Koncertåret 2019 (del 3 af 3)

Sidste del af den relativt korte koncertføljeton 2019.

Oktober

Kalenderen havde kun lige krydset grænsen til oktober, da jeg i følgeskab med kæreste og god ven trådte ind i den nyligt (sådan, forholdsvis nyligt) genåbnede KB Hallen. Anledningen var en koncert med Pixies, som jeg ikke har oplevet live før. Jeg har aldrig været utrolig stor fan af Black og slæng, men det virkede som en fornuftig slå-to-fluer-med-et-smæk-plan at genopleve koncertarenaen OG se et af alternativmusikkens største ikoner. Det blev desværre aldrig nogen rigtig ophidsende aften for mit lille selskab, for trods små, sporadiske momenter af storhed, løftede bandets optræden sig aldrig rigtig højt. Måske mestendels fordi de buldrede igennem nogen-og-tredive sange med lynets hast. Efter halvanden time havde vi fået nok, og forlod koncerten før tid. Supportbandet Blood Red Shoes har jeg ingen erindring om i dag, udover en meget opmærksomhedssøgende sanger/trommeslager. Når alt kommer til alt er det mest mindeværdige fra den aften nok udfordringen i at finde rygerloungen, som var en lille udendørs bås med primitive hegn for. Så stod man der fuldstændig mast sammen som en flok kvæg. Og jeg ryger ikke engang.

Heldigvis skulle der gå mindre end en uge, før jeg mødte endnu et ikonisk indieband, og det var langt bedre. Føromtalte gode ven og jeg var således taget til Tempodrom i Berlin for at høre New Order, og det var strålende. En sand hitparade leveret med schwung og dragende effekter på bagtapetet – tilsat en passende dosis Joy Division-numre. Det var min første live-oplevelse med bandet, og jeg havde egentlig moderate forventninger, som klart blev overgået. Det var et par meget tilfredse herrer, der forlod etablissementet. Supportbandet var noget så eksotisk på disse kanter som et kinesisk et af slagsen, men musikalsk ramte Stolen ikke rigtig noget hos mig.

November

Tom koncertkalender, så hurtigt videre til

December

Hvis kulisser og effekter til New Order-koncerten var farvestrålende, så ved jeg ikke hvad jeg skal kalde den næste koncert. Lad os bare sige det overgik Berliner-løjerne med en vis margin. Björk havde nemlig skruet helt op for mulitmedieshowet, da hun rejste rundt med sin Cornucopia-tour, så Royal Arena var omdannet til det helt store spektakel, da hun besøgte stedet i begyndelsen af måneden. På godt og ondt, for af og til glemte jeg rent faktisk at jeg var til koncert, da musikken ligesom blev skubbet i baggrunden. Men hold op, hvor så det flot ud fra vores stole midt i salen. Hun havde et 40 mand m/k stort islandsk kor med til at varme publikum op, hvilket var hyggeligt men stjal lovligt meget af spilletiden til min smag. Flot og imponerende oplevelse, dog – og lidt en revanche fra den Björk-koncert på Primavera Sound i 2018, som jeg ikke fik forfærdeligt meget ud af.

Årets sidste koncert skulle overraskende – for mig – også blive en af de bedste. Det blev mit første møde med spillestedet Alice og ligeså med de schweiziske industrial-pionerer Young Gods. De efterhånden ældre, grånende herrer leverede en koncentreret indsats, og demonstrerede på forbilledlig vis hvilken tæft de har for både de lange, tranceskabende passager og den mere ligefremme sampler-støjrock. Begge dele fungerede strålende, ligesom både sange fra bandets aktuelle album og pluk fra det ganske omfattende bagkatalog gjorde. En herlig aften på et fint spillested med eventyrlyst og kvalitet for øje, og en fornem måde at afslutte koncertåret på.

Vi ses på koncertstederne i 2020!