Grand Prix 25 år

Grand Prix fylder 25 år i dag, og det virker som en god anledning til endnu engang at dåne lidt af begejstring over både band og plade. Teenage Fanclub er nok, når alt kommer til alt, mit yndlingsband. De har altid stået på skuldrene af de fire store b’er i harmonisk popmusik (Beach Boys, Beatles, Big Star og Byrds), og de har sandelig også hørt for det. De er dog naturligvis bedre end samtlige forbilleder. Ja ok, den holdning står jeg nok forholdsvis alene med, men hvad?

Jeg købte kassettebåndet på en gymnasiestudietur i 1997 på baggrund af ‘Mellow Doubt’, en lille akustisk sag, der er som skrevet til en lejrbålsseance, og den absurd catchy ‘Sparky’s Dream’, der burde have været verdens største hit nogensinde. (I alenlang parentes bemærket, er jeg fortsat forundret over, at den sang ikke er blevet større, for den har jo alt; en superskarp melodi, de skønneste vokalharmonier og et fantastisk omkvæd. Hvad mere behøver man?) Nåmen, da walkmanen senere blev skiftet ud med en discman, købte jeg cd’en også – og fortsatte med at råhøre albummet.

For hvad er det, det kan? Jeg er glad for at du spørger, for det kan præsentere tre sangskrivere, der nærmest simultant rammer toppen af deres ganske anseelige ydeevne. Norman Blake har med den herligt betitlede ’Neil Jung’ skabt en af de smukkeste rocksange nogensinde (guitarsoloen, mand!), Gerard Love byder på førnævnte ’Sparky’s Dream’, lige så vidunderlige ’Don’t Look Back’ og yndefulde ’Going Places, med den skønneste guitarklang, mens Raymond McGinley trakterer os med den blændende åbner ’About You’ og den herligt skæve ’Verisimilitude’. Og så videre. Det er guitarpopperler på en snor, og så kan jeg godt abstrahere fra, at pladen måske mister en smule af det vanvittige niveau hen mod slutningen. Jeg elsker det band og den plade betingelsesløst, og hvis verden stadig står til den tid, er jeg at finde i Pumpehuset 5. december, når Teenage Fanclub atter spiller op til dans for os nogenogfyrreårige med hang til bittersød powerpop.

Don’t Always Look for Comfort in a Song: Teenage Fanclub 1990-2016

Yes, det er ved at være den tid; verdens bedste band nærmer sig København. De rammer Lille Vega i morgen fredag den 10. februar, og der er på forunderlig vis udsolgt. Det er første gang jeg skal til en udsolgt Teenage Fanclub-koncert, de to gange jeg har set dem har der vel højst været halvfyldt, så hvad er der sket? Er verden pludselig gået lidt mindre fra forstanden? Glædeligt er det dog, at danskerne endelig lader til at have åbnet ørerne. Eller svenskerne, måske. Nåmen, glædeligt er det at Øresundsregionen endelig lader til at have åbnet ørerne.

Jeg har vanen tro lavet en liste, og for nemheds skyld har jeg valgt mine tre yndlingssange fra hvert regulært album (The King og Deep Fried Fanclub tæller ikke med her), plus lidt løse sange fra hist og pist. Det har givet nogle helt horrible udeladelser – for eksempel er der ikke blevet plads til The Concept, Sparky’s Dream og Start Again – men sådan er livet så barskt og uretfærdigt. Modsat bandet har jeg heller ikke været så demokratisk at give hver sangskriver lige megen plads, så beklager, Raymond McGinley, du drukner lidt i mængden. Du er dygtig, men Gerry Love og Norman Blake er bare i verdensklasse.

God fornøjelse – også hvis du skal til koncert i morgen!

Raymond McGinley 50 år

Den tredjebedste sangskriver i verdens bedste band fylder 50 år i dag. Det skal naturligvis fejres her til blogs, og det bliver det med den eneste sang jeg kender, hvor ‘people’ rimer på ‘The Beatles’. Tillykke med de 50, Raymond McGinley!

Der burde jeg nok have været

Gerard Love anbefaler

Det samme gør jeg.

Hvad pophelten fra Teenage Fanclub og Lightships derudover har sat pris på i 2012 kan du læse her. Jeg kan afsløre at nummer to på listen er en outsider.

I Heard You Looking/It’s So Hard to Fall in Love

Verdens bedste band fortolker verdens næstbedste band.

Det var så lidt.

Sjovt nok, men ikke haha-sjovt, så fungerer det endnu bedre for mig, når verdens bedste band fortolker verdens mest frustrerende ujævne band.

Velbekomme.

