25 sange fra 1996

1. Golden Smog – Won’t Be Coming Home…vi har været igennem det før, den herre: Det er tarveligt at gemme sådanne perler til et sideprojekt. Heldigvis har Gary Louris aldrig været karrig med perlerne til hovedbandet The Jayhawks. Og denne jangly countryrocker lyder på alle måder som The Jayhwaks, når de er bedst.
2. Luna – Season of the Witch…en utrolig cool, tilbagelænet og samtidig lidt rå version af Donovans sang. Er det meget unfair af mig at ytre, at Dean Wareham er en bedre fortolker end sangskriver? Jeg kan i hvert fald bedst lide ham når han spiller andres sange, om det så er ‘Ceremony’ (New Order), ‘Moonshot’ (Buffy Sainte-Marie) eller altså den her.
3. Mazzy Star – Flowers in December…et af de ømmeste numre i diskografien, og nærmest et langt heartbreak. Åh, hvor er den smuk. Og så den der tambourin. Jeg kender intet band, der mestrer tambourinen bedre end Mazzy Star.
4. Stereolab – Cybele’s Reverie…et helt formidabelt nummer, og et af de bedste eksempler på hvordan Stereolab formår at lyde ekstremt poppet og eksperimenterende på samme tid. Desuden elsker jeg Laetitia Sadiers vokal – og ikke kun fordi jeg er lidt frankofil.
5. Tom Petty and The Heartbreakers – Walls (No. 3)…det var sært nok Glen Campbell, der fik sporet mig ind på denne sang. Hans fine, men noget oppustede version, blev ofte spillet i radioen, dengang jeg sad i en kælder lidt mindre sort som kul, og delte bøger ud til de studerende på min daværende arbejdsplads. Inde bag Campbells alt for pompøse produktion, var det tydeligt at der gemte sig en stor, lille sang – og det gjorde der selvfølgelig hos Petty. Petty når han er allerskarpest, en perle af en melodi – og sikket omkvæd!
6. Belle & Sebastian – The State I Am In…jangly og medrivende og en vidunderlig tekst. “My brother had confessed he was gay/It took the heat off me for a while/He stood up with a sailor friend/Made it known upon my sister’s wedding day.” Og så videre, og så videre. Belle & Sebastian er lidt hit-and-miss for mig, men når de rammer, så rammer de. Det gør de i den grad her.
7. The Black Crowes – Girl From a Pawnshop…en af de store, som i kæmpestore, southern rock-ballader, som jeg er forfalden til, når den bliver leveret af Robinson-brødrene og deres altid velspillende slæng. Rolig start, så masser af guitarlir, og så det helt store crescendo med gospelkor og hele pivtøjet. “PS. All my love.”
8. Patti Smith – My Madrigal…apropos store ballader, så er den her også ret enorm. Smuk vokalpræstation af Smith oven på et vemodigt lag af strygere. Det er underskønt.
9. Chris Isaak – Only the Lonely…den gør helt ærligt ikke ret meget, som Roy Orbisons originalversion ikke gør, men jeg elsker Chris Isaaks ulykkelige croon. Og så er det bare, helt enkelt, en virkelig dejlig sang – drivende sentimental og vemodig. Den slags kan jeg slet ikke stå for.
10. Cowboy Junkies – Come Calling (His Song)…der er to versioner af denne sang på den skønne ‘Lay It Down’-plade, ‘His Song’ og ‘Her Song’. Begge udgaver er pragtfulde og måske de bedste sange på pladen, men de lyder vidt forskelligt. Den her, uptempo-versionen, vinder med et mulehår over den bluesy og downtrodden hustruudgave.
11. Crowded House – Not the Girl You Think You Are…det har vist aldrig været en hemmelighed, at Neil Finn kan lide The Beatles, men hvis man skulle være i tvivl, kan man eventuelt lytte til denne fremragende sang. En af hans bedste. Den er faktisk så Beatles-inspireret, at den lyder som en Elliott Smith-sang. Det er en ros.
12. The Divine Comedy – Songs of Love…det er Neil Hannon, for fanden. Jeg kan ikke have en liste uden ham, han er både et musikalsk og lyrisk geni – han er bare ikke altid lige god til at tøjle den evne. Men det gør han her. Jeg får altid det største smil på læben, når jeg hører den. Den slags bør man ikke underkende. Og så elsker jeg andenstemmen.
