Strangers Out of Blue

Thomas Hansen – aka St. Thomas – har fødselsdag i dag. 36 år gammel bliver han. Eller rettere, 36 år ville han være blevet, hvis ikke det var for de sørgelige omstændigheder der førte til hans tragisk tidlige død i 2007. Thomas Hansen var en mand der led kraftigt af psykiske problemer, og det var en uheldig kombination af forskellige typer receptpligtig medicin der tog livet af ham den 5. december 2007, blot 31 år gammel.

Heldigvis kan man stadig dvæle ved hans skæve og skrøbelige stemme og musik, der var lige dele Neil Young og Will Oldham. For eksempel på det 10 år gamle album I’m Coming Home, hvorfra nummeret ‘Strangers Out of Blue’ oprindeligt stammer. Her er han dog fanget på hjemmebanen i Oslo i 2003.

17488 Revisited

“Hvordan går det for øvrigt med dit projekt, Morten?”, spørger du næppe. Men derfor kan jeg naturligvis godt svare. Det går fremad. Jeg er på godt og vel det år der er gået siden sidst, nået ned på 10784 sange i mit iTunes-bibliotek, som jeg tilsyneladende ikke har hørt. Der er altså et stykke vej endnu før jeg er nået hele arkivet igennem. Vi snakkes ved igen om et år.

Once Again the Monster Speaks

Det er Afghan Whigs-aften i aften. Det er det sjældent her i hyblen, for selv om jeg med lethed kan finde enorme højdepunkter hist og pist i diskografien, så har bandet og Greg Dullis kyniske og bittert-seksuelle unoder aldrig fundet helt frem til mit hjerte. Eller kønsdele, for hvem har egentlig brug for et hjerte i Dullis harske univers? Udenomssnak. Jeg har faktisk altid holdt meget af bandets sidste album 1965, mens jeg tillige har fundet masser af kvaliteter i hovedværket Gentlemen. Et album, jeg dog højst lytter til en gang om året. Det blev så i aften, og hold da op for et genlyt! Det blev kickstartet med nedenstående klip fra et Conan O’Brien-show i 1993, og denne opvisning i hvordan rockmusik skal lyde er helt uovertruffen. Det er singlen ‘Debonair’, det drejer sig om og den sang står for mig som det ypperste i Afghan Whigs-kataloget. Dette klip har jeg set gentagne gange og nu vil jeg gøre det igen. Jeg tror næppe det ændrer på mit forhold til bandet, men i aften er det altså Afghan Whigs-aften. Halleluja!

It’s Hard to Suck With Jesus in Your Band

Craig Finn har udnyttet The Hold Steadys indspilningspause og udgivet sin solodebut tidligere på ugen. Den hedder Clear Heart, Full Eyes og indeholder blandt andet den bøvede countryrocker ‘New Friend Jesus’. Den kan jeg godt lide.

Tidsmaskinen Goes Folk playliste

Radio XFM fredag den 20. januar 2012

Lettere forsinket – der er jo lige arbejde, musikquiz og koncerter der skal passes – kommer her playlisten fra forrige fredags Tidsmaskinen. En tidsmaskine, der proppet med undertegnede og undertegnedes kammerat Michael, tog på togt til 1960′ernes folk-scener, med et enkelt hop til 1940 og et par besøg eller otte i 1970′erne. Det blev, indrømmet, et noget ustruktureret program, men absolut mindeværdigt, thi de to værter og andre studiegæster var forbløffende løsslupne. For løsslupne, kunne man mene, med tanke på at programmet af uransagelige årsager kom til at handle uforholdsmæssigt meget om Right Said Fred, men sådan kan det jo ind imellem gå i kampens hede. Ja.

Nå, det var den playliste. Go folk yourself!