Speaking of which…(fortsættelse følger)

Lightships – Electric Cables

Jeg dåner! Og det når jeg sikkert at gøre mange gange inden den 2. april, hvor Lightships’ debutalbum Electric Cables udkommer. Bag navnet gemmer sig sangskrivergeniet (ja!) Gerard Love, en mand der har beriget min verden med den ene perle efter den anden efter den tredie efter den fjerde. Nu har han, i modsætning til hverdagen hos Teenage Fanclub, fået en hel plade at boltre sig på, og det er vi ærligt talt nogen der har ventet på i årevis. Denne plade – i hvert fald tanken om den – har såmænd også været længe undervejs, og 2012 bliver altså året hvor Love endelig får hovedrollen.

Electric Cables skal dog ikke betragtes som en soloplade, for han har mere end solid rygdækning: Således består Lightships, ud over Love, af guitarist Dave McGowan (Teenage Fanclub), trommeslager Brendan O’Hare (Teenage Fanclub og Mogwai), fløjtenist Tom Crossley (The Pastels) og bassist Bob Kildea (Belle & Sebastian). En regulær Glasgow-supergruppe, med andre ord.

Pressemeddelelsen fortæller at “Electric Cables is an album of tender, observational songs, played with an invigorating and easy sense of purpose; the sound of friends enjoying one another’s company and allowing ideas and experiments to flourish.” Det kan man så glæde sig til, eventuelt mens man lytter til den dejlige smagsprøve ‘Two Lines’ og forudbestiller albummet her.

Neil Jung

Nogen gange kan man genkende en god sang alene på dens titel. Jeg har ingen yderligere kommentarer.

It’s Just Rock’n’Roll

Når jeg en sjælden gang (ha!) står og roder kasser og reoler igennem i diverse pladeforretninger eller på ditto messer, sker det ind imellem at jeg køber musik udelukkende baseret på hvilket selskab der har udgivet skidtet. Overordnet tør jeg godt tage en chance med en kunstner jeg ikke kender, hvis labelet bag er for eksempel 4AD (i hvert fald hvis givne udgivelse er fra 1980’erne eller 1990’erne). Det samme gør sig gældende, hvis ophavet er Creation Records.

For jeg indrømmer det gerne; jeg er en sucker for Alan McGee og hans kompagnoner, og ikke mindst deres sans for powerpop, shoegaze og andre overvejende guitardrevne subgenrer. Min største musikalske kærlighed, Teenage Fanclub, var blandt stamkunderne i Creation-biksen, da den havde åben fra 1983 til 1999. Det samme var berygtede lydterrorister som brødrene Reid i The Jesus & Mary Chain, den pernittengryn perfektionist Kevin Shields og hans slæng fra My Bloody Valentine, Bobby Gillespie og Primal Scream og, ikke mindst, selskabets største kommercielle succes, Oasis. For nu at nævne bare et par stykker.

Det er naturligvis ikke kun undertegnede der er faldet for Creation Records – det samme er filminstruktøren Danny O’Connor. Endda i en sådan grad at han har følt sig kaldet til at lave en dokumentar om det mildest talt farverige selskab og tilhørende persongalleri. Upside Down – The Creation Records Story kan i morgen fredag den 22.april nydes i Cinemateket i København som en del af festivalen CPH:PIX. Som en ekstra bonus vil O’Connor selv introducere filmen, og han får følgeskab af Mr. Creation himself Alan McGee, der efter forevisningen vil spille plader fra selskabets imponerende diskografi, og Mark Gardener, tidligere forsanger i bandet Ride.

Jeg har naturligvis sikret mig billet til hvad jeg betragter som festivalens højdepunkt, og skulle du blive fristet til det samme, bør du slå et smut forbi billetsalget her.

Du kan få en forsmag på filmen ved at tjekke YouTube-klippet nederst i dette indlæg.

Desuden vil jeg fejre den forestående begivenhed med et ‘mixtape’, bestående af nogle af mine Creation Records-favoritter. Lyt med ved at klikke på linket herunder.

It’s Just Rock’n’Roll

Don’t Always Look for Comfort in a Song

Et metaindlæg.

Denne blog er opkaldt efter en sang med Teenage Fanclub. Sangen hedder ‘Fear of Flying’. Den er skrevet og sunget af Gerard Love. Den er at finde på albummet ‘Thirteen’. Den er god. Den kan høres lige her.

Jeg kan desuden fortælle, at det er næsten en måned siden jeg senest nævnte Teenage Fanclub her på bloggen. Det har jeg det skidt med. Derfor får du som bonus et billede af mit yndlingskrus.

Jeg kan afsløre, at der står mere end bare Teen Fanc. Resten må du selv regne ud.