Koncertåret 2019 (del 1 af 3)

Traditionen tro skal jeg have vendt koncertåret her på falderebet. Kvantitetsmæssigt har det været et behersket år, og absolut et af de mindst flittige af slagsen for mit vedkommende. Der har dog været nogle længe ventede bands og kunstnere på plakaten, så på den front har det alligevel været mindeværdigt. Jeg deler året op i tre kapitler, og det første omhandler månederne marts til og med juni.

Marts

Ja, marts, for mit koncertår var længe om at komme i gang, dels grundet sygdom, der forhindrede mig i at opleve min sjette koncert med Low, og dels fordi…ja, der bare ikke var noget der fangede. Så min første koncert i 2019 foregik i Lille Vega, hvor Wild Nothing optrådte. Jeg var til den koncert, fordi jeg havde givet min kæreste en billet i fødselsdagsgave. Desværre var billetten købt mange, mange måneder i forvejen, og da hun i mellemtiden havde tabt interessen for bandet – og jeg aldrig har været fan i særlig grad – blev det en lidt aparte optakt. Koncerten blev heller aldrig det store sus, og helt ærligt kunne vi lige så vel have nydt bandets indieretrodreampop hjemme i sofaen.

På månedens sidste aften besøgte jeg for første gang Jazzhus Montmartre, og det var for at høre den fine svenske sangerinde Sophie Zelmani, som jeg i mange år har haft et lille crush på. Jeg har i en del år tænkt, at jeg måske har misset en koncert med hende i København, hvilket ville ligne mig meget dårligt. Den frygt fik jeg afkræftet af hende selv: Aftenens optræden var, ser man bort fra en samme sted om eftermiddagen, hendes første i København siden 1996! Så blev jeg mere rolig. Hun havde et velspillende lille ensemble med på scenen i Montmartre (som jeg i parentes bemærket, havde forventet var væsentligt større), og hun levede fuldt ud op til mine forventninger. Det blev kun ekstra charmerende af, at hun ikke helt kunne huske teksterne til et par af publikums ønsker, men som guitarist Lars Halapi undskyldte, så havde de i omegnen af 150 sange at vælge imellem, heraf en del der ikke ligefrem var fast inventar på setlisterne nutildags.

April

I Was a King fra Norge er sådan et band jeg har lyttet sporadisk til, men som jeg burde lytte mere end ja, sporadisk til. For de har sådan set alt hvad der er godt ved powerpoppen; de stærke, bittersøde melodier og dejlige vokalharmonier. Denne aften i Lille Vega leverede de nøjagtig det, da de var det mest naturlige supportband jeg mindes at have oplevet. De skulle nemlig varme op for powerpoppens ukronede konger, Teenage Fanclub. Når skotterne er i byen er der mødepligt, omend det var med en vis ængstelse denne gang. Bandet var inden turneen blevet et kæmpe aktiv (måske endda det største) fattigere, da bassist og medsangskriver Gerard Love havde forladt truppen. Det var og er naturligvis sørgeligt, men gav samtidig mulighed for at høre andre sange end de sædvanlig, hvilket var et stort plaster på såret. Resten af bandet, ført an af primært Norman Blake, gik heldigvis til sagen med uformindsket motivation og styrke, og leverede endnu en vidunderlig koncert i rækken af vidunderlige koncerter fra den kant. De er stadig et af verdens bedste bands, med eller uden Love.

Maj

I begyndelsen af maj tog jeg min kæreste under armen og drog til London – dels for at feriere og shoppe den, dels for at høre det band, der i en del år har stået øverst på min to-see-liste: Dead Can Dance. Forventningerne var naturligt høje, da Lisa Gerrard, Brendan Perry og deres syv-otte mand store ensemble entrede scenen i Eventim Apollo, og de blev indfriet på en smuk aften, hvor den imponerende diskografi blev besøgt vidt og bredt. Selv ikke en højst besynderlig seance i starten, hvor Perrys stemme fuckede helt op, kunne spolere den store oplevelse. Især ikke da han og stemmen kom stærkt tilbage ret hurtigt.

Mere blev det ikke til i det første halvår. Andet kapitel af årets koncerter, der dækker perioden fra juli til og med september, kommer snarest.