• Woody Guthrie – Vigilante Man (fra Dust Bowl Ballads, 1940)
• Bob Dylan – Song to Woody (fra Bob Dylan, 1962)
• Arlo Guthrie – The Motorcycle Song (fra Alice’s Restaurant, 1967)
• Phil Ochs – Bracero (Phil Ochs in Concert, 1966)
• Joan Baez – Geordie (Child No. 209) (fra Joan Baez in Concert, 1962)
• Donovan – Tangier (i selskab med Bert Jansch) (fra The Hurdy Gurdy Man, 1968)
• Bert Jansch – Needle of Death (fra Bert Jansch, 1965)
• Sebastian – Rose (fra Fix og Færdig – rock mod junk, 1979)
• Kim Larsen – Er du jol mon! (fra Værsgo, 1973)
• Stig Møller – People They Don’t Know (fra People They Don’t Know/Little Star, 1966)
• Stig Møller – Min by (i selskab med Paul Simon) (fra Derfra hvor vi stod – sange med merværdi, indsp. 1965)
• Simon & Garfunkel – Bleecker Street (fra Wednesday Morning, 3 AM, 1964)
• Jackson C. Frank – Blues Run the Game (fra Jackson C. Frank, 1965)
• Tim Buckley – Once I Was (fra Goodbye and Hello, 1967)
• Country Joe McDonald – Quiet Days in Clichy 1 (fra Quiet Days in Clichy, 1970)
• Cy, Maya & Robert – Flowers Never Bend With the Rainfall (fra On the Scene, 1966)
• Joni Mitchell – Big Yellow Taxi (fra Ladies of the Canyon, 1970)
• Judy Collins – Sisters of Mercy (fra Wildflowers, 1967)
• Judee Sill – Jesus Was a Cross Maker (fra Judee Sill, 1971)
• Povl Dissing – Spillemanden (fra Jeg er en tosset spillemand, 1969)
• Cæsar – Jorden i flammer (fra Jorden i flammer/Storkespringvandet, 1966)
• Nico – Fairest of the Seasons (fra Chelsea Girl, 1967)
• Tim Hardin – Red Balloon (fra Tim Hardin 2, 1967)
• Nick Drake – From the Morning (fra Pink Moon, 1972)
• Van Morrison – The Way Young Lovers Do (fra Astral Weeks, 1968)
• Vashti Bunyan – Glow Worms (fra Just Another Diamond Day, 1970)
• Linda Perhacs – Chimacum Rain (fra Parallelograms, 1970)
• Bent Jacobsen – Bøsse (fra Bøsse, 1975)

Sidste sang var egentlig ikke på det oprindelige program, men på utallige opfordringer kom den med, da vi havde tid til overs.

Tidsmaskinen er tilbage i en eller anden form fredag den 3. februar kl. 20.30.

Overhovedet ikke apropos, så var dette indlæg nummer 100 på min blog. Tillykke til mig, dig og den.

Lightships – Electric Cables

Jeg dåner! Og det når jeg sikkert at gøre mange gange inden den 2. april, hvor Lightships’ debutalbum Electric Cables udkommer. Bag navnet gemmer sig sangskrivergeniet (ja!) Gerard Love, en mand der har beriget min verden med den ene perle efter den anden efter den tredie efter den fjerde. Nu har han, i modsætning til hverdagen hos Teenage Fanclub, fået en hel plade at boltre sig på, og det er vi ærligt talt nogen der har ventet på i årevis. Denne plade – i hvert fald tanken om den – har såmænd også været længe undervejs, og 2012 bliver altså året hvor Love endelig får hovedrollen.

Electric Cables skal dog ikke betragtes som en soloplade, for han har mere end solid rygdækning: Således består Lightships, ud over Love, af guitarist Dave McGowan (Teenage Fanclub), trommeslager Brendan O’Hare (Teenage Fanclub og Mogwai), fløjtenist Tom Crossley (The Pastels) og bassist Bob Kildea (Belle & Sebastian). En regulær Glasgow-supergruppe, med andre ord.

Pressemeddelelsen fortæller at “Electric Cables is an album of tender, observational songs, played with an invigorating and easy sense of purpose; the sound of friends enjoying one another’s company and allowing ideas and experiments to flourish.” Det kan man så glæde sig til, eventuelt mens man lytter til den dejlige smagsprøve ‘Two Lines’ og forudbestiller albummet her.

There’s a Psychopath in My Soup

Prisen for dagens bedste sangtitel går naturligvis til Pop Will Eat Itself.

Tidsmaskinen 2011 (last.fm special) playliste

Radio XFM fredag den 6. januar 2012

Tidsmaskinen sendte for første gang i det nye år i går aftes, og temaet var en slags tilbageblik på 2011. I hvert fald et tilbageblik på hvilke 25 kunstnere (plus et par boblere) undertegnede ifølge last.fm lyttede mest til i 2011. Der kommer et mere regulært 2011-tema en aften engang i fremtiden.