13. The Lemonheads – The Outdoor Type…jeg har engang sagt noget i stil med, at hvis jeg var et land, så ville ‘The Outdoor Type’ være min nationalmelodi. Det gælder stadig. “I can’t go away with you on a rock climbing weekend/what if something’s on TV and its never shown again/it’s just as well I’m not invited I’m afraid of heights/I lied about being the outdoor type/Never learned to swim can’t grow a beard or even fight/I lied about being the outdoor type”. Ok, det med skægget passer ikke.
14. Mark Eitzel – No Easy Way Down…der er virkelig mange covers på denne liste, det var man åbenbart skrap til i 1996. I hvert fald gjorde Eitzel denne Goffin/King-komposition til sin egen, med sin overlegne whiskey-stemme. En formidabel version direkte fra rendestenden.
15. The Walkabouts – The Light Will Stay On…hold kæft, hvor var der mange gode vokalpræstationer det her år. Denne sang var min introduktion til The Walkabouts, et band jeg holder så utrolig meget af i dag. Og Carla Torgerson er en af mine yndlingssangerinder overhovedet. Hun synger mig helt ned i gulvet her. Jeg havde faktisk helt glemt, hvor god den sang er. Er der seriøst 14 sange fra 1996, der er bedre end den her? Crazy.
16. Elvis Costello & The Attractions – All This Useless Beauty…jeg elsker ballade-Costello, når han folder sin vibrato helt ud. Utrolig smukt. Endnu en stor vokalpræstation.
17. Sebadoh – On Fire…Lou Barlow må være slackerrockens bedste sanger. Altså, hans stemme er vel ikke decideret ude af denne verden, men den er bare så rar og behagelig. Næsten for glat til den ellers grumsede lyd af halvfemserindie. Nåmen, her sidder vokalen lige i skabet, for ‘On Fire’ er klassisk melankolsk og catchy Barlow.
18. The Posies – Precious Moments…der er ikke meget i halvfemserpowerpoppen, der slår Ken Stringfellow og Jon Auers vokalharmonier og dobbelte guitarangreb. Der var en periode der i midthalvfemserne, hvor de slængede om sig med perler – denne er en af de mest skinnende.
19. Sloan – The Good in Everyone…canadiske Sloan er jeg ikke kommet helt ind under huden på, men denne fyrige garagerocker/powerpopper skal man være døv for ikke at sætte pris på. Ja. Så er det sagt.
20. The Sharing Patrol – I Can Take You There…mere af den fyrige garagerock/powerpop fra det Seattlekøbenhavnske live-fænomen. Jeg fik desværre aldrig set dem live, men måske popper de op igen en dag. Det er hændt før.
21. kent – Gravitation…yndlingssangen fra en af mine mange yndlingsplader med nordens bedste band. Jeg elsker den nederen guitarlyd, der eksploderer ind i det kæmpe omkvæd. ‘Det är så det ska vara’.
22. Scud Mountain Boys – In a Ditch…ligesom tilfældet er med Neil Hannon, vil jeg helst ikke have en liste uden en anden af de sidste 25 års bedste sangskrivere. Han hedder Joe Pernice, og han kan nærmest ikke skrive en dårlig sang. Sammen med Scud Mountain Boys lavede han deprimerende alt-country, og ‘In a Ditch’ er omtrent så depri det kan blive. Det er blændende.
23. dEUS – Roses…Belgiens fineste siden Johan Museeuw er efterhånden gledet lidt ud af min opmærksomhedszone, men ‘In a Bar, Under the Sea’ indeholder altså så megen kvalitet, at jeg ikke kan sidde den overhørig. ‘Roses’ er dEUS, når de er allermest knugende og eksplosive. Unnerving, i mangel af bedre dansk ord.
24. Fountains of Wayne – Radiation Vibe…et stort powerpopår rundes, på denne liste, af med den uimodståelige ‘Radiation Vibe’. Catchy vers med lidt sjove guitareffekter der brager ind i det der kæmpe omkvæd. Den burde have toppet alverdens hitlister.
25. The Cure – Bare…og så slutter vi helt nede i kulkælderen med det ultimative højdepunkt fra en halvskidt plade, men fuck det – selv i dårlige øjeblikke, kan Robert Smith og slæng hive sådan en deprismuk sang ud af ærmet. ‘We know we’ve reached the end/we just don’t know how’. Passende afslutning. På pladen og listen.