den pragtfuldt bittersøde ‘Let Go’-plade fra ende til anden, og dukkede så op og spillede et sæt mere, hvor de kom godt rundt i diskografien. Det var en pragtfuld aften af mange grunde, og jeg blev vist også lidt beruset af lige så mange grunde.

Nada Surf i Pumpehuset. Morten i powerpophimlen.

Et orkester jeg ikke lytter meget til længere, er Mercury Rev. På plade har det sjældent klikket fuldstændig mellem mig og dem, men live har de været en stor oplevelse hver gang jeg har set dem. Det blev også en god aften på månedens sidste dag, hvor bandet fejrede tyve-året for hovedværket (ikke min personlige favorit, men skidt med det) ‘Deserter’s Songs’, og det blev en hyggelig og intim seance i Hotel Cecils elegante rum, hvor det karismatiske fikspunkt Jonathan Donahue fortalte anekdoter om tilblivelsen af albummet og optakten til det.

Anden del følger en af de kommende dage. Her bliver der væsentlig større koncertaktivitet, kan jeg godt afsløre.