• Broadcast – America’s Boy (fra Tender Buttons, 2005)
• Scud Mountain Boys – Wichita Lineman (fra The Early Years, 1997)
• Eleni Mandell – Pauline (fra Thrill, 2000)
• Sebadoh – Scars, Four Eyes (fra III, 1991)
• The Lemonheads – Rudderless (fra It’s a Shame About Ray, 1992)
• Turnpike Troubadours – 7 & 7 (fra Diamonds & Gasoline, 2010)
• Justin Townes Earle – Can’t Hardly Wait (fra Midnight at the Movies, 2009)
• The Sadies – The Trial (fra New Seasons, 2007)
• Velvet Crush – My Blank Pages (fra Teenage Symphonies to God, 1994)
• Girls – Saying I Love You (fra Father, Son, Holy Ghost, 2011)
• PJ Harvey – Long Snake Moan (fra To Bring You My Love, 1995)
• Beat Happening – Bewitched (fra Jamboree, 1988)
• Ryan Adams – English Girls Approximately (fra Love Is Hell, 2004)
• The Lucksmiths – Friendless Summer (fra Where Were We?, 2002)
• Gillian Welch – Hard Times (fra The Harrow & The Harvest, 2011)
• Teenage Fanclub – Did I Say (fra 4766 Seconds: A Shortcut to Teenage Fanclub, 2003)
• Lucinda Williams – Essence (fra Essence, 2001)
• Ron Sexsmith – I Know It Well (fra Retriever, 2004)
• The Go-Betweens – The House That Jack Kerouac Built (fra Tallulah, 1987)
• Neil Young – On the Beach (fra On the Beach, 1974)
• Yo La Tengo – Big Sky (fra Ride the Tiger, 1986)
• Radiohead – These Are My Twisted Words (uudgivet, gratis download, 2009)
• Low – Pissing (fra The Great Destroyer, 2005)
• U2 – Wire (fra The Unforgettable Fire, 1984)
• The Jayhawks – Hide Your Colors (fra Mockingbird Time, 2011)
• Pedro the Lion – Options (fra Control, 2002)
• R.E.M. – (Don’t Go Back to) Rockville (fra Reckoning, 1984)

Jeg er klar med Tidsmaskinen igen fredag den 20. januar fra klokken 20.30. Lyt med på fm-båndet 107.4 mhz eller via den fikse medieafspiller på xfm.dk.

Hov, for øvrigt: Skulle du have lyst til at lytte til playlisten – desværre/heldigvis uden mine lødige kommentarer og de fordrukne julefrokost-deltagere, der invaderede udsendelsen mod slutningen – så er den tilgængelig som Spotify-liste hvis du klikker her.

Bloggeren køber plader aka Indlægget om Hugo Largo

Bloggeren køber ret ofte plader. Faktisk gik det så meget over gevind, at bloggeren i 2010 købte/vandt/fik en plade i snit om dagen. Det syntes bloggeren var lidt upassende, og derfor skar han kraftigt ned i investeringerne i 2011, der dog stadig indbragte ham mere end en halv plade om dagen. Mere rimeligt, omend stadig en anelse i den flottenhejmede ende. Bloggeren tvivler dog på det bliver meget anderledes i 2012. Specielt fordi han jo, som titlen altså siger, køber plader.

I dag forsøgte han at holde Accord oven vande ved at spendere sammenlagt hele 60 kroner på Hugo Largo.

(Den der 3. persons-fortæller bliver hurtigt anstrengende, så om et øjeblik går bloggeren tilbage til vante former).

Jeg stødte på amerikanske Hugo Largo for en fire-fem år siden. Jeg kan egentlig ikke huske hvordan – måske var det Michael Stipes producerende medvirken, måske var det jagten på noget æterisk og hypnotisk der førte mig derhen. Uanset hvordan jeg havnede i favnen på New York-kvartetten, så er jeg glad for det skete. Også selv om der skulle gå en del år fra jeg hørte dem første gang, til jeg rent faktisk fik købt musikken. To bassister, en violinist og Mimi Goeses ret unikke stemme skal og skulle der til for at drage mig ind i denne forunderlige verden, som er meget, ja æterisk og hypnotisk.

Der skete kommercielt ikke alverden for bandet. De udgav disse to skiver i 1987 og 1989 og en enkelt single, og så var det vist, ærgerligt nok, det. Jeg synes dog du skal følge mit glimrende eksempel og lytte til ‘Second Skin‘ (fra “Drum”) og ‘Jungle Jim‘ (fra “Mettle”) et par gange i aften.

Happy New Year

London-trioen Arco sender dig forsigtige, men – er jeg sikker på – aldeles velmente nytårsønsker. Det samme gør jeg.

Tak fordi du læser med. Vi ses i 2